Uhip på facebook

Nej, jeg dropper ikke facebook. Men det styrer mig ikke, for jeg styrer det. Eller i hvert fald mit eget lille hjørne på den.

Noget af det jeg rigtig sætter pris på ved facebook er den høje grad af selvbestemmelse mht hvad man vil bruge det til. Nogle bruger det som socialt medie med kontakt til venner, familie, kolleger mm. Andre som en spilplatform hvor de hygger sig med sociale spil (dem kan man ofte kende på et vanvittigt antal venner med udenlandske navne). Nogle bruger FB som nyhedsmedie fordi forsiden er glimrende til at vise de større historier fra tv2, dr, politiken mm.

Og det fine er at det ene ikke udelukker det andet. Med brug af vennelister. Spillerne eksempelvis kan lave en liste med deres spilvenner (hvis de gider for de har ofte 5-900 af dem) og sende alle deres spil-invitationer og -statusser til dem og ikke os andre, der ikke gider se på dem. Har man dovne venner, der ikke gider det, har vi andre naturligvis mulighed for at afvise alle appinvitationer fra disse personer. Ingen grund til at fjerne dem som venner pga den adfærd. Der skal der jo andre grunde til. Det er der så osse i visse tilfælde men det er jo en anden historie.

Det er ikke besværligt, det er ikke tidskrævende, det er blot en vanesag. Og der er forbløffende mange der ikke har opdaget det.

Facebook har et par fordefinerede vennelister. Nære venner og Bekendte. Hvis man går ind på sin venneliste på egen profil har alle venner sådan en lille valgboks.

 Føj til en anden liste åbner en mulighed for at skabe sine egne nye lister. Familie, job, alle andre end job, interessefælleskaber, spillere og hvad ved jeg.

Venner kan naturligvis sættes på flere forskellige lister – og nej, de får ikke at vide hvilke lister man sætter dem på. Heldigvis. Kan sagtens forudse at nogle ville blive en smule børnefornærmede over at blive sat på den ene og/eller ikke på den anden.

Og intet er værre end børnefornærmede voksne mennesker. Intet overhovedet. Især når det foregår på skrift. Uha.

Når man så vil lave sin egen status kan man i stedet for at bruge standardindstillingen “venner” eller “venners venner” eller hvordan man nu lige har sat den i privatlivsindstillinger, trykke på den lille pil og vælge selv hvem man synes dette eller hint er relevant for. Vennelisterne ligger under brugerdefineret.  Det er faktisk osse muligt at vælge “kun mig selv” hvis man mener at dette ikke relevant for nogen – men hvorfor så smide det op på facebook?

Nogle venner er helt offentlige i alt hvad de gør, og alle de opslag jeg kan se er markeret med globus, nogle skifter mellem globus og venneikon.. og andre er konsekvent brugerdefinerede. Det er ikke altid jeg har lyst til at kommentere på en offentlig status, for den er virkelig offentlig. Og er den kontroversiel ovenikøbet kan tv2.dk sagtens finde på at vise den frem på deres side – med kommentarer og det hele. Så jeg er ret obs på hvordan andre sætter privat-instillingerne og vurderer hvis jeg vil svare eller kommentere på noget i forhold til dette. Og ofte ser en offentlig kommentar lidt anderledes ud end hvis den var privat.

Under flere muligheder ligger der et pkt der hedder brugerdefineret. Og her kan man vælge til og fra blandt vennerne og vennelister.  Ret handy funktion hvis man skal overraske nogen med et eller andet eller nogen bare ikke nødvendigvis skal vide noget om et eller andet.

Jeg har naturligvis flere vennelister men én skiller sig lidt ud. Den hedder hundelufterne og består af en gruppe mennesker i vores nærområde der ind i mellem mødes og lader hundene løbe. Vi kunne sagtens lave en gruppe, men sådan er det ikke blevet for vi er venner og bekendte og naboer på kryds og tværs.

For en uges tid siden blev jeg ringet op af min mor. At hendes bror ville have nøjagtige oplysninger om et billede der hænger over vores sofa. En eller anden var begyndt at skrive en bog om kunstneren og turnerer landet rundt med foredrag om hende. Og ingen har kendt til det billede der hænger hos mig. Det har været en familie-hemmelighed, at vi havde dét billede sammen med 8-10 andre og mindre af samme kunstner. Jeg synes det var en sjov historie, og den bliver sjovere, og smed et lille billede op på FB, for mange har jo set billedet i virkeligheden og har haft meninger om det. Men til gengæld synes jeg ikke at det kom hundelufterne ved. De ved jo hvor jeg bor og er ikke ligefrem venner. Og nogen kunne jo få den tanke at billedet repræsenterer en værdi (den er til at overse – det er blot historien der er værdifuld). Så på den status blev indstillingen del med venner – del ikke med hundelufterne.

Omvendt gider jeg egentlig ikke fortælle alle vennerne om, at jeg om en time går i en eller anden specifik park eller skov og ønsker selskab af to- og firbenede – hvad skal min kusine i Holstebro dog med den viden? Det er kun for hundelufterne.  Og kan kun ses og kommenteres af hundelufterne.

Funderinger om at være u-hip

I dag skal jeg ud til psykologen igen. Det gik jo ikke helt godt sidste gang, da jeg pludselig følte jeg skulle forsvare mine valg. Hvilket gjorde mig ret sur. Tror emnet kommer op igen i dag, men nok i en lidt anden form nu vi begge har tænkt os lidt om. Det var vist ret nødvendigt.

Men jeg er lidt spændt på hvad dén seance vil byde på i øvrigt. Og vejrudsigten taget i betragtning sætter vi lidt ekstra tid af til at køre turen. Hvad er nu det for noget. Regn, sne – storm? Stormen tror vi nu ikke på, men lidt hårde vinde måske.

Må bare tage min tid og se om det virkelig er så irriterende at køre som de siger.

Jeg er stadig pålagt tavshed vedr “sagen” efter mit arbejdsstop. Helt død er den altså ikke, men omstændighederne har gjort det hele så indviklet at jeg ikke kan finde hoved og hale i noget af det, og dem jeg “må” tale med siger ikke ret meget til mig og skal presses hårdt for at afgive en statusmelding. Dem jeg kan tale med, bør jeg ikke tale med. Dem jeg har brug for tale med er forbudt område.

Det er den direkte vej til en underlig form for isolation, som jeg så bryder ud af når noget sker på arbejdspladsen og folk skal bevæbnes med arbejdsretslige argumenter. Men jeg ved at det her ikke holder i længden for jeg føler mig efterhånden ganske eksplosiv. Foreløbig holder jeg dog aftalen om at jeg ikke tager initiativ til noget som helst. Egentlig burde jeg være stolt af mig selv, for min lunte har vist sig at være mere længere end forventet og jeg er ikke blevet helt vanvittig endnu.

Nå, det var lidt status – på den lidt hurtige måde. Er her altså endnu.

Weekenden har budt på en anden forundring. Det handler om Facebook.

Der er en tendens til at folk gør et stort nummer ud af at nu melder de sig ud. Nu sletter de deres konto (eller deaktiverer den) og vil leve livet i det virkelige liv.

Jammen, fint nok. Det er jo deres valg. Men hvorfor gøre et stort nummer ud af det på facebook? Når det, der foregår der ikke er virkeligt?  Egentlig får jeg samme fornemmelse som når jeg hører om teenagers, der smækker med dørene for at få opmærksomhed.

Dybest set synes jeg jo at FB er god nok. Det er ikke en uvirkelig verden, for det er ikke en verden for sig selv. Det er bare endnu et medie, synes jeg. Men skal vi være lidt imponerede af de der erklærer sig som udenforstående. Ok, jeg er lidt imponeret (af dem der kan gennemføre det) men vil ikke bytte, for FB er en del af den måde jeg holder kontakt med min omverden på. Er bare ikke imponeret af “afskedshilsnen” om at kontakt skal foregå i den virkelige verden og at dét så viser sig at være instagram, twitter, snapchat, whatsapp eller viber. Hvilket hverken er mere eller mindre virkeligt end facebook.

Det virker som om – på mig – at det er lidt hipster at gøre et stort nr ud af at forlade pøblen på facebook. At turde gå mod strømmen. Med det ene formål at vise at man kan gå mod strømmen.

Og så er vi jo ved sagens kerne… at man viser det frem. At man er lidt hip.

Jeg er stadig u-hip.

Når det slår klik for Facebook

Hvor jeg dog er træt af Facebook ind i mellem. Og mest når rigtigt mange glemmer, at de har et tastatur og kun bruger musen. Dér var en sjov status om at være en super søster, og hvis søster eller bror ikke har kommenteret dét inden 15 minutter giver han/hun mig ret og skylder en chokolade julekalender. Klik, Copy klik, paste klik, send klik. Og status er opdateret. Hov et sjovt billede/video/link; klik, delt. Den status er sjov, klik, synes godt om. Og så er der alle de der sygdomsstatusser, klik og vis du bekymrer dig. Ihvertfald i en time. Som en af de 7% der tør, vil og tænker på andre.

Min hade copy/paste-status # 1 er en, der efter en lang smøre når frem til, at skriveren er helt sig selv og original. Tjaeh..

Jeg foretrækker Facebook med tastatur, hvor folk rent faktisk har tænkt selvstændige tanker og derfor må skrive bogstaver og ord i deres statusser og kommentarer. Det er så vældigt meget mere interessant for andre. Og betydeligt mere originalt og personligt.