Du skal leve med det

Og det gør jeg så. Altså lever med det. Som om jeg har noget særligt valg, altså.

Jeg er blevet spurgt flere gange om jeg var bange for, at nu skulle jeg dø, når talen er faldet på de svære oplevelser. Det har jeg været bange for flere gange i mit liv. Også den aften, jeg blev voldtaget af min temmeligt-meget ekskæreste (jo – af hankøn – jeg har også været dum engang. Rigtig dum, faktisk). Og det er den aften, der bliver spurgt til, når jeg får det spørgsmål. Ikke andre. Kun den aften.

Jeg tror nok, at jeg normalt svarer lidt udenom og siger både jaeh, tjaeh, måske og mjaeeh på én gang, for sagen er jo at svaret er stort og svært – og ikke pissenemt at forklare, så det er bare nogenlunde til at forstå. Jeg var egentlig ikke bange for at jeg skulle dø, jeg var mere bange for hvad der mere skulle ske. Bange for at have mistet kontrollen. At dø ville i den situation nok nærmest have været en befrielse. Jeg gav op og der var ikke mere kampånd i mig. Leve, overleve eller dø – det var ét fedt.

Den aften startede det hele så normalt som enhver anden hverdagseftermiddag. Kom fra arbejde, købte ind, kørte hjem, satte cyklen på plads i kælderen og gik op af trappen til min dør. Kæmper med varerne og den tunge rygsæk (som man stavler al mælken mm ned i fordi den slags ikke kan tåle en tur i asfalten fra cyklens ikke alt for stabile bagagebærer) og nøglerne. Låser op – og får et hårdt skub ind af døren. Havner på stuegulvet – ansigtet først. Og så hører jeg en latter og døren der bliver låst bag mig. Og så kan jeg nådigt ikke rigtigt huske mere af det. Det er blevet slettet af hukommelsen. Detaljerne i det overfald er helt væk. Men kan huske det sidste af det. Der må været gået nogle timer mellem de to punkter. Jeg kan naturligvis rekonstruere en del af det tabte ud fra kendsgerningerne og sporene, men jeg prøver egentlig at lade være. Tænker, at der er nok en forbandet god grund til at hjernen sletter sådan noget fra hukommelsen.

Rent faktisk kom det tilbage til mig i brudstykker en dag for mange år siden, og var så flygtigt, at jeg i en tågedis skrev stikordene ned på en næsten blank side i den bog jeg lige sad med. Mellem sære matematiske formler, diagrammer og andet godt.  Kunne godt huske bagefter at jeg havde skrevet det her ned, men ikke hvor, og jeg har ganske mange bøger med sære matematiske formler, så jeg opgav at lede efter det. Men har dog siden genfundet det, og det var et stort chok at gense det. Heldigvis var det efter jeg var startet hos psykologen, og sammen fik vi en masse klarhed af de få, knapt læselige, sætninger. Hun undlod at spørge til betydningen af matematikken i baggrunden, hvilket nok var klogt nok. Tror det var for de på forhånd indviede.

Den der aften!

Vågnede eller kom til mig selv på mit køkkengulv. Har en ganske klar erindring om stoleben og køkkenbord sådan lidt hulter til bulter-agtigt. Det er som om bevidstheden og visheden i kroppen kommer trinvist i sådan nogle bølger. Fra hovedet ned i kroppen ud gennem benene for så til sidst at vippe med tæerne. Og tilbage igen. Lytter og tør ikke åbne øjnene for meget. Ned i fødderne igen – jo, jeg er vist i live. Men det gør ondt. Smerterne er så intense at jeg ikke engang kan få en lyd frem, halsen er helt sammensnørret og tør. Lytter og kan høre fjernsynet i baggrunden. Og hører at noget bliver sat på sofabordet. Ser mig lidt forsigtigt omkring.

Lukker øjnene igen. Og prøver at trodse smerterne og vælter en stol, da jeg prøver at sætte mig op.

– Nå du er vågen. Det var godt.
– Hvad er der sket
Latter.
– Det finder du nok ud af
Smerter.
– Kunne du ikke bare afslutte det her og gå. La´mig dø.
– Du skal ikke dø af det her, du skal leve med det! Det er ikke noget du dør af.

Lukker øjnene og forsvinder fra verden. Hører langt, langt væk at døren smækker og jeg er alene igen. Mellem stoleben, et eller andet roderi, der formentlig stammer fra indkøbene, og på et blodigt køkkengulv. Trænger til et bad. Nu. Må også finde ud af hvor de smerter kommer fra og hvad der er sket.

Jeg burde nok være død af det. Være forblødt. Forstår ikke hvordan jeg fik det til at holde op med at bløde. Kan være kvindekroppen er indrettet til at begrænse den slags blødninger af sig selv. Aner det ikke, men husker at det var voldsomt og at det tog lang tid.

Det var her jeg burde have ringet 112. Det ved jeg godt. Så det er der ingen grund til at fortælle mig, eller bebrejde mig at jeg ikke gjorde. Det skete bare ikke, for jeg kunne ikke rumme noget som helst andet end at lægge mig på sofaen med et håndklæde mellem benene. Og så ind i mellem stavre ud i køkkenet og få lidt at drikke, besøge et badeværelse og så ind på sofaen igen. Ønskede ikke hjælp, og lod vennerne komme på små hurtige besøg efter noget tid. Men smed dem ud igen, når de ville tale om hvad der var sket.

Der gik vist flere dage før jeg nåede til at gøre rent i køkkenet, og efterhånden lignede hele lejligheden et slagtehus. Men jeg orkede det bare ikke.

Langsomt gik det op for mig hvad det egentlig var jeg skulle leve videre med. At det var deri den avancerede hævn lå. Det havde været for billigt om han bare havde slået mig ihjel den aften. Straffen var at jeg skulle leve med de der skader jeg havde fået.

“du skal leve med det” – ja, og det gør jeg så.

Det er ikke til at vide om tingene og skaderne havde set anderledes ud hvis jeg var kommet under behandling med det samme. Måske. Måske havde psykologen (hende psykopat-psykologen jeg startede med) et eller andet sted ret når hun også mere eller mindre direkte antydede, at dér kunne jeg jo osse selv have begrænset skaden. Og fået politi på. Og stoppet ham. Og og og… Ikke at gøre noget startede en kæde af konsekvenser af de ansvarspådragende typer. Det må jeg leve med. Og det gør jeg så også. Hans ord var nærmest profetiske, den aften. Lev med det. Lev med det hele.

Konsekvenserne af skaderne er jo nærmest indlysende, dem skal jeg leve med. Eller nærmest leve på trods af.

Jeg har set ham 3 gange siden i nærheden af min bopæl. Flyttede derfor pludselig til en anden landsdel uden at efterlade mig ret mange spor. Skiftede job, branche og liv. Gentog manøvren et års tid senere, og jeg tror og håber at mine spor forsvandt et eller andet sted på vejen. Har omhyggeligt sørget for at jeg ikke længere kan googles. Passer på min facebook og google plus og har en næsten indædt interesse for privatlivsindstillingerne begge steder.

Tillid til andre jeg ikke kender på forhånd, eller kun kender via nettet, er derfor en stor ting og den er nok lidt svær at opnå. Men den er der, og jeg er hverken særligt mystisk eller unormal. Bare lidt kamera-sky. Jeg er lidt forsigtig, det er det hele, for jeg vil så forfærdeligt nødigt genfindes.

Reklamer

34 comments on “Du skal leve med det

  1. Du var jo gået helt i chok.

    Det er så forfærdeligt at man næsten ikke kan rumme det som udenforstående – mig altså – og du skal “leve med det”.

    Og du overlever med det. Hver dag.

    Mange mange tanker herfra..

    • Der var nok en eller anden form for chokreaktion efter det, ja. Var helt uforberedt på at det kunne blive så slemt som det blev. Og helt uforberedt på smerterne, og egentlig osse på problemerne bagefter.

      Jeg overlever med det hver dag – men lever(!) også med det hver dag, og forskellen er himmelråbende og indikerer noget mere positivt end bare lige at klare skærene. Men jeg tror det er takket være en masse kompetent behandling, at jeg er nået hertil. Accepten af at det så sådan ca er her, jeg når til, skal jeg lige finde. Men det kommer nok en dag.

      Tak for tankerne. Og tak for hjælpen og støtten med dét indlæg.

  2. Kong Mor siger det hele. Så rigtigt.

    Alligevel vil jeg gerne vise mig på banen her. Forsøge at fortælle dig, at du i min verden intet har gjort forkert. Det virker som tomme ord fra en fremmed – endda en anonym fremmed. Det ved jeg godt. Men ord er alt jeg har herinde. Alligevel fattes jeg ord lige nu. For hvordan får jeg dig til at forstå, hvor meget jeg beundrer dig? Uden det lyder påtaget og corny! Hvordan får jeg dig til at forstå, at du i mine øjne er et livsstykke uden lige? Hvordan får jeg dig til at se, hvor ufattelig megen styrke du besidder ?

    Varme tanker her fra mig – og ydmygt tak fordi jeg må læse med.

    • Du skal ikke takke, og du må helst ikke stoppe med at læse med. Og jeg er osse glad for din kommentar. Alle kommentarer har betydning.
      Det er nok svært for mig at forstå, netop fordi jeg står og stod midt i det. Svært at forstå at andre og udenforstående ser mig som stærk mm. Synes jo selv at jeg har været fej hele vejen igennem tilværelsen. En der ikke handler og som derfor passivt lader ulykkerne ske.

      Herinde har vi jo ikke andet end ord at gøre godt med. Og de er vigtige, vores ord. Og vores tanker.

  3. Her kunne jeg fylde din kommentarboks med grimme bandeord.. og hvilken skæbne sådan en syg idiot skulle gennemgå, det vil jeg lade være med. Sidder dog med et stort håb og ønske om at han har det skidt.. rigtig skidt.
    Forstår først rigtigt nu, hvorfor du værner så meget om din identitet
    Jeg er imponeret over din styrke til at overleve det og til at leve med det.

    • …og du fyldte i stedet vores WordFeud chat med grimme, varme, menneskekærlige, spørgende gloser 🙂

      Ja, det er lidt vigtigt for mig. Det der med at ikke at afsløre alt for meget om hvor og hvem jeg er. Jo, ved godt at netværkssporene (ip-adresser, som i øvrigt kan fakes og ofte bliver det i mit tilfælde; når jeg husker det, altså) afslører en del når man kommenterer rundt omkring, men jeg kommenterer ikke blindt hos hvem som helst. Følger en blog længe før jeg lægger et spor (=kommentar). Tænker mig godt om.

      Men jeg synes ikke jeg lader mig begrænse helt unødigt af det mere, ikke som jeg gjorde for bare et par år siden. Bevæger mig næsten frit både på nettet og ude i virkeligheden og ser mig ikke længere over skulderen.

      Er benovet over at kunne imponere nogen som helst.

  4. Nu forstår jeg også bedre, hvorfor du ikke ‘vil findes’.
    Det er så ondt, så ondt, og jeg har slet ikke ord for alt det, der render igennem hovedet på mig, når jeg læser, hvor dyriske folk kan være.
    Du lever, du overlever, og du bliver stærkere og stærkere med tiden, men glemme kan man aldrig. Fortrænge, men ikke glemme.
    Vil jeg tro.

    • Du tror helt rigtigt. Fortrænge det både bevidst og ubevidst er muligt. Men egentlig glemme det er umuligt, ikke mindst fordi jeg jo bliver mindet om det stort set hver eneste dag. Lever stadig med smerter, der dog er en hel del mere afdæmpede nu og som kun dem der kender mig rigtigt godt kan spotte i mit ansigt.

      Ja, det er derfor. Det er også derfor. Jeg tør dårligt tænke på hvad der ville ske hvis jeg blev “fundet” igen. Sikken straf for det liv jeg så lever nu. Dybt irrationelt, men det er sådan ca sådan jeg tænker det. Og det er nok til at jeg bliver lidt påpasselig. Og så er det altså begrænset hvor mange gange man kan bytte liv i bare ét liv. Og det liv jeg har nu vil jeg helst ikke bytte for ret meget.

      (Men nogen har jo sagt god for dig – så jeg stiller gerne op og hjælper dig med det der wordpress eksport. Det er jeg ikke bange for. Bare du som andre lover ikke at smække kameraet i min retning 🙂 )

      • Slet ikke noget problem, og jeg har jo lidt på fornemmelsen, hvem ‘nogen’ er 😉
        Men nu hvor vi er på din hjemmebane, så at sige: Havde du forestillet dig, at det blev hos mig? Det kunne da være hyggeligt, og du tager naturligvis kæresten med, hvis hun/I har lyst til det.

        • Så langt har jeg overhovedet ikke tænkt. Men hvis jeg skal hjælpe konkret med det der, er det en fordel at vi sidder ved samme computer (og her vil jeg være møgked af at få stukket en ipad i hånden med besked om at dét er en computer). Jeg kan også gøre det via teamviewer (fjernkontrol via nettet), men det vil give mig helt ukontrollabel viden om adgangsoplysninger mm på din computer. Og det vil jeg ikke have.

          Vi må se.. smid en mail når du har besluttet dig om du vil være mommer på eget domæne.

  5. Pingback: Trapper « Overleveren

  6. Jeg kan sagtens forstå du værner om din anonymitet, synes at det er flot du alligevel begiver dig ud i cyberspace…Og som Inge skriver, jeg håber virkelig at han har det dårligt med det han har gjort imod dig…

    • Værner jo ikke paranoidt om den på nogen måde, men er påpasselig med hvad jeg skriver, hvad jeg viser og hvem jeg omgås. Forsigtig, men bestemt ikke hysterisk 🙂

      Jeg tror desværre at du og Inge håber forgæves hvad dét angår. Det der skete har sin egen indre logik. En syg logik, men dog en logik.

  7. Min dejlige fantastiske ven, hvor ville jeg ønske at du var lige så klart seende over alle dine fantastisk evner, som du er til at beskrive dine oplevelser/tanker. Jo, du er super stærk og som jeg har sagt før, du har passet på dig selv på den måde som var mest rigtig i den situation som du var. Det kan ALDRIG være fejt! Tak for et godt indblik.
    Kram Monika

    • Rødmer helt ud i storetåen nu. Det kan være jeg efterhånden forstår og fatter det. Men prøver ihvertfald at huske det. Men du ved – min hukommelse er jo ikke den bedste mere. Men det betyder rigtigt meget for mig at se dine ord her, læse at der er nogen der tror på at jeg gjorde det jeg kunne gøre og det jeg magtede i den situation jeg var i dengang. Jeg må lære at jeg ikke skal tænke “hvis jeg nu havde gjort.. alt muligt andet” i stedet og så bare finde roen i at jeg klarede den. Hvilket egentlig også var svært nok i sig selv.

      Klart-seende på andre evner bliver jeg nok desværre aldrig.

      Tak for at du læste dette indlæg.

  8. Bliver hysterisk gal når jeg læser om psyko-psykologen og psyko-eks´en. Min vrede kan du ikke bruge til noget som helst, for det er bare sorte skyer og en masse bandeord.

    Forstår dine forbehold til fulde og jeg ønsker for dig, at du aldrig ser ham igen.

    Tænker ikke, at han har det dårligt overhoved. Når man gør det der og efterlader dig blødende med “Du skal leve med det”, så er han koldere end kold i røven over, hvordan andre mennesker har det. Men det kommer nok ikke som en stor overraskelse.

    Jeg ville – lidt i stil med Monika – håbe, at jeg med et tryllestavs-slag kunne fjerne dine pegefingre fra dig selv, så du kunne se dig selv som den skideseje kvinde du er.

    At du ikke anmeldte psyko-eks´en…tja, det gør de færreste jo altså af mange forskellige årsager. 29 ud af 30 voldtægtssager ender aldrig i retten. Det er ikke fejt. Det er, at beskytte sig selv, så godt man nu kan i en rædselsfuld og sårbar situation.

    • Jeg tror det er let for udenforstående (og tilsyneladende også en enkelt særpræget psykolog) at pege fingre af mine handlinger og min passivitet og mene at jeg bare skulle have gjort noget andet, så det betyder rigtigt meget for mig at få din og også de andres reaktioner på at det her nok egentlig var helt ok. At min sejr ikke nødvendigvis skulle søges i hævnen og straffen, men min sejr var at jeg fik mit liv tilbage. Sådan stort set. Jeg er ved at lære det, men det er en proces der tager lang tid, for jeg har levet så længe i tavsheden, skammen, skylden og medansvaret for alt hvad der skete. Nu må jeg se mig selv og tænke – det var sgu ikke min egen skyld. Det var noget der skete og som jeg klarede. På en eller anden sær måde.

      De der tal om hvor mange sager der ender i retten hvad enten det handler om incest eller voldtægt har altid undret mig – tænker hvordan pokker kender man totalen i det regnestykke. Når så mange er så tavse så længe eller altid. Så indgår de jo ikke i totalen. Men det er måske bare mig der ikke kan regne den ud.

      Jeg ønsker så absolut heller ikke at se ham igen – men min angst for det må ikke længere begrænse mig alt for meget. Så langt er jeg dog nået.

  9. Pingback: Normalisering « Overleveren

  10. Kære Overleveren. Kom hertil fra det link du havde lagt i en blogpost i dag; og jeg må sige at jeg er rystet og imponeret på een gang. Rystet over at der findes sådanne idioter, der kun tænker med en bestemt legemsdel, som de typer for min skyld sgatens kunne få skåret af, og imponeret over at du klarer dig så godt. Og nu forstår jeg selvfølgelig hvorfor du kerer dig sådan om dit privatliv tidligere jobs mv. Der er alttid en grund, men skal bare finde den.

    De kærligste hilsner
    Hanne

    • Hej Hanne
      Satte link ind i teksten for at give nyere læsere (som dig fx) et hint om hvorfor jeg er lidt hysterisk med de der knive. Jeg tror desværre der findes endnu større idioter derude end den jeg blev udsat for, men har forståelse for at netop den tekst kan virke rystende – især for den uforberedte læser. Jeg ved ikke om jeg klarer mig sådan helt særligt godt, men jeg gør hvad jeg kan for ikke at give op. Det er dog klart at tilværelsen blev en noget andet end hvad jeg havde forventet og ønsket da jeg var i tyverne.

      Ja, jeg er påpasselig med mit privatliv og hvem jeg lukker ind. Men bestemt ikke paranoid, blot forsigtig. Også her i blogland.

  11. Pingback: Forvirring | Overleveren

  12. Pingback: Hvad der ikke slår dig ihjel | Overleveren

  13. Kæreste Overlever,
    Jeg havde ikke læst det her link før, den her post.
    Det, der slår mig, er hvor fantastisk du håndterede det – du gjorde lige netop det, du der følte, der skulle til, for at klare dig, komme igennem, overleve, skadesbegrænse, alt… det er vidunderligt, fantastisk at vi kan gøre sådan noget. Fantastisk at du ikke brugte din på det tidspunkt ret lille energi på at ringe efter alle mulige og gennemgå undersøgelser og alt muligt… fantastisk.
    For mig viser det – og jeg har selv ptsd efter visse oplevelser – at selvom vi igen og igen hører den der med lavt selvværd, med indadvendt vrede og alt muligt – så er det simpelthen ikke hele sandheden om os. For i situationen gjorde vi lige nøjagtig hvad vi skulle… hvad vi der og da følte var det rette.
    Og da jeg begyndte at tænke sådan om min egen historie, begyndte jeg at få en helt anden forståelse af min dømmekraft, handleevne og umiddelbare intelligens til at afkode en situation i dag… jeg begyndte at føle jeg faktisk var ret godt til at håndtere situationer, og at jeg bare tidligere i mit liv håndterede dem ud fra nogle andre parametre, hvor jeg i dag måske ville kunne håndtere dem ud fra noget andet – og uanset hvordan jeg ville håndtere det i dag, ville det stadig være fordi jeg følte at det her er den bedste måde lige nu.
    Når man har senfølger efter svære ting får man tit den der: Jamen ud fra din forhistorie kunne du jo heller ikke gøre andet… og så er det som om man bare er evigt skadet, ikke-hel, ikke som andre. Men jeg oplever faktisk at når jeg ser på min egen historie har jeg hele tiden gjort hvad jeg mente var bedst i den situation – og det forvandler mig fandme hux flux fra en passiv dukke til en, der handler, men måske er ved at lære at handle lidt anderledes… hvis det er det, der føles rigtigt i den situation. Der er himmelvid forskel for mig… at kunne stole på jeg altid vil gøre hvad der der og da vil føles rigtigt for min overlevelse – som kvinder altid har gjort – og mænd, for den sags skyld – det føles faktisk som om jeg er meget meget stærk.
    En styrke som dem, der ikke har oplevet rædslen for at miste sit liv lige nu, eller fornedrelsen eller skammen over at stå lige her lige nu, eller det lammende chok ikke kender. De tror at handlemennesker handler efter idealer – vi andre ved at vi mennesker handler efter andre kriterier, og at når vi når ned på det her niveau, hvor sekunderne er som syre over hjertet, så handler vi alle sammen som vi bedst kan, og det er at sikre os bedst muligt, ud fra de parametre vi der og da opfatter. Nogle gange er det i form af at gøre sig gode venner med den, der overfalder. Nogle gange er det flugt. Nogle gange er det at uskadeliggøre.
    Det er simpelthen et spørgsmål om at vi i situationen præcis vælger det rigtige – og det er ikke hovedet, der vælger, det er vores ældste og klogeste hjerne – den der der har fået arten til at overleve i millioner af år.

    Du gjorde alt det rigtige! Og du er beviset.
    Ikke i kraft af hvordan du har det – du ved, der er tidspunkter hvor kroppen er ret ligeglad med det, den ønsker altid at hjertet bliver ved med at slå og at hjernen får ilt, alt andet kan ofres, hvis der bare er overlevestyrke tilbage, og man er gode gener. Og det er du, når du kan overleve det her… Kroppens store concern er overlevelse, ikke velbefindende… og din krop og du handlede fandme klogt.

    De kærligste hilsner til dig.

    • Jeg tror at du rammer rigtigt præcist i dine iagttagelser her. At det var det eneste rigtige at gøre – nemlig ikke at gøre noget i situationen. Men det kan være svært for udenforstående at se og ind i mellem har jeg mødt larmende kritik af mine handlinger lige i den situation. Også fra en psykolog, ironisk nok.

      Det er dejligt, bekræftende og stærkt at få dine ord om at jeg trods alt gjorde det godt nok… at jeg ikke skal bebrejde mig selv noget.. og så fra én der også har sine kampe med PTSD´en og de ting der følger af den djævelske lidelse.

      Men ser du.. jeg vil jo helst lære at leve – ikke bare overleve med det her. Det er dét der er mit mål nu. Men alt for ofte synes jeg jo bare at jeg overlever fra dag til dag. Fra hændelse til hændelse og fra angsttilfælde til angsttilfælde.

      • Det kan jeg godt forstå…. og mon dog ikke også du er på vej? Det ville da være sært dømmende over vores liv at tro vi ikke er på vej, eller tro vi er på vej den forkerte vej… at holde af sig selv, ville sig selv det godt og bedre end andre har villet er også at se med tro og håb og kærlighed på sit liv… tillid til en selv. Jeg kender følelsen af at springe fra sten til sten og ikke synes det ligner et liv – på den anden side ved jeg simpelthen ikke hvornår jeg rammer den sten, der… er den rigtige. Den sten, hvor der faktisk viser sig at være fred og ro til at tage resten som det kommer…. Men jeg ved fandme jeg har fortjent at blive ved!

  14. Pingback: Søndagsfred og tanker | Overleveren

  15. Pingback: Hjertet holder helt op med at slå | Overleveren

  16. En million kys og tanker.

    Håber at forbryderen trods alt fik sin straf, men det fik han nok ikke. Håber du kommer godt videre med livet.

    kram

    • Det gjorde han ikke – ikke ift mig i hvert fald. Men sådan tror jeg faktisk at der er mange der slipper, fordi ofret bare ikke orker og magter og tør.

      Tak for gode tanker og jeg er på vej videre i livet. Det stoppede ikke den aften.

  17. Pingback: I den blå tomhed | Overleveren

  18. Pingback: På brækgrænsen | Overleveren

Har du kommentarer eller spørgsmål:

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s