Voksen

Efter voldtægten, da jeg var 21 år, kom de år jeg kalder “de mørke år”. Jeg ved ikke meget om hvad jeg lavede i de år. Bortset fra at jeg tog en uddannelse – og i den forbindelse nærmest flygtede ind i studiet med en hidtil uset energi. Kanaliserede alt mit overskud ind i næsten manisk arbejdspres mellem bøger, noter, forelæsninger og eksaminer. Men var ude af stand til rigtigt at føle noget – andet end fysisk smerte. Da jeg allerede dengang havde store koncentrationsvanskeligheder, formentlig som følge af overfaldet, tog det mig 3 gange så lang tid at lære ting som andre. Men jeg kom stort set igennem det.

At passe et almindeligt arbejde efter uddannelsesforløbet var dog for svært for mig og jeg havnede på revalidering – og  systemets bedste bud på hvad der skulle ske med mig var ironisk nok – en ny og meget krævende uddannelse. Denne gennemførte jeg med godt resultat og på normeret tid og var stolt. Desværre kunne jeg stadig ikke rigtigt leve op til de almindelige krav på arbejdsmarkedet så det endte med det rene ingenting.

Til sidst valgte jeg at flytte fra byen jeg boede i – fra lejligheden hvor overfaldet var sket – og til en ny by. Hvor jeg startede på et job der ikke krævede noget særligt af mig og stillede krav om særlig koncentration og vanskelige tænkeopgaver. Manuelt lavstatus job – og jeg var tilfreds med tilværelsen.

Samtidig med at jeg flyttede mødte jeg min nuværende samlever og hun fik sat mig igang med at finde mig selv. Faldt til ro og opnåede faktisk at nyde livet i fuldeste drag, selvom jeg jo godt vidste at der lå en masse ubearbejdede traumer, der formentlig ville indhente mig en dag og vælte læsset omkuld – igen. Var som om jeg levede hver dag på den “yderste dag”.

Den yderste dag kom, da jeg blev overfaldet og forsøgt røvet på arbejdet. Verden væltede for mig og jeg måtte erkende, at nu kunne jeg ikke klare mere selv.

Kraftigt hjulpet på vej og opfordret af min samlever fik jeg kontakt med en læge, der heldigvis tog det alvorligt fra start og gav mig en henvisning til psykolog – og som faktisk også valgte, hvem jeg skulle gå til. Et rigtigt godt valg – skulle det vise sig.

Helingen kunne begynde. Langsomt, men ikke ligefrem sikkert. Godt hjulpet på vej af de to, som sidenhen blev kaldt “de kloge koner”. En 3. klog kone kom senere til.

Reklamer

Har du kommentarer eller spørgsmål:

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s