Heling

Det første skridt mod helingen blev taget da jeg gik til læge med de her ting, der var sket i mit voksenliv – men ikke om barndommen. Lagde kortene på bordet og fortalte hvad der var sket – og at jeg ikke kunne klare mere selv. Hun gav mig en henvisning til en psykolog og satte mig på medicin. Begge dele var jeg taknemmelig for, da jeg ikke tror det ene var gået uden det andet. En god blanding til mig. Hvordan dét virker for andre kan jeg kun gætte på, men tror, at hver enkelt har sin egen mere eller mindre kontroversielle medicin-historie. Efter lidt eksperimenteren frem og tilbage fik hun fundet noget, der virkede, og en dosering, der passede. Og jeg kunne med nogenlunde sikkerhed og ro starte hos psykolog. Og så holdt roen i øvrigt op.

Psykologen så vist ret hurtigt, at der vist var mere i mit liv end jeg lige fortalte. At det her ikke kun handlede om mit voksne liv og de oplevelser og traumer jeg havde været igennem dér, men undgik nådigt at nedbryde for mange barrierer til barndommens erindringer på en gang. Langsomt gik hun så igang med at skrælle lagene af – så vi kunne se på dem. Men at kalde det en lineær udvikling vil nok være at underdrive forhindringerne, for jeg var bestemt ikke nogen super-villig terapiklient. Det hele er sket med gigantiske omveje, og et stort behov for mig for pauser i terapien, fordi det bare blev alt for meget på en gang. Heldigvis er hun en tålmodig dame med rigelig erfaring.

Det skulle vise sig at tage år. Samtidigt fulgte lægen med på sidelinjen hele tiden – med aktiv og omsorgsfuld interesse, med samtaler og hele tiden i kontrol med, at jeg havde det ok med medicinen og hvis der var problemer blev det ændret.

Undervejs blev jeg sygemeldt fra jobbet, kunne ikke klare det mere. Jeg var så uendelig trist over det, da det skete, men vidste også godt at der ikke var nogen anden vej. At sygemeldingen skulle komme til at vare mere end 2 år kom dog bag på mig. Her havde jeg held igen; fik en sagsbehandler (på et jobcenter) med en passende mængde is i maven, og som ikke sendte mig rundt i forskellige arbejdsprøvninger, men accepterede psykologens vurdering, at der skulle ro til. Tryghed og ro og tid. Men jeg måtte se i øjnene, at jeg var på vej på førtidspension på grund af de her ting, og det var ærligt talt en skræmmende tanke. Da muligheden for et jobskifte bød sig til, med et job jeg næsten var klar over, at jeg kunne passe slog jeg til, og det blev et nyt vendepunkt for mig. Fik nærmest mit liv tilbage ad den vej. Det aktive, udadvendte og modige liv. Men det ville aldrig have været muligt for mig, hvis jeg ikke havde været igennem årene med behandling; medicinsk eller terapeutisk.

Medicinen er jeg ved at være færdig med, og det er jeg glad for. Terapien er jeg ikke færdig med, men der ligger ikke flere skjulte ting i vejen – nu skal jeg bare lære at håndtere de ting, jeg kender til, lidt bedre, så jeg ikke igen lader mig vippe omkuld. Det kommer også til at tage tid, og det erkender jeg nærmest på forhånd.

Jeg fået en henvisning til en sexolog nu, og det er jeg spændt på. Det var den 3. kloge kone, der greb ind her – en jordemoder – der gjorde mig opmærksom på, at lægerne ikke nødvendigvis havde de bedste redskaber til at behandle mine fysiske skader – og de psykiske mén, som fulgte af dem. Hun fik videre i hendes del af sundhedssystemet – der så endte med en henvisning til en sexolog.

Har talt med både lægen og psykologen om det og de er enige med mig i, at det nok er den rette udvikling. At jeg skal den vej nu, også. For dér ligger jo stadig noget som ingen af de to rigtigt kan komme til – men kun kan nærme sig lidt forsigtigt.

Herfra lover jeg mig selv, at det går stærkt i den rigtige retning. At omvejene bliver færre og mindre og at jeg voldtackler de forhindringer jeg sætter op for mig selv på vej tilbage.