Skal jeg virkelig forsvare det her?

Jeg kan faktisk godt blive lidt træt, og egentlig er det vel fair at tilføje, at så må det være træt af mig selv. Men osse bare træt. Sådan lidt mere generelt.

I går sad jeg overfor psykologen og hørte hende lige pludselig sige ting, der vist ikke var helt efter bogen. Med det resultat at jeg blev sur. Nej, faktisk temmelig vred. Som i kogende vred. Jeg tror faktisk ikke hun mente ret meget af det, men det kom ud på den helt forkerte måde.

Jeg tog tråden op med hvad der var sket hos sexologen. Ønskede at få andre øjne på emnet. Og det er vel et passende valg at udsætte en psykolog for det?!? Men det blev helt forkert.  Jeg er dybest set ligeglad med deres afpissen-af-territorie. Det vedkommer ikke mig. For jeg er jo ét territorium og det er min verden ganske naturligt at deres fagområder er overlappende, men i endnu højere grad specialiserede i hver sin retning. Det kan jeg bare ikke gøre noget ved. Basta.

Jeg henvist i sin tid til den der sexolog via en lidt tilfældig kontakt med en jordemoder der, da hun hørte om mine skader, med et lille skævt smil erklærede at dét der krævede ikke en læge… og ikke en psykolog… der skulle en sexolog med jordemoder-baggrund til. Det var dem der vidste allermest om det her. Og så sendte hun mig i øvrigt videre i systemet. Og systemet ramte plet da mine papirer skulle deles ud i afdelingen.

Endnu mere vred blev jeg da hende psykologen viklede sig ud i noget rigtigt skidt. Noget om selv at vælge hvad man vil lade sig tynge ned af. At vælge fra og vælge til. Noget om at lukke “kasser”. Noget om at “gå uden om det svære”.

Jamen det lyder da osse helt fantastisk. Især som floskler skrevet på små sedler i fortune cookies. Men for faen da, jeg har brugt – jeg aner ikke hvor lang tid på at øve mig i at kigge i de kasser, ikke at skamme mig over hvad der var i dem, at fortælle om deres indhold, at lære at bære det – og så sidder konen der og opfordrer mig til at lukke og slukke, at blive aerodynamisk. Så jeg nægter pure og bliver sur. Jeg er helt med på at jeg skal være i stand til at lukke det ned og det er jeg næsten osse, har et helt livs øvelse. Men jeg vil ikke påduttes en eller anden form for skyldfølelse over at der er ting i den kasse der stadig skal luftes. Jeg vil ikke forsvare det (og det gør jeg så her alligevel – nu har jeg selv sagt det – så behøver ingen andre).  Og jeg vil slet, slet ikke skamme mig over det – og over at jeg ikke bare lige letter og kommer videre og “lader som om”.

Jeg prøver at lave helheder i tilværelsen. Jeg er mig, jeg er mange ting. Jeg er osse en der har været udsat for overgreb. Men jeg er mange andre ting osse. Kone, nørd, sær-skæg, gakket… og alt muligt andet. Men jeg er nødt til at bære de overgreb med mig. Er nødt til at acceptere og erkende at de er en del af mig. At få det integreret med de andre ting.

Men mest af alt tror jeg at det der med at vælge til og fra gjorde mig stik-tosset. Gu vil jeg da gerne blive rigtig god til at vælge til og fra på de her ting, men jeg vil ikke dømmes for ikke at kunne. Ikke endnu – og jeg vil slet ikke ugyldiggøres – af en psykolog. Jeg vil ikke påduttes skyld for det her. Det er ikke min skyld, det er ikke mit ansvar. Men det er mit ansvar hvordan jeg kommer videre med det. Det er jeg helt klar over.

Så viser det sig hvor det er gået galt i kommunikationen med den kloge kone. Hun har “overset” betydningen af de fysiske aspekter i min situation. Hun har overset at lige præcis dét ikke kan pakkes ned – at det manifesterer sig i en kasse. Og hun har overset, at dét kan jeg ikke vælge at se bort fra. Og kom dermed til at lyde negligerende og overfladisk. Jeg sad med en følelse af at min egen mavefornemmelse ikke er gyldig. At jeg ikke skal stole på hvad jeg tænker. Kort sagt blev jeg nærmest lidt “kørt over”. Det har jeg prøvet masser af gange før, men jeg vil ikke ret gerne opleve det – lige dér. Det er vel egentlig det jeg er vokset op med. Sådan cirka.

Det er lige præcis derfor jeg har brug for at have sexologen med i behandlingen. For det hun kan – det kan de andre ikke. Og det de kan – det kan hun ikke. Så hvad er problemet? At de har 25% overlap? Og hun beder mig i øvrigt ikke om at gå uden om det svære, blot fordi det svære er for tæt på eller handler om alt det man normalt ikke taler om.

Skal jeg forsvare at jeg går der forresten? Skal jeg skamme mig over det? Det er rigtigt at det ikke er noget jeg sidder og underholder med hen over kaffen med vennerne (heller ikke dem der faktisk ved det). Men jeg vil ikke skamme mig over at jeg behøver hjælp til “genoptræning”. Heller ikke selvom det egentlig er ret grænseoverskridende at indvie andre i. Det er bare så stærkt tabuiseret. Det vist trods alt nemmere bare at mangle et ben eller en hånd. Mere respektabelt. Selv når man sidder overfor en dybt erfaren psykolog.

Det tog hende næsten 30 minutter ekstra at få mig hevet ud af surheden. Men da jeg kørte derfra kom den igen. Jeg vil ikke skulle forsvare mig på den måde.

Hun bad mig komme igen. Og det gør jeg. Det er jeg næsten sikker på. Det er osse mit valg. At følge hendes råd om at gå uden om det svære her ville betyde at aflyse den aftale. Sær ironi.

Vreden sad i mig hele aftenen og natten med – følte mig i den grad skyld-påduttet.

Gik en hurtig tur med hunden da konen stod op og ville så gå lidt mere når det blev lyst. Men faldt i søvn. Vågnede da hunden sprang rundt på min mave – den ville ud. Nu. Jamen det er da så i orden og jeg fumlede mig selv ud og blev fuldstændig overvældet af lyset. Det er lang tid siden vi har haft sådan en klar blå himmel her. Her lynskudt med telefonen i den ene hånd og ivrig hund i den anden.

2015-02-05 08.30.41

Så er det altså svært at forblive i dårligt humør når sneen knaser uden fødderne, hunden jager mus under træet og luften er høj og klar.  Jeg gik en lang tur med hunden og besluttede mig til at jeg måtte sgu nok lære at leve med det hele. Det må ikke fylde alt. Men det må heller ikke fylde ingenting. Fredelig sameksistens hvor det får den plads det behøver, når det behøver. Og jeg tager den plads jeg behøver. Og at grænsen mellem de to ikke kan være fast og på forhånd defineret.

Reklamer

Intet at miste

Jeg har tænkt som en gal siden i torsdags hvor jeg var på et besøg hos hende sexologen jeg i sin tid blev henvist til. Egentlig var mit udgangspunkt at dette skulle være sidste besøg og det var det, jeg begyndte med at sætte ord på. At tiden var gået.

Hun lægger hovedet på sine knyttede næver med albuerne i skødet.. lidt på skrå, læner sig frem og ser på mig med sit allermest direkte blik. Hvad er der sket?

Sagen er ikke at der er sket noget, men at jeg ikke kan rumme mig selv. At jeg ikke kan rumme denne type behandling lige nu. At der er så meget andet i livet lige nu der presser sig på. At dette emne repræsenterer ca det mindste af en stribe problemer, eller som vi sagde den gang jeg havde noget med projektplanlægning at gøre – når man står i problemstilling #12 skal man ikke forsøge at løse #156 af 203. En nok så bekendt blogger har gang på gang sagt til mig – lidt det samme – at jeg skal krydse broerne når jeg kommer til dem. Du ved selv hvem du er.

Nu sad jeg så der og ville vælge en rute der gik helt uden om problemstillingen og prøvede at forklare mig selv (først og fremmest) og hende hvorfor det måtte være sådan. Om at det ikke var min topprioritet at få fin-tunet det aspekt af mit liv. Om at lide med angst igen. Om depressionen der spøger rundt i hver eneste lille celle i nervesystemet. Om trangen til at flygte.

Prøver at finde ordene for det jeg har tænkt i bilen derud. Og i dagene før.

Og jeg bliver bare kigget på. Det første hun siger er, at det er ok. Vi kan stoppe her eller bedre måske tage en længere pause og så kan du bare sende en mail når du føler du vil have behandlingen genoptaget. Vil du gå nu eller vil du fortælle mig lidt mere om hvorfor?

Jeg blev siddende. Så hende skifte position. Mere åbent mens hun formentlig konstaterede for sig selv at ønsket om at stoppe måske nok var udtalt, men dækkede over noget andet.

Hun er skarp, men det var ikke påkrævet her. Jeg hørte vist til i læse-let kategorien.

Personligt tror jeg bare ikke jeg kan rumme det.

Vi talte lidt løst om mine familieforhold, om konens håndtering af vores aktuelle situation. Afviklede stille og roligt mit alarmberedskab og lod mig bare tale.

Især om barndommes overgreb… om mine forældre .. om Festen…  om ikke at tale med dem.. om skoletiden. Jeg har ingen klar erindring om hvad hun spurgte om eller kommenterede på, men et eller andet har hun i hvert fald sagt siden emnet faldt på denne måde.

Hun holder en fin professionel afstand til det hele og jeg var derfor små-rystet da hun pludselig kommenterede på min barndom, hvordan hun som moder ville føle det hvis nogen.. hendes … barn… Der kom sådan et sært mørkt gardin ned over hendes ansigt.  Tror hun ville ønske at hun dér kunne holde kæft med tilbagevirkende kraft. Det kan jo ske at man har behov for det.

Af en eller anden grund var det ca dér skallen krakelerede. Har egentlig aldrig tænkt på hvordan mødre egentlig burde reagere og tænke på de her ting.

Hvordan vi kom derfra og til incestofres forhold til nærvær, mentale udvikling mm – det aner jeg faktisk ikke. Men jeg har en vag erindring om at sidde og ryste mens samtaleemnerne kom tættere og tættere på.

Prøvede at vende tilbage til at jeg ville stoppe og var nu nået frem til den egentlige forklaring (hvilket jo i sig selv osse er et fremskridt). At jeg spildte tiden – hendes tid. For der skete jo ikke noget andet omkring mig end min “udad-situation”. At det var forkert at sidde her og tale om alt det andet, når det nu føltes så uvæsentligt. Spildte hendes tid, gentog jeg, mens jeg prøvede at sende et underliggende budskab om at jeg mente det. Mente det sådan. Husk at jeg ikke selv betaler det her. Husk at det foregår i sygehus-regi, at der formentlig er budgetter der skal holdes og hvad ved jeg.

Hun læner sig frem og påpeger at jeg ikke spilder hendes tid. At hun ved hun kan hjælpe mig (hvis jeg vil hjælpes). Og at det er uhørt vigtigt at vi taler om de konkrete overgreb – ikke bare de sexuelle men de mentale.. og de svigt der har været. Om at være aldersplittet med lynskift mellem at være mig 6, 12, 22 og 45 år. Om forhold til krop og følelser i de perioder. Om normalitet. Om at det jeg går igennem er normalt og vigtigt. Og en masse andet som jeg kke vil skrive om her.

Det der står tilbage er at hvad jeg opfattede som “spildtid” i hendes sammenhæng var en proces og at det var helt ok, og at det tog tid. For det er gamle mønstre der skal brydes her. Og at jeg er langt over den kant hvor det bare er et “forholds-problem”. Der er fysiske hindringer. Og der er et bjerg af følelsesmæssige som først og fremmest handler om behov. Behov for tid, behov for tryghed og behov for stabilitet.

Vi endte med en lille omskrivning af den gamle frase om mænd, kvinder og sexualitet. Kvinder giver sex for at få kærlighed.. mænd giver kærlighed for at få sex. Egentlig er det jo en form for prostitution og handel der sker der, men hvis udbud og efterspørgsel hænger nogenlunde sammen så er det jo.. som det er. Ca.

Har ikke lige en mand på lager så deres behov vil jeg helst ikke kloge mig i – og slet ikke på baggrund af egne erfaringer (det ville ende grumt).

Men den er lidt vigtig alligevel. Jeg vil forsigtigt vove den påstand at mange, der har været udsat for regelmæssige overgreb af denne kaliber kan nikke genkendende til den mekanisme. At der er et bytteforhold. At man oplever at bytte sex for at få noget andet og fuldstændig overser at der ikke er tale om sex. Og at man så skal leve med skyldfølelsen over dét resten af livet. At sex er noget man bytter bort for at få noget andet. Noget der kan sælges. Noget man på sin egen skæve vis fortsætter med at sælge.

Det var nu mest hende der talte ud fra mine underlige ja´er og nej´er og mere eller mindre halvfærdige sætninger. Eller osse føltes det bare sådan.

Det gør ondt i hele kroppen at sidde der og mærke mønstrene blive brudt op i om ikke atomer så i hvert fald fraktioner. Men de er jo ikke kun mønstre der er uhensigtsmæssige – de er osse forsvarsværker. Og for en stund skrider de. (her kæmper jeg voldsomt med at holde sammen på mig selv og ikke stæse stortudende ud af døren) mens hun opsummerer om skyldfølelse, om at føle skyld over at være blevet svigtet. At føle skyld ift overgreb fordi de jo i sagens natur blev en del af en handel.

Pludselig føltes det ganske relevant at få hjælp af hende til at erkende og bryde mønstre og forsvarsværker (undskyld det lyder lidt højtravende (husk det kommer af høj-travende)), så jeg fik en ny tid.

For der er ikke meget mere at miste. Ikke hvad det angår, i hvert fald.

Og det er mit – og det ved jeg godt – ufattelige held at jeg får hjælp af sådan en dame. Der er de færreste forundt.

Det er meget personligt og mange ville nok ikke fortælle så meget.. men hvad har jeg at miste.. ?

De skulle ringe til sig selv

I dag er kampen for at få kontakt med fagforeningen fortsat. Med held. Da jeg sendte en mail til den relevante medarbejder i stedet for at vente på at mine telefonbeskeder dukkede op i bunkerne. Og så opnåede jeg i øvrigt to ting. Pkt 1: sikrede mig at de havde det rigtige telefonnummer. Pkt 2: at jeg kunne dokumentere mine kontaktforsøg. Der gik 5 minutter fra jeg trykkede på “send” til telefonen faktisk ringede, og jeg kunne fremføre mit ærinde, få mit svar og komme videre i tilværelsen. Ok, så lærte jeg det. Ring ikke til dem. Mail dem.

Men nåede faktisk at ringe til dem igen i formiddags. Og havde masser af tid til at sidde og lytte til deres telefon-robot. “alle linjer er optagede, vent venligst…. ” Og så lidt musik inden budskabet blev gentaget. Mange gange. (kiggede på dags dato og konstaterede at det måske/måske ikke handlede om at det var første hverdag i måneden). Telefonrobotten kværnede sit budskab af til mig og så begyndte jeg lytte til musikken og undre mig. Der er sgisme en der sidder og stønner til det der. Eller trækker vejret meget anstrengt og kontrolleret.

Kan huske mit gamle firma i et halvt års tid havde en telefonrobot der mellem “vent venligst” lød som om der sad en lille dreng og trak en gammeldags pladespiller op – med håndkraft. Mistænker at det var beatles, men kvaliteten og ridserne forhindrede i yderligere gætterier. Det var pinligt.

Har flere eksempler på tilsvarende mystiske telefonrobotter… og spekulerer derfor lidt på om de der sætter dem til aldrig tænker på at prøve at ringe dem op… bare en gang i mellem.

Mistænker at den der robot hos fagforeningen er blevet indspillet og så har de ikke slukket for mikrofonen og bare bedt damen om at være heeelt stille… og helt stille betyder at man ikke rører sig og trækker vejret langsomt. Med det resultat at hun ender med at stønne ned i mikrofonen. Larmede knappen der skulle slukke mikrofonen virkelig så meget at de ikke ville trykke på den?

Det var så dagens forundring.

Der var nemmere at skrive om end de voldsomme spekulationer jeg ellers render rundt med. Der var en klog kone der kom rigtig tæt på nogle dybe traumer i sidste uge. Jeg tænker endnu på om det kan, skal og bør komme på ord.  Kom hjem den aften og var meget, meget stille…

Jow, vi har da osse fået sne. Og i morges kom jeg ud før det hele blev alt for ødelagt af fejemaskiner, cykler på afveje, biler og busser… det var faktisk ret pænt.

B_1 b_3

Krashh bom

Som Ellen og sikkert flere bemærkede var det vist tydeligt at der var overskud på den mentale konto i sidste uge. Jo, det kan ikke nægtes. Og det findes skam endnu. Bare rolig. 

Men kæft, en landing jeg har fået mig. Tilbage til realiteternes barske verden, tilbage til traumernes træskodans gennem mit indre. Hende der sexologen kan altså stille alle de rigtige spørgsmål. Alle dem jeg bare helst ikke vil svare på. De direkte, der ryster og chokerer. Hun trak mig rundt i detaljerne i det gamle overfald. I historikken senere. Og trak alle trådene op til min nutidige situation. I de dele af mit liv, der gør allermest ondt og hvor jeg ikke længere kan lade som om noget som hest. Ren rå mig. Og det er sgutte behageligt. Om latterliggørelse, om angst og frygt, om manglende kontakt mellem hjerne, krop og underliv. Overliv, yderliv og underliv – det hænger bare ikke sammen i min verden. Om sårbehandling, ardannelse og masser af blod. 

Det er mig ufatteligt at jeg kørte derfra, og det burde jeg ikke have gjort. Men hjem skulle jeg – og hjem kom jeg. Men med stærke farvel-og-tak tanker i knolden. Det var sort og det var aldeles uden håb. Tomt. Selvom hun har et noget barskere forhold til sine tidsplaner end min psykolog var det tydeligt at hun slet, slet ikke brød sig om at sende mig ud af døren i den tilstand. 

(pis, lort, pik og patter!)

Men der er osse flyttet et par brikker, og det er jo dét jeg skal arbejde videre på. Det vi skal arbejde videre på. Og helst uden den slags rysteture hjem. Helst uden at gå i to døgn (indtil videre) og stort set ikke være rigtigt til stede. Stort set uden at kunne spise noget. Bare sort-sort. Konen er så sød ved mig og får mig langsomt lirket op… hun kan godt mærke at den her – den gjorde ondt. Og ved osse godt hvad det betyder når jeg meddeler at hun skal med næste gang. Det må hun så prøve at få fri til. Jeg behøver stadig hjælp. Meget. Først og fremmest fra hende, men osse fra mine tålmodige venner der nu ser på endnu en nedtur…  håber de er der på den anden side. Igen. Jeg behøver hjælp. Mere hjælp. 

Jeg vil allerhest gemme mig i dagevis lige nu. Rend mig verden.. kom igen en anden dag. Desværre går den ikke, for vi får gæster i aften, der forventer overskuds-mig som værtinde. Og jeg magter det bare ikke. Men maden er sådan set klar så mon ikke det går, selvom jeg er rigtig, rigtig ked af det hele. 

På mandag skal jeg tale medicin med min læge – der bliver sikkert noget at snakke om. 

På tirsdag skal jeg endnu en tur i bryst-sandwich maskinen. Den tanke huer mig bestemt heller ikke. Forstår ikke helt hvorfor de har indkaldt mig igen. Synes ikke der er gået så lang tid siden sidst. 

Prøver at svinge mig op til at fortælle om honningfestivallen i Ungarn. Men det kan jeg ikke – her er billederne med kommentarer. 

IMG_2450

Halvdelen af udvalget af honning… de store glas (1 kg) i baggrunden koster ca 50 kr, de små forrest ca 12 kr. Vi købte temmelig meget honning i den butik – tror faktisk vi var dagens største kunde. Standen tilhører den lille honning specialbutik i byen som vi normalt handler ind hos. Damen bag disken sagde, da hun så os – nå skal honningen nu ud at rejse igen?

IMG_2652

Hende her forfulgte jeg rundt på markedspladsen. Jeg tror ikke hun observerede at mit kamera klæbede til hende – fordi hun var så interessant en personage. Her lykkedes det mig endda at få fokus lige hvor jeg ville den – på hendes lillebitte teacup chihuahua, der var den eneste der ikke bevægede sig i dette splitsekund.

IMG_2864

Klik med præcis timing. Sæbeboble-klovner på pladsen som lærte børnene at lave store bobler. (tror jeg skød 200 billeder her – blot for at få dette ene!)

IMG_3003

På ungarsk hedder de her “storkegængere”. Styltegængere ville vi nok kalde dem. Der gemmer sig en ekstra hest bag ham i den røde. Børnene elskede det her gadeteater højt og de var ganske imponerede af deres springen rundt på stylterne. Og ham med trommen prøvede at få kontakt med mig hvilket fik mig til at flygte – for jeg har ikke lyst til at blive midtpunkt i en ungarsk børnefestival.

IMG_3199

Festivalpladsen blev overfløjet af to bi-planer. Ca hvert 20. minut. Men de banditter i luften kunne ikke holde sig til at ramme den den samme bane, så jeg endte med at stå og spejde i forkerte retninger hele tiden. Og måtte nøjes med dette ene billede. (det er dælme svært at finde ud af hvor flyene kommer og hvor de kommer fra når de dybe lyde af de mange-cylindrede motorer bliver kastet rundt mellem husene).

På brækgrænsen

Det er ca der jeg har befundet i de sidste mange dage. Uger nærmest. Jeg har været i tabuland. Jeg har osse været i flere andre lande (sommerferieplaner og jobsituation mm). Men under det hele har ligget historier og luret som havde med det store tabu at gøre. Så jeg har tænkt en del. Og så har jeg talt en del, osse. Har talt med sexologen, psykologen og lægen om det hele. Ikke helt i den rækkefølge, men det måtte være som aftalerne nu faldt. Det her emne er så svært at forholde sig til fordi det er en skønsom blanding af følelser, fornemmelser, krop og refleksagtige fysiske reaktioner.

Jeg har faktisk aldrig før kørt et så koncentreret et-emne forløb som her på det sidste. Har formået at komme omkring rigtig mange indsigter og forståelser – har nærmest pisket dem ud af de kloge damer. Og jeg er blevet ganske meget klogere på det hele end jeg var, da jeg første gang – og lidt forsigtigt – nærmede mig emnet om overgreb og “nydelse”.

Jeg håber mine faste læsere kan huske indlægget. Men hvad I nok ikke ved er at min mailbox eksploderede i mails i dagene efter det indlæg. Jeg fik så vanvittigt mange mails (178!) via min kontaktside at jeg var ved at gå i gulvet af forbløffelse. Essensen var – i de fleste – det har jeg osse prøvet, det er forfærdeligt – lortekrop. Og så et tak fordi jeg skrev om det. Det sidste sender jeg videre til alle jer der har været med til at skabe dette forum hvor jeg frit kan sætte ord på ting, der ikke tales om – til jer der i ord og gerninger derude i virkeligheden fortæller mig at jeg er skam god nok, og god nok til at I osse gider se og møde mig og min kæreste. Bruge kostbar tid med os. Er god nok selvom I ved meget mere om mig end I måske ønskede at vide.

Jeg var rystet, osse fordi den samme historie blev gentaget igen og igen. Om behandlere der viger tilbage for at spørge til dette ene punkt. Om forvirringen om at der ikke var noget litteratur om emnet. Og følelsen af absolut ensomhed med netop denne problemstilling. For hvem f***** kan man betro sig til om noget så privat, så intimt – og så yderst pinligt.

Pinligt var et ord jeg så mange gange i de dage. Behandlerne bruger ordet skamfuldt i stedet – jeg ser det som to sider af samme sag. Blot er skamfuldt noget man godt kan indrømme, men pinligheder vil vi trods alt helst holde for os selv. Ser I, der gemmer sig en lille negligering her. Det er med garanti ikke ond vilje. Det er bare sådan at de pakker det sammen med alle de andre skamfuldheder og angriber samlet. Og overser det pinlige, det vi ikke taler om. Heller ikke til behandlerne med mindre de spørger direkte. Det er nemlig for alt for pinligt.

Sexologen spurgte mig heller ikke forrige gang. Men lavede et “emnerum” hvor den store tilståelse kunne falde. Nu – i dag – er jeg næsten sikker på at hvis den ikke var kommet af sig selv så havde hun nok spurgt – en dag. Men hendes plads i behandler-konglomeratet gør jo osse at hun kan gå væsentlig tættere på mig end de andre. På sit eget lille specifikke, men yderst vigtige, område. Man kommer ikke til sådan dame hvis man ikke er indstillet på at tale om det intimeste i tilværelsen – sex.

Min læge fangede hurtigt hvad jeg ville vide, da jeg spurgte hende, men var osse lidt forvirret kunne jeg mærke. Hun endte dog med en lang (og uden at lyde som om hun så på uret imens, tror faktisk hun havde valgt at dette måtte tage den tid der var behov for) snak i telefonen hvor hun fortalte mig om blandt andet sympaticus og parasympaticus der så vidt jeg har forstået hende rigtigt udgør det samlede autonome nervesystem. Om deres indbyrdes balance og forrykkelsen der sker i den balance i en faresituation. Dejligt konkret, direkte og med de rigtige ord – men på den følsomme og empatiske måde – angreb hun materien. Lægelatin hvor det var nødvendigt og rigtige menneskeord for resten. Ikke noget ordfumleri og pæne måder at omtale sex og berøring. Men de rigtige ord som var til at forstå uden at blive platte. Der fik jeg god indsigt i hvilke fysiske og kropslige reaktioner, der havde spillet mig det grumme puds i situationen. Og hun bragte mig tættere på en accept af det skete. Men derfra og så til at leve med det, der er altså et pænt stykke. Men jeg fik gode vidensbaserede redskaber af hende til i det mindste at forstå. Og det var præcis hvad jeg havde bedt hende om på en noget famlende måde. Sådan går det når læge og patient kender hinanden forholdsvist godt.

At lære at leve med det derimod, det er nok mere de to andres område.

Nok mest sexologens tror jeg.

Jeg har i et tidligere og nok lidt små-kvalmende indlæg citeret min overgrebsmand eller “ham psykopaten” som visse af jer kalder ham. “Du skal leve med det“. Sådan sagde han. Men han sagde osse andre ting til mig den aften. Ikke fordi jeg tror det var gennemtænkt for at være ondt, men det fik en sær og næsten profetisk betydning for mig, for det har lige som det andet rumsteret rundt i min hoved og har fået sit helt eget liv.

“Nyd det for det er sidste gang”. Det var inden han satte kniven i mig. Ord der er så fulde af dobbelttydigheder og som jo naturligt og direkte henviste til skære-manøvren. At det var afslutningen på noget. I sagens natur. Nyd det var bare en sarkasme som jeg ikke rigtig ville kendes ved betydningen af. Nu har jeg fået sat betydningen sammen og det er som om dette emne er den sidste puslespilsbrik der skal lægges på plads for at jeg kan se det fulde billede. For at jeg kan komme videre. Og det skal jeg.

En sarkasme om nydelse og overgreb – om at få det blandet sammen. Om ekstrem uønsket dominans, ikke bare til at bestemme over mig for en stund, men osse styre min krop uden for min vilje. Ondt ja, men nok ikke sagt så bevidst ondt. Jeg tror simpelthen ikke på at han var klar over hvad det her betød. Det var bare en måde at styrke ydmygelsen og markere den store magt.

Den sarkasme har jeg i går brugt en times tid på hos sexologen. Det er livsomstyrtende store og små sandheder hun kan trække ud af mig i sådan en samtale. Men i dag vidste hun – og jeg – at det var dette der var emnet. Hun var forberedt på det. At det var derfor jeg var kommet før den aftalte tid i september. Når ferier mm er overstået.

Genfortalte oplevelserne, men med denne særlige vinkel. Talte om hvordan tingene blev blandet sammen i mit hoved og at jeg ikke rigtig var i stand til at holde det adskilt. Hvordan fortid blev mixet med nutid og fremtid. Hvordan glæde ved nærhed kan forvandles til frygt for overgreb. Hvordan frygt for overgreb ind i mellem kan forvandles igen til en fysisk reaktion som andre kender som kvindens orgasme. En proces der skal afspores et eller andet sted for at jeg kan komme videre som menneske. Helt menneske, forstås. Ikke den halve som render rundt ude i verden og lader som om hun har det tip-top og er i orden.

Fortalte om tiden efter overgrebet og om erkendelsen af at mangle noget. Om tidligere oplevelser med min bror og den sammenhæng jeg har erkendt der er i mit liv. Mønstre og tankebaner der har det med at forfølge mig, men som jeg har brudt med sammen med min kæreste. Fortalte om ærgrelsen over at denne mekanisme står som en uoverskridbar grænsebom. Fortalte om smerten, om den helt konkrete voldsomhed. Om blod og bræk. Om at ligge og rode rundt mellem væltede køkkenstole og vågne op efter en form for bevidsthedstab på et koldt stengulv i sorte og hvide tern, om selv at skulle gøre rent. Om hvordan jeg blev holdt fast. Om min brors modus operandi. I detaljer. Om at ligge på sin sofa og glo ind i en gul og blå væg i ugevis, med naboen der kom med lidt mad som eneste menneskekontakt. Om hvorfor jeg har steder på min krop hvor berøring direkte og hurtigt sender mig til helvedets forgård. Om angsten der kommer og går helt som den selv vil. Om trygheden ved kæresten. Og utrygheden ved mig selv. Og om de store svigt i barndommen med forældre der så voldsomheder rettet mod mig – fra min bror – og ikke greb ind. Ensomheden, der går igen i begge perioder. Og om de pinligste øjeblikke i mit liv hvor jeg ikke bare mærkede smerten og ydmygelsen.

Hun lytter intenst til mine svar, jeg fornemmer det uden at se det for jeg kan ikke se på hende når jeg verbaliserer alle de svære ting. Holder nøje øje med om et bestemt bordben begynder at flytte på sig, hvad det naturligvis ikke gør, men det er godt at have et fokus-pkt og jeg kan næsten ikke se hende i øjnene. Da jeg når frem til at jeg ikke kan skelne nydelse fra overgreb mere, og at jeg er i tvivl om min egen krops signaler nikker hun, ser tænksom ud et øjeblik mere inden hun kigger mig direkte i øjnene og siger:

“Jeg forstår hvor forfærdeligt alt dette er for dig, jeg forstår hvorfor du ikke kan holde det adskilt. Den proces bliver svær, men der er måder at gøre det på. Vi er ikke færdige med dette emne. Du fornægter din krop i angst for dens forræderi. Men husk volden og voldsomheden. Det er derfra angsten kommer. Og din kæreste er sød og kærlig – I skal undgå det farlige. Nydelsen giver ikke angst, angsten for nydelsen giver mere angst, angsten kommer af tidligere vold, tvang og pres. Du skal undgå din brors særlige “håndgreb” og så skal forbindelsen mellem krop og psyke normaliseres. At det var vold og overgreb og at min krop bare gjorde hvad kroppe gør – de overlever. Husk volden – du er ikke udsat for vold mere – du er udsat for stor kærlighed og tålmodighed”.

Hun gentog flere gange at det hele er meget normalt, men så ud til at mene at jeg var ret hårdt ramt af dette meget normale. Unormalt hårdt ramt. Det kommer til at tage mere af hendes tid, og det tror jeg hun har accepteret. Jeg rystede i hele kroppen da jeg gik derfra, var ked af det og lidt chokeret. Men stadig uden tårer.

Hun var tilfreds med at jeg vil tage kæresten med næste gang. Der er vist nogle ting hun godt vil forklare på mine vegne.

Og hvad så med psykologen – hvor er hun henne? Hun kæmper med at forstå det store problem. Min vrede er uventet for hende, min irritation er i vejen. Og dér skal vi osse have meget mere tid. Men jeg tror faktisk at det handler om noget “mental berøringsangst” – noget som sexologen af gode grunde ikke har.

Kors hvor jeg udleverer mig selv her. Det må I sgisme leve med. Men egentlig er det jo ikke bare mig jeg udleverer, det er hele problemstillingen jeg smider op i luften og lader hvem som helst se på. Lidt med den bagtanke at nogen må fortælle, og det er så blevet mig. Det hjælper mig. Og måske andre. Noget kunne tyde på det.

Og så pissehemmeligt er det jo heller ikke…. overleveren indrømmer et sex-liv. Deformt måske, men det er der da. Og det kan da ikke være nogen særlig nyhed. For ret mange.

Har spekuleret en del

Først og fremmest over de meget konkrete ting der foregår omkring mig i øjeblikket, og jeg kan berolige nervøse sjæle med at nu har jeg fået en tid hos lægen, der vil tage nogle flere blodprøver på mig. Jeg var heldig at hun gav mig besked på at finde en eller anden dag – i næste uge! – hvor jeg kunne komme forbi inden kl 15.30 så hun kunne få mig lidt bedre undersøgt. Jeg tror ikke hun havde tid overhovedet, men hun ville “finde ud af noget”.

Så mig ind til chefen igen, så jeg kunne få fri til det. Sammen fandt vi den dag hvor det kom mindst på tværs af mine faste opgaver og den dato åd lægen heldigvis. Så på onsdag stiller jeg på hendes klinik med en forhåbentlig findbar blodåre, god tid og lidt at læse i mens jeg venter på at hun får et hul i besøgsplanen så hun kan se mig. Det kan jeg godt leve med, håber bare ikke ventetiden bliver mere end et par timer, for så vil jeg nok blive lidt desperat af kedsomhed til sidst. Og behov for at komme ud af døren og foretage mig andre ting osse.

Jeg er ikke rigtigt nervøs for det. Ikke sådan påtrængende nervøs, men det er klart at jeg spekulerer lidt over det i baghovedet. Hvad kan det være – om noget overhovedet – og hvad så? Men prøver at fortrænge det aktivt inden for så længe jeg ikke ved noget kan jeg heller ikke gøre noget ved noget af det. Jeg må vente og se hvad onsdagen bringer. Eller det vil sige kommer jo nok ikke til at gå derfra på onsdag vældigt meget klogere da jeg forventer at der er en vis sagsbehandlingstid på den slags ting. Men i det mindste sætter jeg da i gang med det.

nadijas-historieDet andet, der har fyldt en del – og faktisk så meget at jeg ikke rigtigt har kunnet få ordene ud – er denne store artikel i Politiken. Billedet linker til artiklen, hvis nogen har lyst til at læse selv. Eller genlæse. Der kommer vist en artikel mere i morgen søndag. Om jeg har lyst til at læse den osse ved jeg ikke, for den her var jeg flere dage om at få læst . Men gemmer den nok på min computer (er nemlig ikke helt gode venner med politiken.dk og deres begrænsninger inden man skal til at betale) og læser den en dag når energien er til det. Jeg tror den artikel i morgen handler om livet efter det hele blev opdaget, og måske netop derfor vil jeg finde den endnu mere lærerig. Jo, den skal læses.

Det gør indtryk. Der er så mange ting jeg slet ikke kan genkende, heldigvis, men desværre osse en del jeg kan. Den her unge kvinder kommer med nogle præcise beskrivelser af hendes oplevelser der skræmmer mig som ind i helvede, for nu at sige det meget lidt pænt. I artiklen bringes dette citat og det slog meget hårdt i mig.

Jeg har kun haft to kærester. Men det er svært. Jeg kan for eksempel slet ikke holde ud, at man holder rundt om mig eller holder mig fast. Jeg skammer mig helt enormt, når jeg har sex. Det tror jeg aldrig, at jeg kommer til at nyde. Jeg synes bare, det er ubehageligt og enormt klamt. Jeg kunne da godt tænke mig engang at få en mand og nogle børn, men hvis man vil have børn, kræver det jo, at man har sex. Og det kan jeg ikke holde ud. Jeg føler, at det er et enormt handicap ikke at kunne give sig hen til et andet menneske. Det ville jeg ønske, jeg kunne.

Bortset fra visse konkrete detaljer kender jeg det kun alt for godt. Det er en lang proces hun skal i gang med der, og jeg håber hun får den hjælp til det hun behøver. For det kan vist afhjælpes, men det tager tid og de rette omstændigheder. Siger jeg – som ikke engang er halvt igennem. Og jeg er endda en masse år ældre.

Jeg kan blive så forfærdelig vred og bitter for det der med sex – det er jo bare noget vi kan – og helst noget alle sammen skulle kunne nyde? Ikke? Sådan er det bare. I torsdags lykkedes det mig faktisk at blive vred på hende sexologen da hun kom med en betragtning fra den her skuffe, der ganske givet var rigtig, men som alligevel provokerede mig. Kæresten havde lidt besvær med at få mig kølet af igen. Men jeg bliver vred over at ingen forstår. Eller osse forstår de men uden at acceptere at hvis et menneske ikke kender til glæden ved sex så føler dette menneske inkl undertegnede heller ikke nogen videre trang til at arbejde på projektet. Man sidder tilbage med spekulationer og tanker om hvad faen det hele handler om. Hvad pointen er med øvelsen. Og så kan man tillige skamme sig lidt over sin uformåenhed. For det er jo noget man bare kan. Eller bør kunne. Eller i det mindste bør kunne lære. Eller… hvis ikke andet så bare vænne sig til. Kan I næsten høre og fornemme lyden af det skæve vænne? Det er skrevet med dyb ulyst. Og skepsis.

Vist, jeg er da kommet langt og alt det der. Men mekanismerne sidder fast forankret i min barndom og jeg tvivler på at jeg slipper af med dem. Jeg vil bare gerne have løsnet tøjret en smule. En smule mere.

Jeg er osse klar over at jeg har fået en fysisk begrænsning (eller mangel) med mig i arbejdet, der bestemt ikke gør noget som helst noget nemmere.

Alle har ret til et fedt køkken – den kender I godt, ikke? God reklame og et slogan der bare sidder fast. Men har alle ret til et fedt sexliv? Og hvad er det egentlig hvis man ser bortset fra at de fleste sikkert går rundt og tror at andres er bedre, sjovere, mere varieret osv osv.

Når jeg bliver rigtig sur og negativ på verden, og det er jeg jo nok i  øjeblikket så tænker jeg – gid vi med den her baggrund bare havde ret til at sige nej.

Jeg prøver at formulere noget generelt her – som barn måtte jeg leve med min brors absurde norm. Efterleve den sådan helt bogstaveligt. Nu hvor man så er blevet voksen så skal den her lille fejl satme rettes. For alle har ret til et fedt sexliv – hvad enten man vil det eller ej. Hvad nu hvis man bare slet ikke vil. Eller føler behovet.

Det er et handicap der er stort – og tabubelagt. Men jeg kan sagtens følge den her unge kvinde i hendes betragtninger hvad det angår. Hun sætter så skræmmende præcist ordene på det største tabu i det at være vokset op med sexuelt misbrug. Om den værste af alle senfølger, fordi den tager så mange andre ting med sig.

Andre gange, når jeg er lidt mindre sur og negativ bliver jeg mere positiv og tænker at psykopaterne i mit liv ikke skal have lov til at vinde den her over mig. Så minder jeg mig selv om at det lige præcis var det ordene om at jeg skulle leve med det – dvs skaderne – handlede om. Eller bare slet og ret – leve uden. Eller noget i den stil. Tror jeg. Så tænker jeg nej dælme nej og vil og kan arbejde for det. For jeg har jo osse ret til.. osv osv.

Den unge og stærkt formulerende kvinde runder osse noget andet, som dybest set forbløffer mig. Især fordi det atter kommer så krystalklart ud:

Mine forældre vidste udmærket godt, at det, der foregik, var forkert. De sagde altid til os, at vi ikke måtte sige noget med pik eller fisse eller sådan noget. Vi måtte heller ikke sige tissemand. Det lyder måske klamt, men det var det, vi fik at vide. Vi måtte ikke nævne navnet på kønsdele, for det var forbundet med skam. Når der af og til var nogle børn henne i skolen, som sagde de ord, så skammede jeg mig helt vild

Mine forældre havde nu ikke noget med noget at gøre – i hvert fald ikke direkte – men jeg kan sagtens genkende dette. Har egentlig bare ikke spekuleret så meget over det og bare tænkt at jeg var sært og lidt asocialt barn der ikke brød sig om de andre børns leg. Men havde i øvrigt det samme – og set fra den såkaldte krænkers side – yderst fornuftige begrænsning i hvad der måtte siges og ikke siges. Men overfor min bror var det pudsigt nok helt ok. Men kun der.

Hvornår har du sidst grædt?

Sådan er jeg blevet spurgt i denne uge. Ironisk nok kan jeg svare, at det sandelig ikke er så længe siden. For jeg sad jo en dag i et hjørne på arbejde og småpeb lidt over mit knæ og var på alle måder ret ubehageligt til mode. Af smerter, træthed, frustration og sådan noget. Men mest af smerter i knæet, der bare ikke ville som jeg ville, og viden om en lang dags opgaver, der bare skulle løses. Og helst med et smil.

Lige den dag blev det hele lidt for meget og endte som bekendt osse med et par verbale udfald mod ganske uskyldige, men lidt kluntede (hvad angår formuleringsvalg) kontordamer. Ikke noget alvorligt – fik bare lidt nok af det hele. Lige dér.

Men svaret i øvrigt på det spørgsmål er – det aner jeg ikke. Men det er lang tid siden. Som i rigtigt lang tid siden.

Jeg gentog spørgsmålet – eller refererede til det – hos psykologen i torsdags. Og øjenbrynene rykkede sig en tur, da hun sagde at det “var da godt nok et ret direkte spørgsmål”. Og ja..  det var det.

Temaet for samtalen var hermed lagt. Jeg er et hovedmenneske og følelser når sjældent ud i kroppen. Det var vist ca konklusionen. Det er derfor meningsløst i min verden når hun prøver sine jordforbindelsesmetoder af på mig. Det er meningsløst når hun prøver at sige til mig at jeg skal “stryge min bror ud af kroppen”. For det kan jeg ikke. Jeg kan ikke give slip og lave de der fysiske øvelser, der skulle kunne befri mig fra de gamle spøgelser. Lissom det der med at græde, der altså heller ikke virker for mig.

Hende, der spurgte kunne lige så godt have spurgt – hvornår har du givet efter for den følelsesmæssige smerte. Hvornår går der hul på din byld. Og sandheden er at det gør der ikke bare sådan lige. Betændelsen spreder sig og siver ud alle mulige andre steder – men hul på selve bylden er der ikke rigtigt kommet. Jeg aner ikke om det vil være godt eller skidt at lade det ske, for jeg er reelt bange for at blive helt vanvittig hvis det sker. At så er jeg overgivet til det klare vanvid og ikke har den fornødne kontrol til at komme tilbage igen. Eller osse kommer jeg af med det latente vanvid og bare er tilbage. Jeg tror ikke lige at der findes nogen mellemløsning der.

Jeg ville faktisk ønske at jeg kunne give slip. At jeg kunne sætte mig ned og stortude hos den psykolog, som jeg er så tryg ved og som jeg ved vil mig det bedste og nok skal passe på mig. Der tror jeg, at det vil være det rigtigste og det bedste. Men jeg kan jo ikke.  Lukker bare ned i stedet og så skal hun sidde og fiske mig ud af mørket – til begges dybeste frustration i øvrigt.  Den evige kamp, som jeg skal kæmpe og som jeg i øvrigt osse kæmper i alle mulige andre situationer og på visse punkter lidt for forgæves.

En anden prøvede engang at sælge til mig at det der med at græde – det var lige som god sex. Lige så forløsende. Ja, det er jeg så nok osse lige den rette at sige det til.

Gider ikke gå i detaljer men det er jo to sider af nøjagtigt samme sag. Giver ikke slip og beholder en eller anden form for kontrol – for jeg er så bange for at give slip. For hvad der så sker bagefter.  Jeg, der er nået så langt, har kæmpet så meget og har vundet gode sejre over mine gamle spøgelser, jeg er blevet bange for at lukke dem ud og decideret aflive dem. Eller prøve på det i det mindste.

Give slip – eller angst for at miste noget identitet? Er det det, det hele handler om at jeg et eller andet sted langt langt inde i min sorte sjæl godt ved at når man har holdt sådanne traumer ude bag nogle seriøse blokeringer, for så flere år senere at hæve blokeringerne og tale nogenlunde frit om det – så kommer de til at fylde en del? Er jeg så parat til at fjerne dem bagefter? Hvad så bagefter? Kan man mangle dem? Det er som om jeg søger mod en form for helhed med de traumer og de skader jeg har fået – og det virker jo fornuftigt nok i sig selv. Men det betyder jo osse en vis modstand mod at give slip på tingene.

Give slip bliver vist dette – og lettere forsinkede i øvrigt – forårs store tema.

Jeg frygter den dag en eller anden, hvad enten det er venner, professionelle, kæresten eller en eller anden tilfældig, der stort set kun ved hvad jeg hedder på arbejde eller sådan noget, stiller dét ene spørgsmål, der får mit korthus til at vælte. Jeg frygter situationen og jeg frygter hvad der kommer til at ske bagefter. Men mon ikke det sker? Mon det egentlig ikke er på vej? Jeg åbner for jer, der læser med her – og næsten hvem som helst af jer kan blive den der prikker hul på det. Det kan være ude i den der virkelige verden, hvor vi også mødes. Eller det kan være i psykologens særlige rum.. eller… eller… mulighederne er mange og det har jeg givet lov til og tilladt kunne ske. Frygter dagen, men er vel egentlig parat.

Håber at jeg ikke står helt alene i min boble når den dag kommer.

Overskriften på indlægget kunne lige så godt have heddet – hvornår har du sidst givet slip?

Og i den erkendelse har jeg måttet erkende at behandlingen hos sexologen blev afsluttet for tidligt og af grunde jeg ikke helt forstår er jeg blevet udstyret med en ny omgang tider. Der er altså noget der fungerer i det der sundhedssystem. Den store chance jeg fik med den yderst sjældent givne henvisning forspildte jeg – og så får jeg bare en ekstra? Jeg tager i hvert fald imod den.

Facadefald

I går blev mine magiske torsdage genoptaget. Det er den slags torsdage, hvor jeg ved, at jeg har tidligere fri og at jeg ved det flere måneder i forvejen. Det er derfor de er magiske, fordi det er min tid, mine eftermiddage hvor jeg kan lave planer lidt længere ud i fremtiden uden at skulle involvere min chef i ønsker om at få fri til hvad-jeg-nu-har-brug-for-at-få-fri-til.

En af de planer, som jeg ikke ønsker at indvie min chef i er besøgene hos sexologen, hvorfor disse naturligvis bliver placeret på de særlige torsdage. Det var dér, jeg var i går. Og denne gang alene, da det ikke var muligt for kæresten at få fri til at følge med. Hun har også andet i hovedet i øjeblikket end mine sære traumer og behandlingen af disse. Så det var jo fint nok.

I går var det ærligt talt en barsk oplevelse og jeg gik derfra en smule rystet. Ikke fordi hun var dum, men fordi hun var klog. Og klog nok til at indse, at hun havde brudt igennem en ret omhyggeligt opbygget facade.

Vi talte om det konkrete misbrug uden at gå i detaljer med min brors handlinger. Det var slet ikke nødvendigt, og det er jo sådan set ikke dér hendes ekspertise er og det er noget hun i nogen grad skal overlade til psykologen. Men vi talte om tanker, om skamfølelser, om fantasier og børns spirende sexualitet, der dog intet som helst har at gøre med de overgreb, jeg har været udsat for. Det ved jeg jo godt, sådan rent intellektuelt. Jeg er jo heller ikke dum. Men derfra og så til at føle dét sådan helt inde, der er altså ganske langt. Og ind til videre en smule for langt.

Under samtalen kigger hun mig i øjnene og siger bestemt, det var ikke din skyld, du var et barn, han var jo en voksen mand –  … det… var … ikke… din… skyld.

Det virker som en kliche, men den virker og langsomt trænger budskabet ind. Jeg er mig sørgeligt bevidst om, at der er store elementer af skyld og skam begravet her. Og at de spiller en stor rolle i at jeg overhovedet sidder overfor hende. Der er for mig ingen tvivl om at hun har afdækket nogle blokeringer, som jeg jo godt vidste fandtes, men som jeg bare ikke fattede betydningen af. For jeg bliver jo ikke misbrugt i dag. For jeg har jo verdens sødeste kæreste. Og formodentlig den mest tålmodige.

Hvorfor er jeg så bange for at blive skammet ud, at jeg holder fast i facaderne under alle omstændigheder. Også de omstændigheder jeg sidder dér for at få lidt bedre styr på.

Min reaktion på hendes ord og hendes spørgsmål var en direkte billet til en tur til mig selv, ca 6-8 år gammel, men i stedet for min brors hånlatter hørte jeg hendes ord om at det ikke var min skyld, at det ikke var min skam. De trængte ind, men der er stadig et stykke vej til forståelsen og det følgende oprør, der skal opløse skammen og den indre lyd af latteren, når jeg besøger min egen sexualitet. Eller bare mærker den.

Facaden skred sammen, og jeg havde ganske store problemer med at styre bilen hele vejen hjem – med ordene ringende i baghovedet – at dette var vigtigt, at dette var noget vi skulle snakke lidt mere om og arbejde videre med.

Men nu vil jeg tage fat på denne dag på arbejde og prøve at slippe de her tunge tanker. Vil glæde mig til at få en afslappet weekend uden at skulle tænke alt for meget. Lige lade de her emner synke lidt ind.

Og det bliver en god weekend, for vi pakker bilen (designikonet for at sikre en vis sikkerhed for levering til tiden) med hunden og kameraet og det ikke alt for pæne tøj og kører op til Ellen og John i deres hus i Sverige. Jeg glæder mig rigtigt meget til at hilse på dem, da jeg ikke har haft den fornøjelse før. Har fået at vide at det er et smukt område, og at jeg osse skal glæde mig til turen i sig selv.

Og det gør vi så. Men nok mest til at lære de her to mennesker lidt bedre at kende.

Gamle og nye rutiner

Hos en sexolog bliver der altså talt meget om ting, man normalt ikke taler så meget om. Visse taler ikke engang med deres kæreste eller ægtefælle om det. De gør det bare. Altså det der med sex. Hun – altså sexologen – skaber et frirum og stiller de rette spørgsmål, der leder en samtale i en retning, der kan afdække hvor og hvorfor jeg har problemer. Og ja, det går tæt på, men faktisk ikke helt så tæt på som man kunne forestille sig. Det er bestemt ingen kogebog i sex; at så gør man sådan og sådan og sådan – og så er den hjemme. Slet ikke. Det er en mere terapeutisk tilgang til tingene, men med fokus på nærheden og det der med sex. Og udført af en person, der har et detaljeret kendskab til de emner, der direkte eller indirekte har berøring med dét, der nu er hendes speciale.

Hendes kompetence tvivler vi ikke et øjeblik på, og det gør det hele lidt tryggere at vide, at hun ikke stammer fra et eller andet sært weekend-kursus på et landsted, men derimod er jordemoder med overbygningsuddannelsen til sexolog, vist fra et universitet i Sverige. Vi har ikke spurgt, men hun sidder på et stort offentligt sygehus på et lille specialafsnit som jeg har været så heldig at blive henvist til. Det er bestemt ikke alle forundt at få tilbudt den type hjælp efter sexuelle overgreb, den slags forventes man selv at kunne klare og hvis man er heldig får man betalt eller tilskud til 12 x psykolog-timer. Det er altså ikke helt det samme. De uløste problemer mht nærhed og intimitet kan skabe nye problemstillinger som psykologen er dårligere til at løse op for gennem samtale, fordi dette ligger i gråzonen mellem det mentale og det fysiske.

De sidste par gange har hun sat fingeren på noget, som jeg måske nok vidste, men som jeg ikke har tillagt ægte betydning, og som i den grad spiller med i mit liv i dag med kæresten. At hun rent faktisk er den første (ekskl diverse one-nights) i mit liv der aldrig har presset mig, tvunget mig, slået mig, misbrugt mig til sex. Det er faktisk en ret barsk erkendelse at skulle gøre når man er et eller andet sted i 40´erne og klinisk set i overgangsalderen. Føles som om jeg har spildt en masse år, hvor jeg ikke lige fik oplevet hvad andre tager for givet. Men det kan vist nås endnu, hvis vi gør en indsats og ikke misser denne gyldne mulighed for at få hjælp. For det behøver jeg.

Jeg skal lære nogle nye rutiner og jeg skal lære at sige til og fra og ikke bare vente på at få stillet et ultimativt krav hvad enten det er forbundet med en belønning eller en straf, hvis jeg ikke er god nok eller undviger. Skal lære det hele fra bunden med at finde ud hvad det lige er jeg har brug for, og ikke mindst lære at kommunikere det til kæresten. I tide. Og hun skal lære at lytte. For jeg kan ikke ordene, kan ikke rutinen og aner faktisk ikke hvordan man gør, hvis det ikke skal være robotten, der bliver sat på auto for at holde kroppen og følelserne adskilt, fordi andet er for smertefuldt. Kroppen har jo lært at der er straf og vold inde i billedet og er derfor allerede i forsvarsposition. Og som kvinde er det altså en ret skidt strategi, når det egentlig ikke er nødvendigt. Ødelægger lissom lidt af fornøjelsen.

At få tilbudt en sexologbehandling er guld værd med min baggrund. For hun kan virkelig nogle ting som ingen af de andre kan. De har læst sig til noget af det, og kan måske også sætte ord på – men en sexolog er mange gange bedre til at tale om sådan noget og betragter det ikke som tabuiseret. Jeg er den jordemoder, der henviste mig, evigt taknemmelig for at hun gjorde noget, for lægerne gjorde ikke noget ved dét her.

Der er meget at lære.. og så lidt tid.. men nu har vi snart ferie og kan være mere for hinanden end i hverdagen.

Endelig weekend og lidt evaluering

Jeg kan lige så godt indrømme at jeg ikke har haft en særlig god uge. Hverken på det mentale eller på det arbejdsmæssige plan. Jeg har været dybt irriteret på min chef pga nogle brudte aftaler vedrørende planlægningen af min arbejdsplan. Ikke at det er verdens vigtigste detaljer, men jeg mener jo nok at det er sådan noget hun får sin noget højere løn for. At have overblikket, lave aftalerne og bringe dem til udførelse, så alle ved hvad de har at rette sig efter.

Og så prøvede jeg atter at fiske efter den der dato for den årlige samtale. MUS-samtalen, også kaldet. En del af mine kolleger har været hevet til side, men mange har ikke, så det der ikke bare mig der har været lidt forvirret over det udeblevne møde. Fik et ganske overraskende svar, da jeg spurgte efter det.

– jeg har besluttet at der ikke skal holdes flere, det er rent tidsspilde at vi sidder og kigger på hinanden og ikke ved hvad vi nu skal tale om. Og i øvrigt er det ikke påkrævet.

Case closed.

Jeg er dybest set ligeglad med selve samtalen, selvom jeg jo nok havde set den som en mulighed for at få snakket om nogle tåbelige arbejdsgange, nogle ting der får firmaet til at se uprofessionelle ud i kundernes øjne, og visse administrative praktikker, der gør det konkrete arbejdsflow utilfredsstillende og en mere eller mindre daglig frustrerende oplevelse for os, der er på gulvet og skal effektuere ordrerne i den rette rækkefølge, på den rette tid og i den rette mængde. Men det er åbenbart tidsspilde at tale med os om hvad der kan gøres bedre.

Det er ledelsesmæssig arrogance så det klodser. Og da den nye oplysning spredte sig i rækkerne kunne man mærke at folk blev lidt knotne og at motivationen faldt drastisk. Jeg vil forsigtigt gætte på at chefen kommer til at fortryde den beslutning.

Ugen har også budt på et besøg hos sexologen med nye indsigter til følge. De er lidt svære at kapere, men jeg tror på at viden om dette og hint måske kan være med til at få mig på rette spor igen. Og jeg kan lige så godt advare sarte sjæle – jeg skriver på et indlæg om de her ting. Om det bliver færdigt til udgivelse aner jeg ikke, men processen med at skrive er jo osse positiv i sig selv. Men jeg vil ikke skrive mere om det nu – vil prøve at skrive dét i stedet.

Nu er det endelig weekend, og vi tager en slapper fra de daglige pligter og går i gang med weekendens ditto. Vasketøj, bilvask, rengøring, madlavning til et par dage og alt det andet. Og så vil vi i skoven og se om der er kommet hyldeblomster. Kæresten kan nemlig forvandle sådanne til den herligste sommerdrik som vi nyder at have det meste af sommeren. Næsten lige så sukkerfyldt som cola, men mere velsmagende. Og en hel del billigere.

Og så tror jeg måske vi laver en lille surprise-sammenkomst med et par andre et sted i skoven.  Vi må se, intet er afgjort. Vejret skal jo osse helst arte sig bare sådan nogenlunde.

Kunne være jeg skulle tage kameraet med i dag. Har en fotokrise i øjeblikket, hvor jeg ikke rigtigt er tilfreds med noget som helst der bliver gemt på hukommelseskortet. Det må være sådan forfattere har det med en skrivekrise. Jeg gider simpelthen ikke tage billeder når de bliver så dårlige altid.