Det skulle være sommer

Og godt.. og dejligt humør.. og ferien, der venter lige om hjørnet.

Alligevel sidder jeg her og føler mig skidt og at jeg slet ikke tillade mig det. For er der noget vores blogland lige nu bliver udsat for er det da at livet, tilværelsen og prioriteterne i livet bliver sat i relief.

Jeg ved slet ikke hvad jeg skal skrive og sige mere.. og tør ikke rigtigt deltage.

I går var jeg hos psykologen og det er stadig barske løjer. Vi gik næsten 100 pct over tiden inden jeg fik lov til at gå.. jeg fik knus og en hånd at holde i undervejs når det blev for svært.. og så ned af trappen på usikre ben og ud i bilen. Flot! Gid jeg havde haft en chauffør. Og hvorfor fanden fik jeg ikke fyldt vandflasken inden jeg kørte.. jeg var ganske tørlagt og svimmel. Hvorfor ikke gå hen og banke på døren igen og tigge vand? Nej, synes ærligt talt at jeg ville væk og at jeg havde stjålet nok med tid, så ville ikke osse stjæle vand.. sikken sær tanke.

Og et mirakel at jeg lirkede bilen hjem gennem myldretiden på motorvejene. Jeg skulle ikke have kørt, jeg ved det. For jeg var helt og aldeles væk og bilen kørte på autopilot, der først blev koblet ud da den skulle puttes i garage. Hvordan jeg bar mig ad med at undvige motorcykel, der kom imod mig med 100+ kmt i min vejbane i en 60 kmt zone (dvs modsat køreretning for ham) aner jeg ikke.. tror jeg brugte en cykelsti og en stribe græs – bilens skærme fortæller deres egen historie her – den ligner en ikke-rengjort plæneklipper på afveje.

I dag på arbejde har robotten været i gang… jeg skulle ikke være mødt i dag. Overhovedet. Mon jeg står på gulvet på mandag?

Og nu vil jeg kravle i seng.. til mine mareridt om blod, køkkengulve, knive, latter, blod og smerter.. ganske som jeg plejer. Jo, jeg får lov at føle nu. Det alt sammen. Håber det tjener et godt formål inden jeg får nok. Håber der er mening bag det.. Mumler mantraet og sir god nat.

Sender tanker til dem jeg er kommet til at sætte pris på.. I må stole på at jeg slås hvad jeg kan her. Så stoler jeg osse på jer.

Reklamer

En dumhed

Jeg har dummet mig på arbejde i dag og har tilbragt de sidste tid med at have ondt af mig selv i rigelige mængder. Og nu er jeg nærmest krabbet hjem fra arbejde med en “skade” som jeg bestemt ikke har tænkt mig at anmelde til nogen som helst.

Jeg piver en del i dag og forbander den situation, der gjorde at jeg satte mig op på den der lånte cykel for at hente en bil hos mekanikeren. Men der var ingen, som kunne køre mig da vi er sygdomsramte (men ikke mig for en gang skyld), så jeg sagde ja til at hente den der bil knapt 3 km væk. En tur der på ingen måde burde skræmme nogen som helst, og jeg tænkte osse bare at det jo nok ville gå.

Mig og cykler. Det er altså bare ikke en særlig god kombination og jeg burde ærligt talt have vidst bedre. For det gik altså ikke. Eller det vil sige at det gjorde det jo for det var jo heldigvis en del ned af bakke og hjem kunne cyklen passende hygge sig i bagagerummet på den ikke særligt lille varevogn. (tror faktisk at den lige akkurat kunne køres lovligt på almindeligt kørekort). Så der var ingen problemer med at få den stuvet af vejen.

Det lykkedes mig faktisk osse at få pakket bilen efter alle kunstens regler og firmaets særprægede regulativer om tilstrækkeligt og passende indhold værktøj, forbrugsstoffer og remedier (vi har sådan en fin manual til sådan noget), da jeg var kommet tilbage på firmaet. Nu kan den komme ud og køre igen i aften. Brugeren har savnet den, har jeg hørt.

Men det var helt ærligt ikke besværet værd. Altså det med cyklen. Jeg får ikke min løn for at betjene cykler, men jeg kan godt få min løn for at hente og bringe biler. Men cykler – nej! Hvis der havde stået noget som helst om cykler i min ansættelseskontrakt så havde jeg aldrig underskrevet den.

Sidste gang jeg brugte en cykel fast bragte den mig på arbejde ca 1500 m væk fra min bopæl. Og det er ca 15 år siden. Lang tid siden i hvert fald. Det kunne jeg lige holde til, men længere ture med venner prøvede jeg at undgå ganske ihærdigt, selvom det jo ikke altid lige lykkedes.

Man siger jo så at mange ting er som at cykle – har man først lært det – så glemmer man det aldrig.

Og nej.. jeg faldt altså ikke af den. Kørte heller ikke over for rødt eller ned i et vejhul. Jeg punkterede heller ikke og fløj over cykelstyret.

Jeg cyklede bare. Og ikke andet. Og det skal jeg lade være med. For jeg er mildest talt ikke særligt kompatibel med cykelsadler efter overfaldet de der mange år tilbage. Det er altså bare en af de ting der udløser et sandt smertehelvede for mig.

Jeg burde egentlig være vant til det for det er lige nøjagtigt den slags smerter, der stadig plager mig og som kan komme som lyn fra den klareste himmel. En situation kun dem der kender mig allerbedst kan gennemskue eksistensen af, da jeg jo har mange års erfaring i at skjule det. For jeg gider ærligt talt ikke skulle forklare om nervebaner og sære arvæv mellem benene… om træksmerter og blodbaner der ikke længere løber af helt autoriserede veje. Og det plejer jo heldigvis osse at gå væk efter en 2-3 øjeblikke og somme tider 10. Men sjældent mere. Og nu har det stået på i flere timer og jeg er død hamrende træt og vil bare halvsidde/ligge her på sofaen og have ondt af mig selv.

Synes faktisk ikke at det er fair, det her. Noget så larmende almindeligt som at cykle ganske få km og så gør det så skie ondt bagefter.

Synes ikke at det er fair at noget så larmende almindeligt skal minde mig om hele den her situation og det gamle traume.

Synes ikke at det er fair overhovedet at jeg nu sidder her og kæmper for ikke at græde af smerte eller egentlig kæmper for at græde for at komme af med smerten.

Jeg har det skidt.. og jeg skal lige slås.. bare lidt mere.. igen. Hold kæft hvor kan jeg blive vred, bitter og træt. Det er svært ikke at blive det.

En møg-cykeltur på sølle 3 km og så er alt rippet op. Fysisk og psykisk. En lille-bitte cykeltur og jeg har det af møg til.

Jeg ved det – det er bare en cykel. Bare en cykelsaddel. Men det føles som kniven. Jeg gør det ikke igen. Og håber ikke nogen beder mig det igen. For så ved jeg næsten ikke hvad jeg skal sige eller gøre. Men cykler – det gør jeg ikke foreløbig.

Det var bare det, der ikke lige skulle ske lige nu. Øv. Piv. Og så måske lidt selvynk. Men helt ærligt, det må jeg da godt, må jeg ikke? Jeg har mareridt om den kniv, har mareridt om hans latter og nu skal jeg i helt vågen tilstand mærke det hele igen. Det er næsten lige før jeg kan høre ham osse. Fornemme lugten af ham.

Det er faktisk ikke særligt rart.

 

ps… det kan ind i mellem godt være lidt vanskeligt at blive ved med at overleve.. men jeg gør altså hvad jeg kan.

Overspringsblogging

Det fine ord lærte jeg af en, der kommenterede på et af mine indlæg for ikke alt for lang tid siden. Jeg tog det til mig, og tænke, at det var dog ganske dækkende. Hvorefter jeg forfiner disciplinen til nærmest perfektion. Et par meningsposter og sure opstød, lidt sjov og lidt til smilebåndet midt i alvoren. Ren og skær overspringsblogging, for jeg har ikke helt kunne rumme hvad der egentlig foregår. Jeg har ikke rigtigt turde skrive det ud som det var, og jeg har været lidt nervøs – helt som sædvanlig – for om jeg nu blev for meget depri-blogger.

Og så havner jeg i den modsatte grøft. Ikke at det gør noget, for det er jo osse en side af mig, det er blot ikke lige den mest sandfærdige lige nu.

Er stadig mentalt på hælene og gør egentlig bare alt hvad jeg kan for bare at hænge sammen i min hverdag uden at slå for meget ud til hverken den ene eller den anden side. Kan godt selv se at det ligner noget bipolart, men det er det ikke ifølge de kloge hoveder, der har “styr” på mig.

Tror bare at den blogger der foreslog ordet overspringsblogging havde fat i noget af det helt rigtige. Når det hele bliver lidt for svært og lidt for nutidigt, så skriver man om alt det andet. Eller viser billeder. Eller sådan noget.  Jeg bliver en der klovner med ord. Og sådan har det nok egentlig altid været. Måske er det en af grundene til at jeg har overlevet så langt, at jeg ikke forsvandt helt ud i mørket og at jeg stadig har mennesker omkring mig, der gider mig, osse når ordene bliver sortere og mørkere.

For ud over bekymringen for kærestens far og hans sygdom, har jeg gang i mit eget lille opgør. Vredt, irritabelt og skuffet – helt i det skjulte. For jeg er nemlig nået dertil hvor jeg er blevet godt gammeldags vred over den barndom jeg blev budt. Og det er vist egentlig rimeligt nok, jeg kan bare ikke rigtigt se det fremadrettede formål med det. Jeg kan ikke se formålet med at skulle kalde min bror alle sprogets værste gloser – så nu bebrejder jeg sådan set også mig selv at jeg er en fiasko som incest-offer. Jeg kan ikke engang finde ud af at være i terapi mere.

Det ville da være ca til at leve med  hvis det ikke var fordi jeg osse har en af mine forhadte “smerteperioder”. Det er ikke særligt rart at tænke på for andre, det ved jeg, og jeg vil egentlig heller ikke gå særligt meget i detaljer blot stilfærdigt fortælle at arvæv er en dynamisk størrelse og at det ind i mellem rør på sig. Trækker i arene. Og det er altså bare ikke særligt godt. Plejer at sammenligne det med at få foretaget en underlivsundersøgelse med en knibtang. Ouch. Må være en form for fantomsmerter eller sådan noget. Men når det er værst kan jeg næsten ikke være nogen steder for mig selv. Det er lige her det ville være rart at kende nogen, der bare sådan ca havde tilsvarende oplevelser. Men det gør jeg ikke, så jeg må skabe og lagre mine egne erfaringer og så håbe at alt er som det skal være, selvom det er det rene smertehelvede på jord.

Jeg ved hvad det er, helt sikkert, har jo levet med det i alt for mange år..  men lige præcis de smerter trækker altid en masse andet med sig. Flashbacks om smerter, knive og køkkengulve i sort/hvide tern med rødt på. Jeg drømmer og har mareridt om at ligge og rode rundt mellem køkkenstolenes ben. Vågner op når kæresten rusker mig og siger at jeg har stønnet i søvne og rykket mig væk hvis hun ville trøste. Jeg har svært ved at skelne mellem det og så det der foregår ude i den virkelige verden og er hele tiden parat til at noget forfærdeligt vil ske. Allerhelst ville jeg blive hjemme, gemme mig under tæpperne og bare lade som om verden ikke findes udenfor. Men det gør den jo, og jeg gør stort set hvad jeg skal hver eneste dag. Passer mine pligter og opgaver og kun de nærmeste på mig kan se at jeg ser lidt jaget og lidt sky ud.

Lige nu savner jeg husene ved skovene.. freden… overskueligheden. Savner egentlig osse ikke at have et job, ikke at skulle stå til ansvar for mine dage. Ikke at skulle være parat til altid at aflire et høfligt godmorgen, goddag eller farvel. Bare være helt mig selv. Det ville være godt for mig lige nu og her – men jeg er helt sikker på at det ikke vil være sundt på lidt længere sigt.

Er nok bare lidt hårdt ramt i øjeblikket. Skal vi ikke satse på at det snart går over igen. Bare snart. Bare lidt.

 

Ondt

Sådan er det lidt for mig i øjeblikket. Og det vil trods alt blive alt for personligt og tæt på til at jeg vil udpensle hvad der foregår, men blot forsigtigt fortælle at jeg er stærkt plaget af mareridt og flashbacks og derfor meget, meget træt.

Vil allerhelst ligge på sofaen i dagevis og gemme mig under et tæppe, men det dur bare ikke så jeg tager mig dagligt sammen og passer mit arbejde, min kæreste og min hund. Men det er dælme ikke lysten, der driver værket pt.

Jeg ved det godt – at det er noget der kommer lidt i perioder. Jeg ved jo osse godt at den der PTSD diagnose i de allerfleste tilfælde er en kronisk tilstand, og noget jeg skal leve med (osse det). Men for hævlede, hvor kan det være svært.

Tricket med PTSD er at forhindre det i at udvikle sig – men når man har det  føles det som lidt af en opgave at gøre andet end at symptombehandle.

Heldigvis bliver tilbagefaldene færre med tiden – og mere kortvarige. Og mindre alvorlige. Tænker, jeg går jo sådan set stadig ud af min dør hver dag, ikk?

Tror også at det handler lidt om træthed. At det er noget tid siden jeg har haft et par fridage og endnu længere tid siden jeg havde ferie. For sidste ferie gik jo med flytning og alt det andet. Og hvad gør jeg så når jeg endelig får ferie – jul i barndomshjemmet. Jammen, det er jo flot. Var vist ikke lige dét jeg havde allermest brug for. Men sådan er det jo med julen – her er vi med familien, uanset hvad det så indebærer.

Er vist et ganske pligtopfyldende menneske, trods alt.

Du skal leve med det

Og det gør jeg så. Altså lever med det. Som om jeg har noget særligt valg, altså.

Jeg er blevet spurgt flere gange om jeg var bange for, at nu skulle jeg dø, når talen er faldet på de svære oplevelser. Det har jeg været bange for flere gange i mit liv. Også den aften, jeg blev voldtaget af min temmeligt-meget ekskæreste (jo – af hankøn – jeg har også været dum engang. Rigtig dum, faktisk). Og det er den aften, der bliver spurgt til, når jeg får det spørgsmål. Ikke andre. Kun den aften.

Jeg tror nok, at jeg normalt svarer lidt udenom og siger både jaeh, tjaeh, måske og mjaeeh på én gang, for sagen er jo at svaret er stort og svært – og ikke pissenemt at forklare, så det er bare nogenlunde til at forstå. Jeg var egentlig ikke bange for at jeg skulle dø, jeg var mere bange for hvad der mere skulle ske. Bange for at have mistet kontrollen. At dø ville i den situation nok nærmest have været en befrielse. Jeg gav op og der var ikke mere kampånd i mig. Leve, overleve eller dø – det var ét fedt.

Den aften startede det hele så normalt som enhver anden hverdagseftermiddag. Kom fra arbejde, købte ind, kørte hjem, satte cyklen på plads i kælderen og gik op af trappen til min dør. Kæmper med varerne og den tunge rygsæk (som man stavler al mælken mm ned i fordi den slags ikke kan tåle en tur i asfalten fra cyklens ikke alt for stabile bagagebærer) og nøglerne. Låser op – og får et hårdt skub ind af døren. Havner på stuegulvet – ansigtet først. Og så hører jeg en latter og døren der bliver låst bag mig. Og så kan jeg nådigt ikke rigtigt huske mere af det. Det er blevet slettet af hukommelsen. Detaljerne i det overfald er helt væk. Men kan huske det sidste af det. Der må været gået nogle timer mellem de to punkter. Jeg kan naturligvis rekonstruere en del af det tabte ud fra kendsgerningerne og sporene, men jeg prøver egentlig at lade være. Tænker, at der er nok en forbandet god grund til at hjernen sletter sådan noget fra hukommelsen.

Rent faktisk kom det tilbage til mig i brudstykker en dag for mange år siden, og var så flygtigt, at jeg i en tågedis skrev stikordene ned på en næsten blank side i den bog jeg lige sad med. Mellem sære matematiske formler, diagrammer og andet godt.  Kunne godt huske bagefter at jeg havde skrevet det her ned, men ikke hvor, og jeg har ganske mange bøger med sære matematiske formler, så jeg opgav at lede efter det. Men har dog siden genfundet det, og det var et stort chok at gense det. Heldigvis var det efter jeg var startet hos psykologen, og sammen fik vi en masse klarhed af de få, knapt læselige, sætninger. Hun undlod at spørge til betydningen af matematikken i baggrunden, hvilket nok var klogt nok. Tror det var for de på forhånd indviede.

Den der aften!

Vågnede eller kom til mig selv på mit køkkengulv. Har en ganske klar erindring om stoleben og køkkenbord sådan lidt hulter til bulter-agtigt. Det er som om bevidstheden og visheden i kroppen kommer trinvist i sådan nogle bølger. Fra hovedet ned i kroppen ud gennem benene for så til sidst at vippe med tæerne. Og tilbage igen. Lytter og tør ikke åbne øjnene for meget. Ned i fødderne igen – jo, jeg er vist i live. Men det gør ondt. Smerterne er så intense at jeg ikke engang kan få en lyd frem, halsen er helt sammensnørret og tør. Lytter og kan høre fjernsynet i baggrunden. Og hører at noget bliver sat på sofabordet. Ser mig lidt forsigtigt omkring.

Lukker øjnene igen. Og prøver at trodse smerterne og vælter en stol, da jeg prøver at sætte mig op.

– Nå du er vågen. Det var godt.
– Hvad er der sket
Latter.
– Det finder du nok ud af
Smerter.
– Kunne du ikke bare afslutte det her og gå. La´mig dø.
– Du skal ikke dø af det her, du skal leve med det! Det er ikke noget du dør af.

Lukker øjnene og forsvinder fra verden. Hører langt, langt væk at døren smækker og jeg er alene igen. Mellem stoleben, et eller andet roderi, der formentlig stammer fra indkøbene, og på et blodigt køkkengulv. Trænger til et bad. Nu. Må også finde ud af hvor de smerter kommer fra og hvad der er sket.

Jeg burde nok være død af det. Være forblødt. Forstår ikke hvordan jeg fik det til at holde op med at bløde. Kan være kvindekroppen er indrettet til at begrænse den slags blødninger af sig selv. Aner det ikke, men husker at det var voldsomt og at det tog lang tid.

Det var her jeg burde have ringet 112. Det ved jeg godt. Så det er der ingen grund til at fortælle mig, eller bebrejde mig at jeg ikke gjorde. Det skete bare ikke, for jeg kunne ikke rumme noget som helst andet end at lægge mig på sofaen med et håndklæde mellem benene. Og så ind i mellem stavre ud i køkkenet og få lidt at drikke, besøge et badeværelse og så ind på sofaen igen. Ønskede ikke hjælp, og lod vennerne komme på små hurtige besøg efter noget tid. Men smed dem ud igen, når de ville tale om hvad der var sket.

Der gik vist flere dage før jeg nåede til at gøre rent i køkkenet, og efterhånden lignede hele lejligheden et slagtehus. Men jeg orkede det bare ikke.

Langsomt gik det op for mig hvad det egentlig var jeg skulle leve videre med. At det var deri den avancerede hævn lå. Det havde været for billigt om han bare havde slået mig ihjel den aften. Straffen var at jeg skulle leve med de der skader jeg havde fået.

“du skal leve med det” – ja, og det gør jeg så.

Det er ikke til at vide om tingene og skaderne havde set anderledes ud hvis jeg var kommet under behandling med det samme. Måske. Måske havde psykologen (hende psykopat-psykologen jeg startede med) et eller andet sted ret når hun også mere eller mindre direkte antydede, at dér kunne jeg jo osse selv have begrænset skaden. Og fået politi på. Og stoppet ham. Og og og… Ikke at gøre noget startede en kæde af konsekvenser af de ansvarspådragende typer. Det må jeg leve med. Og det gør jeg så også. Hans ord var nærmest profetiske, den aften. Lev med det. Lev med det hele.

Konsekvenserne af skaderne er jo nærmest indlysende, dem skal jeg leve med. Eller nærmest leve på trods af.

Jeg har set ham 3 gange siden i nærheden af min bopæl. Flyttede derfor pludselig til en anden landsdel uden at efterlade mig ret mange spor. Skiftede job, branche og liv. Gentog manøvren et års tid senere, og jeg tror og håber at mine spor forsvandt et eller andet sted på vejen. Har omhyggeligt sørget for at jeg ikke længere kan googles. Passer på min facebook og google plus og har en næsten indædt interesse for privatlivsindstillingerne begge steder.

Tillid til andre jeg ikke kender på forhånd, eller kun kender via nettet, er derfor en stor ting og den er nok lidt svær at opnå. Men den er der, og jeg er hverken særligt mystisk eller unormal. Bare lidt kamera-sky. Jeg er lidt forsigtig, det er det hele, for jeg vil så forfærdeligt nødigt genfindes.

Magisk torsdag´s tanker

Det er i morgen. For en gangs skyld har min chef holdt sin aftale om, at jeg kan holde en halv fridag. Faktisk i bekymrende grad, er jo nærmest endt med at blive en hel fridag. Mon man skal blive lidt bekymret over det? Nej, gider egentlig ikke flere bekymringer lige nu. Så jeg tager imod og har kvik-arrangeret aftaler ude i byen, aftaler som ellers ville have været kropumulige pga afstand og tid. Og så må jeg jo bare håbe på noget godt vejr så jeg kan slå den overskydende tid ihjel et eller andet sted, hvor det er spændende at gå en tur. Havnen i Roskilde har været et godt bud hele sommeren, men der er dælme trist i regnvejr. Hepper på solen, eller en vild drama himmel.

Jeg overvejer at tage min tvivleri-liste med til psykologen, men tror ikke på, at jeg kan regne med hendes råd om bil, sociale medier og valg af telefoner. Læs resten

Ferie, medicinfrihed og håndtering af ubehagelig storebror

Så er jeg tilbage efter en lille skrivepause. Det føles lidt som om den sidste måned, hvor jeg har sprøjtet svære ord ud, lige tog pusten fra mig og at jeg har haft brug for at tænke mig lidt om. Om det så har båret frugt aner jeg ikke.  Har luget lidt ud et par steder – tilføjet lidt andre steder.

Og så har jeg fået ferie! God, velfortjent slapperferie. Og er stoppet helt med medicinen. Og har set min bror til en familiefest.

Skrev om medicinophøret her, og set i bagklogskabens klare lys må jeg jo indrømme at jeg ikke slap helt så billigt som jeg troede i første omgang. Havde hele tiden muligheden for at få fat i lægen undervejs – også selvom det var hen over sommerferien, og det gav stor tryghed i forløbet. Men var dog lidt for stædig til at benytte mig af muligheden. Tænkte, det bliver bedre snart, i morgen. Det har været svært. Det er stadig  svært. Og nu skal jeg have styr på trøstespiser-appetitten for alvor. Ellers ender jeg her (nappet fra arkivet på garfield.com):

Læs resten

Ud af osteklokken

– og af med den antidepressive medicin, som har været en fast del af mit liv i de sidste år.

Har fået drømmene igen. De sære og dem, man gerne vil huske, men som man alligevel glemmer efter max en halv time. Tror nok det er en del af ophørssymptomerne (sikket ord – hvad skete der med det goe gamle “abstinenser”?) men jeg hygger mig altså temmeligt meget over de næsten Dali´ske drømmebilleder, der er kommet tilbage til mig. Mareridtene kunne jeg dog godt undvære, da de også har fået en detaljeringsgrad, der grænser til det decideret ubehagelige.

Det er forresten lidt sært, at de drømme man gerne vil huske, dem glemmer man. Men mareridtene som man helst vil glemme alt om igen, dem husker man til gengæld og de hænger i kroppen i alt for lang tid. Efterlyser lige noget drømme-konsekvens her. Sådan som det fungerer nu er det jo ren loose-loose situation. Må vænne mig til at skrive ned eller snakke med mig selv om morgenen og fortælle mig selv, hvad jeg har drømt. Kan være hjernen så gider samarbejde i lidt større stil. Overvejer at sende den og undertegnede på et teambuilding kursus. Træklatring eller sådan noget andet gejl. Læs resten