Synlighed

Jeg er her endnu, men har brugt en masse tid på bare at slappe af og være helt mig selv.

Kæresten er kommet hjem igen efter sin akut-tur til sin far og det er nu det bedste at have hende her hos mig, selvom jeg jo godt var klar over at i den givne situation med faderens sygdom var det nødvendigt at tage afsted med det samme. Nu ser vi hvad der sker nu. Det kan gå hurtigt, eller langsomt, men meget håb er der ikke tilbage. Altså bortset fra at vi alle håber at det bliver et relativt hurtigt og smertefrit forløb. Hun var afklaret da hun kom hjem og glad for at hun tog de der feriedage og kom afsted. Der er ingen aktuelle planer om en ny tur, men vi må se hvad der sker og hvornår.

Men mine tanker har været beskæftiget med andre ting i disse dage.

Og emnet kan bedst beskrives som overskriften antyder. Synlighed.

DR kører nemlig et tema i øjeblikket om de usynlige sygdomme – de psykiske lidelser diverse. Og med en vis hovedvægt på de psykisk syges forhold til arbejdsmarkedet eller mangel på samme.

Og for nogle uger siden fik jeg en henvendelse fra to studerende fra en eller anden uddannelsesinstitution i KBH om hjælp til et projekt om behandling af incestofre, og hvad der kunne gøres bedre. Og synliggørelse af de problemstillinger og senfølger der kommer med i dén pakke.

TV2 Lorry var ovenikøbet så venlige for en uges tid siden at interviewe en kvinde fra Grevekanten der havde startet sitet visdinangst.dk og igen blev jeg mindet om at jeg ikke viser ret meget. Dyb respekt herfra. Men ville jeg selv være i stand til at bære det armbånd der bliver solgt dér? Jeg tvivler.

Og så min egen sygemelding i øjeblikket og den deraf følgende overvejelse om min egen plads på arbejdsmarkedet og i forhold til mit job.

For nu at tage det sidste først bliver jeg jo bragt i tvivl om min egen “godhed” til at håndtere min egen sygdom. For hvis jeg var så pokkers god, hvorfor sidder jeg så hjemme i øjeblikket og bruger tiden på at gå lange ture med hunden, læse bøger, ordne, sortere og katalogisere 100gb billeder på computeren og andre småting – men intet af det til bestemte tider og uden krav om at noget skal gøres nu og her.

Ingen tvivl om, at de her uger har hjulpet mig meget, og at jeg synes det var en god ide at jeg blev meldt af for en tid. At jeg fik lov til at melde mig ud af samfundet og dets krav. På mandag melder jeg mig ind igen. Starter på en deltidssygemelding og så må jeg tage det derfra, men der er jo ingen tvivl om at jeg vil blive mødt af en stribe spørgsmål fra alle sider når jeg dukker op på kontoret på mandag. Og hvad skal jeg så sige? Lyve? Være ærlig? Være tavs? Eller?

Jeg aner det faktisk ikke og det ender nu nok med at jeg vil spille den lidt på gehør og se hvad der sker. Jeg skal jo dog ikke være der så længe i de første dage, så mon ikke jeg kan styre uden om de største sladderkællinger og deres nysgerrigheder.

De to studerende trak følehornene til sig da jeg spurgte lidt ind til deres projekt som jeg ikke fandt fagligt velfunderet nok til at jeg helt orkede at bruge tid på det. Jeg gav dem chancer for at uddybe deres projektbeskrivelse men jeg blev ikke meget klogere af det og kunne ikke rigtigt se at de bevægede sig ud over 10. kl eller måske gymnasialt niveau i deres formuleringer, og min tillid til deres metode kunne ligge på et ganske lille sted til sidst. Jeg ved det, jeg er en barsk dame, men hvis man vil arbejde med et projekt på et universitetslignende niveau så må man osse honorere de krav der er dér. Og deres projekt var bare alt for løst og vævende så vidt jeg kunne vurdere til at det ville give en afgørende ny viden om incestofre, senfølger og behandlingen af dem og derfor var det nemt for mig at være afvisende i mine mails til dem.

Og så igen – de bidrager jo til synligheden. Var det mon rigtigt eller forkert at jeg huggede dem i småstykker på skrift. Alt tæller jo – er den generelle holdning. Sådan ca. Tror bare at jeg ville blive irriteret over løst formulerede spørgsmål og vævende svar, der på ingen måde kunne bruges til noget som helst andet end interview-stil i damebladsstil så det var vist meget godt at jeg slap for den manøvre.

Håber dog for dem at de får god respons fra andre incestramte og kommer videre med projektet og får noget fornuftigt ud af det.

Mit helt grundlæggende problem er nok lidt her at jeg faktisk synes at der er synlighed nok på incest-sagen. Så meget at det ind i mellem er lidt af et mediecirkus. Det vi mangler er konkret handling og ikke selv-savlende medlidende ord i diverse artikler (og ja, jeg ved at jeg her osse er skyldig). Nu har jeg på en anden blog faktisk læst deres spørgsmål og det bekræfter mig dybest set i at jeg ikke skulle bruge tid på det. Jeg holder min fokus på mig selv og hvad jeg har brug for og det der, det havde jeg ikke brug for. Jeg ville bare blive småfrustreret over ikke at vide hvor de ville hen og hvad deres fokus faktisk var. Man kan jo ikke det hele i sådan en opgave, der skal afgrænses helt ind til benet.

Og så til det der DR tema.

Har læst en del rundt på det her i formiddag og synes at det er rigtigt godt strikket sammen. Og ganske relevant. De har sat fokus på psykisk syge, synlighed og tilknytning til arbejdsmarkedet. Om hvor svært det kan være at finde sin plads i et job og udfylde en reelt brugbar rolle og løse opgaverne på trods sygdommen.

Se, det er relevant og tankevækkende læsning.

Der står noget om PTSD, noget om angst og depression mellem mange andre ting. Men det er klart at jeg med min diagnose har sat fokus på netop de emner, der er mest relevant for mig og mit liv og min situation. Og mit forhold til synligheden. Om tavsheden overfor mine omgivelser og kolleger. Om at gå rundt og lade som om man er lige så rask som alle andre, velvidende at det bestemt ikke er tilfældet. Velvidende at der blandt “alle de andre” sagtens kan være andre som jeg. Som osse er tavse og usynlige. Og som prøver at lade som om. Og som måske kæmper alle de samme – eller nogen der ligner – kampe som mig.

Har haft den vildeste lyst til at stå frem i dag. Ikke sådan at forstå at jeg vil afgive min “anonymitet” her på bloggen. Men jeg er jo osse på facebook under eget navn og rigtig mange af mine gamle venner, studiekammerater og bekendte dér aner faktisk ikke et klap om den diagnose jeg fiser rundt med i dag. Og jeg jo selv valgt det sådan, at det kun er de lidt mere nytilkomne der er klar over det. Dem der er kommet til efter at diagnosen blev skrevet ind i min helbredshistorie og som det var vanskeligt at skjule den slags for.

Jeg er helt klart inspireret af DR´s tema om at synliggøre det usynlige. Og jeg tror faktisk ikke at jeg har så meget at miste, da min facebook er nærmest hermetisk lukket af for omverdenen. Og af forholdsvist indlysende grunde.

Jeg tænker endnu. Men kender jeg mig selv ret farer min djævel i mig i et øjeblik og så gør jeg “et eller andet” i den retning. Min djævel får mig ofte til at gøre ting der er ikke er ganske fornuftige, men som regel får jeg god respons og gode reaktioner på hvad den nu end lokker mig til.

Reklamer

Har spekuleret en del

Først og fremmest over de meget konkrete ting der foregår omkring mig i øjeblikket, og jeg kan berolige nervøse sjæle med at nu har jeg fået en tid hos lægen, der vil tage nogle flere blodprøver på mig. Jeg var heldig at hun gav mig besked på at finde en eller anden dag – i næste uge! – hvor jeg kunne komme forbi inden kl 15.30 så hun kunne få mig lidt bedre undersøgt. Jeg tror ikke hun havde tid overhovedet, men hun ville “finde ud af noget”.

Så mig ind til chefen igen, så jeg kunne få fri til det. Sammen fandt vi den dag hvor det kom mindst på tværs af mine faste opgaver og den dato åd lægen heldigvis. Så på onsdag stiller jeg på hendes klinik med en forhåbentlig findbar blodåre, god tid og lidt at læse i mens jeg venter på at hun får et hul i besøgsplanen så hun kan se mig. Det kan jeg godt leve med, håber bare ikke ventetiden bliver mere end et par timer, for så vil jeg nok blive lidt desperat af kedsomhed til sidst. Og behov for at komme ud af døren og foretage mig andre ting osse.

Jeg er ikke rigtigt nervøs for det. Ikke sådan påtrængende nervøs, men det er klart at jeg spekulerer lidt over det i baghovedet. Hvad kan det være – om noget overhovedet – og hvad så? Men prøver at fortrænge det aktivt inden for så længe jeg ikke ved noget kan jeg heller ikke gøre noget ved noget af det. Jeg må vente og se hvad onsdagen bringer. Eller det vil sige kommer jo nok ikke til at gå derfra på onsdag vældigt meget klogere da jeg forventer at der er en vis sagsbehandlingstid på den slags ting. Men i det mindste sætter jeg da i gang med det.

nadijas-historieDet andet, der har fyldt en del – og faktisk så meget at jeg ikke rigtigt har kunnet få ordene ud – er denne store artikel i Politiken. Billedet linker til artiklen, hvis nogen har lyst til at læse selv. Eller genlæse. Der kommer vist en artikel mere i morgen søndag. Om jeg har lyst til at læse den osse ved jeg ikke, for den her var jeg flere dage om at få læst . Men gemmer den nok på min computer (er nemlig ikke helt gode venner med politiken.dk og deres begrænsninger inden man skal til at betale) og læser den en dag når energien er til det. Jeg tror den artikel i morgen handler om livet efter det hele blev opdaget, og måske netop derfor vil jeg finde den endnu mere lærerig. Jo, den skal læses.

Det gør indtryk. Der er så mange ting jeg slet ikke kan genkende, heldigvis, men desværre osse en del jeg kan. Den her unge kvinder kommer med nogle præcise beskrivelser af hendes oplevelser der skræmmer mig som ind i helvede, for nu at sige det meget lidt pænt. I artiklen bringes dette citat og det slog meget hårdt i mig.

Jeg har kun haft to kærester. Men det er svært. Jeg kan for eksempel slet ikke holde ud, at man holder rundt om mig eller holder mig fast. Jeg skammer mig helt enormt, når jeg har sex. Det tror jeg aldrig, at jeg kommer til at nyde. Jeg synes bare, det er ubehageligt og enormt klamt. Jeg kunne da godt tænke mig engang at få en mand og nogle børn, men hvis man vil have børn, kræver det jo, at man har sex. Og det kan jeg ikke holde ud. Jeg føler, at det er et enormt handicap ikke at kunne give sig hen til et andet menneske. Det ville jeg ønske, jeg kunne.

Bortset fra visse konkrete detaljer kender jeg det kun alt for godt. Det er en lang proces hun skal i gang med der, og jeg håber hun får den hjælp til det hun behøver. For det kan vist afhjælpes, men det tager tid og de rette omstændigheder. Siger jeg – som ikke engang er halvt igennem. Og jeg er endda en masse år ældre.

Jeg kan blive så forfærdelig vred og bitter for det der med sex – det er jo bare noget vi kan – og helst noget alle sammen skulle kunne nyde? Ikke? Sådan er det bare. I torsdags lykkedes det mig faktisk at blive vred på hende sexologen da hun kom med en betragtning fra den her skuffe, der ganske givet var rigtig, men som alligevel provokerede mig. Kæresten havde lidt besvær med at få mig kølet af igen. Men jeg bliver vred over at ingen forstår. Eller osse forstår de men uden at acceptere at hvis et menneske ikke kender til glæden ved sex så føler dette menneske inkl undertegnede heller ikke nogen videre trang til at arbejde på projektet. Man sidder tilbage med spekulationer og tanker om hvad faen det hele handler om. Hvad pointen er med øvelsen. Og så kan man tillige skamme sig lidt over sin uformåenhed. For det er jo noget man bare kan. Eller bør kunne. Eller i det mindste bør kunne lære. Eller… hvis ikke andet så bare vænne sig til. Kan I næsten høre og fornemme lyden af det skæve vænne? Det er skrevet med dyb ulyst. Og skepsis.

Vist, jeg er da kommet langt og alt det der. Men mekanismerne sidder fast forankret i min barndom og jeg tvivler på at jeg slipper af med dem. Jeg vil bare gerne have løsnet tøjret en smule. En smule mere.

Jeg er osse klar over at jeg har fået en fysisk begrænsning (eller mangel) med mig i arbejdet, der bestemt ikke gør noget som helst noget nemmere.

Alle har ret til et fedt køkken – den kender I godt, ikke? God reklame og et slogan der bare sidder fast. Men har alle ret til et fedt sexliv? Og hvad er det egentlig hvis man ser bortset fra at de fleste sikkert går rundt og tror at andres er bedre, sjovere, mere varieret osv osv.

Når jeg bliver rigtig sur og negativ på verden, og det er jeg jo nok i  øjeblikket så tænker jeg – gid vi med den her baggrund bare havde ret til at sige nej.

Jeg prøver at formulere noget generelt her – som barn måtte jeg leve med min brors absurde norm. Efterleve den sådan helt bogstaveligt. Nu hvor man så er blevet voksen så skal den her lille fejl satme rettes. For alle har ret til et fedt sexliv – hvad enten man vil det eller ej. Hvad nu hvis man bare slet ikke vil. Eller føler behovet.

Det er et handicap der er stort – og tabubelagt. Men jeg kan sagtens følge den her unge kvinde i hendes betragtninger hvad det angår. Hun sætter så skræmmende præcist ordene på det største tabu i det at være vokset op med sexuelt misbrug. Om den værste af alle senfølger, fordi den tager så mange andre ting med sig.

Andre gange, når jeg er lidt mindre sur og negativ bliver jeg mere positiv og tænker at psykopaterne i mit liv ikke skal have lov til at vinde den her over mig. Så minder jeg mig selv om at det lige præcis var det ordene om at jeg skulle leve med det – dvs skaderne – handlede om. Eller bare slet og ret – leve uden. Eller noget i den stil. Tror jeg. Så tænker jeg nej dælme nej og vil og kan arbejde for det. For jeg har jo osse ret til.. osv osv.

Den unge og stærkt formulerende kvinde runder osse noget andet, som dybest set forbløffer mig. Især fordi det atter kommer så krystalklart ud:

Mine forældre vidste udmærket godt, at det, der foregik, var forkert. De sagde altid til os, at vi ikke måtte sige noget med pik eller fisse eller sådan noget. Vi måtte heller ikke sige tissemand. Det lyder måske klamt, men det var det, vi fik at vide. Vi måtte ikke nævne navnet på kønsdele, for det var forbundet med skam. Når der af og til var nogle børn henne i skolen, som sagde de ord, så skammede jeg mig helt vild

Mine forældre havde nu ikke noget med noget at gøre – i hvert fald ikke direkte – men jeg kan sagtens genkende dette. Har egentlig bare ikke spekuleret så meget over det og bare tænkt at jeg var sært og lidt asocialt barn der ikke brød sig om de andre børns leg. Men havde i øvrigt det samme – og set fra den såkaldte krænkers side – yderst fornuftige begrænsning i hvad der måtte siges og ikke siges. Men overfor min bror var det pudsigt nok helt ok. Men kun der.

Aerodynamik

Det har på flere måder været en form for tema i mit liv. Ikke at jeg har nogen særlig interesse i fly, raketter eller sportsgrene, der handler om at bevæge sig kvikt op eller ned eller hen. Vi ved jo alle hvad det egentlig er, men tænkte at jeg ville starte med den mere præcise definition af begrebet.

Læren om luftarters strømning, især omkring faste legemer, samt om de kræfter, hvormed sådanne legemer påvirkes.

drag

Hentet på start-tri.com

Så meget for videnskaben om faste legemers modstand mod luftstrømninger der kommer imod dem og de hvirvler det efterlader og påvirker det faste legeme. Sådan ca i hvert fald.

Men aerodynamisk var også hvad jeg blev bedt om at være – da jeg var barn. Jeg skulle gøre mig selv aerodynamisk overfor min bror. Lade ham, som luften, glide hurtigt forbi så han kunne finde noget andet at bruge al sin negative kraft på. Gøre mig smal og ikke yde modstand. Sådan var beskeden. Lade det passere uden at lade det fæstne sig. Og det må man jo sige at jeg ikke var særligt god til.

Her 30-40 år senere sidder det stadig benhårdt fast. Det jeg kan huske, forstås. Resten ved jeg faktisk ikke om jeg har lyst til at huske. Jeg er faktisk helt sikker på at rådet om at være aerodynamisk var ganske velment, men ikke desto mindre er det en af de mest skadelige ting jeg kunne have lært. For i det råd lå jo netop osse indlæringen om at det der skete var ingenting – og da slet ikke noget der var værd at gøre så mange ophævelser over. Lad som ingenting, så går det over af sig selv. Lad være med at gøre sig selv til et sjovt offer så finder han sikkert noget andet at gå op i – som er sjovere.

Sådan skaber man et tavst barn. Og en tavs voksen. En uden ordentlig selvværdsfølelse.

En der finder sig i nærmest hvad som helst uden at gøre andet end at håbe at ting går væk af sig selv. I hvert fald når det er svære ting og ting der gør ondt. En der ikke viser smerte, sorg og følelser. En kold iagttager af livet. En kyniker. Jeg kan genkende mig selv i det hele og det i noget større mængder end jeg faktisk bryder mig om at tænke på.

Jeg har vist lært noget forkert dér. Men hvor er det svært at af-lære det igen.

Problemet er jo at den proces betyder en kontakt med alle de ting – jeg skal føle smerten og alt det andet. Jeg skal reagere på den. Jeg skal .. igen igen … lære at græde. Jo, jeg ved efterhånden godt at det er vigtigt men det betyder jo ikke at jeg bare kan, vel? Det værste er at det er lige præcis den her strategi jeg søger tilbage til når livet bliver svært. Aerodynamik.

Når det er svært på arbejde gør jeg mig usynlig og umærkelig og så håber jeg at det mobberi, der reelt foregår i øjeblikket holder op af sig selv. Jeg siger ikke fra. Og jeg sladrer i hvert fald ikke til de “voksne” – det vil jo så i det her tilfælde sige chefen. Nix – aldrig. For så sker der jo en masse forfærdelige ting; det har jeg jo selv lært.

Barndommens overlevelsesstrategi var forkert, for den sikrede kun overlevelse ikke liv. Og den gjorde mig til et nemt offer, for et tavst offer er et offer man kan vende tilbage til igen og igen og igen. Historien taler vist sit alt for tydelige sprog her. Hvad jeg slet ikke kan fatte i dag er hvordan pokker man kan sige til et lille barn.. eller bare et barn… lad som ingenting så går det over?!? Osse når de så grænseoverskridende handlinger fra min bror (der altså var en næsten voksen mand på det tidspunkt) rettet mod mig.

Bliv aerodynamisk så glider det hurtigere forbi.

Lige præcis derfor har jeg så svært ved at arbejde med de her ting, rent følelsesmæssigt, for jeg har lært at det bare skal passere forbi. Uanset om det var sexuelle overgreb, vold eller som nu mobningen. Den gamle strategi sidder alt for godt fast. Og jeg har en psykolog, der er ret insisterende på at det her – det er noget, som skal aflæres og hun prøver alle mulige og sikkert osse et par umulige veje for at nå det mål.

Det er ganske lidelsesfuldt.

Til sidst en lille opfordring til jer der læser med her… jeg har smaddersvært ved at finde de her ord og sætte dem sammen. Kunne I hjælpe mig med at komme med jeres tanker om det – om det at sige til børn at de skal blive aerodynamiske. Hjælp mig lidt på vej her… find de ord til mig som jeg mangler så hårdt.

Dualboot på flere planer

Har siddet med en rigtig modbydelig og konkret opgave i dag. Sagen er at vi har en gammel og temmelig crashed netbook (en af de der præ-ipad eeepc netbooks) med en næsten lige så gammel windows xp og linux på. Nu lød opgaven fra kæresten; fix den for den skal bruges som gave til et barn, der vi skal holde ferie. Ikke at jeg helt forstår hvad et barn kan bruge en 4-5 år gammel computer til, men det skal jeg nok heller ikke forstå. Men fixes, det skal den altså. Og da der er ved at være bund i weekenderne til vi skal afsted på ferie måtte det jo næsten blive i dag. For i går gad jeg faktisk ikke.

Helt ærligt så er det noget af det mest drilske jeg nogensinde har været udsat for. Øv, pis, lort og patter.. for det var selve opstarten der var røget sammen med hele linuxdelen. Windows lykkedes det mig kun at starte én gang og så var det lissom osse slut, og jeg sad atter med en lille pc der bare viste en fin sort skærm og en enkelt blinkende markør øverst i venstre hjørne. Og så er det jo man river sig lidt i håret (altså det jeg ikke har) og spekulerer på hvordan man skal google sig til løsningen, når der ikke står så meget som et enkelt lille tegn eller bogstav man kan søge på. Det ville mulighvis (!?!) være så let som at klø sig i måsen at lave den da jeg jo har den medfølgende windows cd – men det lille møgdyr har jo ikke et cd drev!

Gider ikke gå i detaljer – men den kører nu! Fin, frisk og nærmest nyduftende og med dualboot til windows og linux.

Der er rigtigt meget ventetid mens man laver sådan noget hvor man bare sidder og glor på en maskine, der arbejder (eller i det mindste ser ud som om den arbejder) og så kunne jeg jo passende sende tankerne i de andre presserende retninger.

Hvad var det lige der foregik i torsdags hos psykologen. Hvad er der med den der sociale arv. Jeg ved jo godt at jeg er ramt af den, men har egentlig aldrig forstået mekanismen i den. Det gør jeg heller ikke i dag, men jeg forstår nok lidt mere af den. Og det sære er, at vi egentlig ikke talte særligt meget om det – ikke direkte i hvert fald – men hun stak mig en lille tegning (en grafisk fremstilling af noget med børn og voksne) og prøvede ihærdigt at fortælle mig hvad den forestillede. Og jeg fattede absolut ingenting og kunne bare mærke at jeg følte en dyb modstand mod den. Men den sidder fast alligevel og nu fortæller den mig så andre ting og det er vel osse godt nok at ting virker på flere planer.

Jeg har ikke været helt skarp på at der er forskel på fortrængte oplevelser og fortrængte følelser, og det er som om det er blevet vigtigere at skelne mellem de to. Men helt ærligt, føles det lidt som om hun (altså psykologen) peger på en brød-dej der står til hævning og siger.. skil den lige ad: “En skål til mel, en kande til mælk og gæren skal derover og så kan du lægge saltet i hjørnet”. Det er altså svært. (og betydeligt sværere end at fixe en defekt grub (gnu bootloader) på en netbook – ordene har altså en fin imponatoreffekt her).

Og det er vist følelserne der skal tages fat i nu. Og hvorfor de er endt som godt nedlukkede og nærmest lidt forbudte. Så forbudte at jeg her, nærmest 40 år senere stadig ikke kan finde ud af at føle dem, kun tænke dem. Det er en ret solid indlæring og prægning, der har fundet sted der. At tavshed er nødvendig for at overleve. At følelsesløshed er en strategi og at kontaktløshed til voksne var et faktum og en realitet, der bare skulle accepteres. Det er svært at føle svigtet – men ikke svært at beskrive det.

Der må være en forudsætning for det svigt. Der må være et eller andet der gjorde det muligt for min bror at fortsætte overgrebene mod mig. Der må være noget der gjorde at han bare vidste at det ville jeg ikke fortælle om. Der må ligge noget – et eller andet – før overgrebene, for hvordan kunne han ellers være sikker på at lille-pigen ville kunne skjule hvad der virkelig skete bag døren. Eller var han bare heldig da han valgte sin “legekammerat”.

Jeg tror jeg lavede et kammer af en slags – til følelser, der skulle rummes og oplevelser der ikke måtte komme ud eller stikke af fra mig – til følelser jeg instinktivt vidste ikke kunne rummes af andre. Og dét kammer er altså blevet ganske vanskeligt at stikke hul på, og jeg kan mærke at jeg kører de samme mekanismer den dag i dag. Spekulerer rigtigt meget over hvad jeg kan fortælle… for jeg tror ikke på at nogen magter at lytte. Magter at tage sig af sig selv og af mig mens de gør det. Dérfor, bla, er jeg tåreløs.

Og sådan har det vist været – længe.

Hilsen fra tænkeboksen

Det er sært med det sidste indlæg jeg skrev (det fra i går). Egentlig er teksten forholdsvis simpel, den var ikke særligt gennemarbejdet på skrift, men godt og vel overvejet. Men svarene jeg fik rørte mig meget mere end jeg troede muligt. Er dybt taknemmelig for at der sidder mennesker derude som bare bliver ved med at støtte mig i det her opgør med fortiden. Og med nutiden. Og til fremtiden. Det er da berørende på bedste vis.

Og det har jeg så gået og spekuleret som en gal over i dag på arbejde. Robotten har kørt som den skulle og uden fejl – magtede ovenikøbet en lille bitte ekstraopgave – men tankerne har ærligt talt været et helt andet sted og kun fokuseret på arbejde når maskinerne blev lidt for “farlige” som det kaldes i forbindelse med trekantmærket medicin.

For hvordan skriver man sådanne breve til mennesker man faktisk ikke ønsker kontakt med. Starter man med “kære”? Slutter med “med venlig hilsen”. Aj, helt ærligt. Men bare dette lille formaliaspørgsmålstegn er den første hurdle jeg skal overvinde, for på sin egen skæve vis føles det usædvanligt kunstigt at skrive sådan noget. Men kan det rykke bare en cm på mine streger i sandet vil det være forsøget værd. Så meget har jeg forstået. men hvordan faen kommer man i gang?

Skal jeg sætte mig og skrive om de ting som min bror burde kunne huske? Eller de ting jeg ved han har fortrængt. Skal jeg minde ham om at det faktisk var forbudt – som i rigtigt meget forbudt – det han gjorde? Eller skal jeg begynde at rulle det op hvad det har gjort ved mig?

Og midt i alle disse sære tanker slår kryds-tanken ned i mig. Tænk hvis min bror skrev et brev til mig – om hans oplevelser? Hvordan mon det ville se ud? Ville der være en forklaring, en undskyldning, en udskældning eller bare en konstatering af at jeg ikke var noget særligt værd, og derfor kunne bruges som en spændende (varmere) udgave af lolitadukke med 3 passende huller. Mon jeg ville finde ud af hvad der driver en mand til den slags handlinger – mod et barn? Jeg ser på mine kolleger og venner med børn og tænker – hvad mon de ville tænke hvis det var deres barn – eller børn. Hvordan ville de komme videre. Kan nogen overhovedet forestille sig det – og tør man?

Så nu er der stop på tankerne igen, for de kører i flere spor. 4 faktisk. For de samme tanker gør sig jo i høj grad gældende for “overfaldsmanden”. Hvad drev ham til den psykopatiske handling. Sociopati eller psykopati? Dårlig barndom? Eller var det bare simpelt vanvid i et voldsorgie, der blev værre end planlagt? Var det mon overhovedet planlagt? Det hele? Var han koldblodig i sit valg handlinger – eller alt for “varmblodig” og i følelsernes vold?

Hvad skete der egentlig den der aften? Og hvad skete der mon da jeg var væk, besvimet af en sær blanding af chok og små-fatalt blodtab? Jeg aner det ikke, bortset fra et langt-langt væk minde om lyden af foldbold. Så han fodbold på min sofa? Holdt pause? Mens jeg var væk? Det virker enten meget kynisk eller meget selv-chokeret.

Jo, tanker er der sørme nok af. De skal bare ud på ord og skrift og tale. Men at få struktur på dem føles næsten så overvældende som at begynde at skrive en roman uden at kende struktur og persontegning på forhånd.

Tilståelser

Skrev en gang om at mangle noget. Ligesindede. Nogen med en fælles erfaringsbagage – og at de var ganske svære at finde for mig.

Det ville være nemmere end nemt for mig at finde nogle med ca de samme barndomsoplevelser, men dem får jeg jo ikke rigtigt noget positivt ud af – snarere tværtimod har jeg fundet ud af. Så det afholder jeg mig en smule fra.

Men der er faktisk to jeg godt ville have kontakt med. Mine søstre. Som jeg ikke har set siden før jeg mødte kæresten. Ikke at jeg vil rigtigt omgås dem – men ville bare gerne vide lidt mere om hvad de egentlig har oplevet. Men der er absolut lukket. Det er mere nysgerrighed, for man kan spekulere sig tosset over deres oplevelser, som jeg dog tror har været af mere normal karakter end mine. Dog er reaktionen på mine tidligere lidt forsigtige følere mht vores bror af en sådan kaliber, at det er svært ikke at spekulere på hvad der ligger bag.

Historien bag det brud er egentlig ikke helt enkel. Det er sådan noget jo egentlig sjældent.

For nu at begynde ved begyndelsen prøvede jeg for 12-15 år siden at stille spørgsmål til deres forhold til vores fælles bror. Deres oplevelser med ham da de var børn. De afviste samtaleemnet hårdt og brutalt, men fik dog lidt at vide mellem alle de hurtige ord der fulgte. Konklusionen var at de ikke brød sig om ham – og så var den prut lissom slået.

Så gik der noget tid, og jeg havde en kæreste som de bestemt ikke brød sig om, hvilket jeg godt kunne forstå – bagefter. Det endte jeg jo så osse med – ikke at gøre. Altså bryde mig om.  Det var på et på alle måder katastrofalt forhold og denne kæreste har uden tvivl været en del af det brud der fulgte mellem mig og mine søstre.

En dag – længe efter det brud – stillede jeg et spørgsmål som åbenbart var lidt for meget. Jeg spurgte dem hvorfor de ikke rigtigt regnede mig for noget. Talte mig med i familien og kun gjorde det, når de ikke kunne blive fri for det. Og så i øvrigt ignorerede min eksistens.

Det spørgsmål skulle jeg ikke have stillet. Ikke så direkte i hvert fald. For jeg fik et svar – skriftligt.

En lang liste af alle mine dårligdomme.

  • Det med min bror og hvorfor og hvordan kunne jeg omgås ham og stadig spørge til deres oplevelser med ham og kun dårligt maskere hvad det egentlig var jeg spurgte om
  • At jeg skulle holde op med at være syg og begynde at betale tilbage til samfundet – dvs finde mig et ærligt arbejde
  • At jeg skulle holde op med at forvente at andre løste mine problemer – se ovenstående – find dig et rigtigt arbejde
  • At de synes jeg havde været for forkælet – se ovenstående – find dig et rigtigt arbejde
  • At jeg skulle – i modsætning til dem forresten – betale mine forældre tilbage hvad de havde stukket mig af penge i tidens løb med dyre studier og sygdom- se ovenstående – hold op med at være syg og find dig et rigtigt arbejde.
  • At de ikke havde kunnet acceptere min kæreste – der på det tidspunkt havde været eks i et års tid – og af gode grunde.
  • At de ikke kunne acceptere at jeg medbragte eller forventede at kunne medbringe en kvindelig kæreste til familiesammenkomster mm
  • At de havde problemer med at jeg holdt denne eventuelle kæreste i hånden eller at der på nogen måde var kærtegn i mellem os når børn og ældre så det – at den slags måtte høre min privatsfære til.

Således var ca essensen af den mail underskrevet den ene og formodentlig godkendt af den anden. Som jeg i øvrigt ikke engang værdigede et svar.

Og nu gør jeg boet op. Jeg ses ikke mere med min bror, da jeg nu ved at det bestemt ikke er det bedste for mig, selvom jeg prøvede at slå en streg over fortiden – uden held. Jeg prøvede forgæves at holde familiefreden i hævd, og var ved at gå i stykker på det.

Jeg har opfyldt alle deres betingelser (hvem faen gav dem ret til overhovedet at stille sådanne?). På nær de to sidste. De kender til mit “almindelige” liv via mine forældre, der dog klogeligt ikke taler synderlig meget om mig og os. De ved at jeg har arbejde (men nok ikke et, som er rigtigt og prestigefyldt nok i deres små-snobbede verden). De ved at vi klarer os selv og ikke er økonomisk afhængige af nogen andre end hinanden. At vi giver meget tilbage til vores forældre i form af oplevelser og højt-prioriteret samvær med dem – penge vil de nemlig ikke have. Det får de jo heller ikke af de andre som de siger. Det er et overstået kapitel i deres liv og de mangler ifølge dem selv ikke noget.

Tilbage står de der to sidste betingelser for et genoptaget samvær. Så jeg har små-tørt konstateret at deres fortsatte afvisning af mig og kærestens eksistens beror på noget så simpelt som homofobi. Og at alt det andet blot var et skalkeskjul og ubekvemmelighed over at jeg spurgte lidt til deres oplevelser med vores fælles bror. Men det gør jeg ikke mere så homofobien må være det der stadig holder dem tilbage. Eller osse er de bare lidt flove og kan ikke finde ud af at komme videre fra det hjørne de har sat sig selv ind i.

Og den betingelse kan jeg ikke og vil jeg ikke opfylde. Min kæreste er min familie og det er helt naturligt for mig at hun naturligvis sidder med ved bordet når familierne samles rundt omkring.

Det er osse helt naturligt at hun bliver budt med når den øvrige del af familien holder et eller andet festligt og mit indtryk er dybest set at de godt kan lide hende. De kan synes at det er noget “underligt noget” med de to piger, men det er jo ikke mere underligt end man gør det til. Men at bede mig om – hvis hun er med – ikke at lægge armen om hende eller gøre noget andet der ser ud som noget kæreste-agtigt at gøre – det har jeg svært ved at kapere. Og jeg kan da slet ikke efterleve det i praksis.

Egentlig forstår jeg slet ikke hvorfor noget de kan gøre med deres mænd – offentligt – er så frastødende når jeg gør det samme. De forventer da osse at blive inviteret som par og som familie til tingene – men når det er mig og kæresten er det pludselig noget der retteligt burde høre privatsfæren til. At hende bør jeg gemme derhjemme når jeg selv viser mig ude i offentligheden.

Om jeg hader dem – overhovedet ikke. Savner måske den ene og er ligeglad med den anden. Med had er der slet ikke tale om. Jeg kan forundres over hvor dyb deres afstandtagen til mig er – jeg kan forundres over at de ikke vil komme til vores fars runde fødselsdag (han er en ældre herre, så dem er der nok ikke så mange tilbage af) bare fordi jeg og kæresten kommer. Bror havde meldt afbud pga noget længe planlagt ferie i langt-væk-udlandet. Men ikke engang dét kunne de nedværdige sig til at deltage i – når vi nu osse var inviteret. De kunne næsten ikke engang finde ud af takke pænt nej. (Og det må egentlig osse være svært at finde en acceptabel forklaring på det afbud).

Det er klart at det blev en sær fest og at der var mange der undrede sig over at de to ikke var med med deres familier. Jeg måtte bare svare så stilfærdigt jeg kunne at de ikke havde det særligt godt med den måde mit liv havde formet sig på og at de derfor ikke ønskede at se mig.

Men jeg kan ikke ændre fortiden – og jeg vil ikke ændre nutiden og fremtiden. Og fremtiden bliver med tiden uden bror, uden søster 1 og søster 2 og uden familie i øvrigt, da det formentlig osse glider ud til siden.

Jeg begynder at forstå hvorfor rigtigt mange af mine lesbiske bekendte og venner i højere grad vender sig mod hinanden og laver sociale familieenheder med sig selv, deres venner og hinanden i stedet for de der biologiske tilfældigheder vi ellers er udstyret med.

Når jeg omtaler mine søstre er det næsten altid de biologiske.. for de findes ikke rigtigt andre steder i min verden. Lidt ærgrelse kan jeg godt finde frem – lidt tristhed.. men nok allermest forundring over at voksne og veluddannede mennesker der for den enes vedkommende har gjort det til en profession at arbejde med psykisk syge (et er teori – noget andet praksis) og den anden åbenlyst bekender sig til det parti, der har gjort homosagen til deres er vi ikke bare så goe sag. Osse her mistænker jeg, at der er forskel på fine ord i et partiprogram og så udførelsen i praksis. Jeg kan naturligvis ikke bebrejde hele partiet for dette enkelte medlems private holdninger, men … jeg gør det nok alligevel og det er bestemt ikke et parti, der får min stemme. Jeg er osse bare et menneske.

Det må være hundesvært at forstå for jer der har helt normale relationer med jeres helt normale søstre, og det kan måske virke lidt provokerende at jeg skriver alt det her – her, og ikke i stedet prøver at kontakte dem direkte hvis jeg ønsker kontakten. Men efter rigtig mange overvejelser er jeg nok nået frem til at jeg egentlig ikke ønsker den kontakt mere. Jeg har ikke meget mere at tabe men lidt at vinde ved at offentligt sætte ord på at jeg faktisk har søstre. Biologiske søstre. Intet mere end det.

Man kan osse mene at det her indlæg sætter mig i et skidt og lidt “nassende” lys. At jeg udstiller nogle mindre gode sider ved mig selv. Jeg var meget syg og meget svag og mange ting har ændret sig siden det. Det er derfor jeg kalder mig selv “overleveren”. Jeg burde ikke have været hvor jeg er i dag. Der var egentlig alt for meget at skulle overleve til at kunne gøre det med succes, og alligevel er jeg her jo i dag i en eller anden grad. Egentlig er jeg lidt stolt af mig selv og den kamp jeg har kæmpet og som jeg stadig kæmper. Men for de to var det ikke nok – ikke godt nok. Og det bliver det nok aldrig.

Dumt eller klogt?

Det er spørgsmålet, og det handler egentlig ikke om mit lettere hævede og varmeudviklende knæ. Jeg tager på arbejde i morgen og begynder dagen med at vende den kontordame, der tager sig af arbejdsrelaterede sygdomme og skader. Hun har fået at vide at min sygdomsperiode formentlig er arbejdsrelateret.

Men eftersom at det ikke handler om dét, må det jo handle om noget andet.

Det er ikke så tit at jeg har haft 3 dage hvor jeg bare har skullet sidde eller ligge og i øvrigt været rimelig frisk i hovedet samtidig. Hvor jeg har været alene 10-12 timer om dagen. Hvor jeg har fået lov til at kede mig i stænger (især i selskab med live sendingen fra den der skorsten). Fået lov til at tænke og læse helt for mig selv. Jeg tror ikke at det er ubetinget sundt, men det er i hvert fald sket.

Jeg har for første gang sat mig ned og er begyndt at læse lidt på den litteratur, der er tilgængelig på nettet. Ikke den dybeste og mest utilnærmelige faglitteratur om PTSD og senfølger efter incest, men det fra den lidt tungere del af den lette halvdel. Paradoksalt nok har jeg ikke orket at læse andres blogs om det, hvilket jo nok skyldes at jeg ikke umiddelbart bare kan bruge andres personlige erfaringer til ret meget. En erkendelse jeg nåede til for flere år siden. Jeg har det bedre med de professionelles ord om hvad der egentlig er galt med mig og mit hoved. Det er klart, at der efter lang tids terapi ikke er det store nye i det for mig, men det er alligevel en ganske særlig oplevelse at se det på skrift og i generaliseret form. Pludselig føler jeg mig ikke helt så alene og ensom i verden. Forstår I, hvis jeg havde læst nogle af de andres personlige erindringer så havde jeg troet at de var små ensomme øer som jeg i det store menneskehav af lykkelige barndomme og glade minder. Men at læse hos de andre, dem der beskæftiger sig professionelt med de her emner giver mig trods alt en fornemmelse af at vi er så mange at der lige frem er nogen der kun arbejder med det. Og jo, det ved jeg jo altså osse godt. Har bare altid undgået at tænke så voldsomt over det endsige at læse om hvad de tænker og mener.

Men det har jeg gjort nu.

Først en lille anden omvej, for jeg tror at anledningen til den sære interesse begyndte lidt med at jeg modtog en mail, der delvist handlede om at “passe på mig”. Hvorfor blev jeg nu rædselslagen for det. Hvorfor gjorde det ondt. Der er jo ikke noget at være bange for her. Det er bare en der synes jeg er ok og som siger det til mig. Hvad kan der dog være galt i det? Intet som helst. Det er bare mig der genfinder et gammelt negativt mønster – gentagent negativt mønster endda. Stol ikke på nogen og især ikke dem der siger de vil dig det godt. Stol ikke på dem fordi du har ikke noget valg. De mennesker du skal og kan stole på er de farligste. Dem der siger de passer på dig gør jo egentlig det modsatte. Det ved du jo godt!

Og det er jo helt afsindigt tosset. Der er ingen mennesker i min omgangskreds der vil mig det ondt. Der er ingen jeg ikke kan stole på, for alle er tilvalgte og ingen får lov til at komme så tæt på uden at være “ordentlige”. Og alligevel er det min allerdybeste reaktion at den vis hånd der klapper mig på kinden og siger jeg er god nok osse er personen bag den hånd der krænker mig fysisk og/eller psykisk.

Efter at have læst lidt mere rundt omkring er jeg nok ved at nå frem til at det ikke er mig, der reagerer sådan – det er min sygdom. Og at det glædelige er, at jeg langt hen ad vejen kan kontrollere den så den ikke får magten, men blot forbliver en – omend mindre – magtfaktor i mit liv.

Jeg har lært om overlevelsesmekanismer som når barnet bliver misbrugt af en, man som barn er afhængig af. Har lært om reaktiverende følelser om forskudte aggressioner. Og jeg har læst om kropslige, neurologiske, psykiske og sociale normale reaktionsmønstre, næsten så jeg føler mig tilgivet for alle afsindighederne. Og jeg har lært at det er forholdsvist normalt at den slags ikke bare dukker op i nutidige og nære relationer som familie, kærester men osse kan komme overfor venner og sågar sådan noget ligegyldigt som kolleger. Har lært at det netop er beskyttelsesløftet der kan starte det. Og det er dybt paradoksalt, for mennesker som mig har så meget behov for den der beskyttelse og alligevel er den så frygtindgydende at man næsten ikke tør tro på den.

Og jeg har tænkt. Hvordan mon det er – ikke at have det sådan. At vide sig selv stærk nok til at stole på det gode i mennesker velvidende at man er stærk nok til styre uden om hvis man skulle blive skuffet. Hvordan mon det er at kunne lide mennesker uden at de først skal vejes og måles bare for at kunne føle en helt basal tryghed ved dem. Hvordan mon det er at have dén styrke. Hvordan mon det er at møde en som mig, der i den grad mangler den styrke. Mangler evnen til at acceptere at blive behandlet godt – når jeg rent faktisk bliver det. Det må satme være en tålmodighedsopgave at kunne li mig. Folk som mig bør ikke have mennesker tæt på. Folk som mig bør netop have det. Folk som mig skal have tålmodige mennesker tæt på. Tålmodige, men så sandelig osse modige. Mennesker der tør sige sandheder til mig – og som tør træde tættere på og som – især – tør blive der og se at jeg holder op med at være øjebliks-sær igen. Mennesker der tør klø mig lidt bag ørerne. Mennesker som jeg har vist ikke rigtigt krav på eller lov til at forvente sådan noget af mine medmennesker. Så meget desto større glæde kan jeg faktisk føle ved at sådanne mennesker findes. Og findes for mig.

Jeg har tænkt mere end det.

Og jeg vil nok ikke udelukke at der kommer lidt mere om det her. Men I kender mig jo, alt kommer i bølger så mon ikke det osse bliver hurtigt overstået igen.

Kigger billeder

Og det gør jeg nok ca fordi jeg ikke rigtigt har gidet være ude og tage mine egne nye billeder af vinteren på det sidste. Jeg har jo døjet lidt med sygdom, så udover at passe job, kæreste og hund, har der ikke været meget overskud til ret meget. Og nu synes jeg at der manglede lidt billeder på bloggen igen. Gerne et fint hvidt vinterbillede. Dem har jeg egentlig mange af. Så her er et af dem, og håber ikke at det har været vist før. Men det tvivler jeg nu på, da alle billeder på overleveren er gemt i en særlig mappe.

IMG_8648

Det altså ikke altid, at man skal pege kameraet væk fra solen. Her giver den et fint modlys i de rimfrostede træer.

Jeg tror der var smukt en times tid efter da solen gik ned og farvelagde skoven i dybt rødt lys. Men der sad vi altså hjemme igen og drak varm kakao, så vidt jeg husker.

I min jagt på billeder faldt jeg over en særlig mappe med sort/hvide billeder. Og det var egentlig interessant nok, da det er billeder jeg har fået af min far. Sjældne barndomsbilleder af mig i alderen 2-13/14 år. Ca. Det er et bittersødt gensyn. Især det lille billede af mig på 3-4 år der bliver hjulpet gennem bølgerne af min bror. Dengang var vi vist ret tætte og efter sigende forgudede jeg min bror. Dengang var der glæde i barnet. Tryghed i at han sikkert skulle redde mig hvis de flere centimeter høje bølger skulle vælte mig.

I de senere billeder ser jeg verdens mørkeste barneblik, der kun afslører et lille smil når jeg er med hundene. Der er ingen jævnaldrende på nogen af billederne, men masser af hunde. Den store tunge og venlige skt bernhardshund, der luntede rundt og bare sin egen rolige herre. Den energiske puddel, der var her, der og alle vegne. Inklusive i vindueskarmene mellem blomsterne. Naboens sære grå gadekryds, der var mere sød end køn og den højbenede rædselsfulde schäfer, der til gengæld var lydig som få. Men når jeg ser mig selv på de billeder ser jeg en pige, med et påfaldende godt tag på hundene, der lystrede mit mindste vink – men med en stor mørk hemmelighed. Der er slet ingen smil til kameraerne hvis ikke der lige er en af hundene med osse. Jeg tror mine forældre tog rigtigt mange billeder af os søskende, og en dag vil jeg prøve at tale med min far om at se nogle flere. For der må da være nogle hvor jeg ser ud som om livet passer mig. Der må da være nogle glade barndomsbilleder og ikke bare disse bitre billeder, hvor jeg tappert prøve at virke tilfreds, glad og tryg. Jeg kan da ikke have været utryg altid?

Jeg ved godt at det må være svært at læse når jeg så ikke viser de billeder, men jeg håber stadig på forståelse for det.

Kigger lidt videre i bunkerne.

Jo, der er faktisk et billede her hvor jeg smiler. Jeg sidder i familiens lille motorbåd og ser faktisk ud som om jeg hygger mig. Også selvom jeg vel er en 10 år ca og min bror sidder lige ved siden af og passer roret. Det er svært at se på det billede. Prøver at forestille mig hvad jeg tænker lige dér. Hvorfor er det at jeg ser så trist ud på alle billeder. Ser så mørk ud. Og på de eneste to billeder hvor jeg er sammen med min bror lyser det alligevel ud af mig at jeg er glad – eller glad nok.

Er det fordi jeg troede på ham? At jeg troede på at dét han gjorde med mig var sådan det skulle være i en familie og at jeg var glad for at han lærte mig det svære? Var jeg virkelig så lullet ind i hans løgne og troede på ham at jeg kun kunne være “glad” når han var der. Og mørk og trist når han ikke var der? Det er en farlig tanke, men jeg tror egentlig at det er tæt nok på. Mon det er derfor ingen nogensinde opdagede hvad der foregik mellem os, og først opfattede at der var problemer, da jeg blev teenager og vendte mig væk fra ham, og han reagerede nærmest med jalousi og vrede. Vendt mod mig og mod den hund, der af en eller anden grund synes den skulle passe på mig.

Jeg tror faktisk at jeg stolede på ham. På at han havde ret. På at det han lærte mig var vigtigt, selvom det var ubehageligt når det stod på. Jeg vidste jo ikke bedre. Måske var det barnets overlevelsesmekanisme, der var i gang. At det var bedre at holde med ham end gå imod ham. At det var nemmere at holde af ham end at hade ham. Han var jo min bror.

Føler næsten at jeg var et barn der levede på en løgn.

For nogle dage siden måtte jeg sige fra overfor en ven der begyndte at fortælle om en lykkelig barndom. Pludselig kunne jeg bare slet, slet ikke klare det. Kunne ikke finde ud af om jeg blev vred, ked af det eller bare pisse-hamrende misundelig over at man kunne være barn på den der ubekymrede vis. Jeg håber at dét jeg hørte den dag er det normale og at det bare er mig, der ikke kan høre på sådan noget uden at blive sær. Mon det var sådan for alle de andre børn at være barn? Er det bare mig, der trak en nitte i familielotteriet?

Er her endnu

På sådan en sygedag, hvor jeg ikke må anstrenge mig, har småfeber og er på penicillin kan jeg jo sagtens lige lave et fint lille blogindlæg inden jeg kryber tilbage under dynerne i sofaen ( tak for sokkerne, Susanne). Men hunden skal jo stadig luftes, og i dag foregik det lige ved solopgangstid, og så kunne jeg jo lige så godt lige nappe kameraet med. Termometer viste minus 12 grader, så mine særlige fotohandsker kom osse i brug. De holder lige præcis frosten fra fingerspidserne og jeg har alligevel følsomhed nok til at fokusere manuelt på kameraet udover at trykke på alle de små knapper. Blæser det lidt for meget er de handsker ikke meget værd, men de er rare at have i tasken med det andet udstyr.

Desværre havde jeg ikke taget hunden med på råd om at tage kameraet med ud på en lille ti-minutters runde, for den har ærligt talt et ret belastet forhold til hård frost og saltede fortove. Den gjorde hvad den havde behov for at gøre og nægtede derefter at bevæge sig videre. Den lægger sig fladt på maven og sender mig sit allermest stædige blik og den absolut eneste måde at få den igang igen er at sige “hjem”. Mystisk nok kan den sagtens gå hele vejen hjem – bare den får lov at vælge ruten. Lige hjem. Og det er jo egentlig lige præcis det jeg selv har lært den – at hjem betyder at den skal styre hjem.

Så det blev ikke til mange billeder af solopgangen over sneen. Men lidt fik jeg da skudt mens hunden lavede sin lay-down strejke.

IMG_1900

Det er ikke meget jeg har fået fotograferet på det sidste, det er som om energien ikke rigtigt har været til det, men håber at få det sparket igang igen i løbet af februar/marts. Jeg skal nemlig på et par fototure i påsken, og der skal teknikkerne altså lige sidde helt fast igen.

IMG_1888

Jeg klarede besøget hos tandlægen uden alt for store psykiske problemer. Jeg var da bange og nervøs, men temmelig bedøvet så jeg tror faktisk ikke rigtigt jeg opdagede hvad det var jeg skulle være bange for. Og bagefter direkte hjem og i seng. Kæresten luftede hunden og gik i gang med sine planlagte bage-projekter. Jeg sov fra det hele og dukkede først op til overfladen ud på aftenen, slugte nogle flere smertestillende piller og skvattede nærmest besvimet om i sofaen.

Tak for alle jeres tanker over noget så latterligt som lidt tandlæge-skræk. Men der er så mange lag i den skræk, at det kan være ganske svært for mig og mine omgivelser at håndtere. Ironisk nok er den der har mest styr på det tandlægen selv. Han har konstateret en nær sammenhæng mellem den stærkeste tandlægeangst,han møder og hvem der har været udsat for et sexuelt misbrug, og har også drøftet dette med kolleger. Men sært nok er det faktisk ikke noget psykologerne rigtigt har fået øje på som noget særligt eller vigtigt. Han, altså tandlægen, har ikke sagt noget til mig om alt det her, men jeg ved at han og hans assistent forsigtigt spurgte min kæreste til det for et par år siden – og at den samtale vist blev en af de lidt længere. Og hun skønnede, at det var ok at hun svarede så ærligt som hun kunne, for at sikre mig de bedste forhold, når jeg endelig turde tage derud. Det var vist klogt nok.

Når man først lige bliver gjort opmæksom på sammenhængen, er den jo indlysende nok, kvalmende nok i sig selv. Men jeg tror egentlig ikke at det nødvendigvis handler om det sexuelle misbrug i sig selv. Det er naturligvis med og gør det hele meget værre, men det behøver ikke at være der. Jeg tror at der er mange børn, derude, der er blevet voksne og stadig render rundt med en følelse af overgreb når forældre (eller som i mit tilfælde en bror) skulle lære dem at børste tænder. Eksempelvis. Eller som synes at det var et stærkt overgreb når nogen ville klippe negle på tæerne.. Jeg tror at de ting sidder rigtigt dybt i os og at de bliver siddende som noget der vækker stærkt ubehag – og for nogen så stærkt et ubehag at det bliver traumatiserende i sig selv.

Der er mange grunde til at jeg ikke fik børn… dette er osse en del af det. Der er alt alt for meget, der kan gå helt galt. Man kunne så måske sige lidt forsonende, at jeg så kunne være en glimrende legetante for andres børn – glem bare det.. for jeg dur ikke til børn.. ret længe af gangen.

En tradition

Altså bortset fra at rose min bror til skyerne for alt hvad han gør i sit liv – og alt det gode han vil gøre for andre så har vi en fast tradition. Julefedtet skal bortmotioneres, så turen går til et sted lidt uden for Herning, hvor man kan danse en trappedans af de barskere. Vi bestiger Elia. IMG_1822

Denne gang var det lige i sidste øjeblik før sollyset helt forsvandt og jeg var ikke helt sikker på at jeg overhovedet ville få billeder med hjem af stedet.

IMG_1835

Det er stor og dramatisk kunst (eller hvad man nu skal kalde det) og den fylder godt i landskabet. Men jeg kom da op og ned og har i dag de ømmeste lårmuskler. Men sådan er det, det hører med til vores jul og denne jul var så ingen undtagelse. Trapperne er decideret ondskabsfulde. Lidt for brede og lidt for høje.

IMG_1837

Og så i den mere alvorlige afdeling. Indlægget om min bror – og om at have fået nok af ham og omtalen af ham.

For nu at tage det sidste først. Han behøver slet ikke være til stede for at fylde alt for meget for mig. Og det er egentlig temmelig sært, for han fylder jo rigtigt meget i mig i øjeblikket. Jeg håber at den dagen nærmer sig hvor det bliver meget mindre. Jeg ved, at det er en proces, og jeg ved at jeg står midt i den. Og jeg ved også at jeg langt hen af vejen er alene i den proces. Og så alligevel ikke, for det er gået op for mig her i julen at jeg savner mine “medvidere” som jeg kom til at kalde det i en lille snak med Inge. Mangler at være blandt dem i stedet for dem der ingenting kan se, ingenting kan vide og bestemt ikke har noget som helst ansvar for noget som helst der foregik for alt for mange år siden og som bestemt burde være glemt og bortlagt nu hvor vi begge er voksne.

Men han er der selvom han ikke er der rent fysisk. Der er billeder af ham, han ringer og jeg kan høre hans stemme i røret (hvilket oftest får mig til at søge ud mod de sanitære forhold af latrinær karakter), og når jeg overnatter hos mine forældre sover jeg i samme seng som han – når han er der. Der lugter af ham. Han er der. I år har det været en svær jul, for selv om han jo ikke var fysisk til stede så var det som om han fik for meget plads.

Nu er jeg hjemme på hattehylden igen. Og her er der ingen spor af min bror. Jeg er træt, jeg er lidt trist, jeg er lettet..  luften er gået af ballonen og nu behøver jeg ikke holde mig mere. Har lyst til at gå ud og råbe og skrige det hele ud. Men tror desværre at de talrige naboer vil finde den opførsel en anelse aparte.

Hvor er stedet i skovene når man behøver det allermest..