Halve dage

Har nu haft en række af halve dage på arbejde og det er altså lige til at holde til. Jeg må jo indrømme at chefen så rigtigt på sagen da hun afgjorde at når jeg kom tilbage så skulle det være på ikke over 26 timer om ugen. Og det er sandelig osse nok. Den sidste time hver dag er en kamp for ikke at skvatte sammen eller se alt for “sejlende” ud i øjnene når kvalmen og mavesmerterne bliver for meget.

Desværre er der ikke mange på jobbet der er orienteret om at jeg ikke er til rådighed efter kl 13 ca. Så min telefon ringer konstant og opgaverne tikker ind. Gør lige det, kan du klare det og jeg har rykket lidt rundt på dine arbejdsopgaver så du liiige får plads til den her opgave osse.

Det er bare ikke alle der ligge fatter at når jeg siger nej – så mener jeg nej.. og så er der ikke andet for end at de må snakke med min chef. Jeg henviser dem alle til at snakke med hende og få hendes godkendelse af deres ideer.

Hun afviser dog med hård hånd, velvidende at for meget fysisk arbejde til mig lige nu kan sende mig tilbage i sygesengen og at dét vil være synd for mig, men endnu vigtigere figurere som sygefravær i hendes afdeling og noget hun skal være ansvarlig for – overfor hendes chef. Så er det meget bedre at holde mig i gang på begrænset tid og sørge for at jeg møder hver dag  og gør hvad jeg skal og bør.

I dag tager jeg bilen med på arbejde. For i dag skal jeg et smut ud til psykologen og jeg tror der bliver nok at tale med hende om. Der er sket en del siden før jul. Mange prøvelser og udfordringer der er klaret med mere eller mindre held.

Og måske – måske ikke – hendes vurdering af den der situation med medicin ville være passende?

De “farlige” tanker ligger lige under overfladen og fylder en del.. men jeg er bange for at tale om dem og lufte dem. Bør jeg nok gøre i dag.

– se jeg tør ikke engang sætte de rette ord på hvad farlige tanker er.. men jeg tror de fleste forstår alligevel. 

En dag på sygehuset

Jeg røg afsted på sygehuset i går. Jeg var hos lægen, og hun vurderede at det vist ville være passende at få det der maveproblem undersøgt lidt nøjere, og gerne med det samme.

Det var ikke helt planlagt men kæresten insisterede på at nu skulle der altså ske noget og at jeg vist i øvrigt osse burde have kontakt med en læge hvis min chef på et tidspunkt ville begære en eller anden form for dokumentation for hvorfor jeg ikke møder op på arbejde.

Det var derfor ikke lige min sædvanlige fru læge der sad på beslutter-stolen i går.

Og nu besluttede hun altså at sende mig på sygehuset.

Det var en oplevelse. Og med helt utroligt meget ventetid (ikke lange perioder, men utroligt mange korte, fordi folk gik til og fra mig) fordi der jo i sagens natur hele tiden var patienter med højere prioritet end mig. Fint nok, det kan jeg sagtens acceptere, selvom jeg ærgrede mig stilfærdigt over den efterhånden strømdøde telefon og at min kindle lå hjemme på sengebordet. Ringede på et tidspunkt til kæresten for at fortælle hende hvordan det gik og fortalte hende at jeg måtte spare lidt på strømmen og at jeg ville ringe igen når jeg kom hjem eller der skete et eller andet.

Det overhørte en sygeplejerske mens hun var ved at gøre et eller andet ved naboen og kom bagefter hen og hviskede til mig at de skam havde lade-kabler til de almindeligste telefoner og tablets. En eller anden små-uofficiel donation fra en lokal butik. God ide. Er jo ikke altid at man lige få planlagt et besøg sådan et sted i forvejen, og netop derfor er behovet for at kommunikere med familien/job ekstra stort når planer skal laves om og beskeder gives i stort antal.

Apropos telefonen – den var naturligvis sat på lydløs hos lægen. Sådan er det bedst, synes jeg. Det viste sig at være ganske fornuftigt, for min chef havde ringet for at høre hvornår jeg havde tænkt mig at komme igen. En samtale jeg knurrede en smule over, da jeg faktisk har givet besked om at det ikke bliver de første 3-5 dage. Men ok, jeg ringer op til hende inden jeg finder en bus der kan fragte mig ud på sygehuset.

Hun er der ikke, men om jeg ikke lige kan ringe tilbage om en times tid. Gu kan jeg ej – der er jeg på sygehuset for at blive undersøgt….  lidt sur nu.

Jeg slap for gastroskopien (heldigvis). For nu at tage det værste først. Jeg blev nøje undersøgt af en læge, der besluttede sig for at han ville starte med ultralyd (?). Ok, det troede jeg så var noget med gravide men jeg er jo ikke ligefrem nogen ørn til det der krop- og sundhedsnoget. Men først skulle der tages nye blodprøver. Ok, dét er jeg så ikke nogen stor fan af. Det gør jo ondt, ikk?

Og jeg har fået at vide at jeg er svær at hive blod ud af. En viden der bestemt ikke gør det bedre. 

Først kom en ganske frisk ung fyr, der vist havde en skummel fortid som ambulance-redder og nu gav den som sygeplejerske. Han kom trækkende med sin lille vogn og erklærede at han skulle tage blodprøven. 

Hans arbejdsmetode var ganske ukonventionel og ærligt talt temmelig “ambulance”-agtige. Og jo mere mine dumme blodkar drillede jo mere pudsig blev hans metodik. Det første der røg var handskerne. Og efterhånden som han havde prøvestukket mig flere gange i begge arme og forsøgt sig ved håndled og hvad ved jeg rendte han tør for kanyler og andet dimseri. Nye dimser blev fundet ved ved at gribe fat i skuffer og holden et eller andet andet mellem tænderne. Ren Hollywood, og jeg hyggede mig så voldsomt over det komiske at jeg glemte bekymring for hygiejnen og at det faktisk osse gjorde ondt. 

Han endte med at give op og hente en kvindelig kollega, der gjorde sig lidt morsom på hans bekostning. 

Det holdt hun op med da hun osse gav op – stadig med handskerne på og uden at have bidt i noget. 

Næste levende billede ved min seng var en læge der kom trækkende med en ny vogn. Det viste sig at det var det der ultralydsapparat, jeg tidligere havde hørt om. Ok. Nu skal jeg så undersøges. Men nej, det viste sig at de faktisk var nødt til at bruge det apparat til at finde et brugbart sted at stikke i mig. Lægen var ganske fonøjet over sit apparat… en fornøjelse der dog faldt lidt til jorden, da han var igennem 3 forsøg før han fandt et godt sted. Og da han endelig fandt et valgte han få sat en fast kanyle i hullet, hvis de skulle få brug for mere. 

Jeg tror de endte med at stikke mig ca 10 gange og grave lidt rundt næsten hver gang. Av for satan. 

De benyttede desværre ikke lejligheden til at undersøge mig med det samme… så jeg måtte lige vente et par timer mere på det. 

Lægen kom tilbage med sin lille vogn og en yngre kollega på slæb, der tydeligvis skulle lære noget. De to herrer hyggede sig vældig over udsigten til at skulle bruge apparatet på en kvindes mave og indviede mig i at de ind i mellem konstaterede graviditeter som patienten ikke kendte til og som alligevel havde givet “besvær” som havde sendt dem direkte på sygehuset. Og mon det ville ske igen nu. Ambulancefyren stod i baggrunden og grinede skævt for sig selv, for han havde overhørt en facetime snak med kæresten og var ganske klar over at uventet gravid nok ikke lige var min største bekymring. Han småfnisede ganske uhæmmet, faktisk og havde måske noget payback til gode for det med stikkeriet og ønskede at lægen dummede sig med sin maskine. 

Undersøgelsen viste ikke noget væsentligt bortset fra at de mente at det var et mavesår og at der var galdesten (lige over grus-grænsen men i rigelige mængder) og at det var de to ting der er i fin forening har givet mig smerterne. Og så kunne jeg i øvrigt godt fedte tilbage på den der mavesårsmedicin, som de dog skiftede til noget andet, der ifølge dem ikke burde give så store bivirkninger. Og så måtte jeg i øvrigt gerne stille til check igen på fredag.

Og stadig er beskeden at jeg skal tage den med ro indtil virkningen af medicinen sætter ind og bivirkningerne forsvinder.

Så kom ham ambulancegutten tilbage for at fjerne kanylen i min arm. Det var et rent blodbad og alt det blod vi havde manglet tidligere befandt sig nu på steder hvor det var mildest talt uhensigtsmæssigt – og det så bestemt ikke ud til at det havde tænkt sig at stoppe foreløbigt. Fik en mere end reel forbinding på og blev sendt ud af døren med et næsten undskyldende smil – og en besked om at der faktisk var kommet temmelig meget sne og at jeg nok burde sørge for at blive hentet og at jeg skulle undgå kulde. 

Jeg var ganske træt da jeg kom hjem i går. Og har her til morgen de mest fantastiske blåspættede arme.  

Hvem slukkede lyset?

Jeg har igennem hvad som helst (næsten) haft en eller anden form for gnist og lyst til at møde næsten hvad som helst med lyst til at slås. At næsten hvad som helst ikke skal få has på mig.

Men der er sket et eller andet i løbet af den sidste uge, hvor jeg har været nedlagt af maveproblemer, der formodentlig stammer fra det der mavesårsmedicin. Jeg tager ikke den mere (efter lægens anbefaling) og nu er jeg næsten tilbage hvor jeg var før jeg prøvede det. Bare med større mavesmerter. Jeg bliver stadig hjemme, da jeg næsten ikke magter at stå oprejst i mere end nogle minutter og selv en gåtur på få hundrede meter får mig til at krampe sammen.

Noget er bestemt ikke som det skal være.

Men hvad værre er – så har det udløst en slukkethed i mit hoved. Jeg tror at nogen udefra ville kalde det en akut og alvorlig depression. For mig føles det bare sort og slukket.

Jeg er bange for skyggerne i trappeopgangen når jeg tager hunden ud på minimale lufteture. Jeg er ked af at være alene og sur over ikke at være det. Jeg har svært ved at tænke klare tanker, orker ikke at engagere mig i noget som helst og er nærmest lidt ligeglad med hele verden.

Nogen har slukket lyset – og jeg er desværre lidt ligeglad lige nu med om nogen gider tænde det igen. Det kan være ligemeget.

Beklager.

Ufrit valg

Det er vist nogle dage siden jeg har har skrevet her. Om mavesåret min læge mente jeg havde eller rettere har og sådan noget.

Jeg skrev osse om min tvivl mht at gå på arbejde eller ej og prøvede lidt forsigtigt at få et par råd med på vejen fra vores allestedsnærværende, akkumulerede og alvidende blogger-brain.

Men da det kom til stykket blev valget taget for mig, for de der piller har en ganske markant bivirkning i form af en vis trang til ikke at befinde sig ret meget mere end 10-20 m fra et toilet. Så nej, jeg har faktisk ikke været på arbejde i denne uge endnu – og om jeg kommer det må tiden vise. Matheden er så udtalt i mig nu at jeg dårligt orker at binde snørerne på mine vinterstøvler for at tage hunden ned på den nærmeste grønne plet og lokke den til at få tisset af – på tid. Resten af tiden tilbringer jeg under et tæppe og jeg keder mig ganske bravt efterhånden.

Min chef er heldigvis helt med på at det nok er smart nok at jeg lige få ro i øjeblikket. Men det havde nu heller ikke hjulpet ikke at være det – for jeg kan slet ikke slæbe mig på arbejde i øjeblikket og endnu mindre udføre det.

Jeg skal give besked til lægen i slutningen af ugen om der er sket nogle ændringer – og det håber jeg så jeg kan afgøre – i slutningen af ugen. For lige nu mærker jeg kun trætheden.

Og ugideligheden. Og kedsomheden.

Når jeg er lidt oppe sidder jeg ved computeren og kigger net-tv og drikker te (så ved I der kender mig at den er gal). Nusser lidt rundt i kærestens mac og bliver bedre og bedre til at bruge den til alle de små og store ting jeg normalt har gang i på min egen pc. Rent faktisk er jeg blevet så god på mac´en at min egen har været sluttet i et par uger efterhånden. Og jeg har ikke savnet den. Især ikke dens støjniveau. Kæresten er faktisk begyndt at blive en lille smule træt af at jeg har besat hendes computer, så mon ikke hun er ved at være mør til at vi skal bestille en ny til mig. Kender hende så godt at jeg ved at lige nu skal jeg ikke presse på for at få det ønske opfyldt – har presset godt og grundigt – men nu skal det være hendes ønske osse. Og det kommer vist helt af sig selv når hendes computer altid er optaget af et eller andet jeg lige har gang i. Det er altså lidt lidt med kun en computer, selvom vi er ganske velforsynede på iPadsiden.

Hunden har opgivet mig og er krøbet i skjul i sin ikea-hackede hundehule, der har en mørk fortid som tv-bord i et andet hjem. Kæresten fandt bordet i lidt miserabel stand i vores storskralds-rum for nogle år siden og byggede det – altså bordet – om til hundehule med tæpper, puder og “gardiner”. Hunden er som regel glad for at ligge der og kryber altid derind når der sker alt for meget – eller som i dag hvor der bare sker alt for lidt.

Update – Lene spurgte efter hvad det var for medicin jeg havde fået … så jeg lynskød lige et mystisk billede af pakken.

Gode nyheder – tror jeg

Jeg håber jeg slap for videre tiltale hos lægen. Har gået rundt og smålidt i flere måneder og har lyn-udtrappet medicin for at få klarhed over om det var dét der lavede balladen i min mave. Det er det ikke, for generne fortsætter helt som vanligt – nu bare let garneret med dårligt humør og små-depressiv indstilling til tilværelsen.

Men i går var jeg jo så hos lægen.

Vi har en vis fri omgang med hinanden, så jeg havde fået en åben tid – skulle bare være der kl ca 13.30 og så ville hun prøve at putte mig ind mellem de øvrige patienter. Jeg var der allerede kl 13, da jeg havde fået tidligere fri fra arbejde end forventet (hurtigt overståede opgaver) og stak af med det samme da jeg tænkte,  at jo før jeg var der jo større var chancen for at komme til. Mødte lægen i døren. Hun var på vej ud – jeg var på vej ind. Hun nåede at sige at det ikke var planen at hun skulle ud af døren på det tidspunkt, men at det bare var sådan ind i mellem. Nåja.. der er vel ind i mellem noget der haster mere end andet når man er læge. Fik et lille lidt trist smil tilbage og hun udtrykte at så meget hastede det nu heller ikke, men at det skulle være i dag. Ok. Så vidste jeg jo godt hvad dét handlede om og hvor lang tid hun ca ville være væk.

Hun nåede dog at bede sygeplejersken om at tage de der blodprøver på mig – hvis det altså var ok for mig. (hun har sådan en lidt fast holdning om at det kun er hende der har med mig at gøre og især hvis det er noget der er ubehageligt – en tillidsting som hun godt ved ikke er guds-givet fra mig). Naturligvis var det ok. Jeg ville faktisk bare have det overstået.

Det var en kamp og jeg kom ud med plastre på begge arme. Ouch.

Ny ventetid med kindlen som eneste selskab for hendes klinik ligger i et sort hul rent mobil-mæssigt. Det var nu osse ok at få taget et godt tag i den nye Guillou-bog. Sad der en lille times tid mens resten af kontoret gik til en forsinket frokost og lægen var ude.

Så ind og få besked. Blodprøverne er den “sædvanlige” screening og jeg får besked i aften om alt fra kolesterol og blodprocenter og hvad ved jeg (…ikke noget om). Mit blodtryk var helt som sædvanligt og afveg ikke væsentligt fra sidst (hvilket vi småhyggede os over – at der ikke var forskel på blodtryk efter flere timers stressen rundt og racertur i bilen og efter ca en times ventetid med en god bog).

Vi talte lidt om medicinen og udtrapningen og jeg meddelte at nu var jeg igennem og at vi så skulle lade det blive ved det! Det cirkus har jeg ikke lyst til at gentage, så hellere forsøge at få styr på humøret og de sære tanker. Det er måske ikke det klogeste – men altså… nu er jeg jo ude af den der medicin. Ikke efter eget valg – men jeg er ude af det.

Til gengæld var hun ret sikker på at det var et simpelt mavesår der drillede mig. Så nu prøver vi at få styr på det og så må vi se hvad der sker. Det er vist en ret hurtig behandling, så det vil jeg gerne forsøge. Håber at det bare er det. Det er da lige til at overskue.

Jeg burde kunne mærke en begyndende forbedring i løbet af en  uge – så hun ringer til mig i næste uge. God ide.

Og så fik jeg en besked om at jeg skulle undgå det der udløser mine anfald af mavesmerter mm – og lade det få ro til at hele. Det skal jeg prøve, men det er lidt svært  da jeg lider allermest på arbejde. Det er hårdt fysisk arbejde, jeg har mange op-ned bevægelser og hver gang er jeg ved at kaste op. Nå, går på arbejde i dag og i morgen og så må jeg se hen over weekenden. Ved sgisme ikke rigtig om jeg skal tage konsekvensen her og så blive hjemme den her første uge af den 28 dages kur lægen har udskrevet til mig. Vi må se.

Men altså… gode nyheder herfra.. i første omgang. Sådan skal det være.

Forhammer

Hverdagen ramte mig ærligt talt som en forhammer ca midt mellem øjnene. Jeg havde glemt alt om hvor krævende det faktisk var at krybe på arbejde, og situationen er bestemt ikke blevet nemmere med lægens anviste lynudtrapning af medicin. Javel, det lykkedes da, men prisen til at få øje på.

Den der medicin jeg ikke længere får gør at jeg kan holde balancen mellem et fungerende sind (omend ikke optimalt) og det rene kaos af farlige og især forbudte tanker. De er sære for de er nærmest livsfarlige. Jeg ved jeg har et fornuftigt liv – med en sød kæreste – gode venner og alt det der. Hvorfor faen så ønske at stige af? Hvorfor overhovedet tænke det? Selv min viden om at det er en fejlfunktion og ikke mig der tænker sådan ændrer ikke i tankerne, de gør dem bare nogenlunde bærbare.

Den gik herhjemme hvor kravene var overskuelige og opgaver kunne udsættes til energierne var bedre. Men den går ikke på arbejde.

I dag skal blive bedre end i går. Helst.

Det er tungt at erkende at min sygdom stadig er noget der ligner livsfarlig.

 

Det haster

Eller det vil sige at det begynder at haste en smule. Jeg skal nemlig møde på arbejde i morgen så nu skal jeg bare finde mig selv i løbet af dagen, ellers ved jeg ikke lige hvad der kommer til ske i morgen.

Jeg har overspringsblogget (og stadig tak til fruen i midten for dét ord) en smule og har benyttet mig groft af at være husnørden i problemer. For det er slet ikke den slags småbøvlerier mit liv handler om lige nu. Det er skægt, det er udfordrende, men det er ikke lige det der er i centrum.

Derimod mangler jeg min skal. Har det som en hummer uden skal, og det er ærligt talt ved at blive lidt af et problem. Der er masser af mennesker omkring mig på arbejde og jeg kan nærmest ikke tåle dem. Så det haster med at finde en eller anden form for beskyttelse. Når jeg nu ikke længere kan bruge den lægen har leveret til mig i form af medicin.  Jeg kan ikke huske at jeg har prøvet det før – at gå på arbejde og på forhånd føle mig så sårbar og jeg er egentlig lidt nervøs for det. Jeg har hele ugen sørget for at holde mig langt væk fra mennesker i al almindelighed og kæresten har ikke engang kunnet lokke mig med ud og købe ind. Selv ikke da hun truede med at vi skulle have en ny køkkendims (der indkøbes i samme kæmpe butik som al vores anden elektronik, og hvor jeg normalt sætter pris på at gå rundt og nørde lidt). Nix – jeg holdt mig langt væk og sendte hende afsted alene.

Det er altså smadderhamrende irriterende.. for det er lige begyndt at gå bedre med at være ude af medicinen. Vist den lille og store angst kryber da indenfor ind i mellem, men det kan jeg næsten leve med. Depressionen hænger over hovedet af mig – men bare den bliver der.

Og så skal jeg tilbage på arbejde og præstere og være socialt velfungerende og hvad ved jeg… og det ved jeg slet ikke om jeg kan. Det er altså noget skidt. Begynder dog at tænke at man lige så godt kan springe ud i det, så jeg møder bare op i morgen tidlig og tager dagen som den kommer. Men glæder mig? Ikke det fjerneste. Stædigheden i mig hvad angår arbejde føles næsten heroisk og en smule dum-stædig i perioder.

Er dog en lille smule nervøs for hvad der sker hvis chefen trækker mig til side og spørger hvordan det hele går – det har jeg slet ikke forsvarsværker til at svare på.

Og så er det jo i dag julen skal hives ud af hytten. Kæresten har nusset rundt i formiddag og bortfjernet julelys, stjerner, pynt. Det hyggede nu så godt, men hun er meget hård når det skal ud. Hun gik fra rum til rum og vendte osse altanen og alt blev lagt i en særlig julekasse som hun har tegnet hjerter og gran på så den er til at genkende nede i pulterrummet.

Men jeg fandt nu frem til noget hun har glemt – og jeg har slet ikke tænkt mig at minde hende om det.

Der er da intet så hyggeligt som julehjerter på toilettet. (host-host).

Køreforbud

Jeg er grounded nu og må ikke sætte mig bag rattet i en dags tid. Jeg gik en tur med hunden ved middagstid og der skete noget jeg ikke nøjagtigt ved hvad er og så bliver alt sort. Ikke sådan at forstå at jeg pludselig lå og rodede rundt i en grøftekant men kunne ikke få vejret og var helt låst indeni.

Det er afsindigt svært at forklare hvad der sker med sådan et angstanfald, men lysten til at lægge sig ned på jorden og gemme sig/trykke sig er nærmest total, men det ville nok se lidt rodet ud på en cykelsti her i nærheden. Omme bag de lokale kolonihaver. I regnen. Med en hund i snor.

Er glad for at jeg ikke gjorde det og bare blev stående og håbede at det gik over af sig selv igen. Det gjorde det desværre ikke rigtigt så det endte med at jeg måtte lukke øjnene og lade hunden føre mig hjem. Jeg tror jeg så lidt af det hele på vejen hjem, men følelsen var at jeg var helt blind og bare lod mig styre af min hund der forvandler sig fra fræk vovse til ansvarsbevidst servicehund når behovet opstår og den får besked på at “ta mig hjem”.

Jeg tror det var en ganske almindelig motionsløber der krydsede stien bag mig. Og jeg kan blive så eddikesur på mig selv over at noget så banalt og så ofte forekommende kan tricke den. Der må være noget andet i det osse.

Nu sidder jeg nogle timer senere og er ved at komme til mig selv – men godt skudt af en beroligende pille, som i følge lægen er stærkt afhængighedsskabende.

Egentlig har jeg bare lyst til at gå i seng og glemme verden og håbe at dette ikke sker mere i dag eller i morgen eller i næste uge… at det er en eller anden form for sidste krampetrækning. Det er jo ellers gået så godt hele julen og nu er jeg hjemme og tryg og så kommer det. Det er altså ikke særlig fair.  Vil være under dynen, men tror faktisk at vores gæster vil blive lidt sært kede af det hvis jeg har gemt mig, så jeg må hellere se at blive lidt social-agtig i løbet af forholdsvis kort tid. Vi skal jo vælte os rundt i vores forholdsvist solide filmsamling i aften. Tømme de sidste flasker med juleglögg og gøre noget ved samlingen af sne-øl. Tror jeg holder mig til colaen.

Bander fælt.

Jeg, der virker så bundnormal på så mange måder og gemmer det hele så godt af vejen altid og så falder facaden pga en motionist.

Med alle de nytårsforsætter der er i gang i byen i øjeblikket forudser jeg at jeg får en lidt sværere tid hvis det er alt hvad der skal til.

Øv.

Men hurra for tante Benzodiazepin – hun er bare lidt besværlig at kende. For jeg havde faktisk planlagt at bruge bilen i dag. Og i morgen.

Åh forresten

Sådan en hilsen fik jeg fra min læge torsdag. Jeg havde lovet hende lige at sende en hilsen og fortælle hvordan det stod til og hendes svar tilbage var både varmt, støttende og rart. Og så var der en åh forresten bemærkning:

– mon det ville være en ide at du havde noget beroligende hvis angsten bliver for voldsom?

Ja, det ville i høj grad være en ide, så nu skal vi osse lige nå et apotek inden vi stikker af gennem landet. Det ville nemlig være en fordel at have dem fra start og ikke vente til på mandag med at hente dem. Ville måske svagt ønske at vi havde tænkt den tanke lidt før. At hun havde tænkt den og at jeg havde turdet spørge efter det. Og havde tænkt den, må jeg retfærdigvis tilføje.

Jeg aner ikke om jeg får brug for dem, men der er ingen tvivl om at det vil hjælpe mig meget bare at vide at de er der. De betyder så desværre osse at bilkørsel bliver besværliggjort hvis jeg tager dem, men helt ærligt så bliver det et mindre problem for mig. Det er ikke noget jeg skal tage hver dag, men mere efter gehør og behov. Med et givent max dagligt.

Nu har jeg juleferie og blev sendt afsted af min chef med et knus og et bekymret blik, for der var aldeles udsolgt da jeg stod og hang på kontoret fredag eftermiddag og krævede min “kvittedulle” for nøgler og dimser så min afløser kan passe mit arbejde mens jeg nyder driverlivet. De forsøgte ellers at få mig til at blive til kl 17 fredag, men da jeg mindede dem om at de skulle “kvitte” mig ud mht dimserne så betød det jo at en eller anden på kontoret osse skulle være på arbejde til kl 17 ca. Så skiftede fokus pludselig til at finde en anden til opgaven frem for at finde en frivillig fra administrationen der ville “vente” på mig. Så fik de den. Jeg arbejder ikke over hvis de ikke osse gør. Ha!

Første uge et sted i jylland – og ugen herefter hjemme med nyt website-projekt. Og for at udfordre mig selv lidt på den trivi-opgave har jeg besluttet mig for at udvikle og lave billederne på kærestens iMac. Jeg skal jo lære at bruge den og det dur ikke at jeg stort set kun kan arbejde i øverste lag og i praksis ikke finde en forsvundet fil, konvertere et billede eller navigere effektivt rundt i diverse små-programmer. Og så vil jeg (!) altså lære at være en mester i iTunes. Hvis det da overhovedet kan lade sig gøre.

Sådan ser de to næste ugers plan ud. Lidt bedøvelse fra den snigende angst, en masse afslapning og et par udfordringer. Gensyn med gamle venner og nysyn med de lidt nyere. Et nyt kig på vesterhavet, luften, lugten og den salte smag på læberne bliver det nok osse til.

Har pakket kameratasken så mon ikke jeg osse får taget et par billeder undervejs.

Hunden har vækket mig lidt tidligt i dag, formentlig fordi den er usikker på taskerne på stuegulvet og jeg sidder nu foran computeren og nyder den stille ro uden krav. Ser net-tv og ser pludselig at der er lavet et nyt Heavy Agger program på DR. Historien om dem derude – historien der så langt følger min egen. Samme alder, samme musik, samme udvikling, samme dybe kløft mellem Indre Mission og de vilde unge. Samme dem – samme mig. Bare en anden by. Genkendeligheden er så tyktflydende at jeg kan skiveskære den. Hygger mig lidt over sproget og spekulerer på hvor mange, der mon egentlig forstår hvad de siger..

Æ ka ett håw… jo jeg kan.. Jeg husker  det aldeles glimrende!

Vi sætter hermed en vestgående kurs.

Er her altså endnu

Men dur ikke til noget. Jeg har nu taget den sidste bitre pille, og min viden om at herfra bliver det slemt og at det kan vare i ugevis er ærligt talt ikke særligt i-jule-stemning-bringende for min forpinte sjæl.

Det er skidt.

Men alternativet er trods alt værre. Det er som Ellen skrev til mig et valg mellem pest og kolera. Kan være syg og det ved vi ikke endnu men er samtidig dybt afhængig af at få den medicin for at have en tålelig hverdag. Jeg har fuld forståelse for lægens beslutning om at lade mig lynudtrappe af medicinen inden vi kører det store skyts frem, men det er altså svært at udføre i praksis, samtidig med at jeg jo frygter for hvad der ellers kan være galt og om det er noget der er alvorligt.

Chefen har opdaget at jeg hænger lidt med mulen og har sat mig lidt ned i tid op til jul, og har lovet mig at den sidste juletravlhed ikke rammer mig og at jeg får lov til at køre mine egne små rutineopgaver.

Så jeg passer stort set mit arbejde og sover resten af tiden. Sover fra rysteturene, angsten og tristheden.