Den asociale sommer

Det er sådan en jeg har. Og en af de værste i meget lang tid. Som jeg vist skrev for en 4-5 uger siden har jeg gået hele foråret og ventet på en i øvrigt ret harmløs operation, der dog ville tage mig et par uger at komme mig over, hvis det altså gik godt. Det gjorde det ikke.

Ca alt hvad der kunne gå galt – gik galt. Og jeg dykkede ned i en dyb pseudo-depression, hvor jeg ikke gad noget, ville noget eller se mennesker. Der var ingen glæde ved noget. Kun konen og en lille håndfuld af de særlige venner har jeg kommunikeret med.

Jeg har læst lidt med rundt omkring i blogland men uden at føle trang til at sige noget til nogen.

Ikke at trangen som sådan er vendt tilbage, men det er vel egentlig meget passende lige at stikke hovedet frem og sige at jeg stadig er her. I en eller anden form.

Tør mælkebøtte

Billedet har ikke noget med noget at gøre – men synes der manglede et billede

Jeg har været i en hel del mere end bare syv sind om jeg skulle fortælle om indgrebet – for del slags fortæller man ikke om. Faktisk har jeg opdaget at det er endnu mere tabubelagt end ret meget andet jeg har beskæftiget mig med. Og har mærket at jeg selv tabuiserede det på fuld kraft.

Så det selvpålagte tabu losser jeg lige til her.

Sagen er at mit mangeårige indtag af antidepressiver desværre har smadret mit tandsæt i destruktivt samarbejde med skaderne efter en kæbeoperation for 25 år siden. En dyb tandlægeskræk begrundet i angsten for kontroltab sammen med smerte og “fastlåshed” i situationen gjorde det ikke bedre. Så jeg har lidt en del med smerter i tænder og kæbe. 24/7. Og det er dælme ikke morsomt.

Konen og jeg besluttede så i vinter at vi ville prøve at gøre noget ved det, men specialtandpleje er altså kendetegnet ved speciel lang ventetid så vi ventede og ventede – og ventede lidt mere, mens vi prøvede at regne ud ca hvor mange tusindlapper vi skulle lægge til side til projektet. Min egen normale tandlæge vurderede at jeg skulle i fuld bedøvelse ved indgrebet for at undgå for stor angst-påvirkning og den metode ville have forsinket behandlingen i månedsvis igen. Så vi tog den “kvikke” udgave og stoppede mig med beroligende og noget ekstra kraftigt bedøvelse til selve behandlingen.  Og mon det så ikke gik.

Egentlig gik det helt ok. Jeg var så mentalt bedøvet at jeg stort set ikke anede hvad der foregik omkring mig og “i mig”. Og stort set ikke kunne huske ret meget af det bagefter og kun bonen i min lomme fortalte mig at jeg i hvert fald havde betalt for behandlingen – selv kunne jeg ikke huske det.

Men tænder blev fjernet, andre blev slebet til for at opnå et bedre “bid” på min skæve kæbe (med hang til at gå af led) mens jeg befandt mig i en sær form for trance der udelukkede virkeligheden. Delvist selvpåført, delvist medicinsk trance forstås. Slukkede og lukkede for alt andet end at afspille Wagners Valkyrieridt på den indre afspiller. Min svoger hentede mig og kørte mig hjem efter endt behandling og blev siddende i lejligheden hos mig til konen kom hjem fra arbejde.

Det gik altsammen helt fint og efter planen og et plus var at man ikke mente at der skulle opereres i kæben i denne omgang. Dagen efter begyndte problemerne. Det gjorde ondt og protesen, der skulle erstatte de manglende naturlige stifter i munden passede ikke. Som i slet ikke. Men ok, jeg har jo fået at vide at det gør ondt, og at man skal vænne sig til det. At der kommer lidt tryksår og sådan noget. Så der gik et par dage med det. Natten til søndag vågnede jeg med en bule under det ene øje og en sikker vished for at jeg vist måtte opsøge en vagt-tandlæge, der kunne fortælle mig hvad jeg vidste i forvejen og udskrive en fin lille recept på noget antibiotika. Hun kiggede lidt skeptisk på protesen og på mig og sagde bare “øj – du har ondt!” Ja, peb jeg tilbage.

Fik pænt besked på ikke at forsøge at bruge den mere før infektionen var væk OG jeg havde været til kontrol hos den behandlende tandlæge. Som om det overhovedet var muligt at få den på plads uden at besvime af smerter.

Tilbage til ham tandlægen og klage min nød. Han sleb lidt på akrylen, lidt på en kunstig tand, lidt mere på min tand og mente at det nok skulle gå. Kom igen om en uge.

Ugen efter erklærede jeg, at den er skæv og at den ikke passer. Altså den der protese-dims. Fik bare svaret, at det jo var en midlertidig ting der blot skulle forhindre, at jeg skulle vise mig som tandløs hekseagtig i de første 3-6 måneder inden den endelige løsning bliver etableret. Han sleb lidt mere og fik den næsten til at passe lidt bedre. “du må bruge noget proteselim hvis den er for løs”. Jow, jammen det gør jeg da så. Oven på sår og det hele? Ja ja. Den passede ikke vildt godt men da jeg jo ikke har nogen som helst erfaring med den slags valgte jeg at stole på ham. Og kæmpede en brav kamp i 10 dage. Og opgav.

Ringede til ham igen og sagde at den er helt gal, den her. At jeg hverken stolede på den eller på ham mere når han forklarer og forklarer.

Nye lange forklaringer som jeg lod som om jeg troede på – for jeg har jo ingen anelse om hvordan det skal være det her. Og da han havde forklaret færdigt meddelte jeg at dette var ikke det forventede, at jeg ikke ville betale tusindvis af kroner for noget jeg rent faktisk ikke kunne bruge og at jeg ikke længere troede på, at han kunne slibe den til at passe.

Han slog sig noget i tøjret men valgte så at lave en prøvestøbning af protese og mund for at se hvor meget den var for stor – der var en del fejlkonstruktioner viste det sig. Alt mellem at være 1 mm for lille et sted til 2 mm for stor flere andre steder. Og det er meget i den verden. Så tror da pokker at den ikke passede! At den lavede sår og alt det der. Og hensatte mig i en situation med konstant infektion og smerte. Og endte med at ligge i skabet og finde sig i at konen konsekvent omtalte den som Hr Hansens tænder – for det måtte jo være hans jeg havde fået udleveret ved en fejltagelse. Rent faktisk tror jeg det kom bag på ham osse. At den var ramt så dårligt i forhold til aftrykket der blev lavet for flere uger siden.

Nu bliver det hele lavet om så det passer til mit bid, mine kæber og den der mystiske sideskævhed der “drejede” hele akrylen 2 mm til venstre og så ganske ejendommeligt ud og så håber jeg at det bliver nemmere, mere smertefri og uden piverier. Og jeg hverken vil eller skal betale en gang mere. Har betalt for én, jo. Og den var ikke billig – heller ikke med det der forhøjede tilskud man kan få med den medicin-profil jeg har.

I mellemtiden er det jo så gået op for mig at dette ikke er noget man taler om. Jeg har søgt efter andre med tilsvarende erfaringer. Nogen jeg kunne spørge om det her virkelig kunne passe. Om det virkelig var sådan det var? De var svære at finde men det lykkedes til sidst og jeg fik bekræftet at sådan som jeg beskrev det – at det ikke var sådan det var. Normalt. En havde sat “tænderne” i bøffer på et steakhouse efter en uge. Jeg var stadig på skyr (uden müsli) efter 3 uger! Med smertenstårer stående i øjnene. Og jeg har en høj smertetærskel.

Det var den sommer. For der kommer vist til at gå nogle flere uger med tilpasninger. Bare det bliver mindre justeringer denne gang.

Reklamer

Hævn

Jeg tror ikke på, at det vil hjælpe mig i den situation jeg er i. Og jeg har aldrig troet det. Selvfølgelig føler jeg vrede og afmagt og det er jo nogle af de følelser, der driver et hævnønske. Men det bliver aldrig til hævn. Jeg tror, at mit behov for at være i fred og få ro på mit liv er større end min retfærdighedssans. At det får mere plads. Og jeg tror egentlig, at det er fornuftigt nok. Trods alt. Læs resten