Nedbrydningstid

Humøret er nogenlunde, men kan altså godt mærke, at magisk torsdag nærmer sig. Og det er den barskeste udgave denne gang. Den med både arbejde, psykolog og læge. Og en masse km i bil ikke at forglemme. Så bliver det ikke hårdere.

Går lidt i flyverskjul et par dage og tænker mine tanker lidt for mig selv.

Bliver altid superfølsom og alt muligt skrammel trænger igennem mit omhyggelige forsvar og nedbryder det indefra. Det er praktisk i en hverdag med masser af mennesker og indtryk, hvor det skærmer mig mod det hele.  Men når tiden for et besøg hos psykologen nærmer sig gælder det om at bryde det ned, for ellers sidder jeg i hendes stol og er usamarbejdsvillig. Det ender som regel med, at jeg fortæller vittigheder og skægge historier fra jobbet.

Vist er hun da godt underholdt, men hun tænker sikkert osse over hvorfor jeg gør det og at det må være nogle af de dyreste jokes hun har hørt.

Det er spild af halv fridag, begges kostbare tid og en masse penge. Så jeg prøver at give slip på mit skuespiller-gen nu. Det tager altid et par dage, hvor jeg ser mine monstre og mit mørke stadigt dybere i øjnene. Graver mig ned i alt det slemme. Lader det komme tættere på igen.

Bare det ikke tager magten og overtager mig for så bliver jeg slet ikke til at holde ud at være sammen med.

Det værste er at mareridtene kommer igen. Kvælningsdrømmene. Fangethed-drømmene. Dem er der mange af i øjeblikket og det kræver vist ikke engang et weekendkursus i psykologi for at tolke på den slags. Banalt? Ja, mon ikke. Svært? Ja.

Håber der kommer en dag, hvor jeg kan styre dem. Beslutte hvordan de skal ende. Eller helst at de helt udebliver.

Men nu går jeg altså helt frivilligt hen til det dybe mørke, stirrer ned i det og lader det stirre igen. Ikke fordi jeg er glad for det, men fordi det nødvendigt.

Ellers får jeg bare ikke noget ud af den time. Og det skal jeg have – om jeg så skal græde hele vejen hjem som sidst.

Reklamer

Et monster

Der bor et monster i mig. Det hedder PTSD og det vil meget gerne overtage og styre mit liv. Det vil bestemme, hvad jeg bruger mine dage på, hvad jeg skal drømme om natten, hvad jeg tænker, når jeg lukker øjnene et øjeblik, det vil styre hvilke mennesker, jeg kan tåle at se, hvem jeg kan tåle at tale med, hvilke billeder og hvilke film jeg må se. For bare at nævne nogle få ting.

Det vil egentlig også meget gerne bestemme, at jeg sletter mine spor og lukker for bloggen igen, for alt det jeg skriver om her, kan jeg jo slet ikke tåle selv at læse endsige skrive. Læs resten

Ud af osteklokken

– og af med den antidepressive medicin, som har været en fast del af mit liv i de sidste år.

Har fået drømmene igen. De sære og dem, man gerne vil huske, men som man alligevel glemmer efter max en halv time. Tror nok det er en del af ophørssymptomerne (sikket ord – hvad skete der med det goe gamle “abstinenser”?) men jeg hygger mig altså temmeligt meget over de næsten Dali´ske drømmebilleder, der er kommet tilbage til mig. Mareridtene kunne jeg dog godt undvære, da de også har fået en detaljeringsgrad, der grænser til det decideret ubehagelige.

Det er forresten lidt sært, at de drømme man gerne vil huske, dem glemmer man. Men mareridtene som man helst vil glemme alt om igen, dem husker man til gengæld og de hænger i kroppen i alt for lang tid. Efterlyser lige noget drømme-konsekvens her. Sådan som det fungerer nu er det jo ren loose-loose situation. Må vænne mig til at skrive ned eller snakke med mig selv om morgenen og fortælle mig selv, hvad jeg har drømt. Kan være hjernen så gider samarbejde i lidt større stil. Overvejer at sende den og undertegnede på et teambuilding kursus. Træklatring eller sådan noget andet gejl. Læs resten