Et iPad problem?

Nørd-advarsel.

Jeg kan altså rigtigt godt lide min iPad, og alle jeg møder, der selv har en er ganske enige; det er en skøn tingest.

Men i julen mødte jeg først én og dernæst en anden der næsten med hviskende stemme betroede mig, at de ikke var helt tilfredse. Når de havde siddet med den et stykke tid på det trådløse net derhjemme tabte den netforbindelsen. Men shhh – det er ikke noget vi taler så højt om, for vi elsker jo vores iPads, ikke

Jeg har faktisk samme problem. Efter ca 20 minutter taber den forbindelsen til netværket. Og jeg er rimeligt irriteret over at sådan et fint produkt ikke kan noget så essentielt som at køre på et netværk uden at tabe pusten.

Så fik vi apple-tv og stor var min frustration, da jeg konstaterede at det var samme problem. Møg-æble!

Begyndte at holde øje med kærestens iPhone.. samme sag.

Løsningen lå på min android-telefon, viste det sig. For den sladrede om hvad der foregik på mit netværk ved hjælp af en app, jeg havde glemt alt om. Og jeg dummeklasker mig selv over at opdage at efter flytningen ind til hattehylden deler vi WIFI channel med 4 andre i samme hus. Så tror da pokker at routeren ikke kan trænge igennem og levere stabile ca 80 mbit.

Hurtigt ind på setup til router – bytte kanal til den af Android anviste bedre kanal.. og så kører skidtet. Og det håber jeg så det bliver ved med at gøre.

Føler sig lidt dum over at lave sådan en amatør-fejl. Men til jer, der også piver lidt over det trådløse netværks instabilitet.. måske skulle I osse checke jeres kanaler..

Taget som naiv

Det sker godt nok ikke så tit for mig, men i dag måtte jeg med stadig rødere ører konstatere, at jeg var naiv. Er naiv, faktisk.

Sagen er at jeg har nogle lidt fjernere bekendte, der har opdræt af dådyr. Faktisk ligger deres hus midt i det indhegnede område og dådyrene render rundt i “haven”, omend ikke lige udenfor. De stjæler altså ikke fra vindueskarmene eller køkkenbordet hvis vinduerne står åbne. Men de er relativt tæt på.

I dag havde jeg lidt tid i overskud så jeg slog et sving omkring dem, for at spørge om jeg måtte komme forbi med et kamera en dag. Ville godt have et billede af den buk de har gående. Og da jeg agtede at prøve at få den i søgeren stående på deres gårdsplads var jeg jo nødt til at spørge pænt, da det ikke er tilrådeligt at bruge et kamera på privat grund uden at have fået lov til det først. Det er faktisk lidt ulovligt.

Jeg gik jo ud fra at det bare var – jammen selvfølgelig må du fotografere vores buk. Så simpelt var det bare ikke. Det viser sig nemlig at de er rigtigt bekymrede over enhver form for publicity. De reklamerer ikke med salg af kød og andre produkter fra deres dyr, for de er nervøse for at nogen ville komme og sabotere deres opdræt.

Ikke i form af krybskytteri, som jeg dog ville kunne forstå, men i form af dyrerettigheds-ekstremister, der kunne finde på at klippe hul i hegnet og sådan noget.

Jeg forstår slet ikke sådan noget. Jeg ved godt at nogen synes det er ok at lukke levende mink ud i den danske natur, og jeg ved også godt at der findes militante veganere, der går til yderligheder for at bekæmpe en hver form for “misbrug” af dyr med bevidsthed. Ved også godt at den grønlandske fangerkultur led forfærdeligt under sælskindshadet.

Men attentater på en hjortefarm? Det vidste jeg godt nok ikke.

Hvad er det dog for et syn på natur, kultur, dyr og mennesker der ligger bag.  Der må være gået lidt for meget Disney i den. Det er kød, ganske som grisen i køledisken i supermarkedet. Rent faktisk tror jeg at denne flok hjorte der går mellem træer, i enge, og gemmer sig i det høje græs har haft det betydeligt bedre end grisene i produktionsstaldene.

Og alligevel står konen der med et bekymret blik og vurderer om hun kan stole på mig. Det kan hun godt. Jeg afslører ikke for nogen hvor billedet er taget, og jeg vil tvivle på at man overhovedet kan se noget hegn på deres vældige mark. Jeg vil bare gerne have et hovedskud af deres buk i et brunstbrøl. Og her kan jeg måske komme tæt nok på den.

Kender nogen andre. De opdrætter også dyr. Nogle ungarske grise, der kaldes mangalitza-grise. De har noget særligt sundt kød og er let genkendelige på deres pudsige uldede børster.

Det er lang tid siden jeg besøgte dem og skød et billede med mit daværende lommekamera. Så beklager på forhånd billedkvaliteten.

Viser kun billedet fordi det for mig er ca lige så uodiøst at få lov at tage et billede af en buk på en hjortefarm som at tage dette billede af en gris ved et lille vandhul. Men Bambi har tilsyneladende ikke levet forgæves og nu er det såå synd for hjorten og ikke synd for grisen. Tror den kække gris Babe fejlede lidt på succeskontoen hvad det her angår. Eller osse har den bare ikke øjne der er store nok, brune nok eller bevæger sig elegant nok når den løber hen over en mark.

Vi er godt nok kommet lidt for langt væk fra verdens realiteter, er vi ikke?

Et vandrende skab

Jeg er vokset op i en familie, hvor engelsk var et naturligt 2. sprog, da vi havde nære familieforbindelser til englændere i såvel England, Afrika og Indien. Det var derfor helt naturligt, at jeg i en meget ung alder lærte mig visse engelske gloser, så jeg kunne begå mig i de sammenhænge, omend jeg som barn jo ikke var et særligt vigtigt indslag i familien. Hvad jeg sagde og tænkte var ikke væsentligt. Hvad jeg fortalte var blot sjov og ballade og noget der blev grint af. Og jeg kunne jo ikke altid forstå hvorfor. Oftest skammede jeg mig når der blev grint af mig.

Meget har jeg glemt. Dels fordi jeg var barn, dels fordi der nok et eller andet sted var så meget andet jeg heller ikke ville huske for meget på – alt det om at være min brors lillesøster og dukkebarn.

Men weekendens oplevelse i forbindelse med flytningen med skabet, der ondskabsfuldt og med en skeetskyttes præcision nedlagde en bøsse iført bæreseler, bragte i dag et lille minde frem. Fra den lidt lettere afdeling.

Som barn hører man jo de voksne tale og prøver at regne ud hvad det egentlig er de taler om – også selvom det foregår på det der fremmedartede engelske sprog, hvor man blot har få gloser at gøre godt med. Havde dog fundet ud af at et skab på engelsk hed closet. Ikke at forveksle med det min mormor kaldte træk-og-slip dimsen ude i badeværelset. Closet – udtalt en sær fremmed accent, der vist nok skulle lyde lidt fransk og lidt fin.

Så hører jeg min engelske tante fortælle om deres hus – der har ganske særligt skab. Et vandrende skab, hvilket er en oplysning jeg funderer længe over. Hvordan mon sådan et skab ser ud? Er det mon fjernstyret med en ledning? Har det fødder? Tager det skoene af indendørs? Følger det efter hende ud på badeværelset, så hun ikke skal vappe igennem stuerne på våde fødder, fordi hun har glemt sit tøj på sit værelse og få skæld ud? Går det udenfor når de skal have gæster – for jeg har aldrig mødt det på gangene når jeg besøgte dem. Et genert skab, måske?

Klog af skade og megen latterliggørelse tør jeg ikke stille alle mine spørgsmål, men går længe og grubler over oplysningen om det der særlige skab, der tilsyneladende flytter sig rundt i deres hus.

Åbenbaringen kom, naturligvis, via tv. De sendte tegnefilm-serien “Løven og Heksen”, efter C.S. Lewis´s romaner om børnene, der vandrer gennem et skab og finder et eventyrland, hvor Aslan, godt hjulpet af kentauer, bævere, fauner og andet godtfolk bekæmper den onde is-dronning.

Aha – et vandrende skab er ikke et skab, der vandrer. Det er et skab, der fører ind til det magiske land, hvor de onde græder og de gode ler. Til sidst. Og det land havde jeg ganske meget brug for at finde i min barndom. Jagten gik ind på tantes magiske skab. Især hvis nogen ville være så elskværdige at forvandle min bror til en stenstøtte og så i øvrigt gemme statuen væk når Aslan vågnede og blæste liv i dem alle igen.

Stor var tristheden over at finde ud af, at et walk-in closet hverken var vandrende, fjernstyret eller særligt magisk, da jeg over aftensmaden præsenterede min særlige hypotese om tantes skab. Verden blev lige lidt mindre magisk.

Ak ja.

Og nu vi er ved børnelogikken forresten… hørte en dag en lille pige stille sin far dette spørgsmål:
– Far, hvad er det modsatte af ædelstene?
– ahhhhhmmmmmm…. øøøhhhhhhh
– Det er da rendestene !!!

Og det er jo dybest set ganske vanskeligt at argumentere imod.

Konceptuel reality

Så skal vi til det igen. Jeg tænker på talentshows mm på tv. Jeg kan lige så godt indrømme med det samme, at jeg ikke ser noget af det, så jeg kan naturligvis ikke komme med nogen egentlig kritik af noget af det. Men må jo konstatere at programmer som talent, vild med dans, x factor og voice (er det det, det hedder?) må have en god, fast seerskare siden det koncept bliver gentaget igen og igen. Eller rettere, der er jo faktisk to koncepter så vidt jeg kan se.

Koncept nr 1:
Man samler en masse, og jeg mener en rigtigt masse, ukendte mennesker, der alle har det til fælles at de vil i tv. Og midlet til at komme i tv er at de skal kunne noget som de kendte kan. Synge, danse, underholde mm og det på en så overbevisende måde, at de måske selv kan blive kendte. I en måneds tid eller så. Koncept nr 1 har en variant, der rummer dem, der vil være kendte for at være ekstreme på den ene eller anden måde. I den ende ligger Robinson og Paradise hotel.

Koncept nr 2:
Man samler en meget mindre gruppe kendte. Håndplukkede, fordi de gør sig godt på tv, siger kloge eller dumme ting (de dumme kan sagtens være kendte, der er rekrutteret fra koncept nr 1), gør dumme ting eller er aldeles uvidende om helt almindelige ting i helt almindelige menneskers liv. Så lader man dem gøre ting som ellers bliver gjort af ukendte. Nogen skal ud og besøge prostituerede, nogle danser, nogen spiser mad som andre kendte har lavet, visse bliver sendt ud som landbrugselever, jordemødre, fængselsbetjente, kohyrder på prærien.
Naturligvis har nr 2 også en variant: det er her de kendte skal gøre det nogle andre kendte gør og er blevet kendte på. I den bunke ligger et program om gode, dygtige sangere der bliver sendt til et fint hotel for at synge de andres sange.

Helt ærligt, jeg bryder mig ikke meget om amatører, så kunne vi ikke få de kendte til at gøre det, de gør bedst og det de er blevet kendt for. Nemlig at synge, danse, køre bil, lave mad mm. Og så kan vi andre lade os inspirere af de dygtige i stedet for at sidde tåkrummende og se på, at en eller anden blond semikendis piver fordi hun brækker en negl mens hun fodrer en gris eller at en eller anden mors modvillige datter skal tralle sig igennem et musiknr, der kun bliver genkendeligt fordi de har medbragt musikken på en cd. Har aldrig brudt mig om karaoke – heller ikke på tv. Heller ikke når det hedder x factor. Det er og bliver karaoke i min verden. Hverken mere eller mindre, blot fordi det foregår på landsdækkende tv. Jeg undrer mig over at vi skal trækkes igennem de her shows. Men heldigvis har et tv en sluk knap og/eller en hdmi indgang. Som med fordel kan sættes til en dvd afspiller.

Vild med dans kan dog være underholdende. Afledt underholdende. Sad engang i et S-tog og endte med at sidde overfor et par mænd med store skæg, tribale tattoos på armene, læderveste og store støvler. De nød helt klart at der blev kigget lidt på dem. Så ringede den enes telefon og klaphatten satte den på højtaler (dårlig vane, der bærer straffen i sig selv i dette tilfælde). Det er konen eller kæresten der ringer op.

– kommer du ikke snart hjem?
– neej – jeg er lige på vej ud med gutterne for et få nogle øl
– jamen, du lovede jo.. vi plejer..
Han afbryder
– jeg kommer senere hjem. Nu tager vi den øl og så kommer jeg hjem.
– jamen, der er vild med dans
Han leder febrilsk efter den knap, der slukker den der forbistrede højtaler mens konen sætter trumf på.
– vi plejer jo at se vild med dans sammen. Altid.

… og så fik han lukket for lyden. For sent. Han blev mobbet af vennen og valgte at stå af på næste station, antagelig for at tage toget hjem igen så han kunne se sit danseshow med konen.

Et ganske underholdende øjeblik med Vild med dans.

Fnis.

Åbnet

Jeg overgav mig og åbnede det der pilleglas, jeg tidligere har omtalt. De nye piller som jeg forhåbentlig ikke bliver afhængige af, og som jeg kan tage når angsten og uroen vil tage over i mit liv. Det har stået åbent i en lille uges tid. Og det er egentlig et lille bitte lokalt mirakel, for de piller virker helt som de skal og som vi havde håbet, og det er jeg lettet over. Var vist et klogt valg lægen foretog dér.

Forudsætningen for at de virker er dog, at jeg ved hvornår noget er på vej. At det ikke kommer som et lyn fra en klar himmel. Men oftest ved jeg det jo selv, da jeg har levet med den her sygdom i så mange år, at jeg nærmest kan reaktionsmønstrene udenad.

Mysterier

På sådan en torsdag med titlen magisk torsdag sker der rigtigt mange ting på rigtigt kort tid – og over rigtigt store afstande. Visse af oplevelserne i dag kunne jeg dog godt have været foruden. Andre blot et irritationsmoment.

Mysterie #1
Hvorfor er bilen altid på flade sutter når man skal ud og køre langt. Kunne den ikke, bare en gang i mellem, beslutte sig for at lukke luft ud af ringene på uautoriseret vis på de dage, hvor jeg ikke skulle bruge den så heftigt.

Mysterie #2
Hvorfor er det her bare typisk, jeg bliver lovet en halv fridag, får at vide, at jeg får en hel, men ender alligevel kun med en kvart. Aftalerne falder som korthuse. (måske havde mine havarerede aftaler også lidt at gøre med føromtalte bils hang til køre på flade fødder).