På brækgrænsen

Det er ca der jeg har befundet i de sidste mange dage. Uger nærmest. Jeg har været i tabuland. Jeg har osse været i flere andre lande (sommerferieplaner og jobsituation mm). Men under det hele har ligget historier og luret som havde med det store tabu at gøre. Så jeg har tænkt en del. Og så har jeg talt en del, osse. Har talt med sexologen, psykologen og lægen om det hele. Ikke helt i den rækkefølge, men det måtte være som aftalerne nu faldt. Det her emne er så svært at forholde sig til fordi det er en skønsom blanding af følelser, fornemmelser, krop og refleksagtige fysiske reaktioner.

Jeg har faktisk aldrig før kørt et så koncentreret et-emne forløb som her på det sidste. Har formået at komme omkring rigtig mange indsigter og forståelser – har nærmest pisket dem ud af de kloge damer. Og jeg er blevet ganske meget klogere på det hele end jeg var, da jeg første gang – og lidt forsigtigt – nærmede mig emnet om overgreb og “nydelse”.

Jeg håber mine faste læsere kan huske indlægget. Men hvad I nok ikke ved er at min mailbox eksploderede i mails i dagene efter det indlæg. Jeg fik så vanvittigt mange mails (178!) via min kontaktside at jeg var ved at gå i gulvet af forbløffelse. Essensen var – i de fleste – det har jeg osse prøvet, det er forfærdeligt – lortekrop. Og så et tak fordi jeg skrev om det. Det sidste sender jeg videre til alle jer der har været med til at skabe dette forum hvor jeg frit kan sætte ord på ting, der ikke tales om – til jer der i ord og gerninger derude i virkeligheden fortæller mig at jeg er skam god nok, og god nok til at I osse gider se og møde mig og min kæreste. Bruge kostbar tid med os. Er god nok selvom I ved meget mere om mig end I måske ønskede at vide.

Jeg var rystet, osse fordi den samme historie blev gentaget igen og igen. Om behandlere der viger tilbage for at spørge til dette ene punkt. Om forvirringen om at der ikke var noget litteratur om emnet. Og følelsen af absolut ensomhed med netop denne problemstilling. For hvem f***** kan man betro sig til om noget så privat, så intimt – og så yderst pinligt.

Pinligt var et ord jeg så mange gange i de dage. Behandlerne bruger ordet skamfuldt i stedet – jeg ser det som to sider af samme sag. Blot er skamfuldt noget man godt kan indrømme, men pinligheder vil vi trods alt helst holde for os selv. Ser I, der gemmer sig en lille negligering her. Det er med garanti ikke ond vilje. Det er bare sådan at de pakker det sammen med alle de andre skamfuldheder og angriber samlet. Og overser det pinlige, det vi ikke taler om. Heller ikke til behandlerne med mindre de spørger direkte. Det er nemlig for alt for pinligt.

Sexologen spurgte mig heller ikke forrige gang. Men lavede et “emnerum” hvor den store tilståelse kunne falde. Nu – i dag – er jeg næsten sikker på at hvis den ikke var kommet af sig selv så havde hun nok spurgt – en dag. Men hendes plads i behandler-konglomeratet gør jo osse at hun kan gå væsentlig tættere på mig end de andre. På sit eget lille specifikke, men yderst vigtige, område. Man kommer ikke til sådan dame hvis man ikke er indstillet på at tale om det intimeste i tilværelsen – sex.

Min læge fangede hurtigt hvad jeg ville vide, da jeg spurgte hende, men var osse lidt forvirret kunne jeg mærke. Hun endte dog med en lang (og uden at lyde som om hun så på uret imens, tror faktisk hun havde valgt at dette måtte tage den tid der var behov for) snak i telefonen hvor hun fortalte mig om blandt andet sympaticus og parasympaticus der så vidt jeg har forstået hende rigtigt udgør det samlede autonome nervesystem. Om deres indbyrdes balance og forrykkelsen der sker i den balance i en faresituation. Dejligt konkret, direkte og med de rigtige ord – men på den følsomme og empatiske måde – angreb hun materien. Lægelatin hvor det var nødvendigt og rigtige menneskeord for resten. Ikke noget ordfumleri og pæne måder at omtale sex og berøring. Men de rigtige ord som var til at forstå uden at blive platte. Der fik jeg god indsigt i hvilke fysiske og kropslige reaktioner, der havde spillet mig det grumme puds i situationen. Og hun bragte mig tættere på en accept af det skete. Men derfra og så til at leve med det, der er altså et pænt stykke. Men jeg fik gode vidensbaserede redskaber af hende til i det mindste at forstå. Og det var præcis hvad jeg havde bedt hende om på en noget famlende måde. Sådan går det når læge og patient kender hinanden forholdsvist godt.

At lære at leve med det derimod, det er nok mere de to andres område.

Nok mest sexologens tror jeg.

Jeg har i et tidligere og nok lidt små-kvalmende indlæg citeret min overgrebsmand eller “ham psykopaten” som visse af jer kalder ham. “Du skal leve med det“. Sådan sagde han. Men han sagde osse andre ting til mig den aften. Ikke fordi jeg tror det var gennemtænkt for at være ondt, men det fik en sær og næsten profetisk betydning for mig, for det har lige som det andet rumsteret rundt i min hoved og har fået sit helt eget liv.

“Nyd det for det er sidste gang”. Det var inden han satte kniven i mig. Ord der er så fulde af dobbelttydigheder og som jo naturligt og direkte henviste til skære-manøvren. At det var afslutningen på noget. I sagens natur. Nyd det var bare en sarkasme som jeg ikke rigtig ville kendes ved betydningen af. Nu har jeg fået sat betydningen sammen og det er som om dette emne er den sidste puslespilsbrik der skal lægges på plads for at jeg kan se det fulde billede. For at jeg kan komme videre. Og det skal jeg.

En sarkasme om nydelse og overgreb – om at få det blandet sammen. Om ekstrem uønsket dominans, ikke bare til at bestemme over mig for en stund, men osse styre min krop uden for min vilje. Ondt ja, men nok ikke sagt så bevidst ondt. Jeg tror simpelthen ikke på at han var klar over hvad det her betød. Det var bare en måde at styrke ydmygelsen og markere den store magt.

Den sarkasme har jeg i går brugt en times tid på hos sexologen. Det er livsomstyrtende store og små sandheder hun kan trække ud af mig i sådan en samtale. Men i dag vidste hun – og jeg – at det var dette der var emnet. Hun var forberedt på det. At det var derfor jeg var kommet før den aftalte tid i september. Når ferier mm er overstået.

Genfortalte oplevelserne, men med denne særlige vinkel. Talte om hvordan tingene blev blandet sammen i mit hoved og at jeg ikke rigtig var i stand til at holde det adskilt. Hvordan fortid blev mixet med nutid og fremtid. Hvordan glæde ved nærhed kan forvandles til frygt for overgreb. Hvordan frygt for overgreb ind i mellem kan forvandles igen til en fysisk reaktion som andre kender som kvindens orgasme. En proces der skal afspores et eller andet sted for at jeg kan komme videre som menneske. Helt menneske, forstås. Ikke den halve som render rundt ude i verden og lader som om hun har det tip-top og er i orden.

Fortalte om tiden efter overgrebet og om erkendelsen af at mangle noget. Om tidligere oplevelser med min bror og den sammenhæng jeg har erkendt der er i mit liv. Mønstre og tankebaner der har det med at forfølge mig, men som jeg har brudt med sammen med min kæreste. Fortalte om ærgrelsen over at denne mekanisme står som en uoverskridbar grænsebom. Fortalte om smerten, om den helt konkrete voldsomhed. Om blod og bræk. Om at ligge og rode rundt mellem væltede køkkenstole og vågne op efter en form for bevidsthedstab på et koldt stengulv i sorte og hvide tern, om selv at skulle gøre rent. Om hvordan jeg blev holdt fast. Om min brors modus operandi. I detaljer. Om at ligge på sin sofa og glo ind i en gul og blå væg i ugevis, med naboen der kom med lidt mad som eneste menneskekontakt. Om hvorfor jeg har steder på min krop hvor berøring direkte og hurtigt sender mig til helvedets forgård. Om angsten der kommer og går helt som den selv vil. Om trygheden ved kæresten. Og utrygheden ved mig selv. Og om de store svigt i barndommen med forældre der så voldsomheder rettet mod mig – fra min bror – og ikke greb ind. Ensomheden, der går igen i begge perioder. Og om de pinligste øjeblikke i mit liv hvor jeg ikke bare mærkede smerten og ydmygelsen.

Hun lytter intenst til mine svar, jeg fornemmer det uden at se det for jeg kan ikke se på hende når jeg verbaliserer alle de svære ting. Holder nøje øje med om et bestemt bordben begynder at flytte på sig, hvad det naturligvis ikke gør, men det er godt at have et fokus-pkt og jeg kan næsten ikke se hende i øjnene. Da jeg når frem til at jeg ikke kan skelne nydelse fra overgreb mere, og at jeg er i tvivl om min egen krops signaler nikker hun, ser tænksom ud et øjeblik mere inden hun kigger mig direkte i øjnene og siger:

“Jeg forstår hvor forfærdeligt alt dette er for dig, jeg forstår hvorfor du ikke kan holde det adskilt. Den proces bliver svær, men der er måder at gøre det på. Vi er ikke færdige med dette emne. Du fornægter din krop i angst for dens forræderi. Men husk volden og voldsomheden. Det er derfra angsten kommer. Og din kæreste er sød og kærlig – I skal undgå det farlige. Nydelsen giver ikke angst, angsten for nydelsen giver mere angst, angsten kommer af tidligere vold, tvang og pres. Du skal undgå din brors særlige “håndgreb” og så skal forbindelsen mellem krop og psyke normaliseres. At det var vold og overgreb og at min krop bare gjorde hvad kroppe gør – de overlever. Husk volden – du er ikke udsat for vold mere – du er udsat for stor kærlighed og tålmodighed”.

Hun gentog flere gange at det hele er meget normalt, men så ud til at mene at jeg var ret hårdt ramt af dette meget normale. Unormalt hårdt ramt. Det kommer til at tage mere af hendes tid, og det tror jeg hun har accepteret. Jeg rystede i hele kroppen da jeg gik derfra, var ked af det og lidt chokeret. Men stadig uden tårer.

Hun var tilfreds med at jeg vil tage kæresten med næste gang. Der er vist nogle ting hun godt vil forklare på mine vegne.

Og hvad så med psykologen – hvor er hun henne? Hun kæmper med at forstå det store problem. Min vrede er uventet for hende, min irritation er i vejen. Og dér skal vi osse have meget mere tid. Men jeg tror faktisk at det handler om noget “mental berøringsangst” – noget som sexologen af gode grunde ikke har.

Kors hvor jeg udleverer mig selv her. Det må I sgisme leve med. Men egentlig er det jo ikke bare mig jeg udleverer, det er hele problemstillingen jeg smider op i luften og lader hvem som helst se på. Lidt med den bagtanke at nogen må fortælle, og det er så blevet mig. Det hjælper mig. Og måske andre. Noget kunne tyde på det.

Og så pissehemmeligt er det jo heller ikke…. overleveren indrømmer et sex-liv. Deformt måske, men det er der da. Og det kan da ikke være nogen særlig nyhed. For ret mange.

Hverdagen tur/retur

I dag kommer kæresten hjem, og grundlovsdagen tillader mig at hente bilen ud af dens hule og køre i lufthavnen og hente hende hjem. Med hunden i kassen. Fra den forventer jeg en sand hylekoncert af glæde over at høre hendes stemme igen.

Og når vi kommer hjem er jeg næsten sikker på at den ikke forlader hendes side før den ved selvsyn har set at kufferten bliver bokset på plads på øverste hylde i det store skab. Sådan plejer det at være.

Jeg er sikker på at de næste dage bliver fyldt af lange snakke om hvad der er sket og om hvad der skal ske nu i de måneder der følger. Og et forsøg på at få overblik over konsekvenserne af faderens død.

Jeg tror helt personligt at jeg får et lidt andet menneske hjem end jeg sendte afsted. Mere skarpt-skåret, stærkere i sin vilje og en nyvundet evne til at sætte den igennem. Det er en sær form for akut-modning der sker af mennesker der på kort tid mister begge forældre og som står tilbage ikke bare med “forældreløsheden” men osse med alle de formelle og praktiske ting, som bare skal løses.

Selv er jeg helt den samme. Lidt frustreret over mit arbejde og over at have en chef der gør et stort nummer ud af ikke at tale til mig mere. Så stort et nummer at det egentlig burde være morsomt. Jeg spørger hende om noget konkret, der har med mit arbejde at gøre og som  ikke direkte vedkommer andre. Hun rejser sig fra sin plads og kommer imod mig men ser på hende der står ved siden af mig – og svarer hende! Absurd forestilling og hvis jeg ikke jeg var så forbandet sensitiv ville jeg formentlig finde det ganske underholdende.

Men jeg er egentlig lidt gammeldags så jeg har besluttet mig for at vente på en undskyldning for det groteske optrin da vi præsenterede hende for et fuldstændigt legitimt og veldokumenteret lønkrav. Jeg kommer til at vente ganske længe. Tror jeg.

Jeg har klaret at være alene i denne situation og det er jeg faktisk ganske stolt af, selvom det ikke har været uden udfordringer. Jeg har savnet kæresten og jeg har manglet hendes små vaner i middelsvær grad. Og en af dem er dagligt at sige til mig “har du husket at tage medicin?” med det resultat at lige præcis den del har sejlet en del. Det er ikke så godt.

Jeg har pakket tankerne en del væk, men de begynder at vende tilbage nu. Det er dette indlæg der spøger i baggrunden. For næste uge skal jeg ud til psykologen, og jeg har bedt hende om at læse det og forhåbentlig er hun i stand til at tænke og udtrykke nogle kloge tanker om fysiske og psykiske reaktioner på et sexuelt overgreb – om skammen, tavsheden og decideret flovhed over at have reageret på den der ubehagelige og absolut uønskede reaktion. Lægen har osse kigget med og hende skal jeg tale med et par dage efter. Osse om det. Og så håber jeg at blive lidt klogere på hvorfor lige netop dette er så svært at håndtere at man hverken kan føle, mærke eller tænke på det. Hvorfor netop dette hele tiden har været den manglende brik i puslespillet. Og hvorfor det er så forbandet vigtigt og hvorfor ingen har spurgt mig?

Det ville have været godt hvis nogen havde turdet… Tror jeg.

Det bliver endnu et besøg af de sværere.

Jeg ved bedst

Mon sådan en mandagstræthed er noget der kommer fordi weekenden bare ikke var lang nok, noget der kommer fordi hjernen slet ikke kan kapere udsigten til 5 arbejdsdage inden næste weekend – eller er det bare et udtryk for min helt private og stærkt tiltagende træthed af at gå rundt på kanten af en eller anden form for sammenbrud.

Det er nok ca det sidste.

Ugen er sat i søen og byder på en tur til både læge og psykolog – den ene efter den anden og jeg er ærligt talt spændt på hvad de finder ud af når de ser mig i øjnene og skal vurdere hvad  pokker der foregår for mig.

Det er faktisk det glade vanvid, for jeg ved det jo godt selv.. at den er gal. Det er jo mig der vågner badet i sved efter mareridt, det er mig der må sætte mig i løbet af dagen når hele rummet snurrer rundt og jeg ikke kan se klart ud af øjnene og bare vil lægge mig fladt ned og vente at det går over af sig selv. Jeg ved det når jeg passerer en bestemt betonbro på min vej. Jo, jeg ved godt selv hvad der er galt.

Spørgsmålet er bare hvad der skal til for at jeg kan finde tilbage til tidligere gode takter og tanker. Det er der de kloge koner skal på banen. Det andet ved jeg bedst.

Jeg er syg – har flere daglige angstanfald og vil helst bare stå af. Så er man syg.

At jeg så ovenikøbet lige skulle høre en forhadt stemme i weekenden gjorde det faktisk ikke bedre. Vi har en fødselsdag i familien og jeg ringede som den gode datter jeg er “hjem” og ønskede tillykke og kunne stort set ikke tale tre klare ord for stemmen der sad der i stuen i baggrunden fyldte mig med syg kvalme. Jo, min bror var den gode søn og var hjemme. Pis.

Det var nok. Bare det. Det er jo sygt.

Straks er jeg tilbage som lillepigen der oplever alle de der forfærdelige ting, lillepigen der ikke kender til nej og lillepigen, der bare spiller død.

Oppe i hovedet. Ikke udadtil som sådan – men oppe i hovedet. Det er osse sygt.

Har siddet i et par timer og kigget på en tom skærm for at skrive lidt om det, uden overhovedet at vide om det kom ud her. Det gør det så men det er nok ikke lige verdens klareste ord. Det må blive en anden gang.

Fokus er på torsdagens køretur og besøg hos kloge koner – håber at jeg er i stand til at sætte ordene på hos dem. Ellers får jeg vist lov til at gå zombie-rundt endnu en måned inden nogen kan råbe mig op. De spørger mig hvordan det går, og når jeg ikke magter at svare og lyver og siger det går nogenlunde er det ikke givet at de afslører det. Så jeg prøver at øve mig i at fortælle det som det er. At jeg har allermest lyst til at råbe højt, inderligt og længe.. stop nu, jeg vil af. At jeg behøver hjælp. Og krav-frihed. Og venlige mennesker.

Snubleøvelser

Altså den der tur til psykologen i torsdags. Egentlig havde det slet ikke været muligt at få lavet den torsdags-aftale, for hun var booket på den tid jeg normalt kommer der, og hvis jeg skulle komme tidligere end vanligt ville det betyde at jeg skulle have fri fra arbejde til det. Og det ville jeg være ked af at skulle spørge om, selvom der normalt ikke er problemer med at få rykket lidt rundt i mine arbejdsskemaer for at få enderne til at nå sammen. Uden at chefen nødvendigvis skal orienteres, da vi har store frihedsgrader mht sådan noget normalt. Vi skal bare løse opgaverne vi bliver givet og om det bliver gjort kl 8 eller kl 15 er noget vi normalt selv kan justere på så det bliver så tidsoptimalt som muligt.

Men jeg tog den tidligere tid og håbede at der ville vise sig et par huller i arbejdsplanerne som jeg kunne udnytte til at rykke arbejdsopgaver sammen omkring. Det gjorde der dog ikke umiddelbart, og tværtom havde min chef nidkært fyldt alle de sædvanlige huller og luger ud med småtterier. Der var ikke nogen vej udenom – jeg måtte ind til hende og bede om at der lige blev skabt et hul på ca 1½ time så jeg kunne være hos psykologen på rette tid. Det var der faktisk ikke de store problemer med, og vi grinede lidt af at jeg ikke ville spørge med det samme og jeg fik den symbolske skældud over ikke at komme frem med sådan noget i tide.

Ankom præcist og bakkede bilen ind hos psykologen og møflede op af trapperne og døren blev åbnet (?). Det plejer den aldrig at blive. Hendes kontor og “rum” er på første sal og der plejer hun at opholde sig når hun venter klienter. Ikke ved hoveddøren.

– Kommer du i dag?

Neeeeeeeeeej – hovedet bankes mentalt ind i noget hårdt. Det sker bare ikke det her. Hun har fandme glemt at jeg skal komme. Eller skrevet forkert i sin kalender.

Jeg ved ikke rigtig om kvælningsfornemmelserne i mig handlede om intern ærgrelse eller en decideret lyst til at kvæle hende og hendes kalender.

Men hun var hjemme, og havde tid. Viste det sig. Så jeg blev sendt ovenpå mens hun lige fik orienteret sig og indstillet sig på hvad der skulle ske.

Jeg ved jeg ikke har skrevet forkert i min kalender og at fejlen er hos hende så jeg tillader mig at være lidt irriteret. En irritation der faktisk ikke bliver mindre da det går op for mig at hun ikke har talt med min læge, som hun havde lovet/annonceret sidste gang jeg var der.. for der var jo god tid til jeg skulle komme… en hel uge mere, ikk?!?

En noget akavet start der faktisk irriterede mig mere end jeg havde troet.

Men fandt dog ud af flere ting i løbet af samtalen. Blandt andet redegjorde hun for sine tanker mht mig og hvad der skulle og burde ske.

Hun ville tale med lægen og luftede i den forbindelse at hun ikke kunne lide min nedgående spiral og gerne så den brudt… og at det betød at hun ønskede mig sygemeldt fra arbejde. Foreløbig i en måned.

WHAT? Det kan I da ikke mene… Jeg kan sagtens se hvorfor og hvordan men i dag er det sgisme ikke legetøj at være sygemeldt fra arbejde. Hvad nu? Mister jeg mit arbejde?

Der står den nu – jeg aner ikke hvad de kloge koner sammen finder ud af, men jeg føler mig sikker på at jeg bliver nødt til at tage deres råd? Men hvad så? Der er jo ganske givet gode grunde til at psykologen ønsker dette af lægen… men hvor efterlader det mig?

Jeg har gået rundt siden før jul og været så inderlig ligeglad med hele verden og hvad der skete omkring mig. Ligeglad med mennesker og dyr og hvad der ellers betød noget for mig og været parat til at hoppe ud fra den nærmeste bro hvis jeg lige var i nærheden af den når tankerne fyldte mest. Men at blive sygemeldt fra arbejde pga stress/depression… den er sgisme svær at sluge. At jeg er nået dertil.

Nu er lægen orienteret og tænker… og så skal jeg forhåbentlig snakke med hende i næste uge..

Den er faktisk lidt alvorlig nu.

Er faktisk lidt bange

Først!

Undskyld at jeg bare lukkede ned i flere dage og hverken har skrevet eller hilst på nogen af jer andre – i jeres blogs. Jeg har simpelthen ikke magtet det. Har mildest talt haft det ad helvede til, og har ikke orket at tage mig af bloggen. Kunne ikke engang forholde mig til at tænde computeren på skrivebordet og ipaden er i praksis kun blevet brugt til lidt nyhedslæsning og WF med vennerne.

Jeg har nemlig været influenza-ramt i alt for svær grad, og det eneste jeg rigtigt har gidet er at ligge under et tæppe og holde på varmen… eller kulden, når det var det der var behovet i stedet. Det er en kilde til stor forundring for mig at man kan have så meget febervarme indeni – og så meget kulde på ydersiden af huden – på en gang. Eller er det omvendt. Sådan føles det i hvert fald ind i mellem. Som om kulde og varme bytter plads og i byttefasen efterlader kroppen i en tilstand af nærmest elektricitet og superfølsomhed.

Jeg har kort sagt ligget og rystet af kulde eller voldsvedt af varme i flere dage, men er dog på benene igen (nu er det kærestens tur!). Det tager dog lidt tid før jeg sådan rigtigt har genfundet energien, og jeg leder vist endda stadig efter den sidste.

Der er altså ikke sket et eller andet forfærdeligt for mig. Jeg er bare blevet ramt af en af vinterens svøber.

Men jeg har læst med rundt omkring. Nogen har fået en hund, en anden et par sokker… nogen skriver endelig om sin giraf-forargelse, en har været til en fin fest i 80´er tøj så jo.. lidt har jeg da fulgt med. Men ikke nok til at jeg lige orkede at sætte mig ved skrivebordet.

Men hvad er jeg bange for. Jo… jeg er osse bange for at få skæld ud af jer alle sammen…. for jeg hænger i systemet mht medicin og har stadig ikke fået den. Ved ikke om jeg overhovedet får den.. ved ikke om min læge er blevet møgtræt af det hele og har smidt mig ud af hendes “system” hvor jeg ellers har fået lov til at blive hængende på de særlige sygesikringsvilkår på trods af flytninger og hvad ved jeg.

Jeg har intet hørt… jeg ved ingenting… og jeg er lidt bange.

Måske bliver jeg lidt klogere på torsdag når jeg vender psykologen… de har jo talt sammen – de to kloge koner.

Gode nyheder – tror jeg

Jeg håber jeg slap for videre tiltale hos lægen. Har gået rundt og smålidt i flere måneder og har lyn-udtrappet medicin for at få klarhed over om det var dét der lavede balladen i min mave. Det er det ikke, for generne fortsætter helt som vanligt – nu bare let garneret med dårligt humør og små-depressiv indstilling til tilværelsen.

Men i går var jeg jo så hos lægen.

Vi har en vis fri omgang med hinanden, så jeg havde fået en åben tid – skulle bare være der kl ca 13.30 og så ville hun prøve at putte mig ind mellem de øvrige patienter. Jeg var der allerede kl 13, da jeg havde fået tidligere fri fra arbejde end forventet (hurtigt overståede opgaver) og stak af med det samme da jeg tænkte,  at jo før jeg var der jo større var chancen for at komme til. Mødte lægen i døren. Hun var på vej ud – jeg var på vej ind. Hun nåede at sige at det ikke var planen at hun skulle ud af døren på det tidspunkt, men at det bare var sådan ind i mellem. Nåja.. der er vel ind i mellem noget der haster mere end andet når man er læge. Fik et lille lidt trist smil tilbage og hun udtrykte at så meget hastede det nu heller ikke, men at det skulle være i dag. Ok. Så vidste jeg jo godt hvad dét handlede om og hvor lang tid hun ca ville være væk.

Hun nåede dog at bede sygeplejersken om at tage de der blodprøver på mig – hvis det altså var ok for mig. (hun har sådan en lidt fast holdning om at det kun er hende der har med mig at gøre og især hvis det er noget der er ubehageligt – en tillidsting som hun godt ved ikke er guds-givet fra mig). Naturligvis var det ok. Jeg ville faktisk bare have det overstået.

Det var en kamp og jeg kom ud med plastre på begge arme. Ouch.

Ny ventetid med kindlen som eneste selskab for hendes klinik ligger i et sort hul rent mobil-mæssigt. Det var nu osse ok at få taget et godt tag i den nye Guillou-bog. Sad der en lille times tid mens resten af kontoret gik til en forsinket frokost og lægen var ude.

Så ind og få besked. Blodprøverne er den “sædvanlige” screening og jeg får besked i aften om alt fra kolesterol og blodprocenter og hvad ved jeg (…ikke noget om). Mit blodtryk var helt som sædvanligt og afveg ikke væsentligt fra sidst (hvilket vi småhyggede os over – at der ikke var forskel på blodtryk efter flere timers stressen rundt og racertur i bilen og efter ca en times ventetid med en god bog).

Vi talte lidt om medicinen og udtrapningen og jeg meddelte at nu var jeg igennem og at vi så skulle lade det blive ved det! Det cirkus har jeg ikke lyst til at gentage, så hellere forsøge at få styr på humøret og de sære tanker. Det er måske ikke det klogeste – men altså… nu er jeg jo ude af den der medicin. Ikke efter eget valg – men jeg er ude af det.

Til gengæld var hun ret sikker på at det var et simpelt mavesår der drillede mig. Så nu prøver vi at få styr på det og så må vi se hvad der sker. Det er vist en ret hurtig behandling, så det vil jeg gerne forsøge. Håber at det bare er det. Det er da lige til at overskue.

Jeg burde kunne mærke en begyndende forbedring i løbet af en  uge – så hun ringer til mig i næste uge. God ide.

Og så fik jeg en besked om at jeg skulle undgå det der udløser mine anfald af mavesmerter mm – og lade det få ro til at hele. Det skal jeg prøve, men det er lidt svært  da jeg lider allermest på arbejde. Det er hårdt fysisk arbejde, jeg har mange op-ned bevægelser og hver gang er jeg ved at kaste op. Nå, går på arbejde i dag og i morgen og så må jeg se hen over weekenden. Ved sgisme ikke rigtig om jeg skal tage konsekvensen her og så blive hjemme den her første uge af den 28 dages kur lægen har udskrevet til mig. Vi må se.

Men altså… gode nyheder herfra.. i første omgang. Sådan skal det være.

– og så tog hun mit blodtryk

Jeg havde den mest afsindige dag i torsdags. Jeg skulle jo både til psykolog og til læge og tidsplanen var ganske skarpt lagt for at jeg kunne nå frem til begge i tide uden at stresse rundt. Det er den samme tidsplan jeg har brugt hver gang jeg skal se dem begge to og ved af erfaring at på det tidspunkt jeg skal køre fra psykolog til læge skal jeg beregne 35-40 minutter til turen hvis trafikken er normal aftenmyldretid og der er ikke er ukendte faktorer i form af vejarbejde jeg ikke kender til eller underlige uheld at holde stille for.

Nåede osse lige at sikre at Inge og Hasse er kommet rigtig fint i orden i deres nye lejlighed, og det var dejligt at kunne ønske dem en god jul, få et par knus og komme videre ud i planen.

Og så nægter bilen at starte! Så jeg måtte nærmest spurte ned til psykologen fra den parkeringsplads jeg havde sat bilen på for lige at hælde en halv cola indenbords og komme lidt i ro i mig selv. Men ankom i perfekt tid men havde ærligt talt glemt alt det vigtige der skulle tales om og tankerne kredsede voldsomt om problemstillingen med bilen. I hvert fald i de første fem minutter. Tankerne kom dog hurtigt i orden hos hende og vi havde en udbytterig samtale om at knække mine forsvarsværker på rette måde og med masser af tryghed… lige indtil der var gået præcis 65 minutter og jeg måtte erkende at nu overtog bilens tilstand min fokus igen og meddelte at jeg spildte hendes overtid, som hun ellers altid er generøs med, hvis jeg blev siddende, for nu måtte jeg altså tilbage og se om dytten havde tænkt sig at fragte mig ud til lægen.

Der havde jeg ca 80 minutter til jeg skulle være der. Der strøg rigtig mange tanker igennem hovedet om hvordan den her skulle løses. Kunne falck nå frem i tide… Kunne Inges mand Hasse måske – havde han overhovedet et sæt startkabler.. der var til at finde efter flytning?… og hvordan var det nu lige med designikonets særprægede batteri og kabelføring, med en pluspol der er pakket ind i en plasticdims der kræver værktøj for at få lirket af.

Omstændighederne der fulgte var lidt kaotiske, men fordi jeg var sprintet fra psykologen “før tid” og bilens velvillighed overfor lidt mokken rundt af forstandige folk endte jeg faktisk med at nå frem til lægen. Kun 5 minutter for sent – som jeg havde nået at advisere hende om via en sms skrevet i telegramstil. Efter at have kørt turen på under 30 minutter. Ikke vildt og for hasarderet, men effektivt og kvikt. Ikke en kørestil jeg normalt bryder mig om da den er stresset og kræver en masse opmærksomhed, og allermest kan sammenlignes med en form for dæmpet udrykningskørsel. Jeg ved af erfaring at man ikke skal køre mere end 10-20 pct for stærkt for så bliver tidsgevinsten ædt op af opbremsninger og hvad ved jeg..men at holde den 10-15 pct over giver noget ganske effektivt.

Strøg ind af døren hos lægen og har ganske givet set ganske presset ud. Hun griner bare og beder mig sætte mig og spørger lidt ind til hvordan det går. Få øjeblikke efter er øjenbrynene røget en smule i tænkeposition og hun erklærer at hun vil have checket mig lidt grundigere. Og tager mit blodtryk. Altså.. har lige tilbragt 1½ time i stress.. og før det en time hos psykologen… er det ikke ca en opskrift på et blodtryk der bestemt ikke kan forventes at vise noget som helst. Hun mener blot at det er kommet i ro nu, og sådan en bette udrykningskørsel (som hun i øvrigt ikke kunne godkende for hun havde bare lavet lidt administration som hun ellers skulle have gjort efter mig – ingen grund til at race afsted) burde rykke sådan en erfaren rat-operatør ud af fatning. Blodtrykket var helt som det skulle være, og afveg ikke væsentligt fra tidligere. Kan jeg ikke andet, så kan jeg tilsyneladende stadig køre godt til og bevare roen i kroppen mens jeg gør det. Det kom ikke bag på hende – jeg har faktisk kørt som chauffør for hende så hun kender mig og min normale rat-ro ganske godt selv når det skulle gå så stærkt at politiets eskorte ikke “kunne fange os”.

Og så skulle der undersøges blod.. blodsukker så vidt jeg husker. Den var fin.. og så et eller andet (google får det til CRP, men jeg er ikke sikker og jeg fik ikke fat i navnet) som hun udtrykte ville indikere hvis der var noget andet (infektion og sådan noget) galt, den var osse fin.

Men altså… jeg er jo ikke fin. Så noget er der galt. Hun udstak en plan for kvik udtrapning af medicinen, rundt regnet på 2 uger. Det er altså noget kortere end de månedslange processer vi ellers har testet og som jeg ved fra andre at de får til processen. Og mens jeg sådan ca accepterede den plan slog hun benene væk under mig.

– muligheden for at det er medicinen skal bekræftes eller elimineres hurtigst muligt, så du kontakter mig inden jul og igen efter nytår og fortæller hvordan det går, og hvis det ikke er bedre eller er næsten uforandret så skal vi i gang med et større setup af blodprøver og undersøgelser og muligheden foreligger – men er ringe – at der kan være noget alvorligere, men vi er nødt til at få den proces startet hurtigt – hvis det ikke er medicinen. (hvad hun dog mente at det var – eller sagde at hun mente at det var – mens hun så lidt tænksom ud)

WHAT… jeg tror ikke rigtigt jeg fik svaret på det men nu er indholdet af den besked så småt dæmret for mig.

Jeg skal afvikle medicin i lyntempo for at få afklaring. Det kan i min verden kun betyde at hvis det vitterlig er noget grimt noget så er det noget der skal tages fat i. Hurtigt. At der ikke lige er tid til at køre en normal udtrapning over flere måneder. Et perspektiv der på alle måder er skræmmende og jeg reagerer ganske givet osse derefter.

Er ikke helt sikker på at jeg bryder mig om tanken. Hverken den ene eller den anden eller den tredje.

Det bliver en dag på sofaen

Jeg skal ikke på arbejde i dag og i går blev det altså osse kun en halv dag før jeg måtte luske hjem. Jeg har ikke influenza selvom det ligner. Jeg har ikke noget med maven selvom det ligner. Men er blegnæbbet, svimmel, rystende og i en tilstand af småpanik hele tiden. Det er ikke angst – selvom det ligner.

Det er fandengalme en systemfejl!

En systemfejl i receptsystemet som gør at lægen troede hun havde sendt en ny omgang medicin ud til mig, hun havde fået systembekræftelse på at det var sendt – og jeg troede jeg kunne hente den torsdag. Men det var ikke kommet ud på receptserveren og det fik hun ikke noget at vide om før jeg fik fat i hende. Fredag mener jeg at vide at lægen har har fri og jeg opgav i øvrigt hurtigt at forsøge at ringe til klinikken for at få en anden til at sætte sin forjættede underskriftskode på en recept til mig. Havde jo ikke lige forestillet mig at det var et IT-system der kunne drille. Tænkte bare at der var sket en fejl og så var det ikke værre end som så. Osse selvom jeg faktisk lige havde tømt arket med piller.

Tænkte – ok.. fredag aften – lørdag – søndag.. og så hente medicin mandag, den går sgu nok lige. Mandag forsøger jeg igen på apoteket. Ingen medicin. Får så en besked igennem til lægen om problemet (på ikke helt autoriseret vis, da det er efter telefontidens ophør) og hun får det opklaret. En skide system-fejl. Som hun heldigvis kan komme rundt om vha af god gammeldags fax-teknologi. Hun var ikke særligt glad for situationen, mildest talt, og udtrykte håb om dét problem blev løst hurtigst muligt.

Mandag kan jeg altså godt mærke at jeg er ved at blive lidt småsyg men bider det i mig og håber det skraver hjem til om tirsdagen hvor jeg håber på bingo ved apotekerskranken.

Tirsdag kl ca 9.45 går den ikke længere. Jeg ringer til min chef og meddeler at jeg gør den aktuelle opgave klar og så er jeg altså gået hjem resten af dagen. Og dagen efter med.

Får bingo på apoteket og vælter så hjem på sofaen. Lidt at spise, lidt hvile og så den der medicin jeg bliver syg af ikke at få – på ca 4-5. dagen. Det er altså stærke sager det her, men jeg må jo nok acceptere at sådan er det.

Så nu sidder jeg her og skriver lidt på bloggen under en dyne. Fryser og sveder og er småsvimmel. Og slet ikke i stand til bare at lufte hunden på en langsom tur. Det bliver små “tis´ nu af!” ture inden jeg kryber op i sofaen igen.

Ved heldigvis af erfaring hvad der sker her, ved at det er overstået i morgen. Og ved at i morgen er det hvad jeg kalder magisk torsdag. En garanteret og sikker halv fridag hvor jeg selv kan bestemme hvad jeg skal om eftermiddagen – og hvor jeg kan lægge planer mange uger ud i fremtiden velvidende at chefen ikke kan pålægge mig nogen opgaver den dag.

I morgen planlægger jeg et besøg hos psykologen. Og det er vist meget passende tidspunkt at gøre det på.

I morgen har kroppen så forhåbentlig genopbygget sit depot af kemi og jeg bliver mig selv igen med en horisont, der er nogenlunde stabil og ikke bølget og søsygefremkaldende.

Har lidt følelsen af at situationen ikke er til at være syg men at det mere ligner selvskabte problemstillinger. Kunne jo bare have hentet den medicin noget før – opdaget fejlen noget før – og fået en løsning noget før. Men det plejer jo bare at køre som smurt. Og besøg på apotek er altså noget der skal afsættes en del tid til som jeg ikke altid har.

Den ærlige læge

Jo, jeg var jo til læge i går. Osse til læge, hedder det vel nærmest. Vi nåede det hele og holdt alle tiderne. Psykolog, kaffe hos Inge (hvor hunden gik helt amok over at komme ud af bilen og snoede snoren om hendes ben og fældede flere af hendes blomster i en ganske særlig buskryddermanøvre – heldigvis kan hun godt li hunden), og så til lægen.

Hun spurgte jo lidt til hvad det var, der sådan var sket og jeg vævede lidt rundt om et elendigt forår, om medicin, om arbejdspres og om et knæ, der drillede efter et fald i marts måned. Hun lyttede behørigt og da jeg sagde det med benet røg øjenbrynene i vejret og jeg fik et noget vurderende blik – og en lille smule bebrejdende. Hvad er der sket, hvornår, har nogen kigget på det, er det anmeldt? Svarede samtidig med at jeg tænkte, at det var jo slet ikke derfor jeg var kommet, men inden jeg så mig om lå jeg på briksen mens hun vrikkede og vred i mit ben. Ouch.

Dommen kom prompte – du skal undersøges af en ortopædkirurg. Og så lidt mere belæring om at det skulle jeg vist have været for et par måneder siden. Jammen sir jeg.. det havde vi jo ikke tid til. Vi havde travlt på arbejde og mange var syge og hvad ved jeg. Der var jo ikke tid til at jeg skulle ligge med benet i vejret i de der to uger.

Lægen ryster bare lidt på hovedet og skumler et par ord om at tage sig selv alvorligere.

… og indrømmer så at hun gik i 9 måneder med nøjagtigt samme problem i håbet om at det nok gik over af sig selv.

Det gjorde det heller ikke i hendes tilfælde.

Så fik jeg besked på at passe rigtigt godt på mig selv og komme tilbage om en måned så hun kunne høre hvordan det gik, nu jeg har været sat lidt på standby.

Men  nu sidder jeg så her ved skrivebordet med knæet let bøjet, en smule løftet helt som jeg plejer når jeg er i ro (hvilket nok burde have sagt mig noget) og prøver at finde ud af hvad jeg egentlig kan bruge den der sundhedsforsikring, der følger med mit job, til. Ikke at jeg har noget særligt imod det offentliges tilbud, der vist er lige så hurtig som de private efterhånden, men jeg vil egentlig godt have noget at skulle have sagt mht timing af sådan en undersøgelse, sommerferieplaner taget i betragtning.

Update:

Fik en henvisning i går, ringede til forsikringen i dag og derefter til et anvist privathospital – som kan se mig på mandag. Det er dælme kvikt!

Virkning og bivirkning

Før jul havde jeg en lille snak med min læge om medicinen. At den på en eller anden måde bare ikke rigtigt virkede mere som vi havde håbet. Min læge er med egne ord “bare en der har forstand på forstuvede ankler og undersøgelser” og er altså slet ikke så meget ekspert på de alvorligere psykiske lidelser, som jeg jo så render rundt med. Så hun ville gerne bruge en af sine livliner… og helst den der hedder “ring til en ven”. Hun har nemlig en god ven, der er psykiater, og som derfor må formodes at have en noget mere opdateret viden på området. Den kontakt har hun brugt før og med rigtigt fornuftigt resultat, så det accepterede jeg. På den måde kunne jeg jo få en form for rådgivning pr standin. Lægen kender mig – psykiateren kender virkemidlerne, og sammen kan de vel for pokker komme op med noget der virker.

Her i januar fik jeg så besked om hvad de var kommet frem til – de to kloge hoveder.

Epilepsimedicin?!? Den skulle jeg altså lige overbevises om, men det viser sig at de vist er ganske gode til formålet og at den viden vist er ganske ny. Jammen, det prøver vi jo så. Altså efter en vis overvejelse og forsikringer om at de ikke har de forhadte røde trekanter, der gør mig mindre trafikduelig. Jeg vil helst ikke være på sådan noget skidt, og jeg vil slet ikke være afhængig af det. Det er vigtigt for mig at jeg kan køre bil, for ellers kan jeg ikke rigtigt passe min hverdag. Og i øvrigt kan jeg jo rigtigt godt lide at køre bil, så det vil jeg være ked af at undvære.

Nu har jeg været på de der piller i en måneds tid, og jeg må jo sige at de virker efter hensigten. Der er ikke længere de store udsving så det “stemningsstabiliserende”, som min læge kaldte det kan jeg sagtens skrive under på.

Så meget for virkningen. Den er i plus.

Men altså… bivirkningerne..  de er sgisme lidt sværere at leve med. Ja, de virker en lille smule sløvende, men hvad gør det når jeg skal tage dem om aftenen, og der gør det ærligt talt intet at jeg skvatter omkuld i sofaen og på alle måder virker småugidelig.

Noget helt andet er nedbruddet af mit omhyggeligt konstruerede forsvarsværk. Det er lidt mindre hensigtsmæssigt. Eller sådan føles det i hvert fald. Jeg får en masse kig ned i selve helvedes forgård. Ikke fordi jeg ønsker det men fordi jeg “tør”. Det er som om jeg ikke længere vender mig væk fra helvedet men faktisk tør se ind i alle oplevelserne. Mærke dem. Og det er altså ikke ubetinget bare godt. Jeg forstår helt fint hvorfor det sker nu hvor jeg samler en masse tråde sammen mentalt og hvorfor det på sin egen skæve vis bliver hjulpet på vej af den her nye medicin.

På en gang gør den mig mindre sart overfor angsten og mere sart over for nøjagtigt den samme angst. Det er møgsvært at forklare så det virker forståeligt, men tror at det handler om at turde se fordi konsekvenserne ved at se ikke er så voldsomme. Nu skal jeg altså bare vænne mig til at den lille angst er hyppigere men også lidt mere håndterbar.

Jeg ved faktisk ikke rigtigt om det her er en fordel for mig. Jeg kan have mine tvivl. Men det er i hvert fald noget jeg skal vænne mig rigtigt meget til.

At turde føle sin angst er altså lidt overvældende, osse selvom jeg ved at det er forbigående nu pga den der medicin.

Her er det tilladt at føle en lille forvirring – men vid at den forvirring føler jeg osse …  bare lidt 🙂

Og så må jeg da vist få genoptaget kontakten med psykologen, der har været sat lidt på standby blandt andet pga økonomisk usikkerhed. Den kontakt koster mig altså ca 1000 kr om måneden, så det er bestemt noget der kræver lidt overskud, og det har vi manglet en smule her i vinter. Håber at dén problemstilling også finder en løsning nu. For det er bestemt på tide at finde ud til hende igen. Så mange tanker kan virke helt uoverskueligt og jeg mangler hendes berømte lommelygte til at oplyse mørket og som kan fortælle mig at de farlige monstre ikke er rigtigt farlige men bare skygger fra fortiden.