THIS IS NOT A DRILL

Vi kender ordene, og jeg ville gerne have sat dem på overskriften på dansk, men “dette er ikke en øvelse” har ikke lige den samme klang (versaler eller ej). Ikke den samme blodtryksløftende effekt og ligner egentlig bare en orientering og ikke noget der kræver alarm og handling.

Jeg vil to ting i dette indlæg. Jeg vil fortælle en historie fra min tid på mit sidste job. Det ligger et par år tilbage ca. Og jeg vil fortælle hvordan det er i dag. Og sammenhængen.

Har I nogensinde gået ind i et hus, måske endda jeres eget, og udløst en alarm? Så kender I den der

DING-DING-DING….

der følger. Jeg håber, at I der har prøvet det, også har været i stand til at få den slukket, for den rammer ca samme nerve som den tandlægens bor finder ..  øjeblikket før han siger “ups – der var du vist ikke bedøvet”.

DING-DING-DING….

I  mit tidligere arbejde var alarmer en del af pakken. Vi larmede af og på i en uendelighed og heldigvis rummede vores arbejdsbeskrivelser som regel en beskrivelse af hvor alarm-dimsen befandt sig. Koden fik vi så i telefonen fra bookingen. (og nej den måtte vi naturligvis ikke skrive ned på arbejdssedlen sammen med adressen). Sammen med nøgler, oplysninger mm var det så absolut påpasselighed der gjaldt. Firmaet måtte under ingen omstændigheder kunne mistænkes for have været skyld i “problemer”. Og i de år jeg har været der har der aldrig været blot antydningen af “problemer”. Dét var de gode til. Det skal de ha´.

Derfor er der heller ikke normalt betænkeligheder ved både at udlevere nøgle, kode og “afblæsningsord” til firmaet. Det var hverdag og vi tænkte ikke meget over det. Kun når vi fik en “ny” adresse. Og det var ikke kun mig der var betænkelig når der stod #alarm# på en beskrivelse. Pis, gu ved hvor den præcis er. Hvilken model er det… den hvor man skal trykke hel hus eller halv hus, sort firkant, grøn prik eller?

Nå, men for et par år siden fik jeg sådan en ny opgave. En engangsopgave i et sommerhus hos nogle af vores faste kunder hvis villa blev ordnet 4-5 timer hver fredag. (dét er lang tid!). Fint nok. Adresser i sommerhusområder er pr definition altid helvede på jord, hvorfor tror folk at sommerhuse kan undvære husnumre og at små civilt opsatte vejskilte med uautoriserede vejnavne sagtens kan gemmes i hække mm? Fandt huset. Efter lidt søgen. Eller dvs jeg fandt vejen og huset et af de eneste der ikke havde nogen bil.. og nøglen passede. Det måtte være der. Og alarmen “er i skabet over skohylden”. Hmm.. huset havde så vidt jeg kunne se to indgange. Mon skohylden var bag den ene eller den anden dør? (husk at jeg ikke har været i huset før, det var ikke et lille hus og dermed anede jeg ikke på forhånd hvordan man på den indvendige side kom fra dør til dør”. Kigger lidt på dørene og vælger så den med den groveste og mest slidte måtte. Og går ind.

bip-bip-bip….

Den kender vi godt.. nu har man 30-45 sek til at taste en kode. Og regne ud hvordan <enter> knappen ser ud.

Der er ingen skohylde. Der er ingen alarmdims. Smider hvad jeg har i hænderne, undlader at afmontere udendørs fodtøj og spurter gennem (viser det sig) eksklusiv sommerbolig (hopper over en på gulvet hensat kunstgenstand) for at finde dør nr 2. Fundet – og der er heller ingen skohylde. Eller alarmdims for den sags skyld.

bip-bip-bip….

Er der flere døre i det her skide hus? To viste det sig. Men hverken alarmdims eller skohylde.

DING-DING-DING….

Tiden er gået. Og med den afsindige lyd i ørerne fortsatte søgningen efter alarmdimsen (hopper over endnu en på gulvet hensat kunstgenstand) . Og efter hvad der føltes som timer indså jeg at det kunne være ligemeget. For alarmen var gået. Ud af døren. Og ringe til chefen… der ikke kunne høre hvad jeg sagde pga dingeriet, men hun var ikke et sekund i tvivl om at der var gået en alarm. “HVOR ER DU” råbte hun til mig… der og der… hvor sidder den #&*% alarm? Hun gentog bare “over skohylden”

DING-DING-DING….

Nej.. der er ingen skohylde… og så blev jeg bedt om at gå ind igen… kigge efter.. åbne garderoben og hvad ved jeg..

Husker at hoppe over en på gulvet hensat kunstgenstand..

DING-DING-DING….

Ud af huset igen – over kunstgenstanden.. ringe til chefen igen.. den findes ikke.

DING-DING-DING….

5 minutter senere ringer chefen op igen. Nu har jeg talt med kunden, og alarmen sidder i panelet under spejlet i gangen; skohylden? – det er i deres villa! – de undskylder. Fuck, der er tre gange og der er sgu spejle i dem alle sammen.

Ind i huset igen, spurte rundt (hopper over en på gulvet hensat kunstgenstand – nu med en vis øvelse) og finde næsten hemmelige paneler under skabe. Yes, der var den.. taste kode.. rød lampe… taste kode igen.. rød lampe.

DING-DING-DING….

Ud af huset igen – denne gang ad en rute uden om på gulvet hensatte kunstgenstande. Ringe til chef. Der ringer til kunde. Åhhh det må I undskylde, vi har jo ændret i koden.

Det var cirka dér jeg havde lyst til at smide med et eller andet tungt i deres have. Og helst ramme noget værdifuldt. Eller måske bare droppe at hoppe…

Ind igen. Ny kode… gul lampe blinker.. men dingeriet holdt kæft. Og så en nedtælling. Fra 3 minutter. Man behøver altså ikke være Sherlock for at regne om at dingeriet snart går i gang igen (kunstgenstande lever nu ganske farligt). Ringe til chef. Jeg skal have afblæsningsord. Det har chef ikke så hun ringer til kunde – igen. Behøver jeg fortælle at chefen ikke når at ringe inden gul blinkende lampe bliver til rød og dingeriet går i gang igen? I hvert fald ikke i detaljer.

DING-DING-DING….

Får lyst til at sparke til .. genstande på gulvet.

Rent faktisk når vagtpersonalet frem før jeg bliver ringet op igen. Og de er fuldstændig usamarbejdsvillige selvom de jo kan se i systemet at larmen har været slået fra. Mens vi diskuterer emnet ringer min chef og giver mig afblæsningen. Den accepterer de og jeg får lov til at gå i gang. Spørger dem om de lige gider bekræfte “larme på proceduren” for mig. Bare for en sikkerheds skyld.

På dette tidspunkt var jeg i det røde felt, sådan rent mentalt. Min stresstærskel var for længst overskredet, jeg var rædselsslagen, jeg rystede på hænderne og ude af stand til at gå på nogen som helst imaginær lige linje og holdt mig langt væk fra på gulvet hensatte kunstgenstande.

Ringer til min chef efter en lille time og meddeler hende at det er nok nu, at hun skal aflyse resten af dagen for mig. For jeg kan ikke mere. Fint, ingen problemer. Gå bare hjem, gå med hunden og “ryst af”.

Det var mange ord om hvordan et dingeri kan ryste mig, og formodentlig ville kunne ryste de fleste der kæmper med genstridig alarmdims. For ikke at tale om de få der oplever de “gemte” af slagsen i legalt ærinde i øvrigt. Hele normale reaktioner på helt unormale stimuli. Måske var jeg lige lidt længere tid om at komme mig. Men ellers ganske normalt. (tror endda at det ikke er unormalt at sende medarbejdere hjem der er blevet kørt over af en alarm).

I dag… reagerer jeg ca på samme måde hvis det ringer på døren. Eller hvis telefonen ringer – eller hvis jeg selv skal ringe, men der slipper jeg panikken af “nu og her”. Derfor foretrækker jeg så bestemt at det er mig, som ringer til dem, der skal tales med. I dag har jeg for anden dag i træk forsøgt at få fat i en bestemt mand på fagforeningen. Uden held. Han er der, men han svarer aldrig i telefonen. “skal jeg bede ham ringe tilbage” lyder det igen og igen. Nej tak. Men jeg kan jo ikke sige til damen at det er noget “farligt noget” som jeg virkelig skal tage mig sammen til at gøre når jeg ringer til nogen – næsten uanset hvem. Men i dag måtte jeg så overgive mig og sige ja, for jeg skal jo snakke med manden, der vil ringe enten i dag eller på mandag. Det vil sige, at jeg skal være i alarmberedskab i to dage. For den telefon skal jeg bare tage – lige når den ringer. At aflæse nr og så lige tage sig sammen og ringe tilbage går ikke.

Det er ingen øvelse. Jeg tror næsten jeg ville foretrække alarmen. Der kan jeg nemlig tillade mig at kalde det hele en normal reaktion på noget unormalt.. nu sidder jeg med unormal reaktion på noget normalt. Og det er sgisme et skidt bytte.

Reklamer

Planer og krav

For at komme ud af mit dødvande har jeg sammen med konen lagt et par planer. Og de indebærer endnu ikke jobsøgning. Jeg tror hvis dette blev sat op som mål nu så ville jeg gå i stå og gemme mig endnu et par måneder på sofaen – med ryggen til verden. Det er ikke der jeg er lige nu. Det er der jeg skal hen. Og metoden er delmål.

Nogle delmål er store i sig selv. Dem må vi så dele op i lidt mindre portioner. Nogle indebærer en masse formalia der skal falde på plads – og gerne i den rigtige rækkefølge. Andre er af mere behagelig karakter.

Dem der kender mig lidt bedre end bare som “hende med de mange ord” ville se mig (hvis de fik muligheden hvilket det ligger lidt tungt med pt) og med det samme spotte at den var helt gal. Alene det at jeg ikke har kunnet tage mig sammen til at få klippet håret i 2-3 måneder er nok. Faresignal nr 1. Faresignal nr 2 – vægten er endnu en gang gået amok. 5 kg+. Øv. Der skal ikke så meget til når man er mig og somme tider tænker jeg på om det der æble eller den der fersken osse er vildt fedende. Det er den nok ikke, men jeg kommer for lidt ud. Og gider ikke motionere på et løbebånd herhjemme. Det har vi i øvrigt slet ikke plads til.

Så det må blive nogle længere ture med hunden i stedet. Kender efterhånden området godt nok til at vide hvor jeg kan gå hen uden at møde alt for mange mennesker. Så nu har jeg fået et gå-tur program. Ikke med distancer men med tid. Hvor stadig længere tid jeg faktisk skal være ude. Hver dag.

En anden opgave er at jeg næsten hver gang skal gå med ud og købe ind. Det gøres normalt lørdag formiddag her i familien og indebærer besøg i 2-4 butikker plus det løse. Og det er altså en øvelse der udmatter mig i timevis efterfølgende. Jeg går rundt i butikkerne og er overvældet af nervøse energifelter der sniger sig ind på mig. Det er fair nok at jeg går med, for det er faktisk mig der står for hovedparten af madlavningen her. Men det er altså en stor udfordring.

På den behagelige side er beskeden om at udnytte at DR er så venlig at genudsende Downtown Abbey. Den har jeg aldrig set, hvilket er en klar fejl, men at købe sæson efter sæson box-set  stod ikke lige på mulighedslisten. Så beskeden er klar. Benyt lejligheden til at få den set. Slavisk. Afsnit efter afsnit. Det er blevet en formiddagskaffe ting for mig. Er glad for at få den set, men er næsten lige så glad for ikke at have brugt penge på at købe den. Hver dag når hun kommer hjem fra arbejde tvinger hun mig til at redegøre for hvorfor jeg ikke kan lide den serie. Hvad fejlen var i dagens afsnit. Egentlig er hun ligeglad med serien, men hun er ikke ligeglad med min slatne koncentrationsevne. Den skal øves og trænes. Og jeg var nem at motivere til downtown abbey.

Der er andre planer og krav. I den mere alvorlige afdeling. Noget med at få styr på noget skatteteknisk og nogle formalia vedr vores ægteskab, som vi aldrig lige fik ordnet. Og nogle rent personlige ting, der er nok så vigtige. De er praktiske, de er fulde af besværlig formalia og kræver mange telefonsamtaler, skemaer og hvad ved jeg. Nærmere kan jeg ikke gå ind i det lige nu. Men det er angstprovokerende som ind i helvede. Og det er formentlig den egentlige årsag til at jeg var ved at knække nakken på det hele. Så det angriber vi. Et delmål af gangen. Så jeg ikke snubler igen.

Og jo.. et krav mere… få gang i bloggen igen. Måske ligefrem se nogle af de mennesker der tidligere har sneget sig ind i den mere udadvendte del af vores liv. Men én ting af gangen. Altid en dag af gangen. Mere kan jeg ikke klare.

Hun stillede to betingelser for tålmodigheden med mig. Få fat i psykologen igen. Og i lægen. Lægen udskrev (med sine egne betingelser, der bestemt ikke er urimelige) noget angstdæmpende til mig. Psykologen genoptog behandlingen, der dog er stærkt tidsbegrænset nu. Hun går nemlig på pension. Skiderikken.

Det sidste symbolske krav er… tag ét billede hver dag. Et billede hvor du lærer noget nyt. Enten med kameraet eller med efterbehandlingen. Hver dag.

Overvejer at optage DA serien på min iphone, gå en tur med headsettet og telefonen foran snuden, samtidig med at kameraet optager undervejs – ned til postkassen med dagens skemaer og dokumenter.. så er en del af dagens opgaver klaret på en gang og resten af dagen er min egen. Men er desværre ret sikker på at jeg ville blive en ganske usikker blød trafikant og ende med at vandre ud foran en bil. Jeg har så uendelig mange alene timer og så utroligt få opgaver. Men tiden smuldrer for mig. Nu prøver vi at sætte strukturer på det og ser om vi ikke kan få lokket mig lidt frem igen.

Måske bliver jeg ligefrem i stand til at tage telefonen når den ringer …

Og jo… blev faktisk klippet i går. Og det var slet ikke så slemt som jeg huskede det.

Det kommer til at tage tid, og det må det så gøre.

Uden filter

Det er da vist på tide med en lille opdatering fra mig. Blogpausen blev lidt længere end forventet. Først pga den travle og familie-orienterede påske og bagefter almindelig træthed hver eneste dag efter arbejde. Jeg har stort set ikke orket ret meget andet end at gå på arbejde, glo på tv, sove og passe hund. Og så arbejde igen, glo på tv, sove og passe hund… flere dage i træk. Jeg har skimmet lidt rundt omkring hos jer andre, men mere er det ikke blevet til og min computer er stort set på standby hele tiden.

Der er ellers nok at lege med, for kæresten gav mig et højt ønsket påskeæg i år. 650 kr til itunes. Og et lille kort hvor der bare stod ét ord. Photoshop. Vi har været enige om at mit skifte fra pc til mac osse betød et skifte fra photoshop i den store udgave, som jeg har haft en særlig opdateringslicens til i flere år, men som jeg ikke kan føre med mig over på den nye platform. Programmet ville koste mere end selve computeren (som i ca det dobbelte). Så jagten gik ind på et passende andet fotoredigeringsprogram. Jeg har forsøgt mig lidt frem i diverse trials, men ikke rigtigt fundet noget jeg blev helt gode venner med – så jeg endte med at sætte en streg under photoshop elements, der 95% kan hvad jeg gerne vil og de sidste par procenter kan jeg nok løse på anden vis. Til gengæld er der ikke så meget andet – og ubrugeligt for mig – pakket ind i programmet.

Men jeg har ikke rigtig fået leget med det endnu. Det kommer nok. Især hvis jeg kommer igang med kameraet igen. Men har dog kigget lidt rundt og konstateret at det skal jeg nu nok føle mig hjemme i ganske hurtigt. Det ser bekendt ud – det meste af det. Og tingene hedder det samme, hvilket er en stor behagelighed.

Det er gået op for mig hvor meget det betyder for mig at jeg har “min” chef på pinden på arbejde. For hun har haft ferie siden påske, og jeg har måttet værge for mig for at undgå arbejdsopgaver der konfliktede med den deltidssygemelding hun og de kloge koner (læge/psykolog) har anbefalet mig at tage imod. Det har ikke været helt nemt, og de har ikke engang presset mig særligt meget på arbejde, men alligevel nok til at efterlade mig nærmest grædefærdig når de ringede og spurgte. Og jeg ved at dét ville de ikke få lov til at gøre hvis min egen chef havde siddet på sin trone for enden af kontoret. Der skal bare ikke særligt meget til før jeg vælter, det har jeg efterhånden lært. Men derfra og så til at acceptere det – der er åbenbart et pænt stykke. Håber at få lært dét osse en dag.

Min kæreste siger at jeg skal lade være med at lade mig gå på af den slags, men bare holde mig til aftalen og så sige nej til ting jeg ikke magter eller som gør mig dårligere end jeg er. Det har hun ret i.

Problemet er bare desværre at det er sådan en form for filtrering hun plæderer for. At jeg skal sætte et filter imellem mig selv og verden og prøve at sortere det “skidte” fra og fokusere på det gode.

Jeg synes hun lyder som et dameblads-horoskop når hun siger sådan noget. Vist hun har da ret, men det er da noget de fleste ville høre/læse og tænke “ja, det passer lige på mig”, og føle sig en lille smule truffet ovenikøbet. Hvem skal ikke blive bedre til det – selv de der allerede er smaddergode?

Det er osse gået op for mig at en stor del af mit problem, som formentlig skyldes min grumme fortid, skyldes at jeg totalt mangler filter. Der er ingen naturlig mekanisme bygget ind i mig der kan lave den sortering. Heller ikke når det bare er to tilfældige gamle der skændes i et supermarked om hvilken mælk de skal vælge. Det er osse for farligt for mig og jeg kan ikke skubbe den væk – al den negative og stærkt bevægelige energi. Det er måske lidt kryptisk udtrykt, men det er sådan jeg oplever det. Som energi i bevægelse, som indtryk der er i konstant uro, og som derfor sender mit blodtryk i vejret og gør mig “vred” og sort indeni. Det er derfor jeg har det svært med de der store indkøbssteder – for mange mennesker er lig med for mange energier, der bevæger sig i alle mulige retninger og kan være alt fra positive til stærkt negative. Og de går lige ind i mit nervesystem og påvirker det. Jeg ser alt, hører alt, mærker alt i mange (rigtig mange) meters afstand. Det derfor lidt af en øvelse for mig at gå ind og købe ind sådanne steder og jeg kommer ud med en følelse af at være en karklud, der skulle have været sendt til vask for flere dage eller uger siden.

Det er osse det manglende filter der gør mig sort indeni når min familie giver mig de sidste opdateringer vedr. min bror. Han har fået ny kæreste (jammen tillykke med det) og det er så fint så fint. Og den nye kæreste har børn. Og så var det ca dér jeg havde allermest lyst til at fare ud på toilettet og ofre påskefrokosten i den store hvide telefon.

Alt det her har jeg naturligvis osse drøftet med kæresten, der kærligt prøver at overbevise mig om at jeg skal holde mig til min gamle strategi – at jeg ikke kan redde hele verden, endsige tilfældige pigebørn i min brors sfære. At jeg skal passe på mig selv og ja, rigtigt gættet, filtrere den slags fra.

Men det kan jeg ikke!

Kan så heller ikke gøre meget andet ved det så den får bare lov til at sidde og gnave mens jeg føler mig slemt ansvarlig for hvad der sker på den front. Og der sker formentlig ikke en dyt ved det, jeg kan bare ikke lide tanken. Som i overhovedet ikke.

Jeg kunne ganske givet fortælle meget mere om påsken. Om godt vejr, sjove strandture med hunden, et større oprydningsprojekt i pulterrummet (og hvordan et rum på 2 kvm kunne tømmes og bringes til at fylde et helt stuegulv) og om en masse bagværk der kom ud af ovnen i en lind strøm efter kæresten og min mors arbejdsomhed i køkkenet. Der gemmer sig sikkert osse gode historier om skåle vi havde glemt vi havde, men som pludselig kom til anvendelse i de mange lave-dej-processer, der efterhånden forekom mig at have en vis lighed med opstillingen i et fysiklokale på en skole i 60´erne. Påskefrokosten som vi alle var enige om ikke skulle være alt for meget præget af for meget mad og for mange rester – og om halvdelen af selskabet der gik død i mad efter fisken og udsatte lammet (diverse) til efter en god tur med hunden. Og et par timer oveni. Godt det var forberedt så det var til at lave hurtigt, da spidsen af appetitten prikkede igen. Sløve padder – der var næsten ingen mad. Næsten ingen. Ca. Men vi havde mere mad end der var plads til i køleskabet, så det mindst følsomme tilbragte natten på vores kølige altan, der dog er sydvendt og derfor blev båret ind i vores nordvendte badeværelse hvor et par våde aviser og et meget åbent vindue sørgede for naturlig kølighed om dagen. Til gengæld havde vi nærmest frostmærker i måsen af det meget kølige toiletsæde. Forekom mig at jeg ikke var den eneste der blev god til at holde mig i de par dage.

Nu har jeg én uge tilbage på arbejde og så skal jeg afvikle min restferie – hvis det da ellers kan lade sig gøre på en deltidssygemelding. Jeg er ikke ganske sikker på at den holder, men det skal vi lige se på i næste uge. Ugen skal bruges på at slappe af, besøge psykologen, sexologen (med kæresten) og så skal jeg til samtale på jobcentret. YDDR. Det bliver en på alle måder interessant ferieuge. Men ganske tiltrængt. Jobcentret tager jeg dog ganske roligt, da de jo ikke rigtigt kan tilbyde mig noget der er bedre end det jeg har. Og slet ikke tvinge mig til noget der er værre.

Synlighed

Jeg er her endnu, men har brugt en masse tid på bare at slappe af og være helt mig selv.

Kæresten er kommet hjem igen efter sin akut-tur til sin far og det er nu det bedste at have hende her hos mig, selvom jeg jo godt var klar over at i den givne situation med faderens sygdom var det nødvendigt at tage afsted med det samme. Nu ser vi hvad der sker nu. Det kan gå hurtigt, eller langsomt, men meget håb er der ikke tilbage. Altså bortset fra at vi alle håber at det bliver et relativt hurtigt og smertefrit forløb. Hun var afklaret da hun kom hjem og glad for at hun tog de der feriedage og kom afsted. Der er ingen aktuelle planer om en ny tur, men vi må se hvad der sker og hvornår.

Men mine tanker har været beskæftiget med andre ting i disse dage.

Og emnet kan bedst beskrives som overskriften antyder. Synlighed.

DR kører nemlig et tema i øjeblikket om de usynlige sygdomme – de psykiske lidelser diverse. Og med en vis hovedvægt på de psykisk syges forhold til arbejdsmarkedet eller mangel på samme.

Og for nogle uger siden fik jeg en henvendelse fra to studerende fra en eller anden uddannelsesinstitution i KBH om hjælp til et projekt om behandling af incestofre, og hvad der kunne gøres bedre. Og synliggørelse af de problemstillinger og senfølger der kommer med i dén pakke.

TV2 Lorry var ovenikøbet så venlige for en uges tid siden at interviewe en kvinde fra Grevekanten der havde startet sitet visdinangst.dk og igen blev jeg mindet om at jeg ikke viser ret meget. Dyb respekt herfra. Men ville jeg selv være i stand til at bære det armbånd der bliver solgt dér? Jeg tvivler.

Og så min egen sygemelding i øjeblikket og den deraf følgende overvejelse om min egen plads på arbejdsmarkedet og i forhold til mit job.

For nu at tage det sidste først bliver jeg jo bragt i tvivl om min egen “godhed” til at håndtere min egen sygdom. For hvis jeg var så pokkers god, hvorfor sidder jeg så hjemme i øjeblikket og bruger tiden på at gå lange ture med hunden, læse bøger, ordne, sortere og katalogisere 100gb billeder på computeren og andre småting – men intet af det til bestemte tider og uden krav om at noget skal gøres nu og her.

Ingen tvivl om, at de her uger har hjulpet mig meget, og at jeg synes det var en god ide at jeg blev meldt af for en tid. At jeg fik lov til at melde mig ud af samfundet og dets krav. På mandag melder jeg mig ind igen. Starter på en deltidssygemelding og så må jeg tage det derfra, men der er jo ingen tvivl om at jeg vil blive mødt af en stribe spørgsmål fra alle sider når jeg dukker op på kontoret på mandag. Og hvad skal jeg så sige? Lyve? Være ærlig? Være tavs? Eller?

Jeg aner det faktisk ikke og det ender nu nok med at jeg vil spille den lidt på gehør og se hvad der sker. Jeg skal jo dog ikke være der så længe i de første dage, så mon ikke jeg kan styre uden om de største sladderkællinger og deres nysgerrigheder.

De to studerende trak følehornene til sig da jeg spurgte lidt ind til deres projekt som jeg ikke fandt fagligt velfunderet nok til at jeg helt orkede at bruge tid på det. Jeg gav dem chancer for at uddybe deres projektbeskrivelse men jeg blev ikke meget klogere af det og kunne ikke rigtigt se at de bevægede sig ud over 10. kl eller måske gymnasialt niveau i deres formuleringer, og min tillid til deres metode kunne ligge på et ganske lille sted til sidst. Jeg ved det, jeg er en barsk dame, men hvis man vil arbejde med et projekt på et universitetslignende niveau så må man osse honorere de krav der er dér. Og deres projekt var bare alt for løst og vævende så vidt jeg kunne vurdere til at det ville give en afgørende ny viden om incestofre, senfølger og behandlingen af dem og derfor var det nemt for mig at være afvisende i mine mails til dem.

Og så igen – de bidrager jo til synligheden. Var det mon rigtigt eller forkert at jeg huggede dem i småstykker på skrift. Alt tæller jo – er den generelle holdning. Sådan ca. Tror bare at jeg ville blive irriteret over løst formulerede spørgsmål og vævende svar, der på ingen måde kunne bruges til noget som helst andet end interview-stil i damebladsstil så det var vist meget godt at jeg slap for den manøvre.

Håber dog for dem at de får god respons fra andre incestramte og kommer videre med projektet og får noget fornuftigt ud af det.

Mit helt grundlæggende problem er nok lidt her at jeg faktisk synes at der er synlighed nok på incest-sagen. Så meget at det ind i mellem er lidt af et mediecirkus. Det vi mangler er konkret handling og ikke selv-savlende medlidende ord i diverse artikler (og ja, jeg ved at jeg her osse er skyldig). Nu har jeg på en anden blog faktisk læst deres spørgsmål og det bekræfter mig dybest set i at jeg ikke skulle bruge tid på det. Jeg holder min fokus på mig selv og hvad jeg har brug for og det der, det havde jeg ikke brug for. Jeg ville bare blive småfrustreret over ikke at vide hvor de ville hen og hvad deres fokus faktisk var. Man kan jo ikke det hele i sådan en opgave, der skal afgrænses helt ind til benet.

Og så til det der DR tema.

Har læst en del rundt på det her i formiddag og synes at det er rigtigt godt strikket sammen. Og ganske relevant. De har sat fokus på psykisk syge, synlighed og tilknytning til arbejdsmarkedet. Om hvor svært det kan være at finde sin plads i et job og udfylde en reelt brugbar rolle og løse opgaverne på trods sygdommen.

Se, det er relevant og tankevækkende læsning.

Der står noget om PTSD, noget om angst og depression mellem mange andre ting. Men det er klart at jeg med min diagnose har sat fokus på netop de emner, der er mest relevant for mig og mit liv og min situation. Og mit forhold til synligheden. Om tavsheden overfor mine omgivelser og kolleger. Om at gå rundt og lade som om man er lige så rask som alle andre, velvidende at det bestemt ikke er tilfældet. Velvidende at der blandt “alle de andre” sagtens kan være andre som jeg. Som osse er tavse og usynlige. Og som prøver at lade som om. Og som måske kæmper alle de samme – eller nogen der ligner – kampe som mig.

Har haft den vildeste lyst til at stå frem i dag. Ikke sådan at forstå at jeg vil afgive min “anonymitet” her på bloggen. Men jeg er jo osse på facebook under eget navn og rigtig mange af mine gamle venner, studiekammerater og bekendte dér aner faktisk ikke et klap om den diagnose jeg fiser rundt med i dag. Og jeg jo selv valgt det sådan, at det kun er de lidt mere nytilkomne der er klar over det. Dem der er kommet til efter at diagnosen blev skrevet ind i min helbredshistorie og som det var vanskeligt at skjule den slags for.

Jeg er helt klart inspireret af DR´s tema om at synliggøre det usynlige. Og jeg tror faktisk ikke at jeg har så meget at miste, da min facebook er nærmest hermetisk lukket af for omverdenen. Og af forholdsvist indlysende grunde.

Jeg tænker endnu. Men kender jeg mig selv ret farer min djævel i mig i et øjeblik og så gør jeg “et eller andet” i den retning. Min djævel får mig ofte til at gøre ting der er ikke er ganske fornuftige, men som regel får jeg god respons og gode reaktioner på hvad den nu end lokker mig til.

Jeg ved bedst

Mon sådan en mandagstræthed er noget der kommer fordi weekenden bare ikke var lang nok, noget der kommer fordi hjernen slet ikke kan kapere udsigten til 5 arbejdsdage inden næste weekend – eller er det bare et udtryk for min helt private og stærkt tiltagende træthed af at gå rundt på kanten af en eller anden form for sammenbrud.

Det er nok ca det sidste.

Ugen er sat i søen og byder på en tur til både læge og psykolog – den ene efter den anden og jeg er ærligt talt spændt på hvad de finder ud af når de ser mig i øjnene og skal vurdere hvad  pokker der foregår for mig.

Det er faktisk det glade vanvid, for jeg ved det jo godt selv.. at den er gal. Det er jo mig der vågner badet i sved efter mareridt, det er mig der må sætte mig i løbet af dagen når hele rummet snurrer rundt og jeg ikke kan se klart ud af øjnene og bare vil lægge mig fladt ned og vente at det går over af sig selv. Jeg ved det når jeg passerer en bestemt betonbro på min vej. Jo, jeg ved godt selv hvad der er galt.

Spørgsmålet er bare hvad der skal til for at jeg kan finde tilbage til tidligere gode takter og tanker. Det er der de kloge koner skal på banen. Det andet ved jeg bedst.

Jeg er syg – har flere daglige angstanfald og vil helst bare stå af. Så er man syg.

At jeg så ovenikøbet lige skulle høre en forhadt stemme i weekenden gjorde det faktisk ikke bedre. Vi har en fødselsdag i familien og jeg ringede som den gode datter jeg er “hjem” og ønskede tillykke og kunne stort set ikke tale tre klare ord for stemmen der sad der i stuen i baggrunden fyldte mig med syg kvalme. Jo, min bror var den gode søn og var hjemme. Pis.

Det var nok. Bare det. Det er jo sygt.

Straks er jeg tilbage som lillepigen der oplever alle de der forfærdelige ting, lillepigen der ikke kender til nej og lillepigen, der bare spiller død.

Oppe i hovedet. Ikke udadtil som sådan – men oppe i hovedet. Det er osse sygt.

Har siddet i et par timer og kigget på en tom skærm for at skrive lidt om det, uden overhovedet at vide om det kom ud her. Det gør det så men det er nok ikke lige verdens klareste ord. Det må blive en anden gang.

Fokus er på torsdagens køretur og besøg hos kloge koner – håber at jeg er i stand til at sætte ordene på hos dem. Ellers får jeg vist lov til at gå zombie-rundt endnu en måned inden nogen kan råbe mig op. De spørger mig hvordan det går, og når jeg ikke magter at svare og lyver og siger det går nogenlunde er det ikke givet at de afslører det. Så jeg prøver at øve mig i at fortælle det som det er. At jeg har allermest lyst til at råbe højt, inderligt og længe.. stop nu, jeg vil af. At jeg behøver hjælp. Og krav-frihed. Og venlige mennesker.

Er faktisk lidt bange

Først!

Undskyld at jeg bare lukkede ned i flere dage og hverken har skrevet eller hilst på nogen af jer andre – i jeres blogs. Jeg har simpelthen ikke magtet det. Har mildest talt haft det ad helvede til, og har ikke orket at tage mig af bloggen. Kunne ikke engang forholde mig til at tænde computeren på skrivebordet og ipaden er i praksis kun blevet brugt til lidt nyhedslæsning og WF med vennerne.

Jeg har nemlig været influenza-ramt i alt for svær grad, og det eneste jeg rigtigt har gidet er at ligge under et tæppe og holde på varmen… eller kulden, når det var det der var behovet i stedet. Det er en kilde til stor forundring for mig at man kan have så meget febervarme indeni – og så meget kulde på ydersiden af huden – på en gang. Eller er det omvendt. Sådan føles det i hvert fald ind i mellem. Som om kulde og varme bytter plads og i byttefasen efterlader kroppen i en tilstand af nærmest elektricitet og superfølsomhed.

Jeg har kort sagt ligget og rystet af kulde eller voldsvedt af varme i flere dage, men er dog på benene igen (nu er det kærestens tur!). Det tager dog lidt tid før jeg sådan rigtigt har genfundet energien, og jeg leder vist endda stadig efter den sidste.

Der er altså ikke sket et eller andet forfærdeligt for mig. Jeg er bare blevet ramt af en af vinterens svøber.

Men jeg har læst med rundt omkring. Nogen har fået en hund, en anden et par sokker… nogen skriver endelig om sin giraf-forargelse, en har været til en fin fest i 80´er tøj så jo.. lidt har jeg da fulgt med. Men ikke nok til at jeg lige orkede at sætte mig ved skrivebordet.

Men hvad er jeg bange for. Jo… jeg er osse bange for at få skæld ud af jer alle sammen…. for jeg hænger i systemet mht medicin og har stadig ikke fået den. Ved ikke om jeg overhovedet får den.. ved ikke om min læge er blevet møgtræt af det hele og har smidt mig ud af hendes “system” hvor jeg ellers har fået lov til at blive hængende på de særlige sygesikringsvilkår på trods af flytninger og hvad ved jeg.

Jeg har intet hørt… jeg ved ingenting… og jeg er lidt bange.

Måske bliver jeg lidt klogere på torsdag når jeg vender psykologen… de har jo talt sammen – de to kloge koner.

Det haster

Eller det vil sige at det begynder at haste en smule. Jeg skal nemlig møde på arbejde i morgen så nu skal jeg bare finde mig selv i løbet af dagen, ellers ved jeg ikke lige hvad der kommer til ske i morgen.

Jeg har overspringsblogget (og stadig tak til fruen i midten for dét ord) en smule og har benyttet mig groft af at være husnørden i problemer. For det er slet ikke den slags småbøvlerier mit liv handler om lige nu. Det er skægt, det er udfordrende, men det er ikke lige det der er i centrum.

Derimod mangler jeg min skal. Har det som en hummer uden skal, og det er ærligt talt ved at blive lidt af et problem. Der er masser af mennesker omkring mig på arbejde og jeg kan nærmest ikke tåle dem. Så det haster med at finde en eller anden form for beskyttelse. Når jeg nu ikke længere kan bruge den lægen har leveret til mig i form af medicin.  Jeg kan ikke huske at jeg har prøvet det før – at gå på arbejde og på forhånd føle mig så sårbar og jeg er egentlig lidt nervøs for det. Jeg har hele ugen sørget for at holde mig langt væk fra mennesker i al almindelighed og kæresten har ikke engang kunnet lokke mig med ud og købe ind. Selv ikke da hun truede med at vi skulle have en ny køkkendims (der indkøbes i samme kæmpe butik som al vores anden elektronik, og hvor jeg normalt sætter pris på at gå rundt og nørde lidt). Nix – jeg holdt mig langt væk og sendte hende afsted alene.

Det er altså smadderhamrende irriterende.. for det er lige begyndt at gå bedre med at være ude af medicinen. Vist den lille og store angst kryber da indenfor ind i mellem, men det kan jeg næsten leve med. Depressionen hænger over hovedet af mig – men bare den bliver der.

Og så skal jeg tilbage på arbejde og præstere og være socialt velfungerende og hvad ved jeg… og det ved jeg slet ikke om jeg kan. Det er altså noget skidt. Begynder dog at tænke at man lige så godt kan springe ud i det, så jeg møder bare op i morgen tidlig og tager dagen som den kommer. Men glæder mig? Ikke det fjerneste. Stædigheden i mig hvad angår arbejde føles næsten heroisk og en smule dum-stædig i perioder.

Er dog en lille smule nervøs for hvad der sker hvis chefen trækker mig til side og spørger hvordan det hele går – det har jeg slet ikke forsvarsværker til at svare på.

hjerter-i-måsenOg så er det jo i dag julen skal hives ud af hytten. Kæresten har nusset rundt i formiddag og bortfjernet julelys, stjerner, pynt. Det hyggede nu så godt, men hun er meget hård når det skal ud. Hun gik fra rum til rum og vendte osse altanen og alt blev lagt i en særlig julekasse som hun har tegnet hjerter og gran på så den er til at genkende nede i pulterrummet.

Men jeg fandt nu frem til noget hun har glemt – og jeg har slet ikke tænkt mig at minde hende om det.

Der er da intet så hyggeligt som julehjerter på toilettet. (host-host).

Køreforbud

Jeg er grounded nu og må ikke sætte mig bag rattet i en dags tid. Jeg gik en tur med hunden ved middagstid og der skete noget jeg ikke nøjagtigt ved hvad er og så bliver alt sort. Ikke sådan at forstå at jeg pludselig lå og rodede rundt i en grøftekant men kunne ikke få vejret og var helt låst indeni.

Det er afsindigt svært at forklare hvad der sker med sådan et angstanfald, men lysten til at lægge sig ned på jorden og gemme sig/trykke sig er nærmest total, men det ville nok se lidt rodet ud på en cykelsti her i nærheden. Omme bag de lokale kolonihaver. I regnen. Med en hund i snor.

Er glad for at jeg ikke gjorde det og bare blev stående og håbede at det gik over af sig selv igen. Det gjorde det desværre ikke rigtigt så det endte med at jeg måtte lukke øjnene og lade hunden føre mig hjem. Jeg tror jeg så lidt af det hele på vejen hjem, men følelsen var at jeg var helt blind og bare lod mig styre af min hund der forvandler sig fra fræk vovse til ansvarsbevidst servicehund når behovet opstår og den får besked på at “ta mig hjem”.

Jeg tror det var en ganske almindelig motionsløber der krydsede stien bag mig. Og jeg kan blive så eddikesur på mig selv over at noget så banalt og så ofte forekommende kan tricke den. Der må være noget andet i det osse.

Nu sidder jeg nogle timer senere og er ved at komme til mig selv – men godt skudt af en beroligende pille, som i følge lægen er stærkt afhængighedsskabende.

Egentlig har jeg bare lyst til at gå i seng og glemme verden og håbe at dette ikke sker mere i dag eller i morgen eller i næste uge… at det er en eller anden form for sidste krampetrækning. Det er jo ellers gået så godt hele julen og nu er jeg hjemme og tryg og så kommer det. Det er altså ikke særlig fair.  Vil være under dynen, men tror faktisk at vores gæster vil blive lidt sært kede af det hvis jeg har gemt mig, så jeg må hellere se at blive lidt social-agtig i løbet af forholdsvis kort tid. Vi skal jo vælte os rundt i vores forholdsvist solide filmsamling i aften. Tømme de sidste flasker med juleglögg og gøre noget ved samlingen af sne-øl. Tror jeg holder mig til colaen.

Bander fælt.

Jeg, der virker så bundnormal på så mange måder og gemmer det hele så godt af vejen altid og så falder facaden pga en motionist.

Med alle de nytårsforsætter der er i gang i byen i øjeblikket forudser jeg at jeg får en lidt sværere tid hvis det er alt hvad der skal til.

Øv.

Men hurra for tante Benzodiazepin – hun er bare lidt besværlig at kende. For jeg havde faktisk planlagt at bruge bilen i dag. Og i morgen.

Ja, ja – jeg ska´ nok

Jeg har fået et lille brev fra de lokale sundhedsmyndigheder om at jeg bør få foretaget en forebyggende undersøgelse for livmoderhalskræft. Det er bestemt ikke det sjoveste brev at få, og jeg kan lige så godt være ærlig og sige at den har jeg vinklet mig udenom i alt for lang tid. For jeg bryder mig ikke om de der undersøgelser og jeg tror de fleste forstår hvorfor.

Men mon ikke jeg skal se at komme afsted denne gang. For jeg synes helt ærligt at der er ved at være kræft nok i tilværelsen. Og jeg ved jo godt at den slags skal opdages i tide, og at det jo ikke kan ske hvis jeg bliver ved med at smyge mig udenom.

Jeg har hverken tid eller mulighed for at få det gjort før efter jul, men så skal jeg nok. Lover det.

Det er nemlig ganske vigtigt for mig at kæresten kan følge med, da det er en undersøgelse der i sig selv kan virke så forfærdelig for mig at jeg har brug for at der er en ved min side, der kender min historie og kan støtte mig i det der for alle andre bare er et mindre ubehag men noget der skal og kan overstås. For mig kommer det til at tage et par dage mere og kan derfor passende henlægges til de sidste dage af vores juleferie.

Bestiller tid på mandag og håber jeg kan få en tid i de der dage lige efter nytår.

Vanskeligheder

Jeg kan lige så godt indrømme det. Efter det sidste indlæg er det ærligt talt lidt svært at komme videre på bloggen. Jeg vendte vrangen ud på mig selv – som jeg var og oplevede tilværelsen for flere år siden. Det var barske ting der kom på bloggen, det er jeg ganske klar over og jeg var meget lang tid om at skrive det indlæg. Og rystende nervøs for reaktionerne fra jer. Netop fordi det var så stærkt privat, så ubehageligt og ærligt talt osse lidt sølle. Eller nej, måske ikke sølle, men det viste mig bestemt ikke i verdens bedste lys. Jeg kan sagtens forstå hvis nogen sidder tilbage med forundringen om hvorfor pokker jeg ikke gjorde noget, søgte og fik hjælp, talte med nogen eller foretog mig noget som helst, der kunne forhindre at det udviklede sig til den situation jeg står i i dag.

Men I skal huske at jeg var jo ikke så gammel og erfaringerne var ikke de talrigeste og mest modne man kunne præstere.

Men hvad så nu på bloggen. Skal jeg skrive en eller anden helt uden for kontekst historie om gårdagens dumme med en punkteret bil, morsomt om hundens jagt efter kattene i kvarteret eller skal jeg bare skrive videre på alt det alvorlige.

Jeg kan ikke noget som helst af det. Ikke lige nu. For jeg er ked af det. Selvom det sidste indlæg, der var så tungt, gav mig lidt lindring at komme af med så er der stadig meget tilbage. Jeg er trist, jeg er ked og kan mærke den farlige kulde og tomhed. I modsætning til den gang ved jeg dog at dét ikke vil vare ved. Jeg ved at der er smil til mig derude, og jeg ved at jeg kan smile tilbage.

Så langt så godt. Jeg bærer stadig på den der blå tomhed, Det er blevet foreslået mig at jeg skal prøve at få det til at fylde mindre, hvilket jo må siges at være en ret paradoksal måde at anskue det på. Men jeg tror jeg ved hvad forslagsstilleren egentlig mente omend det måske blev udtrykt lidt pudsigt.

Men først er jeg nødt til at lufte det. Her på bloggen. Og med mennesker jeg sætter pris på og stoler på, med kæresten ikke mindst… og hos psykologen. Lufte det og gøre det lidt mindre farligt og dermed få det til at fylde det mindre det skal.

Jeg er superglad for alle jeres kommentarer, osse selvom det gennemgående var at “mangle ord”.. men I læste med. I tænkte jer om, I tænkte på mig. Udviste indfølingsevne. Og skød min alene-i-verden-følelse ned. Det er dén vej jeg skal gå. Og når det går helt galt er der osse mennesker derude der stiller op for mig hvis tankerne igen bliver for grumme og bilen stadig skal kæmpes uden om betonbroer.

Sofa-månederne var den gang. I dag er meget anderledes. Det er bare rester der gemmer sig i mig, der somme tider stikker deres grimmeste fjæs frem. Og får det til at fylde alt, alt for meget. Spekulerer på hvad I mon egentlig tænkte om det men måske ikke turde skrive – eller kunne. Det skal jeg stoppe med, for det kunne jo være at der bare blev stop i tankerne. Tænker på om jeg har fået udleveret mig selv i alt for stor grad. Men først og fremmest spekulerer jeg naturligvis over hele den periode hvor jeg bare var en tom skal fuld af fysiske skader og krakeleret i psyken. Forstår måske ikke helt hvordan der kom et “mig” ud af dét. Det mig, der er i dag, er så langt fra det mig der var den gang, og det handler bestemt ikke bare om alder og tid, for det er faktisk ikke så mange år siden jeg var dér igen. Uden smerter men lige så meget gået i stå og ude af stand til at komme ud af vores lejlighed (altanen var den store test, det magtede jeg lige). For sammen når telefonen ringede i panik, flygtede ind i det fjerneste hjørne når det ringede på døren. En periode der var ved at drive kæresten til hendes lille private vanvid, men hun klarede det og pressede mig ikke til noget jeg ikke magtede. Var der bare for mig. Og endte med at give mig en hundehvalp.

Jeg har naturligvis fået en dyb respekt for “den blå tomhed”. Jeg kan tale om den og jeg kan blive trist over den. Men jeg må ikke lade den få overtaget og det kan sagtens ske hvis jeg bider tænderne sammen og lader som ingenting. For så kommer den snigende og slår sig ned. Jeg skal derimod have den ud i udstillingsvinduet hvor stort set alle kan se på den. Tale med mig om den. Gøre den ufarlig fordi den er delt og ikke en hemmelig last jeg bærer rundt på.

En anden dag må jeg fortælle om den punkterede bil, om hunden… og alt det andet der osse sker.

En anden dag. I dag er jeg ked – og det må jeg vist egentlig gerne være.