Ja, det er jo nytår. Og det er jo egentlig ikke den store overraskelse, om ikke andet så minder de faste brag og hyl fra naboernes tyvstartende raketter os om det.
Nytår er tid til refleksion og til forsætter (og nej, der er ikke et vildfarent t i det ord) – læggen planer for det nye år. Jeg er heller ingen undtagelse hvad det angår, og at skrive et blogindlæg om dette gør jo at det næsten må handle lidt om at blogge. Og de mennesker der sidder derude og læser med.
Og så er det faktisk indlæg nr. 100. Det er jo også en grund til at vurdere og tænke og beslutte sig til hvor vi nu skal hen.
Det er jo egentlig et lille jubilæum som jeg kan fejre her. Det første skarpe hjørne (og ikke et ord om antallet af klik og andre underlige tal) Men indlæg nr 100, det er da bemærkelsesværdigt.
Jeg trådte ind i bloglandet fuldstændigt blank for hvordan man gjorde, og hvad der var god tone. Blandede mig lidt rundt omkring, godt hjulpet på vej af wordpress kontrolpanelet, der gladeligt dirigerer én rundt i forholdsvis ukendte og kendte blogs som andre har lavet. En ren opdagelsesrejse at komme ud på. Her kunne jeg pludselig læse om gode desserter og spiseoplevelser hos kammerknas, jeg kom på fornavn med en monark, skrev til en reje om at være glad for sin bil, blev inviteret (tror jeg) til middag et eller andet mystisk sted i sverige hos mommer, tog billeder af flyvende bænke med Inge, der også lærte mig at spille wordfeud – men ikke at vinde, fik indsigt i yoga og meditation hos tantralicious, lærte om kreativ opsætning af ledninger hos stuen, kom på god fod med en af frontkæmperne for incestofre ovre hos Pernille på trods af vores vældige forskelligheder, skvattede undervejs over sourpuss, der altid har en god vinkel på det meste. Jeg kunne blive ved og ved og ved.
Tak for at I inviterede indenfor i jeres liv. Jeg nyder det ganske meget. Smiler med jer, bliver berørt af jeres ord, når de er tunge og alvorlige. Griner til tider højt og på upassende steder, eksempelvis i offentlig transport når en vis dame ruller sig ud om en vis mus i et badeværelse (nej, I får ikke et link, I ved med garanti hvem det er og hvilket indlæg). Det er en udsøgt fornøjelse at være her.
For min egen del havde jeg jo en plan. At lære noget ganske bestemt; først og fremmest at sætte ord på en masse svære ting. Det var jo dér det startede, det her. At jeg ville lære mig selv at sætte ord på det ordløse smertehelvede. Må næsten notere det som en succes, for nu gør jeg det hele tiden. Og til tider også om ting, der aldrig er blevet talt om i detaljer hos klogekonen, psykologen, hvilket jo må betyde at dette medie passer mig fint og giver mig totalt frirum til at skrive tanker og følelser ud, der ellers kan være svære at styre og få ud af kroppen. Jeg var ikke selv klar over dette før psykologen gjorde mig opmærksom på, at der her står ting, der er nye for hende. Ting, der er væsentlige og som udgør de manglende brikker i hendes arbejde.
Det er dog kommet en smule bag på mig, at jeg også gør så meget andet. Ser billeder og viser billeder, fortæller om skæggere ting. Om dagligdagen med kæresten og hunden. Jobbet og bilerne. Om det så er en apple computer her på skrivebordet ved siden af har den fået et par ord med på vejen. Det er blevet meget andet end misbrug, incest og vold her og det er vist godt nok, for det er jo osse sådan livet er. En godt blandet landhandel. Og det afspejler sig så også i dem jeg læser med hos; der er ingen tendenser udover at de enten skriver, mener eller fotograferer bemærkelsesværdigt. Og nogen i en sådan grad at jeg får præstationsangsten at føle hver gang jeg åbner min google reader for at læse eller se deres nyeste genistreg. Jeg tror bare jeg fortsætter ad min vej, det virker som om det er en god vej.
Og så er det jo nytårsaften. Ikke en aften vi fejrer voldsomt, men det kan jo ikke undgås at tænke lidt på året der gik. Og for min part har det i sandhed været et år med store udfordringer.
Gik fra en næsten gennembehandlet førtidspensionssag og direkte ud på arbejdsmarkedet igen. Noget, der absolut kun kunne lade sig gøre fordi en personalechef strakte og bøjede nogle jobfunktioner yderst kreativt, så der blev plads til mig i virksomheden, uden at det skulle ske på sære kommunale ordninger. Jeg overlevede en fyringsrunde, hvor det ville have været oplagt at skille sig af med mig både pga ansættelsens varighed og de der sære restriktioner, der var på hvad jeg kunne klare uden at blive rigtigt syg igen. Men hun beholdt mig og gav mig flere og bedre opgaver. Efterhånden har vi hævet nogle af de der restriktioner og hensyn, og jeg bliver set på som en af de stærkere medarbejdere – sådan rent mentalt. Yeah right. Det er jeg ikke, men jeg er hammergo til at lade som om.
Jeg smed medicinen ud, godt hjulpet af lægen, og er i praksis medicinfri i dag. Det stod bestemt heller ikke skrevet nogle steder i bogen for 2011, og var ganske uventet. Smed en større mængde kg af kroppen som direkte konsekvens af arbejdet og det var forventet (vi taler decideret om en kur vi kalder xx-firma kuren), men jeg tog rekorden i vægttab. Det er ikke overgået siden. Jeg tør gå med ud og handle, men kan ikke lide det. Tør møde nye mennesker igen og kan lide det.
Endelig er jeg nået til den erkendelse at jeg aldrig bliver helt rask – men at jeg kan leve med det. Og leve godt, bare jeg ikke glemmer at jeg er syg. Psykisk syg. Potentielt meget alvorligt syg, aktuelt ikke særligt syg.
Det var 2011 med sine udfordringer – og jeg ønsker mig et 2012 med lidt mere stabilitet. Det har været voldsomt og livsforandrende. 2012 må gerne blive lidt mere kedeligt. For jeg er lidt træt af udfordringer for en stund.
Godt nytår til jer alle og må det nye år bringe jer den glæde I håber, de udfordringer I behøver og de sejre I fortjener.
Overleveren 