Rustne tandhjul

Jeg har troet det før, men nu er det vist et faktum. Altså at jeg begynder at bevæge mig igen. Både mentalt og rent fysisk begynder der at ske noget i en mere positiv retning. Jeg tør komme ud og se mennesker, tør tage telefonen når den ringer. Det har været sådan i korte perioder hen over sommeren men nu har det holdt i mere end nogle få dage, og det tager jeg som et ret godt tegn.

Jeg har haft alverdens overvejelser mht bloggen her. Er den brugt op? Mangler jeg historier, der skal og kan fortælles. Skal den ændres til noget andet, eller? Savner at have kontakt med jer andre, der læser med, men magter ikke rigtigt at gøre noget ved det.

I mellemtiden har jeg så fået nye læsere, der giver udtryk for at de er glade for bloggen. At visse tekster rammer dem lige i plet og formulerer hvad de selv har haft svært ved.

Det gør det lidt sværere mht at slette bloggen eller gøre den privat. Eller bare lade den dø for den sags skyld.

Så nu hælder jeg en spand olie ud over motorens tandhjul og håber at de begynder at dreje igen. For min egen skyld, primært.

Om ikke andet så for at teste at hovedet stadig er sat rigtigt på – og nu er det helt uden medicin! Jeg har nemlig brugt helvedes-sommeren hvor alt andet osse gik galt til at udfase al medicin. Om det var klogt aner jeg ikke, men det skete nærmest af sig selv. Det gjorde ikke sommeren nemmere at bære, men jeg tror egentlig heller ikke at det gjorde det værre. Virkede som et absurd men ret ok valg at forsøge at gøre det i samme periode, hvor konkrete problemstillinger fyldte en hel del mere end mit betændte sind. Her 4-5 måneder senere er jeg defacto medicinfri og har det ok med det. Skal bare lære at føle hvad jeg føler og at det egentlig er ok.

Tandhjulene bevæger sig og der er fremdrift at spore. Stabil fremdrift forstås.

Jeg kan ikke længere skrive om min fagforeningssag, men kan kort melde at osse på det punkt er tandhjulene endelig og langt om længe sat i gang og vi kan se lys for enden af en tunnel der dog stadig forekommer at være så lang som den man kunne grave under selveste Atlanten. Men jeg har mægtige samarbejdspartnere nu.

Jeg har fået kontakt med andre PTSD-ramte, og det er en ret overvældende oplevelse for mig pludselig at se og høre om andres virkelige oplevelser – og ikke bare forsøge at spejle mig i film og bøger om hjemvendte krigsveteraner.

Det skubber osse i den rette retning.

Men det hele går langsomt. Alt for langsomt for min tålmodighed.

Har set at der i mellemtiden er blevet holdt et lille blog-træf hos Ellen og en mere som jeg ikke lige kan huske navnet på og må med en vis forbløffelse konstatere, at det faktisk ærgrer mig at jeg ikke nåede med der. Osse selvom det ville bringe mig lidt mere ud i åbenheden end hidtil. Håber at få chancen en anden god gang hvor konen så kan få æren af at passe hunden herhjemme.

Rent faktisk kan jeg mærke at det rykker lidt mere i retning af noget åbenhed.

Leder efter mønstre

Jo, jeg er her osse endnu.

Men meget er forandret. Det går faktisk ikke sådan særlig godt, må jeg indrømme. Og jeg tvivler på at det kommer som verdens største overraskelse for ret mange.

Det eneste skarpe i mig der stadig fungerer helt som det skal er når jeg bliver spurgt om “sagen” mht mit tidligere arbejde. Der er jeg til gengæld knivskarp og får masser af ros for at være struktureret og give klare svar. Sagen er ikke død, snarere tværtimod og jeg får god støtte af den lokale fagforening.

Også da de ringede og sagde at NU var der faktisk et job til mig. Fuld tid endda. Men konen sagde nej. Hun mente ikke, og har ganske givet ret, at jeg kunne holde til at arbejde fuld tid. Og der er nogle rent praktiske forhindringer i det arrangement som vi ikke kunne komme uden om. Så den endte dér.

Men alt det andet er noget møg. Jeg aner ikke hvad jeg tænker og føler og går rundt på en knivsæg. Men én ting ved jeg – det er ved at være tid til at gøre op med fortiden. Briste eller bære.

De kloge koner i mit liv afdækker nogle grimme mønstre i øjeblikket. Mønstre jeg har kendt til men som jeg bestemt ikke har været specielt villig til at tale om. Det gør jeg nu. Og det er svært og føles næsten lidt livsfarligt. Om følelsers ugyldighed. Om skammens ubærlighed. Og jeg ved hvor det kommer fra nu. Senfølger af incest – det er hvad det er. Og det kan koste mig hvad der er mig allerkærest hvis jeg ikke får et ordentligt tag i det nu. Lige nu.

Jeg har kort sagt ryggen mod muren nu. På alle tænkelige og osse de næsten utænkelige måder. Desværre.

Planer og krav

For at komme ud af mit dødvande har jeg sammen med konen lagt et par planer. Og de indebærer endnu ikke jobsøgning. Jeg tror hvis dette blev sat op som mål nu så ville jeg gå i stå og gemme mig endnu et par måneder på sofaen – med ryggen til verden. Det er ikke der jeg er lige nu. Det er der jeg skal hen. Og metoden er delmål.

Nogle delmål er store i sig selv. Dem må vi så dele op i lidt mindre portioner. Nogle indebærer en masse formalia der skal falde på plads – og gerne i den rigtige rækkefølge. Andre er af mere behagelig karakter.

Dem der kender mig lidt bedre end bare som “hende med de mange ord” ville se mig (hvis de fik muligheden hvilket det ligger lidt tungt med pt) og med det samme spotte at den var helt gal. Alene det at jeg ikke har kunnet tage mig sammen til at få klippet håret i 2-3 måneder er nok. Faresignal nr 1. Faresignal nr 2 – vægten er endnu en gang gået amok. 5 kg+. Øv. Der skal ikke så meget til når man er mig og somme tider tænker jeg på om det der æble eller den der fersken osse er vildt fedende. Det er den nok ikke, men jeg kommer for lidt ud. Og gider ikke motionere på et løbebånd herhjemme. Det har vi i øvrigt slet ikke plads til.

Så det må blive nogle længere ture med hunden i stedet. Kender efterhånden området godt nok til at vide hvor jeg kan gå hen uden at møde alt for mange mennesker. Så nu har jeg fået et gå-tur program. Ikke med distancer men med tid. Hvor stadig længere tid jeg faktisk skal være ude. Hver dag.

En anden opgave er at jeg næsten hver gang skal gå med ud og købe ind. Det gøres normalt lørdag formiddag her i familien og indebærer besøg i 2-4 butikker plus det løse. Og det er altså en øvelse der udmatter mig i timevis efterfølgende. Jeg går rundt i butikkerne og er overvældet af nervøse energifelter der sniger sig ind på mig. Det er fair nok at jeg går med, for det er faktisk mig der står for hovedparten af madlavningen her. Men det er altså en stor udfordring.

På den behagelige side er beskeden om at udnytte at DR er så venlig at genudsende Downtown Abbey. Den har jeg aldrig set, hvilket er en klar fejl, men at købe sæson efter sæson box-set  stod ikke lige på mulighedslisten. Så beskeden er klar. Benyt lejligheden til at få den set. Slavisk. Afsnit efter afsnit. Det er blevet en formiddagskaffe ting for mig. Er glad for at få den set, men er næsten lige så glad for ikke at have brugt penge på at købe den. Hver dag når hun kommer hjem fra arbejde tvinger hun mig til at redegøre for hvorfor jeg ikke kan lide den serie. Hvad fejlen var i dagens afsnit. Egentlig er hun ligeglad med serien, men hun er ikke ligeglad med min slatne koncentrationsevne. Den skal øves og trænes. Og jeg var nem at motivere til downtown abbey.

Der er andre planer og krav. I den mere alvorlige afdeling. Noget med at få styr på noget skatteteknisk og nogle formalia vedr vores ægteskab, som vi aldrig lige fik ordnet. Og nogle rent personlige ting, der er nok så vigtige. De er praktiske, de er fulde af besværlig formalia og kræver mange telefonsamtaler, skemaer og hvad ved jeg. Nærmere kan jeg ikke gå ind i det lige nu. Men det er angstprovokerende som ind i helvede. Og det er formentlig den egentlige årsag til at jeg var ved at knække nakken på det hele. Så det angriber vi. Et delmål af gangen. Så jeg ikke snubler igen.

Og jo.. et krav mere… få gang i bloggen igen. Måske ligefrem se nogle af de mennesker der tidligere har sneget sig ind i den mere udadvendte del af vores liv. Men én ting af gangen. Altid en dag af gangen. Mere kan jeg ikke klare.

Hun stillede to betingelser for tålmodigheden med mig. Få fat i psykologen igen. Og i lægen. Lægen udskrev (med sine egne betingelser, der bestemt ikke er urimelige) noget angstdæmpende til mig. Psykologen genoptog behandlingen, der dog er stærkt tidsbegrænset nu. Hun går nemlig på pension. Skiderikken.

Det sidste symbolske krav er… tag ét billede hver dag. Et billede hvor du lærer noget nyt. Enten med kameraet eller med efterbehandlingen. Hver dag.

Overvejer at optage DA serien på min iphone, gå en tur med headsettet og telefonen foran snuden, samtidig med at kameraet optager undervejs – ned til postkassen med dagens skemaer og dokumenter.. så er en del af dagens opgaver klaret på en gang og resten af dagen er min egen. Men er desværre ret sikker på at jeg ville blive en ganske usikker blød trafikant og ende med at vandre ud foran en bil. Jeg har så uendelig mange alene timer og så utroligt få opgaver. Men tiden smuldrer for mig. Nu prøver vi at sætte strukturer på det og ser om vi ikke kan få lokket mig lidt frem igen.

Måske bliver jeg ligefrem i stand til at tage telefonen når den ringer …

Og jo… blev faktisk klippet i går. Og det var slet ikke så slemt som jeg huskede det.

Det kommer til at tage tid, og det må det så gøre.

Jul igen?

Så har vi altså jul igen, som den der julesang jo påpeger.

Nu har vi altså jul igen,
det la’r sig ikke skjule,
og vi er vældig med på den
vi snakker kun om jule.
Om julesne og julegran
om julelys og gaver
om julefest og julemad
og julestads vi laver.
Ja, hvor man end sig vender hen, så er det jul og jul igen
og jul og jul og jul og jul og jul igen.

Og jo, jeg har da endelig fået taget et par billeder af det der julefænomen der endnu en gang har grebet ind i vores hver dag. Tog ind til byen en aften og hentede konen da hun kom lidt sent hjem fra arbejde og greb kameraet med, for det var sådan en fin aften og jeg håbede at der ville være tændt lidt lys rundt omkring i byen. Det var der sandelig osse. Og en masse mennesker. Alt, alt for mange mennesker. Og vi der helt seriøst har overvejet at besøge tivoli i år? Det bliver så afgjort ikke i år. Fik faktisk tilbudt arbejde i tivoli for en måned siden og takkede pænt nej til at arbejde der i juletiden. Af samme grund. For mange mennesker. Det ville ende galt og med indblanding af ordensmagten eller sådan noget når jeg fik et anfald og bankede en i hovedet med et til formålet egnet redskab. For det er der jeg er lige nu.

Er blevet aggressiv og let-antændelig. Igen. Er skuffet og ked af det – men vreden ligger lige under overfladen. Jeg vender den ikke mod andre – jeg vender den mod mig selv i et gigantisk selvhaderisk og destruerende billede af mig selv. Og det er den erkendelse der gør at jeg vist behøver hjælp til at komme videre.

Jeg skød en bunke billeder uden at gøre noget særligt ud af det, eller satte det på stativ eller andet.. men dybest set rendte vi hurtigt igennem byen inden vi tog hjem igen. Med smagen af dårlig glögg hængende i ganen.

Men altså jul igen? NU? Jeg gider ikke. Jeg har ikke lyst. Jeg vil bare være helt alene og højest sammen med konen. Og det var så årets plan, men det blev lavet om henover hovedet på mig. Jeg troede nemlig at familiens jul (dvs min families) i år indbefattede min bror og derfor faldt det os ganske naturligt at holde os længst muligt væk. Men planer er til for at blive ændret så vi fik en pænt formuleret opfordring til at til at komme til den anden side af landet. Endnu en gang. Så vi tager afsted på tirsdag (sammen med resten af østdanmark – ca) og til gengæld bliver vi ikke helt så længe som vi kunne gøre. Hurtigt ud – og hurtigt hjem igen. Andet magter jeg faktisk ikke. Mine forældre var ikke helt tilfredse, men det bliver altså bare sådan. Men julen indfanger os endnu en gang. På trods af at vi gjorde et ihærdigt forsøg på at boycotte den i år.

Jeg har ingen logisk forklaring på det men sagen er at disse uger i arbejdsløshed og desperation efter at “noget” skal ske har sendt mig lige lukt mod følelsen af overgreb og misbrug igen. Følelsen af at andre har kontrollen i mit liv. Nu skal du holde kæft, nu skal du smile, nu skal du være glad, nu skal du.. osv osv. Det er det rene vanvid, men jeg har det faktisk lidt sådan at jeg er blevet sat ind i det samme sorte, mentale skab som min bror plejede at låse mig ind i når jeg ikke “var sød nok”. At det er lige der jeg er igen. Venter på at nogen lukker mig ud, og at det ikke er nogle af de farlige der gør det.

Det er sgudda sygt, det her. Er ikke kommet videre. Eller osse var jeg kommet videre. Midlertidigt.

Storm P fortæller om det i en af hans fluer.

En lille bitte mand kommer hen til togstationens billetluge. Han kan kun lige få næsen op over disken
– Jeg vil gerne have en returbillet.
– Hvor til, Hr?
– Hertil!

Det er sådan det er. Frem og tilbage er lige langt og en returbillet har destinationen tilbage “her til”.

Nu skal jeg bare overbevises om at rejsen ud i verden og forsøget på at erobre en normal tilværelse var det værd. Men det tror jeg faktisk det var. Måske ligefrem værd at forsøge igen.

Jeg var ikke klar

Det må være konklusionen på min situationen. At jeg bare ikke var klar nok. Jeg var naiv og troede at det hele nok skulle gå. At nu fik jeg hjælp og så kørte livet videre. Det gjorde det ikke. Det gik i stå. Fuldstændigt. Dagene går med at vente på at andre gør et eller andet for at få sparket situationen videre. Fagforeningen er stadig sure over at jeg blev opsagt, men de vælter over deres egne ben i forsøget på at agere på det. Så skal der lige klargøres dette eller hint, og det gør jeg – og så venter jeg på at få besked om hvad det næste der skal klargøres er. Dag efter dag. Uge efter uge. Jeg er handlingslammet i nærmest totalt omfang. Kun når jeg får konkrete opgaver om et eller andet jeg skal gøre eller sørge for agerer jeg. Ellers intet. Eller rettere – reagerer frem for agerer.

Jeg tror nok at jeg efterhånden opfylder kriterierne for en livsfarlig depression. Jeg er alene, og føler mig helt alene i situationen, selvom jeg ved at det er jeg jo ikke. Der er bare ikke nogen der ved hvad de skal stille op med mig, og så er det bedre at vente og se hvad der sker.

Og der sker ikk en skid. Jeg er gået i stå og der er slukket og lukket.

Og jeg har ikke det mentale overskud til at få noget til at ske. Jeg var bare ikke klar, selvom jeg troede på at jeg var.

Det store hug kom da jeg blev bedt om at “holde kæft” af fagforeningen. Jeg skulle ikke tale med nogen om “sagen”. Om hvad der kunne ske, hvad der måtte ske og hvad der ville ske. Eller ikke ske. Rettere.

Det er helt sikkert af god vilje og i bedste mening jeg fik det råd. Ganske fornuftigt at få mig til at holde mund.

Andre begivenheder i de sidste 4-5 uger har bare konfronteret mig med konsekvenserne af at være truet til tavshed.

hvis du siger noget om dette sker der en masse forfærdeligt 

Jeg har mistet mit netværk og viger tilbage fra enhver kontakt med den omverden der ikke lige er aktører i min situation. Jeg går ikke ud hvis jeg kan undgå det. Prøver at undgå kontakt. Og dør hver eneste dag lidt mere indeni.

Jeg er syg.

Og kan ikke tåle at blive truet til tavshed, hemmeligheder og løgne en gang til. Det har fyldt alt i mit liv i alt, alt for mange år og uanset det strategiske og smarte i min konkrete situation må jeg erkende at dét var jeg bare ikke klar til.

Jeg skal have hjælp. Snart.

Synlighed

Jeg er her endnu, men har brugt en masse tid på bare at slappe af og være helt mig selv.

Kæresten er kommet hjem igen efter sin akut-tur til sin far og det er nu det bedste at have hende her hos mig, selvom jeg jo godt var klar over at i den givne situation med faderens sygdom var det nødvendigt at tage afsted med det samme. Nu ser vi hvad der sker nu. Det kan gå hurtigt, eller langsomt, men meget håb er der ikke tilbage. Altså bortset fra at vi alle håber at det bliver et relativt hurtigt og smertefrit forløb. Hun var afklaret da hun kom hjem og glad for at hun tog de der feriedage og kom afsted. Der er ingen aktuelle planer om en ny tur, men vi må se hvad der sker og hvornår.

Men mine tanker har været beskæftiget med andre ting i disse dage.

Og emnet kan bedst beskrives som overskriften antyder. Synlighed.

DR kører nemlig et tema i øjeblikket om de usynlige sygdomme – de psykiske lidelser diverse. Og med en vis hovedvægt på de psykisk syges forhold til arbejdsmarkedet eller mangel på samme.

Og for nogle uger siden fik jeg en henvendelse fra to studerende fra en eller anden uddannelsesinstitution i KBH om hjælp til et projekt om behandling af incestofre, og hvad der kunne gøres bedre. Og synliggørelse af de problemstillinger og senfølger der kommer med i dén pakke.

TV2 Lorry var ovenikøbet så venlige for en uges tid siden at interviewe en kvinde fra Grevekanten der havde startet sitet visdinangst.dk og igen blev jeg mindet om at jeg ikke viser ret meget. Dyb respekt herfra. Men ville jeg selv være i stand til at bære det armbånd der bliver solgt dér? Jeg tvivler.

Og så min egen sygemelding i øjeblikket og den deraf følgende overvejelse om min egen plads på arbejdsmarkedet og i forhold til mit job.

For nu at tage det sidste først bliver jeg jo bragt i tvivl om min egen “godhed” til at håndtere min egen sygdom. For hvis jeg var så pokkers god, hvorfor sidder jeg så hjemme i øjeblikket og bruger tiden på at gå lange ture med hunden, læse bøger, ordne, sortere og katalogisere 100gb billeder på computeren og andre småting – men intet af det til bestemte tider og uden krav om at noget skal gøres nu og her.

Ingen tvivl om, at de her uger har hjulpet mig meget, og at jeg synes det var en god ide at jeg blev meldt af for en tid. At jeg fik lov til at melde mig ud af samfundet og dets krav. På mandag melder jeg mig ind igen. Starter på en deltidssygemelding og så må jeg tage det derfra, men der er jo ingen tvivl om at jeg vil blive mødt af en stribe spørgsmål fra alle sider når jeg dukker op på kontoret på mandag. Og hvad skal jeg så sige? Lyve? Være ærlig? Være tavs? Eller?

Jeg aner det faktisk ikke og det ender nu nok med at jeg vil spille den lidt på gehør og se hvad der sker. Jeg skal jo dog ikke være der så længe i de første dage, så mon ikke jeg kan styre uden om de største sladderkællinger og deres nysgerrigheder.

De to studerende trak følehornene til sig da jeg spurgte lidt ind til deres projekt som jeg ikke fandt fagligt velfunderet nok til at jeg helt orkede at bruge tid på det. Jeg gav dem chancer for at uddybe deres projektbeskrivelse men jeg blev ikke meget klogere af det og kunne ikke rigtigt se at de bevægede sig ud over 10. kl eller måske gymnasialt niveau i deres formuleringer, og min tillid til deres metode kunne ligge på et ganske lille sted til sidst. Jeg ved det, jeg er en barsk dame, men hvis man vil arbejde med et projekt på et universitetslignende niveau så må man osse honorere de krav der er dér. Og deres projekt var bare alt for løst og vævende så vidt jeg kunne vurdere til at det ville give en afgørende ny viden om incestofre, senfølger og behandlingen af dem og derfor var det nemt for mig at være afvisende i mine mails til dem.

Og så igen – de bidrager jo til synligheden. Var det mon rigtigt eller forkert at jeg huggede dem i småstykker på skrift. Alt tæller jo – er den generelle holdning. Sådan ca. Tror bare at jeg ville blive irriteret over løst formulerede spørgsmål og vævende svar, der på ingen måde kunne bruges til noget som helst andet end interview-stil i damebladsstil så det var vist meget godt at jeg slap for den manøvre.

Håber dog for dem at de får god respons fra andre incestramte og kommer videre med projektet og får noget fornuftigt ud af det.

Mit helt grundlæggende problem er nok lidt her at jeg faktisk synes at der er synlighed nok på incest-sagen. Så meget at det ind i mellem er lidt af et mediecirkus. Det vi mangler er konkret handling og ikke selv-savlende medlidende ord i diverse artikler (og ja, jeg ved at jeg her osse er skyldig). Nu har jeg på en anden blog faktisk læst deres spørgsmål og det bekræfter mig dybest set i at jeg ikke skulle bruge tid på det. Jeg holder min fokus på mig selv og hvad jeg har brug for og det der, det havde jeg ikke brug for. Jeg ville bare blive småfrustreret over ikke at vide hvor de ville hen og hvad deres fokus faktisk var. Man kan jo ikke det hele i sådan en opgave, der skal afgrænses helt ind til benet.

Og så til det der DR tema.

Har læst en del rundt på det her i formiddag og synes at det er rigtigt godt strikket sammen. Og ganske relevant. De har sat fokus på psykisk syge, synlighed og tilknytning til arbejdsmarkedet. Om hvor svært det kan være at finde sin plads i et job og udfylde en reelt brugbar rolle og løse opgaverne på trods sygdommen.

Se, det er relevant og tankevækkende læsning.

Der står noget om PTSD, noget om angst og depression mellem mange andre ting. Men det er klart at jeg med min diagnose har sat fokus på netop de emner, der er mest relevant for mig og mit liv og min situation. Og mit forhold til synligheden. Om tavsheden overfor mine omgivelser og kolleger. Om at gå rundt og lade som om man er lige så rask som alle andre, velvidende at det bestemt ikke er tilfældet. Velvidende at der blandt “alle de andre” sagtens kan være andre som jeg. Som osse er tavse og usynlige. Og som prøver at lade som om. Og som måske kæmper alle de samme – eller nogen der ligner – kampe som mig.

Har haft den vildeste lyst til at stå frem i dag. Ikke sådan at forstå at jeg vil afgive min “anonymitet” her på bloggen. Men jeg er jo osse på facebook under eget navn og rigtig mange af mine gamle venner, studiekammerater og bekendte dér aner faktisk ikke et klap om den diagnose jeg fiser rundt med i dag. Og jeg jo selv valgt det sådan, at det kun er de lidt mere nytilkomne der er klar over det. Dem der er kommet til efter at diagnosen blev skrevet ind i min helbredshistorie og som det var vanskeligt at skjule den slags for.

Jeg er helt klart inspireret af DR´s tema om at synliggøre det usynlige. Og jeg tror faktisk ikke at jeg har så meget at miste, da min facebook er nærmest hermetisk lukket af for omverdenen. Og af forholdsvist indlysende grunde.

Jeg tænker endnu. Men kender jeg mig selv ret farer min djævel i mig i et øjeblik og så gør jeg “et eller andet” i den retning. Min djævel får mig ofte til at gøre ting der er ikke er ganske fornuftige, men som regel får jeg god respons og gode reaktioner på hvad den nu end lokker mig til.

Er ok – og noget jeg ikke vidste

Tænkte at jeg lige ville lægge et par ord om dagen i går. Så I ved at jeg er ok og alt det der.

Det gik helt fint som psykologen der var noget optaget af min nuværende situation og lidt frustreret over det tydelige tilbagefald. De farlige tanker blev luftet, og jeg behøvede nu ikke gå i de store detaljer der, for hun kender mig jo rigtig godt og ved godt at når jeg ser sådan og sådan ud i ansigtet så er jeg ca i den tilstand. Og i går var jeg vist bare “sort”.

Hun vil tage en snak med lægen på mine vegne… Det er ikke helt almindeligt, men hun har min klare tilladelse til – og  på eget initiativ – at tale med min læge når hun føler situationen kræver det. Og jeg har ikke udstedt nogle begrænsninger i den tilladelse. Men hun spørger nu pænt om lov hver gang.

Nåede omkring Inge og Hasse og fik en kop kaffe på vej hjem. Det er den vildeste luksus at komme dér og blive mentalt forkælet af gode smil, skægge historier og godt humør. Og af empatisk spørgeteknik.

Tror dog osse der blev løftet et par øjenbryn dér da jeg svarede på hvordan jeg havde det. Fik en lodret ordre. Og er jo veldresseret så den må jeg prøve at efterkomme. At lytte til den slags råd og ordrer har tidligere vist sig at være en god ting. Selvom man dybest set er ligeglad med det meste.

Og så til noget ganske andet.

På vej ud til psykologen i bilen hørte jeg radio (det plejer jeg jo i bilen) og så kom “sproghjørnet”. Om ordet højt-ragende. Det viser sig nemlig at det hedder det slet ikke. Det hedder høj-travende i stedet. Og det vidste jeg dælme ikke. Var noget med hestes særlige gangarter og et højt trav, der fik rytteren til at se lidt ufrivillig fjollet ud. Højtragende er blevet et lidt underligt stedbarn som følge af sprogets udvikling hvor folk prøver at få mening med et ord, som de ikke forstår. Og de færreste har tilsyneladende fattet at høj-travende har noget med heste at gøre – så højt-ragende blev brugt i stedet. For det gav da mening i sammenhængen. At rage for højt op.

Vidste I det? Og Ellen – jeg er helt sikker på at det havde du helt styr på…. men I andre…

Hvem slukkede lyset?

Jeg har igennem hvad som helst (næsten) haft en eller anden form for gnist og lyst til at møde næsten hvad som helst med lyst til at slås. At næsten hvad som helst ikke skal få has på mig.

Men der er sket et eller andet i løbet af den sidste uge, hvor jeg har været nedlagt af maveproblemer, der formodentlig stammer fra det der mavesårsmedicin. Jeg tager ikke den mere (efter lægens anbefaling) og nu er jeg næsten tilbage hvor jeg var før jeg prøvede det. Bare med større mavesmerter. Jeg bliver stadig hjemme, da jeg næsten ikke magter at stå oprejst i mere end nogle minutter og selv en gåtur på få hundrede meter får mig til at krampe sammen.

Noget er bestemt ikke som det skal være.

Men hvad værre er – så har det udløst en slukkethed i mit hoved. Jeg tror at nogen udefra ville kalde det en akut og alvorlig depression. For mig føles det bare sort og slukket.

Jeg er bange for skyggerne i trappeopgangen når jeg tager hunden ud på minimale lufteture. Jeg er ked af at være alene og sur over ikke at være det. Jeg har svært ved at tænke klare tanker, orker ikke at engagere mig i noget som helst og er nærmest lidt ligeglad med hele verden.

Nogen har slukket lyset – og jeg er desværre lidt ligeglad lige nu med om nogen gider tænde det igen. Det kan være ligemeget.

Beklager.

Forhammer

Hverdagen ramte mig ærligt talt som en forhammer ca midt mellem øjnene. Jeg havde glemt alt om hvor krævende det faktisk var at krybe på arbejde, og situationen er bestemt ikke blevet nemmere med lægens anviste lynudtrapning af medicin. Javel, det lykkedes da, men prisen til at få øje på.

Den der medicin jeg ikke længere får gør at jeg kan holde balancen mellem et fungerende sind (omend ikke optimalt) og det rene kaos af farlige og især forbudte tanker. De er sære for de er nærmest livsfarlige. Jeg ved jeg har et fornuftigt liv – med en sød kæreste – gode venner og alt det der. Hvorfor faen så ønske at stige af? Hvorfor overhovedet tænke det? Selv min viden om at det er en fejlfunktion og ikke mig der tænker sådan ændrer ikke i tankerne, de gør dem bare nogenlunde bærbare.

Den gik herhjemme hvor kravene var overskuelige og opgaver kunne udsættes til energierne var bedre. Men den går ikke på arbejde.

I dag skal blive bedre end i går. Helst.

Det er tungt at erkende at min sygdom stadig er noget der ligner livsfarlig.