I den blå tomhed

Den kvikke læser vil nok bemærke at her er der et billede, der ikke er copyrightet. Jeg følte lissom ikke at det var nødvendigt her. Det er ikke et forsøg på at være moderne eller særligt kunstnerisk eller for den sags skyld et barnligt og lidt uindviet forsøg på at gengive de svenske farver.

Det er derimod de farver jeg havde i hovedet da jeg gik fra psykologen i torsdags.

Hun rådede mig – godt nok lidt subtilt – til ikke at fortælle hvad vi egentlig talte om. Point taken, så det gør jeg så ikke. Men mine tanker spadserede rundt i andre spor osse og det gjorde et vist indtryk på mig.

Og jeg har ikke talt om det siden i går hos hende. Altså det jeg ikke burde tale om. Lod som ingenting resten af dagen, kørte pænt bilen hjem, overlod det som sædvanligt til kæresten at bakke og vrikke den ind i garagen. Har været på arbejde i går og har gjort det pænt og ordentligt som jeg skal og bør. Men tankerne har godt nok kørt temmelig meget i ring omkring det “forbudte” emne… og det med farverne.

Jeg flyttede ind i en lejlighed som fattig studerende, og havde ikke råd til at male den om. I øvrigt var det en fremleje og jeg måtte ikke, med mindre at jeg fik farverne på væggene tilbage til hvad de var.  De var karrygule i stuen og det levede jeg fint med. Det var specielt men ok. Der var delte meninger om min meget blå sofa passede i den stue. Men de fleste mente at det var flabet men at det gik. Jeg vænnede mig til den lidt usædvanlige farvesammensætning og tænkte ikke mere over det. Den store sofa var jo ret central i alle mulige sammenkomster af studentikos karakter og dermed aldeles uundværlig. Vi drak os fulde i den sofa og fik pinde i ørerne på størrelse med faldstammer i et højhus. Vi tæskede hinanden i trivial pursuit, et kortspil som jeg desværre ikke kender navnet på, men som siden er blevet fast bestanddel af sommerhusturene om sommeren og det allestedsnærværende yatzy.

Vi drøftede højtragende videnskabelige teorier i den sofa over kaffen og den hjemmebagte chokoladekage. Der blev planlagt adskillige større skriftlige projekter og stor var glæden da den første bærbare computer indfandt sig i vores midte. Den skålede vi højtideligt på. Og nej, den var ikke min. Desværre. Jeg havde denne stående på mit skrivebord og havde overtaget den fra et forlag og det var vildeste luksus med hele 20 mb harddisk og WP 4.2 installeret på en DOS platform. Men ingen windows. Dens harddisk var temmelig slidt og når den hørbart gik ned med en døende brummen åbnede jeg lågen og tog harddisken ud, bankede den hårdt ned i kanten af mit skrivebord, lyttede efter brummelyden, der steg i styrke og satte den ind igen så jeg kunne skrive videre. Ca hver halve time skulle manøvren gentages. Er i øvrigt sikker på at havde der været windows på maskinen ville alt arbejde være blevet slettet og jeg kunne starte forfra. Men her behøvede jeg ikke engang at gemme undervejs, for det var simpel elektronik og det kørte bare videre uanset det lille intermezzo, der efterlod flere og flere hakker i skrivebordet. Men ikke noget værre end et stykke sandpapir kunne klare den når hakkerne blev for skarpe i kanterne og flåede i mine håndled.

Mit hjem var på den måde central for vores lille læsegruppe + det løse. Jeg havde plads og boede tæt på en station og var derfor det naturlige samlingspunkt. Lokummet ude på bagtrappen levede vi med og naboen jeg delte det med havde ingen problemer med det bestandige renderi fra vores lille flok.

Vi var i lange perioder sammen i døgndrift. Hos mig. Og blev klogere og klogere. I løbet af aftnerne blev vi til gengæld dummere og dummere.

Lige indtil den der forfærdelige aften hvor verden væltede for mig i et orgie af vold, blod og bræk. Jeg ringede til min nærmeste buddy på studiet efter et par dage og meldte mig ud af gruppen. Sagde jeg var blevet syg og at de ikke skulle regne med mig i noget tid, men at jeg håbede at komme tilbage til eksamen. Hun var et godt menneske og prøvede faktisk at komme i kontakt med mig flere gange i dagene der fulgte, men jeg lukkede ikke op og svarede ikke længere på telefonen. Det var forfærdeligt for hende men jeg magtede det bare ikke. Trak gardinerne for og lukkede alt lys ude om dagen – og alt lys inde om aftenen. De kommende eksamner overtog hendes energi og hun begyndte loyalt at tage noter til mig. Skaffe materialer til mig og sørge for at når jeg kom tilbage at jeg så kunne komme up to date med de andre og undervisningsplanerne. Uden at ane hvad jeg fejlede og om jeg overhovedet var hjemme eller indlagt – og hvornår det ene eller det andet.

Indlagt var jeg bestemt ikke. Jeg lå på sofaen og stirrede ind i alt det blå med karrygul baggrund. Lå i den største tomhedsfølelse jeg nogensinde har forestillet mig man kunne have. I et smertehelvede der trodser enhver beskrivelse. Men først og fremmest helt alene med dynen trukket over hovedet og prøvede at glemme verden. Den eneste der vidste jeg var hjemme var min søde underbo, der påtog sig at købe lidt ind for mig. Men havde ikke de store behov og orkede ikke noget der skulle produceres stående ved et køkkenbord – endsige noget der skulle skæres i. Jeg tror at hun troede at jeg var blevet stærkt psykotisk og jeg ved at hun jævnligt checkede efter flasker, kanyler og andet skrammel. Og så længe hun ikke fandt det blev hun ved med at hjælpe mig. Der var ikke noget at checke for der var ingenting, men jeg forstår hendes tankegang. Vi talte ikke meget sammen men hun sørgede da i det mindste for at holde køleskabet kørende med mælk, brød og pålæg. Hun gik på samme studie, men et par år efter os andre og blev rigeligt forsynet med kopier af noter og eksamenskompendier som min gruppe havde lavet. Og dette var hendes måde at give lidt tilbage på. Mistænker, at det var noget min gruppe havde sat i værk i håbet om at jeg kom tilbage inden de store projekter.

Det virker fuldstændigt ufatteligt at der gik så lang tid med bare at ligge og stirre på blåt og gult og ikke tænke på noget som helst andet end at det gjorde ondt. At det var ensomt. At livet måtte og skulle slutte her. Og ikke være i stand til at gøre noget ved det. Men bare vente på at det hele blev bedre. Det gjorde det bare ikke, så jeg kom til at vente længe. Sårene ville ikke hele af forholdsvist indlysende grunde, jeg kunne næsten ikke gå og dårligt sidde. Konstruktive tanker var der ingen af. Det var skræmmende og egentlig ret zombie-agtigt.

Jeg ved ikke hvorfor jeg ikke søgte hjælp, men tror faktisk at jeg var kommet derud hvor jeg ikke engang magtede dét. Men tror at rigtigt mange ting i mit liv havde set anderledes ud hvis jeg havde magtet det i stedet for bare at gå i en form for dvale.

Det var som en malstrøm af mental ensomhed og kulde jeg var fanget ind i. Farveskemaet var blåt og gult og de to farver hvirvlede rundt for mit indre blik som var jeg på et trip af hallucinogene svampe mens jeg sank dybere og dybere ned i ensomheden.

De ydre ting var i orden.. der var mad og alt det der og efter et par uger kunne jeg jo selv lidt mere, men mennesker turde jeg ikke se. Krøb ned til kiosken rundt om hjørnet efter mørkets frembrud for at hente de ting jeg manglede og faldt om på sofaen igen når jeg kom hjem. Udmattet af mental prøvelse og smerter. Sådan en ekspedition måtte der hviles et par dage efter. Sengen brugte jeg stort set ikke da den lå for langt væk fra toilettet og de få ekstra meter betød alverden. Blev liggende på den blå sofa med flere og flere dyner og puder og radioen inden for rækkevidde. Der måtte jo ikke være helt stille. Om formiddagen øvede underboens mand sig på at spille til The Riddle på el-bas (det er et midtfirser nr af Nik Kershaw) – i flere timer i træk. Det var ulideligt selvom det jo osse var en påmindelse om at den indre ensomhed ikke osse var en ydre. Sådan på afstand. Der var andre mennesker få meter væk. Målt i lodrette metre. Men de kunne egentlig lige så godt have siddet på månen så stor føltes afstanden.

Det var jo mig der var eksileret til min egen planet hvor jeg var helt alene i dagevis. I den der blå sofa der efterhånden blev mere og mere udelikat for jeg magtede ikke at fjerne pletter og gøre mere rent. Lå der bare. Dag efter dag efter dag… uge efter uge – og endte det med – måned efter måned. Og døde mere og mere indeni. Førte høflige samtaler med mine forældre der troede at jeg havde travlt med den eksamen der var på vej og trak så stikket ud igen.

Da eksamensterminen nærmede sig rejste jeg mig fra sofaen og gik i gang. Begyndte at læse op uden at fatte hvad jeg læste. Men jeg prøvede da i det mindste omend lidt halvhjertet. Prøvede at lære at gå igen. Sidde igen. Gøre normale ting igen. Se mennesker igen, uden at jeg egentlig forholdt mig til dem. Men ville ikke se og tale med de mennesker, der betød mest for mig. Dem der var tættest på. Bare kassedamen ved købmanden, naboerne på trappen og tilsvarende.

Stille og roligt lukkede jeg min læsegruppe ind i mit liv igen og de tog pænt imod mig som en længe savnet makker. De prøvede naturligvis at spørge til hvad der var sket og jeg svarede så undvigende at jeg tror de fik indtrykket af en pludselig og hurtigt overstået dyb depression som de ikke skulle spørge mere til. Det sker jo ind i mellem på de der krævende universitetsuddannelser.

Men det var ikke dem jeg havde brug for. Jeg havde brug for nærhed og masser af tålmodig snak. Og brug for at blive kløet bag ørerne – sådan i overført betydning. Magtede bare ikke at række ud efter andre mennesker i den dybe krise jeg var i. Osse selvom jeg var begyndt at læse igen.

Den store blå tomhed er som en parasit der har slået sig permanent ned i mig. Ind i mellem bliver den vakt til live og rumsterer rundt. Får behovet for at lukke mig inde og glemme verden – samtidig med det dybt paradoksale behov for nærhed og berøring.

Det er den der begrænser mig men osse den der forhindrer mig i at bryde ud af skallen og bare give mig til at græde. I torsdags erklærede psykologen med helt usædvanlig fasthed i stemmen: “jeg ved godt hvad der skal til – men det tror jeg ikke du vil”. Tomheden beskytter mig mod mig selv, ganske som den gjorde den gang. At fjerne den åbner for kaos. At fjerne den vil være helende.

Det er bare processen i det jeg frygter. En kamp mellem det gode og det onde uden et eller andet fint hollywood manuskript der dikterer at de gode vinder til sidst. På den ene eller den anden måde og med overlev-bare tabstal.

Mens hun talte og forklarede sin “ide” blev jeg hvirvlet tilbage i den tomhed. I min blå-gule malstrøm og smerten, ensomheden og desperationen krøb ind på mig igen. Det er en tung erkendelse at ikke engang dét er jeg færdig med dér. Der er lang vej endnu.

Den perfekte timing

Nu hvor jeg har blog-trådt-vande nok om turen og ferien er det vist på tide at komme tilbage til tilværelsen. For den trænger sig jo osse på, nu hvor jeg har været hjemme i over tre uger. Hverdagen er kommet tilbage til mig som en forhammer serveret midt mellem øjnene. 

Og jeg kan lige så godt indrømme med det samme – at jeg har det svært. Jeg kan slet ikke finde ud at ramme den dagsform, der er så nødvendig for at holde til et hverdageligt liv. 

Det er klart at vi er stærkt påvirkede af situationen med min kærestes far og tankerne er svære at holde samlet hvor de skal være holdt samlet. Men trods alt nok mest for kæresten, min. Sådan noget smitter dog en smule.

Min situation på mit arbejde har ændret sig drastisk henover sommeren. Fra følelsen af tilstrækkelighed (ikke i selv-udgaven) går jeg nu rundt og nærmest føler mig som om jeg er ansat med “en sigtets rettigheder”, hvor alt hvad jeg gør og alt hvad jeg siger kan og vil blive brugt i mod mig ved given lejlighed. Kort sagt er jeg nok lidt overbevist om at det pt blot er et spørgsmål om tid før jeg skal til den der sidste samtale. Det er dog nok mig der ser lidt spøgelser her, for jeg gør det sgu ok, og der er ingen faglig grund til det. Det er ikke mig der får mig til at lide dagjligt her, det er formodentlig min angst der er ved at tage over pga manglende kontakt med min chef. Man kan ganske givet sagtens udlægge det som at det “går jo godt” og de få brokkerier der er over mig er fuldstændig petitesse-agtige og slet ikke har noget med noget at gøre, men bare er styret af nogens lyst til at få noget at sladre om. Men jeg udlægger det altså som at jeg er på vej ud. Og det er jo SYGT. 

Så i øjeblikket render jeg bare rundt i min egen lille verden og passer mine opgaver og snakker med så få som muligt efter devicen at så siger jeg da i det mindste ikke noget forkert. Min arbejdsplads har en større fest i nærmeste fremtid i anledning af en mærkedag – der holder jeg mig osse væk – for så gør jeg da i det mindste ikke noget forkert. 

Kort sagt – jeg minimerer risikoen for at nogen lægger for meget mærke til mig. For al opmærksomhed føles som negativ opmærksomhed. 

Det er sygt – og det er jo nok det jeg er. 

Derfor er det nok ret god timing at det netop er denne uge at jeg begynder hos psykologen igen. For jeg har det mildest talt ikke ret godt og det kan være svært at holde tankerne på ret spor. Jo, jeg husker skam at tage den der medicin men den virker altså bare ikke som den skal i øjeblikket og tankerne er både grimme og farlige. 

Jeg skal nok slås for det igen. Slås for det gode humør. Kan dog godt mærke at jeg mangler den der ventil der lå i at det jo gik meget godt på arbejdet og at selve det at have og passe et arbejde var en sejr. Lige nu føles den bare lidt hul. Altså sejren – ikke ventilen (de er jo oftest hule). 

Og det der egentlig foregår, jo jeg ved det jo godt. Jeg er sårbarheden selv. Jeg ser spøgelser. Jeg mærker alt for meget. Jeg er alt, alt for bange. Bange for ikke at være god nok, gøre det godt nok, tænke positivt nok og først og fremmest for at tabe kampen mod mig selv. Kampen er jo unfair. Jeg har mig selv som min største modstander og “mig selv” har et par grimme sergenter i form af min bror og en mand som vi vist har fundet ud af at omtale som ham psykopaten. De to sidder sammen på skuldrene af mig griner når det går skidt og bander når det går godt. Og jeg tror på dem. Kan slet ikke få dem ud af kroppen og sjælen i øjeblikket og det er ærligt talt ved at tage pippet fra mig og jeg har allermest lyst til at krybe tilbage i det hul jeg sad i for nogle år siden, da jeg ikke kom ud af hjemmet. Hvor jeg ikke kunne finde styrke til bare at gå ned af trappen eller (uha) tage telefonen når den ringede og et klemt på dørklokken var nok til at få mig til at ryste af angst. 

Gider I virkelig mig og min blog endnu?

I dag måtte jeg gå for mig selv en stund. Kunne ikke rumme kravene til mig så jeg gemte mig bag et træ i et hjørne. Havde et dybt behov for at sætte mig til at stortude men det kan jeg jo slet ikke finde ud af, så det endte med en angst-rystetur af de lidt større. Er ikke helt sikker på hvordan jeg kom derfra og gik i den mentale tåge resten af dagen.  

Og i den mentale tåge er dette skrevet. Jeg mangler ilt. Jeg kan ikke trække vejret rigtigt og har en ring af stille panik siddende et eller andet sted mellem halsen og lungerne og dér stopper vejrtrækningen. Det er temmelig ubehageligt. 

Og udmattende.

Jeg tror jeg må overgive mig på torsdag hvor jeg sætter mig hos psykologen. Må vist hellere overgive mig til hendes psyke-krop-psyke øvelser. Det har jeg nemlig ikke været særlig god til, da jeg har været hundehamrende bange for at netop dét kan udløse det sammenbrud dér som jeg så omhyggeligt har forsøgt at undgå. 

Losser til mig selv… sådan her kan jeg ikke leve eller overleve mere..  har prøvet på flere måder at lære at græde (nu hvor jeg jo har lært at le) uden held. Mon det er nødvendigt at lære det? Det siger I jo. Men piv det er svært. Men tro mig, det er endnu sværere ikke at gøre det. 

Kæft, en møgtekst. Men jeg har det faktisk ikke særligt godt.

Hvornår har du sidst grædt?

Sådan er jeg blevet spurgt i denne uge. Ironisk nok kan jeg svare, at det sandelig ikke er så længe siden. For jeg sad jo en dag i et hjørne på arbejde og småpeb lidt over mit knæ og var på alle måder ret ubehageligt til mode. Af smerter, træthed, frustration og sådan noget. Men mest af smerter i knæet, der bare ikke ville som jeg ville, og viden om en lang dags opgaver, der bare skulle løses. Og helst med et smil.

Lige den dag blev det hele lidt for meget og endte som bekendt osse med et par verbale udfald mod ganske uskyldige, men lidt kluntede (hvad angår formuleringsvalg) kontordamer. Ikke noget alvorligt – fik bare lidt nok af det hele. Lige dér.

Men svaret i øvrigt på det spørgsmål er – det aner jeg ikke. Men det er lang tid siden. Som i rigtigt lang tid siden.

Jeg gentog spørgsmålet – eller refererede til det – hos psykologen i torsdags. Og øjenbrynene rykkede sig en tur, da hun sagde at det “var da godt nok et ret direkte spørgsmål”. Og ja..  det var det.

Temaet for samtalen var hermed lagt. Jeg er et hovedmenneske og følelser når sjældent ud i kroppen. Det var vist ca konklusionen. Det er derfor meningsløst i min verden når hun prøver sine jordforbindelsesmetoder af på mig. Det er meningsløst når hun prøver at sige til mig at jeg skal “stryge min bror ud af kroppen”. For det kan jeg ikke. Jeg kan ikke give slip og lave de der fysiske øvelser, der skulle kunne befri mig fra de gamle spøgelser. Lissom det der med at græde, der altså heller ikke virker for mig.

Hende, der spurgte kunne lige så godt have spurgt – hvornår har du givet efter for den følelsesmæssige smerte. Hvornår går der hul på din byld. Og sandheden er at det gør der ikke bare sådan lige. Betændelsen spreder sig og siver ud alle mulige andre steder – men hul på selve bylden er der ikke rigtigt kommet. Jeg aner ikke om det vil være godt eller skidt at lade det ske, for jeg er reelt bange for at blive helt vanvittig hvis det sker. At så er jeg overgivet til det klare vanvid og ikke har den fornødne kontrol til at komme tilbage igen. Eller osse kommer jeg af med det latente vanvid og bare er tilbage. Jeg tror ikke lige at der findes nogen mellemløsning der.

Jeg ville faktisk ønske at jeg kunne give slip. At jeg kunne sætte mig ned og stortude hos den psykolog, som jeg er så tryg ved og som jeg ved vil mig det bedste og nok skal passe på mig. Der tror jeg, at det vil være det rigtigste og det bedste. Men jeg kan jo ikke.  Lukker bare ned i stedet og så skal hun sidde og fiske mig ud af mørket – til begges dybeste frustration i øvrigt.  Den evige kamp, som jeg skal kæmpe og som jeg i øvrigt osse kæmper i alle mulige andre situationer og på visse punkter lidt for forgæves.

En anden prøvede engang at sælge til mig at det der med at græde – det var lige som god sex. Lige så forløsende. Ja, det er jeg så nok osse lige den rette at sige det til.

Gider ikke gå i detaljer men det er jo to sider af nøjagtigt samme sag. Giver ikke slip og beholder en eller anden form for kontrol – for jeg er så bange for at give slip. For hvad der så sker bagefter.  Jeg, der er nået så langt, har kæmpet så meget og har vundet gode sejre over mine gamle spøgelser, jeg er blevet bange for at lukke dem ud og decideret aflive dem. Eller prøve på det i det mindste.

Give slip – eller angst for at miste noget identitet? Er det det, det hele handler om at jeg et eller andet sted langt langt inde i min sorte sjæl godt ved at når man har holdt sådanne traumer ude bag nogle seriøse blokeringer, for så flere år senere at hæve blokeringerne og tale nogenlunde frit om det – så kommer de til at fylde en del? Er jeg så parat til at fjerne dem bagefter? Hvad så bagefter? Kan man mangle dem? Det er som om jeg søger mod en form for helhed med de traumer og de skader jeg har fået – og det virker jo fornuftigt nok i sig selv. Men det betyder jo osse en vis modstand mod at give slip på tingene.

Give slip bliver vist dette – og lettere forsinkede i øvrigt – forårs store tema.

Jeg frygter den dag en eller anden, hvad enten det er venner, professionelle, kæresten eller en eller anden tilfældig, der stort set kun ved hvad jeg hedder på arbejde eller sådan noget, stiller dét ene spørgsmål, der får mit korthus til at vælte. Jeg frygter situationen og jeg frygter hvad der kommer til at ske bagefter. Men mon ikke det sker? Mon det egentlig ikke er på vej? Jeg åbner for jer, der læser med her – og næsten hvem som helst af jer kan blive den der prikker hul på det. Det kan være ude i den der virkelige verden, hvor vi også mødes. Eller det kan være i psykologens særlige rum.. eller… eller… mulighederne er mange og det har jeg givet lov til og tilladt kunne ske. Frygter dagen, men er vel egentlig parat.

Håber at jeg ikke står helt alene i min boble når den dag kommer.

Overskriften på indlægget kunne lige så godt have heddet – hvornår har du sidst givet slip?

Og i den erkendelse har jeg måttet erkende at behandlingen hos sexologen blev afsluttet for tidligt og af grunde jeg ikke helt forstår er jeg blevet udstyret med en ny omgang tider. Der er altså noget der fungerer i det der sundhedssystem. Den store chance jeg fik med den yderst sjældent givne henvisning forspildte jeg – og så får jeg bare en ekstra? Jeg tager i hvert fald imod den.

En dumhed

Jeg har dummet mig på arbejde i dag og har tilbragt de sidste tid med at have ondt af mig selv i rigelige mængder. Og nu er jeg nærmest krabbet hjem fra arbejde med en “skade” som jeg bestemt ikke har tænkt mig at anmelde til nogen som helst.

Jeg piver en del i dag og forbander den situation, der gjorde at jeg satte mig op på den der lånte cykel for at hente en bil hos mekanikeren. Men der var ingen, som kunne køre mig da vi er sygdomsramte (men ikke mig for en gang skyld), så jeg sagde ja til at hente den der bil knapt 3 km væk. En tur der på ingen måde burde skræmme nogen som helst, og jeg tænkte osse bare at det jo nok ville gå.

Mig og cykler. Det er altså bare ikke en særlig god kombination og jeg burde ærligt talt have vidst bedre. For det gik altså ikke. Eller det vil sige at det gjorde det jo for det var jo heldigvis en del ned af bakke og hjem kunne cyklen passende hygge sig i bagagerummet på den ikke særligt lille varevogn. (tror faktisk at den lige akkurat kunne køres lovligt på almindeligt kørekort). Så der var ingen problemer med at få den stuvet af vejen.

Det lykkedes mig faktisk osse at få pakket bilen efter alle kunstens regler og firmaets særprægede regulativer om tilstrækkeligt og passende indhold værktøj, forbrugsstoffer og remedier (vi har sådan en fin manual til sådan noget), da jeg var kommet tilbage på firmaet. Nu kan den komme ud og køre igen i aften. Brugeren har savnet den, har jeg hørt.

Men det var helt ærligt ikke besværet værd. Altså det med cyklen. Jeg får ikke min løn for at betjene cykler, men jeg kan godt få min løn for at hente og bringe biler. Men cykler – nej! Hvis der havde stået noget som helst om cykler i min ansættelseskontrakt så havde jeg aldrig underskrevet den.

Sidste gang jeg brugte en cykel fast bragte den mig på arbejde ca 1500 m væk fra min bopæl. Og det er ca 15 år siden. Lang tid siden i hvert fald. Det kunne jeg lige holde til, men længere ture med venner prøvede jeg at undgå ganske ihærdigt, selvom det jo ikke altid lige lykkedes.

Man siger jo så at mange ting er som at cykle – har man først lært det – så glemmer man det aldrig.

Og nej.. jeg faldt altså ikke af den. Kørte heller ikke over for rødt eller ned i et vejhul. Jeg punkterede heller ikke og fløj over cykelstyret.

Jeg cyklede bare. Og ikke andet. Og det skal jeg lade være med. For jeg er mildest talt ikke særligt kompatibel med cykelsadler efter overfaldet de der mange år tilbage. Det er altså bare en af de ting der udløser et sandt smertehelvede for mig.

Jeg burde egentlig være vant til det for det er lige nøjagtigt den slags smerter, der stadig plager mig og som kan komme som lyn fra den klareste himmel. En situation kun dem der kender mig allerbedst kan gennemskue eksistensen af, da jeg jo har mange års erfaring i at skjule det. For jeg gider ærligt talt ikke skulle forklare om nervebaner og sære arvæv mellem benene… om træksmerter og blodbaner der ikke længere løber af helt autoriserede veje. Og det plejer jo heldigvis osse at gå væk efter en 2-3 øjeblikke og somme tider 10. Men sjældent mere. Og nu har det stået på i flere timer og jeg er død hamrende træt og vil bare halvsidde/ligge her på sofaen og have ondt af mig selv.

Synes faktisk ikke at det er fair, det her. Noget så larmende almindeligt som at cykle ganske få km og så gør det så skie ondt bagefter.

Synes ikke at det er fair at noget så larmende almindeligt skal minde mig om hele den her situation og det gamle traume.

Synes ikke at det er fair overhovedet at jeg nu sidder her og kæmper for ikke at græde af smerte eller egentlig kæmper for at græde for at komme af med smerten.

Jeg har det skidt.. og jeg skal lige slås.. bare lidt mere.. igen. Hold kæft hvor kan jeg blive vred, bitter og træt. Det er svært ikke at blive det.

En møg-cykeltur på sølle 3 km og så er alt rippet op. Fysisk og psykisk. En lille-bitte cykeltur og jeg har det af møg til.

Jeg ved det – det er bare en cykel. Bare en cykelsaddel. Men det føles som kniven. Jeg gør det ikke igen. Og håber ikke nogen beder mig det igen. For så ved jeg næsten ikke hvad jeg skal sige eller gøre. Men cykler – det gør jeg ikke foreløbig.

Det var bare det, der ikke lige skulle ske lige nu. Øv. Piv. Og så måske lidt selvynk. Men helt ærligt, det må jeg da godt, må jeg ikke? Jeg har mareridt om den kniv, har mareridt om hans latter og nu skal jeg i helt vågen tilstand mærke det hele igen. Det er næsten lige før jeg kan høre ham osse. Fornemme lugten af ham.

Det er faktisk ikke særligt rart.

 

ps… det kan ind i mellem godt være lidt vanskeligt at blive ved med at overleve.. men jeg gør altså hvad jeg kan.

En lille pause

Tjaeh så tog jeg mig en lille pause fra bloggen. Sådan ca en lille uges tid. Ved ikke helt om det er fortjent, men det var ihvertfald godt behøvet.

Sagen at jeg ind i mellem kommer til at skrive ting her som jeg nok har tænkt over og tænkt igennem, men som jeg egentlig ikke tidligere har formuleret – sådan med ord. Og da slet ikke på skrift, og slet slet ikke som noget der er egnet til nogen former for offentliggørelse. Så sætter jeg mig og skriver og lader bare 10 finger systemet vikle tankerne ud til noget forhåbentlig nogenlunde forståelig tekst. Og først bagefter går det op for mig hvad jeg egentlig har skrevet, direkte og også mellem linjerne hvor der jo altid gemmer sig sære små detaljer og oplysninger og sammenhænge som måske ikke lige var dem jeg tænkte på i første omgang.

Der er sådan lidt automatskrift over det, når jeg skriver de tunge indlæg.

Læser lidt korrektur og får luget de værste slagfejl ud, sat et par kommaer, hvoraf de fleste formentlig bliver sat forkert, da jeg ikke rigtigt dur til det der, men læser slet ikke for meninger og skjulte hentydninger. Trykker på udgiv knappen og fortryder ca en time senere. Men der er der jo allerede nogen der har læst det og måske kommenteret ligefrem, og jeg vil ikke slette det. Det er sådan ca den faste procedure.

Men nu skete der så det at jeg faktisk læste det forrige indlæg igennem rigtigt grundigt – altså efter jeg havde trykket på udgiv – og verden væltede i smadder for mig. Det gik pludselig op for mig hvor tungt det der ansvar har tynget mig. Hvor meget det har fyldt i mig.

Nu er der så mennesker, der fortæller mig, mens de ser mig i øjnene, at det “ikke er dit ansvar”. Og jeg må synke engang og prøve ikke at give mig til at tudbrøle. Og det har været svært. Svært ikke at græde sig igennem kommentarerne, eller de snakke jeg har haft om det her emne de sidste 8 dage.

Derfor har jeg haft brug for en lille pause, så jeg kunne trække vejret og prøve på ikke at græde og øve mig i dét, og gerne samtidig med at jeg prøvede at fortælle mig selv at de der mennesker havde ret når de siger at jeg ikke har noget ansvar. At jeg er et offer og ikke en medskyldig.

Tak. Jeg prøver at lære det. At vænne mig til tanken. Og måske lige frem acceptere også at det er ok at græde.

 

320 km senere

Er hjemme efter en meget lang magisk torsdag. Med mange km bag rattet i regnvejr (dvs uden underholdning, da radioen stadig er usamarbejdsvillig i vådt vejr), men takket være Kong Mors udlånte engel kørte bilen, der ellers gerne vil drille på disse dage, hele vejen uden fejl. Og med lukkede døre. Med viskerne på det sted hvor de må formodes at gøre mest gavn. Lys i lamperne og en villig acceleration fra 80 km/t+. Perfekt, og jeg er dybt taknemmelig for, at jeg ikke skulle lege med biler i dag. Men bare bringe mig selv fra A til B til C til D i dagens store plan.

Har lagt et nyt indlæg i kladdebunken (I ved den med halvskrevne indlæg eller overskrifter uden tekst, og som man efterfølgende glemmer, hvad skulle handle om). Det nye indlæg har fået den foreløbig titel Mit liv som lynlås.

Har skrevet stikord, så jeg ikke glemmer hvad det skal handle om. Jeg er da dygtig. Se, det er hvad der kan komme ud af mange km i stilhed (det regnede jo hele tiden). Et blogindlæg skrevet mest i tankerne med verdens tåbeligste titel.

Ved at der er nogen derude, der faktisk gerne vil vide, at jeg er kommet helskindet igennem dagens tudekøretur. Og det er jeg. Ihvertfald i praksis. Mentalt er jeg ganske brugt. Nu ved I, at jeg er hjemme. I en eller anden form.

Støjen og mig

En gang i mellem stiller et menneske et spørgsmål, der virker dybt uskyldigt, og som det på ingen måde er upassende eller nærgående at stille. Men når svaret så falder, så ærligt som det skete for mig forleden, så går der lidt tid og nogle dage, hvor svaret ligger i baghovedet og kværner rundt med sit eget lille møllehjul. Adskiller ubrugelige skaller til brugbare kerner.

Havde jeg ikke arbejdet så meget med de her ting og tænkt alle de her mange tanker, og lagt underlige traumer på lige så underlige hylder, så havde jeg aldrig registreret, at der var et dybere indhold i mit aktuelle svar. Ikke i spørgsmålet, men i svaret.

Om det altid havde været sådan, at jeg ikke kunne klare støj, høj musik og larm? Også som barn? Njaeh, joeh … øhhh det tror jeg.

Underforstået, at dét har jeg faktisk ikke lige tænkt over. Er jo egentlig bare gået ud fra at det med støjfølsomheden var en konsekvens af PTSD´en. Sammen med den gakkede korttidshukommelse og koncentrationsproblemerne. Og så står damen sgu der og spørger på den måde. Jammen, jeg tror det. Sådan må det jo være. At det er noget der kommet til.

Men nej. Sådan har det egentlig altid været. Uden at jeg har tænkt over det. Sådan konkret tænkt over det.

Er det tilladt at græde?

Det er en vending, jeg tit tænker på. For jeg gør det ikke.

I dag sad jeg for første gang overfor en sexolog, som jeg er havnet hos, fordi min krop ikke vil som jeg gerne ville, at den ville.

Og helst uden smerter før, under og efter, tak.

På trods af situationens alvor var det vanskeligt ikke at smile en smule skævt indvendigt, da jeg så opstillingen på bordet mellem de forholdsvist bekvemme stole. Vand – fair nok. Papir og kuglepen – osse helt fint.

Men er bestemt ikke blind for den særlige symbolik et utændt stearinlys fik og det blev vanskeligere at undertrykke det lille smil. Er da lidt spøjst, og de første minutter gik faktisk med at hjernen kørte i to retninger.