I den blå tomhed

Den kvikke læser vil nok bemærke at her er der et billede, der ikke er copyrightet. Jeg følte lissom ikke at det var nødvendigt her. Det er ikke et forsøg på at være moderne eller særligt kunstnerisk eller for den sags skyld et barnligt og lidt uindviet forsøg på at gengive de svenske farver.

Det er derimod de farver jeg havde i hovedet da jeg gik fra psykologen i torsdags.

væg

Hun rådede mig – godt nok lidt subtilt – til ikke at fortælle hvad vi egentlig talte om. Point taken, så det gør jeg så ikke. Men mine tanker spadserede rundt i andre spor osse og det gjorde et vist indtryk på mig.

Og jeg har ikke talt om det siden i går hos hende. Altså det jeg ikke burde tale om. Lod som ingenting resten af dagen, kørte pænt bilen hjem, overlod det som sædvanligt til kæresten at bakke og vrikke den ind i garagen. Har været på arbejde i går og har gjort det pænt og ordentligt som jeg skal og bør. Men tankerne har godt nok kørt temmelig meget i ring omkring det “forbudte” emne… og det med farverne.

Jeg flyttede ind i en lejlighed som fattig studerende, og havde ikke råd til at male den om. I øvrigt var det en fremleje og jeg måtte ikke, med mindre at jeg fik farverne på væggene tilbage til hvad de var.  De var karrygule i stuen og det levede jeg fint med. Det var specielt men ok. Der var delte meninger om min meget blå sofa passede i den stue. Men de fleste mente at det var flabet men at det gik. Jeg vænnede mig til den lidt usædvanlige farvesammensætning og tænkte ikke mere over det. Den store sofa var jo ret central i alle mulige sammenkomster af studentikos karakter og dermed aldeles uundværlig. Vi drak os fulde i den sofa og fik pinde i ørerne på størrelse med faldstammer i et højhus. Vi tæskede hinanden i trivial pursuit, et kortspil som jeg desværre ikke kender navnet på, men som siden er blevet fast bestanddel af sommerhusturene om sommeren og det allestedsnærværende yatzy.

Vi drøftede højtragende videnskabelige teorier i den sofa over kaffen og den hjemmebagte chokoladekage. Der blev planlagt adskillige større skriftlige projekter og stor var glæden da den første bærbare computer indfandt sig i vores midte. Den skålede vi højtideligt på. Og nej, den var ikke min. Desværre. Jeg havde denne stående på mit skrivebord og havde overtaget den fra et forlag og det var vildeste luksus med hele 20 mb harddisk og WP 4.2 installeret på en DOS platform. Men ingen windows. Dens harddisk var temmelig slidt og når den hørbart gik ned med en døende brummen åbnede jeg lågen og tog harddisken ud, bankede den hårdt ned i kanten af mit skrivebord, lyttede efter brummelyden, der steg i styrke og satte den ind igen så jeg kunne skrive videre. Ca hver halve time skulle manøvren gentages. Er i øvrigt sikker på at havde der været windows på maskinen ville alt arbejde være blevet slettet og jeg kunne starte forfra. Men her behøvede jeg ikke engang at gemme undervejs, for det var simpel elektronik og det kørte bare videre uanset det lille intermezzo, der efterlod flere og flere hakker i skrivebordet. Men ikke noget værre end et stykke sandpapir kunne klare den når hakkerne blev for skarpe i kanterne og flåede i mine håndled.

Mit hjem var på den måde central for vores lille læsegruppe + det løse. Jeg havde plads og boede tæt på en station og var derfor det naturlige samlingspunkt. Lokummet ude på bagtrappen levede vi med og naboen jeg delte det med havde ingen problemer med det bestandige renderi fra vores lille flok.

Vi var i lange perioder sammen i døgndrift. Hos mig. Og blev klogere og klogere. I løbet af aftnerne blev vi til gengæld dummere og dummere.

Lige indtil den der forfærdelige aften hvor verden væltede for mig i et orgie af vold, blod og bræk. Jeg ringede til min nærmeste buddy på studiet efter et par dage og meldte mig ud af gruppen. Sagde jeg var blevet syg og at de ikke skulle regne med mig i noget tid, men at jeg håbede at komme tilbage til eksamen. Hun var et godt menneske og prøvede faktisk at komme i kontakt med mig flere gange i dagene der fulgte, men jeg lukkede ikke op og svarede ikke længere på telefonen. Det var forfærdeligt for hende men jeg magtede det bare ikke. Trak gardinerne for og lukkede alt lys ude om dagen – og alt lys inde om aftenen. De kommende eksamner overtog hendes energi og hun begyndte loyalt at tage noter til mig. Skaffe materialer til mig og sørge for at når jeg kom tilbage at jeg så kunne komme up to date med de andre og undervisningsplanerne. Uden at ane hvad jeg fejlede og om jeg overhovedet var hjemme eller indlagt – og hvornår det ene eller det andet.

Indlagt var jeg bestemt ikke. Jeg lå på sofaen og stirrede ind i alt det blå med karrygul baggrund. Lå i den største tomhedsfølelse jeg nogensinde har forestillet mig man kunne have. I et smertehelvede der trodser enhver beskrivelse. Men først og fremmest helt alene med dynen trukket over hovedet og prøvede at glemme verden. Den eneste der vidste jeg var hjemme var min søde underbo, der påtog sig at købe lidt ind for mig. Men havde ikke de store behov og orkede ikke noget der skulle produceres stående ved et køkkenbord – endsige noget der skulle skæres i. Jeg tror at hun troede at jeg var blevet stærkt psykotisk og jeg ved at hun jævnligt checkede efter flasker, kanyler og andet skrammel. Og så længe hun ikke fandt det blev hun ved med at hjælpe mig. Der var ikke noget at checke for der var ingenting, men jeg forstår hendes tankegang. Vi talte ikke meget sammen men hun sørgede da i det mindste for at holde køleskabet kørende med mælk, brød og pålæg. Hun gik på samme studie, men et par år efter os andre og blev rigeligt forsynet med kopier af noter og eksamenskompendier som min gruppe havde lavet. Og dette var hendes måde at give lidt tilbage på. Mistænker, at det var noget min gruppe havde sat i værk i håbet om at jeg kom tilbage inden de store projekter.

Det virker fuldstændigt ufatteligt at der gik så lang tid med bare at ligge og stirre på blåt og gult og ikke tænke på noget som helst andet end at det gjorde ondt. At det var ensomt. At livet måtte og skulle slutte her. Og ikke være i stand til at gøre noget ved det. Men bare vente på at det hele blev bedre. Det gjorde det bare ikke, så jeg kom til at vente længe. Sårene ville ikke hele af forholdsvist indlysende grunde, jeg kunne næsten ikke gå og dårligt sidde. Konstruktive tanker var der ingen af. Det var skræmmende og egentlig ret zombie-agtigt.

Jeg ved ikke hvorfor jeg ikke søgte hjælp, men tror faktisk at jeg var kommet derud hvor jeg ikke engang magtede dét. Men tror at rigtigt mange ting i mit liv havde set anderledes ud hvis jeg havde magtet det i stedet for bare at gå i en form for dvale.

Det var som en malstrøm af mental ensomhed og kulde jeg var fanget ind i. Farveskemaet var blåt og gult og de to farver hvirvlede rundt for mit indre blik som var jeg på et trip af hallucinogene svampe mens jeg sank dybere og dybere ned i ensomheden.

De ydre ting var i orden.. der var mad og alt det der og efter et par uger kunne jeg jo selv lidt mere, men mennesker turde jeg ikke se. Krøb ned til kiosken rundt om hjørnet efter mørkets frembrud for at hente de ting jeg manglede og faldt om på sofaen igen når jeg kom hjem. Udmattet af mental prøvelse og smerter. Sådan en ekspedition måtte der hviles et par dage efter. Sengen brugte jeg stort set ikke da den lå for langt væk fra toilettet og de få ekstra meter betød alverden. Blev liggende på den blå sofa med flere og flere dyner og puder og radioen inden for rækkevidde. Der måtte jo ikke være helt stille. Om formiddagen øvede underboens mand sig på at spille til The Riddle på el-bas (det er et midtfirser nr af Nik Kershaw) – i flere timer i træk. Det var ulideligt selvom det jo osse var en påmindelse om at den indre ensomhed ikke osse var en ydre. Sådan på afstand. Der var andre mennesker få meter væk. Målt i lodrette metre. Men de kunne egentlig lige så godt have siddet på månen så stor føltes afstanden.

Det var jo mig der var eksileret til min egen planet hvor jeg var helt alene i dagevis. I den der blå sofa der efterhånden blev mere og mere udelikat for jeg magtede ikke at fjerne pletter og gøre mere rent. Lå der bare. Dag efter dag efter dag… uge efter uge – og endte det med – måned efter måned. Og døde mere og mere indeni. Førte høflige samtaler med mine forældre der troede at jeg havde travlt med den eksamen der var på vej og trak så stikket ud igen.

Da eksamensterminen nærmede sig rejste jeg mig fra sofaen og gik i gang. Begyndte at læse op uden at fatte hvad jeg læste. Men jeg prøvede da i det mindste omend lidt halvhjertet. Prøvede at lære at gå igen. Sidde igen. Gøre normale ting igen. Se mennesker igen, uden at jeg egentlig forholdt mig til dem. Men ville ikke se og tale med de mennesker, der betød mest for mig. Dem der var tættest på. Bare kassedamen ved købmanden, naboerne på trappen og tilsvarende.

Stille og roligt lukkede jeg min læsegruppe ind i mit liv igen og de tog pænt imod mig som en længe savnet makker. De prøvede naturligvis at spørge til hvad der var sket og jeg svarede så undvigende at jeg tror de fik indtrykket af en pludselig og hurtigt overstået dyb depression som de ikke skulle spørge mere til. Det sker jo ind i mellem på de der krævende universitetsuddannelser.

Men det var ikke dem jeg havde brug for. Jeg havde brug for nærhed og masser af tålmodig snak. Og brug for at blive kløet bag ørerne – sådan i overført betydning. Magtede bare ikke at række ud efter andre mennesker i den dybe krise jeg var i. Osse selvom jeg var begyndt at læse igen.

Den store blå tomhed er som en parasit der har slået sig permanent ned i mig. Ind i mellem bliver den vakt til live og rumsterer rundt. Får behovet for at lukke mig inde og glemme verden – samtidig med det dybt paradoksale behov for nærhed og berøring.

Det er den der begrænser mig men osse den der forhindrer mig i at bryde ud af skallen og bare give mig til at græde. I torsdags erklærede psykologen med helt usædvanlig fasthed i stemmen: “jeg ved godt hvad der skal til – men det tror jeg ikke du vil”. Tomheden beskytter mig mod mig selv, ganske som den gjorde den gang. At fjerne den åbner for kaos. At fjerne den vil være helende.

Det er bare processen i det jeg frygter. En kamp mellem det gode og det onde uden et eller andet fint hollywood manuskript der dikterer at de gode vinder til sidst. På den ene eller den anden måde og med overlev-bare tabstal.

Mens hun talte og forklarede sin “ide” blev jeg hvirvlet tilbage i den tomhed. I min blå-gule malstrøm og smerten, ensomheden og desperationen krøb ind på mig igen. Det er en tung erkendelse at ikke engang dét er jeg færdig med dér. Der er lang vej endnu.

Reklamer

I den hvide verden

Der var jeg i går og jeg vil indledningsvis beklage at jeg ikke havde taget mit kamera med og da lejlighed bød sig valgte jeg ikke at bruge min mobil, da den bare ikke lige var egnet. Så her er ingen smukke billeder af eksklusiv, men velkendt havnefront.

Jeg var nemlig i Hellerup og Tuborg Strandpark lå lige om hjørnet. Der har jeg da været flere gange før og nyder hver gang synet af de dejlige både (skibe er det vel nærmere), de eksklusive boliger med den fine udsigt. Fniser altid en smule af de ganske særlige hundeluftere der går rundt her velvidende at visse af dem tjener deres løn ved at lufte andre menneskers hunde (måske en karriere for mig når mit ben vil lidt igen). Og hundene – altså! Men det blev så heller ikke denne gang jeg tog billeder der, for jeg anede ikke at jeg ville komme til at tilbringe et par timer på en græsplæne med udsigt over sundet og millionærer i nakken.

Der skulle jo  kigges på det der knæ. For at få en dom om det var mig der er hysterisk med en smertetærskel under gulvniveau (tvivler), om det skulle have ro eller om der skulle skrides anderledes drastisk ind.

Ankom 35 minutter før tid, da jeg altså ikke var helt sikker på, at jeg kunne finde det rigtige hus mellem alle de her store firkantede, nærmest lidt vulgære, kasser der ligger klasket ud over Hellerups geografi. Nåede dårligt at sætte mig i sofaen før jeg blev kaldt ind. Blev undersøgt og udspurgt om skaden og tidligere problemstillinger med samme knæ og så faldt dommen.
– Du skal scannes. I dag. Og så skal du indstille dig på at skulle igennem en kikkertoperation i det knæ, hvis scanningen viser at det er noget vi kan gøre noget ved.

Ok, det var jeg jo lissom indstillet på og modtog nyheden om at han ikke agtede at rygmarvsbedøve mig med en vis lettelse. For det tør jeg ikke. Det har jeg prøvet og det gør jeg altså bare ikke igen. Det accepterede han heldigvis og lovede at jeg ville få besked om resultatet af scanningen i løbet af en uges tid.

Han ringede over til dem der stod for bookingen af scanneren og fik det ordnet sådan at jeg kunne komme til mellem to andre – altså hvis jeg lige gad vente et par timer – og være parat til at komme når de ringede efter mig.

Jammen det gider jeg da, for jeg vil da ærligt talt gerne have det her overstået hurtigst muligt. Og vejret var jo fint og jeg havde kindlen i lommen, så det var bestemt ingen straf at blive forvist til nærmeste strandpromenade.

Men altså.. scanningen. Her skal man svare på en masse spørgsmål
– diabetiker? Nej!
– hjerteproblemer? Nej!
– metal i kroppen? Nej!
… osv osv
– angst og/eller klaustrofobi? —– øhhhhh…. ja?!?

Efter lidt snak om hvordan den slags foregik besluttede jeg mig for at køre den undersøgelse uden beroligende, da hun lovede at hun ikke ville køre mig helt ind i det der franske hotdog-brød. Så jeg blev en hotdog i DSB udgave i stedet. Lettere sjusket udført.

Her skulle jeg jo så ligge helt stille på en smal og ubekvem briks i 35 minutter ca. Måtte ikke røre mig og dårligt vrikke med tæerne. Det er altså slet ikke spor nemt. Fik nogle hovedtelefoner med dårligt gengivet P4 KBH på hovedet og så var det bare om at holde sig i ro på trods af bankelyde, sære prikkende fornemmelser i benet og skrattende trafikmeldinger om et eller andet uheld på Helsingørmotorvejen.

Da jeg rejste mig igen kunne jeg dårligt bevæge nakken, var stiv i skulderen, havde et begyndende hold i ryggen og benene sov. Det ringede, eller nærmere kimede for ørerne. Var ved at falde over et kabel på gulvet og tabte det digre headset over tæerne. Kom ind med dumt knæ og følte at jeg havde været i nærkamp med hele den russiske hær, da jeg gik derfra. Og de kalder sig hospital?!?

Da jeg kom hjem sank jeg bare om i sofaen og rejste mig egentlig først da det var sengetid. Fuldstændig flad.

Til gengæld forhindrer det mig ikke i at gå på arbejde i morgen. I tre dage. Og så er det ferie. Og så skal jeg – hvis det bliver aktuelt – opereres og bagefter… sygemelding i op til 5 uger. Ak ja.

Tror faktisk at chefen ville foretrække at jeg ikke kom.

Kedeligt

Jeg begynder altså at småkede mig mig en smule her i min stol. Men det er vel i sig selv et godt tegn at jeg ikke bare kan sætte uret i stå og lave absolut ingenting. Men på plus-siden er at jeg får læst en masse og får set en masse hidtil oversete dokumentarudsendelser på nettv. Men jeg vil egentlig godt tilbage til mit job snart, så jeg håber faktisk at ham ortopædkirurgen, der skal se på mit knæ i morgen siger at der ikke kan gøres noget og det bare er som det er. Så kan jeg vende tilbage til arbejdet og måske tage den lidt med ro i et par uger og håbe at det går over af sig selv med tiden. Er dog ikke for optimistisk lige på dét punkt.

Men først skal jeg altså have overstået i morgen med en tur på noget så afsindigt som et privathospital. Føles altså lidt aparte i min verden at få sådan noget betalt af forsikringen, men er da taknemmelig nok over at det går så stærkt.

Men hvis han nu vurderer at jeg ikke kan vende tilbage til arbejdet må jeg finde på et eller andet stillesiddende projekt herhjemme. Det kan jo osse være at han mener at der skal opereres og så bliver det altså rigtigt interessant og langvarigt.

Og så må jeg jo nok osse hellere have en lille snak med chefen for jeg går egentlig på ferie på fredag. Og så vidt jeg er orienteret kan man jo ikke holde ferie når man er syg, så den skal vel udskydes. Problemet er bare at jeg ikke agter at aflyse min sommerhusferie med kæresten og jo nok synes at jeg kan sidde lige så godt på en terrasse ved sommerhuset med fin udsigt og benet i ro som jeg kan sidde herhjemme på hattehylden og glo ind i en skærm. Aner faktisk ikke om det er noget arbejdsgiver kan blande sig i – altså hvor i landet jeg er syg. Jo, jeg skal vist have en snak med chefen.

Sært som fokus er skiftet fra min angst og depressive tilstand til at handle om et knæ. Men jeg har det egentlig sådan at tingene nok hænger sammen alligevel og at knæets mystiske tilstand gør det meget nemmere for mig at få ro på den følelsesmæssige side af mit behov for en hængekøje. Og mon ikke den der medicin er begyndt at virke nu. Jeg kæmpede og tabte, men helt forgæves var det nok ikke. Har fået en lærestreg om ikke at have for travlt, om at lade som om alting er i orden og om at lyve for sig selv. Der er ikke noget af det der dur i længden og det måtte jeg så lære på den barske måde.

Og det var ca osse konklusionen hos psykologen i torsdags – at det hang sammen det hele. At medbringe kæresten og høre hendes spørgsmål blive besvaret var faktisk osse en ganske positiv oplevelse og jeg tror vi begge to – eller alle tre – fik en del ud af den seance.

Men jeg keder mig..  og glæder mig helt vanvittigt til vi tager afsted på lørdag. Så meget at jeg næsten er ligeglad med vejrudsigter og andet skrammel. Jeg vil bare ud og se noget natur, høre vandet og hygge med kæresten og familien. Holde skt hans og se gode venner.

Pakkelisten er ved at blive lavet og bærer tydeligt præg af den der vejrudsigt, der ikke ligefrem lover høj sol og badeferie. Det er ikke håndklæder og badetøj der fylder mest.. men spil, spillekort, et lille fjernsyn (for sådan et forefindes ikke i huset), en lille dvd og en stak film. ipad (med keyboard) og iphones.. og så naturligvis min kamerataske. Håber at gode motiver er så venlige at lande indenfor zoomens rækkevidde hvis jeg ikke selv kan opsøge de gode steder.

Ugen i sommerhus bliver ikke kedelig. Og vi glæder os. Med eller uden stift knæ.

Den ærlige læge

Jo, jeg var jo til læge i går. Osse til læge, hedder det vel nærmest. Vi nåede det hele og holdt alle tiderne. Psykolog, kaffe hos Inge (hvor hunden gik helt amok over at komme ud af bilen og snoede snoren om hendes ben og fældede flere af hendes blomster i en ganske særlig buskryddermanøvre – heldigvis kan hun godt li hunden), og så til lægen.

Hun spurgte jo lidt til hvad det var, der sådan var sket og jeg vævede lidt rundt om et elendigt forår, om medicin, om arbejdspres og om et knæ, der drillede efter et fald i marts måned. Hun lyttede behørigt og da jeg sagde det med benet røg øjenbrynene i vejret og jeg fik et noget vurderende blik – og en lille smule bebrejdende. Hvad er der sket, hvornår, har nogen kigget på det, er det anmeldt? Svarede samtidig med at jeg tænkte, at det var jo slet ikke derfor jeg var kommet, men inden jeg så mig om lå jeg på briksen mens hun vrikkede og vred i mit ben. Ouch.

Dommen kom prompte – du skal undersøges af en ortopædkirurg. Og så lidt mere belæring om at det skulle jeg vist have været for et par måneder siden. Jammen sir jeg.. det havde vi jo ikke tid til. Vi havde travlt på arbejde og mange var syge og hvad ved jeg. Der var jo ikke tid til at jeg skulle ligge med benet i vejret i de der to uger.

Lægen ryster bare lidt på hovedet og skumler et par ord om at tage sig selv alvorligere.

… og indrømmer så at hun gik i 9 måneder med nøjagtigt samme problem i håbet om at det nok gik over af sig selv.

Det gjorde det heller ikke i hendes tilfælde.

Så fik jeg besked på at passe rigtigt godt på mig selv og komme tilbage om en måned så hun kunne høre hvordan det gik, nu jeg har været sat lidt på standby.

Men  nu sidder jeg så her ved skrivebordet med knæet let bøjet, en smule løftet helt som jeg plejer når jeg er i ro (hvilket nok burde have sagt mig noget) og prøver at finde ud af hvad jeg egentlig kan bruge den der sundhedsforsikring, der følger med mit job, til. Ikke at jeg har noget særligt imod det offentliges tilbud, der vist er lige så hurtig som de private efterhånden, men jeg vil egentlig godt have noget at skulle have sagt mht timing af sådan en undersøgelse, sommerferieplaner taget i betragtning.

Update:

Fik en henvisning i går, ringede til forsikringen i dag og derefter til et anvist privathospital – som kan se mig på mandag. Det er dælme kvikt!

Mantra

Sådan et har jeg i øjeblikket. Hold Ud. Hold Af. Hold i. Hold til.

Det skal bare kunne lade sig gøre at komme igennem det her skidt. Og det lige nu. Og jeg tror faktisk ikke engang jeg behøver gå i detaljer med hvad det handler om. Kan bare sige at det handler om medicin – om smerter – om kæresten – om kontrollen – og om stædigheden.

Føler det som om jeg skriver verdens korteste blogindlæg – men det rammer lige præcis hvordan det er lige nu. Hvordan det bliver at gå til psykologen på torsdag. Det er så ondt det her, for det er dobbelt og jeg er helt klar over hvor “hunden ligger begravet”. Har vanvittige smerter i øjeblikket og kan ikke skjule det for nogen og så ramler korthusene bare lidt sammen om mig. Og nej, jeg har ikke været ude og cykle. Sådan er det bare. En gang i mellem.

Men jeg holder mig fra pillerne, der står ude i skabet… det er no go lige nu.

Hold Ud. Hold Af. Hold i. Hold til.
Hold Ud. Hold Af. Hold i. Hold til.

Bare lidt endnu…

Holder mig fra de nemme løsninger, som jeg nu ved ikke løser noget som helst. Og hvem ved måske presser jeg mig selv så langt ud, at jeg ikke kan komme længere, med mindre jeg slipper kontrollen og overlader den til en klog kone for en stund.

Og så håbe at bilen selv kan finde hjem i garagen bagefter.

Helt ærligt – så er jeg skidehamrende bange…

Pyha – nu har jeg sagt det. Næsten. Jeg er bange. I den latrinære udgave af at være bange.

Hvornår har du sidst grædt?

Sådan er jeg blevet spurgt i denne uge. Ironisk nok kan jeg svare, at det sandelig ikke er så længe siden. For jeg sad jo en dag i et hjørne på arbejde og småpeb lidt over mit knæ og var på alle måder ret ubehageligt til mode. Af smerter, træthed, frustration og sådan noget. Men mest af smerter i knæet, der bare ikke ville som jeg ville, og viden om en lang dags opgaver, der bare skulle løses. Og helst med et smil.

Lige den dag blev det hele lidt for meget og endte som bekendt osse med et par verbale udfald mod ganske uskyldige, men lidt kluntede (hvad angår formuleringsvalg) kontordamer. Ikke noget alvorligt – fik bare lidt nok af det hele. Lige dér.

Men svaret i øvrigt på det spørgsmål er – det aner jeg ikke. Men det er lang tid siden. Som i rigtigt lang tid siden.

Jeg gentog spørgsmålet – eller refererede til det – hos psykologen i torsdags. Og øjenbrynene rykkede sig en tur, da hun sagde at det “var da godt nok et ret direkte spørgsmål”. Og ja..  det var det.

Temaet for samtalen var hermed lagt. Jeg er et hovedmenneske og følelser når sjældent ud i kroppen. Det var vist ca konklusionen. Det er derfor meningsløst i min verden når hun prøver sine jordforbindelsesmetoder af på mig. Det er meningsløst når hun prøver at sige til mig at jeg skal “stryge min bror ud af kroppen”. For det kan jeg ikke. Jeg kan ikke give slip og lave de der fysiske øvelser, der skulle kunne befri mig fra de gamle spøgelser. Lissom det der med at græde, der altså heller ikke virker for mig.

Hende, der spurgte kunne lige så godt have spurgt – hvornår har du givet efter for den følelsesmæssige smerte. Hvornår går der hul på din byld. Og sandheden er at det gør der ikke bare sådan lige. Betændelsen spreder sig og siver ud alle mulige andre steder – men hul på selve bylden er der ikke rigtigt kommet. Jeg aner ikke om det vil være godt eller skidt at lade det ske, for jeg er reelt bange for at blive helt vanvittig hvis det sker. At så er jeg overgivet til det klare vanvid og ikke har den fornødne kontrol til at komme tilbage igen. Eller osse kommer jeg af med det latente vanvid og bare er tilbage. Jeg tror ikke lige at der findes nogen mellemløsning der.

Jeg ville faktisk ønske at jeg kunne give slip. At jeg kunne sætte mig ned og stortude hos den psykolog, som jeg er så tryg ved og som jeg ved vil mig det bedste og nok skal passe på mig. Der tror jeg, at det vil være det rigtigste og det bedste. Men jeg kan jo ikke.  Lukker bare ned i stedet og så skal hun sidde og fiske mig ud af mørket – til begges dybeste frustration i øvrigt.  Den evige kamp, som jeg skal kæmpe og som jeg i øvrigt osse kæmper i alle mulige andre situationer og på visse punkter lidt for forgæves.

En anden prøvede engang at sælge til mig at det der med at græde – det var lige som god sex. Lige så forløsende. Ja, det er jeg så nok osse lige den rette at sige det til.

Gider ikke gå i detaljer men det er jo to sider af nøjagtigt samme sag. Giver ikke slip og beholder en eller anden form for kontrol – for jeg er så bange for at give slip. For hvad der så sker bagefter.  Jeg, der er nået så langt, har kæmpet så meget og har vundet gode sejre over mine gamle spøgelser, jeg er blevet bange for at lukke dem ud og decideret aflive dem. Eller prøve på det i det mindste.

Give slip – eller angst for at miste noget identitet? Er det det, det hele handler om at jeg et eller andet sted langt langt inde i min sorte sjæl godt ved at når man har holdt sådanne traumer ude bag nogle seriøse blokeringer, for så flere år senere at hæve blokeringerne og tale nogenlunde frit om det – så kommer de til at fylde en del? Er jeg så parat til at fjerne dem bagefter? Hvad så bagefter? Kan man mangle dem? Det er som om jeg søger mod en form for helhed med de traumer og de skader jeg har fået – og det virker jo fornuftigt nok i sig selv. Men det betyder jo osse en vis modstand mod at give slip på tingene.

Give slip bliver vist dette – og lettere forsinkede i øvrigt – forårs store tema.

Jeg frygter den dag en eller anden, hvad enten det er venner, professionelle, kæresten eller en eller anden tilfældig, der stort set kun ved hvad jeg hedder på arbejde eller sådan noget, stiller dét ene spørgsmål, der får mit korthus til at vælte. Jeg frygter situationen og jeg frygter hvad der kommer til at ske bagefter. Men mon ikke det sker? Mon det egentlig ikke er på vej? Jeg åbner for jer, der læser med her – og næsten hvem som helst af jer kan blive den der prikker hul på det. Det kan være ude i den der virkelige verden, hvor vi også mødes. Eller det kan være i psykologens særlige rum.. eller… eller… mulighederne er mange og det har jeg givet lov til og tilladt kunne ske. Frygter dagen, men er vel egentlig parat.

Håber at jeg ikke står helt alene i min boble når den dag kommer.

Overskriften på indlægget kunne lige så godt have heddet – hvornår har du sidst givet slip?

Og i den erkendelse har jeg måttet erkende at behandlingen hos sexologen blev afsluttet for tidligt og af grunde jeg ikke helt forstår er jeg blevet udstyret med en ny omgang tider. Der er altså noget der fungerer i det der sundhedssystem. Den store chance jeg fik med den yderst sjældent givne henvisning forspildte jeg – og så får jeg bare en ekstra? Jeg tager i hvert fald imod den.

En dumhed

Jeg har dummet mig på arbejde i dag og har tilbragt de sidste tid med at have ondt af mig selv i rigelige mængder. Og nu er jeg nærmest krabbet hjem fra arbejde med en “skade” som jeg bestemt ikke har tænkt mig at anmelde til nogen som helst.

Jeg piver en del i dag og forbander den situation, der gjorde at jeg satte mig op på den der lånte cykel for at hente en bil hos mekanikeren. Men der var ingen, som kunne køre mig da vi er sygdomsramte (men ikke mig for en gang skyld), så jeg sagde ja til at hente den der bil knapt 3 km væk. En tur der på ingen måde burde skræmme nogen som helst, og jeg tænkte osse bare at det jo nok ville gå.

Mig og cykler. Det er altså bare ikke en særlig god kombination og jeg burde ærligt talt have vidst bedre. For det gik altså ikke. Eller det vil sige at det gjorde det jo for det var jo heldigvis en del ned af bakke og hjem kunne cyklen passende hygge sig i bagagerummet på den ikke særligt lille varevogn. (tror faktisk at den lige akkurat kunne køres lovligt på almindeligt kørekort). Så der var ingen problemer med at få den stuvet af vejen.

Det lykkedes mig faktisk osse at få pakket bilen efter alle kunstens regler og firmaets særprægede regulativer om tilstrækkeligt og passende indhold værktøj, forbrugsstoffer og remedier (vi har sådan en fin manual til sådan noget), da jeg var kommet tilbage på firmaet. Nu kan den komme ud og køre igen i aften. Brugeren har savnet den, har jeg hørt.

Men det var helt ærligt ikke besværet værd. Altså det med cyklen. Jeg får ikke min løn for at betjene cykler, men jeg kan godt få min løn for at hente og bringe biler. Men cykler – nej! Hvis der havde stået noget som helst om cykler i min ansættelseskontrakt så havde jeg aldrig underskrevet den.

Sidste gang jeg brugte en cykel fast bragte den mig på arbejde ca 1500 m væk fra min bopæl. Og det er ca 15 år siden. Lang tid siden i hvert fald. Det kunne jeg lige holde til, men længere ture med venner prøvede jeg at undgå ganske ihærdigt, selvom det jo ikke altid lige lykkedes.

Man siger jo så at mange ting er som at cykle – har man først lært det – så glemmer man det aldrig.

Og nej.. jeg faldt altså ikke af den. Kørte heller ikke over for rødt eller ned i et vejhul. Jeg punkterede heller ikke og fløj over cykelstyret.

Jeg cyklede bare. Og ikke andet. Og det skal jeg lade være med. For jeg er mildest talt ikke særligt kompatibel med cykelsadler efter overfaldet de der mange år tilbage. Det er altså bare en af de ting der udløser et sandt smertehelvede for mig.

Jeg burde egentlig være vant til det for det er lige nøjagtigt den slags smerter, der stadig plager mig og som kan komme som lyn fra den klareste himmel. En situation kun dem der kender mig allerbedst kan gennemskue eksistensen af, da jeg jo har mange års erfaring i at skjule det. For jeg gider ærligt talt ikke skulle forklare om nervebaner og sære arvæv mellem benene… om træksmerter og blodbaner der ikke længere løber af helt autoriserede veje. Og det plejer jo heldigvis osse at gå væk efter en 2-3 øjeblikke og somme tider 10. Men sjældent mere. Og nu har det stået på i flere timer og jeg er død hamrende træt og vil bare halvsidde/ligge her på sofaen og have ondt af mig selv.

Synes faktisk ikke at det er fair, det her. Noget så larmende almindeligt som at cykle ganske få km og så gør det så skie ondt bagefter.

Synes ikke at det er fair at noget så larmende almindeligt skal minde mig om hele den her situation og det gamle traume.

Synes ikke at det er fair overhovedet at jeg nu sidder her og kæmper for ikke at græde af smerte eller egentlig kæmper for at græde for at komme af med smerten.

Jeg har det skidt.. og jeg skal lige slås.. bare lidt mere.. igen. Hold kæft hvor kan jeg blive vred, bitter og træt. Det er svært ikke at blive det.

En møg-cykeltur på sølle 3 km og så er alt rippet op. Fysisk og psykisk. En lille-bitte cykeltur og jeg har det af møg til.

Jeg ved det – det er bare en cykel. Bare en cykelsaddel. Men det føles som kniven. Jeg gør det ikke igen. Og håber ikke nogen beder mig det igen. For så ved jeg næsten ikke hvad jeg skal sige eller gøre. Men cykler – det gør jeg ikke foreløbig.

Det var bare det, der ikke lige skulle ske lige nu. Øv. Piv. Og så måske lidt selvynk. Men helt ærligt, det må jeg da godt, må jeg ikke? Jeg har mareridt om den kniv, har mareridt om hans latter og nu skal jeg i helt vågen tilstand mærke det hele igen. Det er næsten lige før jeg kan høre ham osse. Fornemme lugten af ham.

Det er faktisk ikke særligt rart.

 

ps… det kan ind i mellem godt være lidt vanskeligt at blive ved med at overleve.. men jeg gør altså hvad jeg kan.

Kaffebarn

Jeg har lært et nyt ord i går. Kaffebarn. Sådan et er jeg.

Vi havde besøg af nogle bekendte i går og den ene er sygeplejerske på et traumecenter, og det er vist et ret stressende sted at arbejde. Vi kom til at tale om børn og hvad der kan ske for børn og undervejs dukkede ordet Kaffebarn op. Nu er vi jo nysgerrige af natur så den måtte vi lige have uddybet, altså vi har hørt om børn af rygere, børn af narkomaner, børn af alkoholikere og hvad ved jeg – men kaffebørn?

Det viser sig at være børn, der af uransagelige årsager har taget bad i kaffe – meget varm kaffe altså og værst når der osse er rigtig kaffegrums med, og derfor ender på sygehusenes brandsårsafdelinger. Det er nærmest en katastrofe for de stakkels børn, der skal behandles for 2. og 3. grads forbrændinger på en eller anden større del af kroppen fordi det der grums er svært at skylle væk inden det er brændt ind gennem huden..

Jeg er helt sikker på, at man i dag har rigtigt godt styr på at behandle den slags skader så de varige mén bliver reduceret til et minimum, men det havde man altså osse i starten af 70´erne da jeg som 2 årig prøvede at bestige min mormors køkkenbord ved at trække skufferne ud i trappestigeform og for at få det sidste greb rakte ud efter madam blå på køkkenbordet. Vild panik og en skrigende unge. Mig, altså, i den skrigende rolle. Det må have gjort vanvittigt ondt og jeg kan forestille mig min mormors forfærdelse over at se mig med kogende kaffegrums over ca halvdelen af min overkrop og ud over armene. Heldigvis gjorde hun alt det rigtige i meget hurtig rækkefølge og jeg endte på sygehuset. Hun fortalte mig da jeg blev et ældre barn om at det værste ikke var mit hyleri – det var dét at hun skulle ringe til mine forældre og fortælle at hun havde lavet kaffe på den der uforsvarlige måde med et barn i huset, og at hun var gået ud af køkkenet et øjeblik. Tror faktisk at hun havde ganske svært ved at tilgive sig selv for det uheld.

Selv har jeg overhovedet ingen som helst erindring om det her, men min mormor og min mor har refereret lidt til det siden, som noget meget forfærdeligt der skete. Det var det vel sådan set osse, og det var vist osse en vanskelig tid, da jeg var indlagt og blev behandlet med saltvandsbade og hvad ved jeg om “datidens” behandlingsmetoder.

Men når jeg ser mig selv i dag i spejlet, må jeg jo konstatere at hvad de end gjorde den gang så virkede det vist meget godt. Der er i hvert fald ikke mange ar at se efter de der 3. gr forbrændinger jeg pådrog mig den gang.

Man kan vist godt – med lidt kreativ tankegang – kalde det der et barndomstraume. Et af den slags som alle forældre frygter og har mareridt om at deres børn skal igennem. Det er barske løjer. Men jeg kan ikke huske det, jeg kan ikke mærke det, det er aldrig dukket op i samtalerne i terapien. Det er bare en del af min historie men bestemt en der ikke er forbundet med smerter og traumer. Jeg bliver kun mindet om det hvis jeg lige får øje på de svage ar. Og de der ar har bestemt ikke givet mig nogle sære ideer om at jeg ikke var perfekt nok eller fået mig til at ønske forskellige operationer, der kunne ændre på dem. De er bare – osse mig.

Så det er altså ikke alle barndommens traumer, der bliver taget med ind i voksenlivet. Børn er trods alt lidt seje hvad sådan noget angår. Og så heler man vist rigtigt godt når man er barn. Eller osse var jeg bare usædvanlig heldig med begrænsede mængder rynkehud og ingen overfladetræk i vævene.

Vi endte i går med en lille snak om at den her sygeplejerske ind i mellem godt kunne bruge at få en tilbagemelding om de børn der i kortere eller længere tid var i hende og hendes kollegers varetægt. Det kan jeg naturligvis ikke hjælpe med, men hun var da glad for at se og høre at den oplevelse bestemt ikke har præget mig i nogen retning. Den er nærmest lidt … nåjhja… lige meget. Tænk, der er faktisk ting fra min barndom der er lige meget. Og nu har jeg så begået et blogindlæg om noget der slet ikke er vigtigt – det er dælme flot.

(overvejer at afvikle kommentarfeltet i dette indlæg for jeg får med garanti nogle rigtigt humoristiske kommentarer for det her.. men dem vil jeg jo slet ikke gå glip af, så det blev ved overvejelsen).

Facadefald

I går blev mine magiske torsdage genoptaget. Det er den slags torsdage, hvor jeg ved, at jeg har tidligere fri og at jeg ved det flere måneder i forvejen. Det er derfor de er magiske, fordi det er min tid, mine eftermiddage hvor jeg kan lave planer lidt længere ud i fremtiden uden at skulle involvere min chef i ønsker om at få fri til hvad-jeg-nu-har-brug-for-at-få-fri-til.

En af de planer, som jeg ikke ønsker at indvie min chef i er besøgene hos sexologen, hvorfor disse naturligvis bliver placeret på de særlige torsdage. Det var dér, jeg var i går. Og denne gang alene, da det ikke var muligt for kæresten at få fri til at følge med. Hun har også andet i hovedet i øjeblikket end mine sære traumer og behandlingen af disse. Så det var jo fint nok.

I går var det ærligt talt en barsk oplevelse og jeg gik derfra en smule rystet. Ikke fordi hun var dum, men fordi hun var klog. Og klog nok til at indse, at hun havde brudt igennem en ret omhyggeligt opbygget facade.

Vi talte om det konkrete misbrug uden at gå i detaljer med min brors handlinger. Det var slet ikke nødvendigt, og det er jo sådan set ikke dér hendes ekspertise er og det er noget hun i nogen grad skal overlade til psykologen. Men vi talte om tanker, om skamfølelser, om fantasier og børns spirende sexualitet, der dog intet som helst har at gøre med de overgreb, jeg har været udsat for. Det ved jeg jo godt, sådan rent intellektuelt. Jeg er jo heller ikke dum. Men derfra og så til at føle dét sådan helt inde, der er altså ganske langt. Og ind til videre en smule for langt.

Under samtalen kigger hun mig i øjnene og siger bestemt, det var ikke din skyld, du var et barn, han var jo en voksen mand –  … det… var … ikke… din… skyld.

Det virker som en kliche, men den virker og langsomt trænger budskabet ind. Jeg er mig sørgeligt bevidst om, at der er store elementer af skyld og skam begravet her. Og at de spiller en stor rolle i at jeg overhovedet sidder overfor hende. Der er for mig ingen tvivl om at hun har afdækket nogle blokeringer, som jeg jo godt vidste fandtes, men som jeg bare ikke fattede betydningen af. For jeg bliver jo ikke misbrugt i dag. For jeg har jo verdens sødeste kæreste. Og formodentlig den mest tålmodige.

Hvorfor er jeg så bange for at blive skammet ud, at jeg holder fast i facaderne under alle omstændigheder. Også de omstændigheder jeg sidder dér for at få lidt bedre styr på.

Min reaktion på hendes ord og hendes spørgsmål var en direkte billet til en tur til mig selv, ca 6-8 år gammel, men i stedet for min brors hånlatter hørte jeg hendes ord om at det ikke var min skyld, at det ikke var min skam. De trængte ind, men der er stadig et stykke vej til forståelsen og det følgende oprør, der skal opløse skammen og den indre lyd af latteren, når jeg besøger min egen sexualitet. Eller bare mærker den.

Facaden skred sammen, og jeg havde ganske store problemer med at styre bilen hele vejen hjem – med ordene ringende i baghovedet – at dette var vigtigt, at dette var noget vi skulle snakke lidt mere om og arbejde videre med.

Men nu vil jeg tage fat på denne dag på arbejde og prøve at slippe de her tunge tanker. Vil glæde mig til at få en afslappet weekend uden at skulle tænke alt for meget. Lige lade de her emner synke lidt ind.

Og det bliver en god weekend, for vi pakker bilen (designikonet for at sikre en vis sikkerhed for levering til tiden) med hunden og kameraet og det ikke alt for pæne tøj og kører op til Ellen og John i deres hus i Sverige. Jeg glæder mig rigtigt meget til at hilse på dem, da jeg ikke har haft den fornøjelse før. Har fået at vide at det er et smukt område, og at jeg osse skal glæde mig til turen i sig selv.

Og det gør vi så. Men nok mest til at lære de her to mennesker lidt bedre at kende.

Lære at le

Jeg har skrevet om flere mennesker her på min blog. Nogen har gjort mig ondt, noget meget ondt. Tilsvarende med de gode mennesker. Og de rigtigt gode, dem jeg stoler på, dem der betyder noget, hende jeg elsker og flere andre.

Men en kvinde har jeg ikke omtalt overhovedet. Ikke fordi hun er hemmelig eller uvigtig, jeg har blot ikke vidst hvordan jeg skulle beskrive hende. Vild kunne være et ord. Vanvittig ville heller ikke være helt ved siden af. Uansvarlig ville være lige så meget i plet som ansvarlig. Moden og barnlig var modsætninger, der trivedes fint side om side. Normal var hun ikke. Men unormal, jo det er helt sikkert. Kærlig, joeh. Loyal – ikke meget. Trofast – ikke det der ligner. Men hun lærte mig at le. Igen. At kunne grine af mig selv og tåle at andre grinede af mig uden at jeg blev overbevist om, at det var en ydmygende oplevelse som jeg skulle skamme mig over.

Vi var ikke et par, vi blev venner – der delte seng. Når vi havde lyst til det. Lavede mad sammen, gik ture sammen. Oplevede december-orkanen sammen. Eller også kom hun bare forbi en sen aften for at sove sin rus ud, når hun ikke kunne finde ud af tage hjem med toget efter en bytur.

Vi kan jo kalde hende Vibe. Et passende pseudonym til en, der var ensbetydende med gode, energiske vibrationer.

Hun var speciel og jeg takker dybt for, at hun valsede ind i mit liv en sen aften… Blev der i nogle måneder og forlod det igen en søndag formiddag, hvor hun lagde en nøgle på mit bord med beskeden om, at hun havde fundet hende hun ville giftes med.

Jeg ønskede tillykke med et lille smil og følte mig inderligt heldig. Tænkte, at den der endnu ukendte kvinde måtte være lige så særlig, at hun kunne tæmme veninden på denne måde.

Det viste sig at jeg havde ret i den formodning. De er såvidt vides stadig sammen, er gift, har to børn, et par hunde og en fin stråtækt idyl med vandløb i baghaven. Vi har truffet dem for et par år siden og det var hyggeligt nok, men handlede for mig mest om at min kæreste skulle møde og se denne Vibe. Og sige pænt tak og så i øvrigt konstatere ved selvsyn at der ikke er mere i det end hvad der var. Tror at hun havde brygget en gevaldig historie sammen om hende, og mere eller mindre frygtede at jeg ville springe, hvis hun så meget som knipsede med fingrene. Jeg springer ingen steder – og så er det forresten ligegyldigt hvem der knipser. Ved godt, hvor jeg har det bedst.

Der var gået ca 8-9 år efter voldtægten, da jeg lærte hende at kende gennem fælles bekendte. I de mellemliggende år havde jeg bare været en følelsestom skal, der havde kæmpet mig igennem et uddannelsesforløb, praktik, jobs og hvad ved jeg. Men mentalt var der ærligt talt ikke ret meget hjemme. Havde begravet alt, hvad der handlede om følelser, kærlighed, sex og venskab i et meget dybt hul og brugte al min energi til at få dagene til at hænge sammen omkring praktiske gøremål.

Og så dukker hun op, vi falder i snak, hun misser sjovt nok sit tog og har behov for at overnatte. Den har man jo hørt før og gennemskueligheden var da også til at tage at føle på. Hvis det her altså lige havde været min normale modus operandi. Det var det meget langt fra, sagde dog ja til hende og var ved at pisse i bukserne af panik. Men tog hende med hjem i seng. Resultatet behøver jeg ikke gå i detaljer med, tror jeg.

Dagen efter talte vi længe om det – og for første gang satte jeg få ord på hvad der var sket den der aften for så længe siden. Hun blev naturligvis stærkt berørt og udtrykte at hun følte sig som en voldtægtsforbryder, at hun havde “kuppet” mig på den der måde. Hvad hun jo ikke rigtigt havde grund til, men der er nok ingen tvivl om at hvis hun havde spurgt pænt havde hun fået et nej og var blevet hældt ned af trapperne. Nu spurgte hun lissom ikke og fangede heller ikke mine små-nervøse reaktioner.

Vi sad lidt og kiggede ned i hver vores kaffekop og så kiggede hun op, lidt skævt, og sagde:
– du er skidesød, du er klog, du er sexet – men du tager dig selv alt for alvorligt! Hvis vi skal ses igen, så skal du lære at smile, at grine, at klovne. Du skal lære at være nøgen. Jeg kan ikke være kærester, for jeg kan ikke være tro, Men jeg vil gerne se dig igen. Vil du prøve? Men du må aldrig forsøge at kontrollere mig.

Og så indledte vi denne her næsten 1 år lange særlige relation, hvor hun kom og gik i mit hjem som hun ville, uden forpligtelser, uden løfter og kun når vi havde lyst til at ses. Hun havde med garanti mange andre kvinder, men hun vendte som regel tilbage til mig.

Jeg kunne komme hjem – dødtræt – en fredag eftermiddag og finde hende i mit køkken. Nøgen. Og ved at lave thaimad. Blive kigget på og bedt om at smide tøjet… og fik at vide at hun havde købt ind til hele weekenden, og at nu skulle vi have en nøgenweekend. Mjaeh, øeh.. nåeeh. Jammen ok. Hyggeligt. Og især lærerigt for mig, der havde verdens mest belastede forhold til min en krop og alt hvad der havde med den at gøre.

Hun dyrkede, nærmest opdyrkede, mine evner til at smile og grine. Vi legede meget og jeg fik stille og roligt et meget mere afslappet forhold til min krop. Tæskede hinanden i backgammon liggende splitternøgne på sengen, opførte dukketeater med tæerne. Så en bunke film (også de sære “gæt-en-handling” franske film, som hun elskede). Det var hende, der fortalte mig om blyantsprøven – som hun i øvrigt bestod med glans – og bad mig teste. Tjaeh, jeg ligner ca 90% af danske kvinder, så jeg bestod ikke. Langt fra. Grænsen viste sig at være den der berømte colaflaske, fyldt. Ups. Hun lærte mig sære øvelser om hvad kroppen kunne og ikke kunne og jeg lærte alt hvad jeg kunne. Under vældig megen latter.

Sprogligt sarte sjæle bør nok hoppe dette lille afsnit over, men det siger en masse om hende.
Hun kigger på mig og siger:
– du rødmer.. hvis du ikke snart lærer at sige kusse så råber jeg det ud af vinduet
Boede på det tidspunkt i centrum af byen, nær en rundkørsel, hvor trafikken var tæt – hele døgnet
Jeg siger intet, men griner bare
Hun går hen til vinduet og åbner det
Siger stadig ikke noget
K U S S E E E E E E E E
… gjalder det ud af vinduet så det runger mellem etageejendommene
– kom og se ham der…

Det var en ung fyr på cykel, der havde påkørt et skilt som bekendtgjorde at politistationen lå 1 km dén vej.
Jeg lærte at sige det ord.. og skrive det. Og mene det.

Andre gange lå hun ved siden af mig i sengen og fortalte om sit liv. Om at tage alene på tommelfingeren rundt i europa som 19-årig, at leve hos nonner (herunder forførelsen af en der var ca 30 år ældre) og på gaden i Venedig og tigge mad eller klovne sig til den. Om at havne i en staldbygning hos en rigmand i Toscana og få maden for at passe grisene. Eller hvordan svampe virker når man spiser dem. Og hvilke der virker bedst, om den gang hun og hendes venner havde mistet en kammerat til en bålfest. De havde spist svampe, og så var han begyndt at løbe. De kunne ikke tage sig af hans løbetrang, så de lod ham gå. Han blev fundet næste morgen 16 km derfra, siddende i storebælt, ca 4 m ude i vandet, og nægtede at komme ind da politiet kaldte. For han var overbevist om at politiet samarbejdede med de smølfer der havde jagtet ham hele natten, og smølfer i øvrigt ikke kunne svømme, så han var i perfekt sikkerhed derude. Indrømmet, svampe er ikke noget jeg har lyst til at prøve. Jeg holder mig til de gammelkendte spisesvampe, som man ikke skal på løbetur af. Hun røg også en del af de skæve, hvilket var ok for mig (jeg stillede jo ingen krav), og vidste intuitivt at dén verden skulle hun nok ikke lige introducere mig til. Heller ikke selvom hun sad ved siden af og var helt “lige”.

Hun kunne også komme forbi en eftermiddag og sige.. jeg lægger lige tasken og smutter over til en veninde.. kommer tilbage og spiser. For så først at dukke op et pænt stykke efter midnat. Fuld. Så hjalp jeg hende i bad og lagde hende i seng. Satte mig ved skrivebordet og arbejdede videre til disse herlige snorkelyde, kun afbrudt af lyden af en søvnig omgang selvtilfredsstillelse inde fra soveværelset. Kunne være vanskeligt at bevare koncentrationen. Dagen efter hopper hun glad rundt i sengen og udtrykker en næsten barnlig glæde over at hun ikke bliver skældt ud. Men det tilkommer ikke mig at skælde ud så hun får den der nøgle ved den lejlighed. Jeg sagde ja til at hun måtte være min ven, min særlige ven, på hendes særlige vilkår. De var dybt urimelige men hendes gave til mig var selve livet, jeg fik tilbage.

Den eneste gang vi optrådte udadtil som “par” var da hun fulgte med mig til min læge, der nu fik den første mulighed for at foretage en gynækologisk undersøgelse af mig. Ved den lejlighed fik jeg så den lægefaglige oversættelse af det gode danske ord, bolleveninde. Det er såmænd det næsten lige så lige fremme ord intimpartner. Vibe var ved at trille rundt på gulvet og ind under briksen af grin, da hun hørte det her ord. Hun kom dog frem igen forfjamsket som en forsinket kukker i et kukkeur, da lægen bad hende vise lidt rundt i mit underliv. Yderst sær oplevelse for mig at se den her superdygtige kvindelige læge på den ene side mellem knæene og det vilde vagabondbarn Vibe ved siden af som nærmest tegnede og fortalte, at når hun gjorde sådan så skete der sådan… og helt ærligt.. så gode forklaringer kunne jeg jo af gode grunde ikke selv give, da jeg jo ikke som hende var på øjenhøjde med situationen. Surrealistisk, men ufatteligt morsomt i al alvoren, og jeg kunne se på lægen, at hun havde møgsvært ved ikke at grine højt i alt det afsindige og alvorlige. Kunne se, at hun ikke rigtigt forstod, at latter var en af vejene vi gik, og at hun ville have scoret bunkevis af point på at grine med. Men de små trækninger ved øjnene kunne hun ikke skjule – hun kunne ha solgt patentet til vestas som alternativ energikilde.

Sammen nåede de – og jeg – frem til et par løsninger der bragte mig lidt videre af det spor der handlede om at finde en kropstryghed og lidt lyst.. og behov. Som alle andre.

Det var fine og især lærerige måneder for mig. I alder af 30 måtte jeg gennemgå næsten 10 års normal modning. Prøve meget af det andre havde prøvet og eksperimenteret med over lange perioder. Det var et komprimeret, næsten gødet og vækstfremmende forløb hun sendte mig igennem. Med leg og latter. Med at give slip på aftaletyranniet og forventningerne – også dem til mig selv. Nyde glæden og slippe savnet. Jeg tror ikke hun planlagde noget som helst når det handlede om mig, men gjorde hvad hun lige følte hun havde lyst til, eller hvad der var det rette at gøre.

Jeg ved at der er mange af jer derude der sidder tilbage og tænker om mig – hvordan klarede hun det. Hvordan kan det være at hun er her i dag. At hun kan være sjov. At hun kan fortælle med hele kroppen. At hun laver sære ting. At hun lever. At hun er så næsten hel. At hun ikke sidder og græder. Hun må være stærk og sej (og jyde, måske).

Svaret er – jeg var heldig. Jeg mødte et menneske, der ikke tog alt for meget hensyn, der krævede at jeg kunne grine, lave sjov, fortælle sjove historier og helt generelt tog mig selv lidt mere afslappet. Hun glemte aldrig hvad der var sket med mig – men hun påpegede som sandt jo var – at jeg skulle leve med det resten af mit liv. Jeg skulle leve med historien om min bror resten af mit liv. At det var vigtigt at fortælle og få det ud. Men at det nok ikke skulle blive min hele identitet. Det måtte gerne fylde, men det måtte ikke fylde alt.

Hun lærte mig at le af mig selv. At få andre til at le af mig, uden at det blev til en skamfølelse. Hun dyrkede min humoristiske sans, nød den. Styrkede den. Spillede med på den i et mentalt ping-pong.

Men først og fremmest gav hun mig sit eget afslappede forhold til nøgenhed og kropslighed. Til at slippe behovet for kontrol med andre mennesker. Og at tage mig selv lidt mindre alvorligt, til tider.