En lille pause

Tjaeh så tog jeg mig en lille pause fra bloggen. Sådan ca en lille uges tid. Ved ikke helt om det er fortjent, men det var ihvertfald godt behøvet.

Sagen at jeg ind i mellem kommer til at skrive ting her som jeg nok har tænkt over og tænkt igennem, men som jeg egentlig ikke tidligere har formuleret – sådan med ord. Og da slet ikke på skrift, og slet slet ikke som noget der er egnet til nogen former for offentliggørelse. Så sætter jeg mig og skriver og lader bare 10 finger systemet vikle tankerne ud til noget forhåbentlig nogenlunde forståelig tekst. Og først bagefter går det op for mig hvad jeg egentlig har skrevet, direkte og også mellem linjerne hvor der jo altid gemmer sig sære små detaljer og oplysninger og sammenhænge som måske ikke lige var dem jeg tænkte på i første omgang.

Der er sådan lidt automatskrift over det, når jeg skriver de tunge indlæg.

Læser lidt korrektur og får luget de værste slagfejl ud, sat et par kommaer, hvoraf de fleste formentlig bliver sat forkert, da jeg ikke rigtigt dur til det der, men læser slet ikke for meninger og skjulte hentydninger. Trykker på udgiv knappen og fortryder ca en time senere. Men der er der jo allerede nogen der har læst det og måske kommenteret ligefrem, og jeg vil ikke slette det. Det er sådan ca den faste procedure.

Men nu skete der så det at jeg faktisk læste det forrige indlæg igennem rigtigt grundigt – altså efter jeg havde trykket på udgiv – og verden væltede i smadder for mig. Det gik pludselig op for mig hvor tungt det der ansvar har tynget mig. Hvor meget det har fyldt i mig.

Nu er der så mennesker, der fortæller mig, mens de ser mig i øjnene, at det “ikke er dit ansvar”. Og jeg må synke engang og prøve ikke at give mig til at tudbrøle. Og det har været svært. Svært ikke at græde sig igennem kommentarerne, eller de snakke jeg har haft om det her emne de sidste 8 dage.

Derfor har jeg haft brug for en lille pause, så jeg kunne trække vejret og prøve på ikke at græde og øve mig i dét, og gerne samtidig med at jeg prøvede at fortælle mig selv at de der mennesker havde ret når de siger at jeg ikke har noget ansvar. At jeg er et offer og ikke en medskyldig.

Tak. Jeg prøver at lære det. At vænne mig til tanken. Og måske lige frem acceptere også at det er ok at græde.

 

Reklamer

En linje – stk 2

Den anden del af min linje handler om ansvar – og om at påtage sig det. Og om ikke at gøre det.

Jeg tror det var Kennedy, der engang sagde at sejren har mange fædre, men nederlaget er forældreløst.

For nogle år siden da jeg erkendte, at jeg nok skulle have hjælp til at komme igennem det her, have hjælp af en læge og muligvis en psykolog kom jeg faktisk ud på lidt af en omvej. Der var nemlig en anden psykolog inde over min sag før hende, der trækkes med mig nu. Den første som lægen henviste mig – mere eller mindre direkte – til, var en vældig speciel dame med en klinik, der lå behageligt tæt på lægens praksis. Se, det er jo smart. Spekulerede faktisk ikke nærmere over det, da hun bad mig henvende mig på etagen ovenover. Gik ud fra at det var ok, at det var en anbefaling jeg lissom kunne stole på.

Jeg vidste, hvad der stod i henvisningen fra lægen, men bliver naturligvis bedt om at fortælle historien én gang til. Og her skal det altså lige bemærkes, at det var voksen-delen af historien. Børnedelen har jeg jo altid nægtet at tale om, at beskæftige mig med eller at tænke på på dette tidspunkt. Vidste godt, at den var der, men havde jo i den grad lagt det bag mig som værende ikke relevant for mit liv. Ud-defineret det. Og i øvrigt alt for svært at tage stilling til i en svær periode.

Så jeg gik altså igang med at berette selve voksendelen. Om overfald, voldtægt, vold, manglende grænser og om de fysiske skader jeg fik. Hun lyttede ganske opmærksomt og spurgte lidt forsigtigt ind til visse dele af historien og rigtigt meget til voldtægten og tiden efter, da jeg lå på en sofa med ryggen til verden og prøvede at hele åbne sår. Spurgte til tankerne og de konkrete detaljer om hvordan pokker jeg klarede den rent praktisk (altså sår-hygiejne for  nu at være lidt udelikat), og til hvad jeg gjorde bagefter. Politi, læge og sådan noget. Svarede benægtende på de dele, at jeg ikke magtede noget af det. Jammen læge, da.. nej ingen læge, Jammen – skadestue da.. nej heller ikke.

Og så sagde hun noget som jeg husker ganske tydeligt: men når du nu valgte ikke at anmelde ham, og at køre den retssag der ville være kommet, gav du jo ham på sin vis lov til at fortsætte sine handlinger mod dig og andre. På den måde får du jo en form for medansvar.

Gav lov til ? Medansvar ?

Har aldrig været hos en psykolog før og lod samtalen fortsætte, men kunne mærke, at der var noget, som var helt galt her. Men kunne på det tidspunkt ikke rigtigt sætte fingeren på det. Det kom først rigtigt til mig et par timer efter, da jeg var på vej hjem i bil. Rent faktisk var det min daværende chefs kone, der havde prikket den ud for mig. Havde været på besøg hos dem og få kaffe og hun havde spurgt til hvordan det var gået. Fortalte hende at det var mystisk og at jeg havde en ganske ubehagelig følelse af det. Og da hun hørte om det her lille ord-bytteri rynkede hun sit ellers venlige ansigt i nogle grumme folder.

Havde en aftale med lægen om, at vi skulle snakke i tlf den aften. Hun ville sikre sig, at jeg var ok, og at det var det rette. Hun blev ret tavs, da jeg refererede for hende. Tavs og sendte nogle farlige vibrationer gennem mobilnettet. Aftalen blev herefter, at jeg skulle tænke mig godt om, og hvis jeg ikke ønskede at fortsætte hos overboen skulle jeg melde fra, og at hun (altså lægen) ville prøve at finde en anden psykolog til mig. Det endte det jo altså så med.

Tilbage stod jeg så med “gav lov til” og “medansvar”. Det har forfulgt mig, især fordi det var jo en, der virkelig havde forstand på sådan noget der havde sagt det. Det var ikke bare fru hansen i en almindelig samtale. Eller en veninde over en kop the eller kaffe. Det var en psykolog, der var ment til at hjælpe mig. Og gik hjælpen virkelig over, at jeg skulle tage ansvaret, erkende skylden og så handle på det? Var det dér hemmeligheden lå – at jeg skulle nå dertil.

I så fald er jeg langt fra igennem. For jeg er ikke nået til det. Og jeg har besluttet mig at jeg ikke vil nå dertil. Men hendes bebrejdende ord forfølger mig, når jeg tænker på al den skade jeg kunne have forhindret. Al den ulykke og sorg jeg kunne have stoppet – både den fra voksendelen, men sandelig også barnedelen. Min bror. Hans børn. Andre børn. Hvis jeg bare havde været stærkere og et bedre menneske. Flere har forsøgt at sige til mig, at det ikke er mit ansvar, men ingen har rigtigt fået den annulleret. Flere har med dyb forskrækkelse udtrykt – har han børn? og når jeg bekræftede, sad jeg tilbage med den igen. Ansvaret er mit. Og skylden. Det er som en lille parasit i min sjæl. Hun satte den derind, og jeg kan ikke komme af med den igen. Hvem som helst kan vække den og få den til at vokse og blive stærkere, og det kræver meget af mig at få den til at blive svagere og mindre igen.

Når jeg er klar i hovedet og evner at blive gal, tænker jeg faktisk, at den der første psykolog begik et behandlingsmæssigt overgreb på mig ved at pålægge mig ansvaret for andres handlinger. Eller blot medansvaret.

Når jeg ikke er klar i hovedet tynger visheden om mit medansvar mig. For jeg har det jo fra pålidelig kilde, at jeg har det ansvar. At jeg skulle have gjort en masse andet end det jeg gjorde.

Jeg må påtage mig ansvaret for mig selv. Det gjorde jeg dengang jeg lå på sofaen i en måneds tid og helede umulige sår og skader. Og så var det vist alligevel ikke godt nok. Jeg må også påtage mig ansvaret for, at jeg ikke lærte at sætte grænser som barn og ung, og at det var de manglende grænser, der sendte mig ud på den der helvedestur som voksen. Jeg må erkende at tingene bare hænger sammen. Direkte og klart. Som en tung skæbne. Fik ikke og søgte ikke hjælp dengang og kom derfor ikke for alvor ud af dukke/offerrollen. For jeg kendte ikke andet. Kunne ikke forestille mig andet.

Det kan jeg nu. Men parasitten er der altså stadigvæk. Altid klar til at blive fodret og blive stærkere. Der hjælper hverken medicin eller terapi. Desværre.