Fanget af realiteterne

Øj – har jeg stadig en blog? Jeps, det har jeg.

Jeg springer direkte ud i det jeg har på hjerte, og som har fyldt så dælens meget de sidste par uger. Vi er nemlig lidt nervøse her i familien.

Ingen, der kender mig meget eller lidt, kan være i tvivl om hvad jeg tænker og mener om flygtningesituationen i Europa. Jeg er jo dog trods alt gift med et menneske, der i dag ville blive betegnet som en bekvemmelighedsflygtning, da hun ikke var i personlig fare, men blot tilhørte en undertrykt befolkningsgruppe og som havde udnyttet familiesammenføringsreglerne til at komme til det Europa, der så venligt havde givet hendes mor asyl året før. Det var den gang, i dag var de blevet sendt hjem eller sat i lejr – “ikke rigtige flygtninge – ud!”

Vi mener ca det samme om flygtningesituationen i Europa. Vi mener begge at her må et forholdsvist samlet Europa tage affære og ikke overlade det til de lande der ligger på de ydre grænser af Schengen. Vi mener at flygtningene skal hjælpes og behandles ordentligt. Og vi mener at de skal være i de lande hvor de har et minimum af netværk i form af familie og venner. Og vi accepterer, at det betyder at visse lande er mere tiltrækkende end andre. Vi rynker panden når vi ser video i dansk tv fra den ungarske grænse eller lejrene dér. Bliver mildt forbløffede når vi ser den højrenationalistiske ungarske borgmester indspille en propagandavideo med motorcykler, helikopter og heste for at skræmme flygtningene væk.

Vi altså ret politisk korrekte her.

Men så ringer telefonen. Det er min svigerinde fra Ungarn. Hun er bange. Og ked af at hun ikke føler hun kan stole på nyhederne, som de ser i deres eget stats-tv. Ked af at hendes venner er så sort/hvide i deres holdning til situationen. Nok mest sorte. Hun vil have nuancerne frem, og håber at vi kan give hende dem. Og at jeg kan give input til at forstå hvad der egentlig foregår i EU (hun har sgisme stor tillid til mig og min viden).

Hun er hverken sort eller hvid, rød eller grøn. Hun er bare bange. Bange for sin familie, deres afgrøder og deres landsby, der ligger alt for tæt på grænsen. Ikke den, der er hegnet ind nu, men den der bliver hegnet ind snart. Hun har venner, der er i politiet og som var med ved grænsen, har hørt deres beretninger. Hun er et dejligt menneske, der lærer sine børn om ligeværd og om at møde alle med respekt. Det er forholdsvist naturligt for os (når det forstås er internt blandt danskere) men derude er det nærmest forbudt at være homosexuel, det er stigmatiserende på den grimme måde at sidde i kørestol og diabetesbørn bliver holdt udenfor.. men ikke hos hende. Hendes børn møder alt med åbne øjne, accept, respekt og der er rum til forskelligheder. Faktisk gør hun et stort arbejde for at hendes inkluderende (sikket fint ord) menneskesyn skal sprede sig ud over egen familie.

Og hun er blevet bange. Og frustreret.

Og så begynder vi at forstå. Selv med vores baggrund. Begynder at fatte hvor voldsom en situation Ungarn står i. De er smadder-bange når de ser grupperne af mennesker løbe igennem deres marker. Når de oplever den aggression de kommer med (som måske/måske ikke er skabt af et tilsvarende aggressivt politi), de frygter for deres families overlevelse når de mister halve og hele afgrøder af majs, løg og solsikker, får stjålet husdyr eller får ryddet hønsegården eller mister deres køretøjer til desperate, sultne mennesker, der for de frustrerede ungarere mest af alt minder om en pøbel på træk.

Vi betaler over skatten og giver lidt frivilligt – gør lidt frivilligt. Men derude er der mennesker, der kan miste hele deres indtægtsgrundlag, som ovenikøbet kan være belånt på forhånd. Det giver altså et lidt andet perspektiv på situationen – og på det forhadte hegn.

Selv har vi en lille plan om at skulle til Ungarn inden jul. I bil. Men for nu at være lidt ærlig, så vi er en smule forbeholdne i øjeblikket. Vores menneskesyn tilskriver os at hjælpe hvor der er hjælp behov. Men her tror jeg faktisk vores grænse går. Og jeg imødeser en vis forundring når en større del af vores venner finder ud af at vi kører turen hjem igen uden ekstra passagerer og med hysterisk låste døre. Vi er ikke helte i dette spil.

Jeg er lidt bange for hvad vi kommer til at se derude. Er nervøs for hvad der sker når jeg får konkrete ansigter på de mennesker, der står i denne situation, hvad enten det er på den ene eller den anden side.

Det er så afsindigt nemt at fordømme Ungarn og ikke bryde sig om det, de gør. Ja, der må være andre løsninger end hegn og lejre, der har visse men dog fjerne ligheder med noget den lidt ældre generation af europæere husker lidt for godt. Der er ingen værdig behandling dér. Om landet selv skaber en flygtninge-pøbel eller om den kommer udefra vides ikke. Det er nok lidt af begge dele. Men befolkningen er bange – selv dem der aldrig kunne drømme om at stemme til yderligt til højre/nationalistisk.

Jeg kan ikke lide det – men jeg forstår dem.

Reklamer

Har lovet ikke at gøre det

Altså skrive om valget. Men når valget nærmer sig mig – hvad så?

Nå, men jeg kan jo lade være med at skrive hvad jeg mener, men blot gentage at jeg mener hvad jeg hele tiden har ment. Til orientering for de nytilkomne.

Sagen er at under de store temaer er der en underskov af meningsdannere og -påvirkere, der prøver at sætte et ganske præcist emne på dagsordenen. Nogle afkræver politikernes svar på emnet “forældelsesfristen vedr incestsager”,  og de stakkels politikere har stort set ikke tid til at tage den slags detail-diskussioner når der er – synes de – større ting på spil end en forholdsvis lille sag med høj prioritet for de få.

Der er derfor opstået en vis trafik på min blog, og det er i nogen grad kommet bag på mig, da jeg prøver seriøst at flyve under radaren i øjeblikket.

15/6-12 skrev jeg et indlæg færdigt om emnet, og det kostede mig en del “venner”, der bestemt ikke brød sig om min holdning, der kort fortalt er, at jeg ikke kan se, at en forlængelse af forældelsesfristen for anmeldelser af incestforhold på fornuftig vis kan kombineres med den måde vores retsstat er skruet sammen.

Det  indlæg har fået en masse trafik – men få delinger –  de sidste dage, hvilket undrede mig en del. Indtil jeg prøvede at google det:

Skærmbillede-2015-06-09-kl.-07.15

– og det er altså på google – side 1! Den lille “spion”oppe i højre hjørne betyder at jeg har åbnet en google side i incognito for at prøve at navigere udenom googles sikre formodning om at jeg har særlig interesse i egen side.

Det er klart at det ikke bliver delt, for dem der søger, ønsker formentlig at finde indlæg med det modsatte budskab. Og ingen der er på valg ønsker at indtage dette forholdsvist upopulære standpunkt. Eller osse står jeg bare ganske alene med det. Det må så være sådan. Det ændrer jeg jo heller ikke mening af.

Omtale mangler det dog ikke. Ser det, men gider faktisk ikke deltage på deres banehalvdel. Synes der er større og væsentligere emner at tage fat i. Dette er – set i det lidt større perspektiv – en teknikalitet.

Nå, men der er osse andet i livet end de her store og ganske små problemstillinger, og det er min helt private sfære der fylder godt op i øjeblikket.

I morgen er jeg blevet tilsagt at stille på et stort sygehus til en forundersøgelse og en snak om graden af “akut-heden” i behandlingsforløbet. Jeg håber at de sætter i gang lidt kvikt, så jeg kan komme videre i tilværelsen, men frygter at jeg skal igennem nye 3-4 måneders ventetid til der faktisk sker noget. Det er afsindig frustrerende at vente. Jeg har det lidt som om nogen har puttet mig ned i en pakkevogn og så bare skubber mig rundt hvor de vil. Jeg kan se hvor vognen kører hen, når den altså kører, men jeg kan ikke gøre en pind for at påvirke chaufførvalg, rute eller hastighed. Men i morgen er stop nr 1. Og så må jeg se hvad der sker bagefter.

Heldigvis har konen taget fri fra arbejdet i morgen formiddag og kan følge med mig til undersøgelsen.

Vi er i øvrigt politisk korrekte i morgen. Vi lader bilen stå i sin garage og tager en bus. Ikke fordi vi vil være ekstra alternative, men fordi vi bare ikke har tid til at jage parkeringspladser eller råd til at betale p-afgift fordi det gik lidt for stærkt. Jeg mistænker, at det er ganske voldsomme beløb p-selskaberne kradser ind omkring sygehusene rundt omkring, fordi folk smider bilen i en bås uden at læse skilte og anvisninger i detaljer. Og det er ikke en forretning vi umiddelbart gider bidrage til.

Hvor lang turen i pakkevognen bliver er afgørende for mange ting. Vi er lidt tøvende mht sommerferieplaner, vi prøver at holde alt og alle hen mht sociale aktiviteter. Måske/måske ikke, men vi lover ikke noget. Vi sætter ikke dato på noget. Og det irriterer mig heelt vildt!

Et dårligt menneske?

Nyhedsmedierne strømmer over i øjeblikket af indsamlinger. Der er en dreng med kræft der skal til USA (nej nu er det spanien, hvis de der kabinepersonaler ikke havde strejket, hvor er det synd), der er en ung mand der stadig vil til USA, der er en kok, der desværre er afgået ved døden, men som nåede at at blive så kendt at hans død er blevet et mediecirkus for den stakkels familie, der vil have ham tilbage til Danmark. Der er en familie, der har problemer med at få pengene til at slå til – til deres syge datters konfirmation.

Jeg har vitterlig forsøgt ikke at værdilade mine ord. For jeg mener ikke noget ondt. Men egentlig heller ikke noget godt. For jeg mener ikke rigtig noget.

Og så måske alligevel.

For jeg giver ikke til den slags indsamlinger, heller ikke selv om de er korrekt anmeldte til myndighederne og hvad ved jeg.

Jeg ser dem som en omgang følelsesporno, hvor der bliver spillet på alle klange for at få danskerne til pungen (eller mobilen for den sags skyld). Jeg er træt af at læse om syge børn og tragiske skæbner, der kan afhjælpes hvis vi lige kan samle en mio kr sammen i løbet af en uges tid.

Fænomenet har endda et navn – crowdfunding. Og for at det skal virke allerbedst skal det være personligt, tæt på og overskueligt. Delingerne ud på nettet skal ske koordineret mht tid og sted for at få facebook og google til at opdage det og promovere det og så skal man være opmærksom på at visse af crowdfunding-agenterne tager op til 10% af beløbet.

Det er lidt en fjern fætter til fælles-sorgen som jeg tidligere har skrevet om. Vi prøver at vise at vi er gode, søde, rare og gavmilde. Men handler det måske lige så meget om at vi vil vise, at dér var vi osse. Det hjalp vi osse med.

Det kan også være at jeg i min nuværende situation er gået fra at have en splint af kynisme i hjertet til at være fuldfed kyniker, der har lært på den barske måde, at det ikke er smart at gøre noget for andre. Især ikke hvis det ikke er næsten-gratis at gøre det. (og jeg gør aldrig igen hvad jeg har gjort det sidste år!)

Giver I noget til sådanne indsamlinger og efter hvilke kriterier?

Forvirrende ytringer og rettigheder

Det burde jeg overhovedet ikke have problemer med. Alt det med attentaterne i København i weekenden. Jeg er jo dansker, jeg er indædt tilhænger af den den danske konstitution, har et godt forhold til straffeloven, og har rimeligt styr på begge dele.

Og alligevel er jeg forvirret. Og nu vil jeg alligevel forsøge at give et kort referat af kendte begivenheder.

  • I sommeren 2005 kommer det frem at en forfatter ikke kan få illustreret en børnebog om profeten Muhammed.
  • I sept 2005 udgiver JP de berømte tegninger og helvede bryder løs i månederne efter.
  • I 2007 laver Vilks sin tegning af profeten som hund. Helvede bryder løs – igen.
  • Ind i mellem er der Charlie Hebdo der laver tegninger af hvem som helst, når som helst og i hvilken som helst situation.
  • i januar 2015 rammes Charlie Hebdo af et voldsomt terrorangreb
  • i weekenden blev København ramt af et knapt så voldsomt men bestemt lige så alvorligt.

Og grunden? Vi har hånet deres profet. Vi mod dem.

Jeg kan sagtens forholde mig til at vores ytringsfrihed giver os ret til den slags, men egentlig synes jeg mere det ligner ganske almindelig mobning. Når børn mobber hinanden er det et problem og mobberne skal “fixes” med samtaler og hvad ved jeg – men når voksne gør det – så er det ytringsfrihed?

Vi har ret til at gøre det, ja, men blev verden et bedre sted af at vi stod på vores ret?

Så læser jeg at nogle af “dem” har lavet en hyldestside på facebook for ham der med automat-riflen. Jeg trækker lidt på skuldrene og tænker, at det jo er deres ret i et land med ytringsfrihed og læser så i samme artikel at det er i strid med straffeloven. Offentlig udtrykkelig billigelse af en terrorhandling. Det er forbudt. Det må man ikke.

Jeg kan altså godt forstå at de unge radikaliserbare muslimer med hang til jihad har lidt svært ved at forstå vores moralbegreber her.

Jeg kan godt forstå at de bliver provokerede af at se gerningsmanden ligge på fortovet og blive fotograferet som en anden turistattraktion når de ser at alle andre bliver skærmet og dækket – osse selvom de er gerningsmænd.

Og nu læser jeg (himler med øjnene) om at ham forfatteren med den første bog om profeten; at han vil vride en ekstratur ud af sin omgang med ytringsfriheden. En bog om profetens sexliv. Og den skal osse illustreres går jeg ud fra.

Jeg kalder det mobning. Slet og ret.

Da Breivik fik offentliggjort sit skrift hvor han tilskrev Dansk Folkeparti som en af de større inspirationskilder til hans afsindige morderridt fik partiet travlt med at afskrive sig ethvert ansvar og tilskrev det hele en mands ensomme mission og virkelighedsopfattelse. Det var ikke noget de havde med at gøre.

Men i dag siger de selvsamme mennesker at et helt muslimsk samfund må gå ind i selvransagelsens boks for at finde ud af hvordan dé får styr på deres unge mennesker så de ikke radikaliseres. At et helt samfund offentligt skal afsværge sig terroren. At de skal tage ansvar. Medansvar.

Dobbeltmoral og dobbeltstandarder. Slet og ret.

Jeg kan godt forstå, at der er nogen der ikke kan forstå.

Noget af det jeg elsker ved Danmark er vores forhold til regler. Vi holder dem for det meste men elsker når myndighedspersoner bukker reglerne lidt for at få noget til at glide. At vi ved at bare fordi noget er forbudt så er det ikke altid det forkerte. At bare fordi noget er tilladt at det så ikke altid er det rette.

Har læst lidt på amerikanske medier og set såkaldte eksperter i deres TV og fælles for dem er en dyb forundring over at et lands befolkning synes det er i orden at håne, ydmyge og nedgøre andre religioner. Det ligger dem så fjernt. Selvom de i en eller anden grad må. Det er ikke fordi de er bange for terror (for som en sagde – en undskyldning for terror mod US fra eller til gjorde ikke den store forskel). Det er fordi de i bund og grund har en større respekt for kulturers forskellighed, for religiøse ømme tæer. De tror virkelig på at alle er lige (bare de er amerikanere), de tror på at religioner er ligeværdige og skal behandles med respekt.

De ved,  de mangler lidt i udførelsen men det er den vej de vil gå. Hvis de kan få lov.

Respekt. Den lader vi lige stå et øjeblik. 

Har lært et nyt ord

Anti-speciesisme.

Eller oversat sådan frit fra hukommelsen er det tesen om at ingen arter står over andre.

Ja, vi har haft besøg af en veganer. Han er sikkert et sødt menneske, men det er ærligt talt lidt svært at stå model til de tilhørende moralbegreber når man bliver præsenteret for dem allerede ved hoveddøren.

I vores entre hænger der en læderjakke, der står støvler af læder, hundens snor er af læder… og hunden selv tager imod gæster med vuffen af dem, den ikke kender.

Dér begyndte problemet. Læder og hund. Det er udnyttelse af andre arter og fremhævelse af, at disse står under os og at det er forkert. Hunden er moralsk forkert, da den er domesticeret og læderdetaljerne på dens artsundertrykkende snor er specie-kannibalisme. Specie-kannibalisme?

Hvad skal vi gøre ved det. Den er er der. Jeg undskylder lidt uvederhæftigt og prøver at ignorere yderligere ophævelser over vores yderst domesticerede vovse. (den bærer ovenikøbet de domesticerede husdyrs kendetegn i form af lyse pletter på brystkasse, i panden og på poter). Og jeg kalder den en “den”.

Vores gæster skulle have noget mad og vi havde rådført os med et klogt hoved, der foreslog en vegansk chili con carne. Ahvaffornoget? Carne – betyder det ikke kød? Jo, det gør det normalt, men her blev det erstattet af et eller andet sojaprodukt. Chili con anti-kød omdøbte jeg det til, og hældte på amoralsk vis resterne direkte i spanden, da de var gået. Det var mad, det kunne spises, men det bliver nu ikke noget jeg kommer til at dyrke.

Men jeg lærte mange nye ting om medicinrester i mælk, om den traumatiske oplevelse det er for en høne at miste sit æg, om dyrs følelser og om diskriminationen af dyr.

Vi fik et langt foredrag om de forfærdelige forhold østeuropas gadehunde lever under. (tak for mad).

På et tidspunkt var jeg sådan lige ved at få nok af det hele og begyndte at hæve stemmen og minde om at han var gæst i vores hjem og at jeg fandt det temmelig intimiderende at skulle forsvare indholdet af mit køleskab for slet ikke at tale om min fryser overfor en gæst, som jeg vel at mærke havde beværtet på vegansk korrekt vis. Hvis det altså ikke var for alle de undertrykte dyrelig, der lå henne i vores fryser og som gjorde den særlige chili con anti-kød næsten uspiselig fordi den blot var et dække for en dyb amoralsk livsførelse, der handlede om at undertrykke samtlige dyr i min nærhed. (stakkels rejer).

Det var en ganske speciel oplevelse at blive afvejet på den store veganer-vægt og fundet alt for let. Jeg er ikke noget godt menneske for jeg er ikke god ved dyr. Jeg udnytter dem, jeg spiser dem og jeg holder dem som husdyr – enten selv eller in absentia i landbruget.

Jeg sætter altid mennesket før dyret. Min hund er en den (som oftest), den er fuldgyldigt medlem af vores flok men aldeles uden bestemmelsesret for noget som helst. Der bliver taget hensyn til dens hundesjæl og hunde-behov, men det er også dét. Den er ikke og bliver aldrig vores ligeværdige.

Vi spiser kød, fisk, skaldyr. Vi har et stort forbrug af æg og mælk når der bliver bagt.

Og der findes masser af uldprodukter på min trøjehylde over jakkerne. Jammen for pokker da. Må man ikke engang have og bruge uld? Nej, bambusgarn og bomuld. (bomuld? – som forresten kræver mængder af gifte for at holde skadedyr væk -skadedyr er måske ikke dyr i vegansk forstand?).

Jeg var faktisk ret træt da vi blev alene igen. Og lod vores ikke ligestillede, men dybt forkælede hund krølle sig sammen i sit sofahjørne og snorke.. med en forpote på et efterhånden klinisk renset undertrykt og udnyttet marvben.

Vi talte lidt om hundene i Ungarn. Det er ikke gadehunde, der for de flestes vedkommende stadig er forholdsvist domesticerede, men derimod vilde hunde med forskellige og efterhånden ret udvaskede racemæssige kendetegn. Jeg har set dem. Og min holdning er glasklar til dem. Problemet løses bedst med dygtige jægere med gode rifler. Jeg vil hellere se en familie have sine får og sine høns i fred end at se en vild flok hunde. Hønsene og fårene genererer et livsunderhold for en familie, hundene er bare.. nu siger jeg det grimme ord… skadedyr. Der. Og de er farlige, for de har ikke ulvens skyhed overfor mennesker og menneskemiljø, men har næsten samme styrke og flokadfærd.

Jeg er et skidt menneske. For jeg sætter mennesker over dyr. Selv hunde. Og i hvert fald over rejer. Osse selvom de ikke altid har været frosne. Og ikke oprindelig kommer fra brugsens køledisk.

Kapret Fællesskab

*still here*

Var i går omkring psykologen der gav nogle gode inputs til mig i den situation jeg stod i lige nu. Og hun tøvede ikke med at kalde det en krise. Slet og ret. Som side 1-3 i grundkurset for psykologer. Og for at undgå at banalisere det alt for meget måtte hun jo så osse indrømme at jeg qua min historie og baggrund ikke var i stand til at komme ud af det uden hjælp fra kloge koner, partner og netværk. Men at jeg skulle lade det tage sin tid og forsøge ikke at isolere mig alt for meget undervejs. Det sidste kan jeg jo godt genkende. Har siden nov isoleret mig totalt. Har ikke villet tale med nogen, se nogen med mindre de havde et eller andet med “sagen” at gøre. Så kunne jeg godt tage mig sammen, hive en professionel hat på og agere feltmarskal igen med ordensbånd og det hele. Men ellers ikke. Vil ikke ret gerne se mennesker og har en sær tvangstanke om at mennesker egentlig heller ikke vil se mig, tale med mig eller tænke på mig – at jeg er velkommen tilbage i fællesskabet når jeg værsgo har fundet mig et nyt job og har bevist (nok en gang) at jeg er en værdig deltager i fælleskaberne.

Det kommer til at tage lidt tid. Og tid har vi stadig en del af inden krisen kradser for alvor.

Nok om mig.

Jeg har i meget, meget lang tid gået rundt med et indlæg som måske var for betændt til at jeg turde fyre det af. Så jeg ventede og håbede på at der kom en dag hvor det virkede mindre betændt. Det gjorde der ikke. Så nu ryger det afsted i al betændelsen. Fordi det på sin vis osse handler om de fællesskaber.

For en måned siden faldt et air asia fly ud af himlen et sted i asien. Vi følte med de pårørende og kameraerne kom helt op i deres ansigt mens de skreg deres sorg ud. For 14 dage siden skete der noget i Paris der gjorde at en bestemt avis pludselig havde en kendskabsfaktor i eksponentiel vækst. Vi kom på fornavn med hidtil aldeles ukendte tegnere med hvem vi ikke havde andet til fælles end fjendebilleder. For få dage siden slog en mand en anden mand ihjel (og derefter sig selv) på et dækcenter. For få dage siden fandt nogen en mand i en havn (og det sker faktisk ret tit).

Og vi viser vores deltagelse hvad enten vi kender folk eller ej. Hvad enten der er politisk motiv eller bare en passende mængde meningsløshed. Facebook, twitter og øvrige medier bliver overbroderet med virtuelle gravlys og RIP´er (hører det overhovedet til i dk?) og hvad ved jeg.

Er der et dødsfald eller flere så vil vi dælme være med og vise at vi osse er ramt. Osse selvom vi faktisk ikke er det.

Aldrig har et dækcenter haft så mange tilfredse kunder på facebook. Der er nærmest kø ved indgangen til deres facebookside. Jeg siger ikke, at det ikke er rigtigt alt hvad der står, men det undrer mig at der nærmest er gået lidt mode i at dele andres sorg. Det undrer mig at mennesker der ikke har været tæt på er så forhippede på at vise deltagelse. Tænker at hvis  den mekaniker jeg sidst besøgte for to år siden og som før det pertentligt passede min gamle volvo gennem flere år kom af dage på dramatisk vis, så ville jeg da føle det “øv” men ikke meget mere end det. Jeg kendte jo ikke manden, som jeg havde tulret rundt med under min elskede bil, mens han kiggede på ophæng, kødben og hvad ved jeg, jeg kom der ikke mere. Ligeglad ville jeg nok ikke være, men heller ikke deltager i det sørgende fælleskab.

Personligt tænker jeg at der må være et eller andet vi mangler i vores sociale strukturer, når vi er så ivrige efter at låne og kapre andres fællesskaber. Vi kan ikke crashe naboens bryllupsfest (for det gør man bare ikke) men ingen med deres sansers fulde brug kan bebrejde dem der vil vise deltagelse ved dramatiske dødsfald. Det er et fællesskab, hvor man ikke nødvendigvis er velkommen, men ingen kan finde ud af at lukke døren.

Eller er det fordi vi blevet bange for at være eller virke ligeglade med andre, hvis vi ikke straks ryger i tasterne og viser vores digitale deltagelse? Eller er det en ny form for selvpromovering af os selv vi har gang i. I et fælleskab vi ikke kan smides ud af.

Jeg forstår det – og så forstår jeg det alligevel ikke.

Måske er det bare mig, der er noget helt galt med, hvilket jeg i øvrigt har papir på… mange papirer.

Er godt gammeldags forarget

Det sker ikke så tit, men i dag er jeg. Og tosset.

Det er kommet frem i medierne at et jysk plejehjem har tilbageholdt dementes valgkort fordi de mente at de ældre (demente) blot ville blive forvirrede over at valgkort kom før selve valgdagen. Endvidere har man takket nej til besøg fra borgerservice der normalt kommer rundt på plejehjemmene for at modtage de ældres stemmer.

Men de ældre ville blive forvirrede over det, nogen ville blive usikre og et pårørenderåd havde så i al deres visdom (hmmm) besluttet sig for at valgkortene skulle tilbageholdes og kunne afhentes på dagen på kontoret hvis nogen skulle have lyst til at gå ned og stemme.

Jammen, det kan man da ikke.

Hvis de ældre får et valgkort er de pr definition ikke umyndiggjort af nogen som helst, og ingen kan derfor nægte dem pkt 1 deres post pkt 2 deres stemmeret. Heller ikke ved denne skinmanøvre hvor valgkort bliver lagt på kontoret til “fri afhentning”.

Et pårørenderåd kan ikke beslutte sådan noget. Der skal en reel umyndiggørelse til. Og det er en ganske anden og omstændelig procedure og med god grund.

Den går bare ikke i Danmark. Bruddet på ikke bare valgloven men osse grundloven – og postloven formentlig osse – for bare at nævne et par stykker er klokkeklart. Det er absurd og grotesk.

Jeg kan sagtens forstå begrundelserne, men kan ikke fatte at nogen kan føle sig så højt hævet over love og regler og almindelig anstændighed at man kommer på sådan en løsning.

I Danmark har man stemmeret. Og så er den bare ikke længere. Og dem der ikke kan stemme selv kan få hjælp. Rent faktisk er det ind i mellem en ganske særlig opgave at være tilforordnet ved et valg – vi går til yderligheder for at sikre at alle der vil stemme ikke bare får en mulighed serveret, men nærmest får den stoppet ned i halsen. Altså muligheden.

Man kan ikke fortie et valg bare fordi det gør nogen forvirrede, det er deres demokratiske ret at sætte et kryds et eller andet sted, og lur mig om de ikke, på trods af demens mm, kan huske hvem de plejede at stemme på. Et argument der er principielt lige så stuerent som de velargumenterede meninger som de partisoldater vi har mødt på gader og stræder i de sidste par uger har ventileret.

Danskere har stemmeret. Punktum. Slut.

Eller hvad mener I andre?

Skal Marius dø?

Så er den gal igen. Dyrevennerne har fået sig et nyt ikon. Giraffen Marius, som Københavns Zoo har fået i overskud i deres giraf-flok.

Vild ballade. Marius har fået sit eget twitter hashtag, der er lavet en underskriftsindsamling og naturligvis en facebookgruppe. Der er sågar opmærksomhed på det i udlandet.

Men helt ærligt – det er en giraf!

Jeg forstår ikke alt det halløj, men det er måske mig der er for kynisk, for u-empatisk eller hvad ved jeg.

Så vidt jeg har forstået situationen er der tale om en ung han-giraf, der vil skabe en masse problemer i zoos harmoniske giraf-flok, da deres natur er at unge hanner søger væk fra deres flok og etablerer sig i nye revirer og flokke. Det kan unge Marius ikke, så han går rundt og er hormonel og frustreret i en flok med en han, der bestemt ikke har lyst til at acceptere en ung han.

Giraffen kan ikke umiddelbart genplaceres forsvarligt, selvom mange har forsøgt med tilbud om store baghaver og hvad ved jeg. Giraffer er flokdyr så den skal jo til en flok og ikke gå som sært husdyr i en baghave på et gods.

Det er så vidt jeg kan se fuldstændig normal praksis i zoologiske haver at man sørger for at have sunde og harmoniske flokke af de dyr de har ansvaret for, at man prøver at omplacere overskudsdyr til hinanden – og at det – hvis det ikke kan lade sig gøre – ender med aflivning og løvefoder hvis det ikke kan være anderledes.

Og det vælger jeg så at tro på at det ikke kan i dette tilfælde – så jeg har svært ved at mobilisere den store forargelse over det valg, der er truffet.

Til gengæld undrer jeg mig fortsat over at mennesker ikke kan se forskel på disneydyr og rigtige dyr. At mange tillægger vilde dyr en masse menneskelige egenskaber og synes det er “synd” for den.

Det er det ikke. Den opdager det aldrig. Det vil derimod være voldsomt synd for at den genplacere den uforsvarligt, at lade den blive i flokken eller lade den kastrere (som vist ikke er helt så enkelt for en giraf og ikke giver samme resultat som vi ser hos vores domesticerede husdyrracer). Det vil stadig give en del hormon-kamp med den gamle han, og at isolere den unge giraf i en indhegning for sig selv vil jeg ærligt talt betragte som dyremishandling i middelsvær grad.

Selvom den har en fin pels, søde og næsten bedårende øjne, så er det altså et dyr. Et vildt dyr der i nogen grad har vænnet sig til mennesker. Men det er ikke et kæledyr eller en figur i Lion King.

Det er en giraf. En giraf der ikke har det godt, og stiller gigantiske krav til sine omgivelser for at få det godt. Det er vist det bedste at slutte den der. Og så håbe at løverne kan lide maden.

Jeg har ikke forstand på digte

Nej, jeg har andre kompetencer. 

Digte hvad enten det er god gammeldags poesi eller moderne – og med dyb gravrøst eller høj fistelstemme – reciterbare digtsamlinger aner jeg ikke meget om. Så jeg vil ikke gerne kaste mig ud at skulle kvalitetsvurdere digtsamlinger. 

Det gør jeg derfor ikke.

Men jeg undrer mig nu alligevel en smule over al den opmærksomhed en vis ung digter af anden etnisk oprindelse end dansk (vor herre bevares for et udtryk men på skrift må vi hellere være bare lidt korrekte) får. Så meget at det i øjeblikket tilsyneladende smitter af på et pigebekendskab som nu osse har begået et eller andet litterært værk. Det kan sagtens være at den unge mand (og jeg gider ikke gentage smøren) er dygtig, kunstnerisk og alt det der. Men jeg ville ærligt talt ønske at jeg ikke sad tilbage med følelsen af at opmærksomheden på ham i højere grad skyldes, at han har gjort sig upopulær hos islams mere markante fortalere og dermed øjeblikkeligt har fået PET-beskyttelse, journalist-bevågenhed, politiker-tække og alt det andet. 

Vi har set det før i bogform, i tegninger, i film og i kunst. At kritisere islam, eller lægge sig ud med denne regelfaste religion ophøjer næsten hvad som helst til kunst som vi endelig skal dyrke og beundre. 

Jeg er naturligvis varm tilhænger af ytringsfriheden og for min skyld må man gerne – som en vis Thorsen gjorde – lave ganske specielle malerier af Jesus og hans mandlige udstyr. Fine by me. Det er det frie kunstneriske valg at gøre det, hvad enten man laver uppercuts på den ene eller den anden religion. Det der derimod forundrer mig igen og igen er at selve det at man, med ytringsfriheden som løftet fane, marcherer mod næsten hvad som helst, der for andre er helligt – så er det pludselig stor kunst.

I min verden er det stadig bare ytringsfrihed, og det er ikke det samme. 

Er der nogen der har læst den her digtsamling… er den virkelig så fantastisk at digteren og hans pigebekendskaber skal pryde forside efter forside efter forside?

Eller er det bare fordi han mobber islam.. og det kan vi jo så godt li her i lille Danmark. 

Jeg får ganske mange mails i indbakken her på overleveren. Fortællinger om barndomme i dyb desperation, om svigt og misbrug. Jeg besøger deres sider, jeg læser deres indlæg og visse skriver osse digte om deres liv og barndom. Jeg kan ikke vurdere kvaliteten men må jo dybest set forundres lidt over at dem er der ingen opmærksomhed på, for de er danske, har pæne danske navne og de er i gang med et opgør med deres pæredanske familier i modsætning til føromtalte unge mand.

Mon en ung dansk mand med ca samme svigt-historie havde fået samme opmærksomhed?

Det kan sagtens være at det faktisk er kunst – men jeg vil vove den påstand at det er selve konteksten der gør at nogen har opdaget kunsten. Og så hjælper et par PET-vagter og avisforsider i hobetal for hver eneste oplæsningsseance jo altid lidt på vej. 

“Højtuddannede bliver ikke voldtaget”

Det var den rystende nyhed jeg vågnede op til i morges. Havde ellers forventet at nyhedssiderne ville være oversvømmet med det sidste nye fra to programmer på DR1 og TV2 (jeg behøver vel ikke gå i detaljer om tåbelige underholdningsprogrammer hvor ikke-kendte prøver at gøre hvad kendte gør og hvor kendte prøver at gøre noget ikke-kendte gør).

Næeh nej, det var skam den sidste nye udtalelse fra Liberal Alliance (Merete Riisager). Retfærdigvis skal jeg vist bringe selve udtalelsen i sin helhed, som om det gør det meget bedre:

Hvis vi ser på for eksempel, hvem der bliver voldtaget, så er det altså nogle bestemte grupper. Det er for eksempel ikke højtuddannede, der bliver voldtaget. Nej, det er det ikke [….] voldtægter sker i nogle bestemte grupper i samfundet.

Jeg er rystet – ganske enkelt. Hvordan pokker kan man slynge sådan noget gedigent vrøvl ud på TV. Jeg havde forventet mig en vis standard, hun er dog trods alt folkevalgt og alt det der, men på den anden side, er Liberal Alliance jo ikke lige frem kendt for deres elegante udtalelser.

Hun fejler rigtigt mange steder på den udtalelse. Hun udtaler sig kategorisk om en statistisk tendens, der ikke udtrykker noget andet end at voldtægter i visse grupper er overrepræsenteret i politiets statistikker. Og hvorfor mon.

Jeg kan vende den helt på hovedet. Voldtægter for lavtuddannede bliver anmeldt og behandlet og optræder dermed i statistikkerne – ergo er lavtuddannede kvinder bedre til at markere og fastholde deres grænser og disses overskridelser end højtuddannede, der hellere tier problemet ihjel og lader som ingenting.

Et udsagn med samme – og yderst begrænsede – sandhedsværdi som det ovenstående, og det der adskiller de to er Liberal Alliances grundholdning om at folk uden eller lav uddannelse pr definition er lidt dummere, lidt mindre værd og lider af mange selvskabte problemstillinger i forhold til højtuddannede og derfor selv må løse disse.

Indrømmet, jeg bliver aldrig fan af LA, for jeg forstår ikke deres grundholdninger. Jeg fatter ikke at de helt seriøst kan mene at velhavende kun kan motiveres af at få flere penge og at fattige kun kan motiveres af at få færre. Jeg forstår ikke at de helt seriøst kan mene at vi skal sænke skatten i pct og indføre brugerbetalinger i faste beløb og så mene at det giver en retfærdigere fordeling i samfundet. Så vidt jeg kan se må det betyde at de velhavende får flere penge ud af skattesænkningen og skal betale præcis det samme for eksempelvis et lægebesøg som de fattigere der ikke får noget særligt ud af en skattesænkning på et par pct-point.

Hvad tænker I?