Livstegn om … ca det hele…

Jo, jeg findes skam endnu. Men læser ikke blogs, og har stort set fortrængt blog-land, der ellers har støttet mig gennem tykt og tyndt de sidste år. Men nu begynder der at komme små mails med “hallooo” og “hvordan går det” og “holder du modet oppe”. Håber på forståelse for at denne periode på mange måder er en stor omvæltning for mig, at det kan være svært at holde fokus på ret meget andet end den påtrængende situation mht job, jobslut og job-skifte.

Og svaret må så komme her.

Det går godt. Det går af HELVEDE til. Det er trist. Det er stor komik. Det er forrykt. Det er overraskende. Og det er i perioder ganske forudsigeligt.

Jeg ved slet ikke hvor jeg skal starte og hvor jeg skal slutte med at fortælle.

Så jeg tror jeg vil starte et helt andet sted. Hos kiropraktoren.  Hun tager sig pænt af min dumme ryg og vi (altså konen og mig selv) har besluttet at det bliver hun ved med. Uanset om jeg så kommer til at betale fuld pris for det senere. Om behovet er der i fremtiden. Havde konen med for et par uger siden, for hun ville gerne se hvad det her nu var for noget, siden jeg reagerede så voldsomt og har gjort det stort set siden. Men nu ved vi da i hvert fald hvorfor jeg holder mig for mig selv når jeg har været der og konen giver mig lov til at være småpivet.

Men jeg er det på en anden måde end før. Den aggressive vrede der ellers har været min nøje kontrollerede følgesvend i alle årene er dampet en smule af. Der er sikkert fine videnskabelige ord for hvad der foregår, men der er blevet åbnet for en ventil der altid har været låst med hængelås, cement og vådrumstætning. Nu fiser det hele ud af mig. Og bare fordi der bliver trykket bestemt på ryggen af mig – en gang om ugen, ca. Men jeg har aldrig turdet lade nogen gøre noget der bare minder om det der før. Selv konen har måttet respektere et tabuområde dér. Og nu vender jeg håndtamt ryggen til en kiropraktor-dame og lader hende gøre sine skræmmende ting. Det er kontroltab men helt trygt.

Faktisk er det en så særpræget oplevelse for mig på andre planer end det rent smertelindrende at jeg var nødt til at tage den op hos psykologen for en uges tid siden. Hvad er det der foregår? Hun smilede lidt skævt og fortalte mig hvad hun havde tænkt om at jeg lod mig underkaste kiropraktor-behandling. Og det kan vist samles i et ord: “ups”. Hun var altså klar over at dette enten kunne gå meget godt eller rigtigt skidt. Men hun er tilfreds med at det gik godt og lægger sig i slipstrømmen på håndarbejderens arbejde og tilpasser sin strategi efter at der nu kan sættes ind på tidligere tabuer, og at denne udvikling ganske nemt kan blive afgørende for den kommende tid. Sært, men sådan er det altså. Hun har ifølge sig selv manglet et redskab i værktøjskassen for mig, for jeg gik helt i sort hvis hun helt konkret rørte ved mig for at nå ind til lille-pigen. Det er dét der bliver trykket på nu og lille-pigen bliver lukket ud, og får lov til at græde. Så må hun prøve at tage vare på den – og det er jeg næsten sikker på at hun klarer i fin stil.

Hun er glad for at jeg er havnet hos en kiropraktor med fin fornemmelse for risikoen for retraumatisering og god håndteringsevne af det. Min egen fornemmelse er at der gået hul på en ordentlig omgang indre betændelse, der har været godt og grundigt indkapslet og oplever en form for drypvis renselse i øjeblikket.

Nok om det.

Mht jobbet, kan jeg kun sige at det bliver stadig mere sært og specielt. Min chef har valgt den stærkt personlige attitude og ser på mig, når hun faktisk ser på mig, som en irriterende og ulækker flue, der nægter at svirre væk. Hun er virkelig mopset over noget som jeg faktisk ikke ved hvad er. Det er hende der har fyret mig, ikke omvendt, så jeg forstår ikke hvorfor hun så ovenikøbet er så vred på mig at hun forlader rummet når jeg kommer ind og skal have hjælp til noget jobrelateret i disse få uger jeg har tilbage. Hun nægter at se på mig og kan slet ikke klare at jeg kigger hende i øjnene. At tale frivilligt til mig er helt utænkeligt. Rent faktisk bliver jeg behandlet aldeles uværdigt. Og så er det svært at holde på sin egen værdighed uden at blive knolde-sur og lade det skinne igennem min glatte overflade. Men jeg tror rent faktisk at hun synes jeg er pisse-arrogant, og at det er temmelig meget på tværs at jeg ikke bare lægger mig “syg” i disse sidste uger men faktisk møder hver eneste dag og passer mit arbejde uden at svigte mine pligter. 2 uger endnu. Hun vil ikke kvittere for modtagelsen af min skriftlige indsigelse mod min opsigelse og så på den – og på mig – som om jeg havde serveret en tilpisset sukkermad på et sølvfad i perfekt butler-stil.

Jeg måtte “ikke tage det personligt at jeg blev fyret” men jeg kan konstatere at hun tager det umådeligt personligt at jeg ikke bare giver op og smider håndklædet i ringen og hun kan nærmest beskrives som en utidig teenager i sin opførsel. Underholdende at se en dame på et par og halvtreds opføre sig sådan, og hun opnår det stik modsatte, for hun bliver bare sjovere at drille. Hælene klik-klakker lidt ekstra hårdt ned af gangen når jeg er inden for synsvidde. Om jeg er provokerende? Egentlig ikke, for jeg passer bare mit job på den måde jeg skal. Gør hvad jeg plejer at gøre. – jeg må ikke lukke kommunikationen med “kontoret” ned for beskeder og indberetninger skal stadig gives og modtages.  Men det er måske provokerende i sig selv. Jeg aner det ikke.

Jeg har fået det første seriøse “start med det samme” job-tilbud. Og har sagt nej tak. Det var et ok job, men ikke lige i plet hvad angår geografi og opgaver.

Mit forhold til fagforeningen vil jeg helst ikke ind på endnu. Men den del af mine oplevelser står for det “forrykte”. Håber at være klogere på det punkt om en uges tid eller to.

Tristheden er de mange afskeder.. mennesker, der har knyttet sig tæt til mig gennem årene, hvor jeg har lagt øre til sygdom, død, økonomiske problemer, dumme læger og håbløs kommunal hjemmepleje. De fatter ikke at det er slut med mig, og jeg går fra grædende mænd og kvinder flere gange hver eneste dag. Det er en hård oplevelse og professionalismen er mere end tyndslidt. Ingen fatter at en dygtig pige (ja sådan ser de mig jo, jeg er jo betydeligt yngre end dem) kan blive fyret og de leder efter en grund. Har hun mon stjålet? Kørt spritkørsel og mistet kørekortet? Og de afviser det lynhurtigt igen og ser undskyldende på mig for de kender mig jo som jordens mest moralske menneske, der troligt kommer og lægger alt fra 50 ører fundet under sengen til 500 kr sedler der ligger mellem hynderne i sofaen på bordet foran dem. Og så græder de lidt mere – for kan de stole på den næste der kommer på samme måde? De er bange for forandringen, og jeg kan kun prøve at støtte dem i at det fine firma stadig består og giv dem nu en chance. Samtidig med at alt indeni råber op om at de skal sige fra. Men det kan jeg jo ikke sige højt. Men kan altså ikke lade være med at føle det æreskrænkende på sin egen måde. For jeg kan ikke fortælle dem andet end den officielle grund. Om-struk-tu-re-ring. Og den er der ingen der tror på.  Ingen overhovedet.

Jeg har overvejet at lukke bloggen ned for en tid. Nu er I advaret. For vi er nødt til at spekulere i en mediestrategi i hele dette morads af med- og modspillere. Og jeg har jo ganske svært ved publicity, og vil gøre hvad jeg kan for at undgå det, men har det endnu sværere med det hvis bloggen ligger som aktiv ved siden af. Jeg vil savne jer.

 

** update **

Inspireret af Lenes kommentar. Det er altså ikke nu-nu-og-her hvis jeg lukker ned for en tid, men det er en mulighed jeg er nødt til at se på hvis hele den her sag rammer medierne.

Reklamer

Ofre og helte

Som det er nogen bekendt (ca alle) har jeg taget nogle gevaldige ture med min egen PTSD i denne uge. Tilbagefald vil jeg ikke kalde det, snarere at den banker på min indre dør og minder mig om at den stadig findes. Lidt som en ihærdig kreditor der kommer for at få sit afdrag på en gammel gæld. Inklusiv renter.

Men det har osse betydet at jeg har tænkt på og talt lidt mere om emnet end jeg plejer at gøre. En eller anden kiggede lidt skævt på mig en dag og sagde at det jo var lissom veteranerne (altså de soldater der havde været i krig væbnet konflikt og kom hjem med PTSD og havde problemer med at få det anerkendt som en arbejdsskade fordi sygdommen var flabet nok til først at indfinde sig efter de der 6 måneder der var “gå-til-læge-fristen”.

Det glæder mig da at de har fået pillet på den frist, for den var ikke så hensigtsmæssig i dette tilfælde.

Men det er her de fleste kender til sygdommen… når veteranerne får det. Af at være soldater i krigen den væbnede konflikt de nu engang er sendt ud til for Gud, Konge og Fædreland. For at gøre deres pligt. Være helte. På vores vegne, når vi nu ikke selv tør.

De fortjener respekt. Og jeg håber de får det.

Men vi andre, der får det fordi vi har været udsat for noget. Det kniber til tider med respekten for det. For vi er ikke helte – vi er ofre. Medlidenhed, omtanke og empati hvis vi er heldige. I den rækkefølge.

Det er sært som forskellen i årsagen forfølger én ind i sygdommen.

Et offer kunne muligvis/muligvis ikke have undgået situationen. Et offer kunne have gjort en hel masse andet efterfølgende for at undgå at traumet fæstnede sig i sindet. Kunne have undgået at få sygdommen.

En veteran gjorde sin pligt. End of story.

Mon den slags traumer i øvrigt lagrer sig i muskler og krop? Og sætter sig fast?

To timer efter jeg gik fra kiropraktor i går (og hvor jeg godt kunne mærke en dyb sårbarhed krybe ind på mig) måtte jeg lægge mig på sofaen med ryggen til verden og hunden ved fødderne. Nærmest ulykkelig uden nogen særlig grund… da konen kom hjem fra arbejde fandt mig mig med tårerne løbende ned af kinderne. Og puttede mig i seng. Og det var nok det klogeste at gøre i den situation.

Et eller andet er ved at give slip her. Det krævede ikke læger, psykologer eller en sexolog. Det blev en kiropraktor. Nu må de andre samle stumperne op.