Af med fløjlshandsken

Nu nævner jeg navne i stedet for små forblommede hentydninger. Ikke navne fra min sag, men om en psykolog, der spillede en væsentlig rolle i incestsagernes historie fra midten af 80´erne og ca 10 år frem.

Navnet er Sine Diemar.

Og jeg har mødt hende i 1989 i en social sammenhæng, der intet havde med hendes job, min historie eller tilsvarende at gøre. Jeg stod overfor hende hos fælles bekendte og skulle spise middag med dem, et par andre og denne særlige person. Jeg kendte lidt til hende på forhånd, for med min egen barndom in mente var jeg naturligvis forsigtigt observant på dem, der talte om de her ting. Og det gjorde hun. Konstant. I medierne og privat/socialt. Jeg kan bestemt ikke påstå, at hun brød sin tavshedspligt, selvom perioden var da hun var i gang med den første af Roumsagerne (de sigtede sad i varetægtsfængsel den måned) og hun arbejdede mere eller mindre på fuld tid med Roumbørnene. Hun nævnte ikke den sag med ét ord – men fortalte om incestproblemstillingen mere generelt.

Jeg kan huske, at jeg lyttede interesseret, men også en smule forundret til hendes ord om at have arbejdet med flere hundrede børn, om brugen af dukker og problemerne med politiet. Ord hun i øvrigt gentog på skrift i Ugeskrift for læger i 1990 (her er der en trykfejl i en af mine kilder, og året 1994 bliver angivet, jeg mener dog at året retteligt må være 1990). Overlæge Thorkild Vangaard svarer på artiklen og piller hendes argumentation fra hinanden. Det ligner en klassisk fagstrid mellem to grupper inden for samme område. Og jeg tror ikke nødvendigvis, at den ene er bedre end den anden. Eller dvs jeg hælder nok lidt til Vangaard, men det skyldes ikke hans kvaliteter, men Diemars mangel på samme. Hun fortalte at hun mente at 25% af alle børn har været udsat for incest. At man kunne se det på helt små børn når de havde basunkinder – at det nok betød at de havde haft andet end en sut i munden. 25%? Basunkinder?

Roumsagen var den aften ikke rigtigt blevet skudt i gang i medierne. Jo, vi havde hørt lidt om en ny sag, der vist var helt forfærdelig, men så ikke mere. Det var først senere det blev det store samtaleemne. Naturligvis var jeg nu helt obs. på Sine Diemar.  Husker, at jeg nogle år senere genså hende i eleva2eren, og at hendes udsagn bestemt ikke var blevet mindre særlige.

Men den aften overskred hun mine grænser ved mere end direkte at betyde mig at “jeg var en af hendes”. Om det skyldes at med 25% sandsynlighed var det muligt i første hug at ramme den rigtige unge kvinde i gruppen af gæster, om hun sagde det til dem alle sammen og alle bare undlod at tale om det efterfølgende eller om det simpelthen var fordi jeg passede ind i en af hendes særlige kategorier: lesbisk, med bror, rebelsk påklædning, skiftende skoler og sådan noget – det aner jeg ikke. Men jeg burde måske have ønsket hende tillykke med pletskuddet. I stedet blev jeg meget ked af det og en smule vred. Jeg passede jo ind i hendes verdensbillede, det vidste jeg, og det vidste hun tilsyneladende også. Men at gå til mig på den måde, og spørge om noget jeg slet ikke var parat til at tale om, det var så stærkt upassende, at jeg slet ikke kunne reagere andet end med et afvæbnende grin.

Siden den aften fulgte jeg hendes arbejde så godt det var muligt i medierne (husk lige at det var før internettet og wikipedia). Jeg anede mildt sagt ikke hvad jeg skulle tænke og mene om den der Roum-sag. Syntes at hun var ganske ekstrem og lettere løjerlig i de arbejdsmetoder, der blev beskrevet – men på den anden side – hun havde jo ramt plet med mig, ikke?

I forbindelse med et fag på den videregående uddannelse jeg havde valgt skulle vi vælge et juridisk emne for at give os indblik i hvordan retssystemet i Danmark er skruet sammen, sådan lidt mere detaljeret. En i min studiegruppe sagde – vi tager Roum-sagen. Det var faktisk lige da den sidste del skulle til at slutte, så vi kunne læse op på sagsakter og alt hvad vi kunne få fat i, og så bruge tre dage til at færdiggøre når den afsluttende dom faldt i foråret 1995. Derfor har jeg et indgående kendskab til netop den sag. Det er rent fagligt kendskab og et næsten stalker-agtigt forhold til Sine Diemar, drevet af en 5-6 år gammel forundring over hendes påstande, hendes arbejdsmetoder, hendes fremtoning samt den yderst grænseoverskridende opførsel over for mig. Retfærdigvis hører det med at ca halvdelen af de afleverede opgaver handlede om… rigtigt gættet.. Roum-sagen. Det var så stort i de år, og ingen kunne forestille sig at det skulle handle om andet end det, og så Tamil-sagen naturligvis. Men den havde vi været igennem i andre fag, så det gad vi ikke mere.

Sine Diemars rolle i incesthistorien, og hendes sære opførsel overfor mig, fik mig til at tie i mange flere år end nødvendigt. Jeg er også blevet et af hendes ofre (men det har jeg skrevet om her).

Mødet med Sine Diemar og arbejdet med hendes store sag har været med til at gøre mig til en der ikke dur som rygklapper. En der ikke bare render med og en der ikke glemmer sin egen retsbevidsthed, blot fordi jeg selv er et offer for en (eller flere er det vel) forbrydelser. Hun skabte en kritiker den aften, og jeg kan slet ikke forestille mig, at hun kunne have forudset hvad det kom til at betyde for mig.

En dag vender jeg tilbage med lidt flere ord om hendes arbejdsmetoder, der indebærer den notoriske dukkeleg, børn, der boede i hendes hjem, samtidig med at hun var ekspert i retten om netop deres sag, om voldsomme manøvrer for at undersøge et barn Diemar ikke engang selv vidste hvem var. Et barn hun allerede havde givet erklæring om burde starte i et terapiforløb (hos hende forstås) fordi hun mente at pigen hvis ikke var blevet misbrugt så var i fare for at blive det.

Reklamer

Forældelsesfristen på incestsager

Nu har jeg stukket hånden i én hvepserede og mens stikkene brænder fingrene kan jeg lige så godt tage den næste osse.

Forældelsesfristen, der igen er blevet genstand for debat efter den dokumentar i sidste uge om en “barndom i helvede”, er for kort mener nogen, overflødig mener andre og nogle få mener sikkert osse at den er alt for lang.

Så vidt jeg har forstået er den i øjeblikket 10 år efter det fyldte 18. år og myndig. Den sidste passus er jo egentlig lidt interessant for den beskytter i omfattende grad umyndiggjorte personer, men dem er der altså bare ikke særligt mange af. Så skal vi ikke bare vedtage med os selv og hinanden at forældelsesfristen i normalt fald går til det fyldte 28. år for incestofre. Og efter det kan man ikke anmelde sådan en sag og få noget ud af det, andet end lidt skuldertræk fra en – måske i øvrigt ganske sympatisk – betjent.

Det er faktisk ikke særligt mange år, og netop pga incestens særlige senfølger er det vanskeligt at holde sig indenfor denne lettere artificielle grænse.

Markante incestofre har længe talt om at de ønsker forældelsesfristen fjernet helt og politikerne er begyndt at lytte. Især dem der altid er klar på et stikke en finger i jorden og mærke folkestemningernes krav fra dybet. Hårdere straffe, længere forældelsesfrister, afskaf frister lyder mantraet.

Men er det nu den rette vej. Ja, gu vil jeg gerne se min bror blive straffet for hans gerninger, også selvom jeg har overskredet den der forældelsesfrist på ti år. Tror jeg var ca klar til anmeldelse 21 år efter det fyldte 18. år. Klart, at han burde straffes. Lige nu. Men ønsker jeg faktisk at leve i et samfund hvor man kan dømme for sådan noget, så lang tid efter – og uden skyggen af bevis. Nej, for det generer min retsbevidsthed lidt for meget. Og den har jeg aldrig tilladt at blive kompromitteret af min egen personlige historie. Jeg kan sagtens nære ønsker om hævn, pålægsskiveskæremaskiner og hvad ved jeg, men jeg ved at hvis det ikke holder i retten så er det dér, det ender.

Husker I Roumsagen? Den forrykte sag,  der endte med frifindelser efter alle tiders incest/pædofili justitsmord. I forbindelse med den sag blev pigen undersøgt af en læge. Gynækologisk selvfølgelig, og den pågældende læge anfører at det ikke var muligt at anvende et almindeligt speculum og at lægen ikke havde et “virgo spekel” som de sprogkyndige vil vide har noget med jomfruer at gøre. Dvs et mini speculum egnet til piger og kvinder, der ikke har været udsat for penetration. Nok om instrumenter. Lægen vælger derfor at foretage undersøgelsen med 1(!) finger. Der var ikke plads til mere. Det er altså på en 15 årig pige, som selv fortæller at hun har været misbrugt af flere mænd og har været udsat for flere fuldbyrdede vaginale samlejer inden hun var 13.  Det rimer altså bare ikke med at lægen ikke engang kan bruge to fingre. En kvindelig læge, forstås. Det blev der ikke lagt særlig vægt på i begyndelsen af sagen men fik mere afgørende betydning til sidst, da en af landets dygtigste retspatologer udtalte sig om pladsforhold i unge kvinders skeder.

Og hvorfor nu nævne Roum-sagen? Jo, for det rammer mit problem med forældelsesfristen i middelsvær grad. Hvad nu hvis hun var kommet som 30 årig, havde født sit første barn, måske nr 2 også? Så kan det jo ikke ligefrem betale sig at undersøge hende for misbrug. Og det bliver i nogen grad påstand mod påstand.

Der er min retsbevidsthed stået af. Jeg ved det, Roumsagen er ekstrem på alle måder. En ekstrem psykolog (som jeg faktisk kender en del til), et ekstremt tidspunkt i incesthistorien, en ekstremt markant advokat, et ekstremt mediecirkus og en ekstrem historie. Men den er vigtig alligevel. Især fordi den er så utroligt veldokumenteret. Retsakter og lægeudtalelser er tilgængelige fordi sagen blev kørt igennem hele retsmøllen. Fra byretten til den særlige klageret.

I min verden er man uskyldig til det modsatte er bevist. En psykolog-udtalelse og et vidneudsagn bygget på genfundne minder er altså bare ikke nok. Hverken efter 5, 10 eller 25 år.

Tilbage står så at finde ud af hvad jeg mener om de der forældelsesfrister. For lang, for kort, for overflødig. Mit svar er – jeg aner det ikke.

Er den for lang  og skal nedsættes til 5 år vil det naturligvis stride mod andre forældelsesfrister i straffesager. Det vil virke urimeligt. Ergo, den er ikke for lang.

Er den for kort og skal øges til eksempelvis 20/25 år vil det stille den anklagede i en meget svær situation da man ikke kan bevise sin uskyld efter så mange år, og bliver mødt af en sag der helt eller delvist eller slet ikke kan være bygget over genfundne minder, godt hjulpet på vej af netværk, psykologer og andet godtfolk.

For overflødig? samme argumentation som ovenstående, bortset fra at det jo et eller andet sted også tiltaler mit hævn-gen. Mit hævn-gen taber bare altid til min indstilling til det at være indbygger i et samfund, der bygger på disse grundlæggende retsprincipper.

Jeg kan ikke lide den som den er, jeg kan ikke lide at få den længere eller afskaffes og kortere er helt håbløst. Det er ikke så tit at jeg står med sådan en sag og jeg ikke kan sige hvad jeg mener og hvorfor,

Der er ind i mellem nogen der udlægger det danske retssamfund som “hellere 10 skyldige der går fri end 1 uskyldig i fængsel”. Det er klogt sagt – men tænk lige på hvad de 10 skyldige finder på at fordrive tiden med mens den 11. og uskyldige prøver at komme ud af cellen.

Jeg bliver nok ingen fortaler for ændringer i den forældelsesfrist. Jeg søger mit eget private holdningsløse kompromis hvor jeg prøver at afveje fordele og ulemper.

Hvad mener I?