På kanten

De gode blog-intentioner holdt ikke i virkeligheden, for virkeligheden møvede sig pludseligt ind på mine dage. Virkeligheden og den alt for skarpe kant kom for tæt på og jeg blev udsat for hvad der vist nærmest kan kaldes en menneskelig udgave af en “sikkerhedslanding”. Det hele blev lidt for meget. Bare lidt.

Når sandheden skal frem – og det skal den slags jo ind i mellem – så har det sidste års udfordringer været lidt for meget, prøvelserne for store og kravene for bastante.

Og for et par uger siden væltede læsset så og andre måtte gribe ind og få mig samlet sammen igen.

Jeg har lært flere ting af det her. For det første skal jeg blive bedre til at råbe på hjælp når hjælp er nødvendig. For det andet skal jeg sætte grænser for kravene. For det tredje at erkende at jeg ikke fungerer helt så godt som andre.

Men hvad så når kravene kommer fra nogen jeg ikke kan kontrollere – og som jeg ikke kan sige nej til?

For der begynder at ske ting og sager mht mit tidligere job og “sagen”. Vi nærmer os en deadline for hvornår krav kan kundgøres og af en eller anden mystisk grund er fagforeninger nøjagtig som mennesker – hvorfor gøre noget for en måned siden hvis vi stadig har en måned at gøre det i? Så nu skal det hele ske på alt for kort tid, og jeg regner på timesedler i én uendelighed og prøver at guide juristerne rundt i junglen af mystiske arbejdsgange og inkonsekvente aflønningsformer og beregninger af sygeløn. Og de bliver ved med at finde nye fejl og forhold der osse lige skal afsøges – de starter hos mig, og finder de fejl undersøger jeg sagerne hos tidligere kolleger – er det enkeltstående fejl eller er der en systematik – og i så fald hvilken.

Og jeg kan slet ikke. Jeg har maksimalt 60 minutters koncentration at gøre godt med af et par omgange – om dagen.

Det er dybt frustrerende. At være så tæt på mål nr 1 – og så vælte. Må bare håbe at de der er klogere end mig på det her, bedre end mig – at de har styr på det. Og  holder deadlinen.

Men hvad jeg ved pt gør at jeg føler en forsigtig optimisme. Dog.

Prøver at nyde årtiers varmeste og tørreste oktober med lange gåture med hunden for at få bragt orden i kaos. Prøver at nyde farverne.

Det virker bare ikke helt så godt – men der kommer da nogle pæne billeder i kassen. Totalt floskelagtige og fantasiløse efterårsbilleder. Men fint er det da.

IMG_8573

Men der er også plusoplevelser på kontoen. Lidt til låns. Men de tæller alligevel.

Min tovlige svoger har i alle de år jeg har kendt ham skiftet bil 3-4 gange om året. Sådan ca i gennemsnit. På et tidspunkt opnåede han at have 3 på en gang. Gamle slidte biler. En cabriolet med hul i taget som han måtte bore huller i bunden på for at få det vand, der kom ind fra oven lukket ud for neden, da fjedrene bestemt ikke var beregnet til vægten af et kørende badekar. En tussegammel men luksus-audi hvis største charme var at elruderne på bagsædet endnu ikke var gået i stykker. Men den var god til at køre – især langt. Hvor den ikke skulle startes for tit forstås.

I søndags solgte han så sin eneste bil og desperationen satte ind. Ingen bil? Det er jo nærmest kastrerende for en mand i hans alder (knapt 50). Ny, gammel bil stod dermed på ønskesedlen og det skulle være lige nu.

I går dappede vi derfor ud på landet for at kigge på en 25 gammel år gammel honda. Han havde fået kontakt med en ældre kvinde, der havde haft den fra ny og den stod i solen da vi kom. Lys og lækker. Passet, plejet og om-nusset – men aldeles ukørt i 2 år.

Jeg vil ha den bil! Han købte den naturligvis og var glad. Men han får dælme ikke lov til at sælge den igen før han har spurgt os.

Jeg har tabt mit hjerte til den bil – helt og aldeles. Heldigvis har konen det på samme måde. At den der må ikke forlade familien igen. Det er en glad-i-låget bil i sjældent god stand. Og sælgeren så med tårerne springende ud af øjnene, at han kørte derfra. Der er ingen tvivl om at den bil og hun havde en god historie sammen. Eller flere. Hun kunne bare ikke køre bil mere og den var i vejen i garagen. Stod det til hende var den formodentlig blevet sat ind på et tæppe i stuen!

Han har været heldig dér. Uden tvivl. Og hvis han ikke påskønner det, så får han med os at bestille, for den slags biler er sjældne og kommer ikke normalt til salg.

Reklamer

Rustne tandhjul

Jeg har troet det før, men nu er det vist et faktum. Altså at jeg begynder at bevæge mig igen. Både mentalt og rent fysisk begynder der at ske noget i en mere positiv retning. Jeg tør komme ud og se mennesker, tør tage telefonen når den ringer. Det har været sådan i korte perioder hen over sommeren men nu har det holdt i mere end nogle få dage, og det tager jeg som et ret godt tegn.

Jeg har haft alverdens overvejelser mht bloggen her. Er den brugt op? Mangler jeg historier, der skal og kan fortælles. Skal den ændres til noget andet, eller? Savner at have kontakt med jer andre, der læser med, men magter ikke rigtigt at gøre noget ved det.

I mellemtiden har jeg så fået nye læsere, der giver udtryk for at de er glade for bloggen. At visse tekster rammer dem lige i plet og formulerer hvad de selv har haft svært ved.

Det gør det lidt sværere mht at slette bloggen eller gøre den privat. Eller bare lade den dø for den sags skyld.

Så nu hælder jeg en spand olie ud over motorens tandhjul og håber at de begynder at dreje igen. For min egen skyld, primært.

Om ikke andet så for at teste at hovedet stadig er sat rigtigt på – og nu er det helt uden medicin! Jeg har nemlig brugt helvedes-sommeren hvor alt andet osse gik galt til at udfase al medicin. Om det var klogt aner jeg ikke, men det skete nærmest af sig selv. Det gjorde ikke sommeren nemmere at bære, men jeg tror egentlig heller ikke at det gjorde det værre. Virkede som et absurd men ret ok valg at forsøge at gøre det i samme periode, hvor konkrete problemstillinger fyldte en hel del mere end mit betændte sind. Her 4-5 måneder senere er jeg defacto medicinfri og har det ok med det. Skal bare lære at føle hvad jeg føler og at det egentlig er ok.

Tandhjulene bevæger sig og der er fremdrift at spore. Stabil fremdrift forstås.

Jeg kan ikke længere skrive om min fagforeningssag, men kan kort melde at osse på det punkt er tandhjulene endelig og langt om længe sat i gang og vi kan se lys for enden af en tunnel der dog stadig forekommer at være så lang som den man kunne grave under selveste Atlanten. Men jeg har mægtige samarbejdspartnere nu.

Jeg har fået kontakt med andre PTSD-ramte, og det er en ret overvældende oplevelse for mig pludselig at se og høre om andres virkelige oplevelser – og ikke bare forsøge at spejle mig i film og bøger om hjemvendte krigsveteraner.

Det skubber osse i den rette retning.

Men det hele går langsomt. Alt for langsomt for min tålmodighed.

Har set at der i mellemtiden er blevet holdt et lille blog-træf hos Ellen og en mere som jeg ikke lige kan huske navnet på og må med en vis forbløffelse konstatere, at det faktisk ærgrer mig at jeg ikke nåede med der. Osse selvom det ville bringe mig lidt mere ud i åbenheden end hidtil. Håber at få chancen en anden god gang hvor konen så kan få æren af at passe hunden herhjemme.

Rent faktisk kan jeg mærke at det rykker lidt mere i retning af noget åbenhed.

Selvmord

En kortfattet og sigende overskrift så dem der ikke vil beskæftige sig med emnet kan holde sig væk.

Med fare for at støde nogle fra mig fordi jeg provokerer, fordi jeg måske kommer for tæt på egne liv og skæbner, Nogle ved jeg hvem er, andres liv kender jeg ikke nok til i detaljer. Men jeg tager chancen for jeg kan mærke at dette blogindlæg har været ganske lang tid undervejs. Månedsvis. Faktisk. Har ikke turdet sætte tankerne på skrift og da slet ikke udgive dem. Og på sin egen skæve vis har det siddet som en prop i hullet for ret meget andet. Ægte selvcensur men det stopper så her i dette konkrete tilfælde.

Så jeg vil prøve at gøre det generelt men tage udgangspunkt i egne oplevelser.

Jeg har gennem bloggen fået kontakt med flere mennesker der har næsten samme baggrund som jeg selv. Alle med det til fælles at de har fået stemplet PTSD i nakken. Nogen er i flexjob, nogle på førtidspension, andre i mere almindelige job og en hel masse på sygedagpenge uden udsigt til noget reelt alternativ udover at blive sendt rundt som rørpost mellem de enkelte systemer og kontorer og blive “læst” af en næsten uendelig række af sagsbehandlere i bunker af andre med tilsvarende stempler.

Selvmord er et livsvilkår. Ironisk nok. Der er flere, der falder fra undervejs i behandlingen. Det skræmmende er at jo længere de enkelte kommer i deres behandlingsforløb – jo større bliver risikoen næsten. Så vidt jeg kan se det fra min egen stol. Man små-jubler lidt med dem i deres små og lidt større sejre, så bliver der stille og så kommer meddelelsen ud i netværket. At nu er den eller den faldet væk. Eller at vedkommende er faldet igennem og har forsøgt sig – uden held. Det sidste får vi ikke så tit at vide, for det er stadig tabu. Selv dér. Desværre.

Det er skamfuldt at tale med nogen om. For man er hundeangst for støde nogen fra sig. Det nære netværk er meget vigtigt at holde på plads, og det vil måske/måske ikke skride væk hvis de her tanker og følelser får alt for meget luft. Så det holder man for sig selv. Indtil det kommer til at fylde så meget at ballonen så at sige revner. Og så er det desværre lidt for ofte alt for sent.

Og hvad er det så der sker. En storm af reaktioner. Lige fra sorg, savn og frustration til vrede over at den pågældende “bare gav op”. At det var en egoistisk handling og hvad ved jeg. At man svigtede ved at checke ud i utide.

Fuldt forståelige reaktioner over hele linjen, men der er så vidt jeg kan se en hel del mere i det end bare det, at man gav op. At man manglede vilje til at ville livet. Og nærmest burde skamme sig på den anden side.

At få diagnosen PTSD er ikke en stensikker dødsdom, men det er en livsfarlig diagnose. Dødeligheden er dokumenteret høj, og mørketallene (som man jo aldrig kan vide hvor store eller små er) er formentlig skræmmende høje.

Ind i mellem kunne jeg godt bruge at den accept der er kommet for psykisk syge – og tak for det – osse når til en accept af den faktiske farlighed af sygdommen.

Der er jo ingen, der skænder på en afdød af lungekræft at vedkommende tillod sig at dø af sin sygdom. Heller ikke selvom det var på en bryllupsdag, en juleaften eller sådan noget. For det ved man godt – kræft er en livstruende sygdom. De tabte kampen mod kræften, men kæmpede bravt. Stor respekt.

En psykisk syg, der ender med at tage sit liv har ganske givet også kæmpet bravt. Men tabte – og dør i skam. Og kan sagtens risikere (og det har jeg set i praksis) at efterladte små-håner dem inden liget er koldt og i jorden. Fordi de var feje, egoistiske mm.

Alt for ofte er den syges tanker og følelser ikke blevet  – hedder det sådan på nudansk? – italesat, uden for det netværk der er indforstået med, at det emne er acceptabelt. Et netværk der oftest begrænses til læge, psykiater og psykolog. Derfor kommer det som et mindre eller større chok når det så pludselig sker. Og det kan for omgivelserne se ud som om man bare gav op for let. Og det er fejt. Dårligt kæmpet. Tabt uden stil. Begraves i stilhed.

Og her bliver det så personligt. Jo, jeg har været der. Også indenfor den seneste periode hvor der har været så tavst her på bloggen. Og nej, jeg har i praksis ikke talt med nogen om det. Fordi jeg var nervøs for at støde fra.. få nogen til at opgive på forhånd, vende mig ryggen og aldrig dukke op i min tilværelse igen. Jeg vil ikke afvise, at jeg kommer der igen. Men er muligvis ganske langsomt ved at finde ud af, at dem der vender mig ryggen her vist alligevel ikke var værd at samle på.

Jeg vil heller ikke afvise, at jeg har et personligt ansvar for ikke at tabe kampen mod min sygdom. Overhovedet ikke. Men jeg har kæmpet. Tro ikke andet.

Og jeg er ganske sikker på, at det gælder for størstedelen af dem med de her livstruende psykiske diagnoser kan sige det samme. Osse selvom det ikke ser sådan ud, når man er rask i hovedet og ikke fatter hvad det vil sige at vågne hver morgen og tænke – er det mon i dag det går galt? Hver eneste morgen. 

I mit forrige job havde jeg en dejlig kollega, der fik kræft. Han fik – pga vores kollektive forsikringsforhold – en ret pæn sum udbetalt. Desuagtet at han i øvrigt fortsatte på arbejde på nedsat tid, og sygdommen mildest talt ikke var ret fremskreden. For det var en alvorlig sygdom. Jeg var omfattet af nøjagtig samme forsikring, da jeg blev sygemeldt med PTSD, der har en dokumenteret dødelighed, der ligger en smule over den der kræftform. Og fik ikke en krone. For jeg kunne jo bare lade være med at være syg – eller hvad? Min gamle kollega er i dag erklæret nærmest rask da kræften ikke spredte sig. Han var i øvrigt selv ret forundret over at der ingen hjælp var til mig.

Ja, jeg bliver ind i mellem lidt gal over der er den forskelsbehandling. At den ligefrem er formaliseret. I dag er jeg under en anden forsikring og der er selvmord sært nok (hvis der er en diagnose) erstatningsberettiget på lige fod med dødsfald efter fysisk sygdom. Så det kan altså lade sig gøre. Men det er stadig ikke en livstruende sygdom. Sær mellemløsning. Man skal dø af det.

Og det må man ikke. Det er socialt uacceptabelt.

Naturligvis er der undtagelser – naturligvis er der mennesker, der faktisk forstår hvordan de her møg-sygdomme opererer. Og som forstår at man kan dø af dem. Ikke fordi man gerne vil, eller bare har givet op for let, men fordi sygdommen “spredte sig”. Men de mennesker er så vidt jeg kan se ganske sjældne eksemplarer.

Ofre og helte

Som det er nogen bekendt (ca alle) har jeg taget nogle gevaldige ture med min egen PTSD i denne uge. Tilbagefald vil jeg ikke kalde det, snarere at den banker på min indre dør og minder mig om at den stadig findes. Lidt som en ihærdig kreditor der kommer for at få sit afdrag på en gammel gæld. Inklusiv renter.

Men det har osse betydet at jeg har tænkt på og talt lidt mere om emnet end jeg plejer at gøre. En eller anden kiggede lidt skævt på mig en dag og sagde at det jo var lissom veteranerne (altså de soldater der havde været i krig væbnet konflikt og kom hjem med PTSD og havde problemer med at få det anerkendt som en arbejdsskade fordi sygdommen var flabet nok til først at indfinde sig efter de der 6 måneder der var “gå-til-læge-fristen”.

Det glæder mig da at de har fået pillet på den frist, for den var ikke så hensigtsmæssig i dette tilfælde.

Men det er her de fleste kender til sygdommen… når veteranerne får det. Af at være soldater i krigen den væbnede konflikt de nu engang er sendt ud til for Gud, Konge og Fædreland. For at gøre deres pligt. Være helte. På vores vegne, når vi nu ikke selv tør.

De fortjener respekt. Og jeg håber de får det.

Men vi andre, der får det fordi vi har været udsat for noget. Det kniber til tider med respekten for det. For vi er ikke helte – vi er ofre. Medlidenhed, omtanke og empati hvis vi er heldige. I den rækkefølge.

Det er sært som forskellen i årsagen forfølger én ind i sygdommen.

Et offer kunne muligvis/muligvis ikke have undgået situationen. Et offer kunne have gjort en hel masse andet efterfølgende for at undgå at traumet fæstnede sig i sindet. Kunne have undgået at få sygdommen.

En veteran gjorde sin pligt. End of story.

Mon den slags traumer i øvrigt lagrer sig i muskler og krop? Og sætter sig fast?

To timer efter jeg gik fra kiropraktor i går (og hvor jeg godt kunne mærke en dyb sårbarhed krybe ind på mig) måtte jeg lægge mig på sofaen med ryggen til verden og hunden ved fødderne. Nærmest ulykkelig uden nogen særlig grund… da konen kom hjem fra arbejde fandt mig mig med tårerne løbende ned af kinderne. Og puttede mig i seng. Og det var nok det klogeste at gøre i den situation.

Et eller andet er ved at give slip her. Det krævede ikke læger, psykologer eller en sexolog. Det blev en kiropraktor. Nu må de andre samle stumperne op.

PTSD´ens grimme fjæs

Så blev det stukket frem igen. Jeg skal åbenbart lige mindes om at den der møg-diagnose er min følgesvend i lige så fast grad som hende jeg er gift med. Det må forventes at være en kronisk relation.

Først vil jeg altså lige vende det med konen og det kroniske. Dem der kender mig rigtig godt siger stort set det samme alle sammen: “at med den ændring i min udstråling og energi der er kommet” burde jeg da vist have giftet mig med hende for længe siden. Det har altså en eller anden betydning at vi rundede rådhuset den dag i august.

Men altså det andet – det kunne jeg faktisk godt have undværet. For det blander sig i alt for meget i mit liv. Og i går hos noget så forholdsvist uskyldigt som et besøg hos en kiropraktor.

Hun var ellers meget sød og ok og jeg følte mig ganske tryg 75% af tiden.

Inden hun begyndte selve behandlingen fik jeg at vide hvad der skulle ske, at det handlede om lænden og muligvis hofte. Ok, fair nok. Det skal jeg nok holde til. Fortalte hende ca her at jeg har den her møgdiagnose og kan reagere voldsomt på helt almindelige – men uventede – ting.

Det var ok og hun gjorde ikke noget ved mig der gjorde ondt, men fandt så et eller andet mellem mine skulderblade der lige skulle have en “tur”. “nu gør jeg noget her og din ryg vil nok sige knasj” og panikken indfandt sig aldeles omgående. Vendte mig om og sagde nej. Jeg tror det kom lidt på bag på hende men hun fandt bakgearet aldeles omgående. Det var osse bedre end at have et angstanfald stående i sin klinik.

Hendes råd var at jeg skulle komme igen i dag – og to gange i næste uge. Sove på det og så komme igen. Det er vist ret klogt set, at jeg lige skal sluge indtrykkene lidt ad gangen. Bare ærgerligt at det blev uden søvn i første omgang.

(jow tak.. havde behændigt manøvreret rundt i min særprægede arbejdstids-planlægning for at komme i går – og nu skal jeg gøre det igen i dag. Og i næste uge – uden at vide hvornår jeg har fri, hvornår jeg skal arbejde og hvornår på dagen pauserne ligger, om der overhovedet er nogen. Det bliver lystigt. Måtte efter en time ringe og aflyse den tid jeg havde fået i dag og få én en time senere – de havde ændret i min plan i bookingen).

Nu sidder jeg her kl møg om natten og kan ikke sove. Tankerne myldrer rundt i hovedet og handler om kontroltabet i at vende ryggen til en i øvrigt kvalificeret dame udi hvad hun gør og så ikke vide hvad der skal ske og om det er noget der gør ondt og forskrækker mig.

Det gjorde det så heller ikke meget bedre at jeg afsluttede dagen hos psykologen og det var også ganske tungt.

Kæft, jeg glæder mig til at få weekend.

Det allerhemmeligste – i krig med et tabu

Det er genialt at jeg bruger en månedlang blogpause på at nå frem til dette indlæg (naeh). For jeg aner faktisk ikke om jeg har nogen læsere med mere. Men håber da ikke helt at I alle har glemt mig, selvom der jo ikke ligefrem er flydt geniale kommentarer (som om der plejer det?) ud af mit tastatur siden en gang før påske.

Jeg har været et helt andet sted end i blog-tanker. Jeg har været – og er – med min kæreste der i skrivende stund dårligt tør gå med hunden uden at have sin telefon på sig. Det handler om timer nu med hendes døende far – eller måske dage. Men formentlig ikke uger. Det har været en forfærdelig tid for os begge, men på hver vores måde. Mit begrænsede overskud har været rettet 100% mod hende og at fritage hende for så mange krav som overhovedet muligt. Når jeg har været ude ser jeg efter hende som det første, når jeg kommer hjem, for jeg håber ikke at hun har fået døds-budskabet uden at jeg var der til at kramme og trøste.
Vi venter på en besked vi “forventer”, men som man alligevel ikke kan forberede sig rigtigt på. Samtidig ønsker vi begge, at det skal gå hurtigt nu.

I dag vil jeg kæmpe med et tabu af de større. Faktisk det største og det hemmeligste. Det er så hemmeligt at det tilsyneladende ikke engang har et navn, og det er blot noget der bliver hvisket om indenfor diverse terapeutiske rammer. Ofrene ved det, i hvert fald nogen af dem, terapeuterne hvad enten de er sexologer eller psykologer eller andet godt (og bare nogenlunde seriøst) ved det – men der er ingen der rigtigt fortæller om det. Jeg har googlet og for en sjælden gangs skyld uden noget rigtig brugbart resultat.

Kors hvor jeg ævle-bævler! Det er fordi det er så smaddersvært. Fordi det er det allerhemmeligste – og det største tabu jeg går i krig med.

Mænd kan ikke voldtages. Drenge kan ikke voldtages.

For de må jo ønske det selv hvis de kan præstere en rejsning (og hermed undlader jeg at gå ind i de andre muligheder der jo osse er – de er ikke relevante lige nu). Men de fleste kan vel blive enige om at kvinder kan (altså bortset fra en eller anden uheldig amerikansk senator, der kom med nogle ganske opsigtsvækkende udtalelser desangående). Kvinder skal jo ikke præstere en rejsning som sådan.

Mænd og drenge har et ganske særligt problem her mht beviser, intentioner og forsæt som det hedder på juristeri, og de har svært ved at bevise, at de har været  eller at de er ofre og samtidig “aktive” i overgrebet.

Deres problem er ikke mit, så det kan og skal jeg ikke løse. Måske kan jeg bare bruge deres situation som en synliggørelse af kvindens tilsvarende men ganske usynlige problem.

For kvinder kan rent faktisk både opleve en form for fysisk ophidselse eller decideret orgasme ved et overgreb – og det er ovenikøbet hyppigt forekommende. Og det er jo indlysende, at det skaber en masse tvivl i kvinden. Om det overhovedet var en voldtægt siden det kunne give “nydelse” i form af en fysisk reaktion. Skamfølelse fordi det i væsentlig grad punkterer kvindens selvforståelse og opfattelse af situationen som en egentlig voldtægt. Tvivl om man overhovedet har ret til se det som en traumatiserende situation – et overgreb. Set udefra, og som et empatisk menneske, er det jo indlysende. Naturligvis er det et overgreb, en voldtægt osv. Men prøv engang at gå lidt ind i tankesættet – prøv at forestille dig tvivlen og den nagende skamfølelse over at have følt “nydelse” ved et overgreb. Det er forfærdeligt. Intet mindre. Og det er formentlig derfor, der ikke er nogen der taler om det.

Vi gemmer det inden i, låser det ned i en boks og lader som om det ikke findes. Og vi taler slet, slet ikke om det. Til nogen. For vi vil ikke latterliggøres, mistænkeliggøres eller bare acceptere at det var sådan det var – eller sådan det kunne være. Det må være noget andet, der er sket.

Derfor findes det først frem i de der særlige sammenhænge hvor kloge mennesker med gode uddannelser sidder og giver tryghed nok til at det kan komme på bordet. Først dér får man at vide, at det skam er almindeligt nok. At det er ok. At det er forståeligt og blot en fysisk reaktion på noget der ikke kunne være anderledes. Først dér bliver skamfølelsen lettet lidt, for bevidstheden om at det kunne være sådan fandtes bare ikke.

Ku’ de ikke have sagt det noget før?

Der er ingen, der har fortalt eller skrevet om det – ikke så det er til at finde frem i hvert fald. At google på “ophidselse/orgasme og voldtægt” giver altså nogle lidt særlige resultater, som mere end noget andet indikerer at det vist er en saftig fantasi, der kan skrives nogle gode historier om. Men ikke meget fagligt relevant om emnet. Ikke meget om hvordan det er – derude i virkeligheden. Fandt dog et enkelt sted hvor en terapeut havde skrællet løg med sin klient og hvor de sammen havde set at en fysisk reaktion som at græde (over løget) ikke var det samme som at føle tristhed eller sorg. At det bare var et løg – en fysisk påvirkning uden følelser. Men det var osse ca dét.

Og det kan da godt undre mig, at det er så dårligt beskrevet i litteraturen. At det tilsyneladende ikke har et navn eller et begreb. Tænker at hvis nogen oplever en særlig urytmisk vippen i storetåen er der med garanti et eller andet lægefagligt tidsskrift, som har beskrevet syndromet nøje og indgående – også selvom det kun optræder med en estimeret regularitet på 10 tilfælde pr 100 mio mennesker.

Men her er der tomt og stille – altså hvad angår den mere “kvalificerede” litteratur.

Jeg har en veninde, der ved rigtig meget om sådan noget. Hun vil spørge sig lidt for blandt sine kolleger om nogen kender et ord eller et udtryk for det. Og gerne noget der ikke på forhånd bliver et håndtag for alverdens skam- og skyldfølelse.

Sådan er det jo når det er de samme ord vi bruger om to. mentalt set, vidt forskellige ting. Det ville være godt at få tingene skilt endnu mere ad. Uanset om det så skulle være med et ord, der lød aldeles meningsløst for almindelige mennesker. Ophidselse er i denne forbindelse forbundet med nydelse og meget ophidselse med meget nydelse osv. Og det er så absolut noget man skal og kan skamme sig en del over, når situationen nu er som den er – eller var.

Det var lidt af en overvindelse at spørge, for i det lå jo osse en erkendelse af at jeg nok vidste lidt mere om det end jeg ville være ved. Hun startede med at fortælle mig at det var rimelig almindeligt og alment accepteret blandt behandlerne. Og at det var noget fysisk, der ikke havde med lyst og behov at gøre.

Og ikke noget at skamme sig over. Heller.

Dét ville jeg gerne have vidst lidt før.

Det ville jeg gerne have haft ord for før.

Hvorfor er det at behandlerne venter med at tage fat i lige præcis dét her så længe. Er de for feje? Jeg tvivler, men tror mere på at de enten ser det som en vanligt forekommende ting og derfor lidt banal, eller osse at de ved at det er så sårbart at det ikke ligefrem er noget der hører til på forsiden af folderen fra det lokale “center fra voldtægtsofre”.

Tabuer i forbindelse med voldtægt fås vist ikke meget større end dette ene emne og det er desværre så hemmeligholdt at ofre sjældent taler med hinanden om det, og at det er oven i købet noget, der kun nødigt kommer frem indenfor terapeutiske rammer. Og det er da helt i skoven, for det er lige her at den værste af vovserne ligger begravet når man som offer for voldtægt prøver at forstå hvad der skete og at forlige sig med senfølgerne og traumet.

Et eller andet sted håber jeg at dette indlæg bliver læst, osse af nogen der sidder og tænker “øj, har hun det osse sådan – har hun osse oplevet det – og nu skriver hun om det”. For det er der jo ikke så mange andre der gør. Egentlig tør jeg heller ikke, men mon ikke det går alligevel.

Det bliver lidt af en proces at acceptere at sådan kan tingene også være og det arbejde skal vist gøres. Jeg er i gang.

Nu mangler jeg bare det helt rigtige ord for fænomenet, eller syndromet om man vil. Dét ord der gør det hele søgbart så andre ikke havner på diverse sider med samlinger af erotiske noveller og andet godt fra nettets twilight-zone. Ord der rummer accept og fjerner fornemmelsen af at der er noget helt galt i én selv. Tager toppen af skamfølelsen og sender skyldfølelsen retur til den person der faktisk begik overgrebet og umuliggør bortforklaringer i stil med “jammen hun/jeg nød det jo osse”.

Ser I, når vi der har været det igennem lyver for os selv ved tvivle på vores egne kroppe og reaktionsmønstre – hvordan skal vi så kunne forvente at en gerningsmand skal forstå, at det var det, det var. Et overgreb. Og ikke en nydelse. At det var noget ganske andet der foregik. Noget der kan beskrives med ord jeg ikke kender endnu.

Og når vi ikke taler om det, når vi ikke accepterer det selv og vi alle går rundt og tror at det bare er “lille mig” der lige fik det sådan. Så er det jo nærliggende at tro at det er “lille mig” der er noget helt rivende galt med. Vi er nødt til at tale om det og give det ord. For der er tilsyneladende ingen andre der gør det for os.

Vanskeligheder

Jeg kan lige så godt indrømme det. Efter det sidste indlæg er det ærligt talt lidt svært at komme videre på bloggen. Jeg vendte vrangen ud på mig selv – som jeg var og oplevede tilværelsen for flere år siden. Det var barske ting der kom på bloggen, det er jeg ganske klar over og jeg var meget lang tid om at skrive det indlæg. Og rystende nervøs for reaktionerne fra jer. Netop fordi det var så stærkt privat, så ubehageligt og ærligt talt osse lidt sølle. Eller nej, måske ikke sølle, men det viste mig bestemt ikke i verdens bedste lys. Jeg kan sagtens forstå hvis nogen sidder tilbage med forundringen om hvorfor pokker jeg ikke gjorde noget, søgte og fik hjælp, talte med nogen eller foretog mig noget som helst, der kunne forhindre at det udviklede sig til den situation jeg står i i dag.

Men I skal huske at jeg var jo ikke så gammel og erfaringerne var ikke de talrigeste og mest modne man kunne præstere.

Men hvad så nu på bloggen. Skal jeg skrive en eller anden helt uden for kontekst historie om gårdagens dumme med en punkteret bil, morsomt om hundens jagt efter kattene i kvarteret eller skal jeg bare skrive videre på alt det alvorlige.

Jeg kan ikke noget som helst af det. Ikke lige nu. For jeg er ked af det. Selvom det sidste indlæg, der var så tungt, gav mig lidt lindring at komme af med så er der stadig meget tilbage. Jeg er trist, jeg er ked og kan mærke den farlige kulde og tomhed. I modsætning til den gang ved jeg dog at dét ikke vil vare ved. Jeg ved at der er smil til mig derude, og jeg ved at jeg kan smile tilbage.

Så langt så godt. Jeg bærer stadig på den der blå tomhed, Det er blevet foreslået mig at jeg skal prøve at få det til at fylde mindre, hvilket jo må siges at være en ret paradoksal måde at anskue det på. Men jeg tror jeg ved hvad forslagsstilleren egentlig mente omend det måske blev udtrykt lidt pudsigt.

Men først er jeg nødt til at lufte det. Her på bloggen. Og med mennesker jeg sætter pris på og stoler på, med kæresten ikke mindst… og hos psykologen. Lufte det og gøre det lidt mindre farligt og dermed få det til at fylde det mindre det skal.

Jeg er superglad for alle jeres kommentarer, osse selvom det gennemgående var at “mangle ord”.. men I læste med. I tænkte jer om, I tænkte på mig. Udviste indfølingsevne. Og skød min alene-i-verden-følelse ned. Det er dén vej jeg skal gå. Og når det går helt galt er der osse mennesker derude der stiller op for mig hvis tankerne igen bliver for grumme og bilen stadig skal kæmpes uden om betonbroer.

Sofa-månederne var den gang. I dag er meget anderledes. Det er bare rester der gemmer sig i mig, der somme tider stikker deres grimmeste fjæs frem. Og får det til at fylde alt, alt for meget. Spekulerer på hvad I mon egentlig tænkte om det men måske ikke turde skrive – eller kunne. Det skal jeg stoppe med, for det kunne jo være at der bare blev stop i tankerne. Tænker på om jeg har fået udleveret mig selv i alt for stor grad. Men først og fremmest spekulerer jeg naturligvis over hele den periode hvor jeg bare var en tom skal fuld af fysiske skader og krakeleret i psyken. Forstår måske ikke helt hvordan der kom et “mig” ud af dét. Det mig, der er i dag, er så langt fra det mig der var den gang, og det handler bestemt ikke bare om alder og tid, for det er faktisk ikke så mange år siden jeg var dér igen. Uden smerter men lige så meget gået i stå og ude af stand til at komme ud af vores lejlighed (altanen var den store test, det magtede jeg lige). For sammen når telefonen ringede i panik, flygtede ind i det fjerneste hjørne når det ringede på døren. En periode der var ved at drive kæresten til hendes lille private vanvid, men hun klarede det og pressede mig ikke til noget jeg ikke magtede. Var der bare for mig. Og endte med at give mig en hundehvalp.

Jeg har naturligvis fået en dyb respekt for “den blå tomhed”. Jeg kan tale om den og jeg kan blive trist over den. Men jeg må ikke lade den få overtaget og det kan sagtens ske hvis jeg bider tænderne sammen og lader som ingenting. For så kommer den snigende og slår sig ned. Jeg skal derimod have den ud i udstillingsvinduet hvor stort set alle kan se på den. Tale med mig om den. Gøre den ufarlig fordi den er delt og ikke en hemmelig last jeg bærer rundt på.

En anden dag må jeg fortælle om den punkterede bil, om hunden… og alt det andet der osse sker.

En anden dag. I dag er jeg ked – og det må jeg vist egentlig gerne være.

Hun hoppede i stolen

Det er næsten en uge siden jeg var ude hos hende psykologen. Og havde kæresten med. Og det gik faktisk over al forventning. Bortset fra at turen derud var temmelig kaotisk.

Kæresten havde fået fri ved 15 tiden og jeg ved 12 tiden, hvilket gav mig fint med tid til at tage hjem, gå med hund, hente bil (og hund) og køre til kærestens arbejde, hente hende og så sætte snuden mod psykologen hvor vi havde en tid knapt 2 timer senere. Jeg ved af bitter erfaring at trafikken derud – i myldretiden – er mildest talt mystisk og mest foregår med 10-15 km/t hvis man endda er så heldig. Så vi havde sat god tid af til manøvren og tænkte at vi jo altid kunne nappe et krus vejkaffe på en tankstation i passende nærhed af psykologens særlige “rum”.

Sådan så planen i hvert fald ud. Så blev jeg forsinket på arbejde og det endte med at jeg havde 17 minutter hjemme til at skifte tøj, lufte hund, hente bil, hente hund og komme afsted. Kæresten derimod blev en del hurtigere færdig med sit arbejde så hun endte med at sidde og vente på mig i over en time. Hun var ikke glad da jeg kom ind på parkeringspladsen. Især ikke fordi vores kommunikation var blevet lidt forstyrret af iphones problemer med at sende sms´er. Så vi havde faktisk ikke kunnet kommunikere overhovedet hele formiddagen.

Jeg var stresset og hun var irriteret. Perfekt start på seancen. Men vi faldt dog lidt ned på vejen. Altså bortset fra at den annoncerede myldretid udeblev – det var jo efterårsferie. Så nu sad vi osse og ventede ved en tankstation og drak deres elendige kaffe og prøvede at få synkroniseret vores stresstærskler. Og helst i den positive retning.

Men vi kom da i det mindste frem til tiden – ca 10 minutter før tiden, da føromtalte kaffe var “rendt igennem” og vi manglede et toilet som vi ikke først skulle gøre rent. Nærmest. Jeg tror vi har set skægge ud da vi forcerede trappen op til hende i et forsøg på at samle benene og trappe-bestige på én gang. Tror dog ikke psykologen kiggede ud af vinduet. Heldigvis.

Det var en givende samtale hos psykologen hvor hun fik talt en del med kæresten om mig og mine problemstilinger, og hvor jeg i højere grad lyttede og skød bemærkninger ind på rette steder.

Det er en gigantisk tillidsting for mig at have kæresten med derud. Jeg skal virkelig stole på at psykologen ikke siger ting vi ikke har “aftalt” på forhånd. Selvom kæresten er kæresten er hun stadigvæk ikke en psykologen kan bryde sin tavshedspligt overfor, så derfor havde vi lavet visse aftaler om hvad der kan tales om og hvad der bestemt ikke skal tales om.

Hvorefter jeg selv bryder den – og hun hopper.

Kæresten og psykologen talte om hvor syg jeg faktisk er. Der blev sat klare ord på hvad det vil sige at være hvor jeg er med den diagnose og hvad jeg har at slås med i kampen mod sygdommen. Om hvor alvorligt det faktisk er. De talte om hvorfor jeg ikke kan tackle min arbejdssituation i øjeblikket og hvorfor jeg ikke “bare” kan finde et andet arbejde. Og de talte om hvad hun – altså kæresten – kunne gøre for at hjælpe mig i dette. At hun ikke skulle sige til mig at jeg skulle gøre mig usynlig eller lade som ingenting og så i øvrigt lade mig forstå at hun faktisk ikke “gad” snakke arbejde mere. Hun fik at vide at lige præcis den strategi i ubehagelig grad minder om den måde jeg er vokset op på og den måde min bror fik lov til at fortsætte misbruget af mig. Lad som ingenting og bliv aerodynamisk.

Det virker måske nok for hende – men for mig er det en nærmest retraumatiserende oplevelse.

Så langt gik de aftaler jeg havde med psykologen – grænser som hun overholdt uden problemer.

Men hopper i stolen, da jeg bryder dem.

Det jeg aldrig rigtigt har sat ord på overfor kæresten – eller ret mange andre for den sags skyld er PTSD´ens mørkeste skyggeside. Har naturligvis talt med psykologen om det og gjort det klart for hende at lige præcis dette emne skulle hun ikke tage med i samtalen med kæresten.

Det er en livsfarlig sygdom jeg har. I ordets bogstaveligste forstand for selvmordsraten er skyhøj for patienter med den grad jeg har. Emnet er ikke fremmed for mig og jeg kan næsten ikke huske der har været uger hvor dén tanke ikke lige har vendt rundt i mit hoved og er blevet skubbet af vejen igen. Somme tidere oftere endda. Er god til at skubbe den væk, men den kommer desværre tit tilbage. Og jeg skubber den af vejen igen. Det er ikke mit ønske, det er ikke en tanke, det er nærmere en slags selvdestruktiv drift – næret af opgivenhed overfor min situation og trætheden af at kæmpe.

Samtidig er jeg hundeangst for at fortælle om det, lade andre få indsigt for jeg er bange for at de smutter efter devicen – sådan et menneske kan vi ikke engagere os i. Det er en sorg der er givet på forhånd. Er bange for at støde verden fra mig hvis jeg er ærlig om lige præcis dette symptom.

Og så sidder jeg pludselig og overtager samtalen. Fortæller kæresten om den bestemte vej jeg ind i mellem kører af og stort set altid bliver ramt af tanken om den der bestemte betonbro med de lidt udragende betonsøjler. Bang og det er overstået. Fortæller hende at jeg ikke føler mig i farezonen men at driften – eller tanken om I vil – er ved at drive mig til vanvid.

Jeg kan blive så forbandet træt af det hele at jeg bare ikke orker mere. Så træt af at leve et liv hvor jeg kun kan tåle mennesker i begrænset omfang. Hvor ganske almindelig støj kan få mig til at ryste af angst. Hvor berøring kan være enten meget rar – eller skræmmende og angstprovokerende. Hvor helt almindelige ting mennesker gør bliver helt uoverkommelige for mig. Et liv med tilbagevendende smerter der kan få mig til at krumme helt sammen og ønske mig ned under alverdens dyner og varmepuder.

Kan blive så træt af at rende rundt og lade som om at jeg slet ikke er syg. For det er jeg. Alvorligt. Og jeg tror ikke på helbredelse – kun på bedring. Det er ikke særligt befordrende for kampivren. Egentlig.

Alt dette satte jeg til psykologens store forbløffelse pludselig ord på og det fine menneske valgte klogeligt ikke at kommentere eller spørge yderligere ind til det, formentlig fordi hun ikke vidste hvor min “nye” grænse gik og så var det bedre at sidde og kigge forbløffet på mig. Men kæresten gav dog udtryk for at hun havde bemærket at psykologen ikke havde reageret så mon ikke det var kendt stof for hende. Godt observeret.

Det var meget for kæresten at sluge – hendes situation taget i betragtning og hun er lidt mindre vant til at pakke tingene sammen i hovedet end jeg, så det hele sad udenpå da vi kørte ned til Inge og Hasse. Vi blev af gode grunde ikke så længe som planlagt men fik dog lige vendt situationen med hinanden med en ny lytter og spørger, og det er slet, slet ikke så tosset.

Dog ikke lige dette emne – for det har jeg jo ikke turdet snakke om… til andre end psykologen – som efter aftale med mig har talt med min læge om det. Og nu skriver jeg om det.

Det er vist ikke så godt.

Aerodynamik

Det har på flere måder været en form for tema i mit liv. Ikke at jeg har nogen særlig interesse i fly, raketter eller sportsgrene, der handler om at bevæge sig kvikt op eller ned eller hen. Vi ved jo alle hvad det egentlig er, men tænkte at jeg ville starte med den mere præcise definition af begrebet.

Læren om luftarters strømning, især omkring faste legemer, samt om de kræfter, hvormed sådanne legemer påvirkes.

drag

Hentet på start-tri.com

Så meget for videnskaben om faste legemers modstand mod luftstrømninger der kommer imod dem og de hvirvler det efterlader og påvirker det faste legeme. Sådan ca i hvert fald.

Men aerodynamisk var også hvad jeg blev bedt om at være – da jeg var barn. Jeg skulle gøre mig selv aerodynamisk overfor min bror. Lade ham, som luften, glide hurtigt forbi så han kunne finde noget andet at bruge al sin negative kraft på. Gøre mig smal og ikke yde modstand. Sådan var beskeden. Lade det passere uden at lade det fæstne sig. Og det må man jo sige at jeg ikke var særligt god til.

Her 30-40 år senere sidder det stadig benhårdt fast. Det jeg kan huske, forstås. Resten ved jeg faktisk ikke om jeg har lyst til at huske. Jeg er faktisk helt sikker på at rådet om at være aerodynamisk var ganske velment, men ikke desto mindre er det en af de mest skadelige ting jeg kunne have lært. For i det råd lå jo netop osse indlæringen om at det der skete var ingenting – og da slet ikke noget der var værd at gøre så mange ophævelser over. Lad som ingenting, så går det over af sig selv. Lad være med at gøre sig selv til et sjovt offer så finder han sikkert noget andet at gå op i – som er sjovere.

Sådan skaber man et tavst barn. Og en tavs voksen. En uden ordentlig selvværdsfølelse.

En der finder sig i nærmest hvad som helst uden at gøre andet end at håbe at ting går væk af sig selv. I hvert fald når det er svære ting og ting der gør ondt. En der ikke viser smerte, sorg og følelser. En kold iagttager af livet. En kyniker. Jeg kan genkende mig selv i det hele og det i noget større mængder end jeg faktisk bryder mig om at tænke på.

Jeg har vist lært noget forkert dér. Men hvor er det svært at af-lære det igen.

Problemet er jo at den proces betyder en kontakt med alle de ting – jeg skal føle smerten og alt det andet. Jeg skal reagere på den. Jeg skal .. igen igen … lære at græde. Jo, jeg ved efterhånden godt at det er vigtigt men det betyder jo ikke at jeg bare kan, vel? Det værste er at det er lige præcis den her strategi jeg søger tilbage til når livet bliver svært. Aerodynamik.

Når det er svært på arbejde gør jeg mig usynlig og umærkelig og så håber jeg at det mobberi, der reelt foregår i øjeblikket holder op af sig selv. Jeg siger ikke fra. Og jeg sladrer i hvert fald ikke til de “voksne” – det vil jo så i det her tilfælde sige chefen. Nix – aldrig. For så sker der jo en masse forfærdelige ting; det har jeg jo selv lært.

Barndommens overlevelsesstrategi var forkert, for den sikrede kun overlevelse ikke liv. Og den gjorde mig til et nemt offer, for et tavst offer er et offer man kan vende tilbage til igen og igen og igen. Historien taler vist sit alt for tydelige sprog her. Hvad jeg slet ikke kan fatte i dag er hvordan pokker man kan sige til et lille barn.. eller bare et barn… lad som ingenting så går det over?!? Osse når de så grænseoverskridende handlinger fra min bror (der altså var en næsten voksen mand på det tidspunkt) rettet mod mig.

Bliv aerodynamisk så glider det hurtigere forbi.

Lige præcis derfor har jeg så svært ved at arbejde med de her ting, rent følelsesmæssigt, for jeg har lært at det bare skal passere forbi. Uanset om det var sexuelle overgreb, vold eller som nu mobningen. Den gamle strategi sidder alt for godt fast. Og jeg har en psykolog, der er ret insisterende på at det her – det er noget, som skal aflæres og hun prøver alle mulige og sikkert osse et par umulige veje for at nå det mål.

Det er ganske lidelsesfuldt.

Til sidst en lille opfordring til jer der læser med her… jeg har smaddersvært ved at finde de her ord og sætte dem sammen. Kunne I hjælpe mig med at komme med jeres tanker om det – om det at sige til børn at de skal blive aerodynamiske. Hjælp mig lidt på vej her… find de ord til mig som jeg mangler så hårdt.

Den perfekte timing

Nu hvor jeg har blog-trådt-vande nok om turen og ferien er det vist på tide at komme tilbage til tilværelsen. For den trænger sig jo osse på, nu hvor jeg har været hjemme i over tre uger. Hverdagen er kommet tilbage til mig som en forhammer serveret midt mellem øjnene. 

Og jeg kan lige så godt indrømme med det samme – at jeg har det svært. Jeg kan slet ikke finde ud at ramme den dagsform, der er så nødvendig for at holde til et hverdageligt liv. 

Det er klart at vi er stærkt påvirkede af situationen med min kærestes far og tankerne er svære at holde samlet hvor de skal være holdt samlet. Men trods alt nok mest for kæresten, min. Sådan noget smitter dog en smule.

Min situation på mit arbejde har ændret sig drastisk henover sommeren. Fra følelsen af tilstrækkelighed (ikke i selv-udgaven) går jeg nu rundt og nærmest føler mig som om jeg er ansat med “en sigtets rettigheder”, hvor alt hvad jeg gør og alt hvad jeg siger kan og vil blive brugt i mod mig ved given lejlighed. Kort sagt er jeg nok lidt overbevist om at det pt blot er et spørgsmål om tid før jeg skal til den der sidste samtale. Det er dog nok mig der ser lidt spøgelser her, for jeg gør det sgu ok, og der er ingen faglig grund til det. Det er ikke mig der får mig til at lide dagjligt her, det er formodentlig min angst der er ved at tage over pga manglende kontakt med min chef. Man kan ganske givet sagtens udlægge det som at det “går jo godt” og de få brokkerier der er over mig er fuldstændig petitesse-agtige og slet ikke har noget med noget at gøre, men bare er styret af nogens lyst til at få noget at sladre om. Men jeg udlægger det altså som at jeg er på vej ud. Og det er jo SYGT. 

Så i øjeblikket render jeg bare rundt i min egen lille verden og passer mine opgaver og snakker med så få som muligt efter devicen at så siger jeg da i det mindste ikke noget forkert. Min arbejdsplads har en større fest i nærmeste fremtid i anledning af en mærkedag – der holder jeg mig osse væk – for så gør jeg da i det mindste ikke noget forkert. 

Kort sagt – jeg minimerer risikoen for at nogen lægger for meget mærke til mig. For al opmærksomhed føles som negativ opmærksomhed. 

Det er sygt – og det er jo nok det jeg er. 

Derfor er det nok ret god timing at det netop er denne uge at jeg begynder hos psykologen igen. For jeg har det mildest talt ikke ret godt og det kan være svært at holde tankerne på ret spor. Jo, jeg husker skam at tage den der medicin men den virker altså bare ikke som den skal i øjeblikket og tankerne er både grimme og farlige. 

Jeg skal nok slås for det igen. Slås for det gode humør. Kan dog godt mærke at jeg mangler den der ventil der lå i at det jo gik meget godt på arbejdet og at selve det at have og passe et arbejde var en sejr. Lige nu føles den bare lidt hul. Altså sejren – ikke ventilen (de er jo oftest hule). 

Og det der egentlig foregår, jo jeg ved det jo godt. Jeg er sårbarheden selv. Jeg ser spøgelser. Jeg mærker alt for meget. Jeg er alt, alt for bange. Bange for ikke at være god nok, gøre det godt nok, tænke positivt nok og først og fremmest for at tabe kampen mod mig selv. Kampen er jo unfair. Jeg har mig selv som min største modstander og “mig selv” har et par grimme sergenter i form af min bror og en mand som vi vist har fundet ud af at omtale som ham psykopaten. De to sidder sammen på skuldrene af mig griner når det går skidt og bander når det går godt. Og jeg tror på dem. Kan slet ikke få dem ud af kroppen og sjælen i øjeblikket og det er ærligt talt ved at tage pippet fra mig og jeg har allermest lyst til at krybe tilbage i det hul jeg sad i for nogle år siden, da jeg ikke kom ud af hjemmet. Hvor jeg ikke kunne finde styrke til bare at gå ned af trappen eller (uha) tage telefonen når den ringede og et klemt på dørklokken var nok til at få mig til at ryste af angst. 

Gider I virkelig mig og min blog endnu?

I dag måtte jeg gå for mig selv en stund. Kunne ikke rumme kravene til mig så jeg gemte mig bag et træ i et hjørne. Havde et dybt behov for at sætte mig til at stortude men det kan jeg jo slet ikke finde ud af, så det endte med en angst-rystetur af de lidt større. Er ikke helt sikker på hvordan jeg kom derfra og gik i den mentale tåge resten af dagen.  

Og i den mentale tåge er dette skrevet. Jeg mangler ilt. Jeg kan ikke trække vejret rigtigt og har en ring af stille panik siddende et eller andet sted mellem halsen og lungerne og dér stopper vejrtrækningen. Det er temmelig ubehageligt. 

Og udmattende.

Jeg tror jeg må overgive mig på torsdag hvor jeg sætter mig hos psykologen. Må vist hellere overgive mig til hendes psyke-krop-psyke øvelser. Det har jeg nemlig ikke været særlig god til, da jeg har været hundehamrende bange for at netop dét kan udløse det sammenbrud dér som jeg så omhyggeligt har forsøgt at undgå. 

Losser til mig selv… sådan her kan jeg ikke leve eller overleve mere..  har prøvet på flere måder at lære at græde (nu hvor jeg jo har lært at le) uden held. Mon det er nødvendigt at lære det? Det siger I jo. Men piv det er svært. Men tro mig, det er endnu sværere ikke at gøre det. 

Kæft, en møgtekst. Men jeg har det faktisk ikke særligt godt.