Synlighed

Jeg er her endnu, men har brugt en masse tid på bare at slappe af og være helt mig selv.

Kæresten er kommet hjem igen efter sin akut-tur til sin far og det er nu det bedste at have hende her hos mig, selvom jeg jo godt var klar over at i den givne situation med faderens sygdom var det nødvendigt at tage afsted med det samme. Nu ser vi hvad der sker nu. Det kan gå hurtigt, eller langsomt, men meget håb er der ikke tilbage. Altså bortset fra at vi alle håber at det bliver et relativt hurtigt og smertefrit forløb. Hun var afklaret da hun kom hjem og glad for at hun tog de der feriedage og kom afsted. Der er ingen aktuelle planer om en ny tur, men vi må se hvad der sker og hvornår.

Men mine tanker har været beskæftiget med andre ting i disse dage.

Og emnet kan bedst beskrives som overskriften antyder. Synlighed.

DR kører nemlig et tema i øjeblikket om de usynlige sygdomme – de psykiske lidelser diverse. Og med en vis hovedvægt på de psykisk syges forhold til arbejdsmarkedet eller mangel på samme.

Og for nogle uger siden fik jeg en henvendelse fra to studerende fra en eller anden uddannelsesinstitution i KBH om hjælp til et projekt om behandling af incestofre, og hvad der kunne gøres bedre. Og synliggørelse af de problemstillinger og senfølger der kommer med i dén pakke.

TV2 Lorry var ovenikøbet så venlige for en uges tid siden at interviewe en kvinde fra Grevekanten der havde startet sitet visdinangst.dk og igen blev jeg mindet om at jeg ikke viser ret meget. Dyb respekt herfra. Men ville jeg selv være i stand til at bære det armbånd der bliver solgt dér? Jeg tvivler.

Og så min egen sygemelding i øjeblikket og den deraf følgende overvejelse om min egen plads på arbejdsmarkedet og i forhold til mit job.

For nu at tage det sidste først bliver jeg jo bragt i tvivl om min egen “godhed” til at håndtere min egen sygdom. For hvis jeg var så pokkers god, hvorfor sidder jeg så hjemme i øjeblikket og bruger tiden på at gå lange ture med hunden, læse bøger, ordne, sortere og katalogisere 100gb billeder på computeren og andre småting – men intet af det til bestemte tider og uden krav om at noget skal gøres nu og her.

Ingen tvivl om, at de her uger har hjulpet mig meget, og at jeg synes det var en god ide at jeg blev meldt af for en tid. At jeg fik lov til at melde mig ud af samfundet og dets krav. På mandag melder jeg mig ind igen. Starter på en deltidssygemelding og så må jeg tage det derfra, men der er jo ingen tvivl om at jeg vil blive mødt af en stribe spørgsmål fra alle sider når jeg dukker op på kontoret på mandag. Og hvad skal jeg så sige? Lyve? Være ærlig? Være tavs? Eller?

Jeg aner det faktisk ikke og det ender nu nok med at jeg vil spille den lidt på gehør og se hvad der sker. Jeg skal jo dog ikke være der så længe i de første dage, så mon ikke jeg kan styre uden om de største sladderkællinger og deres nysgerrigheder.

De to studerende trak følehornene til sig da jeg spurgte lidt ind til deres projekt som jeg ikke fandt fagligt velfunderet nok til at jeg helt orkede at bruge tid på det. Jeg gav dem chancer for at uddybe deres projektbeskrivelse men jeg blev ikke meget klogere af det og kunne ikke rigtigt se at de bevægede sig ud over 10. kl eller måske gymnasialt niveau i deres formuleringer, og min tillid til deres metode kunne ligge på et ganske lille sted til sidst. Jeg ved det, jeg er en barsk dame, men hvis man vil arbejde med et projekt på et universitetslignende niveau så må man osse honorere de krav der er dér. Og deres projekt var bare alt for løst og vævende så vidt jeg kunne vurdere til at det ville give en afgørende ny viden om incestofre, senfølger og behandlingen af dem og derfor var det nemt for mig at være afvisende i mine mails til dem.

Og så igen – de bidrager jo til synligheden. Var det mon rigtigt eller forkert at jeg huggede dem i småstykker på skrift. Alt tæller jo – er den generelle holdning. Sådan ca. Tror bare at jeg ville blive irriteret over løst formulerede spørgsmål og vævende svar, der på ingen måde kunne bruges til noget som helst andet end interview-stil i damebladsstil så det var vist meget godt at jeg slap for den manøvre.

Håber dog for dem at de får god respons fra andre incestramte og kommer videre med projektet og får noget fornuftigt ud af det.

Mit helt grundlæggende problem er nok lidt her at jeg faktisk synes at der er synlighed nok på incest-sagen. Så meget at det ind i mellem er lidt af et mediecirkus. Det vi mangler er konkret handling og ikke selv-savlende medlidende ord i diverse artikler (og ja, jeg ved at jeg her osse er skyldig). Nu har jeg på en anden blog faktisk læst deres spørgsmål og det bekræfter mig dybest set i at jeg ikke skulle bruge tid på det. Jeg holder min fokus på mig selv og hvad jeg har brug for og det der, det havde jeg ikke brug for. Jeg ville bare blive småfrustreret over ikke at vide hvor de ville hen og hvad deres fokus faktisk var. Man kan jo ikke det hele i sådan en opgave, der skal afgrænses helt ind til benet.

Og så til det der DR tema.

Har læst en del rundt på det her i formiddag og synes at det er rigtigt godt strikket sammen. Og ganske relevant. De har sat fokus på psykisk syge, synlighed og tilknytning til arbejdsmarkedet. Om hvor svært det kan være at finde sin plads i et job og udfylde en reelt brugbar rolle og løse opgaverne på trods sygdommen.

Se, det er relevant og tankevækkende læsning.

Der står noget om PTSD, noget om angst og depression mellem mange andre ting. Men det er klart at jeg med min diagnose har sat fokus på netop de emner, der er mest relevant for mig og mit liv og min situation. Og mit forhold til synligheden. Om tavsheden overfor mine omgivelser og kolleger. Om at gå rundt og lade som om man er lige så rask som alle andre, velvidende at det bestemt ikke er tilfældet. Velvidende at der blandt “alle de andre” sagtens kan være andre som jeg. Som osse er tavse og usynlige. Og som prøver at lade som om. Og som måske kæmper alle de samme – eller nogen der ligner – kampe som mig.

Har haft den vildeste lyst til at stå frem i dag. Ikke sådan at forstå at jeg vil afgive min “anonymitet” her på bloggen. Men jeg er jo osse på facebook under eget navn og rigtig mange af mine gamle venner, studiekammerater og bekendte dér aner faktisk ikke et klap om den diagnose jeg fiser rundt med i dag. Og jeg jo selv valgt det sådan, at det kun er de lidt mere nytilkomne der er klar over det. Dem der er kommet til efter at diagnosen blev skrevet ind i min helbredshistorie og som det var vanskeligt at skjule den slags for.

Jeg er helt klart inspireret af DR´s tema om at synliggøre det usynlige. Og jeg tror faktisk ikke at jeg har så meget at miste, da min facebook er nærmest hermetisk lukket af for omverdenen. Og af forholdsvist indlysende grunde.

Jeg tænker endnu. Men kender jeg mig selv ret farer min djævel i mig i et øjeblik og så gør jeg “et eller andet” i den retning. Min djævel får mig ofte til at gøre ting der er ikke er ganske fornuftige, men som regel får jeg god respons og gode reaktioner på hvad den nu end lokker mig til.

Reklamer

Hun hoppede i stolen

Det er næsten en uge siden jeg var ude hos hende psykologen. Og havde kæresten med. Og det gik faktisk over al forventning. Bortset fra at turen derud var temmelig kaotisk.

Kæresten havde fået fri ved 15 tiden og jeg ved 12 tiden, hvilket gav mig fint med tid til at tage hjem, gå med hund, hente bil (og hund) og køre til kærestens arbejde, hente hende og så sætte snuden mod psykologen hvor vi havde en tid knapt 2 timer senere. Jeg ved af bitter erfaring at trafikken derud – i myldretiden – er mildest talt mystisk og mest foregår med 10-15 km/t hvis man endda er så heldig. Så vi havde sat god tid af til manøvren og tænkte at vi jo altid kunne nappe et krus vejkaffe på en tankstation i passende nærhed af psykologens særlige “rum”.

Sådan så planen i hvert fald ud. Så blev jeg forsinket på arbejde og det endte med at jeg havde 17 minutter hjemme til at skifte tøj, lufte hund, hente bil, hente hund og komme afsted. Kæresten derimod blev en del hurtigere færdig med sit arbejde så hun endte med at sidde og vente på mig i over en time. Hun var ikke glad da jeg kom ind på parkeringspladsen. Især ikke fordi vores kommunikation var blevet lidt forstyrret af iphones problemer med at sende sms´er. Så vi havde faktisk ikke kunnet kommunikere overhovedet hele formiddagen.

Jeg var stresset og hun var irriteret. Perfekt start på seancen. Men vi faldt dog lidt ned på vejen. Altså bortset fra at den annoncerede myldretid udeblev – det var jo efterårsferie. Så nu sad vi osse og ventede ved en tankstation og drak deres elendige kaffe og prøvede at få synkroniseret vores stresstærskler. Og helst i den positive retning.

Men vi kom da i det mindste frem til tiden – ca 10 minutter før tiden, da føromtalte kaffe var “rendt igennem” og vi manglede et toilet som vi ikke først skulle gøre rent. Nærmest. Jeg tror vi har set skægge ud da vi forcerede trappen op til hende i et forsøg på at samle benene og trappe-bestige på én gang. Tror dog ikke psykologen kiggede ud af vinduet. Heldigvis.

Det var en givende samtale hos psykologen hvor hun fik talt en del med kæresten om mig og mine problemstilinger, og hvor jeg i højere grad lyttede og skød bemærkninger ind på rette steder.

Det er en gigantisk tillidsting for mig at have kæresten med derud. Jeg skal virkelig stole på at psykologen ikke siger ting vi ikke har “aftalt” på forhånd. Selvom kæresten er kæresten er hun stadigvæk ikke en psykologen kan bryde sin tavshedspligt overfor, så derfor havde vi lavet visse aftaler om hvad der kan tales om og hvad der bestemt ikke skal tales om.

Hvorefter jeg selv bryder den – og hun hopper.

Kæresten og psykologen talte om hvor syg jeg faktisk er. Der blev sat klare ord på hvad det vil sige at være hvor jeg er med den diagnose og hvad jeg har at slås med i kampen mod sygdommen. Om hvor alvorligt det faktisk er. De talte om hvorfor jeg ikke kan tackle min arbejdssituation i øjeblikket og hvorfor jeg ikke “bare” kan finde et andet arbejde. Og de talte om hvad hun – altså kæresten – kunne gøre for at hjælpe mig i dette. At hun ikke skulle sige til mig at jeg skulle gøre mig usynlig eller lade som ingenting og så i øvrigt lade mig forstå at hun faktisk ikke “gad” snakke arbejde mere. Hun fik at vide at lige præcis den strategi i ubehagelig grad minder om den måde jeg er vokset op på og den måde min bror fik lov til at fortsætte misbruget af mig. Lad som ingenting og bliv aerodynamisk.

Det virker måske nok for hende – men for mig er det en nærmest retraumatiserende oplevelse.

Så langt gik de aftaler jeg havde med psykologen – grænser som hun overholdt uden problemer.

Men hopper i stolen, da jeg bryder dem.

Det jeg aldrig rigtigt har sat ord på overfor kæresten – eller ret mange andre for den sags skyld er PTSD´ens mørkeste skyggeside. Har naturligvis talt med psykologen om det og gjort det klart for hende at lige præcis dette emne skulle hun ikke tage med i samtalen med kæresten.

Det er en livsfarlig sygdom jeg har. I ordets bogstaveligste forstand for selvmordsraten er skyhøj for patienter med den grad jeg har. Emnet er ikke fremmed for mig og jeg kan næsten ikke huske der har været uger hvor dén tanke ikke lige har vendt rundt i mit hoved og er blevet skubbet af vejen igen. Somme tidere oftere endda. Er god til at skubbe den væk, men den kommer desværre tit tilbage. Og jeg skubber den af vejen igen. Det er ikke mit ønske, det er ikke en tanke, det er nærmere en slags selvdestruktiv drift – næret af opgivenhed overfor min situation og trætheden af at kæmpe.

Samtidig er jeg hundeangst for at fortælle om det, lade andre få indsigt for jeg er bange for at de smutter efter devicen – sådan et menneske kan vi ikke engagere os i. Det er en sorg der er givet på forhånd. Er bange for at støde verden fra mig hvis jeg er ærlig om lige præcis dette symptom.

Og så sidder jeg pludselig og overtager samtalen. Fortæller kæresten om den bestemte vej jeg ind i mellem kører af og stort set altid bliver ramt af tanken om den der bestemte betonbro med de lidt udragende betonsøjler. Bang og det er overstået. Fortæller hende at jeg ikke føler mig i farezonen men at driften – eller tanken om I vil – er ved at drive mig til vanvid.

Jeg kan blive så forbandet træt af det hele at jeg bare ikke orker mere. Så træt af at leve et liv hvor jeg kun kan tåle mennesker i begrænset omfang. Hvor ganske almindelig støj kan få mig til at ryste af angst. Hvor berøring kan være enten meget rar – eller skræmmende og angstprovokerende. Hvor helt almindelige ting mennesker gør bliver helt uoverkommelige for mig. Et liv med tilbagevendende smerter der kan få mig til at krumme helt sammen og ønske mig ned under alverdens dyner og varmepuder.

Kan blive så træt af at rende rundt og lade som om at jeg slet ikke er syg. For det er jeg. Alvorligt. Og jeg tror ikke på helbredelse – kun på bedring. Det er ikke særligt befordrende for kampivren. Egentlig.

Alt dette satte jeg til psykologens store forbløffelse pludselig ord på og det fine menneske valgte klogeligt ikke at kommentere eller spørge yderligere ind til det, formentlig fordi hun ikke vidste hvor min “nye” grænse gik og så var det bedre at sidde og kigge forbløffet på mig. Men kæresten gav dog udtryk for at hun havde bemærket at psykologen ikke havde reageret så mon ikke det var kendt stof for hende. Godt observeret.

Det var meget for kæresten at sluge – hendes situation taget i betragtning og hun er lidt mindre vant til at pakke tingene sammen i hovedet end jeg, så det hele sad udenpå da vi kørte ned til Inge og Hasse. Vi blev af gode grunde ikke så længe som planlagt men fik dog lige vendt situationen med hinanden med en ny lytter og spørger, og det er slet, slet ikke så tosset.

Dog ikke lige dette emne – for det har jeg jo ikke turdet snakke om… til andre end psykologen – som efter aftale med mig har talt med min læge om det. Og nu skriver jeg om det.

Det er vist ikke så godt.

Engle og djævle

Den gode er englen og den onde er djævlen. Det er sådan vi har lært det, det er sådan vores kulturkristne opdragelse og baggrund har lært os at det er.
temperance tarot Vi taler om engle og helgener og djævle og dæmoner. Og vi er aldrig i tvivl om hvis side vi bør stå på.

Her har jeg lånt billedet fra et af de almindeligste og lettest forståelige tarotkort-sæt. Bemærk at her er titlen på kortet faktisk ikke Englen, men derimod Temperance – Mådehold. Hvorfor vil jeg overlade til de tarotkloge at forklare, og dem er jeg bestemt ikke i blandt. Men kan dog kende de fleste af kortene – når jeg ser dem.

Det er ikke noget jeg har dyrket, kan jeg lige så godt afsløre med det samme. Men billederne er alligevel sigende og derfor bruger jeg dem. Låner dem. Lige som alle de andre ude på nettet, der også lige skulle fastholde en pointe, som de selv synes var supervigtig.

tarot devil

Djævlen hedder ironisk nok bare djævlen. Det er da til at forholde sig til, og jeg vil nok egentlig lade billedet tale for sig selv, men kan da godt afsløre at der er mere i det hele end vi lige tror og ser. Hint: check lige kædens tyngde og stramhed – den ville ethvert husdyr kunne vrikke af på ingen tid.

En god engel og en ond djævel. Sagen er klar. Se bare billederne, lys natur og vand og himmel og sol mod mørke, SM-kælder-agtig og femtakket stjerne.

Men er Englen altid god? Er Djævlen altid ond?

Jeg kan da ikke være den eneste, der kan sin Tintin. Jeg kan da ikke være den eneste, der kan huske den lettere berusede Kaptajn Haddock stå med et glas i hånden og prøve at finde ud af hvilket af åndevæsnerne han skulle lytte til. Den hvide engel på hans ene skulder – eller den røde djævel på den anden. Englen stod for det lyse, det ordentlige, det fornuftige og det kedelige (i hans verden). Djævlen stod for roderiet, det sjove og det ukloge valg. Og det var faktisk ikke altid givet hvem af de to der vandt Haddocks hjerte.

Vi vil alle gerne være engle, vi vil gerne gøre de gode ting, de gode gerninger og være noget for andre mennesker. Vi vil gerne være fornuftige, omsorgsfulde, empatiske, kærlige, ordentlige. Også selvom det måske kan være lidt kedeligt og en smule ensformigt og ikke mindst – forudsigeligt.

Ingen vil være djævlen. For den er jo ond. Den vil de onde ting. De ufornuftige, de selvbevarende, selvbevidste, asociale og smårodede ting. Ting der ender galt. Som vi jo godt ved ender galt midt i al deres uforudsigelighed.

Modsætningerne er til at få øje på.

Men tag lige at kigge igen på ordene. Hylder vi ikke netop dem der gør de uforudsigelige ting. De gale mennesker, der hænger piratkunst op i byerne. Vi jubler når et svagt menneske pludselig tager sig sammen og siger til sig selv; Jeg er god nok. Det er de andre der er forkerte når de ikke kan se det. Vi synes det er godt når et menneske, der alt for længe har tænkt på andre før sig selv begynder at se sig selv som et individ med helt berettigede og uopfyldte behov og begynder at gå efter dem. Sætter nye mål. Osse selv om det koster. Bryder normerne.

Det er ikke engle, der får dem til det. Det er de små djævle. De gode djævle, der udrydder englenes pænheds-tyranni.

Den dag jeg opsøgte min læge første gang og fortalte om mit liv og at jeg vist behøvede hjælp, lå der en lille æske på min hovedpude. En gave fra kæresten. En djævlemaske i sølv. Og ikke særligt diskret i størrelsen i forhold til at det var et halssmykke. Hun vidste hvad jeg ikke vidste eller endnu havde erkendt. At jeg havde behov for at lytte mere til mine små djævle, der gjorde oprør mod englenes tavshed og pænhed.

Jeg bar den stolt i en lang periode – også selvom hornene prikkede mig på halsen. Og de er faktisk ganske spidse. Lagde den væk en dag, men glemte den bestemt ikke. Der gik en rum tid, og så sagde kæresten til mig at det vist var ved at være på tide at jeg fortalte psykologen lidt mere om min barndom og mit “mystiske” forhold til min bror. Den dag lå djævlen igen og ventede på mig. Når jeg tager den på giver den lidt mere styrke til at gøre det forbudte og det farlige. For jeg ved at det er den tanke kæresten har med den. (er helt sikker på at hun hjælper den lidt på vej ind i mellem).

3. gang hun lagde den frem var ikke i forbindelse med nogen særlig snak eller tanke. Men hun synes jeg skulle bryde en ny grænse. Bloggen her blev resultatet af det grænsebryderi. Og det har jeg nu ikke fortrudt.

Forstår I? Det var englen i mig der allerede som barn lærte mig at jeg skulle tie stille om misbruget for at bevare familiens fred og sammenhold. Det var englen i mig, der ikke gjorde oprør men søgte harmoni. Der ønskede harmoni så meget, at det kostede mig min sjæl. Jeg solgte min sjæl til den engel. Djævlen gav mig den tilbage. Gav mig styrke til at kræve min plads. Gav mig sikkerhed for at jeg faktisk var god nok til andre mennesker igen. Nye mennesker som lærer at kende mig osse selvom de faktisk ved hvilken barndom jeg har haft. Hvilke oplevelser og skader jeg har med mig fra min ubehagelige ungdom. Som fortæller mig, at det voksne menneske de ser i dag … er …. helt …. ok!

I trods – på trods. Det er djævlens værk.

Englen havde bukket hovedet og havde ladet som ingenting. Og aldrig fortalt nogen om noget.

Og så en lille tilføjelse: nej, jeg vil ikke vise billede af det halssmykke – for det er så ganske specielt at det vil jeg gerne holde for mig selv. Det er ikke en unika-ting, men det er ikke lavet i et større antal. Billigt har det formodentlig ikke været, og jeg kan love jer for at det er en af de effekter, der skal reddes i tilfælde af brand.

Det kan jeg sagtens forstå

Dagens Politiken indeholdt en skræmmende artikel. Under overskriften Psykologer fraråder misbrugte at anmelde overgreb fortæller en professor i psykotraumatologi (sikken titel!) om, at psykologerne faktisk fraråder deres klienter at anmelde overgreb. Simpelthen fordi det vil være et nyt overgreb for ofret at skulle igennem en retssag med tilhørende mistænkeliggørelse og manglende tiltro til ofrets forklaring.

Jeg kan sagtens forstå hvorfor og har jo selv valgt samme vej og af ca samme grunde samt en viden om at min tilværelse vil blive særdeles problematisk hvis jeg tager en konfrontation med min bror, der ikke er kendt som den blideste (hverken fysisk eller psykisk). Det er han ikke vokset fra. Omvendt kan jeg også stadig forstå at systemet er nødt til at behandle den slags sager med en vis forsigtighed og uden at gå for meget på kompromis med selve grundsubstansen i vores retssystem om hvordan skyldsspørgsmål afgøres.

Det skræmmende for mig i artiklen er dermed ikke indholdet i sig selv, men mere konsekvenserne. Vil det sige, at man slet ikke har nogen viden om hvor meget, der egentlig finder sted? Og hvad? For psykologerne skal jo i sagens natur “holde kæft”.

Der er åbent for allehånde gætværk og mavefornemmelser her. Nogle overdriver måske vildt i deres vurdering, og andre tror slet ikke på noget af det.

Tror pokker, at det må være svært for retssystemet at uddrage nogen lære af det.

Har det nemt

Det må jeg jo sådan set indrømme. Selvom det ikke lige er i min vanlige stil.

Men tænker naturligvis på julen og dens opgaver.

  • 3 julegaver – én er købt
  • julemad – sørger vor moder for
  • juletræ – sørger vor fader for
  • mandelgave – den må jeg ikke glemme, er jo min tur i år
  • julefrokost – sørger en fjernere del af familien for
  • holde fred – nemmere når bror ikke er i farvandet i yderste udkantsdanmark og holder sig hjemme
  • heppe på regnen – det skal jeg nok, gider nemlig ikke den sædvanlige 22/23 dec. snestorm, når man krydser landet på tværs.

Det er ca det. En nem jul. Og ovenikøbet en der er så kort, at vi ikke engang gider jule for alvor herhjemme.

Sidste år kørte vi gennem snestormen d. 23.12 sidst på eftermiddagen. Da alle andre også ville afsted. Eller rettere ville have været afsted, for et kvaj på tv2 drønede ud med alle tiders melding d. 21.12; skal du holde jul i den anden ende af landet, så kør nu. I morgen. Vupti alle meldte fra på arbejde, pakkede bilerne med deres børn og bedsteforældre og drog afsted i en vanvittig snestorm i den helt faste overbevisning; at i morgen ville det hele blive meget værre. Mere sne og flere biler og mere kaos. Vi takkede dette kvaj hele vejen, for han havde været så venlig at sørge for betydeligt færre biler til os, der ikke lige kunne få fri fra job en dag før planlagt.

Desværre tror jeg ikke den går i år. Folk hopper ikke på den igen. Så jeg må nøjes med at heppe på noget varmt julevejr. Uromantisk, ak ja, men en hel del mere praktisk for os, der julerejser. Det er lige før julerejsen er den største opgave alt afhængig af vejret, der har været temmelig ubehageligt de sidste par år.

Vi kan nøjes med at pakke bilen med os selv, en hund og et par venner, der skal samme vej, og få julen og dens glæder stoppet ned i halsen ved ankomst hos familien. Så skal vi bare være søde og smilende i et par dage og så hjem igen, og stadig i regnvejr hvis det står til mig. Det er da nemt.

Og vi må endda gerne være kærester sammen med familien – også den ydre del. Det er jo stort.

Hvorfor pokker er jeg så så nervøs ?

Måske skulle jeg ikke have været den gode datter – og lyttet til de gode råd herinde. Jul i sverige? Jul i .. hvad var det.. Normandiet.. eller et eller andet sted.. eller et wellness ophold for kæresten og mig (men hva så med hunden?)

Øv… for at være god datter. Bare lidt endnu. Er alligevel ikke så nemt.

Mit liv som lynlås

Som lovet kommer der et indlæg med denne sære titel.

En lynlås udgøres af 3 hoveddele: Skyder, element og bånd.

– ykk.dk –

Der har været flere skønne bud på hvad et liv har med lynlåse at gøre. Og svaret er egentlig ret kedeligt; intet. Eller ikke særligt meget. Og så alligevel, for billedet er meget godt trods alt. Bånd med to rækker med små tænder, elementet, der passer perfekt sammen, holder sammen på noget andet vha en skyder, være mere eller mindre samlende og som kan gå så forfærdeligt meget i stykker.

Langt hen af vejen har jeg levet mit liv på denne måde. Som to dele. Uden at ane, at de kunne forenes, at de passede sammen. Det er ganske ordinært, at selvfølgelig kan de det, men for mig har det altså været en noget forsinket opdagelse. Er ikke lige godt modnet på alle fronter. Det er der sikkert gode grunde til. Tabte jo en masse år et eller andet sted undervejs. Visse siger i dag, at jeg ser ud og opfører mig som en der er noget yngre – kan være det er derfor?!?

På den ene side er det åbne liv, det offentlige og det jeg viser andre og alle. Nogen kender mig fra uddannelser og jobs, andre fra de private sammenhænge og så er der alle vennerne og de bekendte, der bare er kommet til efterhånden fra alle mulige og nærmest umulige steder. Rigtigt mange af dem ved, at jeg blev sygemeldt pga “et eller andet psykisk” og at det var alvorligt – sådan det-ene-ben-på-et-behandlingsafsnit alvorligt. Ikke alle venskaber, der overlevede dét. Viste det sig. Men de mennesker tror, de kender mig som et hele, det sjove, det alvorlige, det tænksomme og vidende, det rationelle og næsten kyniske, den kluntede – og hende der fumler med ordene og ikke altid lige får tingene sagt som de var tænkt. Legebarnet er også herovre. Pjatrøven, der pludselig spurter grinende op af en trappe, blot for at komme først i en imaginær konkurrence. Sådan ser de mig. Så stort var chokket, da jeg bragede ned som en gammel slidt motor. Men elementerne er tilstede endnu. De har alle overlevet i mig gennem angsten. Det er mindsket, men egentlig ikke forandret. Er rammerne trygge nok så bliver de udfoldet.

På den anden side er min historie. Den om min bror, om misbruget og overgrebene. Om voldtægterne og volden Læs resten

Den gode datter

Holder endnu en jul med familien. Af en eller anden grund, som jeg ikke kan greje, har jeg ikke fået at vide, om min bror deltager. Det plejer faktisk at betyde, at der er fri bane, så vi tager chancen.

Mors julemiddag er nu også den bedste.

Har virkelig trukket den beslutning ud i hvad der ligner evigheder, og er blevet afkrævet svar fra alle mulige og umulige sider. Især fordi jul jo altid er mange aftaler på meget kort tid. Hvor skal man pynte juletræ, hvor indtages juleaftensdags morgenmaden, selve juleaften og julefrokosterne. Er lige før, jeg er jublende glad for udsigten til, at juleferien er superkort i år; en forlænget weekend og så er det overstået. Chefen hoppede i stolen og så nærmest ud til at hun kunne flyve gennem loftet, da jeg spurgte til fridage mellem jul og nytår. Tænkte, at jeg hellere måtte bringe hende til landing igen, så jeg kaldte blidt op til hende – bare rolig, jeg skal nok komme d. 27. Klask, ned i stolen igen.

Til jul må jeg bare lade være med at pakke min lille vrede i den mentale bagage og så være som jeg plejer. Det har aldrig været sværere end det bliver i år. Alt for meget er sket og ændret i det forløbne år, og jeg har rykket mig for langt væk fra det, jeg var sidste år. Læs resten

Har været modig

Nemlig. I dag. Jeg har været rigtigt modig og taget en chance som jeg egentlig ville have forsvoret.

Talte en times tid med en kvinde, der nærmest har kendt mig altid. Sådan ca føles det. Vi har været venner siden vi var 10-11 år gamle. Og hun kender naturligvis min familie. Og hendes familie kender min. Sådan er det jo med barndomsvenner, omend vi efter en periode med adskillelse måtte genfinde hinanden på facebook. Vi er stadig venner. Vi griner stadig godt sammen, og vi er stadig alvorlige sammen.Vi snakker bestemt ikke sammen så tit som vi kunne og burde. Men vi er venner.

Hun kender en del af mine hemmeligheder og ved en masse om hvorfor mange ting blev lidt kludrede for mig. Men min barndom og tidlige ungdom som hun jo også var en del af, den kender hun egentlig ikke meget til.

I dag gav jeg hende direkte link til den her blog. Småbævende og med lidt nervøse trækninger. Læs resten

Beslutninger

Skrev tidligere om en række tvivlerier jeg gik rundt og tumlede med. Der er taget lidt beslutninger om en del af dem. Holder mig til android. Tror jeg. Næsten. Android, google og pc i stedet for iPhone, iTunes, iMac og et styresystem opkaldt efter stadig større medlemmer af Felidae.

Bilen SKAL sælges. Nu står den nemlig hos mekanikeren – igen. Denne gang skal vi dog ikke betale, da det er en reparation der ikke var blevet lavet godt nok – sidst. Eller var et forrige gang? Eller forrige-forrige ?

Men hvad så. Tog? I myldretiden? Mig? Med min angst for mennesker? Det virker umiddelbart som en småfarlig strategi, hvis jeg også skal præstere bare nogenlunde på arbejde. Nix, den holder bare ikke vand, så jeg må nok se mig om efter en ny trofast ganger på 4 hjul og lidt mindre humoristisk sans mht at selvskabe små og store fejl i, for en bil, væsentlige funktioner og lidt mere praktisk sans mht. det allervæsentligste, nemlig at køre fra pkt A til pkt B. Læs resten