På kanten

De gode blog-intentioner holdt ikke i virkeligheden, for virkeligheden møvede sig pludseligt ind på mine dage. Virkeligheden og den alt for skarpe kant kom for tæt på og jeg blev udsat for hvad der vist nærmest kan kaldes en menneskelig udgave af en “sikkerhedslanding”. Det hele blev lidt for meget. Bare lidt.

Når sandheden skal frem – og det skal den slags jo ind i mellem – så har det sidste års udfordringer været lidt for meget, prøvelserne for store og kravene for bastante.

Og for et par uger siden væltede læsset så og andre måtte gribe ind og få mig samlet sammen igen.

Jeg har lært flere ting af det her. For det første skal jeg blive bedre til at råbe på hjælp når hjælp er nødvendig. For det andet skal jeg sætte grænser for kravene. For det tredje at erkende at jeg ikke fungerer helt så godt som andre.

Men hvad så når kravene kommer fra nogen jeg ikke kan kontrollere – og som jeg ikke kan sige nej til?

For der begynder at ske ting og sager mht mit tidligere job og “sagen”. Vi nærmer os en deadline for hvornår krav kan kundgøres og af en eller anden mystisk grund er fagforeninger nøjagtig som mennesker – hvorfor gøre noget for en måned siden hvis vi stadig har en måned at gøre det i? Så nu skal det hele ske på alt for kort tid, og jeg regner på timesedler i én uendelighed og prøver at guide juristerne rundt i junglen af mystiske arbejdsgange og inkonsekvente aflønningsformer og beregninger af sygeløn. Og de bliver ved med at finde nye fejl og forhold der osse lige skal afsøges – de starter hos mig, og finder de fejl undersøger jeg sagerne hos tidligere kolleger – er det enkeltstående fejl eller er der en systematik – og i så fald hvilken.

Og jeg kan slet ikke. Jeg har maksimalt 60 minutters koncentration at gøre godt med af et par omgange – om dagen.

Det er dybt frustrerende. At være så tæt på mål nr 1 – og så vælte. Må bare håbe at de der er klogere end mig på det her, bedre end mig – at de har styr på det. Og  holder deadlinen.

Men hvad jeg ved pt gør at jeg føler en forsigtig optimisme. Dog.

Prøver at nyde årtiers varmeste og tørreste oktober med lange gåture med hunden for at få bragt orden i kaos. Prøver at nyde farverne.

Det virker bare ikke helt så godt – men der kommer da nogle pæne billeder i kassen. Totalt floskelagtige og fantasiløse efterårsbilleder. Men fint er det da.

IMG_8573

Men der er også plusoplevelser på kontoen. Lidt til låns. Men de tæller alligevel.

Min tovlige svoger har i alle de år jeg har kendt ham skiftet bil 3-4 gange om året. Sådan ca i gennemsnit. På et tidspunkt opnåede han at have 3 på en gang. Gamle slidte biler. En cabriolet med hul i taget som han måtte bore huller i bunden på for at få det vand, der kom ind fra oven lukket ud for neden, da fjedrene bestemt ikke var beregnet til vægten af et kørende badekar. En tussegammel men luksus-audi hvis største charme var at elruderne på bagsædet endnu ikke var gået i stykker. Men den var god til at køre – især langt. Hvor den ikke skulle startes for tit forstås.

I søndags solgte han så sin eneste bil og desperationen satte ind. Ingen bil? Det er jo nærmest kastrerende for en mand i hans alder (knapt 50). Ny, gammel bil stod dermed på ønskesedlen og det skulle være lige nu.

I går dappede vi derfor ud på landet for at kigge på en 25 gammel år gammel honda. Han havde fået kontakt med en ældre kvinde, der havde haft den fra ny og den stod i solen da vi kom. Lys og lækker. Passet, plejet og om-nusset – men aldeles ukørt i 2 år.

Jeg vil ha den bil! Han købte den naturligvis og var glad. Men han får dælme ikke lov til at sælge den igen før han har spurgt os.

Jeg har tabt mit hjerte til den bil – helt og aldeles. Heldigvis har konen det på samme måde. At den der må ikke forlade familien igen. Det er en glad-i-låget bil i sjældent god stand. Og sælgeren så med tårerne springende ud af øjnene, at han kørte derfra. Der er ingen tvivl om at den bil og hun havde en god historie sammen. Eller flere. Hun kunne bare ikke køre bil mere og den var i vejen i garagen. Stod det til hende var den formodentlig blevet sat ind på et tæppe i stuen!

Han har været heldig dér. Uden tvivl. Og hvis han ikke påskønner det, så får han med os at bestille, for den slags biler er sjældne og kommer ikke normalt til salg.

Fanget af realiteterne

Øj – har jeg stadig en blog? Jeps, det har jeg.

Jeg springer direkte ud i det jeg har på hjerte, og som har fyldt så dælens meget de sidste par uger. Vi er nemlig lidt nervøse her i familien.

Ingen, der kender mig meget eller lidt, kan være i tvivl om hvad jeg tænker og mener om flygtningesituationen i Europa. Jeg er jo dog trods alt gift med et menneske, der i dag ville blive betegnet som en bekvemmelighedsflygtning, da hun ikke var i personlig fare, men blot tilhørte en undertrykt befolkningsgruppe og som havde udnyttet familiesammenføringsreglerne til at komme til det Europa, der så venligt havde givet hendes mor asyl året før. Det var den gang, i dag var de blevet sendt hjem eller sat i lejr – “ikke rigtige flygtninge – ud!”

Vi mener ca det samme om flygtningesituationen i Europa. Vi mener begge at her må et forholdsvist samlet Europa tage affære og ikke overlade det til de lande der ligger på de ydre grænser af Schengen. Vi mener at flygtningene skal hjælpes og behandles ordentligt. Og vi mener at de skal være i de lande hvor de har et minimum af netværk i form af familie og venner. Og vi accepterer, at det betyder at visse lande er mere tiltrækkende end andre. Vi rynker panden når vi ser video i dansk tv fra den ungarske grænse eller lejrene dér. Bliver mildt forbløffede når vi ser den højrenationalistiske ungarske borgmester indspille en propagandavideo med motorcykler, helikopter og heste for at skræmme flygtningene væk.

Vi altså ret politisk korrekte her.

Men så ringer telefonen. Det er min svigerinde fra Ungarn. Hun er bange. Og ked af at hun ikke føler hun kan stole på nyhederne, som de ser i deres eget stats-tv. Ked af at hendes venner er så sort/hvide i deres holdning til situationen. Nok mest sorte. Hun vil have nuancerne frem, og håber at vi kan give hende dem. Og at jeg kan give input til at forstå hvad der egentlig foregår i EU (hun har sgisme stor tillid til mig og min viden).

Hun er hverken sort eller hvid, rød eller grøn. Hun er bare bange. Bange for sin familie, deres afgrøder og deres landsby, der ligger alt for tæt på grænsen. Ikke den, der er hegnet ind nu, men den der bliver hegnet ind snart. Hun har venner, der er i politiet og som var med ved grænsen, har hørt deres beretninger. Hun er et dejligt menneske, der lærer sine børn om ligeværd og om at møde alle med respekt. Det er forholdsvist naturligt for os (når det forstås er internt blandt danskere) men derude er det nærmest forbudt at være homosexuel, det er stigmatiserende på den grimme måde at sidde i kørestol og diabetesbørn bliver holdt udenfor.. men ikke hos hende. Hendes børn møder alt med åbne øjne, accept, respekt og der er rum til forskelligheder. Faktisk gør hun et stort arbejde for at hendes inkluderende (sikket fint ord) menneskesyn skal sprede sig ud over egen familie.

Og hun er blevet bange. Og frustreret.

Og så begynder vi at forstå. Selv med vores baggrund. Begynder at fatte hvor voldsom en situation Ungarn står i. De er smadder-bange når de ser grupperne af mennesker løbe igennem deres marker. Når de oplever den aggression de kommer med (som måske/måske ikke er skabt af et tilsvarende aggressivt politi), de frygter for deres families overlevelse når de mister halve og hele afgrøder af majs, løg og solsikker, får stjålet husdyr eller får ryddet hønsegården eller mister deres køretøjer til desperate, sultne mennesker, der for de frustrerede ungarere mest af alt minder om en pøbel på træk.

Vi betaler over skatten og giver lidt frivilligt – gør lidt frivilligt. Men derude er der mennesker, der kan miste hele deres indtægtsgrundlag, som ovenikøbet kan være belånt på forhånd. Det giver altså et lidt andet perspektiv på situationen – og på det forhadte hegn.

Selv har vi en lille plan om at skulle til Ungarn inden jul. I bil. Men for nu at være lidt ærlig, så vi er en smule forbeholdne i øjeblikket. Vores menneskesyn tilskriver os at hjælpe hvor der er hjælp behov. Men her tror jeg faktisk vores grænse går. Og jeg imødeser en vis forundring når en større del af vores venner finder ud af at vi kører turen hjem igen uden ekstra passagerer og med hysterisk låste døre. Vi er ikke helte i dette spil.

Jeg er lidt bange for hvad vi kommer til at se derude. Er nervøs for hvad der sker når jeg får konkrete ansigter på de mennesker, der står i denne situation, hvad enten det er på den ene eller den anden side.

Det er så afsindigt nemt at fordømme Ungarn og ikke bryde sig om det, de gør. Ja, der må være andre løsninger end hegn og lejre, der har visse men dog fjerne ligheder med noget den lidt ældre generation af europæere husker lidt for godt. Der er ingen værdig behandling dér. Om landet selv skaber en flygtninge-pøbel eller om den kommer udefra vides ikke. Det er nok lidt af begge dele. Men befolkningen er bange – selv dem der aldrig kunne drømme om at stemme til yderligt til højre/nationalistisk.

Jeg kan ikke lide det – men jeg forstår dem.

Rustne tandhjul

Jeg har troet det før, men nu er det vist et faktum. Altså at jeg begynder at bevæge mig igen. Både mentalt og rent fysisk begynder der at ske noget i en mere positiv retning. Jeg tør komme ud og se mennesker, tør tage telefonen når den ringer. Det har været sådan i korte perioder hen over sommeren men nu har det holdt i mere end nogle få dage, og det tager jeg som et ret godt tegn.

Jeg har haft alverdens overvejelser mht bloggen her. Er den brugt op? Mangler jeg historier, der skal og kan fortælles. Skal den ændres til noget andet, eller? Savner at have kontakt med jer andre, der læser med, men magter ikke rigtigt at gøre noget ved det.

I mellemtiden har jeg så fået nye læsere, der giver udtryk for at de er glade for bloggen. At visse tekster rammer dem lige i plet og formulerer hvad de selv har haft svært ved.

Det gør det lidt sværere mht at slette bloggen eller gøre den privat. Eller bare lade den dø for den sags skyld.

Så nu hælder jeg en spand olie ud over motorens tandhjul og håber at de begynder at dreje igen. For min egen skyld, primært.

Om ikke andet så for at teste at hovedet stadig er sat rigtigt på – og nu er det helt uden medicin! Jeg har nemlig brugt helvedes-sommeren hvor alt andet osse gik galt til at udfase al medicin. Om det var klogt aner jeg ikke, men det skete nærmest af sig selv. Det gjorde ikke sommeren nemmere at bære, men jeg tror egentlig heller ikke at det gjorde det værre. Virkede som et absurd men ret ok valg at forsøge at gøre det i samme periode, hvor konkrete problemstillinger fyldte en hel del mere end mit betændte sind. Her 4-5 måneder senere er jeg defacto medicinfri og har det ok med det. Skal bare lære at føle hvad jeg føler og at det egentlig er ok.

Tandhjulene bevæger sig og der er fremdrift at spore. Stabil fremdrift forstås.

Jeg kan ikke længere skrive om min fagforeningssag, men kan kort melde at osse på det punkt er tandhjulene endelig og langt om længe sat i gang og vi kan se lys for enden af en tunnel der dog stadig forekommer at være så lang som den man kunne grave under selveste Atlanten. Men jeg har mægtige samarbejdspartnere nu.

Jeg har fået kontakt med andre PTSD-ramte, og det er en ret overvældende oplevelse for mig pludselig at se og høre om andres virkelige oplevelser – og ikke bare forsøge at spejle mig i film og bøger om hjemvendte krigsveteraner.

Det skubber osse i den rette retning.

Men det hele går langsomt. Alt for langsomt for min tålmodighed.

Har set at der i mellemtiden er blevet holdt et lille blog-træf hos Ellen og en mere som jeg ikke lige kan huske navnet på og må med en vis forbløffelse konstatere, at det faktisk ærgrer mig at jeg ikke nåede med der. Osse selvom det ville bringe mig lidt mere ud i åbenheden end hidtil. Håber at få chancen en anden god gang hvor konen så kan få æren af at passe hunden herhjemme.

Rent faktisk kan jeg mærke at det rykker lidt mere i retning af noget åbenhed.

Sommerbillede – sådan rent symbolsk

Som jeg tidligere har skrevet har det været en møgsommer og humøret har været i bund. Energien til noget som helst har været nærmest ikke-eksisterende og vivofit´en har lyst konstant rødt. Det er dog blevet bedre henover sommeren.  Men her er et ret godt billede af min sommer. 0-dage er helt håbløse, der er tilbragt i sengen uden armbåndet på, blå dage er dummere dage og de grønne er dem hvor jeg godt gad verden – lidt i trods. (tror det var d 30.6 at konen lånte vivofit´en fordi hendes urrem knækkede, så denne grønne dag tæller ikke for mig).

Jeg er stadig ikke god til at ramme 10.000 daglige skridt men har besluttet mig for at et månedligt gennemsnit over de 10K må være acceptabelt. Hvis jeg da kan ramme dét.

IMG_1453

Men det går bedre nu. Humøret er ved at vende tilbage og jeg gider være social igen. Den nye dagligdag er ved at indfinde mig og jeg skal nok vænne mig til det hele. Nu har jeg fået en ny tandlæge på samme klinik og dét går meget bedre når den basale tillid er på plads. Jeg har ikke klaget over ham den første, blot sagt at “ham vil jeg ikke ind til mere”. Har dog været nødt til at markere, at jeg ikke gider høre om “at der skam ikke er sket faglige fejl iflg journalen”. Det er jeg slet ikke i stand til at vurdere om der er i mit tilfælde, men jeg ved, at de fejl der faktisk blev begået handlede om andre ting, om ikke at respektere mine grænser, om at sige dumme ting og smågrine lidt af mine udfald. Ting der næppe bliver beskrevet i selve journalen, men som brød tilliden i stykker. (fortalte den nye tandlæge at hvis hun sagde det én gang til ville det indgyde mig indtrykket af at hun heller ikke var til stole på.. sådan i lidt diplomatiske og forsigtige vendinger, dog). Havde konen med til det store kontrolbesøg hos den nye tandlæge og hun fik stillet alle sine spørgsmål og fik brugbare svar.. ofte ledsaget af et par rynkede bryn og et forundret “har min kollega ikke fortalt det” Nej det har han (heller) ikke. Vi fik svar på hvad de næste måneder bringer af forventede rettelser og hvad der skal ske i øvrigt.. om hun er min faste tandlæge nu. Og alle svar blev givet med denne forundring. Jeg håber at hun fatter, at den fejlede helt med kommunikationen med den anden tandlæge. Der var alt for meget vi ikke fik at vide – alt for meget vi måtte google os til. Eller spørge andre med samme erfaringer om.

Forvirringen, usikkerheden og utrygheden har været total hen over sommeren. Men nu ved vi hvad der skal ske og ca i hvilke rækkefølger. Det er i sig selv nok til at give en vis tryghed i selve processen. Mon ikke jeg bliver en aktiv deltager i tilværelsen igen nu. Det håber jeg.

Vi har i øvrigt osse haft besøg af min mor i en uges tid. Hun tog mine humørsvingninger med ophøjet ro og accepterede at dagene osse indeholdt hyppige tandlæge besøg når dette eller hint skulle rettes til.

Resten af dagene blev brugt på køreture ud i landskabet, et besøg i den lokale IKEA og en heldagstur til det særprægede sted Ullared oppe ved Falkenberg i Sverige. Det er i sig selv en oplevelse. Ikke fordi det er specielt fint – men blot fordi det er stort. Meget stort.

Hende min mor er forresten en lidt sej kone på “knapt 80” som hun selv udtrykker det.

I maj sendte vi hende min gamle ipad2 for at give hende muligheden for at lege med ipad inden hun gik ud og købte en i dyre domme. Give hende lidt en fornemmelse af hvad sådan en kunne bruges til – lidt gratis leg. Min søster, der bor nærmest fik så opgaven at sætte den og netværket op til ipad og mor fik strenge ordrer på at medbringe ipaden når hun skulle over til os i juli.

Da hun kom havde hun kun brugt den til netbank og tæsket lidt i spideren. Læst email – men det der med at sende ville den ikke (?) Men ikke meget mere end det.

At sende email fra ipad er nu ikke så svært, men tdc mail kræver en lidt sær indstilling, der på ipad står som “valgfri” så det kan jeg godt forstå at min søster ikke havde fanget. Jeg har dog set fejlen før, så det tog ikke mange sekunder at rette den indstilling.

Derefter fulgte et grundkursus i tastatur, mail, safari, imessage vs tekstbesked, facetime, tilslutning til andre wifi, google maps (navigation), almindelig netbank (ikke bare appen), eboks, arlas opskriftsamling osv osv. Hver dag blev der fyldt lidt mere på.

Men allerede på anden dagen gjorde hun os ganske tavse. Vi sad efter middagen og hyggede med TV i baggrunden og på moderneste vis med hver sin ipad i skødet, da hun med en fast bevægelse lægger den fra sig og siger “min nokia er gammel og batteriet er dårligt… jeg tror jeg skal have en iphone næste gang.”

WHAT?

Der gik kun en uge og så døde hendes nokia klapofon helt og få dage efter var en iphone 5S hentet hos telenor. Inkl en klækkelig besparelse på abonnementet i øvrigt.

Så nu har jeg min mor på facetime et par gange om ugen, og jeg skal lige vænne mig til at når hun ringer – at der så er video med; det er ikke altid helt passende at vise sig frem, men det går. Til gengæld hygger hun sig vældigt over at se med på vores små projekter og komme med vise råd om konens sidste nye gardinanskaffelser og følgende ophængning.

Et hurtigt opkald i en autotilbehørsforretning afgjorde osse lige hvilken 12v lader hun skulle vælge – vi så jo live-video med udvalget!

At få sig en facebook-konto kan jeg dog ikke lokke med. Der er hun helt fast i kødet. Det pjat gider hun ikke. Men hun har kvikt set fordelen i at have en iphone når alle hendes unger og unge-unger har det. Det skærer rigtig meget af telefon-regningen at kommunikationen med os er blevet gratis.

Jeg synes faktisk, at det er lidt sejt.

Jeg tror ikke iphonen vil blive brugt så meget som “computer” som ipaden men de essentielle apps er dog til rådighed. Men mon ikke at den osse sniger sig ind på hende med tiden.

Den asociale sommer

Det er sådan en jeg har. Og en af de værste i meget lang tid. Som jeg vist skrev for en 4-5 uger siden har jeg gået hele foråret og ventet på en i øvrigt ret harmløs operation, der dog ville tage mig et par uger at komme mig over, hvis det altså gik godt. Det gjorde det ikke.

Ca alt hvad der kunne gå galt – gik galt. Og jeg dykkede ned i en dyb pseudo-depression, hvor jeg ikke gad noget, ville noget eller se mennesker. Der var ingen glæde ved noget. Kun konen og en lille håndfuld af de særlige venner har jeg kommunikeret med.

Jeg har læst lidt med rundt omkring i blogland men uden at føle trang til at sige noget til nogen.

Ikke at trangen som sådan er vendt tilbage, men det er vel egentlig meget passende lige at stikke hovedet frem og sige at jeg stadig er her. I en eller anden form.

Tør mælkebøtte

Billedet har ikke noget med noget at gøre – men synes der manglede et billede

Jeg har været i en hel del mere end bare syv sind om jeg skulle fortælle om indgrebet – for del slags fortæller man ikke om. Faktisk har jeg opdaget at det er endnu mere tabubelagt end ret meget andet jeg har beskæftiget mig med. Og har mærket at jeg selv tabuiserede det på fuld kraft.

Så det selvpålagte tabu losser jeg lige til her.

Sagen er at mit mangeårige indtag af antidepressiver desværre har smadret mit tandsæt i destruktivt samarbejde med skaderne efter en kæbeoperation for 25 år siden. En dyb tandlægeskræk begrundet i angsten for kontroltab sammen med smerte og “fastlåshed” i situationen gjorde det ikke bedre. Så jeg har lidt en del med smerter i tænder og kæbe. 24/7. Og det er dælme ikke morsomt.

Konen og jeg besluttede så i vinter at vi ville prøve at gøre noget ved det, men specialtandpleje er altså kendetegnet ved speciel lang ventetid så vi ventede og ventede – og ventede lidt mere, mens vi prøvede at regne ud ca hvor mange tusindlapper vi skulle lægge til side til projektet. Min egen normale tandlæge vurderede at jeg skulle i fuld bedøvelse ved indgrebet for at undgå for stor angst-påvirkning og den metode ville have forsinket behandlingen i månedsvis igen. Så vi tog den “kvikke” udgave og stoppede mig med beroligende og noget ekstra kraftigt bedøvelse til selve behandlingen.  Og mon det så ikke gik.

Egentlig gik det helt ok. Jeg var så mentalt bedøvet at jeg stort set ikke anede hvad der foregik omkring mig og “i mig”. Og stort set ikke kunne huske ret meget af det bagefter og kun bonen i min lomme fortalte mig at jeg i hvert fald havde betalt for behandlingen – selv kunne jeg ikke huske det.

Men tænder blev fjernet, andre blev slebet til for at opnå et bedre “bid” på min skæve kæbe (med hang til at gå af led) mens jeg befandt mig i en sær form for trance der udelukkede virkeligheden. Delvist selvpåført, delvist medicinsk trance forstås. Slukkede og lukkede for alt andet end at afspille Wagners Valkyrieridt på den indre afspiller. Min svoger hentede mig og kørte mig hjem efter endt behandling og blev siddende i lejligheden hos mig til konen kom hjem fra arbejde.

Det gik altsammen helt fint og efter planen og et plus var at man ikke mente at der skulle opereres i kæben i denne omgang. Dagen efter begyndte problemerne. Det gjorde ondt og protesen, der skulle erstatte de manglende naturlige stifter i munden passede ikke. Som i slet ikke. Men ok, jeg har jo fået at vide at det gør ondt, og at man skal vænne sig til det. At der kommer lidt tryksår og sådan noget. Så der gik et par dage med det. Natten til søndag vågnede jeg med en bule under det ene øje og en sikker vished for at jeg vist måtte opsøge en vagt-tandlæge, der kunne fortælle mig hvad jeg vidste i forvejen og udskrive en fin lille recept på noget antibiotika. Hun kiggede lidt skeptisk på protesen og på mig og sagde bare “øj – du har ondt!” Ja, peb jeg tilbage.

Fik pænt besked på ikke at forsøge at bruge den mere før infektionen var væk OG jeg havde været til kontrol hos den behandlende tandlæge. Som om det overhovedet var muligt at få den på plads uden at besvime af smerter.

Tilbage til ham tandlægen og klage min nød. Han sleb lidt på akrylen, lidt på en kunstig tand, lidt mere på min tand og mente at det nok skulle gå. Kom igen om en uge.

Ugen efter erklærede jeg, at den er skæv og at den ikke passer. Altså den der protese-dims. Fik bare svaret, at det jo var en midlertidig ting der blot skulle forhindre, at jeg skulle vise mig som tandløs hekseagtig i de første 3-6 måneder inden den endelige løsning bliver etableret. Han sleb lidt mere og fik den næsten til at passe lidt bedre. “du må bruge noget proteselim hvis den er for løs”. Jow, jammen det gør jeg da så. Oven på sår og det hele? Ja ja. Den passede ikke vildt godt men da jeg jo ikke har nogen som helst erfaring med den slags valgte jeg at stole på ham. Og kæmpede en brav kamp i 10 dage. Og opgav.

Ringede til ham igen og sagde at den er helt gal, den her. At jeg hverken stolede på den eller på ham mere når han forklarer og forklarer.

Nye lange forklaringer som jeg lod som om jeg troede på – for jeg har jo ingen anelse om hvordan det skal være det her. Og da han havde forklaret færdigt meddelte jeg at dette var ikke det forventede, at jeg ikke ville betale tusindvis af kroner for noget jeg rent faktisk ikke kunne bruge og at jeg ikke længere troede på, at han kunne slibe den til at passe.

Han slog sig noget i tøjret men valgte så at lave en prøvestøbning af protese og mund for at se hvor meget den var for stor – der var en del fejlkonstruktioner viste det sig. Alt mellem at være 1 mm for lille et sted til 2 mm for stor flere andre steder. Og det er meget i den verden. Så tror da pokker at den ikke passede! At den lavede sår og alt det der. Og hensatte mig i en situation med konstant infektion og smerte. Og endte med at ligge i skabet og finde sig i at konen konsekvent omtalte den som Hr Hansens tænder – for det måtte jo være hans jeg havde fået udleveret ved en fejltagelse. Rent faktisk tror jeg det kom bag på ham osse. At den var ramt så dårligt i forhold til aftrykket der blev lavet for flere uger siden.

Nu bliver det hele lavet om så det passer til mit bid, mine kæber og den der mystiske sideskævhed der “drejede” hele akrylen 2 mm til venstre og så ganske ejendommeligt ud og så håber jeg at det bliver nemmere, mere smertefri og uden piverier. Og jeg hverken vil eller skal betale en gang mere. Har betalt for én, jo. Og den var ikke billig – heller ikke med det der forhøjede tilskud man kan få med den medicin-profil jeg har.

I mellemtiden er det jo så gået op for mig at dette ikke er noget man taler om. Jeg har søgt efter andre med tilsvarende erfaringer. Nogen jeg kunne spørge om det her virkelig kunne passe. Om det virkelig var sådan det var? De var svære at finde men det lykkedes til sidst og jeg fik bekræftet at sådan som jeg beskrev det – at det ikke var sådan det var. Normalt. En havde sat “tænderne” i bøffer på et steakhouse efter en uge. Jeg var stadig på skyr (uden müsli) efter 3 uger! Med smertenstårer stående i øjnene. Og jeg har en høj smertetærskel.

Det var den sommer. For der kommer vist til at gå nogle flere uger med tilpasninger. Bare det bliver mindre justeringer denne gang.

Det var den gang – om eksamen

Lene har skrevet om eksamensnervøsitet – altså den nervøsitet der opstår mellem selve eksaminationen og karakter-uddelingen. Det sendte mig ned i følelsen af eksamen – og jeg har været til en del efterhånden. Jeg har det fint med mundtlige eksamIner fordi det sjældent går helt galt. Og ind i mellem gik det faktisk rigtig fornuftigt – og lidt til.

Jeg har været velforberedt til de fleste, håbløst uforberedt til andre og i panik et enkelt sted. Men det gik som regel godt alligevel.

Da jeg i sin tid fik min hue skete det efter en uge med to store mundtlige eksaminer. Den første i religion og den anden i dansk. To to-årige fag på HF og dermed ganske store. (Lærte senere at stort på HF svarede til et par uger på universitetet – men det er en anden historie). Jeg kan huske at vi synes det var lidt hårdt og følte at vi skulle prioritere tiden mellem de to. Jeg var middelmådig i dansk mundtlig, men uden tvivl blandt de bedste i religion. Så jeg tænkte at jeg skulle prioritere det første og gå efter toppen og så håbe at jeg kunne samle resterne sammen på 3 dage og snakke mig til noget der lignede noget to-cifret i dansk.

I religion gik klappen ned da jeg havde trukket mit spørgsmål. Kan ikke huske detaljerne men det var noget med bjergprædikenen, som jeg normalt havde ret godt styr på og kunne kværne rundt mod andre passager biblen. Jeg var helt blank. Så blank at min lærer så det. Jeg fik de der 20 minutters forberedelse og skrev vel ikke meget mere end 3-4 ord på et stykke papir. Da læreren henter mig og vi kommer ind i lokalet til censor – så rejser han sig og undskylder. Han skal lige på toilettet. – Og efterlader os alene. Dét er forbudt. Men læreren giver mig nogle få stikord der kroger min viden ud af hjernen og gør at jeg kan formidle den viden nogenlunde sammenhængende. Det er snyd. Det må man ikke. Men den karakter jeg fik passede med det niveau jeg havde i faget, så min dårlige samvittighed over den foræring kan ligge på et lille sted.

Det var den værste eksamen jeg har været til – føj.

3 dage efter kom måske den bedste. Eller blot den særeste.

Jeg trak en tekst af Hans Kirk – Fiskerne – der hvor Tabita fortæller sin forfærdede mor at hun har fået kæreste og er blevet gravid. Og teksten var valgt sådan at den skulle lægge op til en snak om hans forfatterskab (Daglejerne stod på pensum) med et sving ud til siden omkring Nexøs Ditte Menneskebarn (osse pensum). Men det er jo sådan noget man selv skal vide – hvor man skal hen og hvilke perspektiveringer der skal vælges. Daglejerne havde jeg aldrig fået læst og havde hverken bogen eller noterne med. Ditte Menneskebarn kendte jeg ikke andet til end en film som jeg havde glemt det meste af – men der var da vist noget med et barn – og en sø? Eller var det en anden film (!).

Ok, teksten fra Fiskerne har jeg helt styr på. En af mine bedste venner i den periode af mit liv var aktiv i Luthersk mission og vi havde set serien om vinteren og havde brugt meget tid på emnet “den glade kristne vs den sorte Indre Mission”. Fint nok. Og hvad så? Daglejerne som jeg ikke kendte eller Ditte Menneskebarn som jeg kun kunne huske brudstykker af (og som jeg ikke engang var sikker på stammede fra den bog/film)? Kiggede febrilsk i mine papirer (hvor jeg kun havde fået halvdelen med ind) – for der måtte da være noget et eller andet sted der kunne bruges.

Ahhh.. en lille tegneserie-stribe i et kompendium – sådan lidt tilføjet fordi der var en ledig plads. Nikoline Wedelin – YES – den står på pensum. Ergo er den tilladt. Det er noget med en datter der fortæller sin overklasse mor at hun har fået en gambiansk kæreste som hun har fundet på et fransk universitet. Og at de venter barn, Sådan kort fortalt. Ikke helt plet og da slet ikke hvad angår tidstypiskhed og sådan noget. Så jeg hænger hele min eksamen op på temaet “datter er gravid” i stedet for den ondeste social-realisme. Anlægger ovenikøbet en humoristisk vinkel på det.

Min lærer forsøger febrilsk at få mig tilbage på sporet og når han spørger til øvrig litteratur fra Hans Kirk afbryder jeg ham og beder om lov til at forfølge mine pointer. Han fisker så lidt efter viden om Ditte Menneskebarn og jeg svarer “jeps – hun fik osse et barn uden for ægteskab men jeg vil godt tilbage til nutiden!”

Læreren opgiver mig og lader mig vade ud i min eksaminations-sø – uden redningsbælte. Til sidst tror jeg bare, at jeg talte for at få ham til at holde kæft med hans sidespor som jeg intet som helst anede om – desuagtet at det var pensum.

Det blev en ret nervøs ventetid inden jeg fik min karakter (- og min hue).

Lærer og censor kommer ud, de smiler og griner. (aha – godt tegn). Jeg får mit 11-tal og tillykke og alt det der. Og så hvisker han mig i øret at det havde været interessant, men at det faktisk ville have virket rigtigt godt hvis jeg havde læst det relevante og primære pensum og så gået på sekundære vildveje i de sidste par minutter og ikke taget dem ud på denne gevaldige og ret irrelevante skovtur. Men selvstændigheden og det faglige havde principielt været i orden – omend det var lidt uventet i form og indhold. Endelig tilføjede at han normalt ikke belønnede dovenskab og roderi – men gerne kvalificeret mod.

Den karakter fortjente jeg så nok ikke helt.

Men jeg husker advarslen … dovenskab og rod dur ikke – men kvalificeret mod kan gøre det i en snæver vending.

Vinden vender

Man bliver altså lidt rundtosset af at blive kørt rundt i sundhedssystemet i .. hvad var det jeg sammenlignede med..  jo, en pakkevogn.

I går var jeg til forundersøgelse/samtale og vurdering af mulige behandlingsforløb efter at have ventet i 4 måneder (vi havde lige en pukkel) på bare at komme til den samtale. Jeg får fremlagt det mulige forløb men desværre, nu er det jo sommer og indgreb i fuld narkose i begynder vi først igen i september. Og så vil du desværre blive overhalet indenom af de patienter vi får ind over sommeren som skønnes at være akutte!

Nej, det kan I F***** tro jeg ikke bliver.

Og her – sådan ca – hævede konen stemmen og redegjorde kort for at dette ikke var en aktuel mulighed. Og hvis behandlingsplanen indebærer en yderligere forsinkelse så er den ikke godkendt. Hun sætter præcist ord på min baggrund og hvorfor jeg ikke har magtet at løse mit smertehelvede før nu og at hun reelt frygter for at et tilbagefald hvis ikke man så at sige smeder mens jernet er varmt. Underforstået – at nu har jeg muligheden, modet og tiden til det her. Men især motivationen.

Ok, siger damen i den hvide kittel. Hvis vi nu gør det på en måde så du kommer uden om operation med fuld bedøvelse for at undgå “retraumatisering” mm, så bliver det faktisk muligt at gå i gang inden sommer. Inden sommer? Det er jo snart?!? Ja, siger hun. Kigger i kalenderen og beder mig komme på onsdag. Altså nu på onsdag. Fra morgenstunden. Og uden at have spist/drukket to timer inden.

Ja, øhh, ok?!? Og et øjeblik svigtede modet, motivationen og intentionen en smule. Allerede på onsdag?

Jeps.

Det er ok.

Jeg skulle bare sørge for hjemtransport og “pasning” resten dagen/aftenen/natten. Og så ville de fylde mig med benzoer (benzodiazepin aka Stesolid mm) og klare det hele i ambulant behandling. Og med en besked om at henvende mig til nærmeste psykiatriske skadestue hvis verden vælter bagefter, fordi jeg var “vågen” undervejs og kan huske hvad der er sket. Det er ikke optimalt, men det er en acceptabel løsning – og i dag “godkendt” af psykologen der udtrykte, at jeg var klar nok til det. Og slutresultatet bliver formentlig ca det samme.

Og så skal jeg tage det meget roligt dagen efter (jeg hapser lige en valgdag på langs) og gradvist op til normalt niveau over et par uger. Det går vist lige.

Jeg er da godt tilfreds med at der sker noget nu. Men er osse lidt ærgerlig over at jeg har skullet vente så længe på noget der viser sig at kunne klares uden den der fulde narkose (som er den jeg egentlig har ventet på). Hvis ikke den mulighed havde været skrevet på henvisningen – så havde det hele været overstået for længst. Eller sådan noget der ligner. Og nu er den alligevel streget over.

Nå, jeg kan jo ikke ændre på det. Hovedsagen er at det lige bliver nået inden sommerferien for alvor lammer afdelingen.

Og dybest set brød jeg mig i øvrigt slet ikke om tanken med fuld narkose.

Har lovet ikke at gøre det

Altså skrive om valget. Men når valget nærmer sig mig – hvad så?

Nå, men jeg kan jo lade være med at skrive hvad jeg mener, men blot gentage at jeg mener hvad jeg hele tiden har ment. Til orientering for de nytilkomne.

Sagen er at under de store temaer er der en underskov af meningsdannere og -påvirkere, der prøver at sætte et ganske præcist emne på dagsordenen. Nogle afkræver politikernes svar på emnet “forældelsesfristen vedr incestsager”,  og de stakkels politikere har stort set ikke tid til at tage den slags detail-diskussioner når der er – synes de – større ting på spil end en forholdsvis lille sag med høj prioritet for de få.

Der er derfor opstået en vis trafik på min blog, og det er i nogen grad kommet bag på mig, da jeg prøver seriøst at flyve under radaren i øjeblikket.

15/6-12 skrev jeg et indlæg færdigt om emnet, og det kostede mig en del “venner”, der bestemt ikke brød sig om min holdning, der kort fortalt er, at jeg ikke kan se, at en forlængelse af forældelsesfristen for anmeldelser af incestforhold på fornuftig vis kan kombineres med den måde vores retsstat er skruet sammen.

Det  indlæg har fået en masse trafik – men få delinger –  de sidste dage, hvilket undrede mig en del. Indtil jeg prøvede at google det:

Skærmbillede-2015-06-09-kl.-07.15

– og det er altså på google – side 1! Den lille “spion”oppe i højre hjørne betyder at jeg har åbnet en google side i incognito for at prøve at navigere udenom googles sikre formodning om at jeg har særlig interesse i egen side.

Det er klart at det ikke bliver delt, for dem der søger, ønsker formentlig at finde indlæg med det modsatte budskab. Og ingen der er på valg ønsker at indtage dette forholdsvist upopulære standpunkt. Eller osse står jeg bare ganske alene med det. Det må så være sådan. Det ændrer jeg jo heller ikke mening af.

Omtale mangler det dog ikke. Ser det, men gider faktisk ikke deltage på deres banehalvdel. Synes der er større og væsentligere emner at tage fat i. Dette er – set i det lidt større perspektiv – en teknikalitet.

Nå, men der er osse andet i livet end de her store og ganske små problemstillinger, og det er min helt private sfære der fylder godt op i øjeblikket.

I morgen er jeg blevet tilsagt at stille på et stort sygehus til en forundersøgelse og en snak om graden af “akut-heden” i behandlingsforløbet. Jeg håber at de sætter i gang lidt kvikt, så jeg kan komme videre i tilværelsen, men frygter at jeg skal igennem nye 3-4 måneders ventetid til der faktisk sker noget. Det er afsindig frustrerende at vente. Jeg har det lidt som om nogen har puttet mig ned i en pakkevogn og så bare skubber mig rundt hvor de vil. Jeg kan se hvor vognen kører hen, når den altså kører, men jeg kan ikke gøre en pind for at påvirke chaufførvalg, rute eller hastighed. Men i morgen er stop nr 1. Og så må jeg se hvad der sker bagefter.

Heldigvis har konen taget fri fra arbejdet i morgen formiddag og kan følge med mig til undersøgelsen.

Vi er i øvrigt politisk korrekte i morgen. Vi lader bilen stå i sin garage og tager en bus. Ikke fordi vi vil være ekstra alternative, men fordi vi bare ikke har tid til at jage parkeringspladser eller råd til at betale p-afgift fordi det gik lidt for stærkt. Jeg mistænker, at det er ganske voldsomme beløb p-selskaberne kradser ind omkring sygehusene rundt omkring, fordi folk smider bilen i en bås uden at læse skilte og anvisninger i detaljer. Og det er ikke en forretning vi umiddelbart gider bidrage til.

Hvor lang turen i pakkevognen bliver er afgørende for mange ting. Vi er lidt tøvende mht sommerferieplaner, vi prøver at holde alt og alle hen mht sociale aktiviteter. Måske/måske ikke, men vi lover ikke noget. Vi sætter ikke dato på noget. Og det irriterer mig heelt vildt!

Den Røde Streg Diktaturet

Nu er jeg osse flyttet ind i et diktatur. Konen fæstede et gummibånd om mit håndled i går og sagde værsgo, nu begynder din kamp mod “rød streg”, der angiver at nu har man siddet stille lidt for længe.

cf-lgDet var sådan et vivofit-armbånd der i øvrigt også har vundet en vis udbredelse i blog-land. Vi havde naturligvis lidt luret på de andres anmeldelser og oplevelser med dimsen, men var dybest set lidt mere lune på Apple Watch. Men da vi fik læst tests og anmeldelser af det blev vi en smule skeptiske. For stort. For dyrt. Og for dårligt. Endnu. Og indkøb af sådanne ville stå i klar modstrid med vores faste elektronik-dims princip. Køb aldrig den første udgave af et nyt produkt på markedet. Producenterne har for travlt med at få det på markedet og alt for ofte bliver forbrugerne brugt som beta-testere. Det er for så vidt fint nok, men for 3000 kr pr stk gider vi ikke. Så vi venter og ser hvad der sker med næste udgave. I øvrigt kunne vi osse se at lidt for mange af de funktioner der ville være pakket ind i et Apple Watch ville forblive uanvendte for os.

Ergo måtte vi se os om efter alternativer. Og når alle vi kender, der har sådan et armbånd, har valgt denne model, så må det jo være fordi de er blevet enige med sig selv om, at det var dét der fungerede bedst.

At vores lokale elektronik-pusher så valgte at sætte dem på knald-tilbud i går hjalp så osse lidt på processen. At jeg har en ganske nært-stående fødselsdag gjorde det sidste.

Det var vist et ganske passende tidspunkt for mig, for jeg er – i anledning af valget – nok blevet lidt for interesseret i at følge nyhedsstrømmen på computeren.

Jeg synes det er vildt og spændende i år og jeg tror de fleste her kan gætte hvem jeg hepper på.

Det er en kilde til en vis forundring når jeg ser visse partiers beregninger der viser at hvis man sænker dagpenge, kontanthjælp, sygedagpenge så sker der mirakler. Bang så er der arbejdspladser hvor der før ikke var nogen og de syge holder op med at være syge. Det forundrer mig når velbjærgede – ofte mænd – påstår at det ikke kan betale sig at arbejde hvis man blot får 2000 ekstra om måneden for det. Jeg synes det er mange penge. I hvert fald for os. Selvfølgelig er jeg præget af egen situation, for da jeg begyndte på mit sidste job kom jeg fra sygedagpenge og var på vej på førtidspension. Men i job og med transport indregnet fik jeg 300 kr mere om måneden på kontoen – og alligevel var det det værd. (well hvis de havde haft styr på overenskomsten var det tal naturligvis blevet lidt større).

Men det der armbånd. Der er ur i, og jeg eksperimenterer lidt med at bruge det som sådan i det daglige. Men synes, at det er ganske svært at vænne sig til dets lidt skæve betragtningsvinkel. Så indtil videre aftjener det sin værnepligt på venstre hånd, men jeg mistænker at det ender på den anden hånd og at jeg genindfører mit mere normale armbåndsur. Men det kan være at det bare er en vanesag.

IMG_0152Apropos ure. Her er et billede af vores køkkenur. Altså, efter det var skvattet ned af sit søm en sen aften. Urværket overlevede i modsætning til skiven. Men ur derude er svært at undvære, så vi strikkede vores egen udgave sammen. Vi har en god ven der maler meget (altså billeder) og han meldte sig frivilligt til at male et personligt ur til os – så nu har vi ikke et A4-ur mere. Men vi fik altså mange gode kommentarer  på gør-det-selv uret. Der var nogle der ovenikøbet listede sig op på en stol og begyndte at tegne på det.

Blandt andet skrev min svogers kæreste tidskorrigerende rettelser – så vi vidste at når svoger sagde han kom kl 12 så kunne vi se på uret at hans kl 12 var ca 13.45.

En anden spejlvendte det.

Ikke helt stuerene tilføjelser blev det osse til. Det er næsten utroligt hvor sigende tændstikmænds bevægelser kan gengives i 5-6 simple streger.

Selvmord

En kortfattet og sigende overskrift så dem der ikke vil beskæftige sig med emnet kan holde sig væk.

Med fare for at støde nogle fra mig fordi jeg provokerer, fordi jeg måske kommer for tæt på egne liv og skæbner, Nogle ved jeg hvem er, andres liv kender jeg ikke nok til i detaljer. Men jeg tager chancen for jeg kan mærke at dette blogindlæg har været ganske lang tid undervejs. Månedsvis. Faktisk. Har ikke turdet sætte tankerne på skrift og da slet ikke udgive dem. Og på sin egen skæve vis har det siddet som en prop i hullet for ret meget andet. Ægte selvcensur men det stopper så her i dette konkrete tilfælde.

Så jeg vil prøve at gøre det generelt men tage udgangspunkt i egne oplevelser.

Jeg har gennem bloggen fået kontakt med flere mennesker der har næsten samme baggrund som jeg selv. Alle med det til fælles at de har fået stemplet PTSD i nakken. Nogen er i flexjob, nogle på førtidspension, andre i mere almindelige job og en hel masse på sygedagpenge uden udsigt til noget reelt alternativ udover at blive sendt rundt som rørpost mellem de enkelte systemer og kontorer og blive “læst” af en næsten uendelig række af sagsbehandlere i bunker af andre med tilsvarende stempler.

Selvmord er et livsvilkår. Ironisk nok. Der er flere, der falder fra undervejs i behandlingen. Det skræmmende er at jo længere de enkelte kommer i deres behandlingsforløb – jo større bliver risikoen næsten. Så vidt jeg kan se det fra min egen stol. Man små-jubler lidt med dem i deres små og lidt større sejre, så bliver der stille og så kommer meddelelsen ud i netværket. At nu er den eller den faldet væk. Eller at vedkommende er faldet igennem og har forsøgt sig – uden held. Det sidste får vi ikke så tit at vide, for det er stadig tabu. Selv dér. Desværre.

Det er skamfuldt at tale med nogen om. For man er hundeangst for støde nogen fra sig. Det nære netværk er meget vigtigt at holde på plads, og det vil måske/måske ikke skride væk hvis de her tanker og følelser får alt for meget luft. Så det holder man for sig selv. Indtil det kommer til at fylde så meget at ballonen så at sige revner. Og så er det desværre lidt for ofte alt for sent.

Og hvad er det så der sker. En storm af reaktioner. Lige fra sorg, savn og frustration til vrede over at den pågældende “bare gav op”. At det var en egoistisk handling og hvad ved jeg. At man svigtede ved at checke ud i utide.

Fuldt forståelige reaktioner over hele linjen, men der er så vidt jeg kan se en hel del mere i det end bare det, at man gav op. At man manglede vilje til at ville livet. Og nærmest burde skamme sig på den anden side.

At få diagnosen PTSD er ikke en stensikker dødsdom, men det er en livsfarlig diagnose. Dødeligheden er dokumenteret høj, og mørketallene (som man jo aldrig kan vide hvor store eller små er) er formentlig skræmmende høje.

Ind i mellem kunne jeg godt bruge at den accept der er kommet for psykisk syge – og tak for det – osse når til en accept af den faktiske farlighed af sygdommen.

Der er jo ingen, der skænder på en afdød af lungekræft at vedkommende tillod sig at dø af sin sygdom. Heller ikke selvom det var på en bryllupsdag, en juleaften eller sådan noget. For det ved man godt – kræft er en livstruende sygdom. De tabte kampen mod kræften, men kæmpede bravt. Stor respekt.

En psykisk syg, der ender med at tage sit liv har ganske givet også kæmpet bravt. Men tabte – og dør i skam. Og kan sagtens risikere (og det har jeg set i praksis) at efterladte små-håner dem inden liget er koldt og i jorden. Fordi de var feje, egoistiske mm.

Alt for ofte er den syges tanker og følelser ikke blevet  – hedder det sådan på nudansk? – italesat, uden for det netværk der er indforstået med, at det emne er acceptabelt. Et netværk der oftest begrænses til læge, psykiater og psykolog. Derfor kommer det som et mindre eller større chok når det så pludselig sker. Og det kan for omgivelserne se ud som om man bare gav op for let. Og det er fejt. Dårligt kæmpet. Tabt uden stil. Begraves i stilhed.

Og her bliver det så personligt. Jo, jeg har været der. Også indenfor den seneste periode hvor der har været så tavst her på bloggen. Og nej, jeg har i praksis ikke talt med nogen om det. Fordi jeg var nervøs for at støde fra.. få nogen til at opgive på forhånd, vende mig ryggen og aldrig dukke op i min tilværelse igen. Jeg vil ikke afvise, at jeg kommer der igen. Men er muligvis ganske langsomt ved at finde ud af, at dem der vender mig ryggen her vist alligevel ikke var værd at samle på.

Jeg vil heller ikke afvise, at jeg har et personligt ansvar for ikke at tabe kampen mod min sygdom. Overhovedet ikke. Men jeg har kæmpet. Tro ikke andet.

Og jeg er ganske sikker på, at det gælder for størstedelen af dem med de her livstruende psykiske diagnoser kan sige det samme. Osse selvom det ikke ser sådan ud, når man er rask i hovedet og ikke fatter hvad det vil sige at vågne hver morgen og tænke – er det mon i dag det går galt? Hver eneste morgen. 

I mit forrige job havde jeg en dejlig kollega, der fik kræft. Han fik – pga vores kollektive forsikringsforhold – en ret pæn sum udbetalt. Desuagtet at han i øvrigt fortsatte på arbejde på nedsat tid, og sygdommen mildest talt ikke var ret fremskreden. For det var en alvorlig sygdom. Jeg var omfattet af nøjagtig samme forsikring, da jeg blev sygemeldt med PTSD, der har en dokumenteret dødelighed, der ligger en smule over den der kræftform. Og fik ikke en krone. For jeg kunne jo bare lade være med at være syg – eller hvad? Min gamle kollega er i dag erklæret nærmest rask da kræften ikke spredte sig. Han var i øvrigt selv ret forundret over at der ingen hjælp var til mig.

Ja, jeg bliver ind i mellem lidt gal over der er den forskelsbehandling. At den ligefrem er formaliseret. I dag er jeg under en anden forsikring og der er selvmord sært nok (hvis der er en diagnose) erstatningsberettiget på lige fod med dødsfald efter fysisk sygdom. Så det kan altså lade sig gøre. Men det er stadig ikke en livstruende sygdom. Sær mellemløsning. Man skal dø af det.

Og det må man ikke. Det er socialt uacceptabelt.

Naturligvis er der undtagelser – naturligvis er der mennesker, der faktisk forstår hvordan de her møg-sygdomme opererer. Og som forstår at man kan dø af dem. Ikke fordi man gerne vil, eller bare har givet op for let, men fordi sygdommen “spredte sig”. Men de mennesker er så vidt jeg kan se ganske sjældne eksemplarer.