Anonym – derfor!

Jeg har fået at vide at ca 80 pct af de kvinder der har været udsat for incest aldrig fortæller om det. Det er et skræmmende højt tal, men et tal jeg forundres over. Hvordan kan man tælle dem man ikke kan se – ikke kan høre ? De tavse ? Men er dog sikker på at vedkommende der skrev den artikel eller bog min psykolog refererede til må have sine kilder og kvalificerede formodninger. Så mon ikke det sådan ca stemmer.

Jeg er ikke en af de tavse, siger psykologen. For jeg har fortalt om det. Min samlever. Min psykolog. Min læge. Et par venner jeg har en helt særlig tillid til – uanset om de er nære eller lidt fjernere. Men ikke andre. Ikke min familie. Jeg har ikke konfronteret min bror med hans handlinger og den betydning det fik for mit liv og min mentale habitus resten af livet. Så jeg er vel alligevel en af de tavse – trods alt.

Og jeg ønsker, at det skal forblive sådan. Jeg har intet som helst ønske om at skabe en ny konflikt i min familie. Mine forældre er gamle og skal ikke have det her oveni alt det andet de nu går og slås med. Det vil ikke gøre mig lykkeligere i mit liv – men dem ulykkeligere. Når de ikke er mere – så kigger jeg på dét igen.

Jeg tror, at mange af de tavse gør som jeg – hvis de overhovedet gør noget. Fortæller det til dén nærmeste i deres liv – og måske lægen/psykologen. Og så ikke mere. Men en talende/skrivende tavs har jeg ledt efter. En som jeg kan spejle mig i – der heller ikke står frem og vifter med det store banner om sin barndoms traumer. Men som alligevel kommer igennem det.

Derfor træder jeg frem – derfor gør jeg det anonymt. Det giver mig en mulighed for en ærlighed uden filter som jeg ellers ikke ville kunne opnå. Og jeg vil gøre alt hvad jeg kan for at udnytte denne fordel.

Jeg har stor respekt for de kvinder der står helt frem med deres historie – med ansigt og navn og konsekvenser. Jeg har blot svært ved at se mig selv gøre det samme. Og vil ikke tage konsekvensen – endnu.

Det er mit håb at de få der læser med her som enten gætter hvem jeg er eller ved det på forhånd – at de vil bevare min lille hemmelighed, indtil det passer mig at bryde denne sidste barriere ned.

Det hører også med, at jeg selv føler jeg er så meget andet end min historie. Det er ikke min identitets centrum – det er en form for baggrundsmateriale.

Der er mere om mit behov for anonymitet her.

Reklamer

11 comments on “Anonym – derfor!

  1. Tak.
    For at du fortæller. En stemme er en stemme, også den som ikke lægger navn og ansigt til. Den stemme skal høres, lige så meget som alle de andre.
    Alle overleveres stemmer er så vigtige; at de høres.
    Så tak

    • Hej Odile,
      Vidste du naturligvis ville reagere på det her – du som har valgt den modsatte vej… det beundrer jeg – men tør ikke selv. Ikke endnu.

      Men tak for kommentar..

  2. Bare det at du sætter ord på, bringer det frem kan hjælpe andre. anonym eller ej. Ofte føler man sig alene, så tak for din blog.

    • Tak for dine ord. Jeg ved ikke om jeg håber at mine ord hjælper nogen, det vil vist være lidt for højtravende at tro sådan. Men kan de hjælpe nogen er det fint nok. At jeg startede var primært fordi jeg ikke kunne bruge de kvinder der træder frem til ret meget. Deres problemstillinger er helt anderledes end mine. De har taget konfrontationen med pårørende mm og dét fylder naturligvis meget i deres liv og beskrivelser.

      Jeg vil ikke tage den konfrontation (fej – ja noget så inderligt) og deres oplevelser er derfor ikke umiddelbart noget, der ligner det jeg slæber rundt med. Og håndteringen af det, er sandelig også ret forskellig. Kort og koncist – jeg manglede nogen der kunne inspirere mig på den vej jeg nu har valgt. Og der var ingen. Så måtte jeg jo prøve at inspirere mig selv 😉

  3. Kære Overlever

    Tak for dig og dine ord ❤

    Jeg er sikker på, at du inspirerer og sætter svære ord på svære følelser for mange af os andre overlevere.

    Kender du Siljes blog? Hun står også frem, uden ansigt og har nogle fantastisk gode reflektioner også efter et liv med incest. Tjek den ud på http://siljeliv.blogspot.com/

    Jeg ligger link ud til din blog på mine to Facebook-grupper, samt min hjemmeside til gavn og inspiration for andre. Selvom det er en sølle trøst, at vi er så mange i samme båd, så lindrer det i hvert fald mig meget, at jeg ikke er alene og andre forstår hvordan jeg har det.

    Kærlig hilsen

    Pernille Gyldensøe

    • Tak 🙂
      Det berører mig naturligvis at du tillægger hvad jeg laver en sådan vægt at du vil dele ud af det på FB og din egen blog (ville dog gerne at du også lige smed et par links til hvorhenne, så jeg kunne følge lidt med også – nysgerrig er man jo trods alt). Det kunne jo osse være at der var andre læsere herinde, der ikke kendte til dig og dit arbejde med overleverne. Og for dem.
      Jeg er bekendt med Siljes blog og den er meget væsentlig for forståelsen af hvad det vil sige at leve videre efter en barndom præget af misbrug.

  4. Jeg mangler ord, men synes alligevel, at jeg må give mig til kende, når jeg nu har læst din historie. Der kan ikke spoles tilbage, og livet kan ikke leves om, men det glæder mig så gevaldigt, at der er nogen omkring dig, der vil dit bedste, og som hjælper dig i rigtig retning.
    De varmeste tanker herfra.

    • Velkommen til. Først og fremmest. Har kigget til og fra ovre på din blog i længere tid, så du er ikke et helt ukendt navn for mig. Jeg er glad for at du giver dig til kende, da det altid er rart at få sat navne og historier på bare nogle af dem der læser med. Ironisk nok, når jeg nu selv holder på at jeg ikke står frem (men det gør jeg jo et eller andet sted alligevel).
      Jeg har rigtigt gode mennesker omkring mig og har haft lige så store held i tilværelsen som “uheld”. Derfor er jeg her endnu.

      Tak for dine tanker – og håber at se dig igen herovre.
      —- det er ikke alt sammen så alvorligt herinde. Der skal være plads til sjov, også.

  5. Jeg forstår godt dit ønske om anonymitet. Det er smerteligt at det føles nødvendigt, men det er også godt, at du kan komme ud med det du oplever og har oplevet. På en anonym side kan den nøgne sandhed hjælpe andre. Det er flot og nobelt at du gør det. Anonymitet er desværre også en nødvendighed i et samfund, hvor der er så mange tabuer, som der er. Selv har jeg også PTSD og “Personlighedsændring efter PTSD”, men det er ikke noget, som jeg skilter med. Kun overfor de nærmeste. Jeg ønsker dig alt godt “overlever”, som er den helt rigtige betegnelse.

    • Undskyld at jeg først svarer nu, men som du muligvis kan se andetsteds har mine tanker ærligt talt været optaget af meget nutidige forhold.

      Det er rigtigt at det er tabuiseret, men rent faktisk har jeg kun haft plus oplevelser af at gå åbent frem og fortælle folk om det. Jeg er bare lidt påpasselig med hvad jeg skriver af google-bare oplysninger her på bloggen. Det bliver dog formentlig ændret i den kommende tid.

      Personlighedsændringen er desværre en følgesvend vi må leve med. Men der er et liv med det selvom det ærligt talt er op af bakke ind i mellem.

      Gode tanker tilbage til dig.

Har du kommentarer eller spørgsmål:

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s