På kanten

De gode blog-intentioner holdt ikke i virkeligheden, for virkeligheden møvede sig pludseligt ind på mine dage. Virkeligheden og den alt for skarpe kant kom for tæt på og jeg blev udsat for hvad der vist nærmest kan kaldes en menneskelig udgave af en “sikkerhedslanding”. Det hele blev lidt for meget. Bare lidt.

Når sandheden skal frem – og det skal den slags jo ind i mellem – så har det sidste års udfordringer været lidt for meget, prøvelserne for store og kravene for bastante.

Og for et par uger siden væltede læsset så og andre måtte gribe ind og få mig samlet sammen igen.

Jeg har lært flere ting af det her. For det første skal jeg blive bedre til at råbe på hjælp når hjælp er nødvendig. For det andet skal jeg sætte grænser for kravene. For det tredje at erkende at jeg ikke fungerer helt så godt som andre.

Men hvad så når kravene kommer fra nogen jeg ikke kan kontrollere – og som jeg ikke kan sige nej til?

For der begynder at ske ting og sager mht mit tidligere job og “sagen”. Vi nærmer os en deadline for hvornår krav kan kundgøres og af en eller anden mystisk grund er fagforeninger nøjagtig som mennesker – hvorfor gøre noget for en måned siden hvis vi stadig har en måned at gøre det i? Så nu skal det hele ske på alt for kort tid, og jeg regner på timesedler i én uendelighed og prøver at guide juristerne rundt i junglen af mystiske arbejdsgange og inkonsekvente aflønningsformer og beregninger af sygeløn. Og de bliver ved med at finde nye fejl og forhold der osse lige skal afsøges – de starter hos mig, og finder de fejl undersøger jeg sagerne hos tidligere kolleger – er det enkeltstående fejl eller er der en systematik – og i så fald hvilken.

Og jeg kan slet ikke. Jeg har maksimalt 60 minutters koncentration at gøre godt med af et par omgange – om dagen.

Det er dybt frustrerende. At være så tæt på mål nr 1 – og så vælte. Må bare håbe at de der er klogere end mig på det her, bedre end mig – at de har styr på det. Og  holder deadlinen.

Men hvad jeg ved pt gør at jeg føler en forsigtig optimisme. Dog.

Prøver at nyde årtiers varmeste og tørreste oktober med lange gåture med hunden for at få bragt orden i kaos. Prøver at nyde farverne.

Det virker bare ikke helt så godt – men der kommer da nogle pæne billeder i kassen. Totalt floskelagtige og fantasiløse efterårsbilleder. Men fint er det da.

Men der er også plusoplevelser på kontoen. Lidt til låns. Men de tæller alligevel.

Min tovlige svoger har i alle de år jeg har kendt ham skiftet bil 3-4 gange om året. Sådan ca i gennemsnit. På et tidspunkt opnåede han at have 3 på en gang. Gamle slidte biler. En cabriolet med hul i taget som han måtte bore huller i bunden på for at få det vand, der kom ind fra oven lukket ud for neden, da fjedrene bestemt ikke var beregnet til vægten af et kørende badekar. En tussegammel men luksus-audi hvis største charme var at elruderne på bagsædet endnu ikke var gået i stykker. Men den var god til at køre – især langt. Hvor den ikke skulle startes for tit forstås.

I søndags solgte han så sin eneste bil og desperationen satte ind. Ingen bil? Det er jo nærmest kastrerende for en mand i hans alder (knapt 50). Ny, gammel bil stod dermed på ønskesedlen og det skulle være lige nu.

I går dappede vi derfor ud på landet for at kigge på en 25 gammel år gammel honda. Han havde fået kontakt med en ældre kvinde, der havde haft den fra ny og den stod i solen da vi kom. Lys og lækker. Passet, plejet og om-nusset – men aldeles ukørt i 2 år.

Jeg vil ha den bil! Han købte den naturligvis og var glad. Men han får dælme ikke lov til at sælge den igen før han har spurgt os.

Jeg har tabt mit hjerte til den bil – helt og aldeles. Heldigvis har konen det på samme måde. At den der må ikke forlade familien igen. Det er en glad-i-låget bil i sjældent god stand. Og sælgeren så med tårerne springende ud af øjnene, at han kørte derfra. Der er ingen tvivl om at den bil og hun havde en god historie sammen. Eller flere. Hun kunne bare ikke køre bil mere og den var i vejen i garagen. Stod det til hende var den formodentlig blevet sat ind på et tæppe i stuen!

Han har været heldig dér. Uden tvivl. Og hvis han ikke påskønner det, så får han med os at bestille, for den slags biler er sjældne og kommer ikke normalt til salg.

Forhindringer

I torsdags hjembragte jeg min kæreste fra lufthavnen. Det var nøje planlagt sådan at timingen var præcis og det hele bare kørte på skinner. Jeg skulle køre hjemmefra på et givet tidspunkt og vente på en rasteplads 2 km fra lufthavnen, og her skulle jeg gerne være ca når flyet landede. Kunne aftisse hunden og drikke en hurtig kop kaffe, mens jeg ventede på at få en sms fra kæresten om at hun var landet – og dermed havde fået mobilforbindelse igen, og dernæst en sms når hun havde fået sin baggage.

Der var det så tanken at jeg skulle køre fra rastepladsen og lande på “kys og kør” parkeringen lige når hun kom ud. Fin plan som bilen boycottede i svær grad.

Turen ud til rastepladsen gik fint og jeg fik min første sms. Pakkede hunden ind i sit bur, hvilket er en hurtig proces i modsætning til visse andre, og satte mig i bilen. Klar til afgang. Fik den næste sms og skulle køre. Og så ville bilen f**** ikke starte. Som i overhovedet ikke. Det nummer har den lavet med mig før (men aldrig med kæresten) så jeg tog det roligt, og tænkte at jeg sikkert havde gjort det forkert i min ophidsede “nu-kommer-kæresten-snart-hjem” tilstand. Og prøvede igen. Uden resultat. Den var ganske død.

Og igen. Og igen. Og igen. Og igen.

Bandede fælt og sendte en sms til kæresten.

Tag det roligt, jeg har vand og jeg venter bare…

5 minutter senere skulle jeg prøve igen, når den lige var faldet til ro. Den var og forblev aldeles død.

Ringer til hende og siger at det altså ikke går og at vi må have fat i Falck, og at hun må vente dér til jeg får rekvireret dem og de får det drilske designikon i gang. Det vil hun ikke så hun lusker over til taxaerne. Har I nogensinde prøvet at få en taxa i lufthavnen til at køre en tur på 2 km? Det er ikke ligefrem nemt. Og det lykkedes kun fordi hun smed 300 kr i drikkepenge og turen blev kørt uden om taxameter. Så hun kom altså til mig medbringende en ikke alt for sur chauffør, der ovenikøbet tog sig tid til at kigge på vores bil. Han nåede frem til samme konklusion som jeg, at batteriet var absolut dødt. Heldigvis havde han både måler og startkabler i bilen og fik gang i designikonet (ny 100 kr seddel smidt i hånden på ham), og så kunne vi fedte hjemad velvidende at bilen ikke måtte slukkes.

Ergo var der ikke andet at gøre end at finde et sted, hvor der var åbent og hvor vi kunne indkøbe nyt batteri til bilen, inden vi kørte hjem. Kæresten kørte mens jeg moslede rundt på iphonen for at finde ud af hvem der havde åbent og hvem der havde batterier. Heldigvis er det standardbatteri (som noget af det eneste standard på designikonet), så det viste sig at være mindre vanskeligt.

Men hvad så – nu har vi batteri – men vi skal stadig have det sat i. På grundlovsdag? Jeg tror godt at jeg kan gøre det men det ville være en ganske ukendt procedure for mig, så jeg ville ærligt talt helst være fri.

Men en af vores allernærmeste venner har en bil, der er vildt speciel. Det er den absolut største og hurtigste audi, der er lavet. Den har alt i luksus, og alt er elektrisk og automatisk – om det så er solgardinerne i bagruden er de elektriske – bagsædets hovedstøtter kører frem og tilbage elektrisk… når jeg skriver alt – så mener jeg altså alt. Til gengæld har den en kedelig vane med – især om vinteren – at bruge batterier op i stor stil. Så han har skiftet batteri på den på mørke tyske landeveje, på færger og i de italienske alper i snestorm. Han kører sjældent langt med den uden at have et reservebatteri med så han kan bytte undervejs. Ham ringede jeg til. Han grinede og sagde selvfølgelig ja til lige at fixe det lille problem for os. Det tog ham 6-7 minutter fra vi åbnede motorhjelmen til vi lukkede den igen. Kyssede ham på kinden og kørte videre.

Vi tilgiver gerne designikonet dette stunt. Den er 8 år gammel til sommer og det var det originale batteri der stadig sad i den. Det er vist egentlig ret ok. Det var bare et lidt dyrt sted den besluttede sig for at dø. Og en dyr dag at skulle panikindkøbe batteri på.

Til gengæld udmærkede dagen sig ved at vennen havde fri og havde tid til hjælpe os.

Held i uheld.

Turen til kærestens familie kostede 1300 kr. Turen fra lufthavnen og hjem 2000 kr.

Sådan kan livet være så sært ind i mellem.

 

En blomst til kæresten

Måske lidt inspireret af et indlæg ovre hos midter-fruen, hvor jeg lidt hovent meddelte at jeg ikke gad blomster, faldt jeg i staver over denne skønhed i den lokale netto. Kæresten kan derimod godt lide blomster og har et fint tag på orkideer. Men hun har aldrig haft en blå, så det har hun nu. Den her kunne jeg altså ikke stå for.

 

Det kunne hun heller ikke viste det sig, selvom det tog lidt tilvænning og nærstudie før hun accepterede at den faktisk ikke er kunstig selvom den ser sådan ud.

(update – nu har hun googlet den og det viser sig faktisk at den er kunstig – sådan at forstå at det er blåt farvestof der er blevet tilført blomsten og at det vil aftage med tiden – men vi nyder den så længe den har den særprægede farve)

På mandag starter min hverdag igen. Jeg har overstået den ugentlige snak med chefen og hun var selv nået frem til at jeg skulle starte på nedsat tid (ja – det snakkede vi sådan set om for en måned siden) og det nye var at hun osse var nået frem til at det nok ikke var nok med en uges indkøring, så jeg bliver holdt på under 20 timer indtil jeg selv melder klar til noget mere. Det er jeg meget lettet over for jeg var ærligt talt noget trist over udsigten til nærmest at blive smidt ud i påsketravlheden hvor ti dages arbejde skal klares på syv. Det plejer at være så stresset at vi alle render rundt med tungen ud af halsen, plop-øjne og rød røg ud af ørerne. Ikke kun mig. Alle. Osse bookerne på kontoret.

Det behøver jeg så ikke være bange for og kan nøjes med at have lidt dårlig samvittighed over at mine kolleger skal stresse rundt og jeg kan gå hjem ved middagstid.

Den må jeg prøve at slippe og så bare passe på mig selv.

Nu venter weekenden og der er kun to opgaver til kæresten og mig. Altanen skal gøres forårsklar og bilen skal gøres sommerklar. Det vil sige at den får sommerskoene på, hvilket vi morer os lidt over for i denne vinter ville det da vist have været mere passende at den havde beholdt dem på. Og så alligevel – jeg foretrækker faktisk at køre på vinterdæk på lidt for varme og lidt for tørre veje frem for at forsøge mig med sommerdæk på de få km sne og is vi har oplevet i år. Vi sætter vores lid til at nu kommer der ikke mere hvidt – og da slet ikke noget der bliver liggende.

Og så lige til sidst – vedrørende det sidste indlæg fra mig om synlighed. Jeg gjorde det sgu. På facebook og siden har min indbakke nærmest ikke stået stille og det har medført at en håndfuld af mennesker jeg troede jeg kendte lidt bedre osse har kommenteret selvbiografisk på emnet “usynlig syg”. Ovre hos dem selv. Fantastisk. Og især inspirerende. Jeg er helt klar over at det måske var dumt af mig, for hvem som helst på min venneliste kan tage et screendump eller dele statussen. Det første ved jeg ikke om de har gjort, men tvivler, og det sidste har jeg nogenlunde styr på. Det er ikke sket. Heldigvis.

– og så tog hun mit blodtryk

Jeg havde den mest afsindige dag i torsdags. Jeg skulle jo både til psykolog og til læge og tidsplanen var ganske skarpt lagt for at jeg kunne nå frem til begge i tide uden at stresse rundt. Det er den samme tidsplan jeg har brugt hver gang jeg skal se dem begge to og ved af erfaring at på det tidspunkt jeg skal køre fra psykolog til læge skal jeg beregne 35-40 minutter til turen hvis trafikken er normal aftenmyldretid og der er ikke er ukendte faktorer i form af vejarbejde jeg ikke kender til eller underlige uheld at holde stille for.

Nåede osse lige at sikre at Inge og Hasse er kommet rigtig fint i orden i deres nye lejlighed, og det var dejligt at kunne ønske dem en god jul, få et par knus og komme videre ud i planen.

Og så nægter bilen at starte! Så jeg måtte nærmest spurte ned til psykologen fra den parkeringsplads jeg havde sat bilen på for lige at hælde en halv cola indenbords og komme lidt i ro i mig selv. Men ankom i perfekt tid men havde ærligt talt glemt alt det vigtige der skulle tales om og tankerne kredsede voldsomt om problemstillingen med bilen. I hvert fald i de første fem minutter. Tankerne kom dog hurtigt i orden hos hende og vi havde en udbytterig samtale om at knække mine forsvarsværker på rette måde og med masser af tryghed… lige indtil der var gået præcis 65 minutter og jeg måtte erkende at nu overtog bilens tilstand min fokus igen og meddelte at jeg spildte hendes overtid, som hun ellers altid er generøs med, hvis jeg blev siddende, for nu måtte jeg altså tilbage og se om dytten havde tænkt sig at fragte mig ud til lægen.

Der havde jeg ca 80 minutter til jeg skulle være der. Der strøg rigtig mange tanker igennem hovedet om hvordan den her skulle løses. Kunne falck nå frem i tide… Kunne Inges mand Hasse måske – havde han overhovedet et sæt startkabler.. der var til at finde efter flytning?… og hvordan var det nu lige med designikonets særprægede batteri og kabelføring, med en pluspol der er pakket ind i en plasticdims der kræver værktøj for at få lirket af.

Omstændighederne der fulgte var lidt kaotiske, men fordi jeg var sprintet fra psykologen “før tid” og bilens velvillighed overfor lidt mokken rundt af forstandige folk endte jeg faktisk med at nå frem til lægen. Kun 5 minutter for sent – som jeg havde nået at advisere hende om via en sms skrevet i telegramstil. Efter at have kørt turen på under 30 minutter. Ikke vildt og for hasarderet, men effektivt og kvikt. Ikke en kørestil jeg normalt bryder mig om da den er stresset og kræver en masse opmærksomhed, og allermest kan sammenlignes med en form for dæmpet udrykningskørsel. Jeg ved af erfaring at man ikke skal køre mere end 10-20 pct for stærkt for så bliver tidsgevinsten ædt op af opbremsninger og hvad ved jeg..men at holde den 10-15 pct over giver noget ganske effektivt.

Strøg ind af døren hos lægen og har ganske givet set ganske presset ud. Hun griner bare og beder mig sætte mig og spørger lidt ind til hvordan det går. Få øjeblikke efter er øjenbrynene røget en smule i tænkeposition og hun erklærer at hun vil have checket mig lidt grundigere. Og tager mit blodtryk. Altså.. har lige tilbragt 1½ time i stress.. og før det en time hos psykologen… er det ikke ca en opskrift på et blodtryk der bestemt ikke kan forventes at vise noget som helst. Hun mener blot at det er kommet i ro nu, og sådan en bette udrykningskørsel (som hun i øvrigt ikke kunne godkende for hun havde bare lavet lidt administration som hun ellers skulle have gjort efter mig – ingen grund til at race afsted) burde rykke sådan en erfaren rat-operatør ud af fatning. Blodtrykket var helt som det skulle være, og afveg ikke væsentligt fra tidligere. Kan jeg ikke andet, så kan jeg tilsyneladende stadig køre godt til og bevare roen i kroppen mens jeg gør det. Det kom ikke bag på hende – jeg har faktisk kørt som chauffør for hende så hun kender mig og min normale rat-ro ganske godt selv når det skulle gå så stærkt at politiets eskorte ikke “kunne fange os”.

Og så skulle der undersøges blod.. blodsukker så vidt jeg husker. Den var fin.. og så et eller andet (google får det til CRP, men jeg er ikke sikker og jeg fik ikke fat i navnet) som hun udtrykte ville indikere hvis der var noget andet (infektion og sådan noget) galt, den var osse fin.

Men altså… jeg er jo ikke fin. Så noget er der galt. Hun udstak en plan for kvik udtrapning af medicinen, rundt regnet på 2 uger. Det er altså noget kortere end de månedslange processer vi ellers har testet og som jeg ved fra andre at de får til processen. Og mens jeg sådan ca accepterede den plan slog hun benene væk under mig.

– muligheden for at det er medicinen skal bekræftes eller elimineres hurtigst muligt, så du kontakter mig inden jul og igen efter nytår og fortæller hvordan det går, og hvis det ikke er bedre eller er næsten uforandret så skal vi i gang med et større setup af blodprøver og undersøgelser og muligheden foreligger – men er ringe – at der kan være noget alvorligere, men vi er nødt til at få den proces startet hurtigt – hvis det ikke er medicinen. (hvad hun dog mente at det var – eller sagde at hun mente at det var – mens hun så lidt tænksom ud)

WHAT… jeg tror ikke rigtigt jeg fik svaret på det men nu er indholdet af den besked så småt dæmret for mig.

Jeg skal afvikle medicin i lyntempo for at få afklaring. Det kan i min verden kun betyde at hvis det vitterlig er noget grimt noget så er det noget der skal tages fat i. Hurtigt. At der ikke lige er tid til at køre en normal udtrapning over flere måneder. Et perspektiv der på alle måder er skræmmende og jeg reagerer ganske givet osse derefter.

Er ikke helt sikker på at jeg bryder mig om tanken. Hverken den ene eller den anden eller den tredje.

Planlægninger og brødre

Vi har kigget på vejrudsigterne her og måtte jo erkende at det vist var tid til at bytte til vintersko på vores bil. Det er sådan en rigtig hadeopgave som vi plejer at få hjælp til fra kærestens bror. Han er dygtig til det der med donkraft og kryds-nøgler og så går det. Osse selvom designikonets 17″ hjul fylder og vejer en del når de skal fragtes fra garage til “pusleplads”.  

Så det skulle vi altså i weekenden. Det vil sige i lørdags for nu at være helt præcis. Lørdag formiddag var aftalen. Sådan ca mellem 10 og 12, og så skulle han og hans kæreste tage hjem igen, få noget pænere tøj på og komme til midddag om aftenen. Super-fin plan men altså….  Så vi var klar til at fise ud af døren iført tøj, der ikke ville blive ødelagt af bremsestøv og andet skidteri om formiddagen. Og så skete der absolut intet. Det kom egentlig ikke bag på os, så vi stod ikke lige frem i garagen, men var dog ved at blive lidt utålmodige til sidst, det må jeg indrømme. Kæresten ringede til ham ved 13 tiden og der skulle han lige i bad og så ville han komme. Han regnede med at der gik ca en time. Kl 15.13 ringede han igen at han lige skulle en tur ud til en lille by, der ligger 40 km væk for at købe vinterhjul til sin egen bil, og så ville han komme og så kunne vi skifte på begge biler på en gang. *suk*. De endte med at komme ved 17-tiden.  

Vi droppede så omklædningsplanerne til middag og jeg gik i gang med maden mens familiens mekaniker-aspiranter puslede med vinterdæk. Heldigvis havde jeg planlagt noget der var hurtigt at lave og som ikke krævede den store timing. Men der skulle dog koges lidt kartofler. Da de havde været væk en times tid ringede de og sagde at jeg godt kunne tænde for kartoflerne. Så gik der en ny times tid (stakkels kartofler) før de ringede igen og meddelte at nu var sidste hjul på og at de lige skulle ud til en benzintank og justere dæktryk og sådan noget. Ok, dét burde ikke tage så lang tid så jeg får lynhurtigt anrettet forretten der lige skulle en tur i ovnen i nogle minutter. 

De blev væk en time mere! *suk*

Det blev en sen middag med god mad der havde været perfekt – ca to timer tidligere. Men vi havde det sjovt selvom de ikke var nået hjem først med bilen og derfor ikke ville smage vores forrygende glögg. 

Sådan er det at planlægge noget med ham. Hans tidsfornemmelse bliver helt sat ud af drift hvis han føler sig for bundet af kravene. Der er sådan et forsinket teenager-oprør i ham hvad det angår og jeg tror det er af samme grund han nægter at gå med et armbåndsur. Han vil ikke være en slave af tiden. 

En dag kunne jeg nu godt tænke mig at han for alvor fandt ud af at hans “vil ikke være slave af tiden” betød at vi andre blev slaver af at vente. Og spildte tiden. 

Jeg knurrede til kæresten at vi til foråret ville køre dyt-bilen til en dækmand, der med drive-in service ku gøre det på 5 minutter for nogle hundredelapper. Og så blev det lige når det passede os og ikke når det passede andre …eller passede andre ikke at komme.

Kæresten grinede bare og sagde.. jammen du kender ham jo.. det var jo derfor vi valgte at lave noget med kold laks. 

Kæresten har osse endelig fået lagt sine juleplaner. Og de burde holde. Hun er nået frem til at hun vil være hos sin far hele julen og at den i hendes tilfælde i år varer en hel uge. Søndag til søndag. Det kan jeg sagtens forstå, så det støtter jeg for jeg gider ærligt talt ikke være der i en uge. Manden er stadig syg og det ser ikke ud til at han bliver raskere, og jeg tror at de to har brug for at være sammen uden svigerbørn, der går i vejen for de samtaler de skal have. Bør have. Det kunne sagtens blive sidste gang hun så ham i live. Der skal jeg bare ikke være der. 

Så jeg tager til jylland i hele julen. Det vil sige nøjagtigt samme uge. Det plejer bare at være nogle få dage, men af praktiske grunde koordinerer jeg med kæresten her så jeg kan sætte hende af ved en lufthavn på vejen  – og hente hende igen når vi skal hjem igen. 

Så håber jeg bare at min bror ikke allerede har planer om at komme til vores forældre osse. Samme problemstilling som sidste år hvor jeg faktisk ikke ved hvad der venter mig – simpelthen fordi jeg kommer lidt til at hænge fast derovre mens jeg venter på at kæresten skal hentes igen. 

Jeg ved at mine forældre har bedt min bror om ikke at komme i julen. Men jeg tror det kommer noget bag på alle at jeg havner derovre i en hel uge. Men sådan bliver det så i år. Det gik dog sidste år, så det håber jeg osse at det gør i år. Ellers kører jeg satme hjem og så må kæresten tage toget hjem. Hele vejen hjem. Ej, det vil jeg nok ikke vinde gode points på, så jeg må hellere blive hvor jeg er. Og gerne på den rette side af storebæltsbroen. 

Eller osse begynder jeg at drive rovdrift på vennerne derovre. Har dog heldigvis en bil så jeg kan flytte mig væk fra min bror.

Jeg har tænkt meget på det med ham i de her dage hvor juleplanerne maser sig på igen. Hvad nu hvis osv osv. Nej, jeg er ikke klar til at møde ham, og slet ikke som jeg har det i øjeblikket hvor selvfølelsen ligger og kravler rundt langs panelerne og der bare skal et skævt blik til før jeg bliver trist og indadvendt og ganske overbevist om at jeg ikke er bedre værd end – hvad han nu finder på.

 At tankerne kredser om det har vist en del med de sidste par indlæg at gøre. Om hvordan man skabte et menneske der bare spillede død. Det er vist naturligt nok. Men jeg vil.ikke.se.ham.eller.høre.ham.eller.lugte.ham! BASTA!

Han må ikke ødelægge den sarte balance jeg går rundt på i den her tid. Han kan skubbe mig ud i et mørke igen hvor jeg ikke skal være. Altså – nu er jeg jo lige holdt op med at tænke på betonbroer og sådan noget. Er lidt ked af de der par sidsste indlæg, ja gu er jeg så. Men det er ikke alvorligere end at jeg kan holde til det. Ham kan jeg ikke holde til. Det ved jeg. Det tror jeg de fleste ved. 

Om jeg er bange for at det sker alligevel. Gu er jeg så. Og det mere end sidste år. ØV. Simpelthen fordi jeg skal være derovre i længere tid. 

Øv altså. Men det koster altså kun det halve at flyve fra en jysk lufthavn i forhold til Kastrup. En difference der svarer til en en mindre ferie for to. 

 

Med snuden mod vest

Vi skulle jo hjem fra Ungarn. Sige på gensyn til vennerne og deres familier og så skulle vi modtage de gaver der gives som afsked. Det er blevet en underlig hul tradition efterhånden. Før har den sikkert givet smaddergod mening, men i dag har den bare symbolsk betydning. Selvom gaverne skam er fine nok. Vi fik en kogebog med ungarske specialiteter skrevet på ungarsk, men heldigvis oversat til engelsk og tysk. Det gør det hele en lille smule nemmere. En stribe folklore besmykkede kuglepenne og lightere blev det osse til. Og naturligvis – paprika. Altså krydderiet. I små dekorative poser.

Så fik vi to små flasker med hjemmebrændt snaps men iklædt noget strikværk (små bamser?) som jeg morede mig lidt over. Jeg fik at vide at det forestillede hunde.. en sort og en hvid puli. Vores ungarske veninde begyndte febrilsk at forklare noget om puliernes særlige pels, mens hun gestikulerede et eller andet og så anmodende på mig i et næsten telepatisk forsøg på at overføre et billede til mig så hun kunne slippe for at lede efter de svære engelske ord, som hun tydeligvis havde øvet sig på. Jeg grinede og svarede.. ahhh.. Bob Marley. Stort grin og vi forstod hinanden igen. Snapsen i flaskerne har vi vores egen lille historie med, for første gang jeg besøgte hendes familie blev der hældt snaps op til mig og gæstepligten er at drikke hvis man ikke når at takke nej (kösz nem, hvilket kan være svært at få en velopdragen dansk tunge til at sige i det splitsekund man har til det), osse selv om snaps slet ikke er noget jeg normalt rører. Men den her smagte forrygende og jeg kan vist godt afsløre at det ikke var mig der kørte derfra. Iøvrigt til vores værters udelte begejstring og de har elsket mig lige siden. Mig og min store nysgerrighed for selv de simpleste ting. Eksempelvis hvordan man tørrer chilier. Hvordan man svinger pisken for at få den til lyde som de geværskud, der kan forvirrer en fjende. Eller hvordan er det lige med den der gullasch. Moderen i huset er en dejlig kvinde, vidende uden at være belæst (til 6 klasse måske), omsorgsfuld og uddelende uden at være rig (snarere fattig). Og selv om hun kommer fra det yderste hjørne af europas traditionelt mest homofobiske befolkning har hun kun kærlighed og varme til overs for hendes datters to tossede veninder, der kommer så alt for sjældent.

Det var to triste mennesker der startede bilen en tidlig morgen for at sætte snuden stik vest. Gennem Ungarn på tværs. Denne gang uden stop lige til grænsen hvor vi lige skulle brænde de sidste tusindvis af forints af på billig fouragering, frisk kaffe til kanden, et par flasker vin og en fuld tank. Budapest kørte vi udenom i en elegant bue som vi bandede over vi ikke havde fundet da vi kørte mod øst.

I Østrig holdt vi et par pauser, ikke fordi jeg trængte til afløsning bag rattet men fordi det land har de smukkeste rastepladser med de bedste spisesteder. Det var lidt svært at køre forbi dem, så vi måtte jo ind og kigge hver gang. Osse selvom vi havde besluttet ikke at stoppe når vi så skiltene med rasteplads om nogle km. Når der så var 500 m og vi så hvor godt det så ud så fandt bilen lissom selv ind i frakørslen. Vi fik strukket mange ben i Østrig. Vi havde aftalt at vi ville prøve at nå sydtyskland inden aften, og til sidst føltes Østrig så lang som selveste Italien, mens vi møvede os tættere og tættere på det forjættede land hvor vi havde aftalt at vi skulle finde overnatning. Denne gang tog vi den nemme løsning; kørte ind på en rasteplads og bad gpsen om at finde overnatning til os. Vi valgte at køre mod 3-4 steder der lå med få hundrede meters afstand fra hinanden efter devicen: har det ene sted ikke plads har det næste – måske. Så vi endte i Wiesent, der ligger lidt uden for Regensburg. En superhyggelig lille bayerisk by mellem bjergene og Donau. Og her var der sørme en seng til os i Gäste-Haus Rösch hos frau Hildegrund, der var en hyggelig og imødekommende tysk værtinde, der så bekymret på os da vi trætte væltede ud af bilen og høfligt bad om værelse og seng. 2 personer, et godt værelse, fint badeværelse og bad, god morgenmad, et tv, der virker for 48 euro. Det var ok. Dog kunne vi ikke få mad der så vi måtte ned på “slotskroen” for at få schnitzler på størrelse med sålerne på jægerstøvler str 46 og gode øl som sig hør og bør på de kanter.

Her viste det sig at vi måtte have hund med (hvad vi ikke havde) men i betragtning af vores lyst til at lære området bedre at kende besluttede vi lige på stedet, at her har vi ikke været for sidste gang. Og så lever vi nok med Jesus på korset over dobbeltsengen.

Vi skilte dog hovedpuderne om morgenen for ikke at give den stakkels værtinde den kvikkeste omgang hjerte-infarkt når hun kom for at gøre rent.

Det var det skønneste sted, der kun blev forstyrret af kirketårnet lige uden for vores værelse. Klokken slog ihærdigt da solen gik ned, og jeg tænkte, at det holder det nu nok op med. Det gjorde den ikke. Rent faktisk nåede jeg på et tidspunkt frem til (sådan ca ved 1 tiden om natten) at det der skide urværk havde en fortid som skibsur og derfor pure nægtede at opgive sin “slå glas” rutine. Der kom lyde fra den klokke hver halve time i et mønster der minder en hel del om glas-bimleri.

Forekommer mig dog at være en ganske særlig situation med et kirketårneur – i Bayeren – der tror det er en skibsklokke, så der har nok været en anden mening i galskaben.

Vi opgav at finde frem til systemet og lukkede vinduet for at, i det mindste, dæmpe lydniveauet.

Det viste sig at vi delte overnatning med nogle polske håndværkere og de sørgede for morgenvækningen. Vi havde nemlig vundet værelset lige ved det udendørs rygerum. Godt vinduet var lukket, og vi benyttede lejligheden til at hugge noget tidlig morgenmad indenbords, afregne med Frau Hildegrund i kontante og solide (ahem) euros. Og så finde motorvejen igen. Da vi kørte derfra var vi egentlig lidt forundrede over at man stadig kan indlogere sig på sådan et sted – uden overhovedet at give ID.. vi kunne jo være stukket af om natten eller sådan noget. Men det kan jo være at hun i al diskretion har skudt et billede af vores bil. Tror bare at vi er for vant til at alt skal registreres i dag.

Rastepladserne i Tyskland ligger nu altså osse ret godt. Her havde vi vist lige passeret Kassel og kæresten ville gerne køre igen (hun blev køresyg i bakkerne, den stakkel).

Og hun kørte til nord for Kielerkanalen, hvor jeg gerne ville have et billede. Jeg skød mange og kan i bagklogskab konstatere en nær sammenhæng mellem følgende:

• En mobiltelefons kameras hastighed når det gælder at skyde flere billeder efter hinanden
• En bils hastighed
• Afstanden mellem disse skilte

Sammenhængen er dog næppe causal!

Kort sagt har jeg en masse flotte billeder skudt i fart – med hvert sit skilt i forgrunden. Og så vidt jeg kan se på skygger og motiver har jeg haft held af at fotografere 9 ud af 10 skilte på strækningen.

Det var ikke noget vellykket projekt.

Turen i tal:

15,7		Km på literen som bilen løb, alt inkl. Det er bestået for en hidsig benziner.
5180		Tilbagelagte km
Ca 800		Tilbagelagte km på grusveje eller veje der var nyanlagte for ca 40-50 år siden
5		Løsrystede propeller i bilens aircondition-system
2		Mislyde i bilens forhjulsophæng
0		Ridser, skader eller andet grimt
2		Motorvejskøer i Tyskland. De var små og tæller næsten ikke
4		Store kø-formationer i Tyskland med den charmerende egenskab at de enten var bag os (ahhhhh… autobahn for os selv!!) eller i modsatte vejbane
12		Gram ægte safran
2		Glade unger, da de endelig fik “gaver” af os som de kunne lide – de scorede vores nalgene drikkedunke ud af bagagen aftenen før vi skulle derfra. Og sov med dem om natten.
Færre		Penge brugt end forventet og afsat til projektet.
682		Antal billeder taget i alt. Hvilket er ganske lidt i min verden.
3		Kg hjembragt honning. Ca.
1		Specialgave til min kæreste. Hun fik en Electrolux Assistent årgang midt halvfjerdserne vil jeg tro. Med tilbehør. Men i god stand. Sådan en fylder godt i bagagerummet, skulle jeg hilse at sige, Tænk nogen vil bytte den for en kitchen aid…
1		Glad hund da vi kom hjem. Lagde sig med næsen 10 cm fra kærestens ansigt, sukkede dybt og faldt småsmaskende i søvn.

Endelig

Altså – endelig fik jeg tid og overskud til at tage fat i blogland igen. Og et eller andet sted skal jeg jo starte og jeg har jo en bunke billeder med hjem fra vores ferie i Ungarn. Det er bestemt ikke alle jeg kan vise frem, da jeg tog rigtig mange billeder af familie og venner derude.

Det er en del år siden jeg sidst tog turen derned. Første gang vi kørte den sammen var det i en Mercedes, der var bedre til at se godt ud end den var til at køre. Rent faktisk var den stærkt under-motoriseret hvilket gjorde det til en sand udfordring at overhale lastbiler og campingvogne på de tyske motorveje. Det foregik ca sådan: Jeg nærmede mig langsomt lastbilen i inderste vognbane mens jeg vurderede dens hastighed og checkede om den havde plads foran sig. Så holdt jeg nøje øje med biler bagfra mens jeg lod mig falde tilbage igen – i samme vognbane. Når jeg havde plads nok accelerede jeg vildt og inderligt (hvilket vist i realiteten kun ville have imponeret en lada-ejer) mens jeg blev i samme vognbane. Holdt stadig øje med biler bagfra for at se om der kom en hurtig tysk audi farende og lige inden jeg ramte lastbilen i røven huggede jeg ud i næste vognbane, overhalede over alt for mange meter og huggede ind igen foran lastbilen. Tricket var at ramme bilens max-fart lige inden der skulle skiftes vognbane. Det var selvsagt en smule anstrengende at komme frem på den måde og oftest valgte jeg altså at hænge bag et lastbil-tog og så bare lade trækvinden hive mig med og spare stakkels forpustede merc´er for det hårde job.

I Ungarn slog den dog fint til og vakte jo altid lidt blikke. De kunne jo ikke se at det var en potte med en motor der passende kunne have været placeret i en fiat 127.

Anden gang vi var afsted havde vi i stedet lejet en rap polo i lufthavnen i Budapest. Den havde været sjov at køre motorvej med, men det var der altså ikke noget af på den tur vi skulle ud på.

Det var ganske nervøst at køre dernede husker jeg. Bilerne var gamle, bulede, rustne og ofte sat sammen med gel-coat og gaffatape. Man var ligeglade med om den fik en bule mere og dørene blev uden nærmere eftertanker banket op i nabobilen på parkeringspladserne. Det var jo ligemeget, ikk?

Vi slap for skader på vores merc´er. Og faktisk osse på lejebilen. Heldigvis, for det havde været smådyrt. Men vi holdt os altså osse til parkeringspladsernes fjerneste hjørner og fik vores egen favoritplads i et lokalt parkeringshus mellem to beskyttende beton-stolper og lige i rette vinkel til overvågningskameraet. Det hjalp at stikke vagten en hvid kuvert og så kom der et lille “reserveret” skilt på pladsen. Så kunne vi roligt køre ind til nærmeste storby og hygge, shoppe, bade og nyde godt af gode cafeer og konditorier.

I år var det ganske anderledes. Det var tydeligt at se at bilparken var blevet betydeligt opgraderet, hvilket havde en ganske positiv effekt på trafik- og parkeringskulturen. Jeg tror at rigtigt mange familier endelig har fået råd til at købe en nyere bil, at de har brugt mange penge på det (ganske som vi) og har fået en dybere forståelse af at det faktisk godt kan betale sig at passe godt på køretøjet. Der blev holdt en pæn afstand i trafikken og parkeret præcist og eftertænksomt.

Alligevel vil jeg vise lidt transport-billeder. For der er jo osse paradokser. Og så viser de jo osse lidt (ganske anderledes) byarkitektur i baggrunden.

Det er altså ikke særligt tit at man ser sådan et forbudsskilt ved indkørslen til en macdonalds drive-in. Og selvom de store huse i baggrunden virker ganske kultiverede kan jeg altså godt afsløre at der i udkanten af den by (den udkant hvori McD ligger) var hestevogne fra de mindre landsbyer udenfor et ganske almindeligt syn, når varer skulle bringes ind til markederne om morgenen.

Jeg prøvede ihærdigt at tage et ordentligt billede af de der hestevogne, men når jeg så dem havde jeg ikke noget kamera og når jeg havde kamera var der ingen hestevogne. Og så afsindigt spændende er de jo trods heller ikke. Men her overhaler vi altså en på vej ind en morgen.

Han var faktisk bare på vej efter en buket blomster. Holdt ind ved en butik lidt længere henne af vejen og hentede en gigantisk buket, vendte traktoren med vogn og det hele og tøffede hjem igen. Håber damen blev glad derhjemme.

Den er gammel, den larmer vanvittigt og jeg ville personligt være ked af at køre i regnvejr med dé vinduesviskere. Men den er dælme flot! Og den ville med garanti være en mindre formue værd herhjemme for de rette købere. Nu bliver den brugt hver eneste dag til at køre grus med mere ud til et område hvor de bygger cykelstier (tak til EU).

Jeg tror faktisk at denne bil er den bedste i området. Eller i hvert fald modellen. For ikke-kendere kan jeg berette at det er en Lada Niva, en bil der er kendt for at kunne starte i alt fra –45 til +45 grader. Den kan køre i alt, overalt og er bygget sådan at den kan repareres med remedier der forefindes i de fleste landbo-husholdninger. Politiet dernede kører i dem, grænsepatruljerne har dem og de er overalt i bybilledet, for den er billig at købe og billigere at reparere.

Men når man er byens højtbetalte dyrlæge kører man altså ikke lada niva – så må man have fat i den legendariske Geländerwagen fra Mercedes.. her i en udgave der er 5-6 år gammel. Det er en seriøs terrænbil og ikke uden grund europæisk militærs foretrukne person-køretøj. Men dyr som bare fanden.

Denne omfattende gennemgang af transportmidler må naturligvis rundes af med den højt-elskede trabant. De kører endnu og der bliver kælet for dem. For langt de fleste ejere er det deres daglige bil, der transporterer dem kilometervis over veje, der bedst kan lignes med grusveje. Og de kører bestemt ikke langsomt. Men de kører og de bliver ved med det.

Den lille østbil har min allerdybeste respekt.

Vi har kørt på de veje i 10 dage. Vi har tilbagelagt ca 800 km (eller hvad der svarer til København-Ålborg t/r) på veje fulde af store huller og ganske almindelige grusveje og vores bil brød sig bestemt ikke om det. Den er tilsyneladende kommet igennem uden skader men har fået en lille knirkelyd i styrtøjet (som den dog havde meldt ankomsten af inden vi tog afsted) og så er alle ventilationsprobeller rystet løs og larmer en del. Men hvis vi havde kørt om kap med de her små trabanter er jeg ganske sikker på at vores designikon ville have lagt sig i vejkanten med alle bevægelige dele i monteringsvenlige smådele og nægtet at have kørt en meter mere. Men trabanterne – de holder altså bare til det.

Tror dog at ejerne er klar over at de har fat i et klenodie – så der bliver faktisk passet rigtigt godt på dem. Bemærk at lakken på den blå står betydeligt bedre end de to opel-biler ved siden af. Den bliver garanteret både vasket og vokset. Men den bliver brugt og kørt dagligt.

Dag 1 til 3

Det er da vist på tide med et lille rejseskriv fra vores lange tur mod sydøst. Vi kom frem i går eftermiddag og alt gik næsten efter planen. Jeg havde planlagt at fotografere lidt undervejs, men helt ærligt så var vejret temmelig mystisk overalt og den notorisk skønne tur gennem sydtyskland og Østrig var en temmelig trist og grå affære så kameraet blev egentlig bare liggende i sin taske i bagagerummet i bilen. Der lå det godt og pænt beskyttet og gemt godt af vejen for vejprirater og andet skrammel, der er så interesserede i hvad andre mennesker har i deres bil.

Og så glemte jeg i øvrigt alt om det og skød lidt billeder af tvivlsom kvalitet og karakter med min iphone undervejs. 

Bare rolig, er begyndt at bruge det rigtige kamera nu, men i første omgang vil jeg nok bare vise billeder fra iphonen mens vi er afsted, da jeg ikke har udstyr her til at behandle rawbilleder, og jeg tager jo ikke andet med mit DSLR. 

Det gik rigtigt godt med at få pakket bilen og jeg vil umiddelbart vurdere at vi kunne have haft næsten det dobbelte med herned uden de store problemer og uden at ændre i planen om at køre med tom kabine og pakket bagagerum. Det bliver ganske afgjort ganske anderledes når vi skal den anden vej, men det løser vi jo nok til den tid. 

Så indledningsvist vil jeg give et sjældent indblik i min næsten privatsfære. Sådan ser et rejseklart designikon ud – indvendigt. 

I anledningen af planen om at tilbagelægge ca 2500 km er der kommet to tilføjelser. Cola og en dåse slik, der ganske passende er pakket i en dåse, som nøjagtigt passer i en bils kopholder og som derfor forhindrer uhensigtsmæssig spredning af de søde sager. Ellers ligner den helt sig selv, den kære bil. Det er vist sådan noget man kan komme afsted med når man ikke har børn med i bilen.

Og så vil jeg altså lige fremhæve en særlig dims. Tomtom (ja, dem med navigationen) har lavet en mobillader med 2 usb stik. Det er rigtig god kvalitet og den ladede uden problemer både ipad og iphone undervejs. Den kom vi hurtigt til at blive rigtigt glade for i stedet for det kinaplastik man ellers kommer til at købe rundt omkring. Desværre er den vist bedre i kvaliteten end designikonets cigartænderstik der hellere end gerne følger med opladeren op når vi vil lægge den i midterboksen. Så det er vi holdt op med nu. Tomtom-lader er flyttet permanent ind. 

Og så var det ellers afsted stik syd-øst. Vi kørte hjemmefra kl ca 3 om natten og havde ikke andre planer end at nå igennem Hamborg inden morgenmyldretiden satte ind. Dermed kunne vi så osse komme uden om dagbøvlet med den den der kielerkanalbro, som vi havde både læst og hørt om fra andre. 

Vi havde kigget lidt på kort på forhånd og det så nærmest ud som om at vi skulle køre til Tyskland og når vi så havde kørt rundt regnet 1100 km skulle vi dreje til venstre. Helt så galt var det dog ikke, men afstandene er dog lidt anderledes end de er herhjemme. Det er altså nogle lange lige ud stræk man kan komme ud på. Til gengæld er rastepladserne og autohof´erne geniale. Toiletterne er ok når man altså lige vænner sig til de roterende lokumsbrædter og deres – til tider – store iver for at få lov til at rotere når man lige akkurat har lettet røven fra sædet. Har det sødeste lille skrabemærke på bagsiden af mit ben efter sådan et aggressivt roterende toiletsæde, der bestemt ikke lod sig stoppe af langsommelig turist, der bare ikke flyttede sig hurtigt nok. 

Det er klart at vi holdt en del pauser undervejs, der skulle strækkes ben, tisses, spises, provianteres og byttes chauffør, og da vi for tredje gang mødte den samme trailer med de fineste grønne traktorer valgte jeg at kigge nærmere på skønhederne fra John Deere. 

Dem kender vi vel alle sammen men to ting kom altså lidt bag på mig. Tre faktisk. Traileren de to grønne giganter stod på var i samme grøn-gule farver og et lille skilt (der dog ikke så helt så autoriseret ud) forkyndte at det var John Deere on the road – og så tilføjet nedenunder: No John Deere? John Deere is doing its job! Lastvognen var grøn og gul i de rette nuancer. Og så på vinduet dette skilt:  

Washed with care by… en eller anden. Altså det er en traktor, det er ikke en harley davidson eller en ferrari. Det er altså bare en traktor. Men åbenbart er det lidt specielt med de der John Deeres. For da jeg tog billedet kom chaufføren ud og verfede mig væk. Inden jeg skyndsomt forføjede mig konstaterede jeg at hans arbejdstøj var.. rigtigt gættet.. grønt og gult!

Håber de er så venlige at udstyre landmanden og hans folk med grønne og gule kasketter så den stakkels traktor ikke føler sig helt fremmedgjort i ikke grøn-gule omgivelser.

Det var godt jeg fik taget billedet for jeg tror de skulle en anden vej end os, og vi så dem ikke igen. 

Efterhånden begyndte vi at genkende flere biler, sært pakkede trailere og autotransporter og havde lidt godt grin med en yngre – lettere ophidsbar –  fyr i en undermotoriseret bmw, der bestemt ikke egnede sig til at køre fra vores designikon, selvom han prøvede ihærdigt. Ham tog vi med 170 op af Kasselbakkerne. Ha! 

Vi nåede et lille stykke ind i Østrig før vi afgjorde med os selv at det var tid til en overnatning og vores smarte hotel-app til mobiltelefonen skulle stå sin prøve. Den skulle gøre det muligt at finde et hotel i nærheden, vise priser og booke det i en arbejdsgang. Epic Failure. Sådan hedder det vist på godt dansk. Vi holdt nemlig på en rasteplads lidt for tæt på byen Linz og vi fik bunker af hits på hoteller i den by. Og vi gad ærligt talt ikke ind til en storby for at finde hotel. Så her skulle appen venligst lære at byhoteller ikke havde den store interesse, hvilket viste sig at være ganske umuligt. Jeg måtte stave mig igennem alle de mindste byer jeg kunne se på et kort (og så tror jeg at der gælder følgende regel i Østrig – jo mindre by jo længere og mere håbløst bynavn). Endelig ved det næsten stavbare bynavn “Pöchlarn” var der et hit. Et familiehotel, der gav morgenmad, et dobbeltværelse, gratis parkering og WIFI for 45 €. Bingo, den napper vi. 

Vi var klar over at vi havde brug for det der WIFI for at lave ruten til dagen efter, checke vejrudsigter og måske lige læse lidt nyheder og sende hilsner hjem til dem der gerne ville vide at vi var kommet godt ikke-frem men i hvert fald et stykke. 

HRMMMF – viste sig hurtigt at WIFI kun fandtes i baren… snedig forretningsstrategi for vi var bestemt ikke de eneste rejsende der sad med ipads og bærbare og prøvede at snappe af samme og yderst begrænsede båndbredde. Men vi drak god øl og kvalitetskaffe til. Og det var næsten dyrere end selve værelset at besøge den bar. Til gengæld fik jeg et større kulturchok, da bartenderen med største selvfølgelighed serverede kaffen og øllen med et medfølgende askebæger??? What??? Et askebæger? Er der overhovedet nogen der kan huske hvordan sådanne ser ud – i indendørsversionen? 

Men hvad – røgen bidrog da til en vis autentisk stemning og vi hyggede os godt i gode menneskers selskab, der var ganske imponerede over at vi havde tilbagelagt 1400 km på dag 1. 

Vi gik uden problemer omkuld i et lortebrunt værelse med lofts-tyskertræ på gulvet.. gulvbrædder i loftet og sære ikeaskabe til højre. Hertil tilsat et par brun-orange lange tunge gardiner, der nådigt skjulte vores nøgne kroppe for nysgerrige rejsende ved den nærliggende stations perron. Total stilforvirring, men hvem kan forvente mere til de penge og vi takker for de gode grin og slukkede lyset så vi ikke skulle se mere på det. Til gengæld var restauranten god og morgenmaden aldeles overdådig. 

Nu er vi fremme hos vores værter og er ved at finde lidt ro på det hele. Jeg skal nok skrive lidt mere om det, men dette må være nok for nu. Vejret er godt, maden er alt for rigelig, sengen er mystisk og med lidt spionagtig kreativitet har jeg snydt mig til at give steppelandet WIFI…  hæ hæ.. Jeg må ikke under nogen omstændigheder pille ved min værts internetforbindelse (for han har betalt dyrt for at få en prof til at sætte det op) så jeg har gemt en medbragt router i et skab bag hans pc og har koblet den på som access point til hans router. Han ser ingen forskel og hans pc kører helt som vanligt, men i det skjulte kører WIFI nu og giver os internet på de medbragte telefoner og ipads. Det er ikke helt sødt at gøre det i det skjulte, men hvad han ikke ved har han jo altså ikke ondt af. 

I morgen skriver jeg om vores besøg i Budapest. 

 

 

Pandekager, biler og dæmoner

Jeg har en formiddag helt for mig selv i dag. For jeg gad ikke hvad de andre skulle og sendte dem afsted alene. Kæresten, hendes bror og hans kæreste er kørt afsted for at købe en bil. En lidt særlig bil, som de har fundet til salg et par hundrede km væk, så de lettede herfra i morges og jeg håber at de ikke kører turen forgæves og kommer hjem i to biler. Min svoger og hans kæreste skal nemlig også på langfart her i sommer, og de behøvede en bil, der kunne klare mosten og fragte dem rimeligt bekvemt ned til Italien. Audi A8 – det må da siges at være bekvemt. De havde heldigvis indset det formålsløse i at spørge os om de måtte låne vores bil som jo ikke skal bruges før senere på sommeren, så det gjorde de ikke. De må købe deres egen fine bil.

Vores er ikke en A8, men helt ærligt, jeg vil nu ikke bytte, benzinomkostningerne taget i betragtning når man skal køre 5-7000 km. Og så ville jeg egentlig være dybt utryg ved at køre sådan en tur i en ny-indkøbt brugt bil. Osse selvom det er en bil i luksusklassen.

Så jeg sidder her for mig selv og drikker kaffe og læser blogs og sådan noget. Og når de sms´er, at de er på vej hjem skal jeg i gang med at fabrikere den største bunke pandekager jeg kan – godt jeg har flere og til formålet egnede pander at svinge. Der er dømt hygge og bilsnak på hattehylden i eftermiddag.

Men endnu kan jeg slappe af og tænke på andre ting og nyde roen og lyden af regnvejr på ruderne.

Og det er nødvendigt, for jeg tog en gevaldig dæmon-dans i går. Der sker nemlig ind i mellem det at jeg går rundt og virker enormt sund og velfungerende og det i en sådan grad at selv kæresten glemmer sin viden og sin erfaring. Og gør et eller andet umådeligt banalt, der udløser en gevaldig angst, vrede og tristhed i mig. Jeg ved godt at det er umuligt at undgå og jeg forstår, men konsekvenserne er store for mig. Så nu har jeg brug for ro – bare i et par timer. Ro og stilhed og forudsigelige hændelser. Jeg håber ikke telefonen ringer eller at nogen ringer på døren. For de to ting kan alene sende mig på utur igen. Lige nu. Så er det at jeg bliver mindet om at rask, det er jeg bestemt ikke. Men jeg prøver, alt hvad jeg kan.

Og bagefter en bunke pandekager. Mon de virker lige så godt som de piller jeg ikke tager mere? Og ja, jeg ved godt at de bestemt feder en del mere, så det behøver I ikke fortælle mig. Men det er jo lørdag – så må man godt, ikk?

Jeg kunne vist godt have sat et billede ind her af nogle pandekager. Men dem ved I jo hvordan ser ud, så jeg vil bare nøjes med at fortælle at mængden af dejen taget i betragtning ender bunken med at blive godt og vel 12 cm høj.. normal størrelse pandekager. For hvis det går som det plejer dukker der flere op når de hører, at der bliver lavet pandekager på hattehylden.

Forresten.. jeg fik min kindle. Lidt før tid ift fødselsdagen, men det er ok. Og jeg kan lige så godt afsløre at dén bliver jeg meget, meget glad for. Det er altså noget helt andet at læse på den end på ipadden.. i sollys, i kunstigt og stærkt lys, i halvdunkelt lys på altanen om aftenen eller i totalt mørke i soveværelset, hvor man bare tænder for dens eget diskrete læselys i skærmen. Perfekt lille læse-dims til prisen, der endte på 1250 kr. Ca.

Se lige alle de dumme reflekser jeg slipper for – og her er billedet i øvrigt taget på en regnvejrsdag uden direkte sollys og alligevel spejler den ipad alt hvad den kan. Og så vejer kindlen altså kun en tredjedel.

Derfor kan jeg godt lide både at have en ipad og en kindle. Ipaden er rigtig god til at være tablet – kindlen er derimod en dedikeret femstjernet e-reader.

UPDATE:

Kan godt se at billedet foroven virker lidt manipulerende.. så her er den ægte vare (der kan klikkes større) med en reel sammenligning af reflekser:

Torsdagsplaner

Det er helligdag og fridag og hvis det ikke havde været det havde vi begge været i fuld gang allerede nu, med masser af knaldenergi, fuld af smil og klar til dagens udfordringer. Dvs næsten – i mit tilfælde i hvert fald. Men nok mere energiske end vi er i dag. For vi er trætte, sløve og gider ikke rigtigt noget som helst af det der egentlig var planen for i dag. Nå, vi skal nu nok nå det hele alligevel.

Vi skal (alt alt for sent i år) bytte hjulene på bilen. Men i betragtning af hvor lidt vi bruger den i hverdagen sker der nok ikke noget ved at den har haft vinterskoene på indtil i dag. Det har været planlagt et par gange, men da det er en af de ting vi to tøser behøver lidt hjælp til af mande-kræfter er vi en lille smule afhængige af at der er nogen der gider hjælpe til. Mandekræfterne her sidder så bare desværre på mænd, der ikke ligefrem er kendt for at være aftale-stabile, men i dag har vi så fået lovning på hjulbytteri. Til gengæld har vi investeret i en såkaldt garagedonkraft, som burde gøre arbejdet en del nemmere i forhold til at bruge bilens egen, originale donkraft. Sådan en er nemlig en lidt spinkel konstruktion hvis allermest udmærkede funktionalitet er at den kan pakkes sammen og ikke fylde alverden. Jeg vil nok nærmest mene, at der er tale om en “nød-donkraft”. Japansk design i den fancy udgave gør den bestemt ikke mere brugervenlig. Vi har aldrig anvendt den, da vi jo havde to biler og den anden bil konsekvent var mere tung og solid og dermed osse havde en egentlig brugbar donkraft.

Drillebilen havde en formidabel donkraft, men til gengæld var de punkter på den hvor en sådan retteligt skal placeret rustet væk, så det gav osse lidt halløj i sig selv. Endte som regel med at den blev kørt på hjulcenter til sommer/vinter bytte – for vi turde simpelthen ikke gøre det selv, Bunden i bilen havde næppe overlevet i vandtæt stand.

Altanen skal osse have en omgang, og vi er stadig i en eller anden form for eksperimenteren rundt med en lille bænk, et par stole, et bord og en drilsk parasol. For hvor pokker skal den være så den faktisk virker som den skal – uden at stå i vejen. Den allermest optimale løsning for parasol ville være ca 1½ m uden for rækværket, men det tror jeg vores underboer vil være kede af. Vores altan er bestemt ikke blandt de største, men dog brugbar nok. Vi skal bare indrette den rigtigt. I dag. Suk. Jeg vil have mit lille bekvemme læse, skrive, lege med ipad hjørne. Kæresten vil have mulighed for at lege med krydderurter og planter og blomster. Vi skal helst kunne sidde 4 og spise derude. Well, det er nok lige optimistisk nok – men 3 i hvert fald.

Og hunden skal helst have en plads med sol som den kan nyde adgang til mens vi er på arbejde. Det er nemlig fordelen ved at bosætte sig i et område hvor vi bor så tæt, vi kan åbne altandøren uden at være hjemme. Adgang til lejligheden i lusket ærinde vil kræve at man sætter en stige op i stueetagens have lige uden for deres stuevinduer, forcerer et udestuetag, kravler et par etager op, kryber ind over altankanten og den vej ind i lejligheden. Yderdøren er tyverisikret og kræver nøgle for at komme ud, så de luskede skal samme vej tilbage med hvad de nu vil stjæle på nakken. Og alt sammen ca 6 m fra genbo-ejendommen hvor 8 lejligheders beboere vil have første parket til at kigge på manøvren. Beboere, der vel at mærke er helt klar over at vi går på arbejde (i modsætning til rigtigt mange af dem – velkommen til beton-ghettoen), at vi har hund og hvornår vi plejer at komme hjem.

Vi tvivler på at nogen vil gøre forsøget. Og er villige til at vædde et indbrud på det. Et indbrud som hunden i øvrigt vil gøre NADA for at forhindre. Det er slet ikke dens opgave at være vagthund, og det vil egentlig være ganske uhensigtsmæssigt i en lejlighed med en hund, der vuffer uhæmmet af alt ukendt.

Orv ja… kæresten er forresten osse en tyv. Sammen med de sandaler jeg fandt på tilbud fandt jeg osse en ny regnjakke. Osse på tilbud for en plov. Fed, tæt skåret, turkis ting fra Marmot og af fornuftig kvalitet. Den røg osse i kurven. Den scorede kæresten på stedet, og da den klæder hende rigtigt godt måtte jeg gå rundt i regnvejret i går uden passende beklædning og blev ganske gennemblødt. Men smugkiggede tilfreds på hende den skønne, der ellers har pakket sig ind i en stor, uformelig, kraftig arbejdsregnjakke, som hun ville kunne skjule en graviditet, en rygsæk samt et raketstyr under. På en gang.

… om aftenen bestilte jeg en jakke til… en anden farve, men nu kan vi lege fru og fru danmark i ens overtøj.. i regnvejr. Fik den heldigvis til samme lave pris, men til gengæld måtte jeg bestille på nettet og håber så at pakken ligger til mig på mandag. Så indtil da gider jeg ikke regnvejr.