Kirsten giftekniv – i onlineudgaven. Måske.

Jeg er tidligt oppe og i gang i dag. Vi får besøg af en veninde, der bor langt pokker i vold et stykke inde i Skåne (ja – det i Sverige). Hun er blevet lovet en god dansk juleand med hele svineriet i aften og den skal langtidssteges. Så det er jeg startet med, og det er ærligt talt ret specielt at stå med kl 7 om morgenen. Jeg gider nemlig ikke stå og fedte med en rygende varm and når den skal skæres ud.

Nu er veninden blevet skrottet af kæresten. Igen. Det fatter vi jo ikke for hun er sød, hun er skæg, har styr på sagerne, eget hus med dejlig grund ude i skoven. Hun kan lave mad, har et ok job, en venlig kat, en bil der starter – i hvert fald halvdelen af gangene og alt det der. Men alligevel går det bare ikke for hende.

For hun er jo dansk. Og har haft danske kærester. Primært dem fra København, da den by har en stor og ganske synlig lesbisk population. De er kort sagt nemme at finde. Eller nemmere i hvert fald.

Men hvordan får man en københavner til at bevæge sig til steder, der ligger udenfor s-togenes rækkevidde. Endsige uden for hovedstadsområdet – det i kollektiv trafikmæssig forstand definerede hovedstadsområde. Det er krop-umuligt og det er dér forholdene strander. Hun er glad for sit hus, selvom vildsvinene regelmæssigt ændrer i forhavens design og de er glade for København.

Så vi lægger køkkenbord til en ny strategi. Har hidkaldt endnu en (svensk) veninde fra vores omgangskreds og så skal der sættes en netdatingprofil sammen. På svensk. På en svensk side – der må da være nogen. Hun må finde sig en svensker, der ikke opfatter skåne som et sted på et helt andet kontinent. Der ikke er nervøs for at involvere sig med en der bor i Sverige. En der ikke lader sig begrænse af “byens puls” kortet. Vi skal prøve at finde stederne i skåne hvor man faktisk kan finde kvinderne. For de finder vist ikke ud i skoven af sig selv. Der skal lidt markedsføring til.

Det bliver sjovt. Og jeg er sikker på at de gode vine vil hjælpe hele projektet godt på vej, selvom der måske nok skal læses lidt korrektur på teksten når ædrueligheden indfinder sig igen.

Netdating kan man mene om hvad man vil. Men konen og jeg er et resultat af det – så vi har kun godt at sige om det. Og forsøger det gerne igen på andres vegne. Vi har lavet en profil-strategi. Vi skal bare have den solgt til veninden. Altså ideen.

Reklamer

Ud med kæresten!

Og ind med konen!

Jo, den er god nok – vi har giftet os. I dag på et rådhus et sted på Fyn.

(dette indlæg er skrevet i forvejen og sat til upload på rette tidspunkt, dog så sent at jeg kan nå at stoppe det hvis hun fortryder og flygter i klipklappers hen over brostenene i den gamle bydel)

Det er dét (osse det), der har fyldt så meget i vores hoveder før sommerferien, for der var meget pudsigt papirarbejde i den anledning, og det var drønende nødvendigt at vi var enige om det hele. Så meget planlægning på trods af vores faste forsæt om at gøre det hele så afslappet som overhovedet muligt. Vi var også enige om at holde det småt og nært så gæstelisten var så absolut til at overskue. Vi har skåret helt ind til benet hvad det angår, velvidende at hvis vi bare går et hak ud i cirklerne så ville gæstelisten vokse nærmest eksponentielt hvis almindelig fairness skulle iagttages.

Jeg havde engang en nabo, der hjalp mig i en periode hvor jeg virkelig havde brug for hjælp. Hun kom med mad i mine onde uger og var den eneste jeg så og talte lidt med. I dag er hun politiker og har lov til at vie folk. Og det er hende jeg har bedt stå for den officielle del af den her dag. Hun svarede samme dag, at dét ville glæde hende meget. Dét er der en del symbolik i for mig. Hun var der i den største tragedie i mit liv – og hører fint til på en god dag.

Vi har droppet en stor del af de symbolske traditioner og indført vores egne. Jeg ville betragte en brudebuket som en sær blanding af et drabsforsøg og en skilsmissegrund (er ikke til blomster). Bryllupstøj er utænkeligt – for os begge. Så det med udstyret er afskaffet. Der bliver heller ingen køretur i en fin bil, vi nøjes med min mors gamle astra årgang 92. Hun er en glimrende chauffør, men nægter brutalt at fremføre vores designikon. Og vi vil jo nok gerne have et glas vin eller en kold øl når vi gør holdt på et lokalt spisested, hvor vi har bestilt bord til det gigantiske selskab på 8.

Vi slutter af i sommerhuset, hvor vi har lidt ekstra mad, en god og velvoksen kage der er egnet til formålet.. masser af kaffe og te og øvrige drikkevarer til dem der har lyst til det – og ikke skal ud at køre. Dem er der så ikke så mange af. Om der kommer flere til i løbet af dagen ved jeg ikke (men visse har luftet ideen hvilket vi ikke har mødt med protest), men jeg er sikker på at vi kan beværte dem der kan finde frem til os. Fornemmer osse at vi får besøg i dagene efter, men det må tiden vise.

Det første jeg gør når vi kommer tilbage til sommerhuset efter frokosten er at gå en tur med hunden. Helt for mig selv. Så må de andre sætte noget sødt og fødevarelignende på bordet. Indenfor hvis det pisseregner (og det gør det oftest når vi er der) eller udenfor hvis vejret er godt. Sommerhuset er forunderligt nok udstyret med et ekstra rum, der uden problemer kan rumme 25-30 spisende gæster og så mange bliver vi ikke, men det er en stor tryghed at vide at der faktisk er plads nok hvis det begynder at regne.

Gæsterne er blevet bedt om ikke at stille i festtøj (eller det der ligner)  eller med taler og tilsvarende sære happenings.  Vi har frabedt os gaver, men det blev ikke vel modtaget.

Det er få mennesker, udover dem der deltager, som har fået noget at vide om det hele på forhånd. Så  hvis nogen sidder og tænker – aj det kunne hun sgu godt ha sagt, så må jeg sige at I er ganske givet flere om den tanke.

Ikke helt et hemmeligt bryllup – men næsten. Stilfærdigt. Et bryllup vi holder i skyggen af mine svigerforældres tidlige og alt for hurtige bortgang. Et stille bryllup hvor det i høj grad handler om at vi skal have styr på vores liv. At vi pludselig ser at vi ikke er 25 mere og egentlig burde få styr på vores papirarbejde. Men det handler naturligvis osse om at vi vil være sammen – og at vi vil forblive sammen. Og tager ansvar for hinanden. Dét er det allervigtigste, og det er osse værd at fejre – på den lidt stilfærdige måde. Det hele bliver så afslappet og uformelt at det kun kan blive hyggeligt. Vi dur nemlig ikke til formaliteter. Og det er os der bestemmer. Denne dag.

Resten af ferien ligner ikke lige en bryllupsrejse. Vi gør som vi har planlagt før denne lille ekstra-plan med et besøg på et rådhus kom til. Og familien kommer til at fylde en del i vores ferie. Først min – og så kærestens, (ups konens) familie. Men der bliver nu osse dage, aftener og nætter helt for os selv.

Til gengæld sparer vi jo lidt penge på festen så mon ikke der bliver til en rejse når familie-roderiet er overstået. Nu skal vi i første omgang ned for at få afsluttet boet efter min svigerfar og få de sidste formaliteter i orden. Hvis vi kan.

ring_043Jo, en af de faste ting fra normale bryllupper har vi taget til os:

Og som de moderne mennesker vi er – har vi indkøbt dem på nettet. Og sparet 3500 kr ift nøjagtigt de samme indkøbt i en butik. Det er da osse en slags penge. Ikke særligt romantisk, men den romantik forekommer mig trods alt at være for dyrt betalt.

Jeg må dog indrømme at vi, da leveringstiden gik fra de ca 2 uger til over 5 begyndte at blive noget bekymrede og lidt stramme i betrækket. De kom en uge før vi skulle bruge dem, og det var altså lige en tand for tæt for min smag. Men de kom i hus med lidt bøvleri med postvæsenet og sommerferietravlhed hos producenten. Eller vel nærmest det modsatte af sommerferietravlhed. Jeg tror de havde lukket biksen – slet og ret.

Og jo.. jeg har osse fixet en lille tingest til hende jeg vågner op med i morgen tidlig.

Trekantsdrama uden drama

Kæresten er rejst hjem til sin familie nu og jeg har ti lange dage hvor jeg bare skal passe på mig selv, passe mit job (kæmpe min lille kamp mod mig selv og den lidt større mod ledelsen), passe hunden og i det hele taget se til at alt er i den skønneste orden når hun kommer hjem igen.

Hun har med vanlig omhu sørget for at bunken med regninger er sat til betaling, givet mig adgang til konti, fuldmagt til at klare næsten hvad som helst og lagt en gedigen sum penge hvis der nu skulle ske et eller andet. Ja, det er hende der ordner pengesager her. Hun er nemlig bedst til det.

Til gengæld har jeg sørget for alt det tekniske så hendes telefon og ipad bare kører som det skal og ikke behøver sære indstillinger for at kunne bruges billigst muligt i udlandet. (vi husker vel alle fra ugens gang at en vis borgmester “kom til” at bruge for en kvart mio kr data på sin iphone i udlandet på en uge! – det gider vi ikke – kunne være jeg skulle give Odense Kommunes IT afdeling et lille kursus i roaming og hvordan man undgår det).

De sidste par uger har været meget specielle for os. Der har været så mange praktiske og juridiske detaljer der skulle falde bare nogenlunde på plads, så det hele kunne nogenlunde afsluttes for hende med de næste ti dages tilstedeværelse på pletten.

Samtidig har der været lidt halløj med hendes arbejdsplads, der bestemt ikke brød sig om tanken at hun skulle være væk så længe. En modstand kæresten besvarede med at enten så fik hun ferie som ønsket eller osse lod hun sig bortvise for “udeblivelse uden gyldig grund”. Det endte med ferie. Naturligvis.

Desværre er det bare gået så meget op i praktik, kalendergymnastik, aftaler med ditten og datten og hatten og hitten at der ikke rigtig var overskud til osse at mærke tabet og sorgen. Og jeg kunne næsten ikke trænge ind til hende hvad de her ting angår. Der var helt lukket af.

Så for en uges tid siden kontaktede jeg hendes eks-kæreste og bad hende snakke lidt med kæresten. Det gjorde hun gerne.

Kæresten var ikke glad. “det har jeg altså ikke kræfter til… “. Nej, det ved jeg jo godt, men gør det nu alligevel. Husk at din eks osse kendte og holdt af dine forældre.

En aften stod kæresten med telefonen i hånden og sagde.. nu ringer jeg til Nitis (eksen), og gik ind i soveværelset og lukkede døren.

Samtalen varede i næsten 3 timer og jeg har ingen anelse om hvad de talte om og er egentlig osse ret ligeglad. Da hun kom ud var hun sært afklaret og lidt lettet.

Om jeg er jaloux? Ikke det fjerneste. Jeg er ikke et sekund i tvivl om at jeg er nr 1 i hendes liv, men ved jo at hende den anden spillede en væsentlig rolle i livet for flere år siden, da forældrene var tæt på, aktive og levende i deres liv. Hun elskede ikke den anden mere end mig – bare før mig.

De holder af hinanden og bekymrer sig for hinanden og har gjort det i mange år før mig. Og jeg tror at det lige præcis var dét der var behov for, selvom det ikke var ønsket. En der var tæt nok på og alligevel langt nok væk til at skulle være praktisk i forhold til sorgen osse. En der havde et helt anderledes forhold til familien end jeg nogensinde fik.

Naturligvis kan jeg godt være lidt trist over at jeg ikke lige var det rette til dét – men jeg forstår at behovet var der. Respekterer det nok til faktisk at sætte det i værk. Løsne lidt op på ensomheden og forladthedsfølelsen.

Nu savner jeg hende bare, men ved at hun udfylder sin rolle hos sin familie og at det klogeste var at jeg ikke var der. Men det føles ærligt talt temmelig forkert at hun er der og jeg er her. At hun skal igennem dette kaotiske følelsesforløb alene med sin bror. Og jeg ikke er der. Det rette er ikke altid det rigtige – det er blot det mindst forkerte.

Og nu vil jeg smide mig i sofaen på altanen og nyde den sidste rest af godt vejr og en god bog… når skyerne bliver for mange trækker jeg ind i stuen og smider en film på. En drivende sentimental Spielberg-film (war horse) eller en larmende og storladen Hobbit-film.

Hunden ligger allerede der inde og er trist over at flokken er decimeret i middelsvær grad – den har lært hvad kufferter betyder.

Homo-had og Pride

På grund af hele familiesituationen er rigtig meget kommet til at handle om hvordan jeg oplever at være sammen med en af mit eget køn/lesbisk eller hvad vi nu lige skal kalde det på politisk korrekt ny-dansk. Eller måske mere korrekt – hvordan andre oplever det.

Jeg kan sagtens forstå at mange vil sætte sig på hænderne og tænke – hvorfor pokker er det her så vigtigt? De er et par som alle andre og så er den bare ikke længere.

Sådan er det desværre bare ikke. Et forsigtigt skøn er at 25-30% af de homosexuelle i Danmark (!) har oplevet chikane, grov chikane, vold og hærværk. At udtrykke at det ikke er noget problem og at andre må tænke og mene hvad de vil er næsten at lukke øjnene for at det faktisk er et problem.

Jeg har selv oplevet det. Først blev min bil overmalet med grimme ord og tegninger, min knallert fik banket 7″ søm ind i dæk og sadel så den lignede et pindsvin og mængden af sære tilråb er større end jeg orker tænke på.

Min kæreste har oplevet det i mere ekstrem grad. Hun har arbejdet med oplysningsarbejde omkring AIDS i nationale medier og senere startede hun debatten om hatecrimes. Bombetrusler mod hendes kontor, hendes forening og mordtrusler rettet mod hende personligt har sendt hende på permanent beskyttet adresse (hvilket passer mig fint af indlysende grunde) og i et par år gik hun med en overfaldsalarm knyttet til sikkerhedstjenesten. Det er klart at hun var ekstra udsat pga hendes udenlandsk klingende navn, som hun nægtede at ændre, men som dog er ændret en smule på eksempelvis FB for at klippe båndene til fortiden. Simpelthen fordi hun blev træt af det. Et hurtigt og ikke gennemtænkt kys på gaden kan være være indledningen til muthed og irritation og hvis jeg tager hendes hånd ude i offentligheden bliver hun decideret sur.

Så jeg har lært lige at lure hendes humør inden jeg gør den slags. Hurra for spontaniteten.

Jeg kunne blive ved – eksemplerne fra venner og bekendte er utallige. Problemet findes og det er ganske reelt.

Jeg tror de homosexuelles modsvar med pride-parader, synlighed og regnbueflag er lidt urinstinkt-agtigt. Vi samles i store flokke og laver vores egen egen anti-hatecrime “sort sol”. Når vi er mange der er synlige fordeles risikoen over en større flok, og de enkelte der er meget synlige bliver sværere at fange.

Helt personligt er jeg ikke meget optaget af prides og optog og homo-barer. Jeg forstår bare hvorfor det er nødvendigt.

I mit liv går jeg ikke rundt og skilter med et privat forhold som sexualitet, men jeg skjuler det heller ikke.

Og lige dér opstår min irritation. For der er ingen der tænker når de ser et nyforelsket par i skoven der kysser under et træ med forårsblade at dét der svineri kunne de godt holde for sig selv og lade være med at skilte med. Men er det to mænd bliver det straks et “statement” om pride. Det kunne jo være at de bare var forelskede. Og at det var forår.

Det er ikke længe siden jeg havde en lille snak med et par kolleger om det her. Det var vist i forbindelse med vinter-OL og noget tv i i frokoststuen der fortalte om homohadet i Rusland. De fattede ikke umiddelbart hvorfor jeg synes det var en menneskeret at være lesbisk. De mente ikke det var vigtigt. (og det er det jo faktisk ikke — eller burde ikke være det). Problemet er bare desværre at det er smadder-vigtigt. De bevægede sig noget ud af en tangent og jeg lyttede interesseret inden jeg blandede mig med ordene om hvad de ville mene hvis det var omvendt.

Hvis de ikke måtte gå i seng med deres kærester, hvis de ikke måtte holde dem i hånden. Kysse dem på kinden og kramme dem udenfor hjemmets fire vægge. Købe ind med dem. Bo med dem. Og at loven og traditionerne i øvrigt foreskrev at de skulle finde sig en kæreste af samme køn. At de ikke måtte blive gift, måtte få børn (der jo kunne arve deres hetero-tilbøjeligheder). Eller opdrage deres børn sammen med en partner af det modsatte køn.

Og om de ikke ville synes at det var et ganske gennemgribende indgreb i deres personlige frihed til at søge kærlighed og lykke.

Jo, men det er jo noget andet!

Nej. Det er lige netop dét det ikke er.

Jeg er som ung lesbisk vokset op med film der handlede om drama, kærlighed og familier. Men så sjældent noget der afspejlede den virkelighed jeg kunne se komme i mit eget liv. Jeg måtte omskrive historierne så prinsen på den hvide hest blev til en møglebbe på en harley davidson og så prøve at blive “underholdt” af det.

Jeg bliver ikke stødt af menneskers kærligt mente holdning om at det er en privatsag, og at der ikke er noget problem hvis man blot holder sin sexualitet for sig selv og ikke skilter rundt med den. Men jeg bliver lidt trist for jeg forstår nok ikke helt hvorfor mennesker ikke kan se hvor gennemgribende det er. At det ikke bare handler om sexualitet og hvad der foregår på et lagen. Men det handler om liv og frihed.

Jeg har venner der når de mødes med deres mænd/koner ude i byen efter en arbejdsdag i hver sin ende af kommunen giver et knus og et hastigt kys, der på ingen måde kan støde nogen som helst. Det er helt normalt. Det er som det skal være. Men er det to mænd, to kvinder er det noget der skal holdes inden for hjemmets 4 vægge.

Se på jer selv og jeres mænd og koner… hvordan gør I? Ville I være med til ikke at gøre det? Jeg har mine tvivl. Ville I ændre på det hvis nogen begyndte at slå på jer fordi I gjorde det? Eller ville I protestere og mene at der ikke burde være noget stødende i den lille hilse-tradition.

At være homosexuel handler ikke bare om sex – som vi sagtens kan være enige om man dyrker inden for indforståede rammer – det handler osse om alt det andet.

Kæresten og jeg har rejst en del i øst-europa og vi ved at der er problemer i de lande. Og vi ved at problemerne er anderledes håndfaste end hvad vi oplever i vores hverdag her. Så der passer vi på og vi kender lidt til normerne og ved hvordan vi skal gebærde os (skik følge eller land fly). Fint nok. Men nogen kærlighedsferie bliver det altså ikke.

Min onkel og tante har efter en vis tænkepause fundet ud af at acceptere vores forhold, nok godt hjulpet på vej af min kærestes lette omgangsform med andre og hendes store “likability” som min engelsksprogede tante kaldte det overfor min mor. Men alligevel har de ikke helt fattet det. De prøver og har nærmest vedtaget med sig selv at vi er et normalt par. Og alligevel fatter de ikke helt at vi bestemt ingen planer om at besøge Dubai, som de synes er det skønneste sted at holde ferie fordi der er så meget speciel luksus. Så helt forstået har de ikke. Vi kan bare ikke hvad de kan – vi kan ikke gøre det de gør.. og vi kan ikke rejse på samme måde og de samme steder hen som de. For vi er to kvinder og det er forbudt i rigtig mange lande. Og at tage afsted som to veninder på kulturel tur er udelukket hvis vi skal afsted som par. Ville I gøre det.. booke to hotelværelser? Og nix pille? På en hel ferie? Jeg tvivler.

Det handler ikke bare om hvad andre tænker og tror.. det handler osse om hvad de gør.

Tænk hvis det var omvendt. Sikken verden.

Og nu lægger jeg min pridekasket tilbage på hylden hvor den ligger og samler støv. For jeg bruger den ikke. Den er bare sjov at have.

Tilståelser

Skrev en gang om at mangle noget. Ligesindede. Nogen med en fælles erfaringsbagage – og at de var ganske svære at finde for mig.

Det ville være nemmere end nemt for mig at finde nogle med ca de samme barndomsoplevelser, men dem får jeg jo ikke rigtigt noget positivt ud af – snarere tværtimod har jeg fundet ud af. Så det afholder jeg mig en smule fra.

Men der er faktisk to jeg godt ville have kontakt med. Mine søstre. Som jeg ikke har set siden før jeg mødte kæresten. Ikke at jeg vil rigtigt omgås dem – men ville bare gerne vide lidt mere om hvad de egentlig har oplevet. Men der er absolut lukket. Det er mere nysgerrighed, for man kan spekulere sig tosset over deres oplevelser, som jeg dog tror har været af mere normal karakter end mine. Dog er reaktionen på mine tidligere lidt forsigtige følere mht vores bror af en sådan kaliber, at det er svært ikke at spekulere på hvad der ligger bag.

Historien bag det brud er egentlig ikke helt enkel. Det er sådan noget jo egentlig sjældent.

For nu at begynde ved begyndelsen prøvede jeg for 12-15 år siden at stille spørgsmål til deres forhold til vores fælles bror. Deres oplevelser med ham da de var børn. De afviste samtaleemnet hårdt og brutalt, men fik dog lidt at vide mellem alle de hurtige ord der fulgte. Konklusionen var at de ikke brød sig om ham – og så var den prut lissom slået.

Så gik der noget tid, og jeg havde en kæreste som de bestemt ikke brød sig om, hvilket jeg godt kunne forstå – bagefter. Det endte jeg jo så osse med – ikke at gøre. Altså bryde mig om.  Det var på et på alle måder katastrofalt forhold og denne kæreste har uden tvivl været en del af det brud der fulgte mellem mig og mine søstre.

En dag – længe efter det brud – stillede jeg et spørgsmål som åbenbart var lidt for meget. Jeg spurgte dem hvorfor de ikke rigtigt regnede mig for noget. Talte mig med i familien og kun gjorde det, når de ikke kunne blive fri for det. Og så i øvrigt ignorerede min eksistens.

Det spørgsmål skulle jeg ikke have stillet. Ikke så direkte i hvert fald. For jeg fik et svar – skriftligt.

En lang liste af alle mine dårligdomme.

  • Det med min bror og hvorfor og hvordan kunne jeg omgås ham og stadig spørge til deres oplevelser med ham og kun dårligt maskere hvad det egentlig var jeg spurgte om
  • At jeg skulle holde op med at være syg og begynde at betale tilbage til samfundet – dvs finde mig et ærligt arbejde
  • At jeg skulle holde op med at forvente at andre løste mine problemer – se ovenstående – find dig et rigtigt arbejde
  • At de synes jeg havde været for forkælet – se ovenstående – find dig et rigtigt arbejde
  • At jeg skulle – i modsætning til dem forresten – betale mine forældre tilbage hvad de havde stukket mig af penge i tidens løb med dyre studier og sygdom- se ovenstående – hold op med at være syg og find dig et rigtigt arbejde.
  • At de ikke havde kunnet acceptere min kæreste – der på det tidspunkt havde været eks i et års tid – og af gode grunde.
  • At de ikke kunne acceptere at jeg medbragte eller forventede at kunne medbringe en kvindelig kæreste til familiesammenkomster mm
  • At de havde problemer med at jeg holdt denne eventuelle kæreste i hånden eller at der på nogen måde var kærtegn i mellem os når børn og ældre så det – at den slags måtte høre min privatsfære til.

Således var ca essensen af den mail underskrevet den ene og formodentlig godkendt af den anden. Som jeg i øvrigt ikke engang værdigede et svar.

Og nu gør jeg boet op. Jeg ses ikke mere med min bror, da jeg nu ved at det bestemt ikke er det bedste for mig, selvom jeg prøvede at slå en streg over fortiden – uden held. Jeg prøvede forgæves at holde familiefreden i hævd, og var ved at gå i stykker på det.

Jeg har opfyldt alle deres betingelser (hvem faen gav dem ret til overhovedet at stille sådanne?). På nær de to sidste. De kender til mit “almindelige” liv via mine forældre, der dog klogeligt ikke taler synderlig meget om mig og os. De ved at jeg har arbejde (men nok ikke et, som er rigtigt og prestigefyldt nok i deres små-snobbede verden). De ved at vi klarer os selv og ikke er økonomisk afhængige af nogen andre end hinanden. At vi giver meget tilbage til vores forældre i form af oplevelser og højt-prioriteret samvær med dem – penge vil de nemlig ikke have. Det får de jo heller ikke af de andre som de siger. Det er et overstået kapitel i deres liv og de mangler ifølge dem selv ikke noget.

Tilbage står de der to sidste betingelser for et genoptaget samvær. Så jeg har små-tørt konstateret at deres fortsatte afvisning af mig og kærestens eksistens beror på noget så simpelt som homofobi. Og at alt det andet blot var et skalkeskjul og ubekvemmelighed over at jeg spurgte lidt til deres oplevelser med vores fælles bror. Men det gør jeg ikke mere så homofobien må være det der stadig holder dem tilbage. Eller osse er de bare lidt flove og kan ikke finde ud af at komme videre fra det hjørne de har sat sig selv ind i.

Og den betingelse kan jeg ikke og vil jeg ikke opfylde. Min kæreste er min familie og det er helt naturligt for mig at hun naturligvis sidder med ved bordet når familierne samles rundt omkring.

Det er osse helt naturligt at hun bliver budt med når den øvrige del af familien holder et eller andet festligt og mit indtryk er dybest set at de godt kan lide hende. De kan synes at det er noget “underligt noget” med de to piger, men det er jo ikke mere underligt end man gør det til. Men at bede mig om – hvis hun er med – ikke at lægge armen om hende eller gøre noget andet der ser ud som noget kæreste-agtigt at gøre – det har jeg svært ved at kapere. Og jeg kan da slet ikke efterleve det i praksis.

Egentlig forstår jeg slet ikke hvorfor noget de kan gøre med deres mænd – offentligt – er så frastødende når jeg gør det samme. De forventer da osse at blive inviteret som par og som familie til tingene – men når det er mig og kæresten er det pludselig noget der retteligt burde høre privatsfæren til. At hende bør jeg gemme derhjemme når jeg selv viser mig ude i offentligheden.

Om jeg hader dem – overhovedet ikke. Savner måske den ene og er ligeglad med den anden. Med had er der slet ikke tale om. Jeg kan forundres over hvor dyb deres afstandtagen til mig er – jeg kan forundres over at de ikke vil komme til vores fars runde fødselsdag (han er en ældre herre, så dem er der nok ikke så mange tilbage af) bare fordi jeg og kæresten kommer. Bror havde meldt afbud pga noget længe planlagt ferie i langt-væk-udlandet. Men ikke engang dét kunne de nedværdige sig til at deltage i – når vi nu osse var inviteret. De kunne næsten ikke engang finde ud af takke pænt nej. (Og det må egentlig osse være svært at finde en acceptabel forklaring på det afbud).

Det er klart at det blev en sær fest og at der var mange der undrede sig over at de to ikke var med med deres familier. Jeg måtte bare svare så stilfærdigt jeg kunne at de ikke havde det særligt godt med den måde mit liv havde formet sig på og at de derfor ikke ønskede at se mig.

Men jeg kan ikke ændre fortiden – og jeg vil ikke ændre nutiden og fremtiden. Og fremtiden bliver med tiden uden bror, uden søster 1 og søster 2 og uden familie i øvrigt, da det formentlig osse glider ud til siden.

Jeg begynder at forstå hvorfor rigtigt mange af mine lesbiske bekendte og venner i højere grad vender sig mod hinanden og laver sociale familieenheder med sig selv, deres venner og hinanden i stedet for de der biologiske tilfældigheder vi ellers er udstyret med.

Når jeg omtaler mine søstre er det næsten altid de biologiske.. for de findes ikke rigtigt andre steder i min verden. Lidt ærgrelse kan jeg godt finde frem – lidt tristhed.. men nok allermest forundring over at voksne og veluddannede mennesker der for den enes vedkommende har gjort det til en profession at arbejde med psykisk syge (et er teori – noget andet praksis) og den anden åbenlyst bekender sig til det parti, der har gjort homosagen til deres er vi ikke bare så goe sag. Osse her mistænker jeg, at der er forskel på fine ord i et partiprogram og så udførelsen i praksis. Jeg kan naturligvis ikke bebrejde hele partiet for dette enkelte medlems private holdninger, men … jeg gør det nok alligevel og det er bestemt ikke et parti, der får min stemme. Jeg er osse bare et menneske.

Det må være hundesvært at forstå for jer der har helt normale relationer med jeres helt normale søstre, og det kan måske virke lidt provokerende at jeg skriver alt det her – her, og ikke i stedet prøver at kontakte dem direkte hvis jeg ønsker kontakten. Men efter rigtig mange overvejelser er jeg nok nået frem til at jeg egentlig ikke ønsker den kontakt mere. Jeg har ikke meget mere at tabe men lidt at vinde ved at offentligt sætte ord på at jeg faktisk har søstre. Biologiske søstre. Intet mere end det.

Man kan osse mene at det her indlæg sætter mig i et skidt og lidt “nassende” lys. At jeg udstiller nogle mindre gode sider ved mig selv. Jeg var meget syg og meget svag og mange ting har ændret sig siden det. Det er derfor jeg kalder mig selv “overleveren”. Jeg burde ikke have været hvor jeg er i dag. Der var egentlig alt for meget at skulle overleve til at kunne gøre det med succes, og alligevel er jeg her jo i dag i en eller anden grad. Egentlig er jeg lidt stolt af mig selv og den kamp jeg har kæmpet og som jeg stadig kæmper. Men for de to var det ikke nok – ikke godt nok. Og det bliver det nok aldrig.

Smidt ud i det

gay_prideFaldt forleden over et DR program jeg egentlig godt havde hørt om, men som jeg ikke havde set eller gået mere op i som så. Om Homolesbians. Det er nu altså ikke helt tosset, men heller ikke lige i prik. Men dejligt at se noget om homoer, der ikke nødvendigvis handler om ønskebørn eller modebøsser med gode råd om hvordan tomater, agurker mm kan bruges til forskønnelse af ansigtshud.

Da jeg sad og så udsendelsen kom jeg til at tænke på hvor meget, hvor lidt og om overhovedet det faktisk er vigtigt i mit liv at jeg har en kvindelig kæreste. Det betyder vist meget lidt for mig, da det ikke engang har sin egen tag her på min egen lille blog. Kæresten er vigtig – men homoemnet har altså ikke fået sin egen tag endnu. Det kommer der så nu. Men tag-skyen vil tale sit tydelige sprog, det er ikke noget supervigtigt emne i mit liv.

Så jeg tænker at jeg må altså lige se et par afsnit mere af den udsendelse. Og bliver øjeblikkelig kastet tilbage til min egen udspringshistorie.

Den foregik i flere tempi og hovedingredienserne er en forside på lokalavisen og en megafon i en festsal fuld af glade studenter. Nej, jeg tog ikke lige den diskrete vej ind i den verden.

Det ville nok have været bare en lille smule nemmere hvis jeg var vokset op til Københavns pulserende homo-ungdomsliv. Det gjorde jeg ikke. Jeg voksede op et sted i Jylland. Vestjylland ca. Det gjorde det ikke nemmere, og det er ganske afgjort heller ikke blevet nemmere med den baggrund og barndom jeg så blev udstyret med. Men dette indlæg skal ikke – og må ikke – handle om det.

Men jeg har jo osse haft mandlige kærester i min grønne ungdom. Og en i min senere ungdom, der kom til at ændre mit liv. Og dét skal dette indlæg altså heller ikke handle om.

Jo, jo – jeg har jo altid vidst det. At jeg nok var mest til kvinder.

Det var ikke en viden, der bekymrede mig synderligt derovre i det mørke jylland, for jeg tænkte at min tid jo nok skulle komme og fordi jeg vidste at jeg ville studere, at jeg ville have en universitetsuddannelse og at dette naturligvis måtte foregå i en by, der var en del større end hvor jeg kom fra. Så den tid måtte jo komme af sig selv. Når jeg startede på et universitet. Så jeg tog det faktisk ret roligt og gjorde ikke noget for at opsøge et egentligt homomiljø. Det måtte vente og jeg savnede det ikke.

Skulle lige først tage en gymnasial uddannelse , der muliggjorde et frit valg på hylderne på universitetets optagelsesliste. Og det kan jeg, da jeg bestemt ikke var noget wonder-kid, godt afsløre krævede noget dedikation til skole og lektier. Helt frit valg endte jeg ikke med at få, men det var ok. Og jeg kom faktisk ind på den uddannelse jeg havde ønsket – og på det universitet jeg havde ønsket. Første valget var egentlig det eneste valg.

Da vi festede med huerne på og jeg endelig kunne se afslutningen på års ihærdighed og mit ikke helt selvvalgte homo-eksil – derovre i jylland, kunne jeg slappe af. Og der var mange fester – et par uger i træk. En af festerne blev holdt et par dage før vi fik vores eksamensbeviser i hånden og havde karakter af privatfest med deltagere fra både handelsskole, HF og gymnasium. Det var altså ikke alle vi kendte og jeg stiftede bekendtskab med en vældig sød, lidt flippet pige fra HF. Hun havde en uautoriseret hue på, men var dog iført noget med et blåt bånd i den korrekte farve. Hende talte jeg en del med den aften – lige indtil en af mine venner kom hen og trak mig lidt siden.

– altså hende der skal du passe på.. hun er altså homo… og jeg tror hun prøver at score dig

Efter den advarsel var jeg ikke svær at score. Overhovedet. Lidt beruset af sprut og uventede muligheder, og jeg sov ikke i egen seng dén nat. Ved faktisk ikke engang om jeg sov, men tvivler en smule.

Jeg var helt klar over at mine studenter-venner havde observeret at jeg smuttede med hende. Og det var ganske svært at se dem igen til de forberedende manøvrer til den der dimissionsfest på skolen. Prøvede sådan at liste mig ind af en sidedør, så uset som jeg overhovedet kunne. Blandede mig lidt med venner fra andre klasser og prøvede at holde mig under radaren. Det havde jeg ikke held med, for min skønne og gode læse-ven stod på scenen og testede en dårlig mikrofon da han fik øje på mig. Greb megafonen i stedet og råbte mit navn højt og tydeligt og spurgte – nå, var hun god? Vild latter, da det viste sig at alle i salen var klar over mit lille forsvindingsnummer til den der fest. Nikkede forvirret og modtog et stort bifald, og en megafonbåren kommentar om at det fandme var på tide jeg fik sex. Med tryk på sidste ord.

Her var der bestemt ikke tid og mulighed for betroede små samtaler i hjørnerne med gode veninder i håbet om deres accept og respekt og jeg tror faktisk at dét var helt som det skulle være. Ingen problemer der så vidt jeg kunne se. Og så var jeg bare – den jeg var. Uden de store problemer. Måske hjalp det lidt at tiden osse var afskedens time med nogle dejlige mennesker, der havde stridt, grædt og grinet sig igennem gymnasiet.

Og forbløffende nok forblev mit megafon-udspring en hemmelighed mellem de ca 100 mennesker, der havde været til stede i salen den der aften. Det var ikke noget man talte om i byen.

Jeg valgte at blive i byen et par år mere, tog et par år på arbejdsmarkedet, læste lidt ved siden af og forberedte mig det der skulle komme på universitetet, for jeg havde fået en chance jeg vidste jeg ville tage. En chance for at afprøve et par politiske ambitioner – jeg var nemlig blevet FT-kandidat. Og valget lå 1½ år efter hvis det ellers gik som forventet. Velvidende at jeg – hvis jeg flyttede – måtte opgive den udfordring af praktiske grunde, valgte jeg at blive hængende i provinsen lidt endnu.

Det var osse en spændende tid hvor jeg lærte mange nye mennesker at kende, og en af dem jeg kom rigtigt tæt på var en MF fra et parti, som vi tradtionelt bestemt ikke havde noget at gøre med. Han var bøsse. Og han gættede sig naturligvis ganske hurtigt til at vi nok havde ca samme referenceramme på det felt. Hans situation var, at hans politiske bagland vidste at han var bøsse, men at man havde betinget sig, at det var noget han holdt for sig selv, en aftale han holdt nidkært på så længe han kunne.

Desværre for ham blev vi set lidt for tit på cafeerne, hvor vi sad og småsnakkede over kaffen. Mest om provins-homoliv og ikke ret meget om politik. Men det vakte opsigt, og det endte med at hans bagland bad ham om at indstille de politiske forhandlinger med hende den unge lovende kandidat fra oppositionen. Og så stod han med et grimt problem. Han kunne forklare dem at jeg var en ung lovende kandidat, der var lesbisk og en god veninde, han kunne droppe mig, eller han kunne imødese at han ikke blev genvalgt som kandidat ved næste generalforsamling. At oute mig var udelukket, droppe mig var svært og at opgive sin karriere politisk var for stor en kamel at sluge. Så vi sås i mere diskrete sammenhænge fremover. Gik mange ture langs stranden og drak medbragt kaffe i klitterne og håbede at det så ikke blev set.

Men altså, den går jo bare ikke og det varede ikke mange uger før en lokal journalist med ekstrablads-drømme fik nys om hvad de to politiske personligheder egentlig havde til fælles. Og helt ukritisk smed han det på forsiden en dag. At MF´eren og FT kandidaten skam ikke udvekslede politiske planer og tanker, men bare var gode venner da de beggge var homosexuelle.

– og så var det min mor ringede….

At det havde de da altid vidst. Og en masse andet som jeg faktisk har glemt igen.

For MF´eren betød det et øjeblikkeligt exit til det parti han var valgt for, men heldigvis for ham blev han indfanget af nogle mere fornuftige lokalpolitikere med næsten identisk partiprogram, så han fortsatte.

Jeg skred – nedlagde mit kandidatur og gjorde aldrig mere noget særligt væsen af mig i den partipolitiske verden, ikke offentligt i hvert fald. Jeg blev en kulissespiller og tale-forfatter.

Flyttede fra byen et par måneder senere og fik smag for det vilde lebbe-liv.

Så hvis nogen spørger mig til min udspringshistorie må jeg jo sige at jeg skam ikke sprang frivilligt – jeg blev smidt ud i det.

Den fornærmede dildo

Det er et hårdt liv at være en dildo. Man bliver fremstillet i silicone, latex eller andet på en fabrik langt væk. Så bliver man puttet ned i en lille papæske i sære farver og med en brugsvejledning, en gennemgang af særlige funktioner (?), et garantibevis og diverse advarsler.

Der bliver blandt andet advaret om at produktet ikke må anvendes i fugtige og varme omgivelser.

Der bliver advaret om at click n charge funktionen handler om opladning og ikke om andet. Og at dét i øvrigt heller ikke må foregå i varme og fugtige omgivelser.

Der bliver advaret om den ikke må tørre helt ud.

Og så bliver man pakket ud og sat til opladning. Click n charge. En lille lampe lyser rødt mens der bliver fyldt strøm på de indre batterier.

Unclick n decharge. Laderen tages af og så…. ingenting. Overhovedet ingenting. Så den fornærmede dildo begynder at lyse med en lille rød diode efter et par timer – det kunne jo være at der bare var så mørkt at de der tovlige mennesker ikke kunne finde den. Så den gør ihærdigt opmærksom på dens opholdssted. Blink blink blink.

De kedsommelige mennesker lægger den ned i en skuffe, mens de taler om et lysshow, som boede de naboer til selveste tivoli.

Den blinker fortørnet videre i sit mørke skjul, uvidende om at dens mennesker er faldet i søvn med bøgerne over næserne og uden tanke for det specialredskab der nu ligger hengemt og -glemt i skuffen. Blink-blink-blink-blink-blink-blink….

Fornærmet opgiver den kampen mod mørket og vender selv ryggen til verden og glemmer alt om sin stolte mission i verden. Og holder op med at blinke.

Flere dage senere…

PLING…. click n charge.. den lyser lystigt endnu og prøver ihærdigt at slå en ny opladningsrekord. Fuld opladning på et par timer  – blot for at konstatere at de dumme mennesker ikke har tid til at vente, så i løbet af alt for få minutter dør den ud med et stilfærdigt Brrrr brrrrr.

Det stakkels apparat bliver så fornærmet at det ikke engang orker fortsætte sit opmærksomhedssøgende, lettere ADHD-agtige og insisterende lysshow.

Click n charge… suk.

At være ikke-noget-særligt

Jeg tænker altså aldrig over, at jeg er lesbisk. Det er jo bare sådan det er og jeg kan ikke se det som noget særligt, at jeg bor og lever sammen med et menneske som jeg ønsker at blive ved med at leve og bo med. Det er en kvinde. Det er ikke tilfældigt at det er en kvinde – for det er kvinder jeg gennem tiden har forelsket mig i – faldet for og begæret. Jeg er en heldig lesbisk, for jeg har sparet mig selv for mange kærlighedskvaler ved konsekvendt at falde for andre lesbiske – jo mere jo bedre. For en del år siden gik det endda op mig at jeg på den front aldrig havde haft et forhold til en med længere hår end 8-10 cm. (Dyrker lige en lille fordom her, og I må gerne være med)

Jeg er et ekstra heldigt menneske, at jeg så rent faktisk har fundet selve kvinden. Men vi er som par egentlig ikke vildt interessante. Vi passer vores venner, har job, passer hunden, betaler regninger, køber ind, laver mad, glor på tv, tæsker hinanden i backgammon, vasker bilerne osv osv. Lige som alle andre. Vi er ikke noget særligt par fordi vi er kvinder. Vi er bare et par. Som alle andre. Det er som om det slet ikke er gået op for mig at vi er anderledes. Og jeg præsenterer hende med allerstørste selvfølgelighed og vil blive dybt overrasket den dag nogen giver udtryk for at dét kunne vi da godt have holdt for os selv.

Men det sker faktisk at jeg møder spørgsmål om kønsroller og de lidt konventionelle rammer som nogen prøver at putte os ned i. Hvem gør hvad der hjemme. Hvem er manden og kvinden? Altså. Helt ærligt. Vi er to kvinder og der er ingen mand, og ingen af os har rollen som mand. Slut. Hvorfor er det så interessant egentlig, det der med kønsroller og arbejdsfordeling.. fortæller det mon noget vigtigt om os som mennesker, når nogen får at vide at jeg laver mad og hun passer fiskene. At jeg laver computerne og sætter tv/dvd/surround sammen – og hun køber ind og støvsuger. At det er mig, der kører bilen, når vi skal nogen steder – men hende, der lige kigger til olie, dæk og lygter ? At hun vasker – og jeg vasker op ? Nej, det siger intet som helst om noget som helst, andet end at vi helt naturligt har fordelt opgaver alt efter hvem der har tid og hvem der er bedst til hvad. Og gider … i dag ?

Heller ikke der er vi så særligt særlige. Tror jeg.

Jeg møder også ind i mellem den lille usikkerhed hos forældre med teenagebørn. Hvad nu hvis én af dem er homosexuel; hvad gør vi så? Får de det svært på deres vej? Mine svar er som regel nej, det gør de formodentlig ikke. Hvorfra skulle forhindringerne dog komme? I Danmark? Vi er ikke noget særlige, os homo´er. Og det bliver mere og mere tydeligt for alle, at det faktisk ikke er så interessant mere om en eller anden er det ene eller det andet. Naturligvis findes der homofober, der fnysende afviser at ses med nogen med de præferencer. Men jeg tror faktisk at det er betydeligt sværere som ung at have vægtproblemer, være syg eller blot ikke at eje en ipad/iphone.

Egentlig oplever jeg kun det der interessanthedsperspektiv mht. de kendte. Hvis nogen af dem er til deres eget køn. Uha, så er det spændende, men selv dét har vist kun en ganske begrænset fremtid.

Jeg går personligt ikke op i hvem omkring mig, der eventuelt er bøsse/lesbisk. Jeg går heller ikke op i de der kendte og hvad de er. Jeg er ikke mere eller mindre begejstret for Ellen DeGeneres bare fordi hun er en bølgebryder. Jeg anerkender, at det hun gør er vigtigt, men personligt finder jeg hende særdeles anstrengende. Jeg synes ikke ikke Sarah synger bedre fordi hun er et ungt lesbisk idol. Men ved at hun er vigtig for mange yngre (og ældre) lesbiske. Jeg gider ikke høre hverken på hende eller hendes musik.

En lesbisk kunstner er ikke interessant fordi hun er lesbisk – men fordi hun er god til det hun gør. Ca som en hvilken som helst anden kunstner, jeg giver ikke homo-rabat på kvaliteten.

Enhver bøsse eller lesbisk jeg møder på min vej, som kollega, nabo i toget, fotokammerat, underbo i huset vi bor i osv, er ikke pr. definition min nye bedste ven. Jeg har ikke nødvendigvis andet til fælles med dem, at vi danner par med mennesker af samme køn. Jeg kan synes, at kollegaen er alle tiders uanset om han/hun er homo eller ej – men jeg kan også synes at vedkommende er et middelmådigt fjols som jeg ikke gider have noget med at gøre ud over det strengt arbejdsmæssige. Der er ingen naturlov, der foreskriver, at jeg skal have tættere relationer med hvem som helst som tilfældigvis også er homo.
Der er heller ingen naturlov, der foreskriver, at jeg nødvendigvis skal vide, at de er homo. Eller at det egentlig interesserer mig om de er eller ej. Menneskelige kvaliteter kan ikke måles med sexuel orientering. Det er blot en menneskelig egenskab og et kendetegn vi har til fælles. Men nogen særligt udsøgt kvalitet i sig selv er det altså ikke.

Jeg synes det er skægt at se lesbiske film, uden at skulle oversætte kærlighedsplottet til kvinde/kvinde fra kvinde/mand. Men det er noget andet. Heller ikke dér dyrker jeg det. Det har ikke den store betydning for mig mere. Føler mig jo så normal som nogen.

Nej, jeg tænker faktisk ikke over det. Heller ikke når vi hilser på vores nye naboer. Får nye kolleger på jobbet osv. Bliver mest overrasket når de spørger til min “mand” og tænker, jammen altså.. vidste I ikke det?

Det er ikke noget, der bliver gjort til noget særligt. Heller ikke af mig.

Paradokset (som jeg jo ikke er helt blind for) er så nu, at jeg har begået et større blogindlæg om dette, der ikke er noget særligt.

Lære at le

Jeg har skrevet om flere mennesker her på min blog. Nogen har gjort mig ondt, noget meget ondt. Tilsvarende med de gode mennesker. Og de rigtigt gode, dem jeg stoler på, dem der betyder noget, hende jeg elsker og flere andre.

Men en kvinde har jeg ikke omtalt overhovedet. Ikke fordi hun er hemmelig eller uvigtig, jeg har blot ikke vidst hvordan jeg skulle beskrive hende. Vild kunne være et ord. Vanvittig ville heller ikke være helt ved siden af. Uansvarlig ville være lige så meget i plet som ansvarlig. Moden og barnlig var modsætninger, der trivedes fint side om side. Normal var hun ikke. Men unormal, jo det er helt sikkert. Kærlig, joeh. Loyal – ikke meget. Trofast – ikke det der ligner. Men hun lærte mig at le. Igen. At kunne grine af mig selv og tåle at andre grinede af mig uden at jeg blev overbevist om, at det var en ydmygende oplevelse som jeg skulle skamme mig over.

Vi var ikke et par, vi blev venner – der delte seng. Når vi havde lyst til det. Lavede mad sammen, gik ture sammen. Oplevede december-orkanen sammen. Eller også kom hun bare forbi en sen aften for at sove sin rus ud, når hun ikke kunne finde ud af tage hjem med toget efter en bytur.

Vi kan jo kalde hende Vibe. Et passende pseudonym til en, der var ensbetydende med gode, energiske vibrationer.

Hun var speciel og jeg takker dybt for, at hun valsede ind i mit liv en sen aften… Blev der i nogle måneder og forlod det igen en søndag formiddag, hvor hun lagde en nøgle på mit bord med beskeden om, at hun havde fundet hende hun ville giftes med.

Jeg ønskede tillykke med et lille smil og følte mig inderligt heldig. Tænkte, at den der endnu ukendte kvinde måtte være lige så særlig, at hun kunne tæmme veninden på denne måde.

Det viste sig at jeg havde ret i den formodning. De er såvidt vides stadig sammen, er gift, har to børn, et par hunde og en fin stråtækt idyl med vandløb i baghaven. Vi har truffet dem for et par år siden og det var hyggeligt nok, men handlede for mig mest om at min kæreste skulle møde og se denne Vibe. Og sige pænt tak og så i øvrigt konstatere ved selvsyn at der ikke er mere i det end hvad der var. Tror at hun havde brygget en gevaldig historie sammen om hende, og mere eller mindre frygtede at jeg ville springe, hvis hun så meget som knipsede med fingrene. Jeg springer ingen steder – og så er det forresten ligegyldigt hvem der knipser. Ved godt, hvor jeg har det bedst.

Der var gået ca 8-9 år efter voldtægten, da jeg lærte hende at kende gennem fælles bekendte. I de mellemliggende år havde jeg bare været en følelsestom skal, der havde kæmpet mig igennem et uddannelsesforløb, praktik, jobs og hvad ved jeg. Men mentalt var der ærligt talt ikke ret meget hjemme. Havde begravet alt, hvad der handlede om følelser, kærlighed, sex og venskab i et meget dybt hul og brugte al min energi til at få dagene til at hænge sammen omkring praktiske gøremål.

Og så dukker hun op, vi falder i snak, hun misser sjovt nok sit tog og har behov for at overnatte. Den har man jo hørt før og gennemskueligheden var da også til at tage at føle på. Hvis det her altså lige havde været min normale modus operandi. Det var det meget langt fra, sagde dog ja til hende og var ved at pisse i bukserne af panik. Men tog hende med hjem i seng. Resultatet behøver jeg ikke gå i detaljer med, tror jeg.

Dagen efter talte vi længe om det – og for første gang satte jeg få ord på hvad der var sket den der aften for så længe siden. Hun blev naturligvis stærkt berørt og udtrykte at hun følte sig som en voldtægtsforbryder, at hun havde “kuppet” mig på den der måde. Hvad hun jo ikke rigtigt havde grund til, men der er nok ingen tvivl om at hvis hun havde spurgt pænt havde hun fået et nej og var blevet hældt ned af trapperne. Nu spurgte hun lissom ikke og fangede heller ikke mine små-nervøse reaktioner.

Vi sad lidt og kiggede ned i hver vores kaffekop og så kiggede hun op, lidt skævt, og sagde:
– du er skidesød, du er klog, du er sexet – men du tager dig selv alt for alvorligt! Hvis vi skal ses igen, så skal du lære at smile, at grine, at klovne. Du skal lære at være nøgen. Jeg kan ikke være kærester, for jeg kan ikke være tro, Men jeg vil gerne se dig igen. Vil du prøve? Men du må aldrig forsøge at kontrollere mig.

Og så indledte vi denne her næsten 1 år lange særlige relation, hvor hun kom og gik i mit hjem som hun ville, uden forpligtelser, uden løfter og kun når vi havde lyst til at ses. Hun havde med garanti mange andre kvinder, men hun vendte som regel tilbage til mig.

Jeg kunne komme hjem – dødtræt – en fredag eftermiddag og finde hende i mit køkken. Nøgen. Og ved at lave thaimad. Blive kigget på og bedt om at smide tøjet… og fik at vide at hun havde købt ind til hele weekenden, og at nu skulle vi have en nøgenweekend. Mjaeh, øeh.. nåeeh. Jammen ok. Hyggeligt. Og især lærerigt for mig, der havde verdens mest belastede forhold til min en krop og alt hvad der havde med den at gøre.

Hun dyrkede, nærmest opdyrkede, mine evner til at smile og grine. Vi legede meget og jeg fik stille og roligt et meget mere afslappet forhold til min krop. Tæskede hinanden i backgammon liggende splitternøgne på sengen, opførte dukketeater med tæerne. Så en bunke film (også de sære “gæt-en-handling” franske film, som hun elskede). Det var hende, der fortalte mig om blyantsprøven – som hun i øvrigt bestod med glans – og bad mig teste. Tjaeh, jeg ligner ca 90% af danske kvinder, så jeg bestod ikke. Langt fra. Grænsen viste sig at være den der berømte colaflaske, fyldt. Ups. Hun lærte mig sære øvelser om hvad kroppen kunne og ikke kunne og jeg lærte alt hvad jeg kunne. Under vældig megen latter.

Sprogligt sarte sjæle bør nok hoppe dette lille afsnit over, men det siger en masse om hende.
Hun kigger på mig og siger:
– du rødmer.. hvis du ikke snart lærer at sige kusse så råber jeg det ud af vinduet
Boede på det tidspunkt i centrum af byen, nær en rundkørsel, hvor trafikken var tæt – hele døgnet
Jeg siger intet, men griner bare
Hun går hen til vinduet og åbner det
Siger stadig ikke noget
K U S S E E E E E E E E
… gjalder det ud af vinduet så det runger mellem etageejendommene
– kom og se ham der…

Det var en ung fyr på cykel, der havde påkørt et skilt som bekendtgjorde at politistationen lå 1 km dén vej.
Jeg lærte at sige det ord.. og skrive det. Og mene det.

Andre gange lå hun ved siden af mig i sengen og fortalte om sit liv. Om at tage alene på tommelfingeren rundt i europa som 19-årig, at leve hos nonner (herunder forførelsen af en der var ca 30 år ældre) og på gaden i Venedig og tigge mad eller klovne sig til den. Om at havne i en staldbygning hos en rigmand i Toscana og få maden for at passe grisene. Eller hvordan svampe virker når man spiser dem. Og hvilke der virker bedst, om den gang hun og hendes venner havde mistet en kammerat til en bålfest. De havde spist svampe, og så var han begyndt at løbe. De kunne ikke tage sig af hans løbetrang, så de lod ham gå. Han blev fundet næste morgen 16 km derfra, siddende i storebælt, ca 4 m ude i vandet, og nægtede at komme ind da politiet kaldte. For han var overbevist om at politiet samarbejdede med de smølfer der havde jagtet ham hele natten, og smølfer i øvrigt ikke kunne svømme, så han var i perfekt sikkerhed derude. Indrømmet, svampe er ikke noget jeg har lyst til at prøve. Jeg holder mig til de gammelkendte spisesvampe, som man ikke skal på løbetur af. Hun røg også en del af de skæve, hvilket var ok for mig (jeg stillede jo ingen krav), og vidste intuitivt at dén verden skulle hun nok ikke lige introducere mig til. Heller ikke selvom hun sad ved siden af og var helt “lige”.

Hun kunne også komme forbi en eftermiddag og sige.. jeg lægger lige tasken og smutter over til en veninde.. kommer tilbage og spiser. For så først at dukke op et pænt stykke efter midnat. Fuld. Så hjalp jeg hende i bad og lagde hende i seng. Satte mig ved skrivebordet og arbejdede videre til disse herlige snorkelyde, kun afbrudt af lyden af en søvnig omgang selvtilfredsstillelse inde fra soveværelset. Kunne være vanskeligt at bevare koncentrationen. Dagen efter hopper hun glad rundt i sengen og udtrykker en næsten barnlig glæde over at hun ikke bliver skældt ud. Men det tilkommer ikke mig at skælde ud så hun får den der nøgle ved den lejlighed. Jeg sagde ja til at hun måtte være min ven, min særlige ven, på hendes særlige vilkår. De var dybt urimelige men hendes gave til mig var selve livet, jeg fik tilbage.

Den eneste gang vi optrådte udadtil som “par” var da hun fulgte med mig til min læge, der nu fik den første mulighed for at foretage en gynækologisk undersøgelse af mig. Ved den lejlighed fik jeg så den lægefaglige oversættelse af det gode danske ord, bolleveninde. Det er såmænd det næsten lige så lige fremme ord intimpartner. Vibe var ved at trille rundt på gulvet og ind under briksen af grin, da hun hørte det her ord. Hun kom dog frem igen forfjamsket som en forsinket kukker i et kukkeur, da lægen bad hende vise lidt rundt i mit underliv. Yderst sær oplevelse for mig at se den her superdygtige kvindelige læge på den ene side mellem knæene og det vilde vagabondbarn Vibe ved siden af som nærmest tegnede og fortalte, at når hun gjorde sådan så skete der sådan… og helt ærligt.. så gode forklaringer kunne jeg jo af gode grunde ikke selv give, da jeg jo ikke som hende var på øjenhøjde med situationen. Surrealistisk, men ufatteligt morsomt i al alvoren, og jeg kunne se på lægen, at hun havde møgsvært ved ikke at grine højt i alt det afsindige og alvorlige. Kunne se, at hun ikke rigtigt forstod, at latter var en af vejene vi gik, og at hun ville have scoret bunkevis af point på at grine med. Men de små trækninger ved øjnene kunne hun ikke skjule – hun kunne ha solgt patentet til vestas som alternativ energikilde.

Sammen nåede de – og jeg – frem til et par løsninger der bragte mig lidt videre af det spor der handlede om at finde en kropstryghed og lidt lyst.. og behov. Som alle andre.

Det var fine og især lærerige måneder for mig. I alder af 30 måtte jeg gennemgå næsten 10 års normal modning. Prøve meget af det andre havde prøvet og eksperimenteret med over lange perioder. Det var et komprimeret, næsten gødet og vækstfremmende forløb hun sendte mig igennem. Med leg og latter. Med at give slip på aftaletyranniet og forventningerne – også dem til mig selv. Nyde glæden og slippe savnet. Jeg tror ikke hun planlagde noget som helst når det handlede om mig, men gjorde hvad hun lige følte hun havde lyst til, eller hvad der var det rette at gøre.

Jeg ved at der er mange af jer derude der sidder tilbage og tænker om mig – hvordan klarede hun det. Hvordan kan det være at hun er her i dag. At hun kan være sjov. At hun kan fortælle med hele kroppen. At hun laver sære ting. At hun lever. At hun er så næsten hel. At hun ikke sidder og græder. Hun må være stærk og sej (og jyde, måske).

Svaret er – jeg var heldig. Jeg mødte et menneske, der ikke tog alt for meget hensyn, der krævede at jeg kunne grine, lave sjov, fortælle sjove historier og helt generelt tog mig selv lidt mere afslappet. Hun glemte aldrig hvad der var sket med mig – men hun påpegede som sandt jo var – at jeg skulle leve med det resten af mit liv. Jeg skulle leve med historien om min bror resten af mit liv. At det var vigtigt at fortælle og få det ud. Men at det nok ikke skulle blive min hele identitet. Det måtte gerne fylde, men det måtte ikke fylde alt.

Hun lærte mig at le af mig selv. At få andre til at le af mig, uden at det blev til en skamfølelse. Hun dyrkede min humoristiske sans, nød den. Styrkede den. Spillede med på den i et mentalt ping-pong.

Men først og fremmest gav hun mig sit eget afslappede forhold til nøgenhed og kropslighed. Til at slippe behovet for kontrol med andre mennesker. Og at tage mig selv lidt mindre alvorligt, til tider.