Øjnene på bolden

Der er i øjeblikket en sag, der får vældigt meget opmærksomhed i medierne. Sagens parter er en Marlene, der har skrevet en fantastisk kronik om at være offer for vold, en franskmænd, dømt for livsfarlig vold, Claus Meyer, der har ansat ham efter prøveløsladelsen – og så medierne, der gladeligt lapper det hele i sig. Nok mest pga Claus Meyer.

Vreden er rettet mod Meyers engagement – at han har ansat sådan en fyr – og mod samfundet, der straffer for mildt og sympatien skyller mod Marlene, der lider så meget med sine skader og sin PTSD.

Men, og på trods af visse lighedspunkter i hendes og min historie, vil jeg tillade mig at mene, at sagen ikke handler om Meyer eller om hvordan samfundet skal straffe gerningsmanden.

Jeg synes, den handler om hvordan samfundet behandler ofrene. Eller netop ikke behandler dem.

Manden er straffet mildt, helt sikkert. Men det er ikke det vigtige, synes jeg. Det vigtige er, at ofrene ikke bliver hjulpet nok med støtte, behandling, økonomi mm.

Jeg har en vis respekt for Meyer i denne sammenhæng. Han går foran og ansætter folk ingen andre ville turde ansætte pga deres kriminelle fortid. Ville være dejligt hvis lidt flere arbejdsgivere gik frem og ansatte folk som Marlene på vilkår og betingelser som hun nu kan opfylde. Ville være dejligt, hvis hun fik hjælp til at få et liv tilbage  – et som hun kunne bruge til noget.

Men vreden rettet mod Meyer; den kommer jeg aldrig til at acceptere.

Jeg kunne sagtens skrive et længere indlæg om hvad jeg mener, men det ville egentlig blive en gentagelse af det her. Så det gider jeg ikke.

Du skal leve med det

Og det gør jeg så. Altså lever med det. Som om jeg har noget særligt valg, altså.

Jeg er blevet spurgt flere gange om jeg var bange for, at nu skulle jeg dø, når talen er faldet på de svære oplevelser. Det har jeg været bange for flere gange i mit liv. Også den aften, jeg blev voldtaget af min temmeligt-meget ekskæreste (jo – af hankøn – jeg har også været dum engang. Rigtig dum, faktisk). Og det er den aften, der bliver spurgt til, når jeg får det spørgsmål. Ikke andre. Kun den aften.

Jeg tror nok, at jeg normalt svarer lidt udenom og siger både jaeh, tjaeh, måske og mjaeeh på én gang, for sagen er jo at svaret er stort og svært – og ikke pissenemt at forklare, så det er bare nogenlunde til at forstå. Jeg var egentlig ikke bange for at jeg skulle dø, jeg var mere bange for hvad der mere skulle ske. Bange for at have mistet kontrollen. At dø ville i den situation nok nærmest have været en befrielse. Jeg gav op og der var ikke mere kampånd i mig. Leve, overleve eller dø – det var ét fedt.

Den aften startede det hele så normalt som enhver anden hverdagseftermiddag. Kom fra arbejde, købte ind, kørte hjem, satte cyklen på plads i kælderen og gik op af trappen til min dør. Kæmper med varerne og den tunge rygsæk (som man stavler al mælken mm ned i fordi den slags ikke kan tåle en tur i asfalten fra cyklens ikke alt for stabile bagagebærer) og nøglerne. Låser op – og får et hårdt skub ind af døren. Havner på stuegulvet – ansigtet først. Og så hører jeg en latter og døren der bliver låst bag mig. Og så kan jeg nådigt ikke rigtigt huske mere af det. Det er blevet slettet af hukommelsen. Detaljerne i det overfald er helt væk. Men kan huske det sidste af det. Der må været gået nogle timer mellem de to punkter. Jeg kan naturligvis rekonstruere en del af det tabte ud fra kendsgerningerne og sporene, men jeg prøver egentlig at lade være. Tænker, at der er nok en forbandet god grund til at hjernen sletter sådan noget fra hukommelsen.

Rent faktisk kom det tilbage til mig i brudstykker en dag for mange år siden, og var så flygtigt, at jeg i en tågedis skrev stikordene ned på en næsten blank side i den bog jeg lige sad med. Mellem sære matematiske formler, diagrammer og andet godt.  Kunne godt huske bagefter at jeg havde skrevet det her ned, men ikke hvor, og jeg har ganske mange bøger med sære matematiske formler, så jeg opgav at lede efter det. Men har dog siden genfundet det, og det var et stort chok at gense det. Heldigvis var det efter jeg var startet hos psykologen, og sammen fik vi en masse klarhed af de få, knapt læselige, sætninger. Hun undlod at spørge til betydningen af matematikken i baggrunden, hvilket nok var klogt nok. Tror det var for de på forhånd indviede.

Den der aften!

Vågnede eller kom til mig selv på mit køkkengulv. Har en ganske klar erindring om stoleben og køkkenbord sådan lidt hulter til bulter-agtigt. Det er som om bevidstheden og visheden i kroppen kommer trinvist i sådan nogle bølger. Fra hovedet ned i kroppen ud gennem benene for så til sidst at vippe med tæerne. Og tilbage igen. Lytter og tør ikke åbne øjnene for meget. Ned i fødderne igen – jo, jeg er vist i live. Men det gør ondt. Smerterne er så intense at jeg ikke engang kan få en lyd frem, halsen er helt sammensnørret og tør. Lytter og kan høre fjernsynet i baggrunden. Og hører at noget bliver sat på sofabordet. Ser mig lidt forsigtigt omkring.

Lukker øjnene igen. Og prøver at trodse smerterne og vælter en stol, da jeg prøver at sætte mig op.

– Nå du er vågen. Det var godt.
– Hvad er der sket
Latter.
– Det finder du nok ud af
Smerter.
– Kunne du ikke bare afslutte det her og gå. La´mig dø.
– Du skal ikke dø af det her, du skal leve med det! Det er ikke noget du dør af.

Lukker øjnene og forsvinder fra verden. Hører langt, langt væk at døren smækker og jeg er alene igen. Mellem stoleben, et eller andet roderi, der formentlig stammer fra indkøbene, og på et blodigt køkkengulv. Trænger til et bad. Nu. Må også finde ud af hvor de smerter kommer fra og hvad der er sket.

Jeg burde nok være død af det. Være forblødt. Forstår ikke hvordan jeg fik det til at holde op med at bløde. Kan være kvindekroppen er indrettet til at begrænse den slags blødninger af sig selv. Aner det ikke, men husker at det var voldsomt og at det tog lang tid.

Det var her jeg burde have ringet 112. Det ved jeg godt. Så det er der ingen grund til at fortælle mig, eller bebrejde mig at jeg ikke gjorde. Det skete bare ikke, for jeg kunne ikke rumme noget som helst andet end at lægge mig på sofaen med et håndklæde mellem benene. Og så ind i mellem stavre ud i køkkenet og få lidt at drikke, besøge et badeværelse og så ind på sofaen igen. Ønskede ikke hjælp, og lod vennerne komme på små hurtige besøg efter noget tid. Men smed dem ud igen, når de ville tale om hvad der var sket.

Der gik vist flere dage før jeg nåede til at gøre rent i køkkenet, og efterhånden lignede hele lejligheden et slagtehus. Men jeg orkede det bare ikke.

Langsomt gik det op for mig hvad det egentlig var jeg skulle leve videre med. At det var deri den avancerede hævn lå. Det havde været for billigt om han bare havde slået mig ihjel den aften. Straffen var at jeg skulle leve med de der skader jeg havde fået.

“du skal leve med det” – ja, og det gør jeg så.

Det er ikke til at vide om tingene og skaderne havde set anderledes ud hvis jeg var kommet under behandling med det samme. Måske. Måske havde psykologen (hende psykopat-psykologen jeg startede med) et eller andet sted ret når hun også mere eller mindre direkte antydede, at dér kunne jeg jo osse selv have begrænset skaden. Og fået politi på. Og stoppet ham. Og og og… Ikke at gøre noget startede en kæde af konsekvenser af de ansvarspådragende typer. Det må jeg leve med. Og det gør jeg så også. Hans ord var nærmest profetiske, den aften. Lev med det. Lev med det hele.

Konsekvenserne af skaderne er jo nærmest indlysende, dem skal jeg leve med. Eller nærmest leve på trods af.

Jeg har set ham 3 gange siden i nærheden af min bopæl. Flyttede derfor pludselig til en anden landsdel uden at efterlade mig ret mange spor. Skiftede job, branche og liv. Gentog manøvren et års tid senere, og jeg tror og håber at mine spor forsvandt et eller andet sted på vejen. Har omhyggeligt sørget for at jeg ikke længere kan googles. Passer på min facebook og google plus og har en næsten indædt interesse for privatlivsindstillingerne begge steder.

Tillid til andre jeg ikke kender på forhånd, eller kun kender via nettet, er derfor en stor ting og den er nok lidt svær at opnå. Men den er der, og jeg er hverken særligt mystisk eller unormal. Bare lidt kamera-sky. Jeg er lidt forsigtig, det er det hele, for jeg vil så forfærdeligt nødigt genfindes.

En linje – stk 1

Har krydset et bestemt emne masser af gange herinde, men er egentlig hoppet rimeligt elegant væk fra det igen. Fordi det er svært og fordi det efterlader mig i en rigtig dum situation og med et skævt billede af mig selv. Og fordi det er lidt pinligt. Men har jo lovet mig selv, at jeg vil næsten hele vejen rundt her. At det løfte så blev givet en aften, da jeg naivt og dumstædigt fastholdt, at ingen jo nogensinde ville få sat ansigt på mig – jow, go morn do – det er så lige meget. Holder mit løfte til mig selv her.

I det mindste for helhedens skyld.

Kors, hvor har jeg skrevet meget og mange ord om min bror. Om at være barn med ham. Om at være hans søster. Og om at være hjælpeløs som hans legetøj. Helt til et pænt stykke ud over den kvalmegrænse, jeg egentlig havde sat, og jeg har formodentlig fået skræmt en del væk undervejs. Sådan er det, når ordene bare pludselig vælter frem og jeg har fundet der her sted, jeg kan “gøre af dem”. Lægge dem væk og så egentlig ikke rigtigt tænke på dem mere, eller i det mindste tænke på dem på en mere konstruktiv måde, godt hjulpet på vej af gode menneskers kommentarer, spørgsmål og tanker. Nu tager jeg lige en minipause fra emnet bror. Det har egentlig fyldt mere herinde, end det nogensinde har fået lov at fylde i mit liv. Relativt set. Ikke at jeg forlader emnet helt, men lidt. For slippe det helt kan jeg nok aldrig. Det vil altid være der, næsten alting startede. Og startede linjen.

Og det er netop linjen jeg vil af med nu. Sammenhængen mellem overgreb i barndommen og så alt det, der skete, da jeg blev voksen. Det er lang tid siden jeg spurgte psykologen om jeg bare var et uheldigt menneske, der pr definition rendte ind i de forkerte mennesker eller om der var en sammenhæng. Det ville hun naturligvis ikke svare på, men kom med et af sine mere sjældne indad-vurderende blikke. Og startede så lidt langsomt og undersøgende på at svare på hvordan det var – sådan i teorien. Underforstået, at det hun sagde ikke nødvendigvis havde noget med min konkrete historie at gøre. Fik et indblik i undersøgelser, teorier og hypoteser og hvad den mere anerkendte del af litteraturen (vi er nemlig enige om at der findes rigtigt meget møg-litteratur om emnet) sagde om sexuelt misbrugte børns voksne valg. Om valg af partner, valg af venner, valg af job, valg af livsstil osv osv. Og ikke mindst fik jeg et mere teoretisk indblik i grænser og grænsesætning. Eller især mangel på samme. Hun er formodentlig lidt forsigtig med at vælte sig rundt i teorien i en terapisituation, fordi det jo kan virke fremmedgørende, måske en smule nedladende og en hel del bedrevidende. Det er ihvertfald sådan jeg opfatter hendes forsigtighed, når jeg fralokker hende de mere generelle tendenser i de emner vi taler om.

Dog vil jeg hellere have hendes kvalificerede bud end det, jeg kan søge mig til på nettet. Selvom jeg er god til det, indebærer hendes ord en vis indbygget kvalitets- og relevanskontrol, som jeg ikke rigtigt kan få andre steder.

Har tidligere refereret til det her citat i en anden sammenhæng. Om børn og fravalget af børn. Tillader mig at genbruge den i denne sammenhæng også.

”Man kan have fået så lidt kærlighed, at man oplever nærhed som overgreb.
Man kan have fået så lidt nærhed, at man oplever overgreb som kærlighed.”

Hvis det her står til troende, hvordan kan man så forvente at en voksen, med de børneoplevelser, er i stand til at sætte bare nogenlunde fornuftige grænser i sit liv.

Det følgende er ikke mine betragtninger om incestofre generelt – det er hvad jeg lærte af en specifik samtale, hvor udgangspunktet var mig og mit liv. Og hvilke generelle tendenser, der kunne have spillet en rolle for det.

Da jeg spurgte psykologen om det her med tilfældigheder, uheld eller direkte sammenhænge var hendes svar, at der faktisk er en vis tendens til at ubehandlede ofre vælger partnere og venner senere i livet, der fastholder dem i den rolle. Og som fortsætter de overgreb, fordi det bliver det trygge og det kendte. Spillet man ved, hvordan skal spilles. Og tror fuldt og fast på at overgreb er lig med kærlighed, beskyttelse og tryghed. For man har reelt aldrig fået lært andet undervejs. Så for at få opfyldt kærlighedsbehovet betaler man med alt, inkl at lægge krop og sjæl til nye overgreb. Det gælder kort sagt om at finde sig en psykopat – og det havde jeg held af. I den grad. Og tror jeg, hvis jeg ikke havde fundet en sådan, så havde jeg nok nærmest lavet ham (eller hende for den sags skyld) selv. Fordi jeg ikke kendte forskel på godt og skidt. På overgreb og kærlighed. På nærhed og vold.

Der var ikke noget filter, der sorterede for mig. Ingenting, der fortalte mig at det her kunne jeg ikke lide eller hvorfor, så jeg kunne bringe det til ophør. Og jeg vidste jo, at ting jeg ikke kunne lide også var kendetegnet ved, at det ikke var noget jeg kunne stoppe. Så hvorfor prøve, det ville jo bare gøre det hele meget værre. Sådan var erfaringen. Jeg var usikker på mine grænser og aldeles uegnet til grænsesætning. Og endte atter som offer som voksen. Det er vanskeligt at tilgive sig selv den, men det gav god indsigt at få kendskab til de generelle tendenser i sådan et liv som mit. Lettede en del på skyldfølelsen og skammen over også at være blevet et voldtægtsoffer. Et offer for partnervold. Offer for mere psykisk terror og flere trusler end jeg orker regne på.

Nu er tonen og stilen lagt. Indlægget er ikke færdigt, men jeg har altså valgt at dele det i to dele (måske tre) for ikke at udmatte nogen med uhyrlighederne og indrømmelserne.

Mit liv som lynlås

Som lovet kommer der et indlæg med denne sære titel.

En lynlås udgøres af 3 hoveddele: Skyder, element og bånd.

– ykk.dk –

Der har været flere skønne bud på hvad et liv har med lynlåse at gøre. Og svaret er egentlig ret kedeligt; intet. Eller ikke særligt meget. Og så alligevel, for billedet er meget godt trods alt. Bånd med to rækker med små tænder, elementet, der passer perfekt sammen, holder sammen på noget andet vha en skyder, være mere eller mindre samlende og som kan gå så forfærdeligt meget i stykker.

Langt hen af vejen har jeg levet mit liv på denne måde. Som to dele. Uden at ane, at de kunne forenes, at de passede sammen. Det er ganske ordinært, at selvfølgelig kan de det, men for mig har det altså været en noget forsinket opdagelse. Er ikke lige godt modnet på alle fronter. Det er der sikkert gode grunde til. Tabte jo en masse år et eller andet sted undervejs. Visse siger i dag, at jeg ser ud og opfører mig som en der er noget yngre – kan være det er derfor?!?

På den ene side er det åbne liv, det offentlige og det jeg viser andre og alle. Nogen kender mig fra uddannelser og jobs, andre fra de private sammenhænge og så er der alle vennerne og de bekendte, der bare er kommet til efterhånden fra alle mulige og nærmest umulige steder. Rigtigt mange af dem ved, at jeg blev sygemeldt pga “et eller andet psykisk” og at det var alvorligt – sådan det-ene-ben-på-et-behandlingsafsnit alvorligt. Ikke alle venskaber, der overlevede dét. Viste det sig. Men de mennesker tror, de kender mig som et hele, det sjove, det alvorlige, det tænksomme og vidende, det rationelle og næsten kyniske, den kluntede – og hende der fumler med ordene og ikke altid lige får tingene sagt som de var tænkt. Legebarnet er også herovre. Pjatrøven, der pludselig spurter grinende op af en trappe, blot for at komme først i en imaginær konkurrence. Sådan ser de mig. Så stort var chokket, da jeg bragede ned som en gammel slidt motor. Men elementerne er tilstede endnu. De har alle overlevet i mig gennem angsten. Det er mindsket, men egentlig ikke forandret. Er rammerne trygge nok så bliver de udfoldet.

På den anden side er min historie. Den om min bror, om misbruget og overgrebene. Om voldtægterne og volden

Arven

”Man kan have fået så lidt kærlighed, at man oplever nærhed som overgreb.
Man kan have fået så lidt nærhed, at man oplever overgreb som kærlighed.”

Det er vist en psykolog, der hedder Lars Sørensen, der har fremsat dette indlysende udsagn. Og jeg har set det så mange gange i forskellige sammenhænge, at det efterhånden tabte sin betydning. Det dukkede igen op i min bevidsthed, da jeg begyndte at tænke lidt over de store linjer i mit liv. Stregerne der forbinder fortid med nutid og fremtid. Linjerne mellem barndom og voksenliv. Der hvor man ikke længere kan skelne godt og skidt. Kærlighed og overgreb. Vold og kærtegn. Tillid og mistillid. Tryghed og angst. Et eller andet sted rummer det en nøgle til at forstå hvorfor alt gik så galt. Og hvorfor det hele alligevel blev godt igen.

Kære I, der har børn og børnebørn. Børn I holder af. Pas nu godt på dem. For mennesker som jeg er uegnede til det.

Søskende-fnidder

Det er helt normalt, at søskende småskændes og at de kan finde på at tjatte lidt til hinanden og slås. Søskende-fnidder plejer jeg at kalde det. Er også blevet fortalt, at det er normalt at søskende kan være kropsligt grænseoverskridende for hinanden.

Det ved jeg godt. Jeg er vokset op med den forklaring. Det var en del af mine forældres forklarende adfærd overfor mig, når jeg skulle bringes til at forstå, hvorfor min bror gjorde som han gjorde. Jeg kan slet ikke huske, hvornår de første gang prøvede at få mig til at forstå min brors opførsel. Men jeg har formodentlig ikke været særlig gammel. 8-10 år måske ? Men ihvertfald lidt før jeg som barn overhovedet kunne formodes at forstå, at sådan var det jo mellem søskende, og at det derfor var OK og helt normalt (!?!)

Et passende vendepunkt

Jeg skulle have startet på det her for længe siden, men jeg var ikke klar til offentligt at sætte ord på tingene som de var og som jeg oplevede dem mens det stod på. Nu må jeg så prøve at strukturere det her, så det giver fornuftig mening og sammenhæng mellem fortid, nutid og fremtid.

At jeg er startet i dag skyldes for det første, at det er i denne uge at jeg tog den endelige beslutning om at stoppe den medicin behandling jeg har været i – i så mange år. For det andet at jeg har haft en længere pause i terapien, som har gjort at jeg i al stilfærdighed har haft ro til at samle tanker op for mig selv og få sat min egen struktur på det. For det tredje at jeg har fået formuleret et mål for mig selv nu – at nu starter livet igen. Lige nu.