Uden filter

Det er da vist på tide med en lille opdatering fra mig. Blogpausen blev lidt længere end forventet. Først pga den travle og familie-orienterede påske og bagefter almindelig træthed hver eneste dag efter arbejde. Jeg har stort set ikke orket ret meget andet end at gå på arbejde, glo på tv, sove og passe hund. Og så arbejde igen, glo på tv, sove og passe hund… flere dage i træk. Jeg har skimmet lidt rundt omkring hos jer andre, men mere er det ikke blevet til og min computer er stort set på standby hele tiden.

Der er ellers nok at lege med, for kæresten gav mig et højt ønsket påskeæg i år. 650 kr til itunes. Og et lille kort hvor der bare stod ét ord. Photoshop. Vi har været enige om at mit skifte fra pc til mac osse betød et skifte fra photoshop i den store udgave, som jeg har haft en særlig opdateringslicens til i flere år, men som jeg ikke kan føre med mig over på den nye platform. Programmet ville koste mere end selve computeren (som i ca det dobbelte). Så jagten gik ind på et passende andet fotoredigeringsprogram. Jeg har forsøgt mig lidt frem i diverse trials, men ikke rigtigt fundet noget jeg blev helt gode venner med – så jeg endte med at sætte en streg under photoshop elements, der 95% kan hvad jeg gerne vil og de sidste par procenter kan jeg nok løse på anden vis. Til gengæld er der ikke så meget andet – og ubrugeligt for mig – pakket ind i programmet.

Men jeg har ikke rigtig fået leget med det endnu. Det kommer nok. Især hvis jeg kommer igang med kameraet igen. Men har dog kigget lidt rundt og konstateret at det skal jeg nu nok føle mig hjemme i ganske hurtigt. Det ser bekendt ud – det meste af det. Og tingene hedder det samme, hvilket er en stor behagelighed.

Det er gået op for mig hvor meget det betyder for mig at jeg har “min” chef på pinden på arbejde. For hun har haft ferie siden påske, og jeg har måttet værge for mig for at undgå arbejdsopgaver der konfliktede med den deltidssygemelding hun og de kloge koner (læge/psykolog) har anbefalet mig at tage imod. Det har ikke været helt nemt, og de har ikke engang presset mig særligt meget på arbejde, men alligevel nok til at efterlade mig nærmest grædefærdig når de ringede og spurgte. Og jeg ved at dét ville de ikke få lov til at gøre hvis min egen chef havde siddet på sin trone for enden af kontoret. Der skal bare ikke særligt meget til før jeg vælter, det har jeg efterhånden lært. Men derfra og så til at acceptere det – der er åbenbart et pænt stykke. Håber at få lært dét osse en dag.

Min kæreste siger at jeg skal lade være med at lade mig gå på af den slags, men bare holde mig til aftalen og så sige nej til ting jeg ikke magter eller som gør mig dårligere end jeg er. Det har hun ret i.

Problemet er bare desværre at det er sådan en form for filtrering hun plæderer for. At jeg skal sætte et filter imellem mig selv og verden og prøve at sortere det “skidte” fra og fokusere på det gode.

Jeg synes hun lyder som et dameblads-horoskop når hun siger sådan noget. Vist hun har da ret, men det er da noget de fleste ville høre/læse og tænke “ja, det passer lige på mig”, og føle sig en lille smule truffet ovenikøbet. Hvem skal ikke blive bedre til det – selv de der allerede er smaddergode?

Det er osse gået op for mig at en stor del af mit problem, som formentlig skyldes min grumme fortid, skyldes at jeg totalt mangler filter. Der er ingen naturlig mekanisme bygget ind i mig der kan lave den sortering. Heller ikke når det bare er to tilfældige gamle der skændes i et supermarked om hvilken mælk de skal vælge. Det er osse for farligt for mig og jeg kan ikke skubbe den væk – al den negative og stærkt bevægelige energi. Det er måske lidt kryptisk udtrykt, men det er sådan jeg oplever det. Som energi i bevægelse, som indtryk der er i konstant uro, og som derfor sender mit blodtryk i vejret og gør mig “vred” og sort indeni. Det er derfor jeg har det svært med de der store indkøbssteder – for mange mennesker er lig med for mange energier, der bevæger sig i alle mulige retninger og kan være alt fra positive til stærkt negative. Og de går lige ind i mit nervesystem og påvirker det. Jeg ser alt, hører alt, mærker alt i mange (rigtig mange) meters afstand. Det derfor lidt af en øvelse for mig at gå ind og købe ind sådanne steder og jeg kommer ud med en følelse af at være en karklud, der skulle have været sendt til vask for flere dage eller uger siden.

Det er osse det manglende filter der gør mig sort indeni når min familie giver mig de sidste opdateringer vedr. min bror. Han har fået ny kæreste (jammen tillykke med det) og det er så fint så fint. Og den nye kæreste har børn. Og så var det ca dér jeg havde allermest lyst til at fare ud på toilettet og ofre påskefrokosten i den store hvide telefon.

Alt det her har jeg naturligvis osse drøftet med kæresten, der kærligt prøver at overbevise mig om at jeg skal holde mig til min gamle strategi – at jeg ikke kan redde hele verden, endsige tilfældige pigebørn i min brors sfære. At jeg skal passe på mig selv og ja, rigtigt gættet, filtrere den slags fra.

Men det kan jeg ikke!

Kan så heller ikke gøre meget andet ved det så den får bare lov til at sidde og gnave mens jeg føler mig slemt ansvarlig for hvad der sker på den front. Og der sker formentlig ikke en dyt ved det, jeg kan bare ikke lide tanken. Som i overhovedet ikke.

Jeg kunne ganske givet fortælle meget mere om påsken. Om godt vejr, sjove strandture med hunden, et større oprydningsprojekt i pulterrummet (og hvordan et rum på 2 kvm kunne tømmes og bringes til at fylde et helt stuegulv) og om en masse bagværk der kom ud af ovnen i en lind strøm efter kæresten og min mors arbejdsomhed i køkkenet. Der gemmer sig sikkert osse gode historier om skåle vi havde glemt vi havde, men som pludselig kom til anvendelse i de mange lave-dej-processer, der efterhånden forekom mig at have en vis lighed med opstillingen i et fysiklokale på en skole i 60´erne. Påskefrokosten som vi alle var enige om ikke skulle være alt for meget præget af for meget mad og for mange rester – og om halvdelen af selskabet der gik død i mad efter fisken og udsatte lammet (diverse) til efter en god tur med hunden. Og et par timer oveni. Godt det var forberedt så det var til at lave hurtigt, da spidsen af appetitten prikkede igen. Sløve padder – der var næsten ingen mad. Næsten ingen. Ca. Men vi havde mere mad end der var plads til i køleskabet, så det mindst følsomme tilbragte natten på vores kølige altan, der dog er sydvendt og derfor blev båret ind i vores nordvendte badeværelse hvor et par våde aviser og et meget åbent vindue sørgede for naturlig kølighed om dagen. Til gengæld havde vi nærmest frostmærker i måsen af det meget kølige toiletsæde. Forekom mig at jeg ikke var den eneste der blev god til at holde mig i de par dage.

Nu har jeg én uge tilbage på arbejde og så skal jeg afvikle min restferie – hvis det da ellers kan lade sig gøre på en deltidssygemelding. Jeg er ikke ganske sikker på at den holder, men det skal vi lige se på i næste uge. Ugen skal bruges på at slappe af, besøge psykologen, sexologen (med kæresten) og så skal jeg til samtale på jobcentret. YDDR. Det bliver en på alle måder interessant ferieuge. Men ganske tiltrængt. Jobcentret tager jeg dog ganske roligt, da de jo ikke rigtigt kan tilbyde mig noget der er bedre end det jeg har. Og slet ikke tvinge mig til noget der er værre.

Reklamer

Mantra

Sådan et har jeg i øjeblikket. Hold Ud. Hold Af. Hold i. Hold til.

Det skal bare kunne lade sig gøre at komme igennem det her skidt. Og det lige nu. Og jeg tror faktisk ikke engang jeg behøver gå i detaljer med hvad det handler om. Kan bare sige at det handler om medicin – om smerter – om kæresten – om kontrollen – og om stædigheden.

Føler det som om jeg skriver verdens korteste blogindlæg – men det rammer lige præcis hvordan det er lige nu. Hvordan det bliver at gå til psykologen på torsdag. Det er så ondt det her, for det er dobbelt og jeg er helt klar over hvor “hunden ligger begravet”. Har vanvittige smerter i øjeblikket og kan ikke skjule det for nogen og så ramler korthusene bare lidt sammen om mig. Og nej, jeg har ikke været ude og cykle. Sådan er det bare. En gang i mellem.

Men jeg holder mig fra pillerne, der står ude i skabet… det er no go lige nu.

Hold Ud. Hold Af. Hold i. Hold til.
Hold Ud. Hold Af. Hold i. Hold til.

Bare lidt endnu…

Holder mig fra de nemme løsninger, som jeg nu ved ikke løser noget som helst. Og hvem ved måske presser jeg mig selv så langt ud, at jeg ikke kan komme længere, med mindre jeg slipper kontrollen og overlader den til en klog kone for en stund.

Og så håbe at bilen selv kan finde hjem i garagen bagefter.

Helt ærligt – så er jeg skidehamrende bange…

Pyha – nu har jeg sagt det. Næsten. Jeg er bange. I den latrinære udgave af at være bange.

Hvornår har du sidst grædt?

Sådan er jeg blevet spurgt i denne uge. Ironisk nok kan jeg svare, at det sandelig ikke er så længe siden. For jeg sad jo en dag i et hjørne på arbejde og småpeb lidt over mit knæ og var på alle måder ret ubehageligt til mode. Af smerter, træthed, frustration og sådan noget. Men mest af smerter i knæet, der bare ikke ville som jeg ville, og viden om en lang dags opgaver, der bare skulle løses. Og helst med et smil.

Lige den dag blev det hele lidt for meget og endte som bekendt osse med et par verbale udfald mod ganske uskyldige, men lidt kluntede (hvad angår formuleringsvalg) kontordamer. Ikke noget alvorligt – fik bare lidt nok af det hele. Lige dér.

Men svaret i øvrigt på det spørgsmål er – det aner jeg ikke. Men det er lang tid siden. Som i rigtigt lang tid siden.

Jeg gentog spørgsmålet – eller refererede til det – hos psykologen i torsdags. Og øjenbrynene rykkede sig en tur, da hun sagde at det “var da godt nok et ret direkte spørgsmål”. Og ja..  det var det.

Temaet for samtalen var hermed lagt. Jeg er et hovedmenneske og følelser når sjældent ud i kroppen. Det var vist ca konklusionen. Det er derfor meningsløst i min verden når hun prøver sine jordforbindelsesmetoder af på mig. Det er meningsløst når hun prøver at sige til mig at jeg skal “stryge min bror ud af kroppen”. For det kan jeg ikke. Jeg kan ikke give slip og lave de der fysiske øvelser, der skulle kunne befri mig fra de gamle spøgelser. Lissom det der med at græde, der altså heller ikke virker for mig.

Hende, der spurgte kunne lige så godt have spurgt – hvornår har du givet efter for den følelsesmæssige smerte. Hvornår går der hul på din byld. Og sandheden er at det gør der ikke bare sådan lige. Betændelsen spreder sig og siver ud alle mulige andre steder – men hul på selve bylden er der ikke rigtigt kommet. Jeg aner ikke om det vil være godt eller skidt at lade det ske, for jeg er reelt bange for at blive helt vanvittig hvis det sker. At så er jeg overgivet til det klare vanvid og ikke har den fornødne kontrol til at komme tilbage igen. Eller osse kommer jeg af med det latente vanvid og bare er tilbage. Jeg tror ikke lige at der findes nogen mellemløsning der.

Jeg ville faktisk ønske at jeg kunne give slip. At jeg kunne sætte mig ned og stortude hos den psykolog, som jeg er så tryg ved og som jeg ved vil mig det bedste og nok skal passe på mig. Der tror jeg, at det vil være det rigtigste og det bedste. Men jeg kan jo ikke.  Lukker bare ned i stedet og så skal hun sidde og fiske mig ud af mørket – til begges dybeste frustration i øvrigt.  Den evige kamp, som jeg skal kæmpe og som jeg i øvrigt osse kæmper i alle mulige andre situationer og på visse punkter lidt for forgæves.

En anden prøvede engang at sælge til mig at det der med at græde – det var lige som god sex. Lige så forløsende. Ja, det er jeg så nok osse lige den rette at sige det til.

Gider ikke gå i detaljer men det er jo to sider af nøjagtigt samme sag. Giver ikke slip og beholder en eller anden form for kontrol – for jeg er så bange for at give slip. For hvad der så sker bagefter.  Jeg, der er nået så langt, har kæmpet så meget og har vundet gode sejre over mine gamle spøgelser, jeg er blevet bange for at lukke dem ud og decideret aflive dem. Eller prøve på det i det mindste.

Give slip – eller angst for at miste noget identitet? Er det det, det hele handler om at jeg et eller andet sted langt langt inde i min sorte sjæl godt ved at når man har holdt sådanne traumer ude bag nogle seriøse blokeringer, for så flere år senere at hæve blokeringerne og tale nogenlunde frit om det – så kommer de til at fylde en del? Er jeg så parat til at fjerne dem bagefter? Hvad så bagefter? Kan man mangle dem? Det er som om jeg søger mod en form for helhed med de traumer og de skader jeg har fået – og det virker jo fornuftigt nok i sig selv. Men det betyder jo osse en vis modstand mod at give slip på tingene.

Give slip bliver vist dette – og lettere forsinkede i øvrigt – forårs store tema.

Jeg frygter den dag en eller anden, hvad enten det er venner, professionelle, kæresten eller en eller anden tilfældig, der stort set kun ved hvad jeg hedder på arbejde eller sådan noget, stiller dét ene spørgsmål, der får mit korthus til at vælte. Jeg frygter situationen og jeg frygter hvad der kommer til at ske bagefter. Men mon ikke det sker? Mon det egentlig ikke er på vej? Jeg åbner for jer, der læser med her – og næsten hvem som helst af jer kan blive den der prikker hul på det. Det kan være ude i den der virkelige verden, hvor vi også mødes. Eller det kan være i psykologens særlige rum.. eller… eller… mulighederne er mange og det har jeg givet lov til og tilladt kunne ske. Frygter dagen, men er vel egentlig parat.

Håber at jeg ikke står helt alene i min boble når den dag kommer.

Overskriften på indlægget kunne lige så godt have heddet – hvornår har du sidst givet slip?

Og i den erkendelse har jeg måttet erkende at behandlingen hos sexologen blev afsluttet for tidligt og af grunde jeg ikke helt forstår er jeg blevet udstyret med en ny omgang tider. Der er altså noget der fungerer i det der sundhedssystem. Den store chance jeg fik med den yderst sjældent givne henvisning forspildte jeg – og så får jeg bare en ekstra? Jeg tager i hvert fald imod den.

Er her endnu

På sådan en sygedag, hvor jeg ikke må anstrenge mig, har småfeber og er på penicillin kan jeg jo sagtens lige lave et fint lille blogindlæg inden jeg kryber tilbage under dynerne i sofaen ( tak for sokkerne, Susanne). Men hunden skal jo stadig luftes, og i dag foregik det lige ved solopgangstid, og så kunne jeg jo lige så godt lige nappe kameraet med. Termometer viste minus 12 grader, så mine særlige fotohandsker kom osse i brug. De holder lige præcis frosten fra fingerspidserne og jeg har alligevel følsomhed nok til at fokusere manuelt på kameraet udover at trykke på alle de små knapper. Blæser det lidt for meget er de handsker ikke meget værd, men de er rare at have i tasken med det andet udstyr.

Desværre havde jeg ikke taget hunden med på råd om at tage kameraet med ud på en lille ti-minutters runde, for den har ærligt talt et ret belastet forhold til hård frost og saltede fortove. Den gjorde hvad den havde behov for at gøre og nægtede derefter at bevæge sig videre. Den lægger sig fladt på maven og sender mig sit allermest stædige blik og den absolut eneste måde at få den igang igen er at sige “hjem”. Mystisk nok kan den sagtens gå hele vejen hjem – bare den får lov at vælge ruten. Lige hjem. Og det er jo egentlig lige præcis det jeg selv har lært den – at hjem betyder at den skal styre hjem.

Så det blev ikke til mange billeder af solopgangen over sneen. Men lidt fik jeg da skudt mens hunden lavede sin lay-down strejke.

IMG_1900

Det er ikke meget jeg har fået fotograferet på det sidste, det er som om energien ikke rigtigt har været til det, men håber at få det sparket igang igen i løbet af februar/marts. Jeg skal nemlig på et par fototure i påsken, og der skal teknikkerne altså lige sidde helt fast igen.

IMG_1888

Jeg klarede besøget hos tandlægen uden alt for store psykiske problemer. Jeg var da bange og nervøs, men temmelig bedøvet så jeg tror faktisk ikke rigtigt jeg opdagede hvad det var jeg skulle være bange for. Og bagefter direkte hjem og i seng. Kæresten luftede hunden og gik i gang med sine planlagte bage-projekter. Jeg sov fra det hele og dukkede først op til overfladen ud på aftenen, slugte nogle flere smertestillende piller og skvattede nærmest besvimet om i sofaen.

Tak for alle jeres tanker over noget så latterligt som lidt tandlæge-skræk. Men der er så mange lag i den skræk, at det kan være ganske svært for mig og mine omgivelser at håndtere. Ironisk nok er den der har mest styr på det tandlægen selv. Han har konstateret en nær sammenhæng mellem den stærkeste tandlægeangst,han møder og hvem der har været udsat for et sexuelt misbrug, og har også drøftet dette med kolleger. Men sært nok er det faktisk ikke noget psykologerne rigtigt har fået øje på som noget særligt eller vigtigt. Han, altså tandlægen, har ikke sagt noget til mig om alt det her, men jeg ved at han og hans assistent forsigtigt spurgte min kæreste til det for et par år siden – og at den samtale vist blev en af de lidt længere. Og hun skønnede, at det var ok at hun svarede så ærligt som hun kunne, for at sikre mig de bedste forhold, når jeg endelig turde tage derud. Det var vist klogt nok.

Når man først lige bliver gjort opmæksom på sammenhængen, er den jo indlysende nok, kvalmende nok i sig selv. Men jeg tror egentlig ikke at det nødvendigvis handler om det sexuelle misbrug i sig selv. Det er naturligvis med og gør det hele meget værre, men det behøver ikke at være der. Jeg tror at der er mange børn, derude, der er blevet voksne og stadig render rundt med en følelse af overgreb når forældre (eller som i mit tilfælde en bror) skulle lære dem at børste tænder. Eksempelvis. Eller som synes at det var et stærkt overgreb når nogen ville klippe negle på tæerne.. Jeg tror at de ting sidder rigtigt dybt i os og at de bliver siddende som noget der vækker stærkt ubehag – og for nogen så stærkt et ubehag at det bliver traumatiserende i sig selv.

Der er mange grunde til at jeg ikke fik børn… dette er osse en del af det. Der er alt alt for meget, der kan gå helt galt. Man kunne så måske sige lidt forsonende, at jeg så kunne være en glimrende legetante for andres børn – glem bare det.. for jeg dur ikke til børn.. ret længe af gangen.

Missionen lykkedes

Jeg har nu helt officielt deltaget i firmaets julefrokost uden at dø af det. Det var nu meget hyggeligt og jeg var i godt selskab. Jeg har taget et par billeder, men jeg tror nu ikke lige at de egner sig til offentliggørelse her. Men jeg kan da fortælle at vores administrerende direktør sammen med løn-damen havde forberedt et lille show, der indebar at vores mellemledere skulle udklædes og fremføre en til lejligheden skrevet opera i Wagner-stil. Det var overordentligt morsomt uden at blive plat. Og præcis kort nok til at det ikke blev pinagtigt.

Jeg forlod festen da den store spritbuffet blev sat frem, for så vidt jeg har hørt bliver der gået rigtigt godt til sådan en buffet og at sidste år havde direktøren (überdirektören) været direkte pinlig. Det kan jeg sagtens undvære at opleve, hvis jeg skal se på manden med et minimum af respekt efter nytår igen. Så da jeg gik jeg hen til min egen chef, gav hende et knus og takkede for festen og året. Og fik at vide at det var et helt fornuftigt tidspunkt at fortrække, når man nu var mig. Sådan som jeg nu er.

Havde jo godt nok lovet mig selv at holde mig på måtten og ikke drikke andet end velkomstdrikken, men da vi havde sat os til bords så jeg først überdirektören og dernæst marketingschefen komme luskende forbi vores bord med Leffe Brune øl i de til formålet korrekt udformede glas. Og så faldt mit ædru-koncept til jorden med et klask. For jeg elsker den dejlige klosterøl. Og får den alt for sjældent.

Tror faktisk at det gjorde indtryk på de herrer, at jeg byttede drikkelse undervejs. Der var sådan et respææækt (for en kender) blik i min retning når de gik forbi og så den velvoksne pokal.

Ædru-konceptet blev dog dermed ikke erstattet af et fulde-koncept. Jeg indgik bare et lille kompromis med mig selv og smed en lille smule af den overdrevne kontrol.

I morgen tager kæresten afsted til sin familie, eller skal jeg være lidt barsk og sige – resterne af den. Vi skal ikke ses i over en uge og det er lidt sært, for man skulle tro at sådan en sidste dag blev henlagt til særlige paragtige og småromantiske aktiviteter, hvor vi bare havde blik for hinanden og sådan noget. Men sådan er det altså ikke her, jeg har fuld forståelse for at kæresten nyder denne dag helt uden krav og helt uden selskab. For de næste 10 dage bliver hektiske for hende med familie og nevøer og niecer og sådan noget, der alle sammen vil have noget ud af den tante de ellers så sjældent får besøg af. Ergo hun har ligget på sofaen og udsendt alle de lad-mig-nu-være-i-fred signaler hun kendte.

Vi må nøjes med at være paragtige når hun kommer hjem og lige får lidt fred i sjælen over veloverstået julebesøg. For i dag skal hun have lov til at gå i sin egen takt og pakke sammen. Og nyde den sidste fridag – og den første.

Jeg har det trods alt en lille smule nemmere. Jeg har 3-4 dage helt alene til at finde det lavere ferie-gear frem og slappe lidt af inden jeg drager gennem landet for at holde jul med familien. Uden børn og dermed uden de store legetante-krav. Jeg skal bare nøjes med at passe hundene.

Er ved at få styr på juleturens ruter og stop, og jeg kan roligt afsløre at jeg ikke kører den lige vej frem og tilbage, og hvis jeg trak en streg efter mig på vejen ville den lave de fineste knuder på særligt gode adresser. Glæder mig nærmest mere til turen ud og hjem end til selve julen. Det sidste er nærmest bare blevet en undskyldning for det første.

En kynikers bekendelser

I dag skrev Rejen et indlæg, som jeg bare svarede på. Som den jeg nu er, det logiske og lettere kyniske menneske. Som jeg er. Som regel. Indlægget handler om at være utryg pga et drab, der er begået i hendes nabolag. Og jeg svarede med kold statistik.. og ikke megen forståelse. Tror jeg.

Det var først da jeg gik en lang tur med hunden i morges at jeg sådan begyndte at reflektere lidt mere over de her ting. Jeg kender da om nogen til at være nervøs, bange, angst og utryg. Jeg har jo levet på en form for flugt hele mit voksne liv. Og alligevel forstår jeg det ikke rigtigt når andre bliver bange uden at jeg kan se at der er noget at være bange for.

Enten er det fordi jeg mangler empati, men det tvivler jeg dog på. Eller også er det – og det er nok lidt mere sandsynligt – min særlige måde at overleve på.

Jeg er nok blevet lidt kynisk i mine risiko-analyser for ellers ville jeg nok stadig sidde som min egen angst´s gidsel i et hjørne af lejligheden (som jeg sad i et par år) uden at turde gå uden for en dør. Uden at turde tage telefonen når den ringede og bestemt uden at turde åbne min egen hoveddør. Og når jeg så endelig var ude turde jeg ikke gå ind. Flot. Det var forfærdelige år og jeg forstår slet ikke at kæresten blev hos mig.

Det er nok sådan at jeg er begyndt at vurdere hvad risikoen er ved forskellige ting, inden jeg bliver unødigt bange for det. Gemmer energien til det jeg faktisk skal være bange for. Jeg er bange for at komme til at stå med mit fulde navn og være google-bar på en måde som leder til mig, min adresse eller andet der kan spore mig. Jeg er nervøs når jeg går ned gennem strøget i København, men ikke bange. Jeg ville have det mindre rart i tivoli og jeg er opmærksom når jeg tager tog eller bus. Men bange og angst er ikke længere permanente tilstande. Utryghed kommer og går men bliver heller ikke rigtig permanent i mit liv igen. Jeg farer stadig sammen når det ringer på vores hoveddør og indrømmet – jeg åbner den sjældent. For vores venner ved godt at dét skal de ikke gøre – de skal banke på i stedet.

Og jeg tager heller ikke telefonen hvis jeg ikke genkender nummeret i displayet eller ved hvem det fordi vi har en aftale (derfor er jeg så glad for skype).

I dag tænker jeg meget over det når jeg går ud, men er ikke bange selvom vi bor i et værre ghetto-område, hvor der ifølge nyheder mm er rigtigt meget ballade. Vi har dog kun oplevet den der bilbrand/skyderi mens vi har boet her og er sådan nogenlunde enige om at her faktisk er ganske fredeligt. Her lusker jeg rundt på mørke stier med hunden og gemmer mig egentlig ikke, men tænker, at det nok ikke er sandsynligt, at der står grimme mænd bag buskene og venter på at lige netop jeg kommer vadende hen af stien. Tænker at det nok egentlig er mere sandsynligt at nogen vil mig noget mindre godt, hvis jeg vandrede rundt inde i bymidten. Og i øvrigt er hunden, der bestemt ikke ligner en vagthund, overordentlig opmærksom på mine vegne og den reagerer på alt hvad der ikke er som det plejer at være. Og jeg respekterer dens signaler, hvis den pludselig trækker en anden vej fordi et eller andet foran os er “forkert”.

Jeg tør være på facebook fordi mit navn er passende almindeligt og min profil er godt lukket af, så sandsynligheden for at nogen (dvs én) sporer mig af den vej er nærmest hypotetisk. Det eneste der står dér er at jeg er der og at jeg er kvinde – hvilket jo ikke er nogen større hemmelighed. Bloggen her bliver beskyttet på sin egen måde, som jeg helst ikke vil for meget ind på. Vi har hemmelig adresse, hemmelige telefonnumre og alt det andet, der hører sig til.

Jeg har aktive navnesøstre ude i landet/europa, som er meget synlige på google og jeg er sikker på at hvis nogen vil finde mig dér mister de tålmodigheden mellem pornostjerner, kunstnere, psykoterapeuter, spøgelsesfangere, pseudoforfattere og andet skrammel. Jeg tror, at jeg står nævnt på søgeside 26 – med hvad jeg foretog mig i 1997. Og så ender dét spor lige som dér.

Jeg har nok at være bange for, men jeg må holde en kynisk distance til det. Jeg bliver altså nødt til at holde mig selv fast på hvad der reelt kan være farligt for mig, og hvad der er mere traditionel social fobi, der nok ikke bunder i andet end min egen ulyst til at løbe sociale risici.

Det er klart at jeg tager ikke nogen stupide chancer.. det er klart at jeg pænt siger nej tak når TV 2´s kamerahold står klar til at lave en voxpop. Klart at jeg undgår steder med mange mennesker og meget presse. Det er klart at jeg sørger for at undgå at stå foran kameraer, hvis jeg ikke har tillid til dem der står bag, og ved at aftalen om billeder af mig mm bliver overholdt.

Men jeg tager altså stadig på arbejde hver dag. Tager stadig de offentlige transportmidler. Går stadig med ud og handler (selvom jeg hader det og kan få momentvise angstanfald). Fordi jeg helt kynisk regner med at der ikke er nogen der stiller sig op ved et af byens store indkøbscentre og venter i måske årevis på at jeg lige præcis skal komme forbi – lige når dé er der.

Kyniske risiko-kalkuler – hele vejen igennem. Men det virker, og jeg kom ud af skallen. Desværre kan det ind i mellem have en lidt skidt virkning på hvordan jeg reagerer når andre bliver bange, nervøse eller kede af det. Må vist se at finde en lidt bedre balance i de her ting.

Familiemennesket

Weekenden står i den grad i familiens tegn. Så meget at jeg næsten skal snyde mig til at sidde lidt ved computeren, eller smugkigge lidt på ipad´en for at se om der sker noget nyt i blogland. At skrive kommentarer og dette anlæg betyder, at jeg står lidt før op end alle andre og prøver at skrive “stille”, så jeg ikke forstyrrer dem, der stadig får lov til at sove.

Vi har nemlig besøg af min mor i disse dage. Det er ikke så tit vi ser hende, da hun også bor i den anden ende af landet, og har en travl pensionisttilværelse til hverdag. Og så må vi jo indrømme, at vi har fået en kraftig reminder på at vi skal give os tid til vores forældre, når de tager sig tid til os. Jeg har altså prioriteret blogland mm i bund. I hvert fald til på tirsdag hvor jeg sætter hende på et tog. Næste stop er min bror. Og dér følger jeg bestemt ikke med.

Vi har hygget os med kortspil og gæster både fredag og lørdag aften. I dag går turen tilbage til det område vi boede i før og som min mor aldrig fik set. Så vi skal på besøg i skoven, vi skal forbi huset og så i øvrigt ud at se områdets øvrige seværdigheder. I regnvejr. Formodentlig. Hvilket er ganske synd, for så ser alt altså bare meget mere trist ud. Vi finder nok også et sted at få en tår kaffe og et stykke kage, selvom det mildest talt er uden for sæsonen.

Men først skal jeg lave morgenmad til huset. Morgenmad i den store udgave, forstås. Og mens vi sådan kommer til os selv over morgenkaffen går min mor i gang med sit eget projekt. Klejner. Hendes klejner. Som hun lærte at lave dem af sin svigermor. Og hvor hun samlede opskriften op aner jeg ikke.  Men Mors Klejner er gode og bedre end jeg kan finde ud af at lave. Så er der klejner til gæsterne før jul, klejner til min gamle ulykkelige svigerfader, der mangler sin kones klejner og klejner til os andre når julen nærmer sig.

Så åbner vi vinduerne lidt i hele lejligheden, får luftet ud – og kører en tur. Ud i det grå.

Vi har fået talt en lille smule om min sygdom, og jeg har prøvet at forklare hende lidt om hvad det egentlige betyder for mig. Pludselig gik det op for mig, at det kunne jeg jo ikke. For jeg kunne ikke forklare hvorfor, så det måtte være utroligt svært for hende at fatte noget som helst af det hele. Hun spurgte til konsekvenserne og min dårlige korttidshukommelse, og det endte faktisk med at jeg fandt et gammelt blogindlæg herfra, fjernede blogkendetegnene og overskriften og skrev teksten ud. Nu forstod hun hvad det betød. Og blev vist lidt imponeret af, at jeg faktisk var i stand til at eksistere og fungere til hverdag.

Så skiftede jeg altså emne for jeg ville helst ikke gå mere ind i det. Det er altså lidt af en balancegang at være ærlig om sygdommen men ikke om årsagerne.

Er egentlig glad for at det trods alt er så få dage om året, at jeg skal holde den balance. Den er selvvalgt og jeg tager det fulde ansvar for det. Men vil bestemt ikke lægge skjul på, at det er ganske vanskeligt. Det er svært at skulle give plads til min bror. Svært at høre om ham i positive vendinger. Svært ikke at tænke, at det bliver godt når jeg endelig kan bryde den tavshed og gå ud med min historie. En historie om misbrug, om vold, psykisk terror og et rædselsregime styret af ham. Bror. Storebror.  Med de klare psykopatiske træk, som han måske/måske ikke er vokset fra. Kan man overhovedet det? Eller har han bare fået lidt mere samvittighed? Tvivler.

Jeg er nået frem til en lille erkendelse om at hans venlighed om at lade mig være i fred nu – og at holde kontakten på et minimum – ikke skyldes samvittighedskvaler. Men simpel nervøsitet over at jeg begynder at fortælle. Jeg tror ikke. at han husker det som noget særligt. Noget der kan være kriminelt. Noget der kan være misbrug eller bare brug (og det er næsten værre) af sin lillesøster. Men jeg tror han husker et eller andet, der vist ikke var helt i orden.  Og at han har valgt at flyve lavt under radaren i fremtiden.

Så er vi to om den manøvre – og lever begge i forløjelsen og tavshedens skygge.

Kan mærke vreden inden i og jeg bliver konfronteret med den. Jeg skal holde den under streng kontrol  (og er der noget jeg er god til – så er det kontrol – det er kontroltab jeg er dårlig til) og så må jeg bruge psykologens rum til at prøve at få struktureret den vrede. Det bliver slet ikke så nemt for mig, for det betyder at jeg skal slippe kontrollen en lille smule hos hende, og faktisk mærke vreden. Turde mærke den.  Og det er lige så svært som at græde… eller slappe helt af.. eller at nyde berøring..  at være…  for så kommer lyden af latteren. Og for at undgå den må jeg jo genvinde kontrollen.

Rigtigt meget handler om kontrol vs kontroltab her. På alle måder. Og hvor er det dog egentlig anstrengende.

 

Søndagsfred og tanker

Nøj, hvor jeg trænger til det. I dag skulle vi bare have ro på og nyde at være os to. Det trænger jeg ærligt talt til. Men planer er til for at blive ændret, og i dag er ingen undtagelse. Der skal bores lidt flere huller i væggene og trækkes lidt kabler fra stue til køkken og soveværelse så vi slipper de der tåbelige ledninger der går igennem alle dørene. Og så skal der sættes et par kroge i loftet både herinde og ude på altanen, så vi kan hænge nogle lysdimser op når vi skal til at julehygge. Og det skal vi jo faktisk snart.

Vores boremester har bedt om mad, så jeg kan imødese en søndag eftermiddag i køkkenet. God dansk efterårsmad bliver det til. Hjerter i flødesovs og kartoffelmos. Det er nu dejligt nok, men hvor tager det lang tid at lave. Til gengæld har det jo den lysende fordel at der er mad til et par dage og at jeg dermed slipper for køkkentjansen i morgen.

Og så har vi i øvrigt brugt læssevis af penge i dag. Har byttet langt de fleste pærer til LED ditto. Smådyrt, men vi håber at kunne mærke det på årsforbruget af strøm, der bestemt ikke hører til de mindste af posterne på et budget mere. Kæresten var faktisk ret skeptisk overfor LED pærerne, men jeg tror hun har overgivet sig efter at have leget lidt med dem her i formiddag.

Det bliver altså ikke helt så fredelig en søndag som jeg havde håbet, da hunden vækkede mig tidligt i morges.

Og hvordan jeg har sådan lige har det. Jeg ved godt at jeg fik sendt et trist, bekymrende indlæg ud i går. Jeg er rørt over jeres søde, rare og omsorgsfulde kommentarer, både her og andre steder. Jeg har fået en del at tænke på nu, og det gør jeg så. Er godt klar over at jeg er forkert på den mht at græde og ikke at kunne, men det er som om det er blevet tæsket ind i mig som barn, og at jeg ikke magter i mig selv at ændre på det. Det kommer måske en dag, men hvis det ikke gør vil jeg ikke betragte det som et nederlag.

Vist har jeg da grædt af smerte, af angst, af ydmygelse og sådan noget. Men næsten altid alene og en sjælden gang i armene på kæresten. Det er ikke sket så tit, hverken på den ene eller den anden måde. Men det er sket.

Som barn var jeg vist som de fleste andre hvad de her ting angår, men også her genlyder min brors stemme hvis jeg peb over et eller andet han gjorde. Hånlatteren. Den der også forfulgte mig når noget gjorde for ondt. Eller når jeg bare stillede dumme spørgsmål hen over spisebordet. Senere dukkede den op igen da jeg var voksen. Latteren, den forfærdelige aften, hvor jeg lå i en blodpøl mellem et par væltede køkkenbordsstole; lyden, der fortalte mig at nu skulle jeg ikke dø – men at jeg skulle leve med det. Der var ingen tårer den aften eller i dagene efter. Kun tom smerte, konfushed, ensomhed og dybt chok. Var helt overbevist om at hvis jeg lod nogen se eller undersøge mine skader – at jeg så ville blive til grin. Blive hånet for at jeg havde ladet dette helt forfærdelig ske med min krop. Kasseret for dét særlige som jeg ikke kunne mere. En følelse der lammede mig totalt i knapt 10 år.

Derfor har jeg så svært ved at slippe kontrollen i dag. Uanset hvor trygge rammer jeg end får. Om det er hos venner, hos psykologen eller i øvrigt. Latterliggørelse, hån og ydmygelse frygter jeg mere end smerte og tab. For det kender jeg – de andre ting har ingen endelig rækkevidde, men griber ind i alt hvad jeg gør, alt hvad står for og alt hvad jeg kæmper for at vinde tilbage.

Og jeg kæmper. En brav kamp hvor jeg skal håndtere alle disse følelser. Hele tiden.

Tak fordi I læser med. Holder min tristhed ud, i sikker forvisning om at de sjove historier nok skal komme tilbage med tiden. At jeg stadig er værd at se, at lege med foto med og at grine med. Og af.

Implosion

Implosion er det modsatte af eksplosion. Et pludseligt indadgående kollaps, f.eks hvis en beholder med lavt tryk i forhold til omgivelserne, pludselig falder sammen.

Sådan står der på wikipedia. Og så passer det jo nok.

Det er sådan min dag har været, ventende på at noget skulle ske. At omgivelsernes pres blev alt for meget større end det indre pres for ikke at bryde sammen.

Hvis jeg ellers evnede det ville jeg have grædt mig igennem dagen. Det evner jeg så ikke, så jeg venter bare.

I går hos psykologen var det svært, men det er som om min verden er væltet i dag. Var på arbejde i dag og først skældte chefen lidt ud over at jeg ikke var god noktil at blive hjemme, når jeg nu var syg, for så senere at se på mig og ønske god weekend med et “kom nu hjem under dynen”. Tænkte at dét skulle fedt hjælpe på mit problem her og nu. Håbede at hun ikke kunne se mit indre kaos, og hvor tæt på sammenbruddet jeg var. Godt det samme, lige der.

Jeg må bare ikke falde helt sammen. Men mon ikke det ville være lidt sundt hvis jeg gjorde det. Bare en lille smule. Bare ind i mellem. Har alt for meget kontrol og er alt for bevidst om at det er latterligt og skamfuldt at græde, når nogen ser det.

Hvor har jeg dog lært meget forkert i verden, og hvor sidder det dog godt fast.

Lære at le

Jeg har skrevet om flere mennesker her på min blog. Nogen har gjort mig ondt, noget meget ondt. Tilsvarende med de gode mennesker. Og de rigtigt gode, dem jeg stoler på, dem der betyder noget, hende jeg elsker og flere andre.

Men en kvinde har jeg ikke omtalt overhovedet. Ikke fordi hun er hemmelig eller uvigtig, jeg har blot ikke vidst hvordan jeg skulle beskrive hende. Vild kunne være et ord. Vanvittig ville heller ikke være helt ved siden af. Uansvarlig ville være lige så meget i plet som ansvarlig. Moden og barnlig var modsætninger, der trivedes fint side om side. Normal var hun ikke. Men unormal, jo det er helt sikkert. Kærlig, joeh. Loyal – ikke meget. Trofast – ikke det der ligner. Men hun lærte mig at le. Igen. At kunne grine af mig selv og tåle at andre grinede af mig uden at jeg blev overbevist om, at det var en ydmygende oplevelse som jeg skulle skamme mig over.

Vi var ikke et par, vi blev venner – der delte seng. Når vi havde lyst til det. Lavede mad sammen, gik ture sammen. Oplevede december-orkanen sammen. Eller også kom hun bare forbi en sen aften for at sove sin rus ud, når hun ikke kunne finde ud af tage hjem med toget efter en bytur.

Vi kan jo kalde hende Vibe. Et passende pseudonym til en, der var ensbetydende med gode, energiske vibrationer.

Hun var speciel og jeg takker dybt for, at hun valsede ind i mit liv en sen aften… Blev der i nogle måneder og forlod det igen en søndag formiddag, hvor hun lagde en nøgle på mit bord med beskeden om, at hun havde fundet hende hun ville giftes med.

Jeg ønskede tillykke med et lille smil og følte mig inderligt heldig. Tænkte, at den der endnu ukendte kvinde måtte være lige så særlig, at hun kunne tæmme veninden på denne måde.

Det viste sig at jeg havde ret i den formodning. De er såvidt vides stadig sammen, er gift, har to børn, et par hunde og en fin stråtækt idyl med vandløb i baghaven. Vi har truffet dem for et par år siden og det var hyggeligt nok, men handlede for mig mest om at min kæreste skulle møde og se denne Vibe. Og sige pænt tak og så i øvrigt konstatere ved selvsyn at der ikke er mere i det end hvad der var. Tror at hun havde brygget en gevaldig historie sammen om hende, og mere eller mindre frygtede at jeg ville springe, hvis hun så meget som knipsede med fingrene. Jeg springer ingen steder – og så er det forresten ligegyldigt hvem der knipser. Ved godt, hvor jeg har det bedst.

Der var gået ca 8-9 år efter voldtægten, da jeg lærte hende at kende gennem fælles bekendte. I de mellemliggende år havde jeg bare været en følelsestom skal, der havde kæmpet mig igennem et uddannelsesforløb, praktik, jobs og hvad ved jeg. Men mentalt var der ærligt talt ikke ret meget hjemme. Havde begravet alt, hvad der handlede om følelser, kærlighed, sex og venskab i et meget dybt hul og brugte al min energi til at få dagene til at hænge sammen omkring praktiske gøremål.

Og så dukker hun op, vi falder i snak, hun misser sjovt nok sit tog og har behov for at overnatte. Den har man jo hørt før og gennemskueligheden var da også til at tage at føle på. Hvis det her altså lige havde været min normale modus operandi. Det var det meget langt fra, sagde dog ja til hende og var ved at pisse i bukserne af panik. Men tog hende med hjem i seng. Resultatet behøver jeg ikke gå i detaljer med, tror jeg.

Dagen efter talte vi længe om det – og for første gang satte jeg få ord på hvad der var sket den der aften for så længe siden. Hun blev naturligvis stærkt berørt og udtrykte at hun følte sig som en voldtægtsforbryder, at hun havde “kuppet” mig på den der måde. Hvad hun jo ikke rigtigt havde grund til, men der er nok ingen tvivl om at hvis hun havde spurgt pænt havde hun fået et nej og var blevet hældt ned af trapperne. Nu spurgte hun lissom ikke og fangede heller ikke mine små-nervøse reaktioner.

Vi sad lidt og kiggede ned i hver vores kaffekop og så kiggede hun op, lidt skævt, og sagde:
– du er skidesød, du er klog, du er sexet – men du tager dig selv alt for alvorligt! Hvis vi skal ses igen, så skal du lære at smile, at grine, at klovne. Du skal lære at være nøgen. Jeg kan ikke være kærester, for jeg kan ikke være tro, Men jeg vil gerne se dig igen. Vil du prøve? Men du må aldrig forsøge at kontrollere mig.

Og så indledte vi denne her næsten 1 år lange særlige relation, hvor hun kom og gik i mit hjem som hun ville, uden forpligtelser, uden løfter og kun når vi havde lyst til at ses. Hun havde med garanti mange andre kvinder, men hun vendte som regel tilbage til mig.

Jeg kunne komme hjem – dødtræt – en fredag eftermiddag og finde hende i mit køkken. Nøgen. Og ved at lave thaimad. Blive kigget på og bedt om at smide tøjet… og fik at vide at hun havde købt ind til hele weekenden, og at nu skulle vi have en nøgenweekend. Mjaeh, øeh.. nåeeh. Jammen ok. Hyggeligt. Og især lærerigt for mig, der havde verdens mest belastede forhold til min en krop og alt hvad der havde med den at gøre.

Hun dyrkede, nærmest opdyrkede, mine evner til at smile og grine. Vi legede meget og jeg fik stille og roligt et meget mere afslappet forhold til min krop. Tæskede hinanden i backgammon liggende splitternøgne på sengen, opførte dukketeater med tæerne. Så en bunke film (også de sære “gæt-en-handling” franske film, som hun elskede). Det var hende, der fortalte mig om blyantsprøven – som hun i øvrigt bestod med glans – og bad mig teste. Tjaeh, jeg ligner ca 90% af danske kvinder, så jeg bestod ikke. Langt fra. Grænsen viste sig at være den der berømte colaflaske, fyldt. Ups. Hun lærte mig sære øvelser om hvad kroppen kunne og ikke kunne og jeg lærte alt hvad jeg kunne. Under vældig megen latter.

Sprogligt sarte sjæle bør nok hoppe dette lille afsnit over, men det siger en masse om hende.
Hun kigger på mig og siger:
– du rødmer.. hvis du ikke snart lærer at sige kusse så råber jeg det ud af vinduet
Boede på det tidspunkt i centrum af byen, nær en rundkørsel, hvor trafikken var tæt – hele døgnet
Jeg siger intet, men griner bare
Hun går hen til vinduet og åbner det
Siger stadig ikke noget
K U S S E E E E E E E E
… gjalder det ud af vinduet så det runger mellem etageejendommene
– kom og se ham der…

Det var en ung fyr på cykel, der havde påkørt et skilt som bekendtgjorde at politistationen lå 1 km dén vej.
Jeg lærte at sige det ord.. og skrive det. Og mene det.

Andre gange lå hun ved siden af mig i sengen og fortalte om sit liv. Om at tage alene på tommelfingeren rundt i europa som 19-årig, at leve hos nonner (herunder forførelsen af en der var ca 30 år ældre) og på gaden i Venedig og tigge mad eller klovne sig til den. Om at havne i en staldbygning hos en rigmand i Toscana og få maden for at passe grisene. Eller hvordan svampe virker når man spiser dem. Og hvilke der virker bedst, om den gang hun og hendes venner havde mistet en kammerat til en bålfest. De havde spist svampe, og så var han begyndt at løbe. De kunne ikke tage sig af hans løbetrang, så de lod ham gå. Han blev fundet næste morgen 16 km derfra, siddende i storebælt, ca 4 m ude i vandet, og nægtede at komme ind da politiet kaldte. For han var overbevist om at politiet samarbejdede med de smølfer der havde jagtet ham hele natten, og smølfer i øvrigt ikke kunne svømme, så han var i perfekt sikkerhed derude. Indrømmet, svampe er ikke noget jeg har lyst til at prøve. Jeg holder mig til de gammelkendte spisesvampe, som man ikke skal på løbetur af. Hun røg også en del af de skæve, hvilket var ok for mig (jeg stillede jo ingen krav), og vidste intuitivt at dén verden skulle hun nok ikke lige introducere mig til. Heller ikke selvom hun sad ved siden af og var helt “lige”.

Hun kunne også komme forbi en eftermiddag og sige.. jeg lægger lige tasken og smutter over til en veninde.. kommer tilbage og spiser. For så først at dukke op et pænt stykke efter midnat. Fuld. Så hjalp jeg hende i bad og lagde hende i seng. Satte mig ved skrivebordet og arbejdede videre til disse herlige snorkelyde, kun afbrudt af lyden af en søvnig omgang selvtilfredsstillelse inde fra soveværelset. Kunne være vanskeligt at bevare koncentrationen. Dagen efter hopper hun glad rundt i sengen og udtrykker en næsten barnlig glæde over at hun ikke bliver skældt ud. Men det tilkommer ikke mig at skælde ud så hun får den der nøgle ved den lejlighed. Jeg sagde ja til at hun måtte være min ven, min særlige ven, på hendes særlige vilkår. De var dybt urimelige men hendes gave til mig var selve livet, jeg fik tilbage.

Den eneste gang vi optrådte udadtil som “par” var da hun fulgte med mig til min læge, der nu fik den første mulighed for at foretage en gynækologisk undersøgelse af mig. Ved den lejlighed fik jeg så den lægefaglige oversættelse af det gode danske ord, bolleveninde. Det er såmænd det næsten lige så lige fremme ord intimpartner. Vibe var ved at trille rundt på gulvet og ind under briksen af grin, da hun hørte det her ord. Hun kom dog frem igen forfjamsket som en forsinket kukker i et kukkeur, da lægen bad hende vise lidt rundt i mit underliv. Yderst sær oplevelse for mig at se den her superdygtige kvindelige læge på den ene side mellem knæene og det vilde vagabondbarn Vibe ved siden af som nærmest tegnede og fortalte, at når hun gjorde sådan så skete der sådan… og helt ærligt.. så gode forklaringer kunne jeg jo af gode grunde ikke selv give, da jeg jo ikke som hende var på øjenhøjde med situationen. Surrealistisk, men ufatteligt morsomt i al alvoren, og jeg kunne se på lægen, at hun havde møgsvært ved ikke at grine højt i alt det afsindige og alvorlige. Kunne se, at hun ikke rigtigt forstod, at latter var en af vejene vi gik, og at hun ville have scoret bunkevis af point på at grine med. Men de små trækninger ved øjnene kunne hun ikke skjule – hun kunne ha solgt patentet til vestas som alternativ energikilde.

Sammen nåede de – og jeg – frem til et par løsninger der bragte mig lidt videre af det spor der handlede om at finde en kropstryghed og lidt lyst.. og behov. Som alle andre.

Det var fine og især lærerige måneder for mig. I alder af 30 måtte jeg gennemgå næsten 10 års normal modning. Prøve meget af det andre havde prøvet og eksperimenteret med over lange perioder. Det var et komprimeret, næsten gødet og vækstfremmende forløb hun sendte mig igennem. Med leg og latter. Med at give slip på aftaletyranniet og forventningerne – også dem til mig selv. Nyde glæden og slippe savnet. Jeg tror ikke hun planlagde noget som helst når det handlede om mig, men gjorde hvad hun lige følte hun havde lyst til, eller hvad der var det rette at gøre.

Jeg ved at der er mange af jer derude der sidder tilbage og tænker om mig – hvordan klarede hun det. Hvordan kan det være at hun er her i dag. At hun kan være sjov. At hun kan fortælle med hele kroppen. At hun laver sære ting. At hun lever. At hun er så næsten hel. At hun ikke sidder og græder. Hun må være stærk og sej (og jyde, måske).

Svaret er – jeg var heldig. Jeg mødte et menneske, der ikke tog alt for meget hensyn, der krævede at jeg kunne grine, lave sjov, fortælle sjove historier og helt generelt tog mig selv lidt mere afslappet. Hun glemte aldrig hvad der var sket med mig – men hun påpegede som sandt jo var – at jeg skulle leve med det resten af mit liv. Jeg skulle leve med historien om min bror resten af mit liv. At det var vigtigt at fortælle og få det ud. Men at det nok ikke skulle blive min hele identitet. Det måtte gerne fylde, men det måtte ikke fylde alt.

Hun lærte mig at le af mig selv. At få andre til at le af mig, uden at det blev til en skamfølelse. Hun dyrkede min humoristiske sans, nød den. Styrkede den. Spillede med på den i et mentalt ping-pong.

Men først og fremmest gav hun mig sit eget afslappede forhold til nøgenhed og kropslighed. Til at slippe behovet for kontrol med andre mennesker. Og at tage mig selv lidt mindre alvorligt, til tider.