Det bliver en dag på sofaen

Jeg skal ikke på arbejde i dag og i går blev det altså osse kun en halv dag før jeg måtte luske hjem. Jeg har ikke influenza selvom det ligner. Jeg har ikke noget med maven selvom det ligner. Men er blegnæbbet, svimmel, rystende og i en tilstand af småpanik hele tiden. Det er ikke angst – selvom det ligner.

Det er fandengalme en systemfejl!

En systemfejl i receptsystemet som gør at lægen troede hun havde sendt en ny omgang medicin ud til mig, hun havde fået systembekræftelse på at det var sendt – og jeg troede jeg kunne hente den torsdag. Men det var ikke kommet ud på receptserveren og det fik hun ikke noget at vide om før jeg fik fat i hende. Fredag mener jeg at vide at lægen har har fri og jeg opgav i øvrigt hurtigt at forsøge at ringe til klinikken for at få en anden til at sætte sin forjættede underskriftskode på en recept til mig. Havde jo ikke lige forestillet mig at det var et IT-system der kunne drille. Tænkte bare at der var sket en fejl og så var det ikke værre end som så. Osse selvom jeg faktisk lige havde tømt arket med piller.

Tænkte – ok.. fredag aften – lørdag – søndag.. og så hente medicin mandag, den går sgu nok lige. Mandag forsøger jeg igen på apoteket. Ingen medicin. Får så en besked igennem til lægen om problemet (på ikke helt autoriseret vis, da det er efter telefontidens ophør) og hun får det opklaret. En skide system-fejl. Som hun heldigvis kan komme rundt om vha af god gammeldags fax-teknologi. Hun var ikke særligt glad for situationen, mildest talt, og udtrykte håb om dét problem blev løst hurtigst muligt.

Mandag kan jeg altså godt mærke at jeg er ved at blive lidt småsyg men bider det i mig og håber det skraver hjem til om tirsdagen hvor jeg håber på bingo ved apotekerskranken.

Tirsdag kl ca 9.45 går den ikke længere. Jeg ringer til min chef og meddeler at jeg gør den aktuelle opgave klar og så er jeg altså gået hjem resten af dagen. Og dagen efter med.

Får bingo på apoteket og vælter så hjem på sofaen. Lidt at spise, lidt hvile og så den der medicin jeg bliver syg af ikke at få – på ca 4-5. dagen. Det er altså stærke sager det her, men jeg må jo nok acceptere at sådan er det.

Så nu sidder jeg her og skriver lidt på bloggen under en dyne. Fryser og sveder og er småsvimmel. Og slet ikke i stand til bare at lufte hunden på en langsom tur. Det bliver små “tis´ nu af!” ture inden jeg kryber op i sofaen igen.

Ved heldigvis af erfaring hvad der sker her, ved at det er overstået i morgen. Og ved at i morgen er det hvad jeg kalder magisk torsdag. En garanteret og sikker halv fridag hvor jeg selv kan bestemme hvad jeg skal om eftermiddagen – og hvor jeg kan lægge planer mange uger ud i fremtiden velvidende at chefen ikke kan pålægge mig nogen opgaver den dag.

I morgen planlægger jeg et besøg hos psykologen. Og det er vist meget passende tidspunkt at gøre det på.

I morgen har kroppen så forhåbentlig genopbygget sit depot af kemi og jeg bliver mig selv igen med en horisont, der er nogenlunde stabil og ikke bølget og søsygefremkaldende.

Har lidt følelsen af at situationen ikke er til at være syg men at det mere ligner selvskabte problemstillinger. Kunne jo bare have hentet den medicin noget før – opdaget fejlen noget før – og fået en løsning noget før. Men det plejer jo bare at køre som smurt. Og besøg på apotek er altså noget der skal afsættes en del tid til som jeg ikke altid har.

Jamen, jeg kan jo ikke få influenza

Eller det vil sige, at det er yderst sjældent forekommende og det er derfor ikke noget jeg normalt sådan lige skænker en tanke. Endsige noget jeg gider betale for at blive vaccineret imod.

Men siden mandag hvor min juleferie startede har jeg været småsyg, så lidt mere syg, så lidt mindre syg – men syg. Hele tiden. Ondt i hele kroppen, hovedpine. træthed, dårligt humør og nogle vanvittige drømme (der mestendels handlede om at jeg ikke passede mit arbejde. men blev tilgivet alligevel). Og så er jeg jo også alene hjemme, da kæresten er taget afsted til sin familie for at holde en familie-jul og få løst de sidste knuder efter moderens død. Så det er altså den rene elendighed her. Heldigvis har hun med vanlig ordenssans sørget for at der er mad til mig, og at det ikke er nødvendigt for mig at bevæge mig ud i de forhadte forretninger – især her op til jul. Og at jeg kan nøjes med at blive hjemme og så bare lufte hunden, der ikke er ubetinget tilfreds med turenes begrænsede længde. Får jo åndenød bare jeg skal gå få hundrede meter.

Bingo – min 10 års influenza har vist indfundet sig. Fantastisk timing. Og i morgen vil jeg drage ud på min juletur og sørge for at smitte alle jeg kan komme i nærheden af, så deres jul også kan foregå under de nærmeste dyner. Har gået hele dagen i dag og tænkt… jeg må sgisme hellere aflyse og så køre direkte til mine forældre, hvor der ikke er samme selskabelige forpligtelser men nogen der gider passe hundene.

Indtil der går en lille bitte prås op for mig. Da jeg pakker. En masse grimme gloser følger, da jeg ser i min pakke med medicin. Jeg har ikke taget den i 5-6 dage. Ouch. Jeg har ikke influenza – jeg har abstinenser. Nå, men i det mindste smitter de da ikke, så jeg aflyser ingenting og håber at energien genindfinder sig senest i morgen ved middagstid når jeg lirker bilen ud af dens garage.

Jeg har kort og godt glemt at tage den pga diverse julearrangementer, der kom på kryds af de normale rutiner. Det er vist det man på godt dansk ville kalde ris til egen røv.

Nu må jeg prøve at tage mig lidt sammen og få de sidste praktiske ting på plads inden jeg skal afsted, men indrømmer dog gerne at jeg er lidt i et dilemma. Skal jeg chance den og udsætte pakkeriet til i morgen og håbe på at jeg har det bedre og så sove i dag væk. Eller tage mig seriøst sammen og få det overstået.

Nå. Der er en dag i morgen. Jeg håber det bedste, og hvad jeg glemmer kan vel genanskaffes.  Det bliver først i morgen jeg pakker det sidste – orker bare ikke mere i dag.

Og nu hvor jeg ved at det nok ikke er influenza glæder jeg mig faktisk til de næste par dages selskabelighed – og håber bare at jeg holder til det hele og at de der piller venligst set begynder at virke igen. Tak. Ellers kunne det i øvrigt også gå hen og blive et ganske følsomt besøg hos psykologen i morgen inden hele juleturen starter.

Det bliver nok ikke det store I hører mere fra mig inden jul, da jeg ikke tager andet end iPaden med på turen og den gider jeg altså ikke skrive de store indlæg på. Eller svare på andres. Men jeg læser med – hele tiden.

Og sådan bare for at være helt sikker på at nå det vil jeg altså ønske jer alle en rigtig god jul med de mennesker I er gladest for i hele verden.

Er egentlig tilfreds

Har i dag fået at vide at jeg er en heldig kvinde. Det måtte jeg jo så smile lidt af, eftersom at jeg ikke ligefrem føler mig heldig. Men jeg tror måske man kan sige, at jeg er heldig at have overlevet det hele med en rimelig forstands brug endnu, en humoristisk sans, der ikke lod sig aflive og en stædighed, der tog mig igennem når trangen til at køre bilen i havnen var ved at tage over.

Har været heldig i mine valg af hjælpende mennesker. De har været ufattelige støtter for mig, og er egentlig også gået en smule ud over, hvad man med rimelighed kunne forvente af dem.

Så meget for held. Og nu til indædt stædighed. Medicinstoppet. Det er nu en realitet og det er ikke særligt svært mere. 6 uger uden piller. Og nu 2 uger uden abstinenser eller andre sære eftervirkninger. Føler mig meget tilstede i hvad jeg tænker, tror og gør. Men også en hel del mere til stede i mine tvivlerier om, hvor livet nu skal tage mig hen og hvad der skal ske. Læs resten

Ferie, medicinfrihed og håndtering af ubehagelig storebror

Så er jeg tilbage efter en lille skrivepause. Det føles lidt som om den sidste måned, hvor jeg har sprøjtet svære ord ud, lige tog pusten fra mig og at jeg har haft brug for at tænke mig lidt om. Om det så har båret frugt aner jeg ikke.  Har luget lidt ud et par steder – tilføjet lidt andre steder.

Og så har jeg fået ferie! God, velfortjent slapperferie. Og er stoppet helt med medicinen. Og har set min bror til en familiefest.

Skrev om medicinophøret her, og set i bagklogskabens klare lys må jeg jo indrømme at jeg ikke slap helt så billigt som jeg troede i første omgang. Havde hele tiden muligheden for at få fat i lægen undervejs – også selvom det var hen over sommerferien, og det gav stor tryghed i forløbet. Men var dog lidt for stædig til at benytte mig af muligheden. Tænkte, det bliver bedre snart, i morgen. Det har været svært. Det er stadig  svært. Og nu skal jeg have styr på trøstespiser-appetitten for alvor. Ellers ender jeg her (nappet fra arkivet på garfield.com):

Læs resten

Ud af osteklokken

– og af med den antidepressive medicin, som har været en fast del af mit liv i de sidste år.

Har fået drømmene igen. De sære og dem, man gerne vil huske, men som man alligevel glemmer efter max en halv time. Tror nok det er en del af ophørssymptomerne (sikket ord – hvad skete der med det goe gamle “abstinenser”?) men jeg hygger mig altså temmeligt meget over de næsten Dali´ske drømmebilleder, der er kommet tilbage til mig. Mareridtene kunne jeg dog godt undvære, da de også har fået en detaljeringsgrad, der grænser til det decideret ubehagelige.

Det er forresten lidt sært, at de drømme man gerne vil huske, dem glemmer man. Men mareridtene som man helst vil glemme alt om igen, dem husker man til gengæld og de hænger i kroppen i alt for lang tid. Efterlyser lige noget drømme-konsekvens her. Sådan som det fungerer nu er det jo ren loose-loose situation. Må vænne mig til at skrive ned eller snakke med mig selv om morgenen og fortælle mig selv, hvad jeg har drømt. Kan være hjernen så gider samarbejde i lidt større stil. Overvejer at sende den og undertegnede på et teambuilding kursus. Træklatring eller sådan noget andet gejl. Læs resten