Selvmord

En kortfattet og sigende overskrift så dem der ikke vil beskæftige sig med emnet kan holde sig væk.

Med fare for at støde nogle fra mig fordi jeg provokerer, fordi jeg måske kommer for tæt på egne liv og skæbner, Nogle ved jeg hvem er, andres liv kender jeg ikke nok til i detaljer. Men jeg tager chancen for jeg kan mærke at dette blogindlæg har været ganske lang tid undervejs. Månedsvis. Faktisk. Har ikke turdet sætte tankerne på skrift og da slet ikke udgive dem. Og på sin egen skæve vis har det siddet som en prop i hullet for ret meget andet. Ægte selvcensur men det stopper så her i dette konkrete tilfælde.

Så jeg vil prøve at gøre det generelt men tage udgangspunkt i egne oplevelser.

Jeg har gennem bloggen fået kontakt med flere mennesker der har næsten samme baggrund som jeg selv. Alle med det til fælles at de har fået stemplet PTSD i nakken. Nogen er i flexjob, nogle på førtidspension, andre i mere almindelige job og en hel masse på sygedagpenge uden udsigt til noget reelt alternativ udover at blive sendt rundt som rørpost mellem de enkelte systemer og kontorer og blive “læst” af en næsten uendelig række af sagsbehandlere i bunker af andre med tilsvarende stempler.

Selvmord er et livsvilkår. Ironisk nok. Der er flere, der falder fra undervejs i behandlingen. Det skræmmende er at jo længere de enkelte kommer i deres behandlingsforløb – jo større bliver risikoen næsten. Så vidt jeg kan se det fra min egen stol. Man små-jubler lidt med dem i deres små og lidt større sejre, så bliver der stille og så kommer meddelelsen ud i netværket. At nu er den eller den faldet væk. Eller at vedkommende er faldet igennem og har forsøgt sig – uden held. Det sidste får vi ikke så tit at vide, for det er stadig tabu. Selv dér. Desværre.

Det er skamfuldt at tale med nogen om. For man er hundeangst for støde nogen fra sig. Det nære netværk er meget vigtigt at holde på plads, og det vil måske/måske ikke skride væk hvis de her tanker og følelser får alt for meget luft. Så det holder man for sig selv. Indtil det kommer til at fylde så meget at ballonen så at sige revner. Og så er det desværre lidt for ofte alt for sent.

Og hvad er det så der sker. En storm af reaktioner. Lige fra sorg, savn og frustration til vrede over at den pågældende “bare gav op”. At det var en egoistisk handling og hvad ved jeg. At man svigtede ved at checke ud i utide.

Fuldt forståelige reaktioner over hele linjen, men der er så vidt jeg kan se en hel del mere i det end bare det, at man gav op. At man manglede vilje til at ville livet. Og nærmest burde skamme sig på den anden side.

At få diagnosen PTSD er ikke en stensikker dødsdom, men det er en livsfarlig diagnose. Dødeligheden er dokumenteret høj, og mørketallene (som man jo aldrig kan vide hvor store eller små er) er formentlig skræmmende høje.

Ind i mellem kunne jeg godt bruge at den accept der er kommet for psykisk syge – og tak for det – osse når til en accept af den faktiske farlighed af sygdommen.

Der er jo ingen, der skænder på en afdød af lungekræft at vedkommende tillod sig at dø af sin sygdom. Heller ikke selvom det var på en bryllupsdag, en juleaften eller sådan noget. For det ved man godt – kræft er en livstruende sygdom. De tabte kampen mod kræften, men kæmpede bravt. Stor respekt.

En psykisk syg, der ender med at tage sit liv har ganske givet også kæmpet bravt. Men tabte – og dør i skam. Og kan sagtens risikere (og det har jeg set i praksis) at efterladte små-håner dem inden liget er koldt og i jorden. Fordi de var feje, egoistiske mm.

Alt for ofte er den syges tanker og følelser ikke blevet  – hedder det sådan på nudansk? – italesat, uden for det netværk der er indforstået med, at det emne er acceptabelt. Et netværk der oftest begrænses til læge, psykiater og psykolog. Derfor kommer det som et mindre eller større chok når det så pludselig sker. Og det kan for omgivelserne se ud som om man bare gav op for let. Og det er fejt. Dårligt kæmpet. Tabt uden stil. Begraves i stilhed.

Og her bliver det så personligt. Jo, jeg har været der. Også indenfor den seneste periode hvor der har været så tavst her på bloggen. Og nej, jeg har i praksis ikke talt med nogen om det. Fordi jeg var nervøs for at støde fra.. få nogen til at opgive på forhånd, vende mig ryggen og aldrig dukke op i min tilværelse igen. Jeg vil ikke afvise, at jeg kommer der igen. Men er muligvis ganske langsomt ved at finde ud af, at dem der vender mig ryggen her vist alligevel ikke var værd at samle på.

Jeg vil heller ikke afvise, at jeg har et personligt ansvar for ikke at tabe kampen mod min sygdom. Overhovedet ikke. Men jeg har kæmpet. Tro ikke andet.

Og jeg er ganske sikker på, at det gælder for størstedelen af dem med de her livstruende psykiske diagnoser kan sige det samme. Osse selvom det ikke ser sådan ud, når man er rask i hovedet og ikke fatter hvad det vil sige at vågne hver morgen og tænke – er det mon i dag det går galt? Hver eneste morgen. 

I mit forrige job havde jeg en dejlig kollega, der fik kræft. Han fik – pga vores kollektive forsikringsforhold – en ret pæn sum udbetalt. Desuagtet at han i øvrigt fortsatte på arbejde på nedsat tid, og sygdommen mildest talt ikke var ret fremskreden. For det var en alvorlig sygdom. Jeg var omfattet af nøjagtig samme forsikring, da jeg blev sygemeldt med PTSD, der har en dokumenteret dødelighed, der ligger en smule over den der kræftform. Og fik ikke en krone. For jeg kunne jo bare lade være med at være syg – eller hvad? Min gamle kollega er i dag erklæret nærmest rask da kræften ikke spredte sig. Han var i øvrigt selv ret forundret over at der ingen hjælp var til mig.

Ja, jeg bliver ind i mellem lidt gal over der er den forskelsbehandling. At den ligefrem er formaliseret. I dag er jeg under en anden forsikring og der er selvmord sært nok (hvis der er en diagnose) erstatningsberettiget på lige fod med dødsfald efter fysisk sygdom. Så det kan altså lade sig gøre. Men det er stadig ikke en livstruende sygdom. Sær mellemløsning. Man skal dø af det.

Og det må man ikke. Det er socialt uacceptabelt.

Naturligvis er der undtagelser – naturligvis er der mennesker, der faktisk forstår hvordan de her møg-sygdomme opererer. Og som forstår at man kan dø af dem. Ikke fordi man gerne vil, eller bare har givet op for let, men fordi sygdommen “spredte sig”. Men de mennesker er så vidt jeg kan se ganske sjældne eksemplarer.

Advertisements

17 comments on “Selvmord

  1. Selvmordstanker er forfærdelige og fuldbyrdet selvmord er måske den grusommste måde at dø på. Der er så mange forsøg hvert år, og der er så mange fuldbyrdelser hvert år, at man kan undre sig over at en telefonlinje som livslinjen drives af en privat organisation med frivillige ved telefonerne.

    • Ahhr, Hanne – jeg kunne nu godt komme i tanke om mere grusomme måder.

      Når jeg ser på hvordan 1813 kører er jeg nu egentlig ret tryg ved at det ikke er en regionsopgave og mål for deres direkte spareiver. De gør det godt derinde på livslinjen men jeg har intet ønske om at offentligficere dem yderligere.

  2. Altså, jeg fatter jo ikke helt, hvorfor selvmord skal være tabu. Og slet ikke, at det skal være tabu, at folk med en psykisk lidelse (PTSD eller andet) kan nå dertil, hvor de ikke orker at kæmpe længere. Det er da ret forståeligt, synes jeg. Trist, men forståeligt. Det allermest triste er dog, hvis man ikke mener, at man kan lufte sine tanker om selvmord overfor andre. Ud over selve sorgen over et selvmord blandt mine nærmeste ville jeg da også blive enormt ked af, at vedkommende ikke havde betroet sig, men gået med det alene.
    Jeg synes, det er godt (ser dumt ud) flot (ser mere dumt ud) rigtigt (ser ikke ‘rigtigt’ ud).. øh.. både en god, flot og rigtig (i mangel af bedre ord) ting, at du skriver om det og dermed er med til at sparke til tabuet.

    • Kan ikke redde dig ud af dit sproglige morads, men jeg kan trøste dig med at jeg forstår hvad du mener, og der er ingen af dine formuleringer der på nogen måde tricker noget negativt i mig.

      Det er tabu, desværre, det er noget vi først taler om når det stort set er for sent.

      Jeg tror behovet for at snakke om det er kæmpestort men der er ikke så mange der faktisk tør tage den snak med den syge. Enten fordi det er for svært, for ikke at blive gjort medansvarlig eller fordi man tænker at der må være nogen der er tættere på end lige “mig selv”.

      Tankesættet som jeg ser det er i øvrigt helt forståeligt.

  3. Jeg synes også, det er stærkt, at du sætter gang i emnet her, for det er et kæmpe tabu. Og vi, som ikke er ramt af tankerne, vi aner ikke hvordan vi skal reagere og gøre, hvis vi ønsker at gøre en forskel for dem, der er ramt. Jeg ville meget gerne opfatte mig selv som en, der kunne være en støtte for en ven/veninde, der betror den slags til mig, men jeg er hundeangst for at ryge i den forkerte grøft ift. ‘hjælp’. Sætninger som ‘Aarhh, så slemt er det vel heller ikke’ og ‘kom nu, tænk nu bare positivt’ og ‘du må da kunne …’, dem vil jeg bare ikke risikere at sige, for jeg er sikker på, det vil virke i forkert retning. Og så siger man bare ikke noget, holder mund, holder sig væk og er kylling i stedet for ven.
    Hvis nu det ikke var så f….. tabuiseret, så ville vi vel også kunne være bedre støtter til dem, der tør sige, at nu er det altså slemt og tæt på.
    (er for øvrigt vild med dit ord ‘offentligficere’, det skal jeg prøve at huske til en gang, det passer ind i en sammenhæng, hvor jeg også kan sige det højt. Jeg har tabelificere og afinstitutionalisere i mit vokabularium, men ikke offentligficere…)

    • Du må hjertens gerne nappe det ord 🙂
      Afinstitutionalisere er jo, så vidt jeg husker det, et ret anerkendt ord, og jeg kan kun gætte lidt kvalificeret på i hvilken sammenhæng du bruger det, og går ud fra at du bruger det i ordets mere “institutionaliserede” betydning og ikke som buzz-ord med elastisk betydning alt efter hvem der lige siger det. Sådan ca. Jeg er overbevist om at du ved nøjagtigt hvad jeg mener.

      Berøringsangsten, som vel er det du mener, tror jeg vi alle sammen har. Uanset hvilken baggrund vi så er udstyret med. At man ikke er sikker på at kunne gøre eller sige det rigtige og så hellere holder sig på afstand. Så bliver man heller ikke så hårdt ramt når og hvis det går galt.

      En ting er sikker; sætninger som “du må da kunne… ” dem skal du nok gemme til andre sammenhænge.

      Det vil nok desværre være at overvurdere egen betydning at tro at jeg kan ændre på noget i det her. Men forsøget skal da gøres, fordi det er så vigtigt.

      Tabuet består i øvrigt så langt ind at det osse stoppede mig i at skrive dette indlæg i månedsvis. Så jeg er den sidste til at bebrejde nogen det tabu.

  4. Du har nok ret – generelt set. Men sådan er det altså ikke altid. Johns datter forstod vi godt – selv hendes mor sagde det i sin flotte tale til bisættelsen: “Nu har du fået det, som du ville. Du har fået fred for dit eget forpinte sind. Vi forstår dig godt”. Plus en masse andet. Det ændrer naturligvis kke på, at vi andre synes det er trist og sørgeligt at miste en datter/en veninde/en kæreste, men hun så bare ikke andre udveje, og så må det faktisk gerne være sådan.
    At det så er vildt svært at finde på ‘det rigtige’ at sige til en person, der går i selvmordstanker, er noget helt andet. For hvad er ‘det rigtige’?
    Det er ikke fejt at begå selvmord i jeres situation (det er altså IKKE en opfordring!!!) – det er fejt, når man fx pga. en truende konkurs smutter fra sit ansvar og lader en uvidende kone og teenagebørn sidde tilbage med al balladen. Det har jeg to eksempler på, og det er virkelig fejhed i mine øjne, men altså noget ganske andet, og jeg forstår i øvrigt heller ikke, at PTSD ikke kommer under begrebet ‘kritisk sygdom’.

    • Der er altid enkelthistorier (og somme tider også så mange at de bliver en tendens) der stikker ud. I den kategori falder konkurs-selvmordene. Men også her må vi jo sige at der ikke er nogen af os der kender det reelle forløb i personen inden det skete.

      Jeres håndtering af Pernilles død var exceptionel og rørende og gør mig nærmest ordløs.

      Mht at sige det rigtige tænker jeg – som jeg ofte gør – at det rigtigste ikke nødvendigvis er rigtigt i sig selv – det er blot det mindst forkerte. Men der er en mur af tavshed der gerne må nedbrydes når ingen siger noget.

      Opfattede det i øvrigt ikke som en opfordring. Kun en sjældent set forståelse.

  5. Fysiske sygdomme forårsages af udefra kommende (ikke mentale) årsager og er derfor nemmere at forholde sig til.
    Traumatiske sygdomme forårsages eller underbygges af menneskelig adfærd; ved at udsætte et individ for overgreb eller psykisk mishandling. I arbejdsrelationer kan det også være en udeladelse af at udføre det ansvar ( arbejdsopgaver) man overfor individet har påtaget sig eller at lægge det tilbage på vedkommende i en for sen situation. Påvirkningerne ved dette kan (som regel) ikke umiddelbart aflæses.
    Hvorfor nu denne “smøre”? Jo, de fleste er i situationen nok bange (måske ubevidst) for at kunne gøre “mere skade end gavn” i situationen – at være en af dem, der kommer til at gøre “overgreb”.
    Når “andre” fordømmer de mennesker, der ikke kan holde situationen ud mere, er det vel fordi de ikke kan forestille sig, at man er kommet derud, hvor man kun ser/kan rumme sig selv og er alene med sin situation. Magtesløshed er vel det rigtige ord at bruge for den tilstand (gælder jo også for fysisk syge mennesker, der ikke ønsker at gennemgå flere lidelser).
    Selvom jeg ikke kender dig personligt, vil jeg sige, at jeg holder af dig. Du er så hjælpsom, kæmper på egne og andres vegne de kampe, der er nødvendige, for at skabe retfærdighed. Du har en masse viden, du deler ud af.
    Derfor
    Kærlig hilsen
    Magnus

    • Det er søde og ganske menneske-kærlige ord du leverer her. Og de berører mig. Du roser mig osse, og det ved jeg så ikke om jeg ligefrem har fortjent, men jeg lapper det da i mig i stor stil.

      Jeg tror at du ser situationen ganske klogt her når det handler om magtesløsheden – at man ikke magter dette eller hint mere.

      Mht ikke at gøre noget pga angst for at gøre noget forkert tror jeg sådan helt (absolut) personligt at det er med psykisk førstehjælp som almindelig førstehjælp, at det værste man kan gøre er at gøre ingenting. Alt kan være forkert, alt kan næsten være rigtigt. Men ingenting er altid forkert.

      Endelig tak for dine kloge ord, der både støtter og mildt korrigerer mine mildt sagt personlige og ganske videnskabeligt uvederhæftige meninger om dette emne. Jeg er drevet af personlige erfaringer fra mit netværk og af egne oplevelser og tanker om dette.

  6. Jeg er så en af dem, der har tænkt at det var egoistisk at begå selvmord, ikke i alle tilfælde men i nogle, som Ellen er inde på. Men du har ret og jeg har også før dette indlæg ændret holdning til selvmord, så min holdning nu er, at da jeg ikke ved hvad der er gået forud, kan jeg ikke tillade mig dømme handlingen som egoistisk. Og når en mor vælger at skyde sig selv og hun reelt ikke vidste om hendes lille datter ville være den, der opdagede hende, så er det udtryk for at man virkelig er langt ude(magtesløsheden som Magnus skriver om) og ikke egoisme, som jeg dengang syntes.
    Tak for gode ord, som kombineret med kommentar og svar er med til udvide horisonten.

    • Jeg tror man meget nemt kan komme til at tænke den tanke, at det var et udtryk for egoisme mm. Men løsningen er så drastisk at der næsten må ligge andet og mere bag end bare det man ser udefra.
      Jeg er glad for den modtagelse dette indlæg har fået og bliver nærmest lidt småflov over at jeg ikke turde smide det op før nu. Men jeg kan se på trafikken omkring det indlæg at det er noget der skulle læses et par gange inden der (og hvis overhovedet) kunne lægges en kommentar.

      Er bare glad for at flytte lidt til horisonten rundt omkring.

  7. Jeg har aldrig forstået al den tabu der er omkring psykiske sygdomme, og for den sags skyld også om andre forfærdelige sygdomme. Jeg har mødt det flere gange. Jeg er bestemt ikke nogen ekspert på området, men flere gange har jeg fået svaret “det taler vi ikke om.” Der er lidt som om at hvis vi ikke taler om det, så findes det ikke.

    • Jeg kender ikke til de tilfælde du referer til, så mine ord herfra er udelukkende udtryk for min spontane reaktion, ok?
      Det taler vi ikke om – kunne jo osse betyde at folk godt ved at de tænker og mener noget om den afdødes exit der måske er lidt hårdt og barskt. At det kunne han/hun ikke være bekendt/fejt/kujon og sådan noget – og man må jo egentlig ikke tale ondt om de døde. Og så ender den på “det taler vi ikke om”. Hvilket dybest set er lige så slemt. Det ville være dejligt hvis man talte om det og fik punkteret holdningen. Måske der så var nogen der kunne sige lidt fra over den holdning og få andre til at tænke en ekstra gang.

  8. Det er dybt mærkeligt med den forskel
    Jeg har selv prøvet det med en kollega der havde kræft, her var dog ikke tale om sygesikring (offentligt ansat) men hun var mere fraværende pga. hendes sygdom end jeg var og jobcenteret ville lave arbejdsprøvning, gerne på egen arbejdsplads…. Men så blev jeg fyret pga. sygdom… hun blev ikke for man fyre jo ikke en alvorlig syg person! Ja undskyld hvad er jeg så med PTSD?
    Jeg kæmper
    Men med det danske system pt så oplever jeg at politikerne (og samfundet) siger ”giv op, vi gider ikke besværlige personer som dig, du ikke værd at hjælpe”

Har du kommentarer eller spørgsmål:

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s