Løsgående tanker

Det er sådan det er lige nu – lige som naboens to løse boxere. Tankerne spurter rundt og er helt uden for kontrol. Er alle vegne, men aldrig dér hvor man har brug for dem. Og ikke ligefrem samlet på et sted.

Måske derfor var det så godt for mig at meditere lidt ved det der nærliggende vandhul i går. Sidde og vente helt tålmodigt på at de der mini-choppers agtede at smække fødderne på det stykke siv jeg havde stillet skarpt på. Fandt lige et nyt nogenlunde brugbart billede, så det får I osse at se inden jeg bliver alvorlig igen.

IMG_2243

For jeg skal have styr på det med tankerne til i morgen. Jeg skal ikke bare forbi psykologen men osse ud til lægen og snakke med hende om “hvad nu”. Prøver ihærdigt at finde ud hvad jeg tænker og mener om det der med hvad nu. Jeg ved at den her uge har givet mig ro og den nødvendige kravfrihed for at jeg har kunnet finde mine “ben” (inkl det halve) igen. Men på mandag begynder kravene igen. Der står jeg igen til tiden på gulvet og henter dagens arbejdsseddel. Det er i hvert fald planen. Eller er det? Jeg aner det ikke, men håber det.

Jeg har bare én arbejdsuge inden vi tager på den første af vores to sommerferier. Det glæder vi os så meget til og det bliver rart at se mine forældre igen. Ingen tvivl om det. Og så håber jeg bare at de denne gang lader emnet “storebror” ligge lidt. Kors, hvor jeg bare ikke gider høre om hans fortræffeligheder når jeg ved hvor meget jeg lider efter hans særlige opdragelsesmetoder og træningsprogrammer.

Det er en periode hvor jeg bliver forfulgt af mareridt om det… og det andet.. og jeg efterspørger efterhånden et eller andet der kan slå mig hårdt i hovedet med en hammer så jeg sover en drømmeløs søvn i stedet for at vågne kl 2 om natten overbevist om at jeg er enten… lille pige ca 10 år med ondt… eller 21 år og ligger og roder rundt under et køkkenbord. Mareridt der følger mig op og ud i vågen tilstand, som en film der kører for mit indre blik. Loop´er i nonstop mode.

Jeg savner at kunne gå ud uden at være panisk angst for mine egne reaktioner på det uventede, uden at skulle se efter ting der eventuelt kunne udløse de der flashbacks som gør mig helt sort indeni. Det er sådan noget der gør, at jeg bliver træt og ikke rigtigt dur til at komme ud af døren, for jeg bruger uforholdsmæssigt meget energi på bare at opføre mig nogenlunde naturligt. Eller det vil sige – være under kontrol. Så der ikke pudselig sker et eller andet mystisk med mig.

Men jeg har jo været der før og ved at perioderne bliver kortere og kortere i det her sorte hul. Men når jeg ser verden gennem den her film af forvredne mareridt, flashbacks og erindringer, så har jeg det altså ret svært, og det er nærmest umuligt for mig at beskrive hvordan den verden egentlig ser ud med det filter påmonteret. Men nogen køn verden er det altså ikke.

Måske netop derfor søger jeg ud med kameraet i øjeblikket og søger de grønneste motiver jeg kan finde. For dét er fuldstændigt renset for flashback-potentiale.

I morgen skal jeg altså afsted igen. Denne gang tager jeg kæresten med som chauffør. Det er lykkedes hende at få fri fra arbejde så hun kan følge med og måske selv høre om hvad det er der foregår omkring mig, for jeg tror hun er lidt forvirret pt.

Reklamer

Har dummet mig – igen

Efter et par dage i helvede kan jeg afsløre at det hele er blevet en lille smule nemmere. Jeg har fået sovet og det trængte jeg sådan helt ærligt til. Siden de her lidt slemme indlæg har jeg bare læst lidt blogs rundt omkring. Kommenteret en smule og småchattet med bekymrede blogvenner. Så jeg er her altså endnu. Har bare været meget, meget træt og slidt af at have ondt. Og af at have ondt af mig selv.

Der kommer vist styr på tingene igen, selvom jeg ind i mellem synes at verden er bare lidt ond og bitterheden kan være svær at holde væk.

IMG_0110Og så møder jeg den lille fyr her. Den futtede rundt på gulvet i personalestuen og det vakte en vis forundring da vi var et par stykker der ihærdigt kravlede efter for at se hvem der kunne tage det bedste close up. Jeg tror ikke at jeg vandt på andet end ihærdighed da dette billede er taget liggende under en stol. Med et mobilkamera – uden at kunne se displayet.

Det er sådan noget pjat forårskåde medarbejdere kan finde på – bare fordi denne dag var den første i meget lang tid hvor vi ikke skulle skrabe bilruder for at komme på arbejde. Og i den anledning havde en venlig sjæl besluttet sig for at give kage til folket. Efter en kold og klam og alt for lang vinter skal der ikke mange forårstegn til før man bliver lidt for kåd.

Men det var altså ikke verdens smarteste ide jeg fik der. Det kan godt være at jeg fik lidt konkurrencementalitet galt i halsen – siden jeg skulle ned og kravle rundt mellem stolene.

Det er sådan noget jeg ikke rigtigt gør normalt og jeg var derfor helt uforberedt på at sådan noget kan give alle tiders flashback.

Der skal vist bare ikke så meget til lige nu.

Kæft, jeg glæder mig til weekenden.

Kærlighedssang til livet

Siden oplevelsen i går er det vist ikke den store overraskelse at dagen i dag har været en af de grummere for mig. Jeg har nærmest ikke sovet i nat og bare været umanerlig ked af det og en smule sort indeni. Sortseende og tænkt at ingenting fører nogen veje hen. Ikke nogen der er brugbare i hvert fald. Eller måske ikke brugbare nok. Det er som om der hviler en lille forbandelse over mit hoved og som dukker mig hver eneste gang jeg prøver at sikke hovedet bare lidt over overfladen. Enten for at få luft eller for at se hvordan alle I andre klarer livets store og små genvordigheder. Hver gang når jeg at lære en lille smule, inden mine gamle traumer atter overtager styringen og sender mig mod bunden igen.

Det er faktisk lidt hårdt hele tiden at blive mindet om gamle skader og smerteoplevelser. Meget hårdt at vide at alt det jeg ikke burde huske på ligger lige under min til tider lidt kunstige overflade, der får mig til at smile hver eneste dag. At starte hver eneste dag på jobbet eksempelvis. At gå mine daglige ture med hunden. At sige godmorgen til mine med-wordfeudere hver dag. At drikke morgenkaffe med kæresten inden pligterne skal passes. Alt sådan noget. Men ind i mellem føles det altså lidt skal-agtigt. Som om det slet ikke er mig. Som om at det mig jeg kender er gemt af vejen for at holde på formerne.

Alle disse tanker er ført direkte til de forbudte selvmordstanker – eller selvmordstrang som jeg lidt finurligt kalder det. Ikke at dét gør det mindre alvorligt – sådan helt basalt set.

Og inden nogen får kaffen eller tilsvarende galt i halsen kan jeg godt berolige med at dé tanker og den trang ikke får lov til at gro fast i min hoved. Bare dét at tænke den tanke får mig naturligvis til at tænke på om andre osse kan få den tanke. Om det er dér jeg er på vej hen. Og det er jeg ikke.

Jeg tror det er sådan noget man når frem til som voksen. At de tanker og især hvis de bliver luftet kun kan gøre et menneske som mig mere alene. Det vil få vennerne til at fordufte ganske hurtigt. Og der gives ikke meget opmærksomhed i sådan en situation. Når man er yngre tror man måske at det råb om hjælp som et selvmordsforsøg kan være kan rykke vennerne tættere på, give mere opmærksomhed.

Som voksen ved man at det bare ikke er sådan det virker. Hvis det kun er tanker og trang.

Man kan sagtens have tanker og trang og alligevel vide at dét bestemt ikke løser noget som helst. Hverken hvis man forsøger seriøst og går efter “succes” eller hvis det snarere er et råb om hjælp. Desværre bliver et sådant råb ikke altid besvaret som håbet af venner og familie og man bliver dermed overladt til de professionelle, og det tror jeg ikke nødvendigvis er noget at ønske sig.

Ingen skal være bekymrede for mig i den her henseende. Jeg kan være dybt chokeret over selv noget så banalt som en cykeltur og dens konsekvenser. Som jeg her dagen efter stadig mærker smerterne på en hver måde og det gør mig altså temmelig hudløs. Jeg er i den grad sendt tilbage til scratch, men det positive i alt det forfærdelige er – at dér bliver jeg ikke. Jeg popper nok op igen – på overfladen. Lidt klogere, lidt mere såret men ikke nødvendigvis i fare for at gå helt ned. Som i helt, helt ned.

Jeg har oplevet og gennemlevet det næsten umulige. Og det har jeg ikke gjort for at sidde som +40 årig og planlægge min egen exit.

Jeg kan trods alt lidt for godt lide livet – også selvom det kan være en lidelse. Ind i mellem.

Har nemlig kæmpet hårdt for det. Det er bare sådan nogle perioder jeg kan få hvor jeg udsender signaler der måske/måske ikke kan misforstås.

….. og i dag måtte jeg i øvrigt omkring et apotek.. XylocainMin gamle livredder – så nu kan jeg tage et par arbejdsbukser på igen. Uden at gå rundt som en halt udgave af Anders And med et forpint udtryk i øjnene. Og i øvrigt levede den der cykel et særdeles farligt liv i dag på pladsen – jeg havde sådan en indædt lyst til at losse den – gevaldigt. Ren projicering, ville en psykolog nok mene. Eller måske lidt gestaltterapeutisk raseri udladning? Men en fornuftig ting er der nok kommet ud af det der i går – jeg har sørget for at bede om en tid allerede i næste uge hos den der psykolog, og hun har tryllet en ledig tid frem til mig. Det bliver en tung omgang.

Jeg er ked af det.. jeg har ondt.. osse af mig selv. Er sort i sjælen som var alting lige sket igen. Men jeg er her endnu. Og det bliver jeg nok nærmest ved med. Uanset tankerne.

Overspringsblogging

Det fine ord lærte jeg af en, der kommenterede på et af mine indlæg for ikke alt for lang tid siden. Jeg tog det til mig, og tænke, at det var dog ganske dækkende. Hvorefter jeg forfiner disciplinen til nærmest perfektion. Et par meningsposter og sure opstød, lidt sjov og lidt til smilebåndet midt i alvoren. Ren og skær overspringsblogging, for jeg har ikke helt kunne rumme hvad der egentlig foregår. Jeg har ikke rigtigt turde skrive det ud som det var, og jeg har været lidt nervøs – helt som sædvanlig – for om jeg nu blev for meget depri-blogger.

Og så havner jeg i den modsatte grøft. Ikke at det gør noget, for det er jo osse en side af mig, det er blot ikke lige den mest sandfærdige lige nu.

Er stadig mentalt på hælene og gør egentlig bare alt hvad jeg kan for bare at hænge sammen i min hverdag uden at slå for meget ud til hverken den ene eller den anden side. Kan godt selv se at det ligner noget bipolart, men det er det ikke ifølge de kloge hoveder, der har “styr” på mig.

Tror bare at den blogger der foreslog ordet overspringsblogging havde fat i noget af det helt rigtige. Når det hele bliver lidt for svært og lidt for nutidigt, så skriver man om alt det andet. Eller viser billeder. Eller sådan noget.  Jeg bliver en der klovner med ord. Og sådan har det nok egentlig altid været. Måske er det en af grundene til at jeg har overlevet så langt, at jeg ikke forsvandt helt ud i mørket og at jeg stadig har mennesker omkring mig, der gider mig, osse når ordene bliver sortere og mørkere.

For ud over bekymringen for kærestens far og hans sygdom, har jeg gang i mit eget lille opgør. Vredt, irritabelt og skuffet – helt i det skjulte. For jeg er nemlig nået dertil hvor jeg er blevet godt gammeldags vred over den barndom jeg blev budt. Og det er vist egentlig rimeligt nok, jeg kan bare ikke rigtigt se det fremadrettede formål med det. Jeg kan ikke se formålet med at skulle kalde min bror alle sprogets værste gloser – så nu bebrejder jeg sådan set også mig selv at jeg er en fiasko som incest-offer. Jeg kan ikke engang finde ud af at være i terapi mere.

Det ville da være ca til at leve med  hvis det ikke var fordi jeg osse har en af mine forhadte “smerteperioder”. Det er ikke særligt rart at tænke på for andre, det ved jeg, og jeg vil egentlig heller ikke gå særligt meget i detaljer blot stilfærdigt fortælle at arvæv er en dynamisk størrelse og at det ind i mellem rør på sig. Trækker i arene. Og det er altså bare ikke særligt godt. Plejer at sammenligne det med at få foretaget en underlivsundersøgelse med en knibtang. Ouch. Må være en form for fantomsmerter eller sådan noget. Men når det er værst kan jeg næsten ikke være nogen steder for mig selv. Det er lige her det ville være rart at kende nogen, der bare sådan ca havde tilsvarende oplevelser. Men det gør jeg ikke, så jeg må skabe og lagre mine egne erfaringer og så håbe at alt er som det skal være, selvom det er det rene smertehelvede på jord.

Jeg ved hvad det er, helt sikkert, har jo levet med det i alt for mange år..  men lige præcis de smerter trækker altid en masse andet med sig. Flashbacks om smerter, knive og køkkengulve i sort/hvide tern med rødt på. Jeg drømmer og har mareridt om at ligge og rode rundt mellem køkkenstolenes ben. Vågner op når kæresten rusker mig og siger at jeg har stønnet i søvne og rykket mig væk hvis hun ville trøste. Jeg har svært ved at skelne mellem det og så det der foregår ude i den virkelige verden og er hele tiden parat til at noget forfærdeligt vil ske. Allerhelst ville jeg blive hjemme, gemme mig under tæpperne og bare lade som om verden ikke findes udenfor. Men det gør den jo, og jeg gør stort set hvad jeg skal hver eneste dag. Passer mine pligter og opgaver og kun de nærmeste på mig kan se at jeg ser lidt jaget og lidt sky ud.

Lige nu savner jeg husene ved skovene.. freden… overskueligheden. Savner egentlig osse ikke at have et job, ikke at skulle stå til ansvar for mine dage. Ikke at skulle være parat til altid at aflire et høfligt godmorgen, goddag eller farvel. Bare være helt mig selv. Det ville være godt for mig lige nu og her – men jeg er helt sikker på at det ikke vil være sundt på lidt længere sigt.

Er nok bare lidt hårdt ramt i øjeblikket. Skal vi ikke satse på at det snart går over igen. Bare snart. Bare lidt.

 

Ondt

Sådan er det lidt for mig i øjeblikket. Og det vil trods alt blive alt for personligt og tæt på til at jeg vil udpensle hvad der foregår, men blot forsigtigt fortælle at jeg er stærkt plaget af mareridt og flashbacks og derfor meget, meget træt.

Vil allerhelst ligge på sofaen i dagevis og gemme mig under et tæppe, men det dur bare ikke så jeg tager mig dagligt sammen og passer mit arbejde, min kæreste og min hund. Men det er dælme ikke lysten, der driver værket pt.

Jeg ved det godt – at det er noget der kommer lidt i perioder. Jeg ved jo osse godt at den der PTSD diagnose i de allerfleste tilfælde er en kronisk tilstand, og noget jeg skal leve med (osse det). Men for hævlede, hvor kan det være svært.

Tricket med PTSD er at forhindre det i at udvikle sig – men når man har det  føles det som lidt af en opgave at gøre andet end at symptombehandle.

Heldigvis bliver tilbagefaldene færre med tiden – og mere kortvarige. Og mindre alvorlige. Tænker, jeg går jo sådan set stadig ud af min dør hver dag, ikk?

Tror også at det handler lidt om træthed. At det er noget tid siden jeg har haft et par fridage og endnu længere tid siden jeg havde ferie. For sidste ferie gik jo med flytning og alt det andet. Og hvad gør jeg så når jeg endelig får ferie – jul i barndomshjemmet. Jammen, det er jo flot. Var vist ikke lige dét jeg havde allermest brug for. Men sådan er det jo med julen – her er vi med familien, uanset hvad det så indebærer.

Er vist et ganske pligtopfyldende menneske, trods alt.

Irrationale

Har taget et nyt favntag med det, der er min sygdom. Dvs med PTSD´en. Ikke fordi jeg rigtigt havde lyst til at skrive om det i detaljer, men nærmede mig det i et tidligere indlæg (på plussiden). Blev godt gammeldags provokeret i en kommentar, og det er altså helt ok. Jeg stiller mig jo ud hvor jeg kan spørges, drilles, provokeres og vred-gøres. Og det pudsige er, jeg tror slet ikke det var meningen. Altså at provokere. I bund og grund var og er det jo nok endnu en lille sær konsekvens af den måde mit hoved fungerer på og hvordan min hjerne bearbejder oplevelser og input.

Sagen er, at der ingen logisk begrundelse er mellem input og output. Intet rationale i normal forstand. Kun et irrationale, hvis jeg da må kalde det det. Sammenhængene er der, men for udenforstående reagerer og handler den PTSD ramte helt irrationelt.

Jeg har ikke læst en masse bøger om emnet og kan derfor heller ikke konversere særligt oplyst eller intelligent om det. Men har dog fundet det her, som er ca den mest præcise beskrivelse på PTSD´en symptomer som jeg er faldet over. Jeg kan sætte flueben ved hvert eneste punkt. Og et flueben til – på de punkter, der ikke længere er så påtrængende.

Symptomer på PTSD:

  • Typisk ses tilbagevendende episoder med smertefuld genoplevelse af traumet i form af påtrængende erindringer (flash-back), drømme eller snarere mareridt.
  • Samtidig opleves en følelsesmæssig isolering, manglende følelser grænsende til følelses afstumpning, flere bliver ligeglade med omgivelserne.
  • Manglende lyst til at leve livet. Nedsat lyst til følelsesmæssigt og seksuelt engagement.
  • Bevidst søger personen at undgå oplevelser, der kan ligne eller minde om traumet.
  • Mange er generet af vedvarende irritabilitet og anspændthed (alarmberedskab) – med tilbøjelighed til at fare sammen.
  • Søvnløshed
  • Konstant dårligt humør. Angst og depression, ofte med selvmordstanker.
  • Koncentrationsbesvær.

Kilde: psyknet.dk

Der er altså rigtigt gode grunde til at PTSD er så invaliderende. Og det værste er, synes jeg, netop de irrationelle koblinger mellem nutid og fortidens hændelser.  At ting der slet ikke har noget med hinanden at gøre bliver sat sammen til noget der bliver angstprovokerende i sig selv.

Alt det andet kan sådan ca behandles, men dette er vanskeligt. Det der hjælper allerbedst er egen viden om hvorfor reaktionerne er som de er. Men derfra og så til at standse det – der er en smule langt.

Det skal jeg leve med. Må derfor også leve med andres større eller mindre forundring over at jeg reagerer pudsigt på helt almindelige hændelser. Har tidligere skrevet om det der med at låse sig ind af min egen hoveddør (en tjans jeg gerne overlader til kæresten, når dét er muligt). Bryder mig heller ikke om at dele køkken med nogen. Så der er sjældent fælles madlavning med mig som deltager, for jeg bliver helt sort indeni når jeg ser andre håndtere en helt almindelig køkkenkniv. Får tunnelsyn og ser kun kniven. Og så er der lige dét der helt ubegribelige; at møde mennesker med samme farlige energi som det jeg har mødt før. De kan være så angstprovokerende og så er det aldeles forbudt. De ikke være angstprovokerende. Jeg ikke reagere på dem. Og jeg slet ikke føle angst. For det har jeg jo ingen grund til. Men der er desværre ingen rationel sammenhæng her.

Det er usynligt, ufatteligt og urimeligt set udefra. For der er jo absolut ingen, der er så tæt på mig, at vi hygger os med fælles madlavning over et glas rødvin mm, som har lyst til at stikke kniven i mig. Det er bare mig, der er sær.

Huske og glemme; et dilemma

Hvor ville jeg ønske at jeg kunne glemme det hele, bare en dag. Kunne altså godt bruge nogle fortrængningsmekanismer lige nu, men hvor er de, når man har brug for dem? Synes egentlig altid, at det virker som om, de der fortrængninger er noget skidt, men de kan også bruges til noget godt. Især som overlevelsesmekanisme.

I dag vil jeg bare gerne have lov til at overleve mit elendige humør, min dårlige ryg og resterne af feberen, der langsomt slipper sit tag i mig. Så kunne jeg ikke få lov til at glemme, bare lidt?

Har haft en forfærdelig nat med de værste mareridt og er vågnet i fuldstændig forsvarsposition. Psykologen siger sommetider, at man skal lære huske for at kunne lære at glemme, eller noget i den stil. Tror hun mener, at man skal lære at huske på den rigtige måde, for jeg har altid husket, og altid på en måde, der føles temmelig forkert. Mantraet er altså – huske og glemme på den rigtige måde.

Så i dag er jeg i flashback-land. I værste udgave. Var et mareridt at være udenfor. Er som om kroppen hele tiden husker på en masse smertefulde ting, og tror at lige nu sker det hele igen. Faktisk ved jeg godt hvorfor. Er jo stadig småsyg og stortræt. Og jeg er derfor ikke særlig kvik i pæren. Og det er den, jeg bruger til at styre og kontrollere angsten med. Pæren, altså. Jeg ved, at det ikke er farligt udenfor. Jeg ved, at det ikke er farligt at gå ind i den butik. Det er styret med intellekt og en følelse af at være ca på forkant med, hvad der foregår omkring mig. Det virker bare ikke når man er syg. Og træt. Så tager angsten over.

Har taget en af lægens piller og håber det hjælper bare en lille-bitte smule.

Skriver om det her for så er det som om puslespillets brikker er lagt og jeg kan se et lidt større billede. Det hjælper osse lidt.

Og så mediterer jeg lidt over nogle billeder, dvs sorterer lidt bunkerne. Fjerner tankerne fra det tunge og sætter fokus på noget, der er lidt lettere.

– og så er der jo altså lige den der and. Her dufter rigtigt godt, nu.

Lidt om det der hos sexologen

Jeg er blevet spurgt i en mail, temmelig forsigtigt dog, om hvorfor jeg ikke rigtigt fortæller om det der med at gå til sexolog. Har svaret af samme kanal, som man bør gøre, men måske er der andre derude, der tænker det samme. Om hvorfor jeg dog ikke fortæller bare lidt om det. Om det er for privat og for nær min intimsfære?

Og svaret er egentlig nej, det er det ikke. Men det er temmelig meget over grænsen for min kæreste. Og jeg har lovet hende, at hun bliver holdt mest muligt udenfor det her. Og lige præcis omkring dette emne har vi jo så at sige en fælles privatsfære og grænsesætning, hvor den yderst placerede må være den gyldigste og vigtigste at respektere. Så det gør jeg.

Så det følgende er skrevet med en vis omtanke og forsigtighed ved hendes grænser. Læs resten

Smertefuldt diasshow

De kloge kalder det flashbacks, et ord som vi andre mere eller mindre bare har adopteret. Det er egentlig osse et fint ord der beskriver det forbandede fænomen, der følger med PTSD´en. Og det i en sådan grad at det vist er et af de kriterier, der skal være opfyldt for at der er tale om PTSD.

Flashback minder på en måde om blitzlys i den moderne udgave. Den hvor, kameraet først blinker med et andet lys for at udføre “rød øje reduktion”. Der er to glimt. Læs resten