Sommerbillede – sådan rent symbolsk

Som jeg tidligere har skrevet har det været en møgsommer og humøret har været i bund. Energien til noget som helst har været nærmest ikke-eksisterende og vivofit´en har lyst konstant rødt. Det er dog blevet bedre henover sommeren.  Men her er et ret godt billede af min sommer. 0-dage er helt håbløse, der er tilbragt i sengen uden armbåndet på, blå dage er dummere dage og de grønne er dem hvor jeg godt gad verden – lidt i trods. (tror det var d 30.6 at konen lånte vivofit´en fordi hendes urrem knækkede, så denne grønne dag tæller ikke for mig).

Jeg er stadig ikke god til at ramme 10.000 daglige skridt men har besluttet mig for at et månedligt gennemsnit over de 10K må være acceptabelt. Hvis jeg da kan ramme dét.

Men det går bedre nu. Humøret er ved at vende tilbage og jeg gider være social igen. Den nye dagligdag er ved at indfinde mig og jeg skal nok vænne mig til det hele. Nu har jeg fået en ny tandlæge på samme klinik og dét går meget bedre når den basale tillid er på plads. Jeg har ikke klaget over ham den første, blot sagt at “ham vil jeg ikke ind til mere”. Har dog været nødt til at markere, at jeg ikke gider høre om “at der skam ikke er sket faglige fejl iflg journalen”. Det er jeg slet ikke i stand til at vurdere om der er i mit tilfælde, men jeg ved, at de fejl der faktisk blev begået handlede om andre ting, om ikke at respektere mine grænser, om at sige dumme ting og smågrine lidt af mine udfald. Ting der næppe bliver beskrevet i selve journalen, men som brød tilliden i stykker. (fortalte den nye tandlæge at hvis hun sagde det én gang til ville det indgyde mig indtrykket af at hun heller ikke var til stole på.. sådan i lidt diplomatiske og forsigtige vendinger, dog). Havde konen med til det store kontrolbesøg hos den nye tandlæge og hun fik stillet alle sine spørgsmål og fik brugbare svar.. ofte ledsaget af et par rynkede bryn og et forundret “har min kollega ikke fortalt det” Nej det har han (heller) ikke. Vi fik svar på hvad de næste måneder bringer af forventede rettelser og hvad der skal ske i øvrigt.. om hun er min faste tandlæge nu. Og alle svar blev givet med denne forundring. Jeg håber at hun fatter, at den fejlede helt med kommunikationen med den anden tandlæge. Der var alt for meget vi ikke fik at vide – alt for meget vi måtte google os til. Eller spørge andre med samme erfaringer om.

Forvirringen, usikkerheden og utrygheden har været total hen over sommeren. Men nu ved vi hvad der skal ske og ca i hvilke rækkefølger. Det er i sig selv nok til at give en vis tryghed i selve processen. Mon ikke jeg bliver en aktiv deltager i tilværelsen igen nu. Det håber jeg.

Vi har i øvrigt osse haft besøg af min mor i en uges tid. Hun tog mine humørsvingninger med ophøjet ro og accepterede at dagene osse indeholdt hyppige tandlæge besøg når dette eller hint skulle rettes til.

Resten af dagene blev brugt på køreture ud i landskabet, et besøg i den lokale IKEA og en heldagstur til det særprægede sted Ullared oppe ved Falkenberg i Sverige. Det er i sig selv en oplevelse. Ikke fordi det er specielt fint – men blot fordi det er stort. Meget stort.

Hende min mor er forresten en lidt sej kone på “knapt 80” som hun selv udtrykker det.

I maj sendte vi hende min gamle ipad2 for at give hende muligheden for at lege med ipad inden hun gik ud og købte en i dyre domme. Give hende lidt en fornemmelse af hvad sådan en kunne bruges til – lidt gratis leg. Min søster, der bor nærmest fik så opgaven at sætte den og netværket op til ipad og mor fik strenge ordrer på at medbringe ipaden når hun skulle over til os i juli.

Da hun kom havde hun kun brugt den til netbank og tæsket lidt i spideren. Læst email – men det der med at sende ville den ikke (?) Men ikke meget mere end det.

At sende email fra ipad er nu ikke så svært, men tdc mail kræver en lidt sær indstilling, der på ipad står som “valgfri” så det kan jeg godt forstå at min søster ikke havde fanget. Jeg har dog set fejlen før, så det tog ikke mange sekunder at rette den indstilling.

Derefter fulgte et grundkursus i tastatur, mail, safari, imessage vs tekstbesked, facetime, tilslutning til andre wifi, google maps (navigation), almindelig netbank (ikke bare appen), eboks, arlas opskriftsamling osv osv. Hver dag blev der fyldt lidt mere på.

Men allerede på anden dagen gjorde hun os ganske tavse. Vi sad efter middagen og hyggede med TV i baggrunden og på moderneste vis med hver sin ipad i skødet, da hun med en fast bevægelse lægger den fra sig og siger “min nokia er gammel og batteriet er dårligt… jeg tror jeg skal have en iphone næste gang.”

WHAT?

Der gik kun en uge og så døde hendes nokia klapofon helt og få dage efter var en iphone 5S hentet hos telenor. Inkl en klækkelig besparelse på abonnementet i øvrigt.

Så nu har jeg min mor på facetime et par gange om ugen, og jeg skal lige vænne mig til at når hun ringer – at der så er video med; det er ikke altid helt passende at vise sig frem, men det går. Til gengæld hygger hun sig vældigt over at se med på vores små projekter og komme med vise råd om konens sidste nye gardinanskaffelser og følgende ophængning.

Et hurtigt opkald i en autotilbehørsforretning afgjorde osse lige hvilken 12v lader hun skulle vælge – vi så jo live-video med udvalget!

At få sig en facebook-konto kan jeg dog ikke lokke med. Der er hun helt fast i kødet. Det pjat gider hun ikke. Men hun har kvikt set fordelen i at have en iphone når alle hendes unger og unge-unger har det. Det skærer rigtig meget af telefon-regningen at kommunikationen med os er blevet gratis.

Jeg synes faktisk, at det er lidt sejt.

Jeg tror ikke iphonen vil blive brugt så meget som “computer” som ipaden men de essentielle apps er dog til rådighed. Men mon ikke at den osse sniger sig ind på hende med tiden.

Kærester skal være sammen

Ja, de skal.

Så i dag er en god dag hvor jeg kører ned til den lokale lufthavn og henter min kæreste hjem. Det har været en lang uge uden hende ved min side, men det er egentlig gået helt ok. Men vi hører altså sammen og ser frem til at have hele næste uge derhjemme og holde ferie og kun gøre lige hvad vi har lyst til – og lige når vi har lyst til det. Ja, ok – så er der jo naturligvis lige lidt vasketøj, lidt rengøring og lidt oprydning, men med en hel uge til rådighed så burde det lige gå. Jeg håber egentlig ikke at vi får flere juleferier uden hinanden. Det er bare ikke meningen. Vi tror vi kan men særligt sjovt er det altså ikke. Det er ikke fair i længden at vi skal kompromisse for at stille familierne tilfreds. Jeg ved allerede nu at næste jul ikke bliver med min familie – for min bror har meldt sin ankomst på forhånd. Næste år trækker han feriekortet i julen og agter at holde denne med sin familie. Fint nok – men så bliver det altså familien uden mig. Det står ikke til diskussion. Så hellere holde den alene, hvis jeg ingen – og under protest – skal undvære kæresten. 

Men det har nu været nogle afslappede dage i jylland for mig. Har fået set lidt til vennerne, og en hyggelig kop kaffe og god intens snak hos Fruen blev det sandelig osse til, inden jeg vendte bilen og kørte tilbage mod vest. Det er godt nok lang tid siden jeg har set det midtjyske og må indrømme at det havde ændret sig en del takket være alt det motorvejsbyggeri der er i gang i midtjylland. Men jeg er en doven bilist, så mig passer det nu altså ganske udemærket.  Det er altid rart at få sat ansigt på mennesker man har kommunikeret tæt med i årevis, og jeg håber da at det bestemt ikke er sidste gang vi finder lejlighed til at ses. 

Kæresten har jo fået den der ipad så jeg har fået “min” tilbage, og nu begynder den faktisk osse at ligne min egen igen mht apps. Og der var jo quiz battle som jeg havde lagt væk, da det ærligt talt er lidt for besværligt at spille på en iphone. Vist det går, men der bliver altså hurtigt ramt noget forkert med pølsefingrene når felterne der skal trykkes på ikke er større. Så nu er jeg på den igen – får lammetæsk af Ellen – ganske som jeg plejer. Men det er nu et hyggeligt spil, selvom det nok aldrig bliver en af mine spidskompetencer. Sjovt og udfordrende for mig, for det er noget der foregår på “tid” og derfor noget jeg har det svært med. Stiller dog gerne op til tæsk fra andre sider hvis nogen vil have mulighed for at styrke selvtilliden – for jeg er vitterlig ikke ret go!

Nytårsaften, det er jo snart. Hvis det går som det plejer holder vi den tosomhed (tresomhed hvis vi tæller hunden med). Lidt god mad, en flaske vin og afslapning. Det er ikke noget vi går særligt meget op i mere, og gider ikke de der gallafester de fleste andre fornøjer sig med. Min svoger er vist osse hjemme, og han er da velkommen, men egentlig vil vi nok helst være fri. 

Og så skal jeg i alvorlig tankeboks. Min 4 år gamle pc er begyndt at lyde som noget der retteligt burde bo på teknisk museum og selvom jeg nok er i stand til at reparere den og få den tunet lidt op igen gider jeg faktisk ikke. Så jeg spekulerer i ny computer her i løbet af vinteren. Der er ingen tvivl om at jeg skal have en ny stationær, da jeg egentlig ikke har brug for en bærbar og bare vil blive sur over at gå fra 21″ til 16-17 som man kan få på en bærbar. Så stationær er sikker men derfra ved jeg ikke meget andet. Jeg tror dog at det ender med en Mac Mini. For jeg har et avanceret tastatur som jeg er glad for, har en god skærm og en mus der i funktion ligner mac-musen en del. Men kan jeg mon vænne mig til at bruge en mac i hverdagen? Det er dét jeg skal have aftestet på kærestens iMac. Det siges nemlig at være svært at krydse den bro – men endnu sværere at krydse den retur. Vi må se hvad vinteren bringer. Men det skal snart ske, for vi er ved at blive vanvittige af støj-senderen i hjørnet af stuen. Og den er meget tændt, så jeg sukker lidt efter kærestens der ikke væg-til-væg dækker lejligheden med maskinstøj. 

Men macs er dyre. Osse selv om det bare er en Mac Mini der står på skemaet. Så der er ikke rigtigt råd til at dumme sig. 

Hvad siger I? Har I prøvet skiftet? Eller er det bare min nørdede og helt på hjemmebane i windowsmiljøet tankegang der gør det sværere end det faktisk er?

 

Vi slapper af

Efter et par forjagede dage med masser af bilkørsel og småstress over at skulle nå det hele til rette tid gik jeg død på sofaen i går. Vi så lidt håndbold og nød roen og visheden om at kæresten var godt på vej til sin familie. Normalt fiser vi rundt søndag eftermiddag og aften for at få de sidste par weekendpligter overstået inden arbejdet kalder igen. Men ikke denne gang – vi har jo juleferie og kan bare tage det hele med ophøjet ro. 

Smed mig på sofaen og der gik ikke længe før hyggevovsen indfandt sig og med verdens største selvfølgelighed lagde sig godt tilrette med hovedet på min mave. 

Jeg har haft et par store overvejelser om at vise jer det her billede, for jeg har jo ikke tidligere vist billeder af hunden. Og har nedlagt totalt fotoforbud for blogvennerne når det handler om at vise billeder af den. Men i anledning af julen ophæver jeg hermed (næsten) det. For hunden fylder jo så meget i min verden og i min blog at det virker helt tosset at ingen aner ca hvordan den ser ud – bortset fra gravhunde-beskrivelserne. 

Så her er min hund. Og mine fødder. Og vi hygger os og småsnorker om kap.

Foreløbig går det ok med at komme ud af medicinen bortset fra en masse kulderystelser (tror jeg det hedder på klinisk) men det kan jo langt hen af vejen løses med et par tæpper og viden om at det nok ikke er noget farligt. 

Jeg skal nok komme af med den der medicin men jeg kan godt mærke at det kommer til at tage nogle uger. Jeg har ikke følt noget behov for at tage de beroligende piller endnu, men det er godt at vide at de er der hvis jeg får behovet.

Nu skal vi bare nyde julen og prøve at undgå at savne kæresten alt for meget. Hun tog afsted søndag eftermiddag og nåede lige at få sine julegaver inden. Mine forældre havde fundet en rigtig fin pastamaskine med håndsving til hende, så nu ser jeg frem til at få hjemmelavet pasta ind i mellem. Vi har nemlig en god ven, der har været kok i sydeuropa, og som har lovet at lære hende at lave pastaen og vise hende alle de små insidertricks – hvis hun altså bare lige fik fat i sin egen maskine. Og det har hun så nu – og hun er lykkelig for den nye køkkendims. Køkkendimser fik hun nu osse af mig, blandt andet noget så særpræget som den  officielle “bake-off cakelifter” fra det engelske “hele England bager” program. Så har man næsten alt – når man har sådan en dims. En lækker beanie af ren merino-uld blev det osse til mellem køkken-dimserne så lidt til hendes personlige udrustning var der osse. Hun var glad og det er jo det vigtigste. Især for at ingen ville tvinge hende til at bære sine julegaver med sig. Bortset fra huen som hun forelskede sig i på stedet. (hendes gaver var lidt på begrænset budget da hun i løbet af december både har fået en ipad mini med retina skærm OG den nye iphone 5S)… store gaver som hun osse selv var med til at betale af vores fælles gavebudget. Men store behov der er blevet opfyldt og det er som det skal være. 

Mht bloggeriet går jeg lidt i ferie-mode. Det vil sige at jeg læser med hos jer andre, men jeg kan kun kommentere på wordpressernes blogge. Jeg har nemlig kun ipaden med, og har stadig ikke fundet ud af at få kommentarerne til at virke på blogspotterne. Den vil simpelthen ikke acceptere min WP-profil. 

Forresten – lørdag aften fik jeg årets forbløffelse. Da vi kom over til mine forældre viste det sig at de passede min søsters hund og at min søster faktisk forventede at afhente den i løbet af aftenen. Det var vi lidt spændt på, for hende har jeg jo altså ikke set i flere år, og ikke mens jeg har været sammen med kæresten (og det har jeg i ti år). Det var spøjst! Hun var tydeligt nervøs da hun stod i stuen men formåede dog at sige goddag til os begge. Jeg fandt ud af at jeg ikke bare rummede følelsesladet vrede men osse en formel og isnende høflig udgave af samme. 

Tidligere har jeg ønsket hende et vist antal fod under jord – det gør jeg ikke mere. Jeg er blevet så fuldstændig ligeglad med konen som var hun en tilfældig nabo der kom for at låne lidt sukker. 

Hendes nervøsitet var så tydelig at selv kæresten opdagede den og hendes få ord osede da osse af akavetheder. Det formelle “goddag” og den upassende bemærkning om min “grimme hund” og intet andet viste mig at hun da vist ikke var helt gennemtænkt mht hvordan den her situation skulle kringles. 

Særpræget situation der dog havde den fine fordel for mig at jeg fik skubbet søsterskabet helt ud over kanten. Hun har ingen plads i mit liv. 

I få timer i lørdags havde vi så i øvrigt to hunde, der ikke kendte hinanden, var jævnaldrende, på udebane og begge i løbetid under samme tag. Det var osse lidt interessant og jeg er sikker på at det var endt galt hvis ikke jeg havde tvunget min hund ned på siden på gulvet og ladet den anden snuse hvad den ville, mens min hund kom med nogle lyde der kunne bruges som lydside i en horror-film. Nøj, hvor var den vred og jeg kunne ved samme lejlighed konstatere at dens tænder stadig er fine og flotte og kridhvide. Efter 3 minutters hidsigheder overgav den sig med et tydeligt suk og herfra havde de to en fest hvor de spurtede rundt i stuerne og under bordene. De fungerede fint sammen og kunne fodres sammen uden problemer. 

Edited with BlogPad Pro

Den gode datter

Holder endnu en jul med familien. Af en eller anden grund, som jeg ikke kan greje, har jeg ikke fået at vide, om min bror deltager. Det plejer faktisk at betyde, at der er fri bane, så vi tager chancen.

Mors julemiddag er nu også den bedste.

Har virkelig trukket den beslutning ud i hvad der ligner evigheder, og er blevet afkrævet svar fra alle mulige og umulige sider. Især fordi jul jo altid er mange aftaler på meget kort tid. Hvor skal man pynte juletræ, hvor indtages juleaftensdags morgenmaden, selve juleaften og julefrokosterne. Er lige før, jeg er jublende glad for udsigten til, at juleferien er superkort i år; en forlænget weekend og så er det overstået. Chefen hoppede i stolen og så nærmest ud til at hun kunne flyve gennem loftet, da jeg spurgte til fridage mellem jul og nytår. Tænkte, at jeg hellere måtte bringe hende til landing igen, så jeg kaldte blidt op til hende – bare rolig, jeg skal nok komme d. 27. Klask, ned i stolen igen.

Til jul må jeg bare lade være med at pakke min lille vrede i den mentale bagage og så være som jeg plejer. Det har aldrig været sværere end det bliver i år. Alt for meget er sket og ændret i det forløbne år, og jeg har rykket mig for langt væk fra det, jeg var sidste år.