Har lovet ikke at gøre det

Altså skrive om valget. Men når valget nærmer sig mig – hvad så?

Nå, men jeg kan jo lade være med at skrive hvad jeg mener, men blot gentage at jeg mener hvad jeg hele tiden har ment. Til orientering for de nytilkomne.

Sagen er at under de store temaer er der en underskov af meningsdannere og -påvirkere, der prøver at sætte et ganske præcist emne på dagsordenen. Nogle afkræver politikernes svar på emnet “forældelsesfristen vedr incestsager”,  og de stakkels politikere har stort set ikke tid til at tage den slags detail-diskussioner når der er – synes de – større ting på spil end en forholdsvis lille sag med høj prioritet for de få.

Der er derfor opstået en vis trafik på min blog, og det er i nogen grad kommet bag på mig, da jeg prøver seriøst at flyve under radaren i øjeblikket.

15/6-12 skrev jeg et indlæg færdigt om emnet, og det kostede mig en del “venner”, der bestemt ikke brød sig om min holdning, der kort fortalt er, at jeg ikke kan se, at en forlængelse af forældelsesfristen for anmeldelser af incestforhold på fornuftig vis kan kombineres med den måde vores retsstat er skruet sammen.

Det  indlæg har fået en masse trafik – men få delinger –  de sidste dage, hvilket undrede mig en del. Indtil jeg prøvede at google det:

Skærmbillede-2015-06-09-kl.-07.15

– og det er altså på google – side 1! Den lille “spion”oppe i højre hjørne betyder at jeg har åbnet en google side i incognito for at prøve at navigere udenom googles sikre formodning om at jeg har særlig interesse i egen side.

Det er klart at det ikke bliver delt, for dem der søger, ønsker formentlig at finde indlæg med det modsatte budskab. Og ingen der er på valg ønsker at indtage dette forholdsvist upopulære standpunkt. Eller osse står jeg bare ganske alene med det. Det må så være sådan. Det ændrer jeg jo heller ikke mening af.

Omtale mangler det dog ikke. Ser det, men gider faktisk ikke deltage på deres banehalvdel. Synes der er større og væsentligere emner at tage fat i. Dette er – set i det lidt større perspektiv – en teknikalitet.

Nå, men der er osse andet i livet end de her store og ganske små problemstillinger, og det er min helt private sfære der fylder godt op i øjeblikket.

I morgen er jeg blevet tilsagt at stille på et stort sygehus til en forundersøgelse og en snak om graden af “akut-heden” i behandlingsforløbet. Jeg håber at de sætter i gang lidt kvikt, så jeg kan komme videre i tilværelsen, men frygter at jeg skal igennem nye 3-4 måneders ventetid til der faktisk sker noget. Det er afsindig frustrerende at vente. Jeg har det lidt som om nogen har puttet mig ned i en pakkevogn og så bare skubber mig rundt hvor de vil. Jeg kan se hvor vognen kører hen, når den altså kører, men jeg kan ikke gøre en pind for at påvirke chaufførvalg, rute eller hastighed. Men i morgen er stop nr 1. Og så må jeg se hvad der sker bagefter.

Heldigvis har konen taget fri fra arbejdet i morgen formiddag og kan følge med mig til undersøgelsen.

Vi er i øvrigt politisk korrekte i morgen. Vi lader bilen stå i sin garage og tager en bus. Ikke fordi vi vil være ekstra alternative, men fordi vi bare ikke har tid til at jage parkeringspladser eller råd til at betale p-afgift fordi det gik lidt for stærkt. Jeg mistænker, at det er ganske voldsomme beløb p-selskaberne kradser ind omkring sygehusene rundt omkring, fordi folk smider bilen i en bås uden at læse skilte og anvisninger i detaljer. Og det er ikke en forretning vi umiddelbart gider bidrage til.

Hvor lang turen i pakkevognen bliver er afgørende for mange ting. Vi er lidt tøvende mht sommerferieplaner, vi prøver at holde alt og alle hen mht sociale aktiviteter. Måske/måske ikke, men vi lover ikke noget. Vi sætter ikke dato på noget. Og det irriterer mig heelt vildt!

Reklamer

En grum plan

Eller er det mon to?

Vågnede kl et eller andet mystisk i nat og havde drømt noget besynderligt nok og var ikke i stand til at fatte hvorfor, hvordan, hvor eller hvornår. Men jeg blev indlagt. Meget specielt, for jeg har ikke nogen anelse om hvorfor. Bortset fra at det var alvorligt. Og ganske ubehageligt.

Men jeg er her altså endnu og har lige slidt et par cm af hundens ben på en lidt længere tur rundt i området og nydt det gode vejr. (hunden gad faktisk ikke og stak snuden mod samtlige hjemadvendte genveje på turen). Mødte et par af hundevennerne, et hav af måger (bogstaveligt talt) og et enkelt egern, der tilsyneladende havde fået dets skyheds-gen fjernet. De er dælme nogle hysteriske små dyr, hvis de bliver vrede nok, de der små rød/sorte træspringere.

Nu sidder jeg med en kop kaffe og glor ved skrivebordet. Læser lidt nyheder, checker og besvarer mails (sletter lidt gamle) og duller lidt på WF.

Falder over en lidt ældre mail. En lang rørende tekst fra en der har været igennem en voldtægt for mange år siden. Om hendes kamp for at komme tilbage til livet, om at bevare sit parforhold, om selvmordsforsøg og opgøret med gerningsmanden der aldrig kom.

Hun meldte ham nemlig heller ikke.

Det lyder bekendt det hele. Læste det hele igen og så på hende gennem hendes ord – men ude fra. Hvordan ser jeg på hende, hvordan mon folk ser på mig?

hand-and-pen-clip-artEn sætning sætter sig fast. Jeg skrev et brev til ham. Jeg tror dog ikke hun sendte det, men hun skriver at det hjalp hende.

Nu ræser tankerne afsted. Opgør? Kan man det? På den måde?

Jeg tror hun pakkede det ned i en kasse og satte den langt væk, så hun ikke risikerede pludselig at stå med det i hånden. Så det krævede en indsats for hende at få fat i det – og en vilje til at se det. At ville se det.

Men jeg skriver jo ikke til skuffen eller kassen. Jeg skriver på en blog. Jeg vil ikke gemme noget i kasser og lade som om det ikke findes. Jeg vil have det ud og frem så jeg ikke får lov til at glemme det, men begynder at tage det som en selvfølge. Lige som man har dimser stående på en reol i et hjørne. Man ved de er der, man ser dem hver dag, men de springer ikke i øjnene. Og hvis nogen fjerner dem så aner man faktisk ikke hvor længe de har været væk. Det er sådan jeg gerne vil have det med det her.

Skriv et brev? Ja. Sgu. Poste det? Aldrig. Gøre det til et indlæg? Måske.

På brækgrænsen

Det er ca der jeg har befundet i de sidste mange dage. Uger nærmest. Jeg har været i tabuland. Jeg har osse været i flere andre lande (sommerferieplaner og jobsituation mm). Men under det hele har ligget historier og luret som havde med det store tabu at gøre. Så jeg har tænkt en del. Og så har jeg talt en del, osse. Har talt med sexologen, psykologen og lægen om det hele. Ikke helt i den rækkefølge, men det måtte være som aftalerne nu faldt. Det her emne er så svært at forholde sig til fordi det er en skønsom blanding af følelser, fornemmelser, krop og refleksagtige fysiske reaktioner.

Jeg har faktisk aldrig før kørt et så koncentreret et-emne forløb som her på det sidste. Har formået at komme omkring rigtig mange indsigter og forståelser – har nærmest pisket dem ud af de kloge damer. Og jeg er blevet ganske meget klogere på det hele end jeg var, da jeg første gang – og lidt forsigtigt – nærmede mig emnet om overgreb og “nydelse”.

Jeg håber mine faste læsere kan huske indlægget. Men hvad I nok ikke ved er at min mailbox eksploderede i mails i dagene efter det indlæg. Jeg fik så vanvittigt mange mails (178!) via min kontaktside at jeg var ved at gå i gulvet af forbløffelse. Essensen var – i de fleste – det har jeg osse prøvet, det er forfærdeligt – lortekrop. Og så et tak fordi jeg skrev om det. Det sidste sender jeg videre til alle jer der har været med til at skabe dette forum hvor jeg frit kan sætte ord på ting, der ikke tales om – til jer der i ord og gerninger derude i virkeligheden fortæller mig at jeg er skam god nok, og god nok til at I osse gider se og møde mig og min kæreste. Bruge kostbar tid med os. Er god nok selvom I ved meget mere om mig end I måske ønskede at vide.

Jeg var rystet, osse fordi den samme historie blev gentaget igen og igen. Om behandlere der viger tilbage for at spørge til dette ene punkt. Om forvirringen om at der ikke var noget litteratur om emnet. Og følelsen af absolut ensomhed med netop denne problemstilling. For hvem f***** kan man betro sig til om noget så privat, så intimt – og så yderst pinligt.

Pinligt var et ord jeg så mange gange i de dage. Behandlerne bruger ordet skamfuldt i stedet – jeg ser det som to sider af samme sag. Blot er skamfuldt noget man godt kan indrømme, men pinligheder vil vi trods alt helst holde for os selv. Ser I, der gemmer sig en lille negligering her. Det er med garanti ikke ond vilje. Det er bare sådan at de pakker det sammen med alle de andre skamfuldheder og angriber samlet. Og overser det pinlige, det vi ikke taler om. Heller ikke til behandlerne med mindre de spørger direkte. Det er nemlig for alt for pinligt.

Sexologen spurgte mig heller ikke forrige gang. Men lavede et “emnerum” hvor den store tilståelse kunne falde. Nu – i dag – er jeg næsten sikker på at hvis den ikke var kommet af sig selv så havde hun nok spurgt – en dag. Men hendes plads i behandler-konglomeratet gør jo osse at hun kan gå væsentlig tættere på mig end de andre. På sit eget lille specifikke, men yderst vigtige, område. Man kommer ikke til sådan dame hvis man ikke er indstillet på at tale om det intimeste i tilværelsen – sex.

Min læge fangede hurtigt hvad jeg ville vide, da jeg spurgte hende, men var osse lidt forvirret kunne jeg mærke. Hun endte dog med en lang (og uden at lyde som om hun så på uret imens, tror faktisk hun havde valgt at dette måtte tage den tid der var behov for) snak i telefonen hvor hun fortalte mig om blandt andet sympaticus og parasympaticus der så vidt jeg har forstået hende rigtigt udgør det samlede autonome nervesystem. Om deres indbyrdes balance og forrykkelsen der sker i den balance i en faresituation. Dejligt konkret, direkte og med de rigtige ord – men på den følsomme og empatiske måde – angreb hun materien. Lægelatin hvor det var nødvendigt og rigtige menneskeord for resten. Ikke noget ordfumleri og pæne måder at omtale sex og berøring. Men de rigtige ord som var til at forstå uden at blive platte. Der fik jeg god indsigt i hvilke fysiske og kropslige reaktioner, der havde spillet mig det grumme puds i situationen. Og hun bragte mig tættere på en accept af det skete. Men derfra og så til at leve med det, der er altså et pænt stykke. Men jeg fik gode vidensbaserede redskaber af hende til i det mindste at forstå. Og det var præcis hvad jeg havde bedt hende om på en noget famlende måde. Sådan går det når læge og patient kender hinanden forholdsvist godt.

At lære at leve med det derimod, det er nok mere de to andres område.

Nok mest sexologens tror jeg.

Jeg har i et tidligere og nok lidt små-kvalmende indlæg citeret min overgrebsmand eller “ham psykopaten” som visse af jer kalder ham. “Du skal leve med det“. Sådan sagde han. Men han sagde osse andre ting til mig den aften. Ikke fordi jeg tror det var gennemtænkt for at være ondt, men det fik en sær og næsten profetisk betydning for mig, for det har lige som det andet rumsteret rundt i min hoved og har fået sit helt eget liv.

“Nyd det for det er sidste gang”. Det var inden han satte kniven i mig. Ord der er så fulde af dobbelttydigheder og som jo naturligt og direkte henviste til skære-manøvren. At det var afslutningen på noget. I sagens natur. Nyd det var bare en sarkasme som jeg ikke rigtig ville kendes ved betydningen af. Nu har jeg fået sat betydningen sammen og det er som om dette emne er den sidste puslespilsbrik der skal lægges på plads for at jeg kan se det fulde billede. For at jeg kan komme videre. Og det skal jeg.

En sarkasme om nydelse og overgreb – om at få det blandet sammen. Om ekstrem uønsket dominans, ikke bare til at bestemme over mig for en stund, men osse styre min krop uden for min vilje. Ondt ja, men nok ikke sagt så bevidst ondt. Jeg tror simpelthen ikke på at han var klar over hvad det her betød. Det var bare en måde at styrke ydmygelsen og markere den store magt.

Den sarkasme har jeg i går brugt en times tid på hos sexologen. Det er livsomstyrtende store og små sandheder hun kan trække ud af mig i sådan en samtale. Men i dag vidste hun – og jeg – at det var dette der var emnet. Hun var forberedt på det. At det var derfor jeg var kommet før den aftalte tid i september. Når ferier mm er overstået.

Genfortalte oplevelserne, men med denne særlige vinkel. Talte om hvordan tingene blev blandet sammen i mit hoved og at jeg ikke rigtig var i stand til at holde det adskilt. Hvordan fortid blev mixet med nutid og fremtid. Hvordan glæde ved nærhed kan forvandles til frygt for overgreb. Hvordan frygt for overgreb ind i mellem kan forvandles igen til en fysisk reaktion som andre kender som kvindens orgasme. En proces der skal afspores et eller andet sted for at jeg kan komme videre som menneske. Helt menneske, forstås. Ikke den halve som render rundt ude i verden og lader som om hun har det tip-top og er i orden.

Fortalte om tiden efter overgrebet og om erkendelsen af at mangle noget. Om tidligere oplevelser med min bror og den sammenhæng jeg har erkendt der er i mit liv. Mønstre og tankebaner der har det med at forfølge mig, men som jeg har brudt med sammen med min kæreste. Fortalte om ærgrelsen over at denne mekanisme står som en uoverskridbar grænsebom. Fortalte om smerten, om den helt konkrete voldsomhed. Om blod og bræk. Om at ligge og rode rundt mellem væltede køkkenstole og vågne op efter en form for bevidsthedstab på et koldt stengulv i sorte og hvide tern, om selv at skulle gøre rent. Om hvordan jeg blev holdt fast. Om min brors modus operandi. I detaljer. Om at ligge på sin sofa og glo ind i en gul og blå væg i ugevis, med naboen der kom med lidt mad som eneste menneskekontakt. Om hvorfor jeg har steder på min krop hvor berøring direkte og hurtigt sender mig til helvedets forgård. Om angsten der kommer og går helt som den selv vil. Om trygheden ved kæresten. Og utrygheden ved mig selv. Og om de store svigt i barndommen med forældre der så voldsomheder rettet mod mig – fra min bror – og ikke greb ind. Ensomheden, der går igen i begge perioder. Og om de pinligste øjeblikke i mit liv hvor jeg ikke bare mærkede smerten og ydmygelsen.

Hun lytter intenst til mine svar, jeg fornemmer det uden at se det for jeg kan ikke se på hende når jeg verbaliserer alle de svære ting. Holder nøje øje med om et bestemt bordben begynder at flytte på sig, hvad det naturligvis ikke gør, men det er godt at have et fokus-pkt og jeg kan næsten ikke se hende i øjnene. Da jeg når frem til at jeg ikke kan skelne nydelse fra overgreb mere, og at jeg er i tvivl om min egen krops signaler nikker hun, ser tænksom ud et øjeblik mere inden hun kigger mig direkte i øjnene og siger:

“Jeg forstår hvor forfærdeligt alt dette er for dig, jeg forstår hvorfor du ikke kan holde det adskilt. Den proces bliver svær, men der er måder at gøre det på. Vi er ikke færdige med dette emne. Du fornægter din krop i angst for dens forræderi. Men husk volden og voldsomheden. Det er derfra angsten kommer. Og din kæreste er sød og kærlig – I skal undgå det farlige. Nydelsen giver ikke angst, angsten for nydelsen giver mere angst, angsten kommer af tidligere vold, tvang og pres. Du skal undgå din brors særlige “håndgreb” og så skal forbindelsen mellem krop og psyke normaliseres. At det var vold og overgreb og at min krop bare gjorde hvad kroppe gør – de overlever. Husk volden – du er ikke udsat for vold mere – du er udsat for stor kærlighed og tålmodighed”.

Hun gentog flere gange at det hele er meget normalt, men så ud til at mene at jeg var ret hårdt ramt af dette meget normale. Unormalt hårdt ramt. Det kommer til at tage mere af hendes tid, og det tror jeg hun har accepteret. Jeg rystede i hele kroppen da jeg gik derfra, var ked af det og lidt chokeret. Men stadig uden tårer.

Hun var tilfreds med at jeg vil tage kæresten med næste gang. Der er vist nogle ting hun godt vil forklare på mine vegne.

Og hvad så med psykologen – hvor er hun henne? Hun kæmper med at forstå det store problem. Min vrede er uventet for hende, min irritation er i vejen. Og dér skal vi osse have meget mere tid. Men jeg tror faktisk at det handler om noget “mental berøringsangst” – noget som sexologen af gode grunde ikke har.

Kors hvor jeg udleverer mig selv her. Det må I sgisme leve med. Men egentlig er det jo ikke bare mig jeg udleverer, det er hele problemstillingen jeg smider op i luften og lader hvem som helst se på. Lidt med den bagtanke at nogen må fortælle, og det er så blevet mig. Det hjælper mig. Og måske andre. Noget kunne tyde på det.

Og så pissehemmeligt er det jo heller ikke…. overleveren indrømmer et sex-liv. Deformt måske, men det er der da. Og det kan da ikke være nogen særlig nyhed. For ret mange.

Synlighed

Jeg er her endnu, men har brugt en masse tid på bare at slappe af og være helt mig selv.

Kæresten er kommet hjem igen efter sin akut-tur til sin far og det er nu det bedste at have hende her hos mig, selvom jeg jo godt var klar over at i den givne situation med faderens sygdom var det nødvendigt at tage afsted med det samme. Nu ser vi hvad der sker nu. Det kan gå hurtigt, eller langsomt, men meget håb er der ikke tilbage. Altså bortset fra at vi alle håber at det bliver et relativt hurtigt og smertefrit forløb. Hun var afklaret da hun kom hjem og glad for at hun tog de der feriedage og kom afsted. Der er ingen aktuelle planer om en ny tur, men vi må se hvad der sker og hvornår.

Men mine tanker har været beskæftiget med andre ting i disse dage.

Og emnet kan bedst beskrives som overskriften antyder. Synlighed.

DR kører nemlig et tema i øjeblikket om de usynlige sygdomme – de psykiske lidelser diverse. Og med en vis hovedvægt på de psykisk syges forhold til arbejdsmarkedet eller mangel på samme.

Og for nogle uger siden fik jeg en henvendelse fra to studerende fra en eller anden uddannelsesinstitution i KBH om hjælp til et projekt om behandling af incestofre, og hvad der kunne gøres bedre. Og synliggørelse af de problemstillinger og senfølger der kommer med i dén pakke.

TV2 Lorry var ovenikøbet så venlige for en uges tid siden at interviewe en kvinde fra Grevekanten der havde startet sitet visdinangst.dk og igen blev jeg mindet om at jeg ikke viser ret meget. Dyb respekt herfra. Men ville jeg selv være i stand til at bære det armbånd der bliver solgt dér? Jeg tvivler.

Og så min egen sygemelding i øjeblikket og den deraf følgende overvejelse om min egen plads på arbejdsmarkedet og i forhold til mit job.

For nu at tage det sidste først bliver jeg jo bragt i tvivl om min egen “godhed” til at håndtere min egen sygdom. For hvis jeg var så pokkers god, hvorfor sidder jeg så hjemme i øjeblikket og bruger tiden på at gå lange ture med hunden, læse bøger, ordne, sortere og katalogisere 100gb billeder på computeren og andre småting – men intet af det til bestemte tider og uden krav om at noget skal gøres nu og her.

Ingen tvivl om, at de her uger har hjulpet mig meget, og at jeg synes det var en god ide at jeg blev meldt af for en tid. At jeg fik lov til at melde mig ud af samfundet og dets krav. På mandag melder jeg mig ind igen. Starter på en deltidssygemelding og så må jeg tage det derfra, men der er jo ingen tvivl om at jeg vil blive mødt af en stribe spørgsmål fra alle sider når jeg dukker op på kontoret på mandag. Og hvad skal jeg så sige? Lyve? Være ærlig? Være tavs? Eller?

Jeg aner det faktisk ikke og det ender nu nok med at jeg vil spille den lidt på gehør og se hvad der sker. Jeg skal jo dog ikke være der så længe i de første dage, så mon ikke jeg kan styre uden om de største sladderkællinger og deres nysgerrigheder.

De to studerende trak følehornene til sig da jeg spurgte lidt ind til deres projekt som jeg ikke fandt fagligt velfunderet nok til at jeg helt orkede at bruge tid på det. Jeg gav dem chancer for at uddybe deres projektbeskrivelse men jeg blev ikke meget klogere af det og kunne ikke rigtigt se at de bevægede sig ud over 10. kl eller måske gymnasialt niveau i deres formuleringer, og min tillid til deres metode kunne ligge på et ganske lille sted til sidst. Jeg ved det, jeg er en barsk dame, men hvis man vil arbejde med et projekt på et universitetslignende niveau så må man osse honorere de krav der er dér. Og deres projekt var bare alt for løst og vævende så vidt jeg kunne vurdere til at det ville give en afgørende ny viden om incestofre, senfølger og behandlingen af dem og derfor var det nemt for mig at være afvisende i mine mails til dem.

Og så igen – de bidrager jo til synligheden. Var det mon rigtigt eller forkert at jeg huggede dem i småstykker på skrift. Alt tæller jo – er den generelle holdning. Sådan ca. Tror bare at jeg ville blive irriteret over løst formulerede spørgsmål og vævende svar, der på ingen måde kunne bruges til noget som helst andet end interview-stil i damebladsstil så det var vist meget godt at jeg slap for den manøvre.

Håber dog for dem at de får god respons fra andre incestramte og kommer videre med projektet og får noget fornuftigt ud af det.

Mit helt grundlæggende problem er nok lidt her at jeg faktisk synes at der er synlighed nok på incest-sagen. Så meget at det ind i mellem er lidt af et mediecirkus. Det vi mangler er konkret handling og ikke selv-savlende medlidende ord i diverse artikler (og ja, jeg ved at jeg her osse er skyldig). Nu har jeg på en anden blog faktisk læst deres spørgsmål og det bekræfter mig dybest set i at jeg ikke skulle bruge tid på det. Jeg holder min fokus på mig selv og hvad jeg har brug for og det der, det havde jeg ikke brug for. Jeg ville bare blive småfrustreret over ikke at vide hvor de ville hen og hvad deres fokus faktisk var. Man kan jo ikke det hele i sådan en opgave, der skal afgrænses helt ind til benet.

Og så til det der DR tema.

Har læst en del rundt på det her i formiddag og synes at det er rigtigt godt strikket sammen. Og ganske relevant. De har sat fokus på psykisk syge, synlighed og tilknytning til arbejdsmarkedet. Om hvor svært det kan være at finde sin plads i et job og udfylde en reelt brugbar rolle og løse opgaverne på trods sygdommen.

Se, det er relevant og tankevækkende læsning.

Der står noget om PTSD, noget om angst og depression mellem mange andre ting. Men det er klart at jeg med min diagnose har sat fokus på netop de emner, der er mest relevant for mig og mit liv og min situation. Og mit forhold til synligheden. Om tavsheden overfor mine omgivelser og kolleger. Om at gå rundt og lade som om man er lige så rask som alle andre, velvidende at det bestemt ikke er tilfældet. Velvidende at der blandt “alle de andre” sagtens kan være andre som jeg. Som osse er tavse og usynlige. Og som prøver at lade som om. Og som måske kæmper alle de samme – eller nogen der ligner – kampe som mig.

Har haft den vildeste lyst til at stå frem i dag. Ikke sådan at forstå at jeg vil afgive min “anonymitet” her på bloggen. Men jeg er jo osse på facebook under eget navn og rigtig mange af mine gamle venner, studiekammerater og bekendte dér aner faktisk ikke et klap om den diagnose jeg fiser rundt med i dag. Og jeg jo selv valgt det sådan, at det kun er de lidt mere nytilkomne der er klar over det. Dem der er kommet til efter at diagnosen blev skrevet ind i min helbredshistorie og som det var vanskeligt at skjule den slags for.

Jeg er helt klart inspireret af DR´s tema om at synliggøre det usynlige. Og jeg tror faktisk ikke at jeg har så meget at miste, da min facebook er nærmest hermetisk lukket af for omverdenen. Og af forholdsvist indlysende grunde.

Jeg tænker endnu. Men kender jeg mig selv ret farer min djævel i mig i et øjeblik og så gør jeg “et eller andet” i den retning. Min djævel får mig ofte til at gøre ting der er ikke er ganske fornuftige, men som regel får jeg god respons og gode reaktioner på hvad den nu end lokker mig til.

Har spekuleret en del

Først og fremmest over de meget konkrete ting der foregår omkring mig i øjeblikket, og jeg kan berolige nervøse sjæle med at nu har jeg fået en tid hos lægen, der vil tage nogle flere blodprøver på mig. Jeg var heldig at hun gav mig besked på at finde en eller anden dag – i næste uge! – hvor jeg kunne komme forbi inden kl 15.30 så hun kunne få mig lidt bedre undersøgt. Jeg tror ikke hun havde tid overhovedet, men hun ville “finde ud af noget”.

Så mig ind til chefen igen, så jeg kunne få fri til det. Sammen fandt vi den dag hvor det kom mindst på tværs af mine faste opgaver og den dato åd lægen heldigvis. Så på onsdag stiller jeg på hendes klinik med en forhåbentlig findbar blodåre, god tid og lidt at læse i mens jeg venter på at hun får et hul i besøgsplanen så hun kan se mig. Det kan jeg godt leve med, håber bare ikke ventetiden bliver mere end et par timer, for så vil jeg nok blive lidt desperat af kedsomhed til sidst. Og behov for at komme ud af døren og foretage mig andre ting osse.

Jeg er ikke rigtigt nervøs for det. Ikke sådan påtrængende nervøs, men det er klart at jeg spekulerer lidt over det i baghovedet. Hvad kan det være – om noget overhovedet – og hvad så? Men prøver at fortrænge det aktivt inden for så længe jeg ikke ved noget kan jeg heller ikke gøre noget ved noget af det. Jeg må vente og se hvad onsdagen bringer. Eller det vil sige kommer jo nok ikke til at gå derfra på onsdag vældigt meget klogere da jeg forventer at der er en vis sagsbehandlingstid på den slags ting. Men i det mindste sætter jeg da i gang med det.

nadijas-historieDet andet, der har fyldt en del – og faktisk så meget at jeg ikke rigtigt har kunnet få ordene ud – er denne store artikel i Politiken. Billedet linker til artiklen, hvis nogen har lyst til at læse selv. Eller genlæse. Der kommer vist en artikel mere i morgen søndag. Om jeg har lyst til at læse den osse ved jeg ikke, for den her var jeg flere dage om at få læst . Men gemmer den nok på min computer (er nemlig ikke helt gode venner med politiken.dk og deres begrænsninger inden man skal til at betale) og læser den en dag når energien er til det. Jeg tror den artikel i morgen handler om livet efter det hele blev opdaget, og måske netop derfor vil jeg finde den endnu mere lærerig. Jo, den skal læses.

Det gør indtryk. Der er så mange ting jeg slet ikke kan genkende, heldigvis, men desværre osse en del jeg kan. Den her unge kvinder kommer med nogle præcise beskrivelser af hendes oplevelser der skræmmer mig som ind i helvede, for nu at sige det meget lidt pænt. I artiklen bringes dette citat og det slog meget hårdt i mig.

Jeg har kun haft to kærester. Men det er svært. Jeg kan for eksempel slet ikke holde ud, at man holder rundt om mig eller holder mig fast. Jeg skammer mig helt enormt, når jeg har sex. Det tror jeg aldrig, at jeg kommer til at nyde. Jeg synes bare, det er ubehageligt og enormt klamt. Jeg kunne da godt tænke mig engang at få en mand og nogle børn, men hvis man vil have børn, kræver det jo, at man har sex. Og det kan jeg ikke holde ud. Jeg føler, at det er et enormt handicap ikke at kunne give sig hen til et andet menneske. Det ville jeg ønske, jeg kunne.

Bortset fra visse konkrete detaljer kender jeg det kun alt for godt. Det er en lang proces hun skal i gang med der, og jeg håber hun får den hjælp til det hun behøver. For det kan vist afhjælpes, men det tager tid og de rette omstændigheder. Siger jeg – som ikke engang er halvt igennem. Og jeg er endda en masse år ældre.

Jeg kan blive så forfærdelig vred og bitter for det der med sex – det er jo bare noget vi kan – og helst noget alle sammen skulle kunne nyde? Ikke? Sådan er det bare. I torsdags lykkedes det mig faktisk at blive vred på hende sexologen da hun kom med en betragtning fra den her skuffe, der ganske givet var rigtig, men som alligevel provokerede mig. Kæresten havde lidt besvær med at få mig kølet af igen. Men jeg bliver vred over at ingen forstår. Eller osse forstår de men uden at acceptere at hvis et menneske ikke kender til glæden ved sex så føler dette menneske inkl undertegnede heller ikke nogen videre trang til at arbejde på projektet. Man sidder tilbage med spekulationer og tanker om hvad faen det hele handler om. Hvad pointen er med øvelsen. Og så kan man tillige skamme sig lidt over sin uformåenhed. For det er jo noget man bare kan. Eller bør kunne. Eller i det mindste bør kunne lære. Eller… hvis ikke andet så bare vænne sig til. Kan I næsten høre og fornemme lyden af det skæve vænne? Det er skrevet med dyb ulyst. Og skepsis.

Vist, jeg er da kommet langt og alt det der. Men mekanismerne sidder fast forankret i min barndom og jeg tvivler på at jeg slipper af med dem. Jeg vil bare gerne have løsnet tøjret en smule. En smule mere.

Jeg er osse klar over at jeg har fået en fysisk begrænsning (eller mangel) med mig i arbejdet, der bestemt ikke gør noget som helst noget nemmere.

Alle har ret til et fedt køkken – den kender I godt, ikke? God reklame og et slogan der bare sidder fast. Men har alle ret til et fedt sexliv? Og hvad er det egentlig hvis man ser bortset fra at de fleste sikkert går rundt og tror at andres er bedre, sjovere, mere varieret osv osv.

Når jeg bliver rigtig sur og negativ på verden, og det er jeg jo nok i  øjeblikket så tænker jeg – gid vi med den her baggrund bare havde ret til at sige nej.

Jeg prøver at formulere noget generelt her – som barn måtte jeg leve med min brors absurde norm. Efterleve den sådan helt bogstaveligt. Nu hvor man så er blevet voksen så skal den her lille fejl satme rettes. For alle har ret til et fedt sexliv – hvad enten man vil det eller ej. Hvad nu hvis man bare slet ikke vil. Eller føler behovet.

Det er et handicap der er stort – og tabubelagt. Men jeg kan sagtens følge den her unge kvinde i hendes betragtninger hvad det angår. Hun sætter så skræmmende præcist ordene på det største tabu i det at være vokset op med sexuelt misbrug. Om den værste af alle senfølger, fordi den tager så mange andre ting med sig.

Andre gange, når jeg er lidt mindre sur og negativ bliver jeg mere positiv og tænker at psykopaterne i mit liv ikke skal have lov til at vinde den her over mig. Så minder jeg mig selv om at det lige præcis var det ordene om at jeg skulle leve med det – dvs skaderne – handlede om. Eller bare slet og ret – leve uden. Eller noget i den stil. Tror jeg. Så tænker jeg nej dælme nej og vil og kan arbejde for det. For jeg har jo osse ret til.. osv osv.

Den unge og stærkt formulerende kvinde runder osse noget andet, som dybest set forbløffer mig. Især fordi det atter kommer så krystalklart ud:

Mine forældre vidste udmærket godt, at det, der foregik, var forkert. De sagde altid til os, at vi ikke måtte sige noget med pik eller fisse eller sådan noget. Vi måtte heller ikke sige tissemand. Det lyder måske klamt, men det var det, vi fik at vide. Vi måtte ikke nævne navnet på kønsdele, for det var forbundet med skam. Når der af og til var nogle børn henne i skolen, som sagde de ord, så skammede jeg mig helt vild

Mine forældre havde nu ikke noget med noget at gøre – i hvert fald ikke direkte – men jeg kan sagtens genkende dette. Har egentlig bare ikke spekuleret så meget over det og bare tænkt at jeg var sært og lidt asocialt barn der ikke brød sig om de andre børns leg. Men havde i øvrigt det samme – og set fra den såkaldte krænkers side – yderst fornuftige begrænsning i hvad der måtte siges og ikke siges. Men overfor min bror var det pudsigt nok helt ok. Men kun der.

Blå time og lidt om hunden

Jeg har hentet en app til min telefon der hedder “bluehourapp”. Den koster 7 kr hvilket er for meget, men den er smart for den viser hvornår blå time optræder lige der hvor jeg er. Morgen og aften. Matematikken bag er vist ganske simpel men jeg er doven og lader gerne en app køre beregningerne for sølle 7 kr.

Jeg behøvede dog ingen blå-time-alert for at hive kameraet frem en aften vi sad og talte med nogle venner på altanen. Solen gjorde noget sjovt med husene i baggrunden og der var ikke tid til fiflerier og fancy udstyr. Retter kameraet og skyder mere eller mindre løst på solnedgangslyset.

Ikke noget superresultat men hyggeligt nok alligevel.

IMG_2785

Der er nu så hyggeligt her i forstads-ghettoen. Eller hvad.

I går da jeg kom hjem blev jeg mødt af en gruppe ophidsede mennesker på stisystemet. Børn og voksne mellem hinanden og lidt længere henne af stien lå der noget tøj (?) smidt på jorden. Jeg nåede faktisk at spekulere på om der lå et menneske nedenunder tøjbunken og om det var det der var så ophidsende. Det gjorde der dog ikke, det var bare tøj, hvad det så end lavede lige der.

Gik op i lejligheden for at hente hunden ud på en tur på striben (den der skovstribe der ligger hele vejen rundt om kvarteret) og inden jeg havde gået få hundrede meter var jeg blevet mødt af 2-3 politibiler og endnu flere ophidsede mennesker.

Har prøvet at kigge i aviserne for at se om der var sket et eller andet mystisk her, men der står intet. Så det var nok bare ophidsede mennesker og ikke meget andet.

Der er altså bare såå hyggeligt her i forstaden. Men det er altså ikke hverdagskost med civile politibiler på cykelstierne. Trods alt.

Der har været flere overfald herude på stianlægget, men pudsigt nok bekymrer det mig ikke det fjerneste at gå med hunden her. Heller ikke når det er blevet mørkere. Den er ikke nogen Schutzhund men den er opmærksom på alle små og store forandringer og skal nok give tegn hvis noget er anderledes, lyder anderledes eller lugter anderledes. Og giver altid tegn til mig hvis der er noget. Og det gælder osse de vilde katte. Så der bliver givet mange tegn til mig.

Og ind i mellem får vi følgeskab i blå time turene af en dame med et par retrievere. Så er det en fest at gå med hundene, der fistrer rundt i kanten af skoven og ud over græsset.

Vi talte lidt om det der med hunde – om hvor forskelligt de bliver brugt. Og hvor forskelligt resultatet er. Ellens indlæg om dyr, disneyficeringen og de efterfølgende kommentarer spøgte en smule i mit baghoved – var måske en lille smule provokeret. De to retrievere er dygtige jagthunde og har høj lydighed. Min arbejder mere selvstændigt med sin “passen på mig” opgave og har knapt så høj lydighed når det gælder øvelser med snor, hop og gå rundt om benene for at sætte sig. Den kan naturligvis afdækkes på afstand. Og blive liggende. Den kan indkaldes i fornuftigt omfang, men ikke 100% desværre, den kan og skal gå i snor men først og fremmest har den selvstændighed nok til at løse en opgave uden at få besked på den først. Og så er den hus- og hyggehund der er i stand til at hjælpe mig når angsten tager over.  Rigtigt tit ser den det før det kommer og kommer hen og puffer til mig.

Hun håner mig lidt for det der med lydigheden. For at jeg ikke har styr på min hund. I hendes forstand. Og i al venskabelighed, mens hun morer sig over hundenes cirkusnumre når de jager afsted efter hinanden. Men jeg tog måsen på hende forleden med en lille historie om hundens opfattelse af dens verden.

Vi havde lavet stegte hjerter i flødesovs og det var mig, der havde renset kødet. Smidt de store årer og vener i skraldespanden sammen med blodigt kødaffald i øvrigt. Og ladet det stå i skabet til dagen efter. Kæresten sætter det frem på gulvet i gangen, uden at lukke rigtigt til, morgenen efter, fordi vi skal huske at tage affaldet med ned. Og så glemmer vi det. Hunden er alene hjemme en hel arbejdsdag så jeg var ganske spændt på at se hvordan der så ud da jeg kom hjem. Det duftede jo ganske givet ret godt. Kvali-guffer for hunde.

Posen var urørt  – hvorfor forstår jeg ikke, men hunden havde ladet den stå. Den viste mig tydeligt at posen var spændende, da jeg kom hjem. Men kun med at sætte næsen på, kigge på mig med bedende øjne og ikke andet.

Damen med retrieverne måtte nødtvunget indrømme at dén var ikke gået hos hende. Eller hos ret mange andre hunde hun kendte.

Der er altså forskel på hvad man skal med sin hund og hvordan den bliver brugt. Jeg behøvede ikke en gang fortælle min hund at dette var mit. Det var noget den selv afgjorde. Og det er den selvstændighed jeg har dyrket i den. Det nytter desværre intet at træne i at være en bestemt hundefører med klare ordrer når hundens opgave er at passe på mig når jeg ikke er det og sidder midt i angsten på en bænk og ikke kan komme videre af mig selv – eller finde hjem fordi jeg mentalt ligger og roder rundt i græsset og prøver at lege mental mulvarp. Der skal den tage styringen. Jeg er sikker på at lydige servicehunde løser den opgave perfekt – men sådan en havde jeg ikke råd til at få, så jeg måtte lave min egen pseudoversion.

Og det var derfor jeg valgte at få mig en gravhund. Så fås de næsten ikke mere selvstændige, modige og stædige. Specielt valg, det vil jeg indrømme, men et yderst vellykket valg til formålet.

Aerodynamik

Det har på flere måder været en form for tema i mit liv. Ikke at jeg har nogen særlig interesse i fly, raketter eller sportsgrene, der handler om at bevæge sig kvikt op eller ned eller hen. Vi ved jo alle hvad det egentlig er, men tænkte at jeg ville starte med den mere præcise definition af begrebet.

Læren om luftarters strømning, især omkring faste legemer, samt om de kræfter, hvormed sådanne legemer påvirkes.

drag

Hentet på start-tri.com

Så meget for videnskaben om faste legemers modstand mod luftstrømninger der kommer imod dem og de hvirvler det efterlader og påvirker det faste legeme. Sådan ca i hvert fald.

Men aerodynamisk var også hvad jeg blev bedt om at være – da jeg var barn. Jeg skulle gøre mig selv aerodynamisk overfor min bror. Lade ham, som luften, glide hurtigt forbi så han kunne finde noget andet at bruge al sin negative kraft på. Gøre mig smal og ikke yde modstand. Sådan var beskeden. Lade det passere uden at lade det fæstne sig. Og det må man jo sige at jeg ikke var særligt god til.

Her 30-40 år senere sidder det stadig benhårdt fast. Det jeg kan huske, forstås. Resten ved jeg faktisk ikke om jeg har lyst til at huske. Jeg er faktisk helt sikker på at rådet om at være aerodynamisk var ganske velment, men ikke desto mindre er det en af de mest skadelige ting jeg kunne have lært. For i det råd lå jo netop osse indlæringen om at det der skete var ingenting – og da slet ikke noget der var værd at gøre så mange ophævelser over. Lad som ingenting, så går det over af sig selv. Lad være med at gøre sig selv til et sjovt offer så finder han sikkert noget andet at gå op i – som er sjovere.

Sådan skaber man et tavst barn. Og en tavs voksen. En uden ordentlig selvværdsfølelse.

En der finder sig i nærmest hvad som helst uden at gøre andet end at håbe at ting går væk af sig selv. I hvert fald når det er svære ting og ting der gør ondt. En der ikke viser smerte, sorg og følelser. En kold iagttager af livet. En kyniker. Jeg kan genkende mig selv i det hele og det i noget større mængder end jeg faktisk bryder mig om at tænke på.

Jeg har vist lært noget forkert dér. Men hvor er det svært at af-lære det igen.

Problemet er jo at den proces betyder en kontakt med alle de ting – jeg skal føle smerten og alt det andet. Jeg skal reagere på den. Jeg skal .. igen igen … lære at græde. Jo, jeg ved efterhånden godt at det er vigtigt men det betyder jo ikke at jeg bare kan, vel? Det værste er at det er lige præcis den her strategi jeg søger tilbage til når livet bliver svært. Aerodynamik.

Når det er svært på arbejde gør jeg mig usynlig og umærkelig og så håber jeg at det mobberi, der reelt foregår i øjeblikket holder op af sig selv. Jeg siger ikke fra. Og jeg sladrer i hvert fald ikke til de “voksne” – det vil jo så i det her tilfælde sige chefen. Nix – aldrig. For så sker der jo en masse forfærdelige ting; det har jeg jo selv lært.

Barndommens overlevelsesstrategi var forkert, for den sikrede kun overlevelse ikke liv. Og den gjorde mig til et nemt offer, for et tavst offer er et offer man kan vende tilbage til igen og igen og igen. Historien taler vist sit alt for tydelige sprog her. Hvad jeg slet ikke kan fatte i dag er hvordan pokker man kan sige til et lille barn.. eller bare et barn… lad som ingenting så går det over?!? Osse når de så grænseoverskridende handlinger fra min bror (der altså var en næsten voksen mand på det tidspunkt) rettet mod mig.

Bliv aerodynamisk så glider det hurtigere forbi.

Lige præcis derfor har jeg så svært ved at arbejde med de her ting, rent følelsesmæssigt, for jeg har lært at det bare skal passere forbi. Uanset om det var sexuelle overgreb, vold eller som nu mobningen. Den gamle strategi sidder alt for godt fast. Og jeg har en psykolog, der er ret insisterende på at det her – det er noget, som skal aflæres og hun prøver alle mulige og sikkert osse et par umulige veje for at nå det mål.

Det er ganske lidelsesfuldt.

Til sidst en lille opfordring til jer der læser med her… jeg har smaddersvært ved at finde de her ord og sætte dem sammen. Kunne I hjælpe mig med at komme med jeres tanker om det – om det at sige til børn at de skal blive aerodynamiske. Hjælp mig lidt på vej her… find de ord til mig som jeg mangler så hårdt.

Dualboot på flere planer

Har siddet med en rigtig modbydelig og konkret opgave i dag. Sagen er at vi har en gammel og temmelig crashed netbook (en af de der præ-ipad eeepc netbooks) med en næsten lige så gammel windows xp og linux på. Nu lød opgaven fra kæresten; fix den for den skal bruges som gave til et barn, der vi skal holde ferie. Ikke at jeg helt forstår hvad et barn kan bruge en 4-5 år gammel computer til, men det skal jeg nok heller ikke forstå. Men fixes, det skal den altså. Og da der er ved at være bund i weekenderne til vi skal afsted på ferie måtte det jo næsten blive i dag. For i går gad jeg faktisk ikke.

Helt ærligt så er det noget af det mest drilske jeg nogensinde har været udsat for. Øv, pis, lort og patter.. for det var selve opstarten der var røget sammen med hele linuxdelen. Windows lykkedes det mig kun at starte én gang og så var det lissom osse slut, og jeg sad atter med en lille pc der bare viste en fin sort skærm og en enkelt blinkende markør øverst i venstre hjørne. Og så er det jo man river sig lidt i håret (altså det jeg ikke har) og spekulerer på hvordan man skal google sig til løsningen, når der ikke står så meget som et enkelt lille tegn eller bogstav man kan søge på. Det ville mulighvis (!?!) være så let som at klø sig i måsen at lave den da jeg jo har den medfølgende windows cd – men det lille møgdyr har jo ikke et cd drev!

Gider ikke gå i detaljer – men den kører nu! Fin, frisk og nærmest nyduftende og med dualboot til windows og linux.

Der er rigtigt meget ventetid mens man laver sådan noget hvor man bare sidder og glor på en maskine, der arbejder (eller i det mindste ser ud som om den arbejder) og så kunne jeg jo passende sende tankerne i de andre presserende retninger.

Hvad var det lige der foregik i torsdags hos psykologen. Hvad er der med den der sociale arv. Jeg ved jo godt at jeg er ramt af den, men har egentlig aldrig forstået mekanismen i den. Det gør jeg heller ikke i dag, men jeg forstår nok lidt mere af den. Og det sære er, at vi egentlig ikke talte særligt meget om det – ikke direkte i hvert fald – men hun stak mig en lille tegning (en grafisk fremstilling af noget med børn og voksne) og prøvede ihærdigt at fortælle mig hvad den forestillede. Og jeg fattede absolut ingenting og kunne bare mærke at jeg følte en dyb modstand mod den. Men den sidder fast alligevel og nu fortæller den mig så andre ting og det er vel osse godt nok at ting virker på flere planer.

Jeg har ikke været helt skarp på at der er forskel på fortrængte oplevelser og fortrængte følelser, og det er som om det er blevet vigtigere at skelne mellem de to. Men helt ærligt, føles det lidt som om hun (altså psykologen) peger på en brød-dej der står til hævning og siger.. skil den lige ad: “En skål til mel, en kande til mælk og gæren skal derover og så kan du lægge saltet i hjørnet”. Det er altså svært. (og betydeligt sværere end at fixe en defekt grub (gnu bootloader) på en netbook – ordene har altså en fin imponatoreffekt her).

Og det er vist følelserne der skal tages fat i nu. Og hvorfor de er endt som godt nedlukkede og nærmest lidt forbudte. Så forbudte at jeg her, nærmest 40 år senere stadig ikke kan finde ud af at føle dem, kun tænke dem. Det er en ret solid indlæring og prægning, der har fundet sted der. At tavshed er nødvendig for at overleve. At følelsesløshed er en strategi og at kontaktløshed til voksne var et faktum og en realitet, der bare skulle accepteres. Det er svært at føle svigtet – men ikke svært at beskrive det.

Der må være en forudsætning for det svigt. Der må være et eller andet der gjorde det muligt for min bror at fortsætte overgrebene mod mig. Der må være noget der gjorde at han bare vidste at det ville jeg ikke fortælle om. Der må ligge noget – et eller andet – før overgrebene, for hvordan kunne han ellers være sikker på at lille-pigen ville kunne skjule hvad der virkelig skete bag døren. Eller var han bare heldig da han valgte sin “legekammerat”.

Jeg tror jeg lavede et kammer af en slags – til følelser, der skulle rummes og oplevelser der ikke måtte komme ud eller stikke af fra mig – til følelser jeg instinktivt vidste ikke kunne rummes af andre. Og dét kammer er altså blevet ganske vanskeligt at stikke hul på, og jeg kan mærke at jeg kører de samme mekanismer den dag i dag. Spekulerer rigtigt meget over hvad jeg kan fortælle… for jeg tror ikke på at nogen magter at lytte. Magter at tage sig af sig selv og af mig mens de gør det. Dérfor, bla, er jeg tåreløs.

Og sådan har det vist været – længe.

Forvirret på et højere niveau

Det er sådan ca jeg har det – klogere på visse ting men osse lidt forvirret. Altså efter besøget hos psykologen, hvor der naturligvis blev talt en del om det der med at formulere “breve” til dem der helt politisk korrekt hedder “krænkerne” og i mine tanker slet og ret bliver kaldt psykopaterne. Min bror og en mand der sidder derude og med sig selv ved at han var meget tæt på at smadre et liv. Måske tror han faktisk han gjorde det. Måske ved han at det gjorde han ikke alligevel. Det sidste ved jeg jo ret beset ikke meget om. Altså om hvad han ved og ikke ved. Fred være med det. For nu.

Jeg forsøgte i går at sætte ord på hvorfor pokker det med breve og tilsvarende er så forbandet svært for mig og så fik jeg en forklaring som jeg vist ikke har fået før. Ikke så deltaljeret og slet ikke så teoretisk. Det er muligvis ikke en fordel at jeg får serveret teorierne men jeg har det bedst med at forstå, eller i det mindste prøve at forstå. Og det kan sagtens være at jeg ikke lige forstår når jeg sidder overfor psykologen, men så kommer det som regel nogle dage efter, hvor jeg har fået lov til at futte lidt rundt i eftertænksomhedens land.

I går stiftede jeg bekendtskab med nye begreber og forvirringen er nærmest total. Jeg lærte lidt om indre og ydre barn og om hvad det betød, og nu skal jeg vist bare hitte ud af hvor det er vigtigt i mit liv. Eller det vil sige det skal jeg jo ikke hitte ud af for det ved jeg godt – det er accepten der halter. Og den er vist desværre lidt en forudsætning for at jeg kan komme ud af hængedyndet jeg er i lige nu.

For det er som om jeg for mig selv benægter eller fornægter at det faktisk var mig alle de ting skete for. At jeg ikke fatter, når jeg ser på mig selv i dag, at det var mig der var den lille pige. Jeg tænker “jammen har jeg nogensinde været barn”, og naturligvis har jeg det. Naturligvis kan jeg huske at jeg har været det. Men det er ikke mig – det må være en anden. En anden der på mystisk vis osse er mig.

Jeg ved det jo godt. Jeg kan  huske det var mig. Men jeg kan næsten ikke hente følelserne frem, for det er farlige følelser som mit lettere kontrolfreakede sind helst ser presset ud og væk.

De breve og de følelser kommer vist til at handle om at få fat i det der lille barn og føle overgrebene igen, forladtheden, væmmelsen og overlevelsen gennem at gøre “tilpas” for som det er lige nu holder jeg vist en fin men ca 2 meter over kroppen distance til det hele. Og det er måske derfor jeg har kunnet fortælle her på bloggen så forholdsvist nøgternt om alle de ting der er sket. Eller det vil sige, det er jo ikke alle – men mange.

Jeg skal lære at holde op med at være nøgtern… måske følger det der med at græde, at være lille-pige-bange så osse med.

Der skal tænkes en del over det her – og jo mere jeg tænker jo længere kommer jeg jo reelt væk fra følelserne. Det er dælme flot.

Det lille barn er bange, er usikker.

Den voksne har angstanfald. Har PTSD. Det har jeg efterhånden styr på, men jeg har da vist overset at den der lille pige osse er mig, og at få rigtig kontakt med det.

Lærte osse lidt – indirekte – om den der forbandede sociale arv. Om at gentage mønstre og blev evigt taknemmelig for at jeg ikke fik børn. Til gengæld må man jo sige at jeg gentog et ganske andet mønster da jeg skiftede den ene psykopat ud med den næste.

Jo, der er lidt at tænke over.. men ville nok hellere føle det. Den går bare ikke, men måske kan det læres.

Heldigvis stoler jeg på hende der psykologen, og ved at hun nok skal støtte mig undervejs mens jeg famlende søger efter det der lille barn. Mens jeg prøver at få styr på mine yderst blandede følelser omkring resten af familien, der ikke gjorde noget for at se eller at stoppe overgrebene. Der overså alle de signaler der må have været. Forbander tavsheden og beskyttelsen af min bror i forhold til resten af familien. Dybest set forstår jeg ikke hvordan det kunne ske – hvordan det kunne komme så langt. Forstår ikke at ingen opfattede at der var noget helt galt med det her barn. Den lille vrede er der men jeg pakker den mesterligt ind hele tiden. Vrede er farlig og bliver straffet. Tårer er ydmygende og bliver latterligjort. Jo, alle mønstrene sidder dybt i mig, men jeg kan ikke dem. De er som en drilsk fisk der lige nøjagtigt hele tiden undviger det lille runde fisknet. Jeg kan ikke fange dem ind – kun se på dem. Nøgternt. Følelsesfattigt.

… jeg gider ikke læse korrektur på det her.. det er med garanti lige så forvirrende at læse som det var at skrive det..eller totalt intetsigende.

Hilsen fra tænkeboksen

Det er sært med det sidste indlæg jeg skrev (det fra i går). Egentlig er teksten forholdsvis simpel, den var ikke særligt gennemarbejdet på skrift, men godt og vel overvejet. Men svarene jeg fik rørte mig meget mere end jeg troede muligt. Er dybt taknemmelig for at der sidder mennesker derude som bare bliver ved med at støtte mig i det her opgør med fortiden. Og med nutiden. Og til fremtiden. Det er da berørende på bedste vis.

Og det har jeg så gået og spekuleret som en gal over i dag på arbejde. Robotten har kørt som den skulle og uden fejl – magtede ovenikøbet en lille bitte ekstraopgave – men tankerne har ærligt talt været et helt andet sted og kun fokuseret på arbejde når maskinerne blev lidt for “farlige” som det kaldes i forbindelse med trekantmærket medicin.

For hvordan skriver man sådanne breve til mennesker man faktisk ikke ønsker kontakt med. Starter man med “kære”? Slutter med “med venlig hilsen”. Aj, helt ærligt. Men bare dette lille formaliaspørgsmålstegn er den første hurdle jeg skal overvinde, for på sin egen skæve vis føles det usædvanligt kunstigt at skrive sådan noget. Men kan det rykke bare en cm på mine streger i sandet vil det være forsøget værd. Så meget har jeg forstået. men hvordan faen kommer man i gang?

Skal jeg sætte mig og skrive om de ting som min bror burde kunne huske? Eller de ting jeg ved han har fortrængt. Skal jeg minde ham om at det faktisk var forbudt – som i rigtigt meget forbudt – det han gjorde? Eller skal jeg begynde at rulle det op hvad det har gjort ved mig?

Og midt i alle disse sære tanker slår kryds-tanken ned i mig. Tænk hvis min bror skrev et brev til mig – om hans oplevelser? Hvordan mon det ville se ud? Ville der være en forklaring, en undskyldning, en udskældning eller bare en konstatering af at jeg ikke var noget særligt værd, og derfor kunne bruges som en spændende (varmere) udgave af lolitadukke med 3 passende huller. Mon jeg ville finde ud af hvad der driver en mand til den slags handlinger – mod et barn? Jeg ser på mine kolleger og venner med børn og tænker – hvad mon de ville tænke hvis det var deres barn – eller børn. Hvordan ville de komme videre. Kan nogen overhovedet forestille sig det – og tør man?

Så nu er der stop på tankerne igen, for de kører i flere spor. 4 faktisk. For de samme tanker gør sig jo i høj grad gældende for “overfaldsmanden”. Hvad drev ham til den psykopatiske handling. Sociopati eller psykopati? Dårlig barndom? Eller var det bare simpelt vanvid i et voldsorgie, der blev værre end planlagt? Var det mon overhovedet planlagt? Det hele? Var han koldblodig i sit valg handlinger – eller alt for “varmblodig” og i følelsernes vold?

Hvad skete der egentlig den der aften? Og hvad skete der mon da jeg var væk, besvimet af en sær blanding af chok og små-fatalt blodtab? Jeg aner det ikke, bortset fra et langt-langt væk minde om lyden af foldbold. Så han fodbold på min sofa? Holdt pause? Mens jeg var væk? Det virker enten meget kynisk eller meget selv-chokeret.

Jo, tanker er der sørme nok af. De skal bare ud på ord og skrift og tale. Men at få struktur på dem føles næsten så overvældende som at begynde at skrive en roman uden at kende struktur og persontegning på forhånd.