Fanget af realiteterne

Øj – har jeg stadig en blog? Jeps, det har jeg.

Jeg springer direkte ud i det jeg har på hjerte, og som har fyldt så dælens meget de sidste par uger. Vi er nemlig lidt nervøse her i familien.

Ingen, der kender mig meget eller lidt, kan være i tvivl om hvad jeg tænker og mener om flygtningesituationen i Europa. Jeg er jo dog trods alt gift med et menneske, der i dag ville blive betegnet som en bekvemmelighedsflygtning, da hun ikke var i personlig fare, men blot tilhørte en undertrykt befolkningsgruppe og som havde udnyttet familiesammenføringsreglerne til at komme til det Europa, der så venligt havde givet hendes mor asyl året før. Det var den gang, i dag var de blevet sendt hjem eller sat i lejr – “ikke rigtige flygtninge – ud!”

Vi mener ca det samme om flygtningesituationen i Europa. Vi mener begge at her må et forholdsvist samlet Europa tage affære og ikke overlade det til de lande der ligger på de ydre grænser af Schengen. Vi mener at flygtningene skal hjælpes og behandles ordentligt. Og vi mener at de skal være i de lande hvor de har et minimum af netværk i form af familie og venner. Og vi accepterer, at det betyder at visse lande er mere tiltrækkende end andre. Vi rynker panden når vi ser video i dansk tv fra den ungarske grænse eller lejrene dér. Bliver mildt forbløffede når vi ser den højrenationalistiske ungarske borgmester indspille en propagandavideo med motorcykler, helikopter og heste for at skræmme flygtningene væk.

Vi altså ret politisk korrekte her.

Men så ringer telefonen. Det er min svigerinde fra Ungarn. Hun er bange. Og ked af at hun ikke føler hun kan stole på nyhederne, som de ser i deres eget stats-tv. Ked af at hendes venner er så sort/hvide i deres holdning til situationen. Nok mest sorte. Hun vil have nuancerne frem, og håber at vi kan give hende dem. Og at jeg kan give input til at forstå hvad der egentlig foregår i EU (hun har sgisme stor tillid til mig og min viden).

Hun er hverken sort eller hvid, rød eller grøn. Hun er bare bange. Bange for sin familie, deres afgrøder og deres landsby, der ligger alt for tæt på grænsen. Ikke den, der er hegnet ind nu, men den der bliver hegnet ind snart. Hun har venner, der er i politiet og som var med ved grænsen, har hørt deres beretninger. Hun er et dejligt menneske, der lærer sine børn om ligeværd og om at møde alle med respekt. Det er forholdsvist naturligt for os (når det forstås er internt blandt danskere) men derude er det nærmest forbudt at være homosexuel, det er stigmatiserende på den grimme måde at sidde i kørestol og diabetesbørn bliver holdt udenfor.. men ikke hos hende. Hendes børn møder alt med åbne øjne, accept, respekt og der er rum til forskelligheder. Faktisk gør hun et stort arbejde for at hendes inkluderende (sikket fint ord) menneskesyn skal sprede sig ud over egen familie.

Og hun er blevet bange. Og frustreret.

Og så begynder vi at forstå. Selv med vores baggrund. Begynder at fatte hvor voldsom en situation Ungarn står i. De er smadder-bange når de ser grupperne af mennesker løbe igennem deres marker. Når de oplever den aggression de kommer med (som måske/måske ikke er skabt af et tilsvarende aggressivt politi), de frygter for deres families overlevelse når de mister halve og hele afgrøder af majs, løg og solsikker, får stjålet husdyr eller får ryddet hønsegården eller mister deres køretøjer til desperate, sultne mennesker, der for de frustrerede ungarere mest af alt minder om en pøbel på træk.

Vi betaler over skatten og giver lidt frivilligt – gør lidt frivilligt. Men derude er der mennesker, der kan miste hele deres indtægtsgrundlag, som ovenikøbet kan være belånt på forhånd. Det giver altså et lidt andet perspektiv på situationen – og på det forhadte hegn.

Selv har vi en lille plan om at skulle til Ungarn inden jul. I bil. Men for nu at være lidt ærlig, så vi er en smule forbeholdne i øjeblikket. Vores menneskesyn tilskriver os at hjælpe hvor der er hjælp behov. Men her tror jeg faktisk vores grænse går. Og jeg imødeser en vis forundring når en større del af vores venner finder ud af at vi kører turen hjem igen uden ekstra passagerer og med hysterisk låste døre. Vi er ikke helte i dette spil.

Jeg er lidt bange for hvad vi kommer til at se derude. Er nervøs for hvad der sker når jeg får konkrete ansigter på de mennesker, der står i denne situation, hvad enten det er på den ene eller den anden side.

Det er så afsindigt nemt at fordømme Ungarn og ikke bryde sig om det, de gør. Ja, der må være andre løsninger end hegn og lejre, der har visse men dog fjerne ligheder med noget den lidt ældre generation af europæere husker lidt for godt. Der er ingen værdig behandling dér. Om landet selv skaber en flygtninge-pøbel eller om den kommer udefra vides ikke. Det er nok lidt af begge dele. Men befolkningen er bange – selv dem der aldrig kunne drømme om at stemme til yderligt til højre/nationalistisk.

Jeg kan ikke lide det – men jeg forstår dem.

En kæresteweekend

Mens verden omkring os gik amok fra lørdag eftermiddag sådan ca burede vi os inde hos os selv. Vi lagde telefonerne lidt væk (men ikke helt), glemte alt om ipads og computere. Havde lavet mad og bagt og lavet is om formiddagen. Indkøb var overstået fra morgenstunden. Og så slæbte vi den store gæstemadras ind i stuen og tog en film-hygge marathon aften.

Verden kunne rende os for en stund, og det viste sig jo at være en ganske velvalgt weekend at gøre det. For verden var ikke interesseret i os, verden var interesseret i hvad der foregik i København. Og med god ret, i øvrigt.

Køleskabet blev fyldt af gode sager, små frikadeller, pastasalat, en (tæt-på-men-ikke-helt) jamie oliver fiskepie. Konen havde sørget for alt for meget god kage (hendes svenske favorit) budapeststubbe og noget så sært som en battenberg i Mary Berrys vilde variation med kaffe og valnød. Det er sådan en kage konen vældig gerne må sætte sammen til min fødselsdag og sådan noget. Elsker den. Hvis nogle googler og ser billeder og undrer sig over hvordan man får en kage farvet skakternet kan jeg afsløre at det gøres med en speciel form der deler to forskellige farver dej op i “fingre”, som stables. En fin lille form der kan bruges til meget andet også.

Vi fik nogle æggeblommer i overskud fra køkkenbordsprocesserne og smækkede en god chokoladeis sammen.

Og så var det vi grovluftede hunden, satte telefonerne på lydløs. Trak gardinerne for og smed os på madrassen for at glo film og bare slappe af.

Serviceniveauet var reduceret til “klar dig selv” med køleskabets rigelige velsignelser.

Film nr et var en tankevækkende, lidt sød og ret skæg fremstilling af en fremtid der ikke ligger alt for langt væk. Her – om hvad der kan ske når vores stemmeaktiverede assistenter i computere, telefoner mm bliver lidt for personlige og lidt for gode til at gætte hvad vi lige og hver især har brug for. Konsekvensen er at den lidt ensomme mandlige hovedperson forelsker sig hovedløst i sin siri-agtige computerstemme assistent.

Men jeg er sikker på at handlingen slet ikke er så overdrevet og karikeret som det lyder, det kommer, og det kommer hurtigere end vi tror. Og for os der kan finde ud af hvad der er mennesker og hvad der er computere kan vi jo se frem til at få siri på dansk og så håbe at vi rent faktisk kan bruge dét til noget. (jeg bruger kun siri til at smse og ringe op når jeg kører bil og ikke må bruge hænderne til at betjene den – og somme tider “locate my wife” hvis jeg skal hente hende og ikke ved om hun er nået til den ene eller anden station) – og det er i hvert fald ikke nok til at udvikle upassende følelser for den computer. Men vil da se frem til at den taler og forstår dansk.

Den anden film vi nåede at se helt færdig var Hitchcock. Jeg havde ikke undersøgt på forhånd hvordan den var “skåret” og det kom ærligt talt bag på mig at den alene handlede om tiden omkring skabelsen af Psycho. En film jeg aldrig har set og egentlig heller ikke har noget ønske om at se. Men vi valgte filmen fordi vi begge har et blødt punkt for Helen Mirren, der er som god vin. Bliver bare bedre og bedre med alderen. Også her bliver vi præsenteret for det lidt sære fænomen med hende – der er flere nøgen og næsten nøgenscener med hende og det virker lidt som om at hun – jo ældre hun bliver – giver mere og mere slip på hæmningerne. Der var en specifik scene med hende i badedragt og jeg tvivler meget på at der var efterredigeret med CGI. Hun folder underligt. Alle kvinders dybe frygt – at man folder underligt eller i flere mere eller mindre tætsiddende parallelle linjer. (eeew). Så er det altså skønt og forfriskende at hun lader hvem som helst se med på hendes underlige folder. (at hun så bagefter præsterer en kraftfuld crawl der næsten får mig til at tvivle på ophavskvinden tilgiver jeg gerne).

Men det er en fed film hvis man er til Helen Mirren, for hun bærer den og flere har med rette påpeget at den skulle have heddet Alma i stedet for Hitchcock.

Og så er det jo altid sjovt at få backstage-glimt på kendte film. Og det leverer filmen jo så osse.

Ca her skulle jeg google noget om den film – vi var lidt usikre på om den fik oscars (det gjorde den ikke, og den fik ikke meget andet) og jeg ser den der lille “alert” fra tv2 appen. Rapporterer om skyderi ved Parken. Væk med det og jeg beslutter mig til at det ikke er nu jeg skal være nyhedsfreak. Skyderi inde ved parken kommer ikke os ved.

Senere går den der tv2-app amok. Men det er en anden historie, og jeg gider faktisk ikke genfortælle et for alle kendt hændelsesforløb her.

Vil meget hellere fortælle om at have en weekend hvor vi lukkede meget af verden ude. Hvor vi ikke tog telefonen. Hvor vi hyggede os med først en køkkenmarathon og dernæst en film-ditto… Og hvor vi for en stund ikke gad være triste, have bekymringer og spekulationer om fremtiden.

… og hvor vi var ligeglade med at folde underligt. For der var ingen der kunne se os.