Ung

Hvilken herlig tid. Har det skægt, men er følelsesforladt – men det var helt og aldeles ubesværet skægt.

Starter på HF og flytter hjemmefra. Har mange venner og deltager i mange skægge ting. Synes livet er begyndt som 18 årig. Holder mig på god afstand af min storebror, men osse af kærlighedsaffærer af de mere naturlige. Holder mig til de kortere og mere hektiske oplevelser, hvad det angår. Var nu rart nok, men det var aldrig noget der betød noget alvorligt for mig eller som jeg engagerede mig dybere i end som så.

Allermest dyrker jeg bare en masse sociale aktiviteter, hvilket som regel indebærer en del grønne tuborg og en dælens masse gnags direkte ud af højtalerne. Slut 80’erne var nu skægge mht musik.

Hvad jeg så tænkte på da jeg lærte den her fyr at kende, der så vidt jeg kunne mærke (hvilket jo egentlig ikke var særligt meget)  tog mig med storm. Sød, sjov, skæg og sympatisk. Og psykopat viste det sig. Det begyndte med verbale overhalinger. Om ikke at være god nok, smuk nok, sjov nok, udadvendt nok osv osv. Så blev jeg skubbet til –  nok nærmest ved en fejl, men af en eller anden grund trickede det noget i ham. Noget der handlede om magt/afmagt og om at kunne holde mig lige hvor han ønskede det. Så blev det til mere og mere vold og mindre og mindre skæg og kærlighed. Jeg holdt det ud i to år, og kendte jo egentlig ikke til andet. Tænker – det var jo min storebror, der lærte mig om kærlighed, og den lærdom var vist ikke meget værd i denne situation.

Hvordan jeg fik modet og selvtilliden til at gå fra ham aner jeg i dag ikke, men tror nok der var en nabo involveret i det, og som hjalp mig væk og ud af den situation jeg var havnet i. Hun bad ham flytte – og det gjorde han. Men han lovede mig osse at jeg ville fortryde det, og at han ville være “den sidste”. Hvad det så end betød. Det fandt jeg ud af senere.

Efter ham kom der et år med nyt skæg, sjov og ballade. Og eksperimenteren med kvinder. Det sidste var en udtalt succes og jeg måtte jo osse erkende at det nok var sådan det var – og ganske givet altid havde været. Måske var det i virkeligheden derfor jeg var endt i voldeligt forhold med en mand – derfor det var voldeligt. Fordi han vidste hvad jeg ikke selv havde formuleret – at jeg ikke hørte til der, og bestemt ikke kunne overtales til at blive med normale midler.

I oktober måned et år senere opsøgte han mig i min lejlighed som jeg var flyttet til for rigtigt at kunne være mig selv og føle mig “voksen”. Der havde været nogle sporadiske telefonopkald inden da, men ikke noget, der varslede hvad der skulle ske den aften i oktober.

Jeg blev væltet omkuld i mit køkken og voldtaget. Hvad der konkret skete står lidt hen i det uvisse – men da jeg kom til mig selv dagen efter måtte jeg erkende at jeg var kommet en del til skade. Især i underlivet. Tror, næsten ved, at han har brugt en kniv der. Og det har blødt kraftigt.

Herefter fulgte en længere periode hvor jeg bare lå og ikke var til noget. Mine studiekammerater var flinke til at komme og se til mig, selvom de var noget forvirrede over hvad der var sket – jeg talte jo ikke om det. Heller ikke den gang.

Ungdommen var definitivt slut for mig.