Den Røde Streg Diktaturet

Nu er jeg osse flyttet ind i et diktatur. Konen fæstede et gummibånd om mit håndled i går og sagde værsgo, nu begynder din kamp mod “rød streg”, der angiver at nu har man siddet stille lidt for længe.

cf-lgDet var sådan et vivofit-armbånd der i øvrigt også har vundet en vis udbredelse i blog-land. Vi havde naturligvis lidt luret på de andres anmeldelser og oplevelser med dimsen, men var dybest set lidt mere lune på Apple Watch. Men da vi fik læst tests og anmeldelser af det blev vi en smule skeptiske. For stort. For dyrt. Og for dårligt. Endnu. Og indkøb af sådanne ville stå i klar modstrid med vores faste elektronik-dims princip. Køb aldrig den første udgave af et nyt produkt på markedet. Producenterne har for travlt med at få det på markedet og alt for ofte bliver forbrugerne brugt som beta-testere. Det er for så vidt fint nok, men for 3000 kr pr stk gider vi ikke. Så vi venter og ser hvad der sker med næste udgave. I øvrigt kunne vi osse se at lidt for mange af de funktioner der ville være pakket ind i et Apple Watch ville forblive uanvendte for os.

Ergo måtte vi se os om efter alternativer. Og når alle vi kender, der har sådan et armbånd, har valgt denne model, så må det jo være fordi de er blevet enige med sig selv om, at det var dét der fungerede bedst.

At vores lokale elektronik-pusher så valgte at sætte dem på knald-tilbud i går hjalp så osse lidt på processen. At jeg har en ganske nært-stående fødselsdag gjorde det sidste.

Det var vist et ganske passende tidspunkt for mig, for jeg er – i anledning af valget – nok blevet lidt for interesseret i at følge nyhedsstrømmen på computeren.

Jeg synes det er vildt og spændende i år og jeg tror de fleste her kan gætte hvem jeg hepper på.

Det er en kilde til en vis forundring når jeg ser visse partiers beregninger der viser at hvis man sænker dagpenge, kontanthjælp, sygedagpenge så sker der mirakler. Bang så er der arbejdspladser hvor der før ikke var nogen og de syge holder op med at være syge. Det forundrer mig når velbjærgede – ofte mænd – påstår at det ikke kan betale sig at arbejde hvis man blot får 2000 ekstra om måneden for det. Jeg synes det er mange penge. I hvert fald for os. Selvfølgelig er jeg præget af egen situation, for da jeg begyndte på mit sidste job kom jeg fra sygedagpenge og var på vej på førtidspension. Men i job og med transport indregnet fik jeg 300 kr mere om måneden på kontoen – og alligevel var det det værd. (well hvis de havde haft styr på overenskomsten var det tal naturligvis blevet lidt større).

Men det der armbånd. Der er ur i, og jeg eksperimenterer lidt med at bruge det som sådan i det daglige. Men synes, at det er ganske svært at vænne sig til dets lidt skæve betragtningsvinkel. Så indtil videre aftjener det sin værnepligt på venstre hånd, men jeg mistænker at det ender på den anden hånd og at jeg genindfører mit mere normale armbåndsur. Men det kan være at det bare er en vanesag.

IMG_0152Apropos ure. Her er et billede af vores køkkenur. Altså, efter det var skvattet ned af sit søm en sen aften. Urværket overlevede i modsætning til skiven. Men ur derude er svært at undvære, så vi strikkede vores egen udgave sammen. Vi har en god ven der maler meget (altså billeder) og han meldte sig frivilligt til at male et personligt ur til os – så nu har vi ikke et A4-ur mere. Men vi fik altså mange gode kommentarer  på gør-det-selv uret. Der var nogle der ovenikøbet listede sig op på en stol og begyndte at tegne på det.

Blandt andet skrev min svogers kæreste tidskorrigerende rettelser – så vi vidste at når svoger sagde han kom kl 12 så kunne vi se på uret at hans kl 12 var ca 13.45.

En anden spejlvendte det.

Ikke helt stuerene tilføjelser blev det osse til. Det er næsten utroligt hvor sigende tændstikmænds bevægelser kan gengives i 5-6 simple streger.

Reklamer

De gode tilbud

Vi har haft samme mobil-udbyder i ca 10 år, og har kun været tilfredse med dem. Aldrig noget bøvl og hurtige tilpasninger af abonnementsbetingelserne i takt med at vores behov ændrede sig. Mere tale, mindre mobil-net og omvendt. Ca én gang om året får vi et check på vores forbrug pr mail eller telefon og et bud på hvilke ændringer der kunne betale sig for os, og tilbud på ændringer der kunne betale sig for udbyder. Man skal jo ikke være naiv, og heller ikke i den verden findes den gratis frokost.

For en måned siden ringede de så til konen. De havde opdaget at min telefons mobil-dataforbrug var styrtdykket siden vinter. Om vi ikke ville ændre det, så vi ikke betalte for en masse gb som vi ikke brugte? Jo tak. Før havde jeg 5gb til rådighed pr måned. Nu har jeg fået tildelt fri taletid og 0,5 gb. Det er altså ikke ret meget. Hvis vi så ville samle og forlænge bindingstiden på husstandens abonnementer maximalt ville de tilbyde enten en erstatning for min “gamle” iphone 5 eller ipad til en yderligere reduceret pris (trofast kunde pris). Så alt i alt endte vi med at være bundet til en teleudbyder vi ingen som helst planer havde om at udskifte, med en regning der er 175 kr billigere om måneden, men med en spritny ipad air 2 med 15 gb mobildata i stedet for min gamle ipad uden mobildata. Og prisen er at jeg ikke kan skifte min iphone 5 med rabat før om et år. Men hvad vores udbyder ikke ved er, at jeg i november fik min iphone byttet til en helt ny af Apple selv, og dermed ikke har et stort behov for en ny. Det havde vi derimod hvad angår ipad – et behov der var lagt på hylden pga omstændighederne i øvrigt.

Naturligvis kunne vi få det hele meget billigere ved at takke nej til alt og finde en billig udbyder, men gebyrer, dyre ekstradatapakker, udlandssamtaler mm ville æde det hele op igen.

Konen betænkte sig ikke meget og foretog ændringerne og tre dage efter lå ipadden til mig på postkontoret. Hvilken fantastisk lille maskine i øvrigt. Skærmen er skarp med gode farver, den er hurtig – den er let og tynd. Så jeg er glad.

Hvad jeg skal bruge de 15 gb til i mobildata havde jeg så ingen anelse om.

Men man bliver jo klogere. For der kom et tilbud mere der hurtigt kan gøre noget ved den datapulje.

Vores internetudbyder er blevet solgt og det nye firma bød os velkommen med et brev med glade smileyer, hvor de håbede at vi ville fortsætte vores abonnement. De kunne kun “love” os 60% af hidtidig ydelse, dog. Prisen ville stige 89 kr men de var klar over, at det var et problem i forhold til tidligere så de gav 40 kr i overdragelses-rabat de første to måneder. Rabatten kunne så forlænges i yderligere 2 måneder – hvis vi altså ville være så venlige at binde os til dem i yderligere 6 måneder – når de to måneder var gået i øvrigt. *hrrmpff*

Hmm.. en hurtig undersøgelse rundt på nettet fortalte mig man skulle være heldig hvis man nåede 60% af den ønskede og lovede hastighed så det eksperiment og endda med lang bindingstid havde jeg faktisk ikke lyst til at forsøge mig med. At betale for en 100 mbit forbindelse, juble hvis jeg har 60, acceptere hvis jeg har 40 – det gider jeg faktisk ikke. Og langt de fleste i anmeldelserne af fiberforbindelsen siger at de har ca 30! Ved dog godt at utilfredse kunder er betydeligt mere tilbøjelige til at anmelde end de tilfredse kunder.

Vi takkede nej og opsagde abonnementet i ganske ufredelige toner. Det gjorde vi i går – og i morgen stopper de datastrømmen. *ups*

I dag går jagten ind på en ny udbyder der er hurtig på aftrækkeren når det handler om fiberforbindelser. Havde vi ikke haft fiber her i hytten havde problemet været noget større.

Og indtil det virker igen må den der nye ipad agere router/AP for resten af teknikken her.

Så jeg tror de 15 gb forsvinder hurtigt nok. Bare de holder til det andet virker igen. Og ja, osse her har vi fundet en løsning der er både billigere og hurtigere. Spørgsmålet er hvor hurtigt de trykker på knapper.

Uvejr

Nu bliver der spurgt lidt efter mig igen. Nej, der er ikke det store nye, men jeg hænger på med alt hvad jeg kan. Som altid kan en i forvejen kompliceret situation blive endnu mere kompliceret og på uventede måder.

Jobtilbud findes, så det er ikke min store bekymring. Bekymringen er derimod at jeg godt vil have noget andet overstået inden jeg begynder på et nyt liv i et nyt job.

Jeg venter og venter på at få en operation, der formentlig vil nedlægge mig i 2-4 uger. Og jeg kan ikke lyve om en kommende sygdomsperiode overfor en ny arbejdsgiver så jeg håber at sygehuset snart finder et åbning til mig så jeg kan få det lille projekt overstået. Det er ikke alvorligt, det er ikke noget jeg kan dø af, men det er noget jeg rigtig gerne vil have overstået og som forhåbentlig kan gøre tilværelsen lidt lettere for mig – og smertefri.

Vi har is i maven lidt endnu, men kunne da godt ønske at økonomien ikke led så meget under processen.

Vi ved at “sagen” trækker ud og at det er ikke noget vi skal vente mere på. Men alting på den front bliver stadig mere kompliceret. Der bliver varslet ny næsten-massefyring, hvilket dog ikke forhindrer min tidligere arbejdsgiver i foretage nye tidsubegrænsede fastansættelser. Vi ved at der kommer to runder af fyringer og folk er bange og dukker sig for at undgå opmærksomhed. Men mange af dem har stadig kontakt til mig og fodrer mig med oplysninger og jeg betaler med råd, kontakter og viden om hvad der foregår udenfor, men som har betydning indenfor. Er dermed stadig tovholderen i problem-komplekset. Heldigvis er jeg stadig i stand til at læse og forstå bureaukratisk formulerede tekster, regler og love og trække den væsentligste information ud.

Det går der en del tid med. Desværre er det u-lønnet. De har flere penge end mig og osse mere tid. Til gengæld har de ikke min stædighed. Og indignation.

Til gengæld har jeg droppet et sager, som var for bagatelagtige til at forfølge videre. Slået en streg i sandet. Selvom det var ærgerligt.

Nok om det.

For en uges tid siden (eller var det lidt mere) sad konen og jeg i vores sofa. Hun var på vej i seng, da hun skulle møde lidt tidligere på arbejde næste dag. Og jeg trissede med, og ville læse lidt nyheder mm på ipaden. Luske lidt rundt på facebook og se hvad der skete ude i verden. Sådan gik en halv times tid og så begyndte der at ske noget sært på FB. Folk i nabobyen mod vest begyndte at smide billeder op af den vildeste tordenfront (gustfront hedder det vist). Jeg lurede lidt på billederne og det var som om 10-øren faldt som metal-splinter for så at blive samlet igen oppe i mit hoved. Lidt langsomt altså. Shit – der kommer uvejr. Meget. Sprang ud af sengen (konen; hvad laver du.. jeg; der kommer torden – det regner ikke – det er mørkt- jeg vil tage billeder). På med tøjet og en fleeceponcho over. Flåede stativ, kamera, fjernudløser og et nyt kort ud af reolen og drønede ud på altanen.

Fik fundet den rette vinkel mod vest da jeg havde fjernet de effekter på altanen der ikke er så glade for vand. Hynder på møbler mm. (vi har en lukket altan der kan åbnes helt – derfor er hynderne altid fremme – men nu skulle der jo altså åbnes). Lagde en frysepose over kameraet så kun objektivet var synligt og satte mig og begyndte at tage billeder, sådan lidt på skrømt. Eksperimenterede vildt med indstillingerne og håbede at fange et lyn. Det glimtede og skyerne var imponerende (men ret mørke – i mørke). Alt, alt for sent går det op for mig at lynene de er ikke her – de er på den anden side af huset. Det var derfor jeg så lysglimt men aldrig et egentligt lyn.

Pis, øv og andre ord, der ikke bør sættes på skrift.

Tilbage til køkkenet, der har et fint stort og åben-bart vindue, men en snæver brugbar kameravinkel pga nabohuset, og satte så kameraet op dér. Og trykkede på udløseren i denne sekvens. 15 sek lukketid, 3 sek “kameraet arbejder” (prisen for RAW foto), 15 sek lukketid osv osv. Velvidende at dette ville være et spørgsmål om rent held. Lynene var der oftest, mens kameraet arbejdede, eller osse var de helt eller delvist udenfor rammen. At ramme den i plet mht ramme og timing virkede lidt for håbløst så jeg pakkede sammen igen for at gå i seng, det så alligevel ud til at være på vej væk, det der tordenvejr. Fortrød og pakkede det hele ud igen og fortsatte, da tordenvejret gjorde det samme.

Og så var den der!

IMG_7270

6 mm, 15.0 s, f/4, Iso 80, -1,33 ev – det var den indstilling der virkede bedst på mit kamera.

Det blev til en lille krigsdans i køkkenet.. og den blev gentaget inde i sengen hos min forvirrede kone, der dog ikke var faldet i søvn, men havde lidt svært ved at deltage i begejstringen tidspunktet taget i betragtning.

– hvor mange billeder tog du for at få dette?
– ca 300…

Heraf ca 100 med 10-15 seks lukketid. Så nu har jeg lært det. At fotografere lyn er kedeligt og tålmodighedskrævende.. men sikke en rus når det lykkes.

Det er ikke sidste gang det skal forsøges.

Mødte en svane

Jeg har jo fået en række opgaver af konen. Og der kommer hele tiden flere til når gamle opgaver er nogenlunde løst. Gå stadig længere ture med hunden, lære sære finesser at kende ved hhv kamera og photoshop (og der er blevet leget igennem med langtidseksponeringer, timelapse- og stopmotionvideoer, levels, maskeringer og hvad ved jeg… og bage brød. Det sidste har jeg passet i flere uger, hvor hun har lagt smagsløg til sære kombinationer og underlige ideer. Men vi har ikke købt et ærligt brød – til gengæld har vi slæbt mel hjem i større mænger og i mange variationer – i et par måneder, så det begynder at ligne noget. Og her har jeg erkendt at den assistent køkkenmaskine vi slæbte hjem fra Ungarn sidste sommer er en pragtfuld makker. Jeg vil tro, at vores er 30 år gammel, men den er stærk som en okse og har en behagelig egenskab hvad angår støjniveau, hvor kitchenaids slet ikke kan være med. En dyb næsten behagelig brummen er alt hvad der kommer fra den mens den ælter dejen rundt i skålen. Tilbehør mangler vi ikke til den – det skulle da lige være kartoffelskrælleren, men mon ikke vi en dag er heldige på et loppemarked. Nok om det. Det er bare sjovere at bage brød når der er nogle knapper at trykke på i stedet for at stå med fingrene i dejen. For det hader jeg. Inderligt.

Mit kamera er faktisk ret avanceret og har mange mere eller mindre brugbare funktioner og til sidst opgav jeg at lege helt i blinde og fandt en fin bog på amazon. Her viser en dygtig fotograf gennem junglen af funktioner. Og alt bliver gennemgået med eksempler og menuer. Han har vist lavet bøger til de fleste nogenlunde brugbare kameraer på markedet og de kan varmt anbefales. Tror dog bloglands lumix-fans vil lede forgæves, desværre. Men for canon, nikon og olympus er der guld at hente.

Igår gik jeg en tur over i vores lokale park, hvor jeg ved der er svaner. Målsætningen var sat – i dag ville jeg have det der specielle svaneportræt, som er så svært at tage.

At have en hund i snor ved sø-bredden var dog ikke den optimale taktik. Der var brødrester, der kunne spises, ænder og måger der kunne vuffes ad og fugle-møg man kunne rulle sig i. Kort sagt var den – altså hunden – mildest talt aldeles umulig at holde rolig i sin snor. Men jeg var optimistisk, fordi dagens sære funktion på kameraet var “tracking focus”. Jeg har godt vidst at kameraet kunne det der, men har aldrig rigtigt dyrket det. Og det viser sig at være en fejl. For det er dælme smart.

Indstillede sigtekornet på en uvenlig svane, der bestemt ikke brød sig om hunden (eller osse var den bare tosset over det manglende foder i min hånd). Satte fokus-punktet midt mellem øjnene på den da den var 3-5 m væk og lod kameraet arbejde med skarphed mens jeg sørgede for at holde den i billedet. Pjattede lidt med dybdeskarpheden (men det forbliver legebilleder på computeren) og fik dette skud:

svane

I sig selv ganske pænt med fine nuancer i alt det hvide.

Men det bliver altså en kende mere udtryksfuldt med lidt beskæring:

svane2

Svanen padlede rundt i søen og pustede sig mere og mere op indtil den blæste hvæsende af os og jeg valgte at lade den få fred. Men jeg kommer tilbage og håber at få den i direkte front. Med de løftede vinger som indramning på det hidsig-orange næb. Men det møg-bæst gør jo kun hvad den selv vil. Og den ser jo unægtelig mere imponerende ud med siden til. Det andet ville bare være et meget bedre billede.

Og til sidst et sted at nørdelege med foto. Der er lavet en ny kamera-simulator, der på glimrende vis viser sammenhængen mellem blænde, lukkertid, objektiv-valg mm.

Et had-/kærlighedsforhold

Det er ca sådan det er. Mit forhold til twitter. Altså. Kan jeg bruge det til noget fornuftigt, nej det tror jeg ikke. Er det underholdende, ja ind i mellem. Men oftest er det bare en mængde overvældende enslydende, kedelige mennesker der skal gennemføre lidt selvpromovering. Hvad enten det handler om politikere der tager selfies rundt omkring på Christiansborg, folk der vil vise en lille stormskade frem, eller diverse nyhedssider der bruger det som “breaking news” medie.

Jeg hader det og jeg elsker det. Men hvis jeg skal være helt ærlig bruger jeg det mest til underholdning. Osse når det er nyhedsstof forklædt som underholdning. Eller omvendt.  Eller sagt på en anden måde, jeg bruger det overhovedet ikke til noget fornuftigt. Det er sådan en slags digital sitcom serie for mig. Et større antal figurer der mere eller mindre interagerer med hinandens mens jeg ser på og diskuterer ting de kun selv kan se vigtigheden af. Eller rettere, emnerne kan være vigtige nok – men meningerne om emnerne svinger en del i kvalitet. Og underholdning.

I modsætning til diverse sitcoms er plottet dog ganske uforudsigeligt. Man ved hvad de vil sige men kan sjældent forudse emnet.

I dag er det hedeste emne ifølge hashtags #facebookdown. Det var det vist en times tid i morges af grunde jeg ikke kender og dybest set ikke interesserer mig for. De har et problem, de skal løse det, og det gør de nok.

Men twitter bliver altså ret underholdende når sådan noget sker.

Og så er der jo den der snestorm i New York. Ikke at den er vildt vigtig for os i DK men den rummer da et par gode historier alligevel, og amerikanernes særlige humor dukker op i alle afskygninger nu hvor de vågner op til 12 cm sne.. og ikke 90 som de vist havde forventet. Folkeviddet har gode betingelser på twitter og gode indfald spredes lynhurtigt. De dårlige ditto bliver hånet med gode indfald. 

Men twitter kan faktisk bruges til noget når stormene truer herhjemme. Og her må jeg må jeg jo lige indskyde at de i år mest bare har truet og ikke gjort så meget andet. (eller er det fordi de træer der er væltet de sidste 15 år i stormene var gamle og ville falde på et eller andet tidspunkt.. og nu er de faldet og de sunde, der ikke vælter så let, står tilbage).
Men er der grund til at gå indendøre og tænde radioen (som det af mystiske grunde stadig hedder sig man skal) og få oplysninger om hvad der sker siden der er beredskabsmeldinger – så er det twitter jeg kigger på. Det er hurtige nyheder, det er ofte ganske præcise beskrivelser af hvad der sker – lige der hvor det sker. Det er der man får at vide hvilke veje der er lukket hvis man virkelig skal ud og køre i møgvejret.

Men næstmest kan jeg lide twitter for at det er dét medie der har de allerhurtigste nyheder.

Allermest fordi jeg skal bruge min egen bullshit-detector for at sortere i skidt og kanel i den rivende strøm af tweets. Og det er altså ikke givet at det journalisterne synes er vigtigt at formidle er det samme som det jeg synes det er vigtigt (for mig selv) at vide noget om.

Det har taget lang tid at lære men efterhånden er jeg nået frem til at arbejde med lister der er emneinddelt. Så er der ikke så meget støj på linjen. Og søger man efter information om noget konkret der sker aflurer man bare hvilke hashtags der lige er i brug til formålet.

Twitter er god nok… når man altså er udstyret med både BSD´en og et støjfilter.

Skifte-dag

Det kan man vist godt kalde dagen i går. Nu har jeg i to måneder nærmest besat kærestens computer (en iMac) fordi mit gamle windowshakkebræt ikke rigtigt gad mere og havde en vis tendens til bare at genstarte mens jeg sad og kiggede billeder eller skrev på egen eller jeres blogs. Det var ærligt talt en situation der ikke var holdbar, men vi havde altså ikke lige små 7.500 kr der stod ny computer på. Eller det vil sige vi havde dem sådan set – det var bare ikke dét der var formålet med dem så kæresten nedlagde administrativt forbud mod bogføringsfusk for at flytte dem til andet formål. Vi har skåret økonomien lidt ned og tømt min småpengebøtte (der viste sig at være ganske velhavende) og i går manglede vi så bare … ikke ret meget … for at jeg kunne få min egen computer igen. De kunne uden de store overvejelser hives ud af det daglige budget.

Afsted til nærmeste apple-forhandler hvor vi blev mødt af en meget ung, meget velklædt og særdeles veltalende ung mand der gerne ville hjælpe mig med at vælge min computer. Han ville vide hvad den skulle bruges til, mine krav og forventninger og hvad ved jeg. Jeg meddelte ham lidt kort at jeg ville have sådan en her og lagde hånden på den nærmeste Mac Mini. At jeg ville have den i i7 QC udgaven (minus server-del).

– Men vil du have en hurtigere harddisk i
– nej tak
– Mere RAM ville være godt
– nej tak (… tænker at jeg hellere vil købe 16 gb for 1000 kr og selv smide dem i end at give 1000 for 8 som de smider i).
– Skærm, tastatur – mus?
– nej tak, heller ikke og hør nu på mig.. jeg skal have lige nøjagtigt den computer og det har jeg vidst i to måneder og jeg har undersøgt sagen nøje så … bare den. Tak.
– skal du have hjælp til at sætte den op med mail og sådan noget?

… og så var det kæresten var ved at bryde sammen af grin…

Han opgav sit forsøg på mersalg. Men vi roste ham dog for god service for chefen stod og lyttede med bag et andet bord.

IMG_0737.jpg

Valget var egentlig meget let for jeg er gladere for min gamle samsung LED skærm med antirefleks behandling end jeg har været for kærestens højglanspolerede iMac skærm. Den spejler alt i hele verden og jeg behøvede ikke vende mig om for at se om en bestemt bog på reolen bag mig – jeg kunne bare kigge i spejlingen foran mig. Og jeg kan ikke li det. Skærmen skal vise det der kommer fra computeren og ikke andet.

Den valgte computer er bare… en avanceret og up to date computer uden noget ekstra. Indmad som en bærbar pakket lidt lækkert ind. Ingen skærm (den har jeg), intet tastatur (det købte vi billigere et andet sted) og trackpaden var blevet i overskud fra kærestens køb af iMac. For hun kunne aldrig vænne sig til den så den har bare ligget i sin kasse i et års tid efter jeg gav hende en autoriseret mac mus.

Min første computer havde ikke windows. Det var ren dos og så med en WP 4.2. En harddisk på 20 Mb og det var stort i 91. Den næste var en en windows 3.11 med WP 5.2 bærbar (uha uha). Og så er det gået derudaf siden og jeg kan slet ikke huske hvilke windowscomputere der gennem tidens løb har passeret mit skrivebord. Men det er en del efterhånden. Og jeg har aldrig været uden egen pc. Bortset fra de sidste 2 måneder hvor jeg pænt måtte dele med kæresten, med stigende gensidige frustrationer til følge.

Nu har jeg min helt egen mac… og hvad angår computere har vi ikke andet end mac. Iphones, Ipads, computere, netværk og Streaming-tv. Og kors hvor er det nemt at have med at gøre.

For tre år siden ville jeg have grinet godt hvis nogen havde sagt til mig at jeg osse ville skifte, men mit fokus og behov har ændret sig siden. Fra pilleri og nørderi med fintuning af en pc til bare at bruge den.

Resten af dagen i går gik med at flytte data. Det viser sig at jeg har små 100gb billeder og det tog et par timer at rykke dem over på den nye maskine. Gaaab. Men nu er de der og en ny time gik med at rykke hele samlingen af gamle dokumenter.

Og nu spiller det bare…  der venter dog lidt af et pille-arbejde med at få stykket mit fotoarkiv sammen igen så jeg kan finde frem til mine billeder så hurtigt jeg gerne vil.

Men det allervigtigste er og bliver…. den har et støjniveau der svarer til en stille stue og et energiforbrug der er skåret til benet.

(update… det viser sig så at den er så nærig med strømmen at den ikke engang kan holde liv i enhederne på min strømspare-skinne – den stikdåse med alle stikkene til resten af systemet ekskl iMac og router ved siden af – så skærm og printer og lamper mm sætter periodisk ud hvis jeg bruger den normalt. Noget jeg ikke opdagede i går for der arbejdede den jo konstant. Men det indre strømspareprogram er så effektivt så den slukker nærmest helt ned selvom jeg sidder og læser noget på en skærm uden at røre tastatur eller mus. Effektivt men ganske besværligt når strømmen under bordet skal trækkes om).

Måtte lige tænde windowsmaskinen i går for at hive et par småting ud af den og jeg følte jeg havde startet en turbinedrevet boremaskine. Den kommer jeg vist ikke til at savne. Nåhja…  kommer vist heller ikke til at savne opstartstiden på den – jeg klokkede den til 12 minutter med flere taste- og musetryk undervejs for at få startet op til min brug. Gab. Den var gammel og absolut pensionsmoden.

Nu er den lagt ned og tjener som printerbord, hvilket har givet en helt speciel plads på det lille bord ved siden af mig og samtidig bevarer maskinen indtil jeg er sikker på at jeg ikke skal bruge mere fra den. Der ligger nu en lille flad pude… som hunden bestemt ikke var lang tid om at opdage formålet med.

– og dette er derfor skrevet med en hundesnude trygt hvilende på mit lår og snorkelyde der i nogen grad overtager lydbilledet fra den gamle maskine.  Bare hyggeligere. 

En udfordret nørd

Det er sådan jeg føler mig i øjeblikket. Jeg har sat restferien efter nytår af til at lære kærestens iMac at kende. Så godt at jeg kan bruge den både til foto, blogging, mail, video-konvertering og alt det andet som jeg nu kan sådan bare på en PC. Og jeg kan lige så godt indrømme først som sidst at jeg nærmest føler det som om jeg skal lære at gå igen. Alt er anderledes, og små simple opgaver som eksempelvis at gemme et foto i jpeg (jeg tager jo ikke billeder i jpeg) kan blive ganske omstændelige når man nu mangler sin “save as” funktion, der altid lige lå hvor man forventede den i menuer og på tastaturgenvejene. Men jeg er sikker på at det kan læres og oplevelsen af at tingene er enklere – men bare meget anderledes – er begyndt at indfinde sig.

“Nå, er det bare sådan?” bliver blandet med frustrationer som “hvor faen blev det billede af” og hvorfor kan jeg ikke skrive et simpelt @ (det har jeg dog lært som det fremgår)

Jeg får fornemmelsen af at vi i den grad er flasket op med windows-måden at gøre tingene på så det i sig selv bliver svært at skifte. Bare fordi vi plejer jo at gøre… billeder plejer at gøre sådan.. filer  plejer at ligge der…

Men min beslutning er taget – jeg skifter til Mac når jeg får mulighed for det. Og så håber jeg bare at muligheden kommer af sig selv før min PC brænder sammen.

Mit problem er så at det vil betyde et farvel til gode gamle følgesvende, som jeg har haft med  mig siden min første pc (altså ikke samme version.. er skam fulgt lidt med tiden) som officepakken, photoshop og hele den øvrige Creative Suite. For jeg vil bare ikke ud og betale fuld pris for det en gang til. Senere med mit bloggeri er WindowsLiveWriteren kommet til som et behageligt alternativ til den knudrede WP online-klient, der bestemt ikke er noget at råbe særligt hurra for.

Nu skal jeg til at lede efter deres erstatninger i et nyt miljø. Og helst nogle der ikke er så dyre i drift som de gamle venner. Om de kan alt det samme betyder mindre for mig, bare de kan det jeg skal bruge. Og helst til 10% af prisen eller derunder.

Kan man lave regneark og databaser i andet end excel og access? Kan man skrive i andet end word? Kan man arbejde med lag i andet end photoshop? Og RAW filer – hvad med dem? Hvordan konverterer jeg hvad som helst til pdf-filer? Hvad skal jeg finde og bruge for at arbejde med mine projekter på egne domæner? Mon jeg kan finde ud af at sætte en FTP-server op igen, en mailserver, en printserver… en NAS-disk?

Men det er lige nøjagtigt dé spørgsmål der gør, at jeg vil have hele hattehylden over på æble-dimser. Så det bliver nemmere at få tingene til at arbejde sammen på kryds og tværs. Men man skal jo lige lære det. Godt nok er Mac ikke så rigid som det har været, og æbledimserne æder betydelig flere formater og protokoller end de tidligere har gjort, men der er stadig små forhindringer, der bare er irriterende når nu alt centralt i vores netværk hænger på en windows-maskine, og alt hvad vi i øvrigt bruger har æbler på.

Alt bliver formentlig lidt nemmere – når jeg lige finder ud af det hele. Men jeg tror at tiden foran kærestens iMac er velanvendt, så kan jeg nemlig lære det inden jeg ikke længere har noget valg.

Jeg kan eksperimentere uden at risikere for meget, for kæresten er nemlig lige præcis så ligeglad med det hele at hendes computer står som den dag den blev købt. Der er ikke blevet installeret et eneste program på den, udover skype, så den vil være ganske nem at redde hvis jeg får gjort noget dumt – den skal bare sættes tilbage til fabriksindstllingerne, så er den hjemme. Men hun kommer da ind i mellem hen og stiller sig bag ryggen af mig og kigger på hvad jeg laver, og bliver mere og mere betænkelig ved at se de ting jeg er inde og pille i. Godt nok på min egen profil, men alligevel.

Det bedste af det hele er dog – og det er vi ganske enige om – stilheden. Fraværet af maskinstøj. For en mac er bare helt, helt stille og der er ikke så mange bevægelige dele der skal ventileres og drejes rundt.

Det alene kunne næsten overbevise mig. Jeg flygter jo nærmest hjemmefra hvis kæresten tænder en røremaskine eller hiver støvsugeren frem. Og nu sidder jeg og skriver på en computer der slet ingenting siger og spekulerer på hvordan pokker jeg har kunnet leve med at dele skrivebord med en PC der larmede så meget. Hvordan har jeg kunnet koncentrere mig om noget som helst?

Jeg er overbevist.. skal bare lige have puttet de sidste par tusind i sparegrisen!

Og billedet her… det er resultatet af lidt løs leg i det program, der godt kunne gå hen og blive photoshops afløser. Alt det jeg normalt bare gjorde er svært her – og alt hvad jeg normalt kæmpede lidt med – er nemt her. Så nu skal jeg bare have lært rutinerne til de simple opgaver som eksempelvis at “gemme som jpeg” så kunne det godt gå hen og blive valgt. Jeg har 30 dages gratis leg, og så skal jeg betale hvis jeg vil beholde. Ca 550 kr. Nu må vi se om det er det værd. Men det er svært for mig ikke at have en ordentlig fotoeditor. Jeg er ikke så meget til BW og duotone billeder, men jeg legede hurtigt med de filtre i programmet – og der slår det altså photoshop med flere længder og sender picasa i graven.

IMG 2938 copy copy

IMG 2938 copy1

Farvel til søgeordene

De har jo ellers været en kilde til stor underholdning for os og uvurderlige for diverse markedsføringsfolk der slog deres folder i net-universet.

Men nu er der sket det at google har sendt alle deres søgninger via en krypteret https-version videre til vores blogs, og dermed er søgeordene skjult for os. De har indfaset den strategi stepvist, hvor de startede med at lukke søgeordsvisning af for besøgende der var logget ind på deres google-konto når de søgte og nu gælder det (desværre) alle søgninger.

Det var sjovt så længe det varede.

djævle printer
Somme tider tror jeg der bor en lille djævel i min printer, der trækker i papirerne og får dem til at gå skævt, tømmer tonerpatronen for hurtigt, eller trykker på en usynlig stop-knap, men det mener jeg da ikke jeg har skrevet om?

stol ikke for dum mennesker
Nej, det er nemlig rigtigt. Stole er kun for de kloge. Altså dem der er kloge nok til at komme i god tid og sikre sig en stol.

“vores sommerferie”
Jeg gætter på at du har fået mange søgeresultater, men nok ikke det du ledte efter.

støøte gruper for menesker med ptsp
Det er godt at google kan stave for ellers var du nok ikke kommet nogen steder.

sex på arbejde med en kontordame
Har jeg skrevet om det ?? Vores kontordamer er ikke engang fantasi-egnede!

min kone provokere mig med opvasken
Hvad mon han leder efter på google? Gode råd eller prisen på en opvaskemaskine?

kan du give mig en dato
Gerne. 10.4. 2013.

tank plads på citroen c1
Anbefaler følgende strategi i stedet for googlesøgninger. Gå ud af døren (husk at tage sko på), søg efter din bil, stå foran din bil, gå rundt om din bil, stop når du ser en lille klap der kan være rund eller firkantet, oftest placeret over en af bagskærmene. Dér.

Blå time og lidt om hunden

Jeg har hentet en app til min telefon der hedder “bluehourapp”. Den koster 7 kr hvilket er for meget, men den er smart for den viser hvornår blå time optræder lige der hvor jeg er. Morgen og aften. Matematikken bag er vist ganske simpel men jeg er doven og lader gerne en app køre beregningerne for sølle 7 kr.

Jeg behøvede dog ingen blå-time-alert for at hive kameraet frem en aften vi sad og talte med nogle venner på altanen. Solen gjorde noget sjovt med husene i baggrunden og der var ikke tid til fiflerier og fancy udstyr. Retter kameraet og skyder mere eller mindre løst på solnedgangslyset.

Ikke noget superresultat men hyggeligt nok alligevel.

IMG_2785

Der er nu så hyggeligt her i forstads-ghettoen. Eller hvad.

I går da jeg kom hjem blev jeg mødt af en gruppe ophidsede mennesker på stisystemet. Børn og voksne mellem hinanden og lidt længere henne af stien lå der noget tøj (?) smidt på jorden. Jeg nåede faktisk at spekulere på om der lå et menneske nedenunder tøjbunken og om det var det der var så ophidsende. Det gjorde der dog ikke, det var bare tøj, hvad det så end lavede lige der.

Gik op i lejligheden for at hente hunden ud på en tur på striben (den der skovstribe der ligger hele vejen rundt om kvarteret) og inden jeg havde gået få hundrede meter var jeg blevet mødt af 2-3 politibiler og endnu flere ophidsede mennesker.

Har prøvet at kigge i aviserne for at se om der var sket et eller andet mystisk her, men der står intet. Så det var nok bare ophidsede mennesker og ikke meget andet.

Der er altså bare såå hyggeligt her i forstaden. Men det er altså ikke hverdagskost med civile politibiler på cykelstierne. Trods alt.

Der har været flere overfald herude på stianlægget, men pudsigt nok bekymrer det mig ikke det fjerneste at gå med hunden her. Heller ikke når det er blevet mørkere. Den er ikke nogen Schutzhund men den er opmærksom på alle små og store forandringer og skal nok give tegn hvis noget er anderledes, lyder anderledes eller lugter anderledes. Og giver altid tegn til mig hvis der er noget. Og det gælder osse de vilde katte. Så der bliver givet mange tegn til mig.

Og ind i mellem får vi følgeskab i blå time turene af en dame med et par retrievere. Så er det en fest at gå med hundene, der fistrer rundt i kanten af skoven og ud over græsset.

Vi talte lidt om det der med hunde – om hvor forskelligt de bliver brugt. Og hvor forskelligt resultatet er. Ellens indlæg om dyr, disneyficeringen og de efterfølgende kommentarer spøgte en smule i mit baghoved – var måske en lille smule provokeret. De to retrievere er dygtige jagthunde og har høj lydighed. Min arbejder mere selvstændigt med sin “passen på mig” opgave og har knapt så høj lydighed når det gælder øvelser med snor, hop og gå rundt om benene for at sætte sig. Den kan naturligvis afdækkes på afstand. Og blive liggende. Den kan indkaldes i fornuftigt omfang, men ikke 100% desværre, den kan og skal gå i snor men først og fremmest har den selvstændighed nok til at løse en opgave uden at få besked på den først. Og så er den hus- og hyggehund der er i stand til at hjælpe mig når angsten tager over.  Rigtigt tit ser den det før det kommer og kommer hen og puffer til mig.

Hun håner mig lidt for det der med lydigheden. For at jeg ikke har styr på min hund. I hendes forstand. Og i al venskabelighed, mens hun morer sig over hundenes cirkusnumre når de jager afsted efter hinanden. Men jeg tog måsen på hende forleden med en lille historie om hundens opfattelse af dens verden.

Vi havde lavet stegte hjerter i flødesovs og det var mig, der havde renset kødet. Smidt de store årer og vener i skraldespanden sammen med blodigt kødaffald i øvrigt. Og ladet det stå i skabet til dagen efter. Kæresten sætter det frem på gulvet i gangen, uden at lukke rigtigt til, morgenen efter, fordi vi skal huske at tage affaldet med ned. Og så glemmer vi det. Hunden er alene hjemme en hel arbejdsdag så jeg var ganske spændt på at se hvordan der så ud da jeg kom hjem. Det duftede jo ganske givet ret godt. Kvali-guffer for hunde.

Posen var urørt  – hvorfor forstår jeg ikke, men hunden havde ladet den stå. Den viste mig tydeligt at posen var spændende, da jeg kom hjem. Men kun med at sætte næsen på, kigge på mig med bedende øjne og ikke andet.

Damen med retrieverne måtte nødtvunget indrømme at dén var ikke gået hos hende. Eller hos ret mange andre hunde hun kendte.

Der er altså forskel på hvad man skal med sin hund og hvordan den bliver brugt. Jeg behøvede ikke en gang fortælle min hund at dette var mit. Det var noget den selv afgjorde. Og det er den selvstændighed jeg har dyrket i den. Det nytter desværre intet at træne i at være en bestemt hundefører med klare ordrer når hundens opgave er at passe på mig når jeg ikke er det og sidder midt i angsten på en bænk og ikke kan komme videre af mig selv – eller finde hjem fordi jeg mentalt ligger og roder rundt i græsset og prøver at lege mental mulvarp. Der skal den tage styringen. Jeg er sikker på at lydige servicehunde løser den opgave perfekt – men sådan en havde jeg ikke råd til at få, så jeg måtte lave min egen pseudoversion.

Og det var derfor jeg valgte at få mig en gravhund. Så fås de næsten ikke mere selvstændige, modige og stædige. Specielt valg, det vil jeg indrømme, men et yderst vellykket valg til formålet.

Et iPad problem?

Nørd-advarsel.

Jeg kan altså rigtigt godt lide min iPad, og alle jeg møder, der selv har en er ganske enige; det er en skøn tingest.

Men i julen mødte jeg først én og dernæst en anden der næsten med hviskende stemme betroede mig, at de ikke var helt tilfredse. Når de havde siddet med den et stykke tid på det trådløse net derhjemme tabte den netforbindelsen. Men shhh – det er ikke noget vi taler så højt om, for vi elsker jo vores iPads, ikke

Jeg har faktisk samme problem. Efter ca 20 minutter taber den forbindelsen til netværket. Og jeg er rimeligt irriteret over at sådan et fint produkt ikke kan noget så essentielt som at køre på et netværk uden at tabe pusten.

Så fik vi apple-tv og stor var min frustration, da jeg konstaterede at det var samme problem. Møg-æble!

Begyndte at holde øje med kærestens iPhone.. samme sag.

Løsningen lå på min android-telefon, viste det sig. For den sladrede om hvad der foregik på mit netværk ved hjælp af en app, jeg havde glemt alt om. Og jeg dummeklasker mig selv over at opdage at efter flytningen ind til hattehylden deler vi WIFI channel med 4 andre i samme hus. Så tror da pokker at routeren ikke kan trænge igennem og levere stabile ca 80 mbit.

Hurtigt ind på setup til router – bytte kanal til den af Android anviste bedre kanal.. og så kører skidtet. Og det håber jeg så det bliver ved med at gøre.

Føler sig lidt dum over at lave sådan en amatør-fejl. Men til jer, der også piver lidt over det trådløse netværks instabilitet.. måske skulle I osse checke jeres kanaler..