Det var den gang – om eksamen

Lene har skrevet om eksamensnervøsitet – altså den nervøsitet der opstår mellem selve eksaminationen og karakter-uddelingen. Det sendte mig ned i følelsen af eksamen – og jeg har været til en del efterhånden. Jeg har det fint med mundtlige eksamIner fordi det sjældent går helt galt. Og ind i mellem gik det faktisk rigtig fornuftigt – og lidt til.

Jeg har været velforberedt til de fleste, håbløst uforberedt til andre og i panik et enkelt sted. Men det gik som regel godt alligevel.

Da jeg i sin tid fik min hue skete det efter en uge med to store mundtlige eksaminer. Den første i religion og den anden i dansk. To to-årige fag på HF og dermed ganske store. (Lærte senere at stort på HF svarede til et par uger på universitetet – men det er en anden historie). Jeg kan huske at vi synes det var lidt hårdt og følte at vi skulle prioritere tiden mellem de to. Jeg var middelmådig i dansk mundtlig, men uden tvivl blandt de bedste i religion. Så jeg tænkte at jeg skulle prioritere det første og gå efter toppen og så håbe at jeg kunne samle resterne sammen på 3 dage og snakke mig til noget der lignede noget to-cifret i dansk.

I religion gik klappen ned da jeg havde trukket mit spørgsmål. Kan ikke huske detaljerne men det var noget med bjergprædikenen, som jeg normalt havde ret godt styr på og kunne kværne rundt mod andre passager biblen. Jeg var helt blank. Så blank at min lærer så det. Jeg fik de der 20 minutters forberedelse og skrev vel ikke meget mere end 3-4 ord på et stykke papir. Da læreren henter mig og vi kommer ind i lokalet til censor – så rejser han sig og undskylder. Han skal lige på toilettet. – Og efterlader os alene. Dét er forbudt. Men læreren giver mig nogle få stikord der kroger min viden ud af hjernen og gør at jeg kan formidle den viden nogenlunde sammenhængende. Det er snyd. Det må man ikke. Men den karakter jeg fik passede med det niveau jeg havde i faget, så min dårlige samvittighed over den foræring kan ligge på et lille sted.

Det var den værste eksamen jeg har været til – føj.

3 dage efter kom måske den bedste. Eller blot den særeste.

Jeg trak en tekst af Hans Kirk – Fiskerne – der hvor Tabita fortæller sin forfærdede mor at hun har fået kæreste og er blevet gravid. Og teksten var valgt sådan at den skulle lægge op til en snak om hans forfatterskab (Daglejerne stod på pensum) med et sving ud til siden omkring Nexøs Ditte Menneskebarn (osse pensum). Men det er jo sådan noget man selv skal vide – hvor man skal hen og hvilke perspektiveringer der skal vælges. Daglejerne havde jeg aldrig fået læst og havde hverken bogen eller noterne med. Ditte Menneskebarn kendte jeg ikke andet til end en film som jeg havde glemt det meste af – men der var da vist noget med et barn – og en sø? Eller var det en anden film (!).

Ok, teksten fra Fiskerne har jeg helt styr på. En af mine bedste venner i den periode af mit liv var aktiv i Luthersk mission og vi havde set serien om vinteren og havde brugt meget tid på emnet “den glade kristne vs den sorte Indre Mission”. Fint nok. Og hvad så? Daglejerne som jeg ikke kendte eller Ditte Menneskebarn som jeg kun kunne huske brudstykker af (og som jeg ikke engang var sikker på stammede fra den bog/film)? Kiggede febrilsk i mine papirer (hvor jeg kun havde fået halvdelen med ind) – for der måtte da være noget et eller andet sted der kunne bruges.

Ahhh.. en lille tegneserie-stribe i et kompendium – sådan lidt tilføjet fordi der var en ledig plads. Nikoline Wedelin – YES – den står på pensum. Ergo er den tilladt. Det er noget med en datter der fortæller sin overklasse mor at hun har fået en gambiansk kæreste som hun har fundet på et fransk universitet. Og at de venter barn, Sådan kort fortalt. Ikke helt plet og da slet ikke hvad angår tidstypiskhed og sådan noget. Så jeg hænger hele min eksamen op på temaet “datter er gravid” i stedet for den ondeste social-realisme. Anlægger ovenikøbet en humoristisk vinkel på det.

Min lærer forsøger febrilsk at få mig tilbage på sporet og når han spørger til øvrig litteratur fra Hans Kirk afbryder jeg ham og beder om lov til at forfølge mine pointer. Han fisker så lidt efter viden om Ditte Menneskebarn og jeg svarer “jeps – hun fik osse et barn uden for ægteskab men jeg vil godt tilbage til nutiden!”

Læreren opgiver mig og lader mig vade ud i min eksaminations-sø – uden redningsbælte. Til sidst tror jeg bare, at jeg talte for at få ham til at holde kæft med hans sidespor som jeg intet som helst anede om – desuagtet at det var pensum.

Det blev en ret nervøs ventetid inden jeg fik min karakter (- og min hue).

Lærer og censor kommer ud, de smiler og griner. (aha – godt tegn). Jeg får mit 11-tal og tillykke og alt det der. Og så hvisker han mig i øret at det havde været interessant, men at det faktisk ville have virket rigtigt godt hvis jeg havde læst det relevante og primære pensum og så gået på sekundære vildveje i de sidste par minutter og ikke taget dem ud på denne gevaldige og ret irrelevante skovtur. Men selvstændigheden og det faglige havde principielt været i orden – omend det var lidt uventet i form og indhold. Endelig tilføjede at han normalt ikke belønnede dovenskab og roderi – men gerne kvalificeret mod.

Den karakter fortjente jeg så nok ikke helt.

Men jeg husker advarslen … dovenskab og rod dur ikke – men kvalificeret mod kan gøre det i en snæver vending.