Uvejr

Nu bliver der spurgt lidt efter mig igen. Nej, der er ikke det store nye, men jeg hænger på med alt hvad jeg kan. Som altid kan en i forvejen kompliceret situation blive endnu mere kompliceret og på uventede måder.

Jobtilbud findes, så det er ikke min store bekymring. Bekymringen er derimod at jeg godt vil have noget andet overstået inden jeg begynder på et nyt liv i et nyt job.

Jeg venter og venter på at få en operation, der formentlig vil nedlægge mig i 2-4 uger. Og jeg kan ikke lyve om en kommende sygdomsperiode overfor en ny arbejdsgiver så jeg håber at sygehuset snart finder et åbning til mig så jeg kan få det lille projekt overstået. Det er ikke alvorligt, det er ikke noget jeg kan dø af, men det er noget jeg rigtig gerne vil have overstået og som forhåbentlig kan gøre tilværelsen lidt lettere for mig – og smertefri.

Vi har is i maven lidt endnu, men kunne da godt ønske at økonomien ikke led så meget under processen.

Vi ved at “sagen” trækker ud og at det er ikke noget vi skal vente mere på. Men alting på den front bliver stadig mere kompliceret. Der bliver varslet ny næsten-massefyring, hvilket dog ikke forhindrer min tidligere arbejdsgiver i foretage nye tidsubegrænsede fastansættelser. Vi ved at der kommer to runder af fyringer og folk er bange og dukker sig for at undgå opmærksomhed. Men mange af dem har stadig kontakt til mig og fodrer mig med oplysninger og jeg betaler med råd, kontakter og viden om hvad der foregår udenfor, men som har betydning indenfor. Er dermed stadig tovholderen i problem-komplekset. Heldigvis er jeg stadig i stand til at læse og forstå bureaukratisk formulerede tekster, regler og love og trække den væsentligste information ud.

Det går der en del tid med. Desværre er det u-lønnet. De har flere penge end mig og osse mere tid. Til gengæld har de ikke min stædighed. Og indignation.

Til gengæld har jeg droppet et sager, som var for bagatelagtige til at forfølge videre. Slået en streg i sandet. Selvom det var ærgerligt.

Nok om det.

For en uges tid siden (eller var det lidt mere) sad konen og jeg i vores sofa. Hun var på vej i seng, da hun skulle møde lidt tidligere på arbejde næste dag. Og jeg trissede med, og ville læse lidt nyheder mm på ipaden. Luske lidt rundt på facebook og se hvad der skete ude i verden. Sådan gik en halv times tid og så begyndte der at ske noget sært på FB. Folk i nabobyen mod vest begyndte at smide billeder op af den vildeste tordenfront (gustfront hedder det vist). Jeg lurede lidt på billederne og det var som om 10-øren faldt som metal-splinter for så at blive samlet igen oppe i mit hoved. Lidt langsomt altså. Shit – der kommer uvejr. Meget. Sprang ud af sengen (konen; hvad laver du.. jeg; der kommer torden – det regner ikke – det er mørkt- jeg vil tage billeder). På med tøjet og en fleeceponcho over. Flåede stativ, kamera, fjernudløser og et nyt kort ud af reolen og drønede ud på altanen.

Fik fundet den rette vinkel mod vest da jeg havde fjernet de effekter på altanen der ikke er så glade for vand. Hynder på møbler mm. (vi har en lukket altan der kan åbnes helt – derfor er hynderne altid fremme – men nu skulle der jo altså åbnes). Lagde en frysepose over kameraet så kun objektivet var synligt og satte mig og begyndte at tage billeder, sådan lidt på skrømt. Eksperimenterede vildt med indstillingerne og håbede at fange et lyn. Det glimtede og skyerne var imponerende (men ret mørke – i mørke). Alt, alt for sent går det op for mig at lynene de er ikke her – de er på den anden side af huset. Det var derfor jeg så lysglimt men aldrig et egentligt lyn.

Pis, øv og andre ord, der ikke bør sættes på skrift.

Tilbage til køkkenet, der har et fint stort og åben-bart vindue, men en snæver brugbar kameravinkel pga nabohuset, og satte så kameraet op dér. Og trykkede på udløseren i denne sekvens. 15 sek lukketid, 3 sek “kameraet arbejder” (prisen for RAW foto), 15 sek lukketid osv osv. Velvidende at dette ville være et spørgsmål om rent held. Lynene var der oftest, mens kameraet arbejdede, eller osse var de helt eller delvist udenfor rammen. At ramme den i plet mht ramme og timing virkede lidt for håbløst så jeg pakkede sammen igen for at gå i seng, det så alligevel ud til at være på vej væk, det der tordenvejr. Fortrød og pakkede det hele ud igen og fortsatte, da tordenvejret gjorde det samme.

Og så var den der!

IMG_7270

6 mm, 15.0 s, f/4, Iso 80, -1,33 ev – det var den indstilling der virkede bedst på mit kamera.

Det blev til en lille krigsdans i køkkenet.. og den blev gentaget inde i sengen hos min forvirrede kone, der dog ikke var faldet i søvn, men havde lidt svært ved at deltage i begejstringen tidspunktet taget i betragtning.

– hvor mange billeder tog du for at få dette?
– ca 300…

Heraf ca 100 med 10-15 seks lukketid. Så nu har jeg lært det. At fotografere lyn er kedeligt og tålmodighedskrævende.. men sikke en rus når det lykkes.

Det er ikke sidste gang det skal forsøges.

Projekt kontor

Jeg har længe truet med det. At rydde kontoret for ikke væsentlige ting. Det være sig sære computerkabler ingen mere kan huske hvad skulle bruges til, men som passede til andre ting der stadig var i brug, eller bøger der blot stod på reolen og signalerede at jeg en gang var klog, vidende og belæst. Og så var der alle papirerne og mapperne fra “sagen”.

Vi har ikke verdens største lejlighed, snarere tværtimod. Det er derfor den, da vi flyttede tilbage til byen, gik under navnet “hattehylden i byen” og vores kontor opfylder måske ikke lige normale karakteristika for et sådant. Vi har sat en række reoler op midt i stuen som rumopdeler og har skabt et minikontor på 5-7 kvm, hvor der faktisk er plads til skrivebord med to stationære computere (det hjælper lidt på pladsforbruget at det er macs), to stole og et par reoler. Derudover står der et lidt lavere bord for enden af skrivebordet og laver en vinkel.

Her bor printeren… ovenpå min gamle windowspc, der stadig er køreklar og kan startes op når jeg har behov for at teste noget på windows (det sker efterhånden så sjældent så den burde nok kasseres). Og her var der en lille kvm bordplads til almindeligt skrivebordsrod.

Et rod der efterhånden antog en temmelig højdestræbende positur. Næsten lidt pyramideagtigt og indeholdt papirer, kabler, lader til en telefon, et headset og alt muligt andet. Blandt andet den lommelygte jeg aldrig kan finde.

Reolen bag mig var et kapitel for sig. Bøger inderst og rod på alle hylderne foran. Og det hele henlagt i et henrivende mørke, da vi ikke har sat lys op i “kontoret” og klarer os med et par skrivebordslamper.

Rodet formerede sig og jeg mistænker at en eller anden drillenisse havde gang i et ekstra projekt om natten. Jeg kunne i hvert fald sjældent finde hvad jeg ville finde. Ikke det store problem hvad angår væsentlige papirer for de er jo scannet ind og ligger på computeren.

Jeg har tidligere haft lignende oprydnings-raptusser men har ikke gået så hårdt til værks som nu.

Ryddede pyramiden på det lave bord. Og lavede en ny midt på stuegulvet for så at dele det hele op i andre bunker. Gemmes, kasseres, makuleres og “hvad faen er det”. Sidstnævnte var ting der viste sig at høre hjemme på konens side af skrivebordet.

Så ryddede jeg reolen og fik det delt op i tilsvarende 4 bunker.

Bøgerne blev sorteret op i to bunker.. dem jeg bruger og dem jeg ikke bruger mere. Heldigvis fyldte sidstnævnte det meste og røg i et par flyttekasser og sat inderst i vores pulterrum. Og her overholdt jeg bestemt ikke reglen om at bøger kun må fylde halvdelen. De blev fyldt næsten til randen, sat ind i “hullet”, fyldt op og lukket. Kors hvor fylder bøger meget i en kasse, og lidt på en hylde.

Det er en sær følelse at have pakket hele det faglige bibliotek sammen. Og givet rum til foto-dimser, der før lå rundt omkring. Og til andre ting der er mere aktuelle nu og her i stedet for bøger der repræsenterede fortiden. Den øvelse er vist ganske sund. Og jeg bruger alligevel online-ressourcer til det meste hvis jeg skal slå noget op. Og mangler jeg et eller andet, så er bøgerne jo ikke smidt ud, de er blot sat væk.

Der var i øvrigt ikke plads til bogkasserne før pulterrummet fik ca samme omgang.

Det tog faktisk det meste af dagen.

A_2015-01-29 06.42.15Da jeg satte mig ved computeren for lissom at nyde de lidt roligere omgivelser gik der ikke mange øjeblikke før hunden havde fundet ud af at der passende kunne indrettes en hvileplads til den – på bordet ved siden af mig. Tog ikke mange øjeblikke at grave et hundetæppe frem og lægge på bordet. Hvad den vil gøre når printeren begynder at arbejde og spytte papirer ud over den, det må tiden vise. Det kan være vi bliver gode til at aflæse hulkort.

Men den er da velkommen til at udnytte pladsen, for den roder mindre end mig. Og det er da  egentlig lidt hyggeligt at have den liggende her lige ved siden af mig i stedet for nede i mørket under skrivebordet. Det er godt for stress-niveauet. På sin egen skæve vis…

Der er altså noget med gravhunde og højder.. tror de kompenserer for et eller andet ved at søge hvilepladser, der er passende hævet over gulvet.

Når katten er ude

Spiller musene på bordet.

Sådan er det jo. Altså bortset fra at musen her valgte at rydde bordet. Skrivebordet. Alt røg på gulvet, computere, ledninger, lamper, papirer og alt muligt andet blev samlet i større eller mindre bunker rundt på stuegulvet. Bordene blev rykket ud og ledninger bortfjernet fra de hjørner hvor de har tilbragt de sidste par år (lige knapt) uden at jeg har rørt dem. De lå jo nedenunder en masse andet – i et hjørne.. og krævede jo ikke at jeg kiggede på det.

Så byttede jeg computer og alle de ledninger og dimser jeg ikke havde brug for, men som jeg ikke umiddelbart turde smide ud endnu, havnede ned i samme hjørne. Med nye ledninger ovenpå. Og noget ret langhåret støv, må jeg indrømme.

At slippe det fri fik mig nærmest til at føle at jeg holdt perserkat – i betragtning af det yderst langhårede og næsten levende væsen der væltede frem.

Det er derfor Gud gav mennesket støvsugeren!

Skilte det hele ad og begyndte at lægge ledninger ca samme steder som dimser. Det viser sig at vi har tre stikdåser ved skrivebordet og at ingen af dem var placeret så vi nogenlunde let kunne skifte ud i indholdet, endsige bortfjerne stik i tilfælde af tordenvejr (man er vel lidt overtroisk.. eller forsigtig.. eller noget). Det viser sig endvidere at vi faktisk kun har brug for én. Som, belært af erfaring, nu placeres tilgængeligt men i baggrunden.

Hele netværket flås fra hinanden og bygges op igen – denne gang mere fornuftigt.

Papirer skal sorteres, og det blev de så… alt uvæsentligt direkte ud, alt vigtigt kigges på igen, og alt rigtig vigtigt en tur i scanneren og lagt i en mappe for sig selv. Alt vigtigt studeres en gang til og ryger stort set ud. Denne kategori består hovedsageligt af breve med navn, adresse og cpr som skal bortfjernes for sig selv.

Nu fik jeg plads til min søde mac mini på skrivebordet (den lille alu-dims bag øllen), fik lagt højtaleren lidt af vejen (noget mystisk pink noget der ligner et jpeg artefakt) og fjernet et par generende ledninger (jeg er nemlig ikke til trådløse tastaturer, de har det med at rende tør for batteri i utide). Kender I forresten osse det, at de der møgcomputere altid har gemt usb-stikkene i den ende man ikke kan nå og at alle ledninger efterhånden er blevet så glade for hinanden at de ikke frigiver deres computerbytte bare sådan. At trække den ud, eller vende den sker derfor altid med en vis spænding om det er et webcam der hopper af, en ekstern harddisk der ryger på gulvet, eller headsettet der tager turen ned langs ledningerne og forårsager en yderligere og bestemt uønsket sammenfiltring. Eller er det bare mig der oplever sådan noget?

Støvet er væk. Det skal fejres.. en kold lørdagsøl, helt for mig selv. Tænk hvad man vil, men jeg synes faktisk at jeg har fortjent den efter at have moslet rundt i flere timer i stiv sol i en varm stue.

Kærestens papirbunker lagt nøjagtigt som hun forlod dem, for hun er sådan en der alt for irriterende kvikt kan finde næsten hvad som helst i sådan en bunke. Jeg er for dum til sådan noget. Men hendes private ørnerede af ledninger er ordnet og er reduceret til bare to. Der er gemt væk.

Er egentlig lidt tilfreds med mig selv, men tror faktisk bare jeg kedede mig og savnede kæresten en smule. Hun hilser i øvrigt rundt til alle, især dem hun kender, og siger at det hele gik som det skulle og bedre end håbet. Humøret er noget bedre i dag end det var torsdag. Og på torsdag kommer hun hjem. Det kan jeg godt lide. Det glæder jeg mig faktisk rigtig meget til.

Nu gør jeg så alt det jeg ikke må. Drikker øl uden glas, spiser i stuen, ser lige præcis det tv jeg gider se, herunder larmende film eller spiller høj musik. Man skal jo osse huske at få noget godt ud af situationen, ikk? Men hunden sover ikke i sengen eller i soveværelset, den får ikke godbidder ved bordet og jeg husker de fleste af de små daglige pligter som hun ellers plejer at have styr på – altså lige ind til den kære Ellen minder mig om blomster der skal vandes… øv bøv. Den havde jeg næsten glemt.  Men ellers er jeg faktisk ret god til at være alene hjemme.

Nogen har spurgt til hunden (tak skal I ha). Den har det fint, den sidder hver dag en time eller to i vinduet og kigger efter kæresten. Den står hver morgen i soveværelsesdøren og kigger forhåbningsfuldt på sengen – er hun mon kommet hjem i løbet af natten (ville formentlig forudsætte en lettere akrobatisk ankomst op af en stige og ind af at vindue, da hundens hule står i entreen). Og når vi går tur trækker den i retning af den lokale netto og skal lige hen og kigge ind i dørene der. Sætte sig og se ud som om at vi venter her. Jeg ved ikke hvad logikken er men mit bedste bud er “kæresten er ikke hjemme, kæresten kommer ikke hjem til vanlig tid – ergo er hun gået på netto!” Resonnementet er ikke helt ved siden af eller urealistisk og så alligevel. Men det er altså lidt besværligt med en hund der har besluttet sig for at vente i flere dage – udenfor en netto.

Men vi klarer os.

 

Årets særeste mandelgave

Vi har jo en tradition for lidt specielle mandelgaver, men denne bog fra 1976 tog altså prisen. Det var kæresten der scorede den på en lille sær-jul der blev afholdt for hendes skyld, for at hun i det mindste kunne få lidt juleri med mig og resten af familien.

Og den er velanbragt der, for kæresten er en stor fan af typer som Bonderøven og lignende. Hun elsker at skille ting for at se om dette eller hint dog ikke er noget der kan repareres, og nægter at smide noget ud, hvis der er den mindste sandsynlighed for at det kan bruges til noget.

diy (4)

Reparation og vedligeholdelse af en modeljernbane. Så lærte man det. diy (5)

diy (2)diy (1)

Nogen der vil vide hvordan en løftemekanisme i en lidt ældre brødrister fungerer? Og måske ligefrem reparere den. Jeg håber at tømning af krummebakke er noget de fleste kan uden at konsultere en ældre bog først. Manøvren kan med fordel udføres før man støvsuger gulvet.

Eller hvordan man udskifter dele i et havehegn? Og det har vist ingen alder, tror jeg. Havedelen af bogen giver instrukser på alt lige fra slibning af gammeldags græsklipper til korrekt beskæring af træer og redning af disse efter stormfald. Se det var jo så anvendelig viden, hvis man altså ikke lige boede på en hattehylde inde i byen.

diy (3)

Udskiftning af knækkede gulvbrædder hører heller ikke lige til de normale spidskompetencer. Men man kan jo aldrig vide…

Bogen rummer de særeste beskrivelser af hvordan man laver alt muligt selv.. hvordan man reparerer ydervægge i en kælder, laver et fiskehjul, lapper en luftmadras, polstrer en spisestuestol, skifter en del i en toiletcisterne (her med pudsig bemærkning om at den slags skal gøres af en autoriseret samtidig med at man får fine tegninger af hvordan dét gøres og hvad delene hedder når de skal indkøbes), lægger bladguld på en antik billedramme, sætter tapet op omkring en pejs, skifter kul(?) i en røremaskine, lægger havefliser (og badeværelses-ditto), reparerer en sæbekassebil og meden på en gyngehest. Osv osv.

Bonderøv – kom bare an – vi banker dig i hovedet med 500 sider reparationshåndbog. Anno 1976. Indkøbt af min mor for 30 kr i den lokale kirkens korshær butik.

Næsten ingen klager herfra

Kors, hvor er det altså bare dejligt vejr i dag. I hvert fald hvor vi er. Det er varmt men det blæser en del, så vi mærker nærmest ikke den der tunge hede, vi kan aflæse på termometret, 

Så nu sidder jeg lige så stille på altanen og skriver lidt mens kæresten har opgivet at være ude og er gået i køkkenet – for at bage! Hun er skruptosset, men der var vist et par nye opskrifter og nye remedier der lige skulle afprøves. 

Men jeg nyder det altså – og nok mest fordi jeg ved at jeg ikke skal arbejde i dag – og sender en varm medfølelende tanke til dem der skal. Osse blandt mine kolleger er der nogen der sidder på en dum weekend tilkaldevagt. Godt det ikke er mig. Jeg blev spurgt men sagde pænt nej tak. 

Jeg havde faktisk forventet noget tordenvejr i dag men det er vist blæst væk igen. Og heldigvis for det. 

IMG_0311I går var vi sammen med vennerne her hos os og vores altan bestod hygge-i-tropenatten prøven med levende lys i lamperne og skummel hygge med noget i små glas og alt for fedende chips i små skåle. Efter byens lydbillede at dømme var vi bestemt ikke de eneste der ikke kunne finde ud af at gå i seng på sådan en fantastisk aften.

Dem vi havde besøg af havde kørt ca den samme tur som vi skal ud på om nogle uger (alt for mange uger iflg mig) så vi skulle lige have et par tips mht ruter og hvordan man finder overnatningsmuligheder undervejs. Og hvad der kan betale sig og hvad man absolut bare ikke skal køre efter. Blandt andet fik en obskur og aldeles ukendt cafe på en ungarsk rasteplads skudsmålet – drej af her og bliv dér. Viser sig at være god og vellavet mad, dejlig betjening og pæn wellness afdeling som indehaverens kone vist havde fået indrettet lidt til privat brug men som de nu tjente gode penge på. En afdeling for herrer og en for damer, så vi skal ikke dele spa med rumænske truckere iført netundertrøjer og ikke særlig lødige manerer. Det må vi opleve – en rasteplads med wellness profilering. Det er da for sært. Især fordi den vist ikke ligger i nærheden af motorvejene. Og så var der ovenikøbet vagter og video på parkeringspladsen så man blev opfordret til at lade vinduer stå lidt åbne og lufte bilen samtidig med at man selv dyppede sit overophedede køre-legeme i poolen. 

Andre små forberedelser til turen er osse i gang. Blandt andet har vi fået lavet et nyt hundetegn til vovsens halsbånd, og stiftet bekendtskab med den sære danske hundelov. Enhver hund skal bære et hundetegn i halsbåndet (uanset om den er chippet eller ej) hvor ejerens navn og adresse står med “uforgængelige bogstaver”. Ja, fint nok. Der behøver hverken stå hundens navn eller telefonnr eller email på. Men navn og adresse. Hvad havde de tænkt sig hvis de fandt hunden løbende løs og ensom rundt i en skov – sende den med postdanmark til modtageren? Jeg fatter det altså ikke og stod det til mig stod der ejerens navn, et tlf nummer og en emailadresse i stedet. Men det koster altså kassen i bøde ikke at have styr på det der så vi måtte pænt ofre et nyt lille skilt til hunden, så min mor, der skal passe hunden mens vi er væk, ikke pludselig står overfor en hidsig betjent der udsteder bøder for manglende oplysninger på hunden.  Og nu vi var i gang fik vi lavet et tilsvarende – blot med min mors oplysninger på. Så kan de to hænge side om side når hunden er hos hende og ingen kan “gø” af det. Men da hun ikke formelt er ejer af hunden skal den altså bære begge – Vi håber at den, hvis den løber væk, bliver fundet af nogen der selv kan tænke sig til hvilken adresse den hører til – om så bare midlertidigt, da den jo næppe er vandret gennem landet for at forsvinde ud i en vestjysk skov. Tvivler dog på at den bliver nogen stor jæger med det dobbelte dingleværk om halsen. 

Forberedelse nr to er fremskaffelsen af en skal til min telefon så denne bliver modstandsdygtig overfor det fine steppesand/støv der kommer ind overalt. Så nu ligner min ellers elegante iphone noget der er fremstillet af DeWalt og som mere eller mindre er modstandsdygtig overfor bomber, tab fra 3. sal, dypning i vand (ned til 2 m som der står – men uden at muligheden for samtaler fjernes – hvem faen snakker i tlf 2 m under vandet??) og vigtigst af alt – støv. Kærestens tlf skal alligevel udskiftes når vi kommer hjem, så den må klare det som den bedst kan. 

Så er der anskaffet en køleboks til bagagerummet.. sådan en smart én der kan gå på 12v stikket. Hurra – kolde drikke undervejs når vi vil have det og ikke bare når der er mulighed for at købe det. Det er bestemt heller ikke alle steder i østeuropa vi har lyst til at stoppe for at proviantere, så der er det osse rart at kunne klare sig selv lidt bedre. 

Og altså i går.. solen gik jo ned over byen – og det så sådan ud. Lynskudt fra altanen og her bestod mit lille monopod stativ sin eksamen. Hurtigt op, finde støtte, fokusere og så skyde på 1/4 sekund.. havde jeg skulle sætte tripoden op var gået galt, da vi ikke umiddelbart har plads til sådan et stativ på altanen og derfor skal der flyttes rundt på tingene – og inden alt det var sket var farverne forsvundet. Her smækkede jeg bare kameraet på monopoden og skød næsten med det samme – og hen over hovedet på et par af vores gæster:

IMG_2380

 

 

Pjatterier

Forberedelserne til ferieturen ned gennem europa er ved at tage form. Vi tæller ned og begynder at orientere os om overnatningsforhold undervejs og alt det der. Checker bilens forsikringsforhold, sikrer at falck-abonnementet virkelig er all-europe. Eller i hvert fald de dele af europa som vi agter at sætte sommerdækkene i. Rejseforsikring får osse et ekstra kik og vi begynder at orientere os en lille smule om diverse mobilforhold undervejs. Heldigvis har EU været så venlige at blande sig i roaming-priserne på mobildata, så vi regner ikke med nogle katastroferegninger hvad det angår. 

Jeg har opdateret ipad og iphone med to geniale apps til turen. Sygic navigation, der kører uden mobildata og dermed uden chokregninger til følge. 260 kr og så har jeg navigation til 98% af europa i min telefon – uden at den skal hente data. Og så er det kun én dims vi skal huske at tage med fra bilen når vi går nogen steder. Og holderen til telefonen signalerer “jeg holder en iphone, der ikke er i bilen fordi min ejer har taget den med !!!”  Det er dælme i orden.  En garmin holder derimod siger at den holder en garmin, som ejeren ikke har meget at bruge til uden for bilen, og derfor ofte smider i handskerummet eller under forsædet, når der skal drikkes kaffe. 

Den anden er en VPN addon, som gør at jeg uden fare for hacking kan smække både ipad og iphone på gratis  wifi hotspots i udlandet (og herhjemme). Noget ellers ville være ganske tøvende med. Men nu kan vi altså komme gratis online på hoteller, turistbureauer, tankstationer og cafeer og hvad ved jeg – uden at nogen kan lytte med på linjen.

Ja – og så har jeg endnu en gang prøvet at få gang i min blogbad pro, som er en wordpress app til ipadden, og som mest af alt minder om livewriteren. Men den driller og er lidt speciel, og jeg beklager hvis jeg sprøjter underlige indlæg ud i jeres RSS  læsere og derefter sletter de halve indlæg igen. Det er især problemer når jeg vil have billeder ind i et indlæg, at jeg så lige vil have et preview af bloggen inden jeg trykker på upload. Men denne her skiderik af en app – den uploader sgu hele møget og viser mig så online-versionen. Som jeg så kan få lov til at slette bagefter, men der har jeres læsere jo allerede opdaget det der sære indlæg. Det må være et eller andet i min vane jeg gør forkert, for programmet er højt agtet for at være godt og seriøst og måske er problemet at jeg hverken er højtagtet, seriøs eller god. Men det ville ærligt talt være lidt fedt om jeg kunne bruge den app og finde rundt i den lige så godt som alt muligt andet når jeg starter bilen en dag i august. For jeg tager slet ikke en computer med – kun ipad og iphone. 

Vi tæller ned til ferien – ganske som vi gjorde for et år siden og en tilsvarende kalender markerede vores flyttedato, så denne ikke pludselige var “næsten i morgen”. Det kan være mystisk svært for os at holde rede i sådan noget forholdsvist simpelt noget fordi den ene af os styrer sin kalender på datoer og ugedage og den anden på ugenumre. Så aftaler har det med at komme lidt bag på mindst den ene af os. Og det er noget roderi. Mildest talt. 

Så nu sidder denne lap papir på køleskabet og vi næsten slås om at få lov til at slå det daglige kryds, der markerer endnu en arbejdsdag mindre til vi kan tage hjem fra arbejde en fredag og  skåle i et par øl inden vi pakker bilen og kører dagen efter. Kors hvor vi glæder os til at komme lidt væk fra dagligdagen og køre ud i “ingenting” uden at have mange faste aftaler om hvor vi skal være og hvornår. Hvor alle aftaler ikke er plus/minus 15 minutter men plus/minus et par dage. 

 

Og så er kærestens bestræbelser på altanen begyndt at bære frugt – eller hvad man nu skal kalde det når det er tomater.

Altanen bugner af grønt og rødt og lilla og lidt mere grønt. Selv peberfrugterne ser ud til at hygge sig, men vi er lidt spændt på om vi når at få glæde af det hele inden vi drager af. 

En ting er i hvert fald sikkert, der er ikke noget af det der overlever 14 dage eller mere uden pasning. Vi gider ikke engang spekulere i selvvandingssystemer til noget af det. For vores altan er glohed som et drivhus uden døre hvis ikke vi er hjemme til at åbne vinduerne på vid gab. Og sådan har vi nu ikke tænkt os at efterlade det når vi tager afsted. Vi lukker og ved at det må så være sådan. 

Og mig? Jeg er stadig i den der tænkeboks, men har dog en vis ide om hvad der venter og hvad der er i en eller anden proces på vej ud mht at skrive breve til intethederne. 

Fik lidt nyt at tænke med i weekenden pga en samtale der pludselig udviklede sig i lidt sær retning om søskenderelationer. Men den skal vist lige have lidt ekstra tid på det mentale komfur før den er helt mør. 

Opskrift på træthed i n´te potens.

Man tager en træt dame, blander hende med 2 dele mareridt og 1 del traume. Tilsætter lidt dagen-før-psykolog “ved siden af sig selv”-hed og lader hende småsimre i ca 8 timer på arbejde. I varmen.

Så tager man hende ud af arbejdssituationen og sender hende hjem kl ca 16.

Nu endnu mere træt dame kommer ind af døren og finder en ulykkelig hund og glasskår på gulvet.

Træt dame ronderer hattehylden og ser ingen tegn på indbrud.

Træt dame går med hunden.

Træt dame tøjrer nu frustreret hund til hoveddørenn mens træt dame går endnu en rondering for at finde kilden til de glasskår, der har spredt sig over det meste af mindre lejlighed.

Træt dame finder kilden.

Træt dame forbander kærestens hang til at lave sin egen hyldeblomstdrik og hælde det på glasflasker. Og disses trang til at eksplodere.

Træt dame går i gang med at gøre rent og prøve at lokalisere verdens mindste glassplinter, der med sine egne djævelske konstruktion bestående af skarpe kanter, noget vådt og noget sukret stads klistrer sig fast til gulve, skabe, væge, stålborde… og viste det sig.. indvendigt i skabe. På gryder, i pander og låg.

Træt dame undersøger kaffebøtten, der ikke havde været helt lukket og finder – glassplinter. Med sukker på.

Træt dame bliver meget glad for at hunden har for vane at sove i stuen når den er alene hjemme, for den der glaseksplosion har været voldsom.

Træt dame vasker gulv for ca 15. gang og sidder stadig fast.

Træt dame vasker et helt køkken af og finder små glassplinter i fingrene og kasserer et par klude, der vist ikke bør anvendes mere.

Træt dame spekulerer på om det er en forsikringssag og om der skal nyt gulv på.  Eller om træt dames hund kan leve med at få skylden for den kometformede, og ikke særligt lille, gule plet der nu huserer på vores køkkengulv.

Træt dame skriver et træt blogindlæg.

…. træt dame har fået en kop kaffe og en kold øl af forstående kæreste, der nu overtager gulvvasketjansen.

Milde gaver

Jeg har sådan set lige haft fødselsdag og fik jo den der kindle af kæresten. Det var selvvalgt, højtønsket og på alle måder en dejlig gave. Drog derfor på sommerferie med en hel samling af min foretrukne sommerferielæsning – krimier. Og nu skulle det være… Sara Blædels formidable serie om Louise Rick og hendes irriterende og allestedsnærværende veninde. Havde læst den første for flere år siden da den kom ud (og nu hvor jeg tænker efter var det vist ca på samme tidspunkt jeg lærte min kæreste at kende – så det er nogle år siden). Jeg begyndte også at læse bog #2, men opgav undervejs og glemte lykkeligt alt om hvorfor. Nu er jeg i gang igen og fakta rammer mig som en forhammer midt mellem øjnene, om hvorfor jeg ikke læste særligt meget længere i den end de første ca 10 pct. Den er dælme godt skrevet. Præcis, kvalmende og forfærdelig uden at være udpenslende om kvinder der bliver udsat for en grim voldtægt og jagten på den mand der har den særlige vane at samle kvinder op fra nettet og date dem og til sidst voldtage dem.

Jeg aner ikke hvorfor, for jeg er normalt ganske hårdfør overfor fiktion der på en eller anden måde krydser min egen historie, men så er der pludselig et eller andet der lige rammer i plet og så dur det bare ikke for mig. Der er nogle film jeg ikke har set færdig og så er der et par bøger jeg heller ikke fik læst færdig. Havde dog glemt Blædels input på listen.

Den er jeg i gang med nu.. og håber at jeg kommer bare lidt videre end sidst. Det ville jeg egentlig tage som et godt tegn hvis jeg kunne. Det ville da være rart hvis jeg kunne komme videre på listen, nu min kære kvinde har påfyldt kindlen med Blædel og et par andre af samme kaliber. Jeg prøver Blædel af igen og håber det bedste. Stilen kan jeg dog godt lide – femi-krimier. Dem må der være nogle flere af – men behøver de handle om overgreb på kvinder og børn?

Og min far altså… han kunne ikke lige nøjes med at deltage i fællesgaverne så jeg fik stukket en seddel i hånden med besked om at finde mig et par udefinerede fotodimser af en sober kvalitet som jeg ønskede mig. Det endte med en lille kompakt monopod (inkl kuglehoved og såkaldt quick release), et sæt extension tubes samt et (tak til Ellen for inspiration) ND filter til mit primære objektiv. Det sidste glæder jeg mig til at lege med, med alle de nye og kreative muligheder sådan et rummer, og de første bliver ganske behageligt da det faktisk kan lade sig gøre at slæbe med på skovtur. Og extension tubes er en af de tingester, der populært går under navnet fattigmands-makro. Det er et sæt plastikringe, der passer til kameraets fatning som flytter et objektiv længere væk fra kamerahuset, og dermed formindsker objektivets mindste fokus-afstand betragteligt, uden at det i øvrigt ændrer på skarpheden. Det laver lidt vignettering og kræver vist nok manuel fokus og indstillinger. Det sidste er ikke noget problem, og det første kan beskæres. Og 6-8.000 kr for en ægte makro – det overstiger i nogen grad budgettet og vil også være vildt overdrevet til mit gamle slidte canon. Men jeg glæder mig ærligt talt til at kunne plaske kameraet helt op i motivet for at tage et pseudo-makrobillede. Det kan kun blive bedre.

Og det ville jeg naturligvis gerne bringe et billede af – men der var ikke lige et nogle gratis på nettet, så jeg vil (særligt ondskabsfuldt) henvise til en side som min far fandt og som han forgæves prøvede at indvie mig i over en times tid over et par glas rødvin. Helt ærligt – jeg fattede absolut intet. Altså bortset fra at det var billigt, at det virkede og at jeg kunne komme tættere på og få bedre detaljer.  Men har I mod på matematikken og fysikken så kig her. Min far er udpræget tekniker og har indsigter i slige sager. Jeg gør det bare og håber det bedste. Men hans “bud” om at det var mellemringe jeg skulle have fat i – det lystrer jeg.

Alt det ville der ikke lige have været penge til hvis det ikke lige var for amazon. Så prisen for at spare en dælens masse penge er desværre ventetid, og jeg håber at tingesterne kommer frem i løbet af juli. Nok snarere i slutningen af juli.

Men jeg kan jo ikke vente så længe med at lege med blomster og planter. Så her kan I se en lille bitte smule af vores forvandlede stenbrosaltan til en sær blanding af drivhus og driver-hus. Det er blevet vores foretrukne hyggekrog, da der næsten altid er en fin varme selvom vejret uden for kan være lidt for efterårsagtigt.

IMG_2261

Vi kan lege “find agurken” på øverste hylde langs den ene væg. Heppe på tomaterne op af vinduerne og skåle med en baby-peberfrugt der er endt på vores altanbord. Den holder vi skarpt øje med, og den har heldigvis flere små søskende på vej.

IMG_2262IMG_2266

Trak stikket ud

Det er vist det der er sket nu. Mit drilske knæ skal have ro. Og mit hoved skal have ro. Jeg har håndteret de to hver for sig i fin stil i flere måneder, men når de arbejder sammen mod mig, så falder jeg altså lidt sammen. Så nu har jeg i samråd med min læge valgt at trække stikket ud i nogle dage. Er sygemeldt i foreløbigt en uge og så håber jeg at disse ganske få dage er nok til at få mit hoved til at vende rigtigt igen. Og få hævelsen og knirke-skraldre lydene i knæet til at gå væk.

Håber bare det er tid nok til lige at finde ind på sporet igen. Det er sært med mit job, for samtidig med at det er så hårdt og brutalt (især når man er på 1½ ben), så er det osse livgivende på en helt særlig måde, så det vil være svært at undvære ret meget længere. Håber den her uge kan gøre lidt af tricket for mig.

Jeg prøver at tage det hele lidt alvorligt nu. Prøver ikke bare at klare i dag og i morgen men osse gøre det på en måde så jeg osse klarer om en måned og om et år.

Og det passer mig ikke. Overhovedet. Men jeg skulle nok have taget konsekvensen meget før, men (kender I det?) vi havde bare for travlt og jeg var stupid-loyal og sled mig op på for mange fronter på en gang. Nu sidder jeg her med et løftet ben, angst for fremmede og min egen præstationsangst… og på bordet en fin lille kvittering fra det lokale apotek, der fortæller mig min opdaterede saldo på CTR.

Øv.

Til gengæld har vi sagt ja til at besøge nogen, vi kender, der har et hus i Sverige.. bare jeg ikke skal ud og klatre og i øvrigt kan være nogenlunde sikker på at der ikke kommer nye – og for mig ukendte – mennesker væltende ind på gårdspladsen, så går det nok. I nogle få timer. Jeg tror nemlig heller ikke på at det er løsningen at jeg lukker mig helt inde i de her dage, hvor det er lidt skidt.. jeg skal bare have det i lidt mindre mængder end sædvanligt. Jeg kalder det en “mild, men kvik genoptræning” udi menneskekontakt.

Og så kan jeg forresten følge lidt med i kærestens haveprojekt på vores altan. Det er utroligt så mange planter der er blevet plads til i det hjørne og nogen af dem er jo først lige gået i gang. Hun høstede de første jordbær i går og vi nyder allerede godt af vores egne krydderurter, der gror helt som de skal. Bortset fra purløgene der slet ikke vil noget som helst. Peberfrugterne er på vej, tomaterne kommer nok osse og agurkerne har fået deres helt eget og hjemmedesignede espalier som de kan hygge sig med. Og det gør de så.

Et par blomster har vi naturligvis osse fået plads til. Det begynder at være ganske ok – derude på altanen. Farven her er jeg helt og aldeles vild med…

IMG_2120