En grum plan

Eller er det mon to?

Vågnede kl et eller andet mystisk i nat og havde drømt noget besynderligt nok og var ikke i stand til at fatte hvorfor, hvordan, hvor eller hvornår. Men jeg blev indlagt. Meget specielt, for jeg har ikke nogen anelse om hvorfor. Bortset fra at det var alvorligt. Og ganske ubehageligt.

Men jeg er her altså endnu og har lige slidt et par cm af hundens ben på en lidt længere tur rundt i området og nydt det gode vejr. (hunden gad faktisk ikke og stak snuden mod samtlige hjemadvendte genveje på turen). Mødte et par af hundevennerne, et hav af måger (bogstaveligt talt) og et enkelt egern, der tilsyneladende havde fået dets skyheds-gen fjernet. De er dælme nogle hysteriske små dyr, hvis de bliver vrede nok, de der små rød/sorte træspringere.

Nu sidder jeg med en kop kaffe og glor ved skrivebordet. Læser lidt nyheder, checker og besvarer mails (sletter lidt gamle) og duller lidt på WF.

Falder over en lidt ældre mail. En lang rørende tekst fra en der har været igennem en voldtægt for mange år siden. Om hendes kamp for at komme tilbage til livet, om at bevare sit parforhold, om selvmordsforsøg og opgøret med gerningsmanden der aldrig kom.

Hun meldte ham nemlig heller ikke.

Det lyder bekendt det hele. Læste det hele igen og så på hende gennem hendes ord – men ude fra. Hvordan ser jeg på hende, hvordan mon folk ser på mig?

En sætning sætter sig fast. Jeg skrev et brev til ham. Jeg tror dog ikke hun sendte det, men hun skriver at det hjalp hende.

Nu ræser tankerne afsted. Opgør? Kan man det? På den måde?

Jeg tror hun pakkede det ned i en kasse og satte den langt væk, så hun ikke risikerede pludselig at stå med det i hånden. Så det krævede en indsats for hende at få fat i det – og en vilje til at se det. At ville se det.

Men jeg skriver jo ikke til skuffen eller kassen. Jeg skriver på en blog. Jeg vil ikke gemme noget i kasser og lade som om det ikke findes. Jeg vil have det ud og frem så jeg ikke får lov til at glemme det, men begynder at tage det som en selvfølge. Lige som man har dimser stående på en reol i et hjørne. Man ved de er der, man ser dem hver dag, men de springer ikke i øjnene. Og hvis nogen fjerner dem så aner man faktisk ikke hvor længe de har været væk. Det er sådan jeg gerne vil have det med det her.

Skriv et brev? Ja. Sgu. Poste det? Aldrig. Gøre det til et indlæg? Måske.

Friktion

“All of life’s problems can be solved with two things—duct tape and WD40. If it moves and it shouldn’t, you need duct tape. And if it doesn’t move and it should, you need WD40.”

Gid det var så simpelt.

Inspireret lidt af Ellens indlæg om utilsigtede trækkanaler – blandt andet – og mit svar, begyndte jeg at tænke på det der citat. Om duct tape og WD40.

Begge dele er naturligt hjemmehørende i vores værktøjskasse og ligger osse i et skummelt skjult rum i bilen (tror jeg – det kan være konen har taget det ud og sat det i garagen. Vi er nemlig ikke helt enige om hvad der fast skal ligge i bilen og hvad der sagtens kan undværes 99% af tiden).

Man siger osse at hvis man ikke kan lave noget med duct tape – så er det bare fordi man ikke har brugt nok af det. Det er nok ikke helt rigtigt, men bestemt heller ikke helt skævt.

Om remedierne lige skal være tape og wd40 vil jeg nok tillade mig at stille et større spørgsmålstegn ved, men rent mentalt er det to centrale spørgsmål at stille sig selv når livets problemer manifesterer sig.

Er dette et problem eller en situation, der skal løses med mere friktion – eller med mindre?

For nogle mennesker er det en ren provokation når de får at vide “det kan du ikke finde ud af” “det kan du ikke klare” “det går ikke” og sådan noget. Det får dem til at prøve endnu hårdere og somme tider lykkes med tingene, især fordi de prøver og fejler og prøver igen.

Andre mennesker reagerer stik modsat. De tror på at når kloge mennesker siger at man ikke kan noget, tør noget, vil noget, kan klare noget – så har de sikkert ret. Forsøger de er det halvhjertet, for det lykkes jo alligevel ikke, og så er det bedst at have flest mulige ressourcer med ud på bagsiden når man har erkendt fiaskoen.

De første mennesker skal have meget friktion for at lykkes – de andre skal have mindst muligt. Det ene er ikke nødvendigvis bedre end det andet, men det er bare sådan det er.

Jeg ved godt hvor jeg hører til. Jeg ved osse godt hvor jeg ønsker jeg hørte til.

Der skal wd40 til. Oftest.