Når “skal ikke” bliver til “skal”

Det er begyndt at gå op for mig at det var en rigtig god ide at nogen trak i nødbremsen på mig og sendte mig hjem fra arbejde en tid. Det har gjort mig rigtig godt at koble helt ud og ikke få krav og mennesker for tæt på. Et stabilt og forudsigeligt habitat, nærmest.

Og så alligevel ikke helt. Kæresten tager afsted i denne uge og vi ved ikke helt hvor hurtigt hun kommer hjem igen. Jeg håber på søndag, men det kan egentlig trække ud et par uger mere. I weekenden stod det nemlig klart at hvis hun ville tale med sin far igen så var det ved at være tid. Efter at vi har brugt weekenden på at få det snakket igennem og kigget på muligheder er det besluttet at hun rejser. Jeg har prøvet at lade det være hendes beslutning, men det er da klart at jeg har haft meninger om det hele. De var bare ikke så relevante og skulle derfor ikke gentages mere end højst nødvendigt.

Hun har i et par måneder haft det ok med sin beslutning om “skal ikke” tage afsted. At det var ude af hendes hænder her. Men når der kommer en direkte bøn om at se hende så bliver “skal ikke” til “skal”. Meget hurtigt. Og det er vist helt som det skal være.

At være en god kæreste her handler vist om at lytte og støtte hvad der end kommer og så ikke være en problemløser på den aktive måde. Jeg skal ikke agere, jeg skal reagere på hvad hun nu har besluttet som værende det rette for hende. Lige nu. Og det er altså at tage afsted og så håndterer vi nok det som det bedst kan lade sig gøre.

Nu hvor beslutningen er taget håber jeg bare at hun når frem i tide.

For mig går det sådan at jeg forholdsvist let fik overstået den ugentlige snak med min chef i fredags. Jeg havde gået med en lille nervøs knude i maven et par dage og fredag morgen vidste jeg jo godt hvad der skulle ske. Øv.

Drak en kop kaffe – så skulle jeg nok ringe.

Lavede en ny kop kaffe – så skulle jeg nok ringe mens den blev færdig.

Drak kaffen – og så skulle jeg nok ringe.

Hov, hunden vil gerne ud – og så ringer jeg bagefter.

Kaffe – og SÅ skal jeg nok ringe.

*suk*

Ringer op og så er chefen der slet ikke. Så jeg nøjes med at lægge en besked om at hun bare kan ringe, men at jeg ikke har noget nyt at berette. Og det var det. Så er det man føler sig en smule dum.

I morgen formiddag skal jeg omkring psykologen og er lidt spændt på om hun kan se at det har gjort nogen forskel at hun fik mig sendt hjem en tid.

Min situation og overvejelse om skal og skal ikke forekommer dog at være ganske overskuelig i forhold til kærestens ditto i øjeblikket.

Når livet driller

Sådan er det jo for os i øjeblikket – at det driller, for nu at sige det ganske mildt. Kæresten er stadig hos mig og er ikke taget afsted endnu og dag for dag skifter prognoserne for hendes far. Den ene dag skal det være nu hun skal afsted og den næste dag er fuld af forhåbning om at juleturen kan afholdes som planlagt og med de deltagere vi håber på. For så på den tredje dag at vende tilbage til afsted-afsted. Sådan går dagene op og ned hele tiden og vi er ved at blive vanvittige af tvivlerier og usikkerhed om hvordan og hvornår vi skal gøre hvad.

Vi har jo ikke ubegrænset med ferie at bruge af, selvom vi kan lave et par små-numre og komme uden om et par af begrænsningerne. Blandt andet har jeg den der såkaldte 6. ferieuge, som er arbejdsgiverbetalt og her kan jeg enten vælge at holde den eller få den udbetalt. Sidste år fik jeg den udbetalt og kæresten holdt “ferien”, så pengene dækkede det lønhul der opstod dér. Jeg tror det bliver samme løsning i år, selvom jeg faktisk godt kunne bruge den ekstra ferieuge selv. Sådan falder prioriteringerne bare ikke ud her i huset. Heller ikke i år.

Men når livet driller som det gør for os lige nu så er det jo osse en tid hvor man kigger lidt på sit eget liv og tilværelse. Er der noget vi skal gøre anderledes eller er tingene i verdens fineste orden.

Livets forgængelighed er kommet lidt for tæt på og weekenden bød på en lang snak om det og mon ikke det ender med vi får os arrangeret lidt mere fornuftigt. Vi har boet sammen i over 8 år. Og har faktisk haft det godt selvom pengene ikke mere er så rigelige som de har været pga min sygdom. Det har krævet en masse tilpasning og det er gået ganske fornuftigt.

Men hvad så nu – vi har alle forpligtelserne overfor hinanden, men små, få eller ingen fordele. Det skal ændres så mon ikke det ender med en tur på rådhuset. Ikke lige i næste måned – men nok til næste år.

Sært som sådan noget livs-drilleri kan genoplive gamle planer. Men ærgerligt at der skulle så store problemstillinger til før vi tog livet og tilværelsen op til revision.

Det uretfærdige liv

For et års tid siden kæmpede vi med kærestens mor, hendes sygdom og død. Præcis et år siden. Der gik vi hele tiden og ventede på at der skete noget afgørende, mens moderen lå flere timers rejse væk og og prøvede at holde sig i live – og til sidst ville hun bare have fred. Hvornår skulle kæresten afsted – hvornår var tiden den rette? Det var efterårets store dilemma. Det måtte ikke være for sent og egentlig heller ikke alt for tidligt. Det var ganske enkelt en forfærdelig tid.

Nu skal vi det igennem igen – med hendes far. Der er vist ikke meget at håbe på mere og vi lider alverdens kvaler.

Skal hun afsted i løbet af et par uger. Skal det være “ferie”? Eller måske decideret plejeorlov? Hvor længe? Hvornår? Har vi råd? (gu har vi så – vi prioriterer os til det!).

Tankerne er mange og går i alle mulige retninger men fælles for dem er at de er tunge og derfor næsten ubærlige.

Vi er ikke gift med hinanden så ingen har formanet os om “medgang og modgang” – det er heller ikke nødvendigt for hvad hun end beslutter sig for at gøre lige nu – så står jeg bag den beslutning. Og det er vist desværre alt hvad jeg kan gøre lige nu.

Den perfekte blog

Det skal det være. Intet mindre. Og gerne 5 af dem.

Håbløs opgave jeg har fået mig dér.

For sagen er jo, at de blogs jeg følger og læser med på er smaddergode, og jeg føler mig som en tåbelig amatør ved siden af. Hvordan skal jeg dog vælge en (eller 5) frem for andre. Der er kun en mulighed, så vidt jeg kan se. At jeg vælger en særlig, perfekt, lærerig, tankevækkende, morsom, velskrevet, veldesignet, velfungerende blog. Den perfekte blog; hvor pokker mon jeg finder den?

Og efter hvilke kriterier? Hvordan skal de vægtes mod hinanden? Er man ude fordi jeg faktisk kender blog-ejeren. Sådan udenfor bloglandet. Eller er man ekstra inde.

Hvordan kan man overhovedet være objektiv om sådan noget. Tænker, jeg sidder jo ikke hos Inge ganske regelmæssigt og drikker kaffe og ligner en hængt kat uden at kunne lide hende, jeg agter jo ikke at stoppe på fyn på juleturen og hilse på Kong Mor og den semiroyale familie, hvis jeg ikke synes at lige dét er absolut genialt at bruge en værdifuld dag i juleferien på, og jeg stiller heller ikke op for Ellen og måske endda ende med at hjælpe med at male hus i en meget høj lift, hvis ikke det var fordi selskabet dér var umanerligt godt. Jeg prøver ikke at arrangere et kaffemøde med Susanne i førmævnte ferie, hvis det ikke var fordi jeg fandt hende og hendes historie interessant nok. Jeg bander osse over at Fruen i Midten er så langt væk, at midten ikke er lidt længere mod højre end midten. Rejen og hendes mand måtte også gerne byde på en tur i … et eller andet sted med en masse kryb… med lidt for mange ben.. eller for få.. jeg tror jeg kunne lære en del af ham.. om det der kryb.

Og hvad så med alle dem jeg ikke har lært rigtigt at kende – endnu. Hvordan pokker skal jeg vælge.

Jeg troede jeg havde en løsning på det. Skrev det fineste indlæg om det. Og kasserede det igen. Jeg opgiver. Jeg takker for æren, der landede hos mig. Men jeg kan ikke sende den videre til en eller nogle enkelte, for I er jo skønne på hver jeres måde. Men at sortere jer op kvalitetskategorier. Det kan jeg ikke. Desværre.

Så jeg vil benytte lejligheden til at vise jer en helt anden slags blog. Hun er professionel blogger, hun ved en dælens masse om sociale medier og om at bruge det professionelt. Hun er journalist. Hun er sjov. Hun har en datter, der er grafiker, så siden fejler bestemt ikke noget hvad angår logo mm. Man bliver klogere af det. Og så er hun så herligt selvuhøjtidelig. Selvom man ikke blogger for kunder eller for at få kunder så er der altså rigtigt meget lærerigt at hente hos hende.

Og så er hun forresten altid hurtig på knapperne når der går sære facebook-statusser rundt. Hun skyder dem ned som stod hun i bjørneskydningsteltet på Bakken.

Gode gamle Lise Nørgaard refererer gerne til en lidt ældre slægtning, der sagde : jeg kan ikke lide mennesker, der ikke kan lide hunde, for der skal nok vise sig at være noget andet i vejen med dem også. Webwoman har hund. Jeg kender den ikke, men den ser sjov ud på billeder.

Besøg webwoman.dk og bliv lidt klogere.. på rigtigt mange ting.

Hjælper det?

Altså al den behandling jeg får, så jeg kan fungere bare nogenlunde i verden. Både privat og i offentligheden (og her mener jeg sådan ca på jobbet). Det er en tanke der trænger sig på en gang i mellem, når jeg bare synes at det hele ser så endeløst ud. Vist jeg har da succes på min egen sære skæve vis, men hjælper det overhovedet. Alle samtalerne, al medicinen og alt det andet. Problemstillingen er jo at jeg ikke har verdens fjerneste anelse om hvor jeg ville have været, hvis der ikke var sat så effektivt ind.

Jeg ved godt at det er en gammel traver der bliver trukket af stalden her, men tvivlen nager altså ind i mellem, og paradoksalt nok er det meget markant i øjeblikket. Og det burde det jo slet ikke være. Jeg tror, at der er mange andre ting, der spiller mig et puds her.

Og så gider jeg heller ikke tage billeder i øjeblikket. Måtte næsten tvinge mig selv til at tage kameraet med ud at gå tur i det fine vejr i dag. Kom hjem med et enkelt billede. Det må I gerne se. Atypisk på sin egen vis, for det motiv plejer altså at være med måger.

Satte mig lidt i en solstribe og tænkte mig om. Nød freden og de manglende krav. Spekulerede lidt over den kommende uges besøg hos psykologen.

Så nu kommer der altså snart endnu et navlepilleri indlæg fra min side. Jeg advarer bare lissom lidt på forhånd.

Hængepartier

Og nej det handler bestemt ikke om visse anatomiske detaljer, der er underlagt tyngdelovens bestemmelser og er forkerte, hvis de kan holde en blyant fast (hvad med dem der kan holde en ½ l sodavandsflaske?), vender nedad, er skæve, er forskellige og sådan noget.

Det handler derimod om, at jeg er tilbage efter et par ugers næsten-tavshed. Naturligvis pga den der flytning, der efterlod mig i et par uger uden min pc med med en ipad, som jeg faktisk ikke gider skrive blogindlæg på – eller kommentere noget videre på jeres blogindlæg. Gider faktisk dårligt skrive på den der dims. Men er da glad for den alligevel. Bare ikke til dette.

Men nu er jeg flyttet, jeg har fået min pc op (kæft, der er mange ledninger til sådan én) og mit skrivebord ligner næsten sig selv igen (der er nok nærmest bare ryddet op pt), det står i et lidt mindre rum i et gråt hus. I et ret ok område af byen, gode grønne områder, der skal udforskes med hunden over de næste måneder. Bag mig står et bjerg af papkasser, som skal pakkes ud, sættes på plads og endelig fjernes. Det her bliver ret ok, selvom det er mindre end vores tidligere hjem.

Hængepartier handler osse om at jeg skal til at læse op jeres blogs. Det sker ikke på en gang, men jeg skal gøre hvad jeg kan for at nå med. Samtidig med at jeg passer mit job og pakker kasser ud. Og passer kæresten og hunden. Og mig selv.

Der er ikke meget at berette om selve flytningen, udover at sige at det gik rigtigt godt. At det gik stærkt (lidt over 4 timer) og at vi havde de rette hjælpere og at de hverken var for få eller for mange. Det kørte bare med de her tre venner og vi spildte ikke meget tid med at gå i vejen for hinanden.

Vi har mistet en hylde til en reol og det er indtil videre den samlede skadesopgørelse. Ingen kom til skade, men én var tæt på, da de under brølen og skrigen tabte et skab ned over ham. Vi stod udenfor vinduet, da det skete og hørte bare brøleriet og blev noget bekymrede. Men så hørte vi latteren og at nogen kaldte på et kamera – så der kunne tages billeder til facebook af en bøsse, der lå under et skab. Symbolikken er tyk. Billedet blev dog ikke taget, da jeg fik for travlt med at grine af fjollerierne med det stakkels skab.

Ellers ser alt helt ud, så det må jo siges at være en succes.

Hunden har taget det hele med en form for ro, der har vakt en del beundring og forundring. Kiggede lidt på det hele og lagde sig så i et fredeligt hjørne af køkkenet, vendte ryggen til og faldt i søvn. Vi var ganske stolte hundemødre dér. En hund der kan dét er faktisk en ret god hund. Sikker, tryg og stærk i sin hundesjæl. At være alene hjemme i den nye lejlighed er også ok, og den siger ikke en lyd til at der går nogen rundt i opgangen. Den vuffer ikke af folk nede på gaden og tager det i det hele taget helt fint. Men særligt godt blev det jo, da sofaen (den med det helt særlige hjørne) dukkede op i stuen.

Og nu er det så hverdag igen. En anden hverdag. Det er altså lidt specielt med sådan en flytning, for det opleves som en stor ændring i tilværelsen at det hjem man havde pludselig bliver et andet hjem. Der er meget nyt at lære, meget tryghed at genfinde, mange nye naboer og alt det der. Og så skal man afsted på arbejde igen og bliver lidt forbløffet over at konstatere at dén verden er nøjagtigt som den var, da man forlod den før weekenden. Den er uforanderlig. Hvorimod min verden er så radikalt forandret på de samme dage. De to forandringsyderpunkter skulle jeg altså lige vænne mig til. Hørte i radioen i morges på arbejde en psykolog udtale sig om mennesker, der har udviklet en afhængighed af at se sport – altså dét i tv. Dvs fodbold EM, Tour de France, OL og alt det andet. Og at de nu oplever en slags tab, en rastløshed og formodentlig retter deres afhænghed mod andet (ludomani?). Sportsafhænghed – den måtte jeg altså lige tænke lidt over, for da jeg først hørte det, troede jeg det handlede om den der afhængighed fitness folk kan få af træning eller glade kvinder 40+ får af zumbaens bevægelser og beklædning, der er i rædselseffekt kun overgås af Jane Fondas aerobics-kluns.

Men det handler altså om dem der bliver afhængige af at se sport i tv. Jammen altså – har folk ikke noget liv siden de kan sidde og glo på tv og sport i time-, dage- og ugevis? Er det noget man får abstinenser af at mangle (så er det vist godt fodboldsæsonen er sparket i gang igen) – er det noget man får traumer af – når det stopper, altså det der OL i London.

Og hvad så med min flytning – mon der er nogle kloge psykologer, der har kloget sig i flyttetraumer? Mon der er nogen der har tjent penge på at skrive en selvhjælpsbog om hvordan man kommer igennem et flyttetraume?

Det kunne være jeg skulle gøre det?!? Men tror dog at min opskrift er rimelig ordinær. Hårdt arbejde, kasser nok, gode venner og god mad. Og tid nok.

Men selve det mentale flyttetraume kan jeg nok ikke gøre noget ved – det kan jeg sagtens genkende. Der må tiden være den bedste heler.

Og traumer… mon man kan få traumer af at dumpe blyantsprøven – med en colaflaske? Nogen kan helt sikkert – men så er det fordi de har glemt at grine.

… og dét er en grim tilstand.

Den er nu altså ret skæg

… at fotografere, den der trappe:

Også, som her, i landskabsformat.

Og så tre tanker, der slet ikke har noget med trapper, skygger og sollys at gøre, men som fylder en del i dag:

1. Jeg er blevet spurgt på en anden blog – hvad gør mig lykkelig/hvor er mine lykkestunder og dér jeg henter min energi til at forcere de her store og små knolde på min tilværelses vej?
2. Og hvad var det lige der gik op for mig i fredags da vi var til samtale hos den der sexolog. Og er det overhovedet noget jeg kan skrive om – hvor vigtigt det end er?
3. Og hvad vil jer der faktisk kender mig og ved hvem jeg er – tænke om det? Er jo ikke ligefrem normalt tanker man deler ud af – sådan halv-offentligt.

Jeg tænker videre …

Vinker træt til verden

Hold da op.

Der sker meget – er sket meget i dag. Nu sidder jeg med et lille glas og slapper den lidt foran computeren og prøver at samle tankerne.

Det går ikke, så det bliver verdens korteste blogindlæg i stedet. Ikke engang værd at læse, endsige kommentere på, så det behøver I ikke.

Dagens elementer er:

• bytte hjul på to biler
  letmetal-fælge er slet ikke spor lette – når der er 16 af dem. Og de 8 er i 17″
• dyrlæge med hunden
  gik fint – hunden er i fin form og vaccineret og må krydse både øresundet og dannevirke
  
• besøg hos sexologen, der var så venlig at tage imod på en højhellig fredag
  er ganske ordløs – måske i morgen. Mind Blowing. (beklager – kan ikke finde noget bedre dansk ord og følelse)
  
• kigge på bolig
  tænke, fundere, spekulere, måske, nu?, jamen, øh, nå, fedt, ugodt – hvad nu?, hvornår?
• snakke med bank
  smidigt og hurtigt – selv på en bededag
• middag med gode venner
  dagens absolutte højdepunkt med ungarsk gullasch – uden kartoffelmos!

Tror bare jeg skal finde sengen og tage det hele lidt roligt. Godt at kæresten er sådan en der tænker længe og så tager en beslutning. Godt at jeg ved, at det er klogt at følge … Det klogeste jeg nogensinde har gjort, faktisk. Altså at følge hende.

Beslutninger

Skrev tidligere om en række tvivlerier jeg gik rundt og tumlede med. Der er taget lidt beslutninger om en del af dem. Holder mig til android. Tror jeg. Næsten. Android, google og pc i stedet for iPhone, iTunes, iMac og et styresystem opkaldt efter stadig større medlemmer af Felidae.

Bilen SKAL sælges. Nu står den nemlig hos mekanikeren – igen. Denne gang skal vi dog ikke betale, da det er en reparation der ikke var blevet lavet godt nok – sidst. Eller var et forrige gang? Eller forrige-forrige ?

Men hvad så. Tog? I myldretiden? Mig? Med min angst for mennesker? Det virker umiddelbart som en småfarlig strategi, hvis jeg også skal præstere bare nogenlunde på arbejde. Nix, den holder bare ikke vand, så jeg må nok se mig om efter en ny trofast ganger på 4 hjul og lidt mindre humoristisk sans mht at selvskabe små og store fejl i, for en bil, væsentlige funktioner og lidt mere praktisk sans mht. det allervæsentligste, nemlig at køre fra pkt A til pkt B.

Konfrontation

De sidste par uger har stået i konfrontationens tegn. Ikke at jeg har gjort noget, men har fået tilpas mange los i den dertilindrettede anatomiske detalje til, at jeg har været nødt til at tage det alvorligt og tænke over det, i stedet for blot at afvise, at noget sådant er igang.

Kommentarerne er kommet lystigt fra mange sider. Velmenende venner, psykologen (men hun stoppede dog meget hurtigt igen, hvilket var klogt nok) og medlæsende og venlige/kærlige mennesker her på bloggen. Og det er ok, jeg ved hvorfor I skriver og siger som I gør, og jeg sætter pris på alle kommentarer, osse dem, der kan sende mig ned af min private og forfærdelige memory lane. For jeg kommer altid tilbage, og altid en lille smule klogere på hvorfor pokker jeg lige reagerede sådan på dét.