På brækgrænsen

Det er ca der jeg har befundet i de sidste mange dage. Uger nærmest. Jeg har været i tabuland. Jeg har osse været i flere andre lande (sommerferieplaner og jobsituation mm). Men under det hele har ligget historier og luret som havde med det store tabu at gøre. Så jeg har tænkt en del. Og så har jeg talt en del, osse. Har talt med sexologen, psykologen og lægen om det hele. Ikke helt i den rækkefølge, men det måtte være som aftalerne nu faldt. Det her emne er så svært at forholde sig til fordi det er en skønsom blanding af følelser, fornemmelser, krop og refleksagtige fysiske reaktioner.

Jeg har faktisk aldrig før kørt et så koncentreret et-emne forløb som her på det sidste. Har formået at komme omkring rigtig mange indsigter og forståelser – har nærmest pisket dem ud af de kloge damer. Og jeg er blevet ganske meget klogere på det hele end jeg var, da jeg første gang – og lidt forsigtigt – nærmede mig emnet om overgreb og “nydelse”.

Jeg håber mine faste læsere kan huske indlægget. Men hvad I nok ikke ved er at min mailbox eksploderede i mails i dagene efter det indlæg. Jeg fik så vanvittigt mange mails (178!) via min kontaktside at jeg var ved at gå i gulvet af forbløffelse. Essensen var – i de fleste – det har jeg osse prøvet, det er forfærdeligt – lortekrop. Og så et tak fordi jeg skrev om det. Det sidste sender jeg videre til alle jer der har været med til at skabe dette forum hvor jeg frit kan sætte ord på ting, der ikke tales om – til jer der i ord og gerninger derude i virkeligheden fortæller mig at jeg er skam god nok, og god nok til at I osse gider se og møde mig og min kæreste. Bruge kostbar tid med os. Er god nok selvom I ved meget mere om mig end I måske ønskede at vide.

Jeg var rystet, osse fordi den samme historie blev gentaget igen og igen. Om behandlere der viger tilbage for at spørge til dette ene punkt. Om forvirringen om at der ikke var noget litteratur om emnet. Og følelsen af absolut ensomhed med netop denne problemstilling. For hvem f***** kan man betro sig til om noget så privat, så intimt – og så yderst pinligt.

Pinligt var et ord jeg så mange gange i de dage. Behandlerne bruger ordet skamfuldt i stedet – jeg ser det som to sider af samme sag. Blot er skamfuldt noget man godt kan indrømme, men pinligheder vil vi trods alt helst holde for os selv. Ser I, der gemmer sig en lille negligering her. Det er med garanti ikke ond vilje. Det er bare sådan at de pakker det sammen med alle de andre skamfuldheder og angriber samlet. Og overser det pinlige, det vi ikke taler om. Heller ikke til behandlerne med mindre de spørger direkte. Det er nemlig for alt for pinligt.

Sexologen spurgte mig heller ikke forrige gang. Men lavede et “emnerum” hvor den store tilståelse kunne falde. Nu – i dag – er jeg næsten sikker på at hvis den ikke var kommet af sig selv så havde hun nok spurgt – en dag. Men hendes plads i behandler-konglomeratet gør jo osse at hun kan gå væsentlig tættere på mig end de andre. På sit eget lille specifikke, men yderst vigtige, område. Man kommer ikke til sådan dame hvis man ikke er indstillet på at tale om det intimeste i tilværelsen – sex.

Min læge fangede hurtigt hvad jeg ville vide, da jeg spurgte hende, men var osse lidt forvirret kunne jeg mærke. Hun endte dog med en lang (og uden at lyde som om hun så på uret imens, tror faktisk hun havde valgt at dette måtte tage den tid der var behov for) snak i telefonen hvor hun fortalte mig om blandt andet sympaticus og parasympaticus der så vidt jeg har forstået hende rigtigt udgør det samlede autonome nervesystem. Om deres indbyrdes balance og forrykkelsen der sker i den balance i en faresituation. Dejligt konkret, direkte og med de rigtige ord – men på den følsomme og empatiske måde – angreb hun materien. Lægelatin hvor det var nødvendigt og rigtige menneskeord for resten. Ikke noget ordfumleri og pæne måder at omtale sex og berøring. Men de rigtige ord som var til at forstå uden at blive platte. Der fik jeg god indsigt i hvilke fysiske og kropslige reaktioner, der havde spillet mig det grumme puds i situationen. Og hun bragte mig tættere på en accept af det skete. Men derfra og så til at leve med det, der er altså et pænt stykke. Men jeg fik gode vidensbaserede redskaber af hende til i det mindste at forstå. Og det var præcis hvad jeg havde bedt hende om på en noget famlende måde. Sådan går det når læge og patient kender hinanden forholdsvist godt.

At lære at leve med det derimod, det er nok mere de to andres område.

Nok mest sexologens tror jeg.

Jeg har i et tidligere og nok lidt små-kvalmende indlæg citeret min overgrebsmand eller “ham psykopaten” som visse af jer kalder ham. “Du skal leve med det“. Sådan sagde han. Men han sagde osse andre ting til mig den aften. Ikke fordi jeg tror det var gennemtænkt for at være ondt, men det fik en sær og næsten profetisk betydning for mig, for det har lige som det andet rumsteret rundt i min hoved og har fået sit helt eget liv.

“Nyd det for det er sidste gang”. Det var inden han satte kniven i mig. Ord der er så fulde af dobbelttydigheder og som jo naturligt og direkte henviste til skære-manøvren. At det var afslutningen på noget. I sagens natur. Nyd det var bare en sarkasme som jeg ikke rigtig ville kendes ved betydningen af. Nu har jeg fået sat betydningen sammen og det er som om dette emne er den sidste puslespilsbrik der skal lægges på plads for at jeg kan se det fulde billede. For at jeg kan komme videre. Og det skal jeg.

En sarkasme om nydelse og overgreb – om at få det blandet sammen. Om ekstrem uønsket dominans, ikke bare til at bestemme over mig for en stund, men osse styre min krop uden for min vilje. Ondt ja, men nok ikke sagt så bevidst ondt. Jeg tror simpelthen ikke på at han var klar over hvad det her betød. Det var bare en måde at styrke ydmygelsen og markere den store magt.

Den sarkasme har jeg i går brugt en times tid på hos sexologen. Det er livsomstyrtende store og små sandheder hun kan trække ud af mig i sådan en samtale. Men i dag vidste hun – og jeg – at det var dette der var emnet. Hun var forberedt på det. At det var derfor jeg var kommet før den aftalte tid i september. Når ferier mm er overstået.

Genfortalte oplevelserne, men med denne særlige vinkel. Talte om hvordan tingene blev blandet sammen i mit hoved og at jeg ikke rigtig var i stand til at holde det adskilt. Hvordan fortid blev mixet med nutid og fremtid. Hvordan glæde ved nærhed kan forvandles til frygt for overgreb. Hvordan frygt for overgreb ind i mellem kan forvandles igen til en fysisk reaktion som andre kender som kvindens orgasme. En proces der skal afspores et eller andet sted for at jeg kan komme videre som menneske. Helt menneske, forstås. Ikke den halve som render rundt ude i verden og lader som om hun har det tip-top og er i orden.

Fortalte om tiden efter overgrebet og om erkendelsen af at mangle noget. Om tidligere oplevelser med min bror og den sammenhæng jeg har erkendt der er i mit liv. Mønstre og tankebaner der har det med at forfølge mig, men som jeg har brudt med sammen med min kæreste. Fortalte om ærgrelsen over at denne mekanisme står som en uoverskridbar grænsebom. Fortalte om smerten, om den helt konkrete voldsomhed. Om blod og bræk. Om at ligge og rode rundt mellem væltede køkkenstole og vågne op efter en form for bevidsthedstab på et koldt stengulv i sorte og hvide tern, om selv at skulle gøre rent. Om hvordan jeg blev holdt fast. Om min brors modus operandi. I detaljer. Om at ligge på sin sofa og glo ind i en gul og blå væg i ugevis, med naboen der kom med lidt mad som eneste menneskekontakt. Om hvorfor jeg har steder på min krop hvor berøring direkte og hurtigt sender mig til helvedets forgård. Om angsten der kommer og går helt som den selv vil. Om trygheden ved kæresten. Og utrygheden ved mig selv. Og om de store svigt i barndommen med forældre der så voldsomheder rettet mod mig – fra min bror – og ikke greb ind. Ensomheden, der går igen i begge perioder. Og om de pinligste øjeblikke i mit liv hvor jeg ikke bare mærkede smerten og ydmygelsen.

Hun lytter intenst til mine svar, jeg fornemmer det uden at se det for jeg kan ikke se på hende når jeg verbaliserer alle de svære ting. Holder nøje øje med om et bestemt bordben begynder at flytte på sig, hvad det naturligvis ikke gør, men det er godt at have et fokus-pkt og jeg kan næsten ikke se hende i øjnene. Da jeg når frem til at jeg ikke kan skelne nydelse fra overgreb mere, og at jeg er i tvivl om min egen krops signaler nikker hun, ser tænksom ud et øjeblik mere inden hun kigger mig direkte i øjnene og siger:

“Jeg forstår hvor forfærdeligt alt dette er for dig, jeg forstår hvorfor du ikke kan holde det adskilt. Den proces bliver svær, men der er måder at gøre det på. Vi er ikke færdige med dette emne. Du fornægter din krop i angst for dens forræderi. Men husk volden og voldsomheden. Det er derfra angsten kommer. Og din kæreste er sød og kærlig – I skal undgå det farlige. Nydelsen giver ikke angst, angsten for nydelsen giver mere angst, angsten kommer af tidligere vold, tvang og pres. Du skal undgå din brors særlige “håndgreb” og så skal forbindelsen mellem krop og psyke normaliseres. At det var vold og overgreb og at min krop bare gjorde hvad kroppe gør – de overlever. Husk volden – du er ikke udsat for vold mere – du er udsat for stor kærlighed og tålmodighed”.

Hun gentog flere gange at det hele er meget normalt, men så ud til at mene at jeg var ret hårdt ramt af dette meget normale. Unormalt hårdt ramt. Det kommer til at tage mere af hendes tid, og det tror jeg hun har accepteret. Jeg rystede i hele kroppen da jeg gik derfra, var ked af det og lidt chokeret. Men stadig uden tårer.

Hun var tilfreds med at jeg vil tage kæresten med næste gang. Der er vist nogle ting hun godt vil forklare på mine vegne.

Og hvad så med psykologen – hvor er hun henne? Hun kæmper med at forstå det store problem. Min vrede er uventet for hende, min irritation er i vejen. Og dér skal vi osse have meget mere tid. Men jeg tror faktisk at det handler om noget “mental berøringsangst” – noget som sexologen af gode grunde ikke har.

Kors hvor jeg udleverer mig selv her. Det må I sgisme leve med. Men egentlig er det jo ikke bare mig jeg udleverer, det er hele problemstillingen jeg smider op i luften og lader hvem som helst se på. Lidt med den bagtanke at nogen må fortælle, og det er så blevet mig. Det hjælper mig. Og måske andre. Noget kunne tyde på det.

Og så pissehemmeligt er det jo heller ikke…. overleveren indrømmer et sex-liv. Deformt måske, men det er der da. Og det kan da ikke være nogen særlig nyhed. For ret mange.

Noget om tidlig julegave og en indre rystepudser

Nu havde jeg jo det der uheldige problem med den brune pose til Inge og Hasse og kæresten, der mukkede lidt over de manglende gaver til hende. Susanne foreslog godt nok noget med advent og kalendernisser og sådan noget og det har jeg så skumlet lidt over i et par dage. Og er nået til den løsning at hun får en “gave”. Nu. Vi skal jo ikke holde jul sammen og at vente med at give hende hvad hun skal have så hun kan pakke ud juleaften vil være lettere uhensigtsmæssigt. Hun må få noget mindre (og dermed bagage-i-lavpris-fly-venligt) og andet til jul. Men noget hun nok skal blive tilfreds med.

Egentlig skulle jeg have været afsted her fra morgenstunden for at fremskaffe det planlagte, men jeg magter det ikke i dag. Jeg har det ikke godt og vil derfor ikke ud og mingle med den halvdel af byens indbyggere der har besluttet sig for at kunne prale med at have julegaverne overstået inden 1. søndag i advent (øv-bøv Susanne – rækker tunge af dig). Så det blev en klar besked til hende i stedet. Gå nu ud, køb ind – og køb så for faen den der ipad du vil have og som du har villet have i flere måneder! Men vælg selv hvilken størrelse, for her kan jeg bare ikke vælge for dig!

Jeg kunne nu godt undvære min – og lidt ældre ipad –  i julen, så hun kunne få dén med på sin juletur, så det er ikke dér problemet er, men vi har altså kun den samme og det begynder at ligne et problem i hverdagen, hvor vores konti på diverse tjenester bliver blandet godt og grundigt sammen. Hun synes min ipad2 er for tung og for dårlig (hun har nemlig set retina) så mini+retina har stået på ønskelisten længe. Faktisk fra før den overhovedet blev præsenteret i USA. Jeg er derimod helt tilfreds med den gamle ipad og kan sagtens vente lidt endnu med at få den udskiftet.

Jeg ved det godt; selv at købe sin gave har ikke samme magiske tiltrækning som en mystisk brun pose på et spisebord. Men jeg er sikker på at hun ikke ville bytte indholdet mod indholdet i den brune pose, trods alt.

Øv, jeg ville nu gerne være listet afsted her i formiddag efter den selv, men den gik altså ikke. Jeg tager en asocial dag.

Det var nemlig ikke spor sjovt hos psykologen i torsdags, men på grund af dagens beskaffenhed og mit ansvar for andres planer udover mine egne, lagde jeg det hele på køl og bed sammen. Det er godt at jeg stadig kan det næsten uanset hvor hårdt hun går til mig. I hvert fald en tid. Ind imellem blot et par timer, men denne gang i et par dage. Kæresten opdagede det dog hurtigt torsdag aften og mente at jeg lignede en der havde “slugt en rystepudser” og prøvede på at kompensere for at der stadig var strøm på batteriet. Sådan kan man jo osse udtrykke en dyb indre uro som det bliver kaldt lidt klinisk. (tror måske osse nogle få andre kan se indre uro på mig og begyndende angst).

Jeg var faktisk rigtigt godt rystet og havde svært ved at tale om det, så jeg ævlede løs om Inge og Hasses lejlighed, om Rejen og hendes forløb… om Jimmis akvarier.. om nogle tæpper i bagagerummet på designikonet (rester fra flytningen i Roskilde der passende kan henslæbe en pensionist-tilværelse på vores gulve i stedet for en for tidlig tur på genbrugspladsen)… om psykologens sære og lettere forvirrede ansigtsudtryk over at hendes telefon ringede – og at hun ikke kunne slukke den. Ikke finde ud af det (hun havde lige fået en iphone! – endte med at jeg satte den på lydløs for hende) … og så var det at kæresten strøg mig over håret og bad mig geare lidt ned og prøve at fortælle hvad der egentlig var årsagen til den der interne rystepudser. Øv. Kunne næsten bare have stukket hende indlægget om den blå tomhed. For det var dét der blev vendt hos psykologen – og dét vi ikke blev færdige med. Og det jeg skal tale om igen om ikke engang 2 sølle uger.

Det bliver en dag på sofaen med hunden på maven. Og så håber jeg at kæresten får travlt med at lege med en ipad. Og gør hun ikke det går hun sikkert i gang med at bage et eller andet.

…. 3 timer senere …

Hun købte sin ipad og er en glad lille julegris.. og har overladt det til mig at få den sat op til det hele, mens hun er kørt med sin bror – der skal finde sig en ny, gammel bil. Dagen på sofaen er aflyst, jeg knækker kodeord og henter apps til den store guldmedalje. Sætter op, forbinder til printer.. henter hendes e-bøger.. nusser lidt med iCloud.. sikkerhed… osv osv

Hun hoppede i stolen

Det er næsten en uge siden jeg var ude hos hende psykologen. Og havde kæresten med. Og det gik faktisk over al forventning. Bortset fra at turen derud var temmelig kaotisk.

Kæresten havde fået fri ved 15 tiden og jeg ved 12 tiden, hvilket gav mig fint med tid til at tage hjem, gå med hund, hente bil (og hund) og køre til kærestens arbejde, hente hende og så sætte snuden mod psykologen hvor vi havde en tid knapt 2 timer senere. Jeg ved af bitter erfaring at trafikken derud – i myldretiden – er mildest talt mystisk og mest foregår med 10-15 km/t hvis man endda er så heldig. Så vi havde sat god tid af til manøvren og tænkte at vi jo altid kunne nappe et krus vejkaffe på en tankstation i passende nærhed af psykologens særlige “rum”.

Sådan så planen i hvert fald ud. Så blev jeg forsinket på arbejde og det endte med at jeg havde 17 minutter hjemme til at skifte tøj, lufte hund, hente bil, hente hund og komme afsted. Kæresten derimod blev en del hurtigere færdig med sit arbejde så hun endte med at sidde og vente på mig i over en time. Hun var ikke glad da jeg kom ind på parkeringspladsen. Især ikke fordi vores kommunikation var blevet lidt forstyrret af iphones problemer med at sende sms´er. Så vi havde faktisk ikke kunnet kommunikere overhovedet hele formiddagen.

Jeg var stresset og hun var irriteret. Perfekt start på seancen. Men vi faldt dog lidt ned på vejen. Altså bortset fra at den annoncerede myldretid udeblev – det var jo efterårsferie. Så nu sad vi osse og ventede ved en tankstation og drak deres elendige kaffe og prøvede at få synkroniseret vores stresstærskler. Og helst i den positive retning.

Men vi kom da i det mindste frem til tiden – ca 10 minutter før tiden, da føromtalte kaffe var “rendt igennem” og vi manglede et toilet som vi ikke først skulle gøre rent. Nærmest. Jeg tror vi har set skægge ud da vi forcerede trappen op til hende i et forsøg på at samle benene og trappe-bestige på én gang. Tror dog ikke psykologen kiggede ud af vinduet. Heldigvis.

Det var en givende samtale hos psykologen hvor hun fik talt en del med kæresten om mig og mine problemstilinger, og hvor jeg i højere grad lyttede og skød bemærkninger ind på rette steder.

Det er en gigantisk tillidsting for mig at have kæresten med derud. Jeg skal virkelig stole på at psykologen ikke siger ting vi ikke har “aftalt” på forhånd. Selvom kæresten er kæresten er hun stadigvæk ikke en psykologen kan bryde sin tavshedspligt overfor, så derfor havde vi lavet visse aftaler om hvad der kan tales om og hvad der bestemt ikke skal tales om.

Hvorefter jeg selv bryder den – og hun hopper.

Kæresten og psykologen talte om hvor syg jeg faktisk er. Der blev sat klare ord på hvad det vil sige at være hvor jeg er med den diagnose og hvad jeg har at slås med i kampen mod sygdommen. Om hvor alvorligt det faktisk er. De talte om hvorfor jeg ikke kan tackle min arbejdssituation i øjeblikket og hvorfor jeg ikke “bare” kan finde et andet arbejde. Og de talte om hvad hun – altså kæresten – kunne gøre for at hjælpe mig i dette. At hun ikke skulle sige til mig at jeg skulle gøre mig usynlig eller lade som ingenting og så i øvrigt lade mig forstå at hun faktisk ikke “gad” snakke arbejde mere. Hun fik at vide at lige præcis den strategi i ubehagelig grad minder om den måde jeg er vokset op på og den måde min bror fik lov til at fortsætte misbruget af mig. Lad som ingenting og bliv aerodynamisk.

Det virker måske nok for hende – men for mig er det en nærmest retraumatiserende oplevelse.

Så langt gik de aftaler jeg havde med psykologen – grænser som hun overholdt uden problemer.

Men hopper i stolen, da jeg bryder dem.

Det jeg aldrig rigtigt har sat ord på overfor kæresten – eller ret mange andre for den sags skyld er PTSD´ens mørkeste skyggeside. Har naturligvis talt med psykologen om det og gjort det klart for hende at lige præcis dette emne skulle hun ikke tage med i samtalen med kæresten.

Det er en livsfarlig sygdom jeg har. I ordets bogstaveligste forstand for selvmordsraten er skyhøj for patienter med den grad jeg har. Emnet er ikke fremmed for mig og jeg kan næsten ikke huske der har været uger hvor dén tanke ikke lige har vendt rundt i mit hoved og er blevet skubbet af vejen igen. Somme tidere oftere endda. Er god til at skubbe den væk, men den kommer desværre tit tilbage. Og jeg skubber den af vejen igen. Det er ikke mit ønske, det er ikke en tanke, det er nærmere en slags selvdestruktiv drift – næret af opgivenhed overfor min situation og trætheden af at kæmpe.

Samtidig er jeg hundeangst for at fortælle om det, lade andre få indsigt for jeg er bange for at de smutter efter devicen – sådan et menneske kan vi ikke engagere os i. Det er en sorg der er givet på forhånd. Er bange for at støde verden fra mig hvis jeg er ærlig om lige præcis dette symptom.

Og så sidder jeg pludselig og overtager samtalen. Fortæller kæresten om den bestemte vej jeg ind i mellem kører af og stort set altid bliver ramt af tanken om den der bestemte betonbro med de lidt udragende betonsøjler. Bang og det er overstået. Fortæller hende at jeg ikke føler mig i farezonen men at driften – eller tanken om I vil – er ved at drive mig til vanvid.

Jeg kan blive så forbandet træt af det hele at jeg bare ikke orker mere. Så træt af at leve et liv hvor jeg kun kan tåle mennesker i begrænset omfang. Hvor ganske almindelig støj kan få mig til at ryste af angst. Hvor berøring kan være enten meget rar – eller skræmmende og angstprovokerende. Hvor helt almindelige ting mennesker gør bliver helt uoverkommelige for mig. Et liv med tilbagevendende smerter der kan få mig til at krumme helt sammen og ønske mig ned under alverdens dyner og varmepuder.

Kan blive så træt af at rende rundt og lade som om at jeg slet ikke er syg. For det er jeg. Alvorligt. Og jeg tror ikke på helbredelse – kun på bedring. Det er ikke særligt befordrende for kampivren. Egentlig.

Alt dette satte jeg til psykologens store forbløffelse pludselig ord på og det fine menneske valgte klogeligt ikke at kommentere eller spørge yderligere ind til det, formentlig fordi hun ikke vidste hvor min “nye” grænse gik og så var det bedre at sidde og kigge forbløffet på mig. Men kæresten gav dog udtryk for at hun havde bemærket at psykologen ikke havde reageret så mon ikke det var kendt stof for hende. Godt observeret.

Det var meget for kæresten at sluge – hendes situation taget i betragtning og hun er lidt mindre vant til at pakke tingene sammen i hovedet end jeg, så det hele sad udenpå da vi kørte ned til Inge og Hasse. Vi blev af gode grunde ikke så længe som planlagt men fik dog lige vendt situationen med hinanden med en ny lytter og spørger, og det er slet, slet ikke så tosset.

Dog ikke lige dette emne – for det har jeg jo ikke turdet snakke om… til andre end psykologen – som efter aftale med mig har talt med min læge om det. Og nu skriver jeg om det.

Det er vist ikke så godt.

Aerodynamik

Det har på flere måder været en form for tema i mit liv. Ikke at jeg har nogen særlig interesse i fly, raketter eller sportsgrene, der handler om at bevæge sig kvikt op eller ned eller hen. Vi ved jo alle hvad det egentlig er, men tænkte at jeg ville starte med den mere præcise definition af begrebet.

Læren om luftarters strømning, især omkring faste legemer, samt om de kræfter, hvormed sådanne legemer påvirkes.

Hentet på start-tri.com

Så meget for videnskaben om faste legemers modstand mod luftstrømninger der kommer imod dem og de hvirvler det efterlader og påvirker det faste legeme. Sådan ca i hvert fald.

Men aerodynamisk var også hvad jeg blev bedt om at være – da jeg var barn. Jeg skulle gøre mig selv aerodynamisk overfor min bror. Lade ham, som luften, glide hurtigt forbi så han kunne finde noget andet at bruge al sin negative kraft på. Gøre mig smal og ikke yde modstand. Sådan var beskeden. Lade det passere uden at lade det fæstne sig. Og det må man jo sige at jeg ikke var særligt god til.

Her 30-40 år senere sidder det stadig benhårdt fast. Det jeg kan huske, forstås. Resten ved jeg faktisk ikke om jeg har lyst til at huske. Jeg er faktisk helt sikker på at rådet om at være aerodynamisk var ganske velment, men ikke desto mindre er det en af de mest skadelige ting jeg kunne have lært. For i det råd lå jo netop osse indlæringen om at det der skete var ingenting – og da slet ikke noget der var værd at gøre så mange ophævelser over. Lad som ingenting, så går det over af sig selv. Lad være med at gøre sig selv til et sjovt offer så finder han sikkert noget andet at gå op i – som er sjovere.

Sådan skaber man et tavst barn. Og en tavs voksen. En uden ordentlig selvværdsfølelse.

En der finder sig i nærmest hvad som helst uden at gøre andet end at håbe at ting går væk af sig selv. I hvert fald når det er svære ting og ting der gør ondt. En der ikke viser smerte, sorg og følelser. En kold iagttager af livet. En kyniker. Jeg kan genkende mig selv i det hele og det i noget større mængder end jeg faktisk bryder mig om at tænke på.

Jeg har vist lært noget forkert dér. Men hvor er det svært at af-lære det igen.

Problemet er jo at den proces betyder en kontakt med alle de ting – jeg skal føle smerten og alt det andet. Jeg skal reagere på den. Jeg skal .. igen igen … lære at græde. Jo, jeg ved efterhånden godt at det er vigtigt men det betyder jo ikke at jeg bare kan, vel? Det værste er at det er lige præcis den her strategi jeg søger tilbage til når livet bliver svært. Aerodynamik.

Når det er svært på arbejde gør jeg mig usynlig og umærkelig og så håber jeg at det mobberi, der reelt foregår i øjeblikket holder op af sig selv. Jeg siger ikke fra. Og jeg sladrer i hvert fald ikke til de “voksne” – det vil jo så i det her tilfælde sige chefen. Nix – aldrig. For så sker der jo en masse forfærdelige ting; det har jeg jo selv lært.

Barndommens overlevelsesstrategi var forkert, for den sikrede kun overlevelse ikke liv. Og den gjorde mig til et nemt offer, for et tavst offer er et offer man kan vende tilbage til igen og igen og igen. Historien taler vist sit alt for tydelige sprog her. Hvad jeg slet ikke kan fatte i dag er hvordan pokker man kan sige til et lille barn.. eller bare et barn… lad som ingenting så går det over?!? Osse når de så grænseoverskridende handlinger fra min bror (der altså var en næsten voksen mand på det tidspunkt) rettet mod mig.

Bliv aerodynamisk så glider det hurtigere forbi.

Lige præcis derfor har jeg så svært ved at arbejde med de her ting, rent følelsesmæssigt, for jeg har lært at det bare skal passere forbi. Uanset om det var sexuelle overgreb, vold eller som nu mobningen. Den gamle strategi sidder alt for godt fast. Og jeg har en psykolog, der er ret insisterende på at det her – det er noget, som skal aflæres og hun prøver alle mulige og sikkert osse et par umulige veje for at nå det mål.

Det er ganske lidelsesfuldt.

Til sidst en lille opfordring til jer der læser med her… jeg har smaddersvært ved at finde de her ord og sætte dem sammen. Kunne I hjælpe mig med at komme med jeres tanker om det – om det at sige til børn at de skal blive aerodynamiske. Hjælp mig lidt på vej her… find de ord til mig som jeg mangler så hårdt.

2 Timer i helvede – 3 faktisk

Jeg er her endnu, jo jo. Selvfølgelig er jeg det Men det var en af de slemme besøg hos psykologen. Jeg ved ikke hvad hun gør eller ret meget om hvordan, men hun evner at sender mig i dybet og hive mig frem igen. Normalt. Det gik bare ikke lige så godt med det i går. Det var vist ikke hendes skyld for hun gjorde hvad hun kunne og viste det sig (for jeg havde ikke kig på klokken mens jeg sad og krøllede sammen) næsten den dobbelte tid, fordi hun ikke ville slippe mig ud før der var en eller anden form for kontakt med mig igen. Det er god stil fra hendes side, men det er sgisme hårdt for mig.

Den tredje time var turen hjem. Den kan jeg normalt gøre væsentligt hurtigere men jeg måtte desværre ud af bilen undervejs for at få samlet brikkerne sammen igen. Stoppede et sted hvor jeg kunne købe en kop kaffe og trække lidt luft og komme væk fra myldretidens sidste krampetrækninger.

Kom hjem og blev modtaget af kæresten og hunden. Hun havde været nede og åbne garagen for mig og så storgrinende på mit usikre forsøg på at vrikke bilen ind. Det er vist for lang tid siden jeg har gjort det. Men var altså en lille smule træt i hovedet. Hun blev i øvrigt rigtig glædeligt overrasket, da jeg overrakte hende en lille hilsen fra Inge.. en stoooor pose æbler. Hun gav nemlig en kop kaffe inden mit besøg hos psykologen og benyttede lejligheden til at slippe lidt af indholdet af et par rigeligt fyldte æble-kasser. Dejligt, dejligt… det er jo ikke æbletræer vi har flest af her på hattehylden.

I dag har jeg heldigvis arbejdsopgaver, der ikke kræver den store menneskekontakt så jeg får rigeligt med tid til bare at tulle rundt i min egen verden og lade den indre robot udføre opgaverne uden tankekraft. Den kan jeg så passende bruge til at lande besøget.

Om 14 dage er jeg på den igen. Men nu tar jeg kæresten med.. psykologen ville nemlig osse snakke med hende nu. Hunden kommer osse med, men det er mest fordi vi på grund af kærestens arbejde er nødt til at få en noget senere tid – og selvom hunden er god til alene-hjemme går den altså ikke fra 06 til 20. Så den må osse med. Tror dog den får lov til at blive i bilen imens, og så må jeg jo håbe at det ikke bliver en ny to-timers seance.

Forvirret på et højere niveau

Det er sådan ca jeg har det – klogere på visse ting men osse lidt forvirret. Altså efter besøget hos psykologen, hvor der naturligvis blev talt en del om det der med at formulere “breve” til dem der helt politisk korrekt hedder “krænkerne” og i mine tanker slet og ret bliver kaldt psykopaterne. Min bror og en mand der sidder derude og med sig selv ved at han var meget tæt på at smadre et liv. Måske tror han faktisk han gjorde det. Måske ved han at det gjorde han ikke alligevel. Det sidste ved jeg jo ret beset ikke meget om. Altså om hvad han ved og ikke ved. Fred være med det. For nu.

Jeg forsøgte i går at sætte ord på hvorfor pokker det med breve og tilsvarende er så forbandet svært for mig og så fik jeg en forklaring som jeg vist ikke har fået før. Ikke så deltaljeret og slet ikke så teoretisk. Det er muligvis ikke en fordel at jeg får serveret teorierne men jeg har det bedst med at forstå, eller i det mindste prøve at forstå. Og det kan sagtens være at jeg ikke lige forstår når jeg sidder overfor psykologen, men så kommer det som regel nogle dage efter, hvor jeg har fået lov til at futte lidt rundt i eftertænksomhedens land.

I går stiftede jeg bekendtskab med nye begreber og forvirringen er nærmest total. Jeg lærte lidt om indre og ydre barn og om hvad det betød, og nu skal jeg vist bare hitte ud af hvor det er vigtigt i mit liv. Eller det vil sige det skal jeg jo ikke hitte ud af for det ved jeg godt – det er accepten der halter. Og den er vist desværre lidt en forudsætning for at jeg kan komme ud af hængedyndet jeg er i lige nu.

For det er som om jeg for mig selv benægter eller fornægter at det faktisk var mig alle de ting skete for. At jeg ikke fatter, når jeg ser på mig selv i dag, at det var mig der var den lille pige. Jeg tænker “jammen har jeg nogensinde været barn”, og naturligvis har jeg det. Naturligvis kan jeg huske at jeg har været det. Men det er ikke mig – det må være en anden. En anden der på mystisk vis osse er mig.

Jeg ved det jo godt. Jeg kan  huske det var mig. Men jeg kan næsten ikke hente følelserne frem, for det er farlige følelser som mit lettere kontrolfreakede sind helst ser presset ud og væk.

De breve og de følelser kommer vist til at handle om at få fat i det der lille barn og føle overgrebene igen, forladtheden, væmmelsen og overlevelsen gennem at gøre “tilpas” for som det er lige nu holder jeg vist en fin men ca 2 meter over kroppen distance til det hele. Og det er måske derfor jeg har kunnet fortælle her på bloggen så forholdsvist nøgternt om alle de ting der er sket. Eller det vil sige, det er jo ikke alle – men mange.

Jeg skal lære at holde op med at være nøgtern… måske følger det der med at græde, at være lille-pige-bange så osse med.

Der skal tænkes en del over det her – og jo mere jeg tænker jo længere kommer jeg jo reelt væk fra følelserne. Det er dælme flot.

Det lille barn er bange, er usikker.

Den voksne har angstanfald. Har PTSD. Det har jeg efterhånden styr på, men jeg har da vist overset at den der lille pige osse er mig, og at få rigtig kontakt med det.

Lærte osse lidt – indirekte – om den der forbandede sociale arv. Om at gentage mønstre og blev evigt taknemmelig for at jeg ikke fik børn. Til gengæld må man jo sige at jeg gentog et ganske andet mønster da jeg skiftede den ene psykopat ud med den næste.

Jo, der er lidt at tænke over.. men ville nok hellere føle det. Den går bare ikke, men måske kan det læres.

Heldigvis stoler jeg på hende der psykologen, og ved at hun nok skal støtte mig undervejs mens jeg famlende søger efter det der lille barn. Mens jeg prøver at få styr på mine yderst blandede følelser omkring resten af familien, der ikke gjorde noget for at se eller at stoppe overgrebene. Der overså alle de signaler der må have været. Forbander tavsheden og beskyttelsen af min bror i forhold til resten af familien. Dybest set forstår jeg ikke hvordan det kunne ske – hvordan det kunne komme så langt. Forstår ikke at ingen opfattede at der var noget helt galt med det her barn. Den lille vrede er der men jeg pakker den mesterligt ind hele tiden. Vrede er farlig og bliver straffet. Tårer er ydmygende og bliver latterligjort. Jo, alle mønstrene sidder dybt i mig, men jeg kan ikke nå dem. De er som en drilsk fisk der lige nøjagtigt hele tiden undviger det lille runde fisknet. Jeg kan ikke fange dem ind – kun se på dem. Nøgternt. Følelsesfattigt.

… jeg gider ikke læse korrektur på det her.. det er med garanti lige så forvirrende at læse som det var at skrive det..eller totalt intetsigende.

Livstegn

Jo, jeg er her endnu.

Men tiden er rendt lidt fra mig pga varme, arbejde og så helt generelt er jeg bare gået i skrive-stå fordi der ligger de der andre skriveopgaver til mig. Havde jo næsten lovet mig selv at det skulle være i gang inden jeg skulle runde psykologen igen – der var jo en hel måned til, ikk?

Det er der ikke mere, det er om 2½ døgn. Og jeg er ikke kommet meget videre end til tankeprocesserne omkring det, og det har nok været sundt nok, men ikke konstruktivt nok i længden. Det er skidt, men jeg kan altså bare ikke tvinge det frem. Håber psykologen kan hjælpe lidt af alt det svære på vej, for det har nærmest sat sig som en form for mental forstoppelse. Det er der men vil dælme ikke ud!

Men jeg er her.. og jeg får osse nydt livet med gode venner (til svenske krebs, lækkert tilbehør, nogle gode vinflasker – men uden sang). Var nu en rigtig fin aften som jeg var glad for at vi kunne holde på vores altan – der var lidt for mini til det. Især når jeg kommer derud i dag og stadig kan dufte den der særlige dild´ede skaldyrs-skalle-duft der hænger i møbler og tæppe derude. Tænk hvis det havde været indendørs. ADR.

Hunden sørgede dog for den umiddelbare tæpperensning da den hurtigt konstaterede at det ikke bare duftede godt, men osse smagte godt – det der blev spildt, tabt, smidt og sprøjtet ud af de der krebs.. mistænker osse at et par af gæsterne småfodrede undervejs selvom hunden er ret bevidst om at det skal vi ikke se.

Dagen derpå kunne jeg nu ærligt talt godt have undværet. Lå underdrejet det meste af søndagen mens kæresten lige puslede lidt i køkkenet… det kunne jo være der var lidt ingredienser til at bage af. Det var der og det lykkedes hende at frembringe 3-4 forskellige kager og snacks så nu kan vi vist lige klare os. Hun er tosset.

 

Hilsen fra tænkeboksen

Det er sært med det sidste indlæg jeg skrev (det fra i går). Egentlig er teksten forholdsvis simpel, den var ikke særligt gennemarbejdet på skrift, men godt og vel overvejet. Men svarene jeg fik rørte mig meget mere end jeg troede muligt. Er dybt taknemmelig for at der sidder mennesker derude som bare bliver ved med at støtte mig i det her opgør med fortiden. Og med nutiden. Og til fremtiden. Det er da berørende på bedste vis.

Og det har jeg så gået og spekuleret som en gal over i dag på arbejde. Robotten har kørt som den skulle og uden fejl – magtede ovenikøbet en lille bitte ekstraopgave – men tankerne har ærligt talt været et helt andet sted og kun fokuseret på arbejde når maskinerne blev lidt for “farlige” som det kaldes i forbindelse med trekantmærket medicin.

For hvordan skriver man sådanne breve til mennesker man faktisk ikke ønsker kontakt med. Starter man med “kære”? Slutter med “med venlig hilsen”. Aj, helt ærligt. Men bare dette lille formaliaspørgsmålstegn er den første hurdle jeg skal overvinde, for på sin egen skæve vis føles det usædvanligt kunstigt at skrive sådan noget. Men kan det rykke bare en cm på mine streger i sandet vil det være forsøget værd. Så meget har jeg forstået. men hvordan faen kommer man i gang?

Skal jeg sætte mig og skrive om de ting som min bror burde kunne huske? Eller de ting jeg ved han har fortrængt. Skal jeg minde ham om at det faktisk var forbudt – som i rigtigt meget forbudt – det han gjorde? Eller skal jeg begynde at rulle det op hvad det har gjort ved mig?

Og midt i alle disse sære tanker slår kryds-tanken ned i mig. Tænk hvis min bror skrev et brev til mig – om hans oplevelser? Hvordan mon det ville se ud? Ville der være en forklaring, en undskyldning, en udskældning eller bare en konstatering af at jeg ikke var noget særligt værd, og derfor kunne bruges som en spændende (varmere) udgave af lolitadukke med 3 passende huller. Mon jeg ville finde ud af hvad der driver en mand til den slags handlinger – mod et barn? Jeg ser på mine kolleger og venner med børn og tænker – hvad mon de ville tænke hvis det var deres barn – eller børn. Hvordan ville de komme videre. Kan nogen overhovedet forestille sig det – og tør man?

Så nu er der stop på tankerne igen, for de kører i flere spor. 4 faktisk. For de samme tanker gør sig jo i høj grad gældende for “overfaldsmanden”. Hvad drev ham til den psykopatiske handling. Sociopati eller psykopati? Dårlig barndom? Eller var det bare simpelt vanvid i et voldsorgie, der blev værre end planlagt? Var det mon overhovedet planlagt? Det hele? Var han koldblodig i sit valg handlinger – eller alt for “varmblodig” og i følelsernes vold?

Hvad skete der egentlig den der aften? Og hvad skete der mon da jeg var væk, besvimet af en sær blanding af chok og små-fatalt blodtab? Jeg aner det ikke, bortset fra et langt-langt væk minde om lyden af foldbold. Så han fodbold på min sofa? Holdt pause? Mens jeg var væk? Det virker enten meget kynisk eller meget selv-chokeret.

Jo, tanker er der sørme nok af. De skal bare ud på ord og skrift og tale. Men at få struktur på dem føles næsten så overvældende som at begynde at skrive en roman uden at kende struktur og persontegning på forhånd.

Det er fint, men til hvem?

Der var to ting, der fyldte rigtigt meget sidst jeg var hos psykologen, og begge dele har fyldt n;sten endnu mere efter jeg kom hjem derfra. Og nu er det ca en uge siden og det første var det – for nogen måske lidt overraskende – med mine søstre. Det skrev jeg så om og med vanlig logik, for at komme af med det. Nej, det er faktisk ikke helt sandt, for indlægget har ligget i absolut uredigeret form som kladde i nogle uger. Men jeg skulle jo lige blive klar til at smide det ud til offentlig beskuelse, for jeg havde jo egentlig besluttet af de biologiske skulle forblive gemt af vejen. Fordi, som jeg tænkte, de er jo ikke vigtige. Ikke for mig og ikke for den historie jeg render rundt med. Men, kæft hvor har jeg brugt meget energi på at spekulere på dem. Og tale om dem. Og nu skrive om dem. Men miraklet er næsten sket, siden jeg lagde det der søsterindlæg op, har jeg stort set ikke tænkt mere. For dét indlæg blev en lille streg i sandet. En markering af et point of no return. Med det indlæg er det evident at jeg ikke ønsker, at jeg ikke behøver og at jeg ikke kan have mere med dem at gøre. Der er derfor ingen særlig grund til at spekulere sig gul og grøn over om hvad de til tænke om mig og “tænk hvis de nu fandt bloggen”. Gør de det, er det ærgerligt, men jeg kan ikke længere løbe fra at det er mig, der sidder og skriver. De to kan trække forbindelsen og ikke mange andre. Og hvad så? Intet. Ikke mere. Hvad de tænker og mener om mig er jo ikke vigtigt mere, for jeg har kappet forbindelsen.

Det andet, der fyldte en del hos psykologen var hendes forslag om at sætte sig og skrive (som om jeg gør meget andet) til min overgrebsmand. Et pseudobrev. Det lyder som rigtig klassisk terapi-teknik, og jeg kan ikke rigtigt finde ud af om det faktisk ville virke for mig. Men det jeg nok ikke fik præciseret nok var hvem der i så fald skulle være modtageren (i teorien, altså) af sådan et brev. Er det min bror, mine søstre eller ham “det dumme svin”. Eller dem alle sammen, for så bliver det da en større klagesang.

Men helt ærligt, så har jeg jo egentlig nok at klage over, at brokke mig over og besvære mig over. Og ord mangler jeg vist ikke. Evnen til at få dem ud har jeg jo osse – og mediet er lissom på plads. Og om det så er passende at bruge dette medie til den slags vælger jeg så at være ligeglad med – for som jeg ind i mellem har fået at vide, så er det min blog og mig der bestemmer hvad der skal være på.

Søstrene er på sin vis overstået. Så mangler jeg bare de to svære… min bror og min overfaldsmand. Det ene værre end det andet. Så det må jeg jo prøve at arbejde på i løbet af den næste måneds tid, inden jeg skal tilbage til psykologen. Har det nærmest som om jeg fik lektier for.

Og jeg kan osse godt afsløre med det samme at det er min plan osse at uploade de to som indlæg. Upassende eller ej. Om det er medicinen, der endelig har fundet sin effekt og sit leje aner jeg ikke, men jeg er ligeglad og er ikke særligt bekymret for konsekvenserne.

For tænk hvis det har samme afklarende effekt som det indlæg om søstrene. Det skal da næsten have en chance synes jeg. Håber I stadig vil være med på en kigger.

Og så til noget ganske andet. Jeg fik jo de der makroringe til mit kamera, og jeg smed dem af helvede til i bitter skuffelse, for det eneste jeg fik ud af det var en masse sløret lys. men nu har jeg knækket koden. Nu virker det, og nu skal jeg bare blive rigtig god til at finde rette skarphed og lægge den det rigtige sted. Her er mine første to forsøg, sådan i den mere seriøse legeafdeling. Og med kameraets elendige kit-objektiv, som foreløbig er det eneste jeg lige har fået det til at virke med. Men mon ikke de andre kommer på osse.

Jeg har i hvert fald et par objektiver der tegner skarpere end det der kitobjektiv, men det er så dejligt alsidigt at det er godt at teste nye ting med, for så lærer jeg teknikken inden jeg prøver at overføre det til de andre, i stedet for at bruge tiden på at skille og samle kamera, for det bryder jeg nemlig ikke rigtig om. Hader at pille med et systemkamera. Et lille paradoks i sig selv. Det ved jeg.

Det skulle være sommer

Og godt.. og dejligt humør.. og ferien, der venter lige om hjørnet.

Alligevel sidder jeg her og føler mig skidt og at jeg slet ikke tillade mig det. For er der noget vores blogland lige nu bliver udsat for er det da at livet, tilværelsen og prioriteterne i livet bliver sat i relief.

Jeg ved slet ikke hvad jeg skal skrive og sige mere.. og tør ikke rigtigt deltage.

I går var jeg hos psykologen og det er stadig barske løjer. Vi gik næsten 100 pct over tiden inden jeg fik lov til at gå.. jeg fik knus og en hånd at holde i undervejs når det blev for svært.. og så ned af trappen på usikre ben og ud i bilen. Flot! Gid jeg havde haft en chauffør. Og hvorfor fanden fik jeg ikke fyldt vandflasken inden jeg kørte.. jeg var ganske tørlagt og svimmel. Hvorfor ikke gå hen og banke på døren igen og tigge vand? Nej, synes ærligt talt at jeg ville væk og at jeg havde stjålet nok med tid, så ville ikke osse stjæle vand.. sikken sær tanke.

Og et mirakel at jeg lirkede bilen hjem gennem myldretiden på motorvejene. Jeg skulle ikke have kørt, jeg ved det. For jeg var helt og aldeles væk og bilen kørte på autopilot, der først blev koblet ud da den skulle puttes i garage. Hvordan jeg bar mig ad med at undvige motorcykel, der kom imod mig med 100+ kmt i min vejbane i en 60 kmt zone (dvs modsat køreretning for ham) aner jeg ikke.. tror jeg brugte en cykelsti og en stribe græs – bilens skærme fortæller deres egen historie her – den ligner en ikke-rengjort plæneklipper på afveje.

I dag på arbejde har robotten været i gang… jeg skulle ikke være mødt i dag. Overhovedet. Mon jeg står på gulvet på mandag?

Og nu vil jeg kravle i seng.. til mine mareridt om blod, køkkengulve, knive, latter, blod og smerter.. ganske som jeg plejer. Jo, jeg får lov at føle nu. Det alt sammen. Håber det tjener et godt formål inden jeg får nok. Håber der er mening bag det.. Mumler mantraet og sir god nat.

Sender tanker til dem jeg er kommet til at sætte pris på.. I må stole på at jeg slås hvad jeg kan her. Så stoler jeg osse på jer.