Øjnene på bolden

Der er i øjeblikket en sag, der får vældigt meget opmærksomhed i medierne. Sagens parter er en Marlene, der har skrevet en fantastisk kronik om at være offer for vold, en franskmænd, dømt for livsfarlig vold, Claus Meyer, der har ansat ham efter prøveløsladelsen – og så medierne, der gladeligt lapper det hele i sig. Nok mest pga Claus Meyer.

Vreden er rettet mod Meyers engagement – at han har ansat sådan en fyr – og mod samfundet, der straffer for mildt og sympatien skyller mod Marlene, der lider så meget med sine skader og sin PTSD.

Men, og på trods af visse lighedspunkter i hendes og min historie, vil jeg tillade mig at mene, at sagen ikke handler om Meyer eller om hvordan samfundet skal straffe gerningsmanden.

Jeg synes, den handler om hvordan samfundet behandler ofrene. Eller netop ikke behandler dem.

Manden er straffet mildt, helt sikkert. Men det er ikke det vigtige, synes jeg. Det vigtige er, at ofrene ikke bliver hjulpet nok med støtte, behandling, økonomi mm.

Jeg har en vis respekt for Meyer i denne sammenhæng. Han går foran og ansætter folk ingen andre ville turde ansætte pga deres kriminelle fortid. Ville være dejligt hvis lidt flere arbejdsgivere gik frem og ansatte folk som Marlene på vilkår og betingelser som hun nu kan opfylde. Ville være dejligt, hvis hun fik hjælp til at få et liv tilbage  – et som hun kunne bruge til noget.

Men vreden rettet mod Meyer; den kommer jeg aldrig til at acceptere.

Jeg kunne sagtens skrive et længere indlæg om hvad jeg mener, men det ville egentlig blive en gentagelse af det her. Så det gider jeg ikke.

Selvfølgelig mener jeg noget

Hvor er der meget i medierne i øjeblikket om pædofili og incest. Nok mest pga den der forfærdelige sag fra Esbjerg. Og den milde dom han fik. Jeg synes også at den var mild. Det skal der ikke være tvivl om, men jeg har det svært, når tsunamien rammer bagefter af ofre, familier og pårørende godt støttet af medier og politikere, der mener, at der skal straffes meget hårdere i den slags meget grove sager.

Selvfølgelig står 7 år ikke mål med forbrydelsen og dens ofre. Men man overser, at det gør straffen aldrig. Uanset hvilken forbrydelse der er tale om i strafferetsregistret. De efterladte vil altid føle sig snydt af retsvæsnet. Politikerne vil altid kunne score lidt tv-tid på at kræve hårdere straffe til hvad det nu lige er for en sag, der har mediernes bevågenhed lige nu. Og lige nu er det altså Esbjerg-sagen.

Jeg har det sådan ca sådan her:

For det første kan jeg godt lide princippet om at vi i det danske retssystem skal kunne bevise, udover enhver rimelig tvivl, at en gerningsmand er skyldig i en eller flere forbrydelser for at denne kan blive dømt. Også selvom det bliver svært når sagen handler om misbrug af børn. Min holdning bliver ikke anderledes Læs resten

Ugens glade krøbling

Ugebladene og visse tv-kanaler har en særlig skabelon for historier som går under fællesbetegnelsen “Ugens glade krøbling”.

I nødvendige – og unødvendige – detaljer får man beskrevet en sygdom eller en tilstand, der kan være enten medfødt, udviklet eller kommet af en (helst) ganske dramatisk skade eller ulykke. Tilstanden skal også helst have et dramatisk synligt udtryk. Og så, for at kvalificere sig til titlen, skal staklen have en masse mod på livet, gøre ting han/hun ikke burde kunne (som fx løbe maraton på 1½ ben – gerne barfodet) og bedst er det hvis vedkommende ender med at have et fungerende kærlighedsliv med mand/kone, børn, hunde og et par heste. Et landligt hus med lidt havsudsigt i baggrunden og en lang fin allé, hvor man kan tage hånd-i-hånd billeder, gør det hele perfekt og ugebladsagtigt på den der lidt glitrede måde. Ikke et øje tørt. Læs resten

Heksejagten havde mange ofre

Lang vej hjem fra et besøg på psykologen. Bilen kendte vejen selv og trillede stilfærdigt gennem regnbygerne. Sætter musik på og lader tankerne flyde rundt og prøver at bearbejde indtrykkene, som altid er rigelige. Hun kan altså noget med at få mig til at tænke i tankebaner som jeg godt kender, men som alligevel ender med indsigter jeg ikke aktivt kendte til. Passivt – men ikke aktivt. Sådan at forstå, at jeg et-eller-andet-sted-godt-vidste-at-sådan-hang-tingene-sammen; men bare aldrig havde formuleret den der sammenhæng for mig selv. Ind i mellem vender hun osse tingene på hovedet i passende grad, men det er en anden historie og bliver fortalt en anden gang. En sjælden gang er det vist mig, der vender tingene på hovedet for hende i hendes verden, og så ser hun skråtværs ud i hovedet og bliver rigtig tænksom.

Denne gang handlede samtalen naturligvis en del om paradokset i, at jeg er tavs om min barndoms oplevelser og så mere eller mindre fortæller om dem offentligt her. Og derfra videre til, hvorfor jeg ikke fortalte om dem noget før.

Svaret var overrumplende, men ikke ganske skævt. Læs resten