Nej-øvelser

For det har jeg fået pænt besked på af alle de kloge hoveder, der har med mig at gøre. Altså at jeg skal øve mig i at sige Nej. Og mest på arbejde, for jeg vil jo helst ikke være syg igen, om så bare for nogle få dage fordi min overbelastede sjæl ikke kan mere eller at mit knæ driller. Jeg har to fine grunde til at holde lidt på energien dér, og så vel ortodpædkirurg som læge og psykolog mener at jeg skal prøve at holde mig i nærheden af det i forvejen aftalte timetal på ca 30. Det er slet ikke noget urimeligt timetal.

Og i denne uge lykkedes det sørme. Men osse kun næsten, for jeg sagde faktisk ja til en ekstraopgave i går, og det ville have bragt mig over grænsen. Jeg skulle overtales og lokkes for med søde ord, men jeg endte med at sige ja, efter først at have afvist det kategorisk. Endte så faktisk med at blive løst af andre, så jeg slap og viste min chef med al ønskelig tydelighed i ord og fagter at dét var jeg bestemt ikke utilfreds med.

Ok, så lærte jeg det. Først nej kan blive til et senere ja. Jeg må vist øve mig mere i det der nej. Og gerne med en vis bestemthed – og helst uden at være morsom/flabet/sarkastisk som jeg sagtens kan finde på – og i dag ringede hende den anden chef og jeg tog telefonen og præsenterede mig som jeg plejer:
– Må jeg sætte en ekstra opgave på dig
– Nej
– Jamen du kan lige nå det mellem to andre
– Nej
…. bang.. røret på.

Men jeg sagde jo nej første gang. Jeg var ikke det mindste morsom men sagde bare ganske klart nej. Men jeg tror faktisk hun blev lidt børnefornærmet i visheden om at hun måtte finde en anden til jobbet, for jeg orkede faktisk ikke mere i dag og lusker stadig rundt på et knæ der driller.

Og nu sidder jeg så med min dårlige samvittighed og spekulerer over hvor meget det ødelagde i hendes plan at jeg sagde nej, siden hun blev så knotten at hun smækkede røret på, Genspiller den lille samtale for at hitte ud af om jeg har brugt et fornærmende tonefald i mine sammenlagt 5 talte ord. Og jeg tror det ikke, jeg var bare helt, helt klar i mælet at dét ville jeg ikke i dag. Men det kan måske osse være fornærmende i sig selv.

Og i dag ser jeg så næste uges plan – helt som jeg forventede – bortset fra at min halve fridag, der altid ligger torsdag i lige uger pludselig er faldet ud og er besat med en opgave. Jeg tøvede ikke et øjeblik og ringede til chefen, at dét kunne hun altså godt ændre, for jeg har fri kl 13 de dage. Altid. Lige fra jeg blev ansat og til nu. Det var ikke særligt populært heller. Men jeg skal da ikke aflyse både psykolog og læge bare fordi deres computersystem synes at mine magiske torsdage skal rituelt slettes med en regularitet på ca 3-4 måneder. Og det er samme problem hver gang. Jeg ser det og reagerer og får faktisk dårlig samvittighed hver eneste gang. Der var til gengæld ingen tøven, for de dage er bare for vigtige for mig.

I dag har jeg altså sagt Nej hele tre gange.

Synes faktisk selv at jeg er ganske dygtig. Men tror cheferne er en smule trætte af mine manøvrer. Jeg kan altså godt lide det job, jeg kan godt lide at have det og gøre det – men jeg vil ikke ødelægges af det. Og ved jo godt et eller andet sted derinde at det er hverken de eller jeg interesseret i, de skal bare løse kortsigtede problemstillinger her og nu – hvor jeg mere kigger længere frem og er lidt mere bredspektret i synet på mit liv. De ser en opgave-udførende medarbejder-robot, som de kan tjene penge på så længe jeg ikke laver fejl eller bliver syg – jeg ser et lidt helere menneske. Det er barsk og kynisk, men ingen skal være blind for at det er en privat virksomhed og ikke et eller andet socialdemokratisk velfærdsprojekt. De skal tjene penge, og så længe de gør det godt har jeg et job.

Så længe jeg gør det godt mht at passe på mig selv – har jeg formodentlig et job. Holder jeg op med at passe på mig selv er jeg invalid.

Jeg skal bare øve mig i at sige nej uden at blive morsom.

For to år siden

2-aar

Det er to år siden jeg registrerede min overleveren-konto på WP. Tid til en form for eftertanke og opsamling.

Den kvikke læser kan lynhurtigt gennemskue at denne dato vist ikke var den dato bloggen så dagens lys, og det har en helt naturlig forklaring. Der var ca to ugers produktionstid på den inden jeg lagde den offentligt ud, da den første uge gik med at skitse på bloggens struktur og den næste med at skrive “siderne”. Jeg tænkte mig altså rigtigt godt om inden jeg gjorde noget som helst og om det var godt eller skidt aner jeg faktisk ikke.

Det var en bemærkning fra min læge der satte det i gang, husker jeg. Hun sagde at jeg burde “fortælle” min historie, og da bøger og foredrag nok ikke lige var mit medie af forholdsvist indlysende grunde endte det med en blog. Og det må jeg jo sige har fungeret så ganske glimrende. Jeg tror hun håbede at det ville hjælpe andre. Det ved jeg nu ikke om det har gjort, for mine synspunkter på flere typiske emner vedrørende incest mm er ganske kontroversielle og har skaffet mig et par fjender i dén lejr. Men får osse mails fra andre der faktisk har følt sig hjulpet ud af deres tavshed. Det er osse meget værd for mig.

Jeg ved ikke med jer andre – men det er altså en lille smule svært at se hvordan livet så ud før blogland. Så givende, så udfordrende, så skægt og alligevel så frit er da vidunderligt. Man kan komme og gå som man vil, tage små pauser og ingen tager det ilde op. En stor omsorg for hinandens livssituationer findes der osse, men osse respekt for og accept af forskelligheder.

Jeg har osse taget mine “hak i næsen” når nogen synes at nu blev jeg lige lidt for meget eller for lidt – og lært af det. Og måske osse lært at uddele dem?

Men først og fremmest har jeg jo følt mig hjulpet godt på vej af det. Mødet med mennesker her og derude hvor vi ikke har skærme, keyboards (jeg mener ipads – undskyld Inge) og netværkskabler imellem os har været en stor oplevelse, og mange flere venter. Det ved jeg.

Så langt kan I sikkert følge med alle sammen. Banalt og sandt. (banaliteter har det jo forresten med at være sande).

Min livssituation er derimod lidt mere kompliceret end de flestes. Jeg bor, lever og arbejder med en viden om at jeg ikke “må findes”. At jeg ikke vil genkendes. At jeg ikke vil nærmere ind på hvor jeg bor i den alt for store by – nu hvor jeg har forladt huset ved skovene. At jeg er anonym her. Flere af jer ved efterhånden hvem jeg er og det er ok. Vælger omhyggeligt og viser nogle få tillid, selvom alle er den værd, og lader dem trække andre med ind i en sfære hvor jeg deltager. Stille og roligt lærer jeg flere og flere at kende efter denne metodik.

For mig har det store omvæltende ved at blogge ikke været at jeg har fortalt min historie, fået den ud, og formentlig slet ikke er færdig med det projekt endnu (dette var en advarsel til sarte sjæle) – det har derimod været at jeg pludselig er sammen med mennesker, der kender til den historie. Kender mig og accepterer begge dele. Jeg skal ikke spille noget spil her og må være nøjagtigt den jeg er når jeg er med jer. Jeg har fået og fundet en sammenhæng og en samlethed i mit liv som jeg aldrig havde drømt om. Tænk der er nogen der ved – og alligevel synes jeg er ok. Tænk der er nogen der ved og alligevel ikke synes at det skal forties..  at der er nogen der ved, og ikke møder mig fordømmelse og sender mig i skammekrogen. Det er faktisk en lille revolution i mit liv. Og jeg tror egentlig ikke I begriber hvor fantastisk en følelse det er for en, der ellers altid kun har levet et halveret liv. 

Det har altid  – og helt siden barndommen – været så forfærdelig opdelt og en været en balancegang af de sværere. Og lige her med jer hænger det sammen for mig. Og med det mener jeg ikke med bloggen, for den er kun et redskab, men derimod når vi mødes og griner, fotograferer, er alvorlige, hygger og går ture sammen rundt i landet. Drikker noget kaffe eller deler en flaske rødvin, for jo, Ellen, jeg kan faktisk godt drikke rødvin og sætte pris på det – når jeg altså ikke har udsigt til en tur bag rattet samme dag.

Det forrykte i den proces er at flere og flere i mit andet liv bliver indviet.. flere og flere bliver bibragt en forståelse for hvorfor jeg lever som jeg gør. Gemt af vejen og så alligevel ude i livet. Mine venner ved mere og mere og flere af dem har faktisk luret med her og gør det stadig. Det havde jeg ikke troet for 2 år siden.

Selvom jeg gemmer mig, lusker jeg rundt i bylivet, men er egentlig ikke utryg for jeg ved at det allerbedste sted at gemme sig er mellem mange andre. Derfor nyder jeg faktisk at bo her i beton´en.. man kender mig på hunden når jeg går ture, men man ved ikke hvem jeg er eller hvor jeg bor. Djævlehunden, ved jeg vores bydelsfæller har døbt min hund, der bestemt ikke bryder sig om møde med andre hunde når den er i snor. Så navnet er nok ikke helt ufortjent.

Og alligevel er jeg bevidst om konsekvensen ved at blive fundet. Af den forkerte. Den konsekvens er så alvorlig for mig at det kan jeg slet ikke rumme. Jeg håber jeg har sat grænsen det rigtige sted her på bloggen, jeg håber at jeg præcis rammer de ord som gør at google ikke viser sammenhængen med hvem jeg egentlig er, hvor jeg er og hvad og hvor jeg arbejder. De sporbare oplysninger.

Bliver jeg fundet er det ved et satans tilfælde, og mit setup taget i betragtning svarer det tilfælde vist ca til at vinde i lotto. Et tilfældigt møde i en bus, på gågaden eller i det lokale byggemarked. Eller en forrykt kombination af søgeord på google – men det sidste har jeg prøvet og det gav altså ikke noget fornuftigt. Men jeg har jo ikke prøvet det hele, så jeg ved ikke om det kan lade sig gøre af den vej. Men jeg passer på google og arbejder med den “bag kulissen”..  det kan man nemlig godt. 

Grænsen skal bare være præcist sat – for jeg vil så forfærdelig nødig skulle rykke teltpælene op igen nu. Skifte livet ud endnu en gang.

Derfor er jeg osse taknemmelig… for I er mange derude der passer godt på min lille “hemmelighed”.

Hverdagen truer

Efter at have haft ferie siden påske må jeg jo bare nyde denne weekend inden hverdagen atter melder sig med sine pligter, bustider og tidstyranni. Jeg har nydt ikke at skulle ret meget til nogen bestemte tider og det har været godt for mig at få lidt ro i sjælen. I hvert fald indtil besøget hos psykologen forleden, der fik forstyrret godt og grundigt i roen.

I morges tog jeg kameraet med ud på turen med hunden og uden at gøre det store væsen af det skød jeg fra hoften i det stykke af vores skov-stribe som jeg kalder “pindsvineskoven” – et navn, der vist er nogenlunde selvforklarende:

IMG_1879

Den rigtige “skov” ses i baggrunden. Billedet er skudt i jpeg og for en gangs skyld har jeg forkastet RAW-formatet.

Kan i øvrigt fortælle at pindsvineskoven er lidt af en udfordring at besøge med en hund i snor og vejen i baggrunden forhindrer mig desværre i at lade den løbe for sig selv. Men sådan er det i storbyen og vi lever helt fint med denne nye begrænsning.

I betragtning af besøget hos psykologen og den alvorlige samtale der fandt sted har jeg besluttet at sætte kadencen en smule op og håber på at hun kan finde tid til mig i løbet af de næste uger – og at jeg kan finde tid til hende. Det må og skal lykkes. Om ikke andet så for at få lukket de forholdsvis åbne sår og gamle skader lidt i igen. Det hele sprang op i torsdags, eller nok egentlig nogle dage før og det er bestemt ingen sund tilstand at være i for mig. Det er ikke altid godt at finde ud af hvorfor man er så forbandet dårlig til at sætte grænser, at passe på mig selv og hele tiden skabe situationer, der er uheldige for mig. Næsten som hvilede der er en forbandelse over mig. Til gengæld er jeg osse god til at finde gode mennesker, så det skal jeg dyrke lidt mere. Sammen med få lært det der med grænser så jeg ikke bare falder tilbage i mønstre om at være den man bare hakker ned efter lyst og behov. Jeg har kæmpet lidt med at finde det rigtige ord på dansk, men har ikke fundet nogen der rigtigt dækker. Vinker til Ellen og spørger om hun måske kan finde et passende ord i stedet for det engelske patronizing. For det er det der sker når jeg er sammen med min far – og min bror. Og det sidste foregår af gode grunde ikke rigtigt mere. Det første må jeg nok leve lidt med og prøve på ikke at gøre mere alvorligt for mig end det faktisk er.

Om det er godt eller skidt så har lægen opfordret mig til at sætte medicindosen lidt op. Jeg tager chancen og følger hendes råd. Om ikke andet så fordi det er ulideligt at gå rundt som en vågen død og halvvejs være lillepigen på ca 8 år, der blev forbrugt og nedgjort af sin bror. Det dur ikke. Mon ikke der kommer en dag hvor jeg vågner og er ca mig selv igen – og ca på rette alder. Og ca i stand til at sætte stopklodser for de mennesker der gerne vil sætte fodspor i min ryg når de vader hen over mig og dét jeg gerne vil have/gøre/opnå.

Jeg arbejder på sagen. Mæ´ garnti!

Og glæder mig faktisk  en lille smule til at komme i gang igen på arbejdet– og håber knæet holder. Men indrømmet, jeg glæder mig mere over foråret, der nu er på vej for alvor med alle dets herlige strø-fridage.

Ubittert liv

Jeg har en bekendt, der har en veninde. Altså på facebook. En dag skrev hun til mig (altså min bekendte) og opfordrede mig til at kigge på en statusopdatering fra denne veninde. Om der var noget jeg kunne hjælpe hende med, for jeg er jo så god til det der med det offentlige og ved også en lille smule om det politiske liv i den by hun bor i.  Så jeg kiggede, og undrede mig jo naturligvis over at man ikke lukker af for venners venner (dem er der jo rigtigt mange af). Og nej – det der kunne jeg ikke hjælpe med. Men blev da lidt nysgerrig. Sådan på den lidt perfide måde.

For hun er vred og bitter. Håbløsheden lyser ud af hendes ord. Samfundet har svigtet hende og manden. De prøver jo bare at få et liv til at køre med deres to hunde og en kat. Vi er lige gamle, men hun er pensionist og manden er på kontanthjælp, da han ikke kunne få tilkendt pension. Sociallægen vurderede, at der var erhvervsevne og derfor er han nu havnet på kontanthjælp med deraf følgende krav.

De er lige flyttet fra den ene lejebolig til en anden fordi det var forbudt med mere end et husdyr i den første, og da de anskaffede hund nr 2 havde naboerne fået nok og klagede. De måtte naturligvis flytte til anden bolig, og det ville kommunen ikke hjælpe med at betale. Bankerne sagde nej til at låne dem til flytningen, ligesom de osse sagde nej til et blancolån på 25.000 kr op til jul.

Nu viser det sig her 4-5 måneder efter flytningen, at det sørme osse er forbudt at have mere end 1 husdyr det nye sted og de må formodentlig flytte igen. Hver for sig, for så må de få hundene med hver for sig og samfundet hjælper derfor med udgifterne, da det nu er en social hændelse, der er indtruffet.

Nu vil jeg ikke udlevere dem mere, men de tjener som eksempel på hvad jeg lidt besk kalder selvskabte problemstillinger.

Men jeg spørger altså, hvad det er jeg skal hjælpe med. Jo, manden er jo syg – som i syyyyg. Og de vil anke over afgørelsen mht pensionsafslaget. Og have pressen ind over. Og have pressen til at skrive om de horrible nabo-koner. Og om hvordan det offentlige har svigtet hele vejen igennem. At samfundet nu koster dem deres ægteskab – for det slider jo at skulle flytte på den måde.

Jeg må beklage, det kan jeg ikke hjælpe med. For jeg synes ærligt talt at de skulle have haft klarhed over reglerne inden de anskaffede hundene. Jeg synes også at de skal være lykkelige for at bankerne sagde nej til udlån, for de renter kunne de nok ikke have betalt i dag. Jeg ved hvor dyrt det er at flytte, og jeg ved egentlig osse hvor dyrt det er at have hund (kan hviskende berette, at vi afsætter 7000 kr årligt til dyrlæge og sygeforsikring til vores kræ, så pengene er der, hvis den bliver syg). To hunde har vi slet ikke råd til. Og vi har endda jobs og sådan noget.

Men det jeg egentlig vil fortælle med den her historie er, at det der støder mig så voldsomt er den søgen efter forklaringer og skyld i det offentlige. Hvorfor hjælper det offentlige ikke med det her. Hvorfor tilkendes pensionen ikke. Hvorfor ødelægger det offentlige vores ægteskab.

Det offentlige ødelægger måske nok nogens ægteskaber, men ikke jeres. Det gjorde I selv da I anskaffede hund nr 2 og startede jeres dødssejler med flytninger. Da I ikke justerede jeres udgifter ind efter jeres indtægter. Og i dag kan man altså godt leve på pension og kontanthjælp. Der gives nemlig en del tilskud fra det offentlige til den slags.

Jeg vil gerne hjælpe mine medmennesker, men med den vrede og bitterhed, der her bliver udstrålet samtidig med, at jeg skal glo på feriebilleder fra Azorerne. Glem det.

Jeg kan sagtens forstå problemstillingerne, helt liberal alliance er jeg altså heller ikke, men jeg synes faktisk at der må være nogle konsekvenser ved de valg, vi træffer i vores liv. Ellers lærer vi jo ikke at træffe de rette valg.

Jeg har i mit liv en del at være bitter over. Vred over. Men jeg har valgt at rette min vrede i ca de rette retninger, og det kunne aldrig falde mig ind og råbe:

det´  Samfundets Skyld…

Jeg kan da godt blive irriteret over at omtalte samfund vist hellere så mig gå sygemeldt igen ift at skulle fortsætte med den behandling hos psykologen som jeg behøver så voldsomt. Men jeg tror faktisk ikke, at jeg kunne finde på at mene, at det var samfundets skyld, at jeg behøvede den psykologbehandling.

Jeg vil ikke være bitter over mine tab, jeg vil ikke være en sær gammel kone, ingen kan holde ud at være sammen med fordi jeg altid er negativ og synes livet (samfundet) behandler mig skidt. Jeg vil være mig, der kan være glad, der kan være trist, der kan være gal og vred, grædende og pivende. Men bitter. Aldrig.

Jeg vil leve det liv, der er blevet mit. Jeg vil kæmpe de kampe jeg skal kæmpe. Og jeg kan vinde dem lidt af gangen med gode venners hjælp. Jeg vil have lov til at være trist, og osse ind i mellem angst, men de mennesker der kender mig – derude i virkeligheden – ser jo osse den anden side. Klovnen med de skægge historier, hundeejeren med den tossede hund, det (efter sigende) alvorlige og intense blik bag brillerne. (egentlig er det hverken bevidst eller skuespil, men jeg har så voldsomme koncentrationsproblemer, at jeg ser død-koncentreret ud selv i almindelige samtaler).

Bitterhed over det tabte og alle de tabte år i mit liv bringer intet som helst tilbage som det var. Der gives ingen ekstrachancer her – eller ekstrature for den sags skyld.

Jeg vil leve ubittert!

Men jeg vil først og fremmest leve med konsekvenserne af mine valg. Både de kloge og de mindre kloge. Jeg har ikke noget valg.

Skal dog blive lidt bedre til det der med vreden. Rette mængde, rette sted, rette tid og på rette måde. Den logistiske vrede, kalder jeg den.

Samtale-sluttere

I dag forvildede jeg mig ind gennem centrum. Gående. Naturligvis, for man cykler jo ikke i en gågade og jeg cykler i særdeleshed ikke.

Jeg nåede at blive antastet 3 gange af sådan nogle gadehververe, men nåede faktisk ikke engang at se hvilke, og det tvivler jeg slet ikke på, godgørende foreninger de lige kom fra. Jo, og så var der en sælger-person fra et mobilselskab, som jeg dog opfangede navnet på hvilket måske siger et eller andet om reklamens magt og et brands gennemslagskraft.

Jeg synes selv, at jeg er et rimeligt fair menneske, med fair holdninger til tilværelsen, sultne børn, miljøet og bjørneunger, der har fået skudt deres mor, politiske fanger og alt det andet de der hververe vil tale med os om. Men rent faktisk vil de slet ikke tale med os om de her forfærdelige ting – de vil hverve os som støttemedlemmer til en eller anden sag, som de vel at mærke er ansat til at hverve. På provision. Og ikke meget andet. Det er vist dem, der er staklerne og ikke bjørnene. Næsten.

Især når de møder en mokke som mig. For jeg gider altså ikke tale med dem.

Den korte version:
– goddaaaaag – må jeg…
– farveeeeeel…

Den lidt længere:
– må jeg forstyrre dig et øjeblik (mens han/hun vifter med en ligegyldig mappe)
– nej, det må du ikke, stop nu.
– ved du at der lige nu sidder x antal politiske fanger/bliver skudt x antal bjørnemødre/er så mange børn der sulter
– nej, det ved jeg ikke og jeg er ikke ligeglad, men gider stadig ikke tale med dig
– jamen…
– jeg sagde stop, respekter det!

Psykopatnejet, der kun bliver anvendt ved særligt pågående sælgertyper:
– goddag jeg…
– farvel.
Sælger træder ind foran mig og prøver at få mig til at standse mit skarpe trav
– enten flytter du dig eller også flytter jeg dig

Telefonversionen, den korte:
– goddag du taler med ditten-datten fra forening x
– nej det gør jeg ikke – jeg taler med en sælger fra et callcenter

Telefonversionen, den drilske
– goddag, du taler med ditten-datten fra forening x
– nåeeeeh..
Lader sig ikke afbryde.
– … jeg ringer for at få støtte til vores forening.. der bekæmper mishandling af dyr. Du er sikkert enig i at alt for mange dyr mishandles
– mjaeeeh (hvem er ikke det?)
– og nu har vi sat gang i en hvervekampagne
– aha.. (og en sælgerkonkurrence om at få flest medlemmer ind i boksen, ikke at forglemme)
– så jeg tænkte om du eventuelt ville høre mere om det
– næeeh tak
.. og her begynder så det store foredrag om irakiske gadehunde, russiske dansebjørne, marrokkanske æsler, okser i timbuktu og orangutanger på Borneo og særlige røde hunde (ikke sygdommen) i australien…
Jeg lytter og lader talestrømmen køre – ubrudt – mens jeg laver andre ting. Ser på tv, vrikker med tæerne og alt sådan noget mens jeg kommer med mjaeher og nejer på det rigtige tidspunkter.
– … så nu vil jeg spørge om du ville støtte os i vores store arbejde for dyrenes rettigheder til et ligeværdigt liv?
– nej.
… nyt foredrag, der tydeligvis er indøvet og afliret et halvt tusind gange.
– nej, jeg vil ikke støtte det.
– har du selv dyr?
… der bliver fulgt op med endnu flere eksempler på hvad penge går til og det er evident at ham gutten i telefonen følger et ja-nej skema om gadehunde, vilde katte, truede akvariefisk og hvad ved jeg. Hvis kunden i røret siger ja siger man sådan og hvis man siger nej siger man så sådan i stedet. Det kan tage lang tid. Og det må det gerne.
– nej jeg vil ikke støtte jer.
– synes du ikke… ?
– nej, det synes jeg ikke og i øvrigt ved jeg, at du er provisionslønnet og hvis du havde lyttet til og respekteret mit første nej havde du nået at hverve 3 andre medlemmer i mellemtiden. Så red du din månedsløn og se at komme videre i opkaldslisten.

Elsker, når jeg altså har tid, at spilde den slags menneskers kostbare tid. Jeg er nemlig ikke på provision og kan holde sådan en samtale kørende ganske længe – yndlingsofret er som det vist fremgår, dem fra WSPA, der spiller på følelserne i lettere overdreven grad. Og dér er jeg måske lidt en kyniker – i min verden er mennesker vigtigere end dyr.

Andre elskede samtalestoppere:

Napper lige en kort telefonversion igen, der dog ikke handler om sælgere, men besværlig eks-kæreste:

– hej, du taler med xxx
– nej – ikke mere.
.. røret på.

Mødet på gaden med hunden i snor:

– Se, en sød hund – bider den?
– Kun første gang.

Mødet med Jehovas Vidner, der af mystiske grunde står ved stationen kl møg om morgenen – og antaster de samme pendlere dag efter dag efter dag med et blad der hedder Vågn Op:
– tak, vi er desværre alt for vågne.

(ved ikke hvad der er mest fantasiforladt – at forsøge at vække pendlere eller automatsvaret der bliver affyret).

Og så har jeg slet ikke nævnt gadeklovnerne. Det er ok, at de selv synes at de er sjove, men de skal holde sig til at gøre sig selv til grin og ikke andre, der ikke har bedt om at være med i deres lille sketch. Jeg gider i hvert fald ikke og har, de par gange nogen har forsøgt at få mig involveret i et eller andet nummer, haft et vist held flyttet dem med to stive fingre direkte på brystbenet, hvilket får de fleste mennesker til at blive sært føjelige.

Endelig, og det er nok noget ganske personligt for mig og min skyhed. Journalist-spirerne med deres langhårede kamerafolk, der vil have udtalelser om alt muligt fra dronningens fødselsdag, skatteministerens bryllup til et eller avanceret emne fra finansloven (stærkt forenklet dog). Det hedder i øvrigt en “voxpop” – sådan et indslag, og er synonymt med lavpris journalistik, som redaktørerne kan udfylde diverse huller i deres nyhedsstrøm med.
– Må jeg forstyrre dig med et enkelt spørgsmål?
– Nej Det må du ikke.

(du har faktisk stillet dit ene spørgsmål allerede og svaret blev et nej).

Et humørbillede

Dette repræsenterer sådan ca sådan jeg har det. Sort/hvidt (næsten), en formørket horisont, skæve linjer og en bro, der ikke fører nogen steder hen end derud, hvor man hænger med røven i vandskorpen. Min alt for store og alt for stærke storebror har ringet. Nå, I skal flytte… hvornår… skal jeg ikke hjælpe. Neeeej – […]

At sige fra

Vi har haft en lille familiekrise her. Sagen er, at jeg lige har haft fødselsdag, og at det skulle fejres på behørig vis med venner og familie. Og at enheden ‘familie’ også indbefattede min bror. Dette plejer jeg at affinde mig med uden de store protester, og løse på den måde, at jeg holder min […]

Stalling

Nej, det handler ikke om lakse-fisken, men om fly, opdrift og fald.

Sådan står der om det fænomen, at et fly stiger for hurtigt eller flyver for langsomt og dermed mister opdriften og styrter mod jorden, hvis det ikke forhindres af piloten:

Stalling er det fænomen, at en eller flere af en flyvemaskines vinger mister deres opdrift, fordi indfaldsvinklen bliver for stor, hvorved luftstrømmen ikke følger vingens profil.
– wikipedia.

Og det er nok meget dækkende for mig i de sidste dage, og vel egentlig osse for min blog. De indlæg jeg har skrevet i de sidste dage, har været sådan lidt for fyld-agtige, mens jeg skrev på noget, der var mere vigtigt for mig, og som jeg ikke anede om jeg kunne udgive til sidst (skriver, sletter, tænker og skriver stadig lidt mere – lidt endnu). For mig personligt er sammenligningen med flyet, der staller rimeligt klar. Er steget for hurtigt, staller, går ind i et spin – og piloten er nødt til at hoppe ud.

Jeg har været hos lægen og har talt med hende om situationen med de manglende tilskud til psykolog, og at jeg var nødt til at stoppe med det, hvis der ikke blev fundet en ny løsning. Hun lovede, at hun ville prøve at snakke med psykologen om de sammen kunne finde en løsning på problemet og formulerede det sådan: “jeg er med på den værste”. Hvilket, så vidt jeg kan tyde, er ensbetydende med en lidt kreativ tilgang til henvisningerne, der skal laves. Ikke helt efter bogen, men jeg fortæller ikke hvem hun er, så der er ikke nogen, som kan komme efter hende på den konto. Jeg håber på, at de kloge damers kreative tankegang kan løse mit problem. Nødbremsen er at finde ud af hvad den der sundhedsforsikring, der følger med i jobbet kan bruges til, om noget overhovedet.

Og jeg behøver mere tid hos psykologen. Der er stadig en masse mørke i mit mentale hus, og det er som om psykologen tager mig på rundtur med en lille-bitte lommelygte og viser mig hvad der gemmer sig i de mørke kroge, og at det slet ikke er så farligt som jeg tror. Uden hendes lommelygte må jeg leve med de mørke rum og hjørner i mit mentale hus. Og det er ikke det mest hensigtsmæssige for mig. Vi må se hvad sommeren bringer af nyt på den front. Håb med mig, så er I søde.

Det er det samme stall-fænomen, der gør sig gældende på job-siden. Der er jeg også steget for hurtigt og har mistet min opdrift. Jeg har lavet en aftale med min chef om at vi skal have en snak når vores ferie er overstået, og jeg håber hun har fattet at det faktisk er vigtigt. Jeg vil bede om nedsat tid og at jeg bliver hørt, inden der bliver sat ekstra opgaver på mig, så jeg kan sige ja eller nej, alt efter ressourceoverskuddet de dage hvor det er nødvendigt. På den måde håber jeg, at vi kan forhindre at jeg falder helt til jorden og ikke er så meget værd mere. Hverken for firmaet eller for mig selv. Eller for kæresten for den sags skyld. Det bliver en samtale, jeg er nødt til at forberede mig ganske godt til og hvor jeg må tænke mig meget godt om hvordan jeg formulerer mig og hvad jeg siger. Skulle jo nødig sige til hende, at jeg faktisk er for syg til at passe mit arbejde, for så ryger jeg garanteret ud på røv og albuer. Og det vil være lidt trist. For jeg kan faktisk godt lide mit job, selvom det er hårdt fysisk/psykisk. Jeg ved, at jeg er et aktiv for firmaet. Og det gør at jeg står lidt stærkere i den snak end ellers. Det skal nok gå hvis jeg bare formulerer mig forsigtigt og alligevel præcist.

Motivation

På grund af de sidste dages store tvivlerier om, hvad jeg kan fortælle, blandt andet også om det der med at gå til sexolog og få hjælp og andre tilsvarende mere private ting, vælger jeg nu at skrive en motivation.

Når man på uddannelser skal lave større skriftlige opgaver forventes det, at man laver en problemformulering og at en sådan kan/bør indeholde en motivation af opgaven. Hvorfor den er værd at skrive. Og hvorfor (måske) den er værd at læse.

Læseværdighed handler rigtigt meget om grænser og om at sætte dem og om at respektere dem så langt det går. Både mine egne, men også andres. Både de læsere, der sidder derude og har tilsvarende oplevelser med i deres personlige bagage og de læsere som bare tilfældigt kommer forbi via andre blogs og bliver nysgerrige på hvem og hvad der gemmer sig bag pseudonymet overleveren, der kommenterer på alt lige fra mus i et badeværelse til sandkassers størrelse og flabede kaktusser.

Da jeg startede på den her blog for et lille års tid siden var det mit faste forsæt, at jeg ville skrive om dét, der gjorde mig til det menneske jeg er i dag. Til det hele menneske. Om kampen herhen og de næsten uoverstigelige bjerge, der skulle bestiges. Om traumerne og senfølgerne. Om at leve med diagnosen PTSD og om dagligdagen som den også var. Sjov, alvorlig, kærlig, krævende, hård, regnfuld og med blå himmel. Og storm.

En af mine bagtanker med at starte bloggen var også at personliggøre de historier vi læser om i nyhederne. Vi husker måske børnene fra de store misbrugssager, kvinden i redskabsskuret i sydhavn, kvinderne i Odense, der blev voldtaget af en særligt udspekuleret serie-gerningsmand og dem der står frem og skriver bøger. Men at komme i kontakt med dem er straks værre, at følge dem i et dagligliv er umuligt – vi ser blot det øjebliksbillede i en artikel, en bog eller til et foredrag. Visse har blogs, men hvis I lægger mærke til det, handler bloggene næsten kun om dette ene emne og ikke om mere daglige ting. Næsten som om de er fuldtidsoverlevere af misbrug og krænkelser. Det er min blog ikke på samme måde – her er der så meget andet også. Og dem der vælger at læse med kommer på en tur i et liv, der naturligt nok er præget af misbruget, voldtægten og den efterfølgende PTSD, men et liv der også rummer mange andre ting. Kæresten, hunden, skoven, billederne, arbejdet og et par drilske biler for bare at nævne nogle få elementer.

Voldtægt, misbrug og incest sker ikke bare for naboens datter, eller hende i avisen, i dokumentaren på DR, som I aldrig hører om igen efter dette ene korte øjeblik. Her er der ofte en start på deres historie, en nutid og en kort eftertekst, der viser hvad der siden er sket. Men hvad med i morgen. Hvad med om et år. Og hvis man nu ville spørge om noget, eller?

Jer der læser med her – I kender én nu. I kan skrive til mig om det, og jeg svarer så ærligt jeg kan, og jeg håber dermed at problemstillingen, der ikke bare er min personligt, også bliver gjort mere generelt kendt, samtidig med, at det bliver nærværende for jer. I kender jo mine ord og dermed lidt mig, ikk?

Jeg havde aldrig forudset den mulighed, at jeg skulle lære nogen at kende så godt, føle så meget tillid til fremmede læsere, at jeg fik lyst til at lære menneskene bag kommentarerne og bloggene at kende – sådan ude i virkeligheden. Det er ikke noget jeg bare gør, for min tillid til andre mennesker kan ligge på et meget lille sted. Men det skete helt af sig selv og forbløffende hurtigt, at der var nogen, der brød dén grænse ned og lod mig selv hoppe over på den anden side og opdage, at det var faktisk helt ok. Og som så på mig som et helt menneske; ikke bare et offer, men et rigtigt levende menneske.

Mit udgangspunkt for bloggen, der jo var at holde på min anonymitet og dermed få mulighed for at fortælle direkte om dé ting som andre ofre for tilsvarende overgreb og krænkelser ikke kan eller vil fortælle om – fordi det bare er alt for tæt på – faldt dermed. Så det har krævet en dyb indånding ikke at afvige fra den oprindelige plan og fortsætte med at fortælle om stærke psykiske problemer, selvmordstanker, kropslighed, sex, angst og depressioner. Der er rigtigt mange andre overlevere, der fortæller i bøger og i foredrag om de her ting, men deres grænser er naturligvis præget af, at de står offentligt frem med navn osv når de gør det.

Det gør jeg ikke helt og af flere grunde, men det giver mig til gengæld pseudo-friheden til at nærme mig emner som andre ikke har mulighed for. Emner, der så til gengæld er dybt tabuiserede. De andre går i dybe detaljer med terapiforløb, med “spring ud som overlever” historier og med konfrontationer med krænkerne. De (og jeg) detaljerer overgrebene i ulækre detaljer, selvom det går tæt på. Og det er så vigtigt, men jeg savner ind i mellem nogen, der også tør fortælle om de kropslige efterreaktioner i andet end en bisætning. De kropslige og meget nutidige reaktioner, forstås. På det punkt har jeg ingen jeg kan spejle mig i – se mine problemstillinger løst. Få håb af. Selv psykologen og lægen har måttet lære lidt undervejs.

Det kan give læserne/tilhørerne det indtryk af fx forfærdelige sexuelle overgreb giver visse problemstillinger, men at de bliver forløst med god terapi og en tilpas forstående og tålmodig partner. Og alt bliver bedre. Og selv fremstår de som de stærke, der kom igennem alt det barske, der overlevede og lærte at leve. Bagefter. (and they lived happily ever after).

Jeg har altså ikke noget særligt exhibitionistisk behov for at fortælle hvem som helst, der gider læse med her, om det der med sex. Det er ikke derfor jeg udfordrer intimitetsgrænsen. Jeg gør det for at losse til det tabu. Losse det i røven og spørge, hvorfor må jeg tale om incesten, voldtægten og snittet, angsten der kom, om PTSD´en, der fulgte, om smerterne, vreden, terapien – men ikke om det der forener det hele i et. Der hvor problemet er allerstørst og allermest nærværende. Nej, det må jeg ikke, for det er ikke noget vi taler om. Det er bare noget vi gør. Når vi altså kan. Og kan man ikke er det bare .. synd. Tough luck, du gamle.

Jeg vil vove den lidt forsigtige påstand at det er lidt in at være offer for misbrug, at det er lidt in at gå til psykolog, at det er lidt in at få angst og have prøvet dét osse. Men at opsøge en sexolog for at få hjælp til en forholdsvis naturlig ting som at få et almindeligt sexliv til at fungere – dét er tabu og yt i særdeleshed. Det er ikke noget vi skal have hjælp til – det er bare noget vi kan. (men hvorfor pokker er der så stort et marked for de der sexologer af varierende kvalitet og seriøsitet?).

Kender nogen af jer nogen overhovedet, der har indrømmet at gå til sådan en for at få hjælp. Tør dé tale om det eller bliver det hvisket i en skummel krog i en cafe.

Tabuet omkring incest er brudt – vi taler om det konstant. Men den hjælp, der måske også skal til, er tabuiseret. Og det er lidt trist, synes jeg.

Nogen må starte med at tale – det bliver ikke mig. Jeg skriver.

Unfair konkurrence

Det er første dag med eftermiddagsgåtur med hunden – med bare arme og uden at småfryse stædigt i varmen, der trods alt ikke er varm nok. Det var det i dag.

De kan have deres piller, deres terapi, deres øvelser og alt det andet for sig selv. Intet slår en forårstur i varmen, de lysegrønne træer, vandets små lyde og hunden der lykkeligt afsøger skovbunden efter spor af mus og egern. Jager en due op og gør ophidset af en uskyldig and. Halen lige i vejret og flagrende ører. Sidder på en sten og slapper af og lukker arbejdsdagen godt ned. Knæet holdt og jeg bad idioten fra i fredags om at holde kæft og blande sig uden om … noget som han faktisk skulle blande sig uden om. Der er lagt bund til et nyt øveobjekt på ham – jeg skal lære at være kontrolleret vred, kontrolleret grænsesættende og kontrolleret ligeglad.

Hunden hopper lidt rundt på de store sten og jeg er lidt bekymret for om den skvatter i mølledammen.

foraar_9

foraar_10

Vi kaster pind hele vejen tilbage.

Forårslykkeland.