Humøret er nogenlunde, men kan altså godt mærke, at magisk torsdag nærmer sig. Og det er den barskeste udgave denne gang. Den med både arbejde, psykolog og læge. Og en masse km i bil ikke at forglemme. Så bliver det ikke hårdere.
Går lidt i flyverskjul et par dage og tænker mine tanker lidt for mig selv.
Bliver altid superfølsom og alt muligt skrammel trænger igennem mit omhyggelige forsvar og nedbryder det indefra. Det er praktisk i en hverdag med masser af mennesker og indtryk, hvor det skærmer mig mod det hele. Men når tiden for et besøg hos psykologen nærmer sig gælder det om at bryde det ned, for ellers sidder jeg i hendes stol og er usamarbejdsvillig. Det ender som regel med, at jeg fortæller vittigheder og skægge historier fra jobbet.
Vist er hun da godt underholdt, men hun tænker sikkert osse over hvorfor jeg gør det og at det må være nogle af de dyreste jokes hun har hørt.
Det er spild af halv fridag, begges kostbare tid og en masse penge. Så jeg prøver at give slip på mit skuespiller-gen nu. Det tager altid et par dage, hvor jeg ser mine monstre og mit mørke stadigt dybere i øjnene. Graver mig ned i alt det slemme. Lader det komme tættere på igen.
Bare det ikke tager magten og overtager mig for så bliver jeg slet ikke til at holde ud at være sammen med.
Det værste er at mareridtene kommer igen. Kvælningsdrømmene. Fangethed-drømmene. Dem er der mange af i øjeblikket og det kræver vist ikke engang et weekendkursus i psykologi for at tolke på den slags. Banalt? Ja, mon ikke. Svært? Ja.
Håber der kommer en dag, hvor jeg kan styre dem. Beslutte hvordan de skal ende. Eller helst at de helt udebliver.
Men nu går jeg altså helt frivilligt hen til det dybe mørke, stirrer ned i det og lader det stirre igen. Ikke fordi jeg er glad for det, men fordi det nødvendigt.
Ellers får jeg bare ikke noget ud af den time. Og det skal jeg have – om jeg så skal græde hele vejen hjem som sidst.
