Biologiske tilfældigheder

Ugen har budt på sine udfordringer. Det må jeg indrømme. Det der grimme hold i ryggen, der har holdt mig hjemme i et par dage driller endnu. Det gør ondt at sidde, det gør ondt at rejse sig, det gør ondt at gå og det gør ondt at sætte sig igen. Gider overhovedet ikke detaljere hvor ondt det gør at være på arbejde. Der er ingen tvivl om at dette er arbejdsrelateret og det har sendt mig på en nysgerrig dykketur ned i arbejdsmiljøreglerne. Der har vi vist osse et lille-bitte problem (ironi kan forekomme).

Men nu har jeg skubbet min alt for magelige højryggede og armlænsudstyrede læderkontorstol med min stokke stol, der oftest er sammenklappet og bor under en reol. Men den er bare bedre når ryggen er dum – for den tvinger ryggen til at arbejde og ikke bare falde sammen. Problemet med den er – at jeg faktisk får ondt i ryggen af den – når jeg ikke har problemer med ryggen i øvrigt. Derfor er det dyre møbel oftest pakket sammen.

Men at hænge foran computeren har altså en vis begrænsning i øjeblikket hvad angår tid.

Og så har jeg været en tur omkring psykologen i torsdags. Det gjorde faktisk osse ondt. Osse da jeg skulle rejse mig fra stolen. Men ikke så meget det.

Hun prøvede at booste min selvtillid og selvfølelse mht min “lille sag med arbejdsgiveren”. Det virkede og hun vidste ganske givet at det var nødvendigt inden vi kunne dykke ned i traumerne igen. At få ro på bagsmækken, så at sige. Hele den situation er naturligvis ganske interessant og konfliktfyldt, men jeg er sikker på at jeg har esser nok i baghånden til at klare udfordringerne i de rækkefølger de viser sig i. Men det er godt at blive mindet om at jeg er stærk nok nu til at bokse med de store drenge.

Hun prøvede at minde mig om at min måde at håndtere min baggrund og min familie var et tegn på styrke og at jeg var kommet meget langt i mit lange forløb med hende.

Det er så absolut nødvendigt at jeg får familierelationerne lagt derhen hvor jeg kan have med det at gøre. Jeg har ved en tidligere lejlighed fortalt at jeg rent faktisk har søstre. Dengang, dvs for ca et år siden, mente jeg at jeg godt ville have kontakt med dem igen. Det har ændret sig en del til i dag. Jeg ønsker ingen kontakt. Den ene søster så jeg kortvarigt sidste jul, og det eneste hun sagde udover et stift goddag var “din hund er grim”. Ikke at det gør mig ked af det at hun mener jeg har en grim hund, men jeg fandt det nærmest komisk at det var dét hun valgte at sige ved første møde i 9½ år. Uheldigt ordvalg. Mildest talt. I sommer så jeg hende så tilfældigt igen. Vi var lige kommet tilbage fra sommerhuset og jeg luskede over i den lokale (og bestemt ikke så lille) kvickly for at købe en enkelt liter mælk, så konen ku få sin kop kaffe. (hun drikker ikke caffe latte men latte caffe!), stiller mig i kø for at betale og ser mig lidt omkring. Så hører jeg min søsters stemme – hun står lige bag mig. Og jeg har kigget direkte på hende, uden at kunne genkende hende igen. Det var først stemmen der afslørede hendes tilstedeværelse. Min egen søster. Der var ingen genkendelse på hende visuelt overhovedet. Et ligegyldigt menneske som alle de andre. Hun lirer et nyt stift goddag af hvilket jeg besvarer og vender ryggen til igen. Betaler og går uden at se mig tilbage.

Nej, jeg ønsker ikke længere kontakt. Det bliver stadig mere tydeligt for mig at når mine forældre ikke er mere, så er jeg ikke længere udstyret med familie i blodsforstand – kun i den tilgiftede udgave. Og det er mit tilfælde slet ikke noget dumt bytte.

Da vi var i sommerhus besøgte vi min onkel og tante (der i øvrigt havde glædet os ved at starte bilen og komme over i sommerhuset da de hørte vi var blevet gift og deltog med alle tegn på glæde og tilfredshed i vores “fest”) og dér blev min anden søster omtalt ved navn. Jeg lyttede lidt distraheret og spurgte “hvem?” Min tante svarede “din søster…” og helt uden at tænke over det svarede jeg bare.. jeg har ingen søstre.. jeg har biologiske tilfældigheder. Tavsheden blev skive-skærbar henover bordet. Tante blev lidt chokeret over mit svar, men ville blive endnu mere chokeret hvis jeg havde fortalt hende at hun spillede en rolle i mit endelige opgør med mine søstre. At hun blev nævnt med navn som én af dem man bestemt ikke kunne udsætte for synet af to kvinder, der var andet end veninder og at “jeg ikke skulle komme slæbende med kæresten til familiefester” for det ville være synd for børn og gamle og så … tanten. At en af betingelserne for et fortsat samvær med søstrene var at jeg lod kæresten blive hjemme når der var et eller andet familie tam-tam. En betingelse jeg naturligvis ikke kunne opfylde. Hverken dengang eller nu.

Og her havde selvsamme tante faktisk to dage tidligere siddet og smilet og guffet vores bryllupskage. Dybest set tror jeg ikke hun bryder sig om tanken om bøsser og lesbiske, men jeg tror, at der er noget hun bryder sig mindre om. Roderi. Og det har ærligt talt været noget rod at vi har været sammen i 10 år uden at få styr på papirerne. Accepten af os er der, men er ikke overstrømmende. Men glæden over at vi får orden på tingene er større. Jeg sagde i øvrigt ikke mere men lod dem fortsætte snakken om den der søster. En snak jeg af gode grunde ikke havde noget yderligere at bidrage til.

Jeg tror at jeg i lang tid (som i mange år) har plejet et lille ønske om at komme tilbage i familien (minus min bror), men i det sidste års tid er der blevet rykket rundt på tingene. Nu er ønsket erstattet af et ønske om ikke at komme tilbage. Om ikke at blive opsøgt eller kontaktet. Et ønske jeg næsten er sikker på bliver opfyldt. Jeg har ikke haft brug for dem længe, det har blot været vanetænkning at familier naturligvis kan og bør føres sammen igen. Men hvorfor skulle de? Der er ingen facitliste her, ingen sikker løsning der er den rigtige. De er alle rigtige, hvis de er rigtige for mig. Men for min psykolog er facit ikke interessant, men processen derhen. Deri ligger både en erkendelse, en accept og en handlingsplan. Og en styrke i at jeg faktisk kan udtrykke hvad jeg ønsker og behøver. Vi talte om mine søstre… men det hele handlede om noget andet osse. Det så hun sikkert i torsdags. Det så jeg først dagen efter.

De ekstra RAM er i øvrigt ankommet og allerede smidt i min computer – og nu er det en ren leg at arbejde med billeder. Den tygger på de mange jpegs på notime og henter bunkevis af billeder ind lige så hurtigt som jeg vælger dem. Det er da herligt. Så her er lidt flere fra min ungarske ferie. Nu er det sjovt igen. Før var det bare ventetid lige så snart jeg bad den starte iphoto..

Billederne stammer fra et besøg i en privat køkkenhave som vi fik lov til at gå på rov i. Pluk alt hvad I vil.. spis hvad I har lyst til.. smag på det hele.. Der var ferskentræer (sådan en 10-15 stykker af dem), flere forskellige blommetræer og i mange eksemplarer, pæretræer ad libitum og hindbærbuske der bar som stod de i selveste paradis.. dem var min nevø og jeg mere end almindeligt glade for. Køkkenhaven er min svigerindes forældres. Den holder 4-5 familier med frugt og grønt og forældrene bruger vist ret meget tid på at holde den i denne frugtbare stand. Men det virker altså lidt overvældende på sådan et par lejlighedsmennesker som os, der kun lige har lidt krydderurter og en enkelt tomatplante i hjørnet på altanen.

Men først en lille intro til de særlige jordbundsforhold. Det er ikke jord – det er sand! Og jeg fatter ikke hvordan pokker nogen kan få noget som helst – og i de mængder – til at gro på det. I det hedder det vist, men når man sparker lidt til det forekommer “gro på det” som en rettere betegnelse.

Der er lige blevet vandet og sandet bliver kun vådt i overfladen og bliver til sådan nogle sære mudderskaller i løbet af få minutter.

Vin skal der naturligvis være i en køkkenhave størrelse XL. Og sand. Masser af sand.

Drivhuset (ca 20×65 m). Til højre er der peberfrugter og chili.. i Ungarn bliver det hele dog kaldt paprika, men så vidt jeg kunne se var der mange forskellige sorter… og rigtig mange af de der aflange, gule vi kender som ungarske peberfrugter. Til venstre to-tre rækker tomater. Og bag dem nogle rækker med kål. Og sand. Masser af sand.

Et lille sjovt skud fra et springvand i byen.. troede det var uskarpt så jeg kiggede ikke nærmere på det. Men det viste sig at være ok, da jeg kiggede billeder igen.

Jeg har jo giftet mig til et nyt navn. Dét har osse stor betydning for mig. Det talte vi osse om hos psykologen. Det signalerer mit opgør med familien. Jeg tror ikke helt jeg kan følge betydningen der, og os spekulerer lidt over om min psykolog har en skjult trang til numerologi. Men det er vigtigt, siger hun. Jeg håber at den erkendelse osse kommer til mig en dag. For mit bytte var egentlig næret af to ting. En måde – og på rimelig vis – at slippe af med mit gamle navn og dermed gamle spor. Og at jeg ikke følte mig så knyttet til min egen familie mere. Men det er meget mere end det – siger psykologen. Vi må se.

Krashh bom

Som Ellen og sikkert flere bemærkede var det vist tydeligt at der var overskud på den mentale konto i sidste uge. Jo, det kan ikke nægtes. Og det findes skam endnu. Bare rolig. 

Men kæft, en landing jeg har fået mig. Tilbage til realiteternes barske verden, tilbage til traumernes træskodans gennem mit indre. Hende der sexologen kan altså stille alle de rigtige spørgsmål. Alle dem jeg bare helst ikke vil svare på. De direkte, der ryster og chokerer. Hun trak mig rundt i detaljerne i det gamle overfald. I historikken senere. Og trak alle trådene op til min nutidige situation. I de dele af mit liv, der gør allermest ondt og hvor jeg ikke længere kan lade som om noget som hest. Ren rå mig. Og det er sgutte behageligt. Om latterliggørelse, om angst og frygt, om manglende kontakt mellem hjerne, krop og underliv. Overliv, yderliv og underliv – det hænger bare ikke sammen i min verden. Om sårbehandling, ardannelse og masser af blod. 

Det er mig ufatteligt at jeg kørte derfra, og det burde jeg ikke have gjort. Men hjem skulle jeg – og hjem kom jeg. Men med stærke farvel-og-tak tanker i knolden. Det var sort og det var aldeles uden håb. Tomt. Selvom hun har et noget barskere forhold til sine tidsplaner end min psykolog var det tydeligt at hun slet, slet ikke brød sig om at sende mig ud af døren i den tilstand. 

(pis, lort, pik og patter!)

Men der er osse flyttet et par brikker, og det er jo dét jeg skal arbejde videre på. Det vi skal arbejde videre på. Og helst uden den slags rysteture hjem. Helst uden at gå i to døgn (indtil videre) og stort set ikke være rigtigt til stede. Stort set uden at kunne spise noget. Bare sort-sort. Konen er så sød ved mig og får mig langsomt lirket op… hun kan godt mærke at den her – den gjorde ondt. Og ved osse godt hvad det betyder når jeg meddeler at hun skal med næste gang. Det må hun så prøve at få fri til. Jeg behøver stadig hjælp. Meget. Først og fremmest fra hende, men osse fra mine tålmodige venner der nu ser på endnu en nedtur…  håber de er der på den anden side. Igen. Jeg behøver hjælp. Mere hjælp. 

Jeg vil allerhest gemme mig i dagevis lige nu. Rend mig verden.. kom igen en anden dag. Desværre går den ikke, for vi får gæster i aften, der forventer overskuds-mig som værtinde. Og jeg magter det bare ikke. Men maden er sådan set klar så mon ikke det går, selvom jeg er rigtig, rigtig ked af det hele. 

På mandag skal jeg tale medicin med min læge – der bliver sikkert noget at snakke om. 

På tirsdag skal jeg endnu en tur i bryst-sandwich maskinen. Den tanke huer mig bestemt heller ikke. Forstår ikke helt hvorfor de har indkaldt mig igen. Synes ikke der er gået så lang tid siden sidst. 

Prøver at svinge mig op til at fortælle om honningfestivallen i Ungarn. Men det kan jeg ikke – her er billederne med kommentarer. 

Halvdelen af udvalget af honning… de store glas (1 kg) i baggrunden koster ca 50 kr, de små forrest ca 12 kr. Vi købte temmelig meget honning i den butik – tror faktisk vi var dagens største kunde. Standen tilhører den lille honning specialbutik i byen som vi normalt handler ind hos. Damen bag disken sagde, da hun så os – nå skal honningen nu ud at rejse igen?

Hende her forfulgte jeg rundt på markedspladsen. Jeg tror ikke hun observerede at mit kamera klæbede til hende – fordi hun var så interessant en personage. Her lykkedes det mig endda at få fokus lige hvor jeg ville den – på hendes lillebitte teacup chihuahua, der var den eneste der ikke bevægede sig i dette splitsekund.

Klik med præcis timing. Sæbeboble-klovner på pladsen som lærte børnene at lave store bobler. (tror jeg skød 200 billeder her – blot for at få dette ene!)

På ungarsk hedder de her “storkegængere”. Styltegængere ville vi nok kalde dem. Der gemmer sig en ekstra hest bag ham i den røde. Børnene elskede det her gadeteater højt og de var ganske imponerede af deres springen rundt på stylterne. Og ham med trommen prøvede at få kontakt med mig hvilket fik mig til at flygte – for jeg har ikke lyst til at blive midtpunkt i en ungarsk børnefestival.

Festivalpladsen blev overfløjet af to bi-planer. Ca hvert 20. minut. Men de banditter i luften kunne ikke holde sig til at ramme den den samme bane, så jeg endte med at stå og spejde i forkerte retninger hele tiden. Og måtte nøjes med dette ene billede. (det er dælme svært at finde ud af hvor flyene kommer og hvor de kommer fra når de dybe lyde af de mange-cylindrede motorer bliver kastet rundt mellem husene).

Med Ungarn i bakspejlet

Vi forlod vores ungarske familie en tidlig morgen kl 4. Bilen havde vi pakket aftenen før for ikke at støje alt for meget – alt for tidligt. Svigerinden stod op for at åbne porten og sende os afsted.

Det var som altid vemodigt at køre ud af den indkørsel. Men ikke helt så vemodigt som det har været tidligere, da vi forventer at familien er intakt til næste gang vi kører ind. Sådan har det bestemt ikke været før, hvor alle farvel virkelig var sagt og ment som farvel og ethvert besøg kunne være det sidste.

Vi passerer Donau 4-5 gange i løbet af turen. Det kommer hver gang bag på mig at en enkelt flod kan passeres så mange gange på en forholdsvis lige strækning.

Men broerne over er arkitektoniske kunstværker og jeg prøver ihærdigt at fotografere dem hver gang.

Vi kørte fra Ungarn på deres nationaldag. Og havde fået skrappe ordrer på at nu var det ekstra vigtigt at undgå Budapest. Jow tak. Vi gør hvad vi kan. Hver gang. Nu har vi kørt turen tilpas mange gange at vi ved hvad vi skal holde øje med. Både ud og hjem.

Vi havde på forhånd forsøgt at booke vores lille sted i Wiesent. Men desværre var der helt booket den aften/nat vi havde brug for overnatning, så det måtte vi droppe og i gang med expedia for at finde et nyt sted at overnatte. Og nu blev det et helt fast krav, at vi dælme ville have noget med internetadgang på WIFI. Alle deres tyske kanaler gider vi ikke og dermed osse aldeles ligeglade med om der er fancy tv på værelserne. Bare der er internet. Basta. Og morgenmad. Naturligvis.

Vi kiggede på et kort og satte fingeren på den del af tyskland vi forventede at ramme når trætheden formodedes at indfinde sig og fandt hurtigt et lille udyrt hotel/gasthaus 5-6 km syd for motorvejen. Og de havde net. Og morgenmad. Og så ret ok ud. For 62 euro.

På det lille tyske hotel var der indrettet ganske særligt. Det var bayersk – og så var det Ikea. Og min sengelampe var vist helt fejlplaceret. Eller i hvert fald lyskilden i den.

Den havde vi en del fniseri af. Jeg lod den være tændt en stund for at finde ud af om den mon skiftede farve med tiden, det gjorde den ikke, den blev blot lidt lysere lilla. Sært valg. Men vi kunne lide stedet og besluttede at det ville komme på vores faste liste over overnatninger i sydtyskland. Det hjalp lidt på det at værten faktisk var i stand til at tale engelsk, hvilket letter det hele en smule, når det tyske er gemt så langt væk væk i baghjernen som det er hos os.

En af anmelderne på expedia brokkede sig dog en smule over at der ikke var gardiner. Det valgte vi at se bort fra da vi bestilte og tænkte, at det er der sikkert en god grund til – og at vi i øvrigt ville være så trætte at vi kunne sove i dagslys, hvis det endelig kom til det. Hæ, der var faktisk ingen gardiner – der var Rulle-skodder. Og “snoren” man skulle trække i for at få dem for vinduerne var gemt vældigt effektivt. Mere end 10 cm til højre for vinduet. Men det havde den geniale anmelder ikke selv fundet ud af. Ok, det er lidt snyd. For vi er vant til dem fra Ungarn hvor de hænger udvendigt på langt de fleste huse. Kønne er de ikke – men de virker.

Da vi fik talt lidt med værten fandt vi ud af, at det faktisk er lidt af et gourmet-sted. Altså hvad angår den mad der bliver serveret i den tilhørende restaurant (der desværre var lukket denne aften). Det gjorde os lidt nysgerrige og vi søgte oplysningerne på nettet og fik det bekræftet. Vi fandt osse ud af hvorfor det er så ikea-agtigt. Manden er gift med en finne.

Det forklarede dog ikke blandingen af pornolys og “alt optaget lampen” på vores værelse.

Duehale. Sådan en har jeg aldrig set før, og blev ganske forvirret over hvad det var jeg så at jeg glemte alt om hvordan sådanne skabelser skal fotograferes. Og inden jeg havde fået fundet den viden frem igen var den væk. Det er en sværmer/sommerfugl af en slags, der bevæger sig fuldstændigt som en kolibri. Den flytter sig vanvittigt hurtigt fra blomst til blomst og står så stille lige over den mens den sætter næbbet (som viste sig at være en snabel, da vi fik googlet det for os ukendte flyvende væsen) ned i blomsterne. Den var vi ret optagede af så længe det varede. Billedet er taget ved hotellets koi-bassin – i deres fantastiske lille gårdhave.

Mad måtte vi dog have, så vi opsøgte det lokale spisested og fik vores gode bayerske retter på store tallerkner. Jeg gik efter den klassiske Wienerschnitzel med pommes og konen var ude i noget eksperimenteren med noget ukendt ostegratinering. Portionens størrelse fejlede bestemt ikke noget, men jeg var lidt skuffet over at man blot havde vedlagt en enkelt citronskive samt en lille pose ketchup som eneste yderligere tilbehør. Heldigvis havde de forsynet os med en velvoksen og særdeles velsmagende forret i form af en skål salat, og ladet den stå da kødet kom på bordet. Bingo.. dressingen kunne passende bruges, og det smagte forrygende, selvom det nok ikke var hverken autentisk eller autoriseret. Restauranten ser ret tom ud, men gårdhaven var fuld. Derude måtte man nemlig ryge. Vi gad ikke sidde derude, da vi jo havde spottet at det var hvepseland, og vi var alt, alt for trætte til at bokse med de flyvende jetjagere.

 Så vi fik trak indenfor og lod de lokale være udenfor. Efterhånden trak andre gæster til. Tydeligvis osse ovre fra hotellet på den anden side af gaden.

En øl i gårdhaven på hotellet kunne vi dog få tryllet frem og vi nød aftenstemningen mellem blomsterne og bierne, mens vi fik prikket ruten ud for dagen derpå, og fik sendt besked til dem vi vi skulle stoppe hos i Fredericia på vej hjem. Ja, jeg ved godt at vi med hård hånd har afvist alle andre besøg på vejen, men her var vi nødt til at gøre en undtagelse. De havde nemlig vores bryllupsbilleder. Og dem ville vi rigtig gerne have fat i.

Det var dejligt at se dem igen, og vi fik snakket færdig om vores bryllup og de blev opdateret om hvordan tingene udviklede sig i dagene efter, og de ærgrede sig inderligt over at de ikke var vendt tilbage, selvom de faktisk havde været på Fyn i samme periode. De havde ikke fanget, at de havde været velkomne til at komme igen.

På vej hen over fyn havde jeg et par uger før lagt  mærke til denne bygning, der ligger syd for motorvejen mellem odense og middelfart. Jeg aner ikke hvad eller hvem der har bygget der, men det er dejligt at se at domicil sagtens kan være stort og flot uden at rage op og ødelægge landskabet. Den putter sig nærmest ned i landskabet. 

Udsigt til Storebælt. Nu er vi snart hjemme. Og her lagde jeg kameraet i tasken og indstillede mig på at det var dén ferie. Det var en god årgang. 

 

Så mange oplevelser. Så meget godt og spændende. Jeg blev gift. Jeg fik ny familie. Nyt navn. Det var én mig, der tog afsted over broen 3 uger tidligere… og en anden der kørte den modsatte vej. Det er en ret sær følelse. Jeg føler mig sært sikker i mig selv – og det er på en måde jeg aldrig har oplevet før. Ved jeg gør de rigtige ting. At jeg har valgt rigtigt i mit liv. Nu. Jeg er ligefrem begyndt at underholde tanken om at gå tydeligere frem (måske derfor der lige dukkede et lille billede af konen op her – ved en tidligere lejlighed).

Oplevelser, der ikke blev plads til her: Forunderligheder på tyske rastepladser, køkultur, sigøjnerkvindens angreb i Debrecen, lommetyven der gik forgæves, cikadesang og stjerneskudskig med konen den nat temperaturen ikke kom under 25 gr, killingen børnene kaldte “sko”, luftmadrassers særheder, loppeangreb, storke, bier, honningfestival (vidste I at de har 22 forskellige slags honning? Mindst?), tanker ved et gravsted, en gigantisk køkkenhave hvor vi måtte tage lige hvad vi ville og hvor ferskentræernes grene havde stok for at ikke at ramme jorden pga overvægt, storkegængere, lego, sand, der ikke kunne blive vådt og endelig tristheden og forundringerne i kælderen, da vi skulle kigge på mine afdøde svigerforældres ting og gemmer og som vi skulle gå igennem og prøve at vurdere om det var hhv. gemmes, sælges eller brændes.

Og om den kasse SH billeder vi har med hjem. Som vi må prøve at få sorteret i og sammenligne med huse, billeder på væggene, tøjstil for at få fundet ud hvad og hvem de forestiller. Kære venner – har I billeder liggende.. gode gammeldags billeder på papir. Skriv for faen på dem hvem der er med! NU. Min kone er 45 nu – og må pludselig erkende at hun er den eneste der kan huske noget. Hun er den “ældste”. Og det er hende der skal fylde erindringshullerne ud. Jeg kan ikke genkende personer, men har et godt blik for detaljer og kan finde motiver, der går igen og derfor kan sættes i “serie”.

Men nu er hverdagen her. Med arbejde, behandling (der skal fortsætte lidt endnu), vennerne og de gammelkendte omgivelser.

Og jeg er vist nødt til at lige at vende situationen på mit arbejde. Jeg er stadig ansat. Nogen må have hvisket dem i ørerne at det vist ikke er så smart at skaffe sig af med mig lige nu. Men jeg er begyndt at orientere mig lidt om alternative dagligdagsbeskæftigelsesmuligheder (fedt ord, ikk?). Men jeg truer ikke med at gå – jeg truer med at blive. Så længe som overhovedet muligt, mens jeg fundamenterer mit netværk dér. Jeg ved jeg ikke står alene. Jeg ved at jeg bare står forrest. Lige i skudlinjen, men fuld af mod på den sag der er i gang. Overenskomsten ligger på min telefon, og flere har fundet ud af at jeg kan den godt nok til at jeg kan svare på spørgsmål meget hurtigt, og dokumentere hvad jeg siger et par øjeblikke efter. Og jeg lytter når folk lufter løse løsningsforslag så vi kan komme videre med firmaet, for vi skal jo have lavet os en lokalaftale så der kan komme orden på sagerne.

Men firmaet ved nu at jeg er dén person fagforeningen betragter som deres “mand på stedet”. Og det er dælme specielt, når man ikke har den beskyttelse der følger med i at være valgt, men bare er selvvalgt. Selvudnævnt. Det kræver egentlig mere selvtillid end jeg har – men så lader jeg som om for resten.

Ledsaget udgang

En af de sidste aftener vi var i byen, var der lige inden solnedgang det mest fantastiske lys. Det var rødt, det var brændt og havde ca samme farve som de potter pottemageren tager ud af sin ovn. Det var vildt og smukt. Og værd at rende efter. Så jeg røg ud af døren uden at tænke på andet end mit kamera, et stativ og et ekstra batteri.

Og ikke meget andet. Ikke noget ID eller noget som helst. Det var en dum ide.

 

 

 

Jeg fik taget dette billede inden politiet fik fat i mig. Sådan en ukendt personage med kamera hørte ikke til der, og jeg mistænkte at den familie på aftentur jeg havde mødt på et gadehjørne havde fortalt dem at jeg da vist ikke hørte til, så de kom frem til mig. Kørte intimiderende tæt på mig og rullede vinduet ned og forsøgte sig først på ungarsk og så noget andet (rumænsk antager jeg) at spørge hvem pokker jeg var og hvor jeg kom fra – og formodentlig osse hvad jeg lavede der.

Jeg rystede bare på hovedet og vendte ryggen til dem. Jeg kan jo ikke ungarsk. Og i hvert fald ikke i et omfang, der gør det muligt at kommunikere med ordensmagten på betryggende vis.

Turiste! svarede jeg da de kom endnu tættere på. Og jeg pegede på mig selv…

KEINE TURISTEN… aha… de ku tysk. I hvert fald nok til at de fik mig gjort klart at der var KEINE TURISTE i deres lille by. Og at jeg dermed var på fremmed grund og burde forføje mig. At jeg stod på offentlig vej og fotograferede majsmarker lod ikke til at forstyrre dem nævneværdigt i antagelsen om at jeg var på forbudt område. (antager at de anså hele byen som deres territorie og havde lyst til at jage fremmede hunner ud – de virkede lidt alfahan-agtige, nemlig).

Jeg vendte om og luskede tilbage til huset. Nu var lyset jo forsvundet alligevel. Politibilen kørte 3-5 m bag mig hen ad vejen, og gjorde det ganske tydeligt at de agtede at holde smaddergodt øje med mig.

Imod mig kom en af naboerne i traktor og han vinkede automatisk til mig. Han havde jo ikke undgået at kunne observere den fremmede bil der blev bakket ind og ud af porten flere gange om dagen. Og vidste at jeg var Mr Zoltans gæst.

Han stoppede politibilen og har antagelig fortalt dem at det bare er en af de tossede danskere der var på besøg, og at de skam var fredelige nok, selvom den ene altid havde et kamera i hånden.

Jeg lukkede mig ind gemmen porten (der i øvrigt er videoovervåget og dermed en af byens sikreste indhegninger) mens de parlamenterede i baggrunden og jeg håbede at det, at jeg netop gik ind i dét hus (har de for faen da ikke set vores udenlandske bil inde bag det solide hegn) lukkede for yderligere debat.

Jeg var faktisk rystet. Rystet over at jeg ikke kunne få lov til at gå i byen alene. Rystet over politiet kunne smide mig væk fra offentlig vej. Og jeg var meget klar over hvor jeg satte fødderne, for grænsen mellem privat grund og offentlig vej er hårfin og ikke altid til at få øje på. Og jeg havde ikke fået lov til at gå ind nogen steder, så jeg holdt mig på vejen. Altså.

Mine værter var rystede! De ville vide hvem der havde stoppet mig. Ja, hvor pokker skulle jeg dog vide det fra. Det var politiet. I uniform. I en politibil. Og de talte ungarsk. Fed beskrivelse. Selv hvis de havde præsenteret sig havde jeg nok ikke opfattet hvad der var navne og hvad der var øvrige ungarske ukvemsgloser. Med mindre en af dem hed Zoltan. Hvilket er ganske sandsynligt for en stor del af de mandlige ungarere jeg har mødt på min vej har heddet netop… Zoltan.

Min nevø rasede rundt i haven over det. Råbte “De har vanæret min familie!”. Og slog på sagesløse buske med sit træsværd.

Svigerinden var forbløffet og fik fat i sin brors et eller andet der var chef for noget af politiet og fik dem meddelt at de havde en dansk gæst, der agtede at tage nogle fine billeder af byen. Og lægge dem på google earth. At det måtte hun altså godt.

Nevøen kom efter sit raserianfald hen til mig og sagde noget med stor overbevisning i stemmen (og et glas kold cola til mig i hånden). Da jeg fik det oversat viste det sig at han tilbød at gå med mig dagen efter. At han ville bevæbne sig med sit træsværd og slå på alle de politibiler vi mødte, at han ville tage mig op til “stationen” så vi sammen kunne skide på deres trappesten.

Det mente vi voksne dog var en skidt ide. Men jeg tog imod hans tilbud om at han kunne passe på mig på turen dagen efter. Uden sværd dog. Stetson-hatten var velkommen. Men sværdet måtte vi hellere lade blive hjemme. Og mon ikke det var en ide at klare toiletbesøget på det dertilindrettede i stedet.

Det hører nok med til den historie at min nevø var blevet sært glad for mig. Vi havde nemlig taget ham og søsteren med i badeland. Svogeren blev hjemme mens børnenes mor noget modvilligt fulgte med. Hun kunne nemlig ikke svømme og var aldeles ligeglad med at prøve det. Men skulle børnene afsted skulle hun med. For børnene ser altså ikke os som de store autoriteter og badeland er sjovt – men osse lidt risikabelt i betragtning af at ingen af børnene kunne svømme – og i øvrigt aldrig havde befundet sig i vand der var mere end 60 cm dybt!

Min svoger blev ved med at fortælle mig at de altså ikke kunne svømme og var ret bekymret for om vi havde alle med hjem igen efter det besøg. Bare rolig. Det har vi.

Vi var i badelandet i 3 stive klokketimer og var stort set ikke ude af bassinerne i den periode. Og jeg var hele tiden lige i hælene på min nevø, der blev mere og mere modig med vandet. Selvom han ikke kunne svømme. Men han lærte dog at plaske lidt rundt i overfladen, og det var godt nok for mig. Måtte dog kvæle et skævt smil da han satte kursen ud på det dybe vand uden at opfatte at dér kunne han ikke længere bunde. Han stoppede med sin pladren rundt og forsøgte at sætte benene på bunden. Og gik til bunds som en betonklods. Lodret. Røg efter ham og fik ham hevet op og ind på det lidt lavere vand igen. Han fik sin forskrækkelse, og det var ikke helt uønsket fra min side. Han lærte to ting dér. Pkt 1 vand er ikke sjovt hvis man ikke kan bunde. Pkt 2, det er nu egentlig ret rart at hende den tossede dansker var i nærheden. Og derefter var vi uadskillelige og besteg flere vandrutsjebaner sammen. Han blev ret modig og ganske dygtig til sidst. Men lærte altså ikke at svømme – blot at træde lidt vande. Og holde sig for næsen når han ramte vandoverfladen i fuld fart. Jeg tør godt tage ham med ud i strandparkerne til sommer hvis de gør alvor af at komme herop.

Men altså… dagen efter gik vi vores tur. Vi mødte ingen dumme politifolk, kun venlige naboer der kiggede nysgerrigt på mig mens jeg fotograferede løs på deres omgivelser.

 

 

 

Dette billede er bedst hvis det klikkes lidt op i størrelse…

Kontrasterne er store og altid til stede

 

De er faktisk i gang med at udskifte de her åbne afløb med rør, og nej de er ikke kloakker, men rester fra dengang her var floddelta. Det tørrede ud da planøkonomien anlagde en dæmning ved Tisza.

Kristpalmen tæt på. Ricin. De bruger den til medicin viser det sig. Amerikansk olie hvis jeg husker rigtigt.

Kristpalme

Det er bare nogle udhuse… hvoraf et af dem ikke kunne holde til at få lagt tag på.. men holder det – så holder det.

For enden af vejen, gennem hullet i hækken. Del 2

Lige kommet indenfor på det “forbudte” område. Hvor vi havde fået lov til at gå lidt rundt.

Indgang til kartoffel- og roekælderen. Den daværende.

Personalebygninger fra børnehjemstiden.

Slottet – køkkenindgangen

Den store trappe ud mod parken

Personalebolig – landbrugsskolen

Trappen

Trappen. Bemærk at våbenskjoldet har været der men er væk. Det samme gælder vist uret.

På vej over til landbrugsskolen

Aflåst lade. Den er i brug endnu.

To konstruktioner, der må have tjent et formål af en slags. Vi kunne ikke regne ud hvad.

Slottets bagside. Bemærk de firkantede huller i græsset. De var 4-5 m dybe og der lå jernskrot dernede. Dem måtte vi helst ikke falde ned i.

Resterne af et lille svømmebassin til børnene. Her kom de søde børn ud som belønning.

En legeplads, hvor legeredskaberne er stjålet for mange år siden.

Landbrugsskolen

En af de få “åbne” døre. Her gik vi indenfor.

Indenfor i landbrugsskolen.

Sneg mig til at åbne et skab, det var tomt men stadig dekoreret med udklip fra UJSA Girls Magazin

Min nevø mener at vide at dette er en flyvende hund.

Et enkelt viljefast træ.

For enden af vejen, gennem hullet i hækken. Del 1

 

Jeg har siddet med en bunke billeder fra en ganske særlig oplevelse i “min lille ungarske landsby”. Og det har været svært at vælge ud hvad jeg ville vise frem, hvad jeg kunne vise frem og hvad der ville være seværdigt for andre, der ikke selv har oplevet hvad jeg har oplevet.

Så jeg deler det i to. Første del her med teksten, og så en del to der bliver en hel del mere billedtung. For det er en form for sindsstemning jeg vil prøve at formidle. Så må I selv vurdere om om I kan være med til det. Om jeg gør det godt nok.

Jeg har ved tidligere besøg bedt om at få vist ting, der ikke bare var turistfælder. At se ting, der var særlige for området, og et stykke af vejen har jeg fået min vilje. Men har manglet selve “hittet”. De sidste gange vi har været afsted har været stærkt præget af at vi skulle være sammen med og prioritere mine syge – og nu afdøde – svigerforældre. At dét var det vigtigste. I år var det anderledes og der blev sat tid af til at vise os rundt i almindelighederne og det eneste turistede vi stort set foretog os var en tur i badeland med ungerne (herom i et kommende indlæg).

Jeg havde på forhånd denne dag fået at vide at vi skulle ud og se en “ruin”. Og at vi bagefter skulle på rov i noget ydre families “køkkenhave” (str. ca et par tusind kvm).

Vi stillede bilen ved omtalte køkkenhave og begyndte at gå ud ad vejen væk fra byen. De andre pludrede løs og snakkede om brylluppet dagen før men jeg gik lidt i forvejen og gik ud fra at jeg ville se når vi skulle dreje fra vejen.  Så kunne jeg nemlig indsnuse luften, duftene og hygge mig med mit kamera i fred.

 

Jeg så bare ikke hvornår vi skulle dreje fra. For jeg havde ikke opfattet, at der ikke var en vej eller en sti ind til “ruinen”. Der var slet og ret et hul i hækken. Et hul, der var forsøgt dækket af noget gammelt trådhegn. Men min svigerinde er indviet, da hendes far har brugsret på nogle af bygningerne på området og har tilsynspligt på hegnet ud mod vejen. Eller hvad jeg nu skal kalde det her stykke sandede vej, der mest bliver benyttet af får, traktorer og hestevogne. Her kører man ikke i privatbiler for man kan ikke vende, og lidt længere ude bliver vejen ufremkommelig for ikke 4×4 køretøjer eller tilsvarende.

Jeg bliver kaldt tilbage og bedt om at bære en udpeget bund af en gammel europalleting sammen med min nevø. Den skal flyttes små hundrede meter. Hvad den skal bruges til bliver jeg dog ikke indviet i, men har efterhånden vænnet mig til at få informationer i små dryp, og svigerinden har åbenbart ikke ment at det var nødvendigt at jeg vidste noget om det hellige formål i bære-opgaven.

Nu går jeg bagerst. Og tager af gode grunde ingen billeder da kameraet er i sin taske igen.

Vi får udpeget et hul i hækken lidt oppe af en lille skrænt. Alt er grønt i grønt, så det er kun fordi vi får det peget ud, at vi ser at der er hul. Og synligt trådhegn. Pallen tjener, viser det sig, et dobbeltformål. Den bliver til en trappe op af skrænten og kanten af den trækker lige præcis det nederste stykke tråd 30 cm ned (hjulpet lidt på vej af et velanbragt søm som jeg har bandet lidt over da jeg bar). Svigerinden smyger sig kattesmidigt op over pallen og under det øverste tråd uden at bruge hænderne (hun har fine negle). Hun hjælper datteren op. Derefter kommer jeg, knapt så smidigt, men uden problemer, og med heftig brug af hænderne. Konen, der har lidt balance-halløj hjælper jeg op med en lidt speciel sprællemandsøvelse hvor jeg både holdt på hegn, palle og hende. Og så nevøen til sidst.

Og her er så et sjældent billede. I hvert fald her på bloggen.

Adgangsforholdene var nærmest forbryderiske, men vi kom ind uden at falde, uden at hænge fast eller komme til skade i øvrigt. Svigerinden råbte noget til sin søn og han trak “trappen” ind efter sig, så der ikke kom andre.

 

Tror man kan fornemme på billedet at det er en stejl lille skrænt. Og at hegnet er ganske velanbragt. Denne adgangsvej er bestemt kun for de på forhånd indviede.

Vi gik gennem 10-20 m vild og uplejet skovgrænse og stod så på stedet.

Ruinen viste sig at være et lille nyklassicistisk slot med tilhørende slotshave/-park. I Danmark ville vi nok betegne det som noget der er lidt mindre end en herregård og lidt større end en hovedgård. Det bliver kaldt slottet, så det gør jeg så osse her. Det var opført af en adelsmand omkring 1840, så vidt jeg kunne forstå på de oversatte beretninger fra svigerinden. Om det har sin rigtighed aner jeg ikke, for stedet har ikke nogen væsentlig omtale på nettet. Så jeg kan ikke efterkontrollere mine oplysninger.

Adelsmanden havde store jordbesiddelser og han importerede store mængder arbejdere for at få det til at løbe rundt. Han hentede folk i Ukraine, Slovakiet, Østrig, Transsylvanien, Rumænien mm. Området omkring slottet blev dermed grundlagt på baggrund af en sjælden (for området) etnisk blanding i befolkningen. Desværre var det mildest talt ikke de mest veluddannede, der blev hentet. Snarere tværtimod. Det var de fattigste fra de omkringliggende lande der fik mulighed til at bosætte sig omkring slottet mod at levere den ønskede arbejdskraft. Analfabeterne, de uvidende og i nogen grad sigøjnerne. Og nogle få håndværkere. En lille lokal milits blev osse etableret for at forsvare besiddelserne – og holde på folkene.

Det var beboet af familien indtil 2. verdenskrig. Men de gik konkurs i forbindelse med den rablende hyper-inflation da krigen sluttede i Ungarn. Så stod det tomt i en periode, inden staten fik fingre i det og indrettede til børnehjem. Og nu bliver jeg altså usikker på tallene. For min svigerindes mor arbejde i køkkenet – og min svigerinde har selv været der da hun var en del yngre som medhjælp. Hun er født i ´72.

I 60´erne fik staten den geniale ide at lave en landbrugsskole på stedet. Ikke i stedet for børnehjemmet, men i tilknytning til det. For børnehjemmet drives økonomisk af et stort landbrug, og man mangler under den forsinkede industrialisering kvalificerede medarbejdere til at drive landbrugsdelen. Og det kunne passende gøres billigt af unge mænd under uddannelse. Så man opførte en række nyere bygninger til beboelse, stalde, lader, maskinhuse mm. Og lidt flere personalebygninger. Det blev desværre ikke til noget, men bygningerne var der endnu. Forfaldne og aldeles ubrugte.

Hvornår børnehjemmet blev nedlagt står hen i det uvisse men et skud er slut 80´erne/start 90´erne.

Så stod slottet tomt i en periode, hvor kommunen havde sikret sig forkøbsret til stedet. De ville gerne indrette det til ældreboliger og plejehjem for områdets omvendte befolkningspyramide.

Det var dog for dyrt, og det endte med at komme til salg igen. En eller anden sær religiøs sekt ejer det i dag, og har alene købt det som sikkerhed for et større finansieringscirkus. Slottet blev købt for en købesum, der blev lagt kontant, og blev få uger efter belånt for et beløb der var 10 gange større. Og nu står det bare og forfalder og ingen har råd til at tilbagekøbe det og gøre noget ved det.

Men landsbyen drømmer om at få det tilbage. Få brugsretten tilbage. De vil have deres plejehjem der – og deres “park” tilbage. Det ser umuligt ud, men det er driftige folk.

Således ser historien ud – og således fik jeg det beskrevet af svigerinden, da vi stod i parken og kiggede rundt. Parken var måske så meget sagt, for det der engang havde været en fin park med sjældne planter var nu vildt græs og urskov i små klatter. Et paradis for insekter og fugle. Og mus og rotter går jeg ud fra. Det var som at træde ind i en tidslomme, et sted hvor tiden på en gang var gået i stå og på den anden side havde virket med hård hånd mod bygninger og installationer. Forladt, næsten glemt. Et sted verden kørte udenom. Jeg var betaget og blev lidt ydmyg over at være lukket ind i det som ingen ved som beskuer. At være der næsten alene.

Og så begyndte rundturen med svigerinden som guide. Hun beklagede at vi ikke kunne komme ind i selve hovedbygningen. Det var simpelthen for farligt for de fine gulve var blevet stjålet for mange år siden. Jeg ærgrede mig en smule, men stedet er ikke lavet til foto-folk. Det er slet ikke lavet til noget som helst og jeg måtte bøje mig for begrænsningen. Jeg måtte ikke prøve, selvom jeg var overbevist om at jeg kunne. Det ville være indbrud og farligt. Slut-dut.

Selv børnene gik stille rundt med tyngede ansigter. Selv de oplevede at dette var større end dem. At dette sted havde en historie og gemte på mange skæbner. Svigerinden kommenterede deres tyste adfærd om aftenen. At de havde haft kirke-ansigterne på.

Godt udtrykt og det ramte mig meget godt. For det var osse sådan jeg havde følt det. Et sted man besøgte med en vis andægtighed. Stedet Gud glemte.

 

Bortført på grummeste vis

Det var den der lørdag..

Den lørdag hvor der var bryllup i byen. Vi var lige præcis uden for invitationscirklen. Eller det vil sige jeg tror faktisk vi var indenfor, men det kom vist bag på brudeparret at vi var i byen, og derfor skulle vi ikke med. Ikke at jeg er utilfreds med dét, for så store arrangementer på et fremmed sprog og i en stadig fremmed kultur magter jeg ærligt talt ikke. Og jeg tror det var derfor vores familie dernede ikke havde sagt noget om at vi kom i samme periode. Det var en på alle måder hektisk lørdag, hvor vores svigerinde, der er byens pedicure og make-up dame (søsteren er frisøren) på det nærmeste havde folk siddende i forskellige akavede positurer i køkken, entre, kontor og i stue mens hun ordnede dem på samlebånd – og snakken gik glad og ganske højlydt gennem rummene der emmede af forventning om den fest der skulle være. Og om brudgommens natlige eskapader. Og brudens ditto. Løssluppent i middelsvær grad.

Men først var der altså lige noget der skulle klares i baghaven!

Af eller anden grund faldt jeg lidt for kontrasten i det der foregik dér og så det der foregik i de omdannede saloner i de pænere rum på stueetagen. Men sådan kan det så osse være. Og hønsene er jo væsentlige at holde fodrede. Konen hjalp til med at samle æg og fjerne lidt melonskaller, men hende har jeg jo ikke lyst til at vise billeder af her, så det må I undvære. Er nu heller ikke den mest charmerende positur at befinde sig i hoppende rundt mellem hønsene og en galsindet hane.

Min svigerinde skulle naturligvis med til selve brylluppet, men min svoger havde valgt at blive hjemme for at holde os med selskab. Det var i hvert fald den officielle besked. Faktisk tror jeg bare ikke han orkede det.

For at kompensere os lidt for den manglende oplevelse havde hun til gengæld arrangeret et ganske særligt besøg. Den der lille bitte landsby har nemlig et bymuseum/kulturhus, som bliver drevet af frivillige kræfter og som kun åbner efter aftale. De åbnede for mig og konen, mens brylluppet foregik på “rådhuset” lige overfor. Og vi fik en service og en guidning dér, som var dronninger værdig. Alt blev vist frem, taget ned af hylder til os, rørt ved, forklaret og gennemgået. Ikke uden stolthed i øvrigt. Selve stedet er kun nogle få år gammelt og bygger på at byens beboere afleverer fra dødsboer, gamle stalde, sammenfaldne huse der dukker frem af skovbrynet når der er fældet træer. Der var indrettet som et pænere velstandshjem med køkken (med indhold af redskaber, ovne mm), stue, soveværelse, gang, stald, lade og latrin. Og der var fotorummene, hvor væggene var besat fra gulv til loft af gamle sorthvide foto, hvor stort set alle personer var angivet med navn, fødsels- og dødsår, erhverv og “sære historier”. På den ene væg hang uidenficerede billeder som gæster kunne skrive kommentarer til hvis de genkendte gamle familiemedlemmer, bygninger eller andet. Sådan var de fleste af fotovæggene startet.

Midt i rummet stod kirkens gamle spir, som de havde fået da det skulle udskiftes. Med de skudhuller der var efter russernes skydeøvelser under 2. verdenskrig.

2. verdenskrig blev jeg osse mindet grumt om, da jeg i en montre fandt disse gamle pengesedler. Der var rigtig mange forskellige, men især disse tre stak lidt ud. Fordi de hørte sammen. De har ca samme real-værdi. Den øverste lyder på 100 pengö (forløberen for forints og et ord der næsten er til at forstå). Den er fra april 1945. Den nederste lyder på en mia pengö og er fra marts 1946. Det er da inflation, der er til at få øje på. Skræmmende og næsten ufatteligt.

Og så var der jo officerens soveværelse (officer her lig Husar). Med støvleknægte-automaten. Fantastisk instrument som vores guide her demonstrerer for os – i sandaler der dog saboterer de pædagogiske principper en smule. Han var godt klar over at vi kom fra DK, men vores viden om husarer kom lidt bag på ham og han var helt uforberedt da vi hurtigt googlede et billede frem af en dansk garderhusar og fortalte at de skam passede på dronningen når hun kørte rundt i hovedstaden og var “officiel”.  Han for ind og skrev noget ned i en notesbog. Tror han ville hjem og google.

Og ja, forresten. Vi var jo æresgæster i huset så vi blev budt på palinka – i den hjemmelavede udgave forstås. Rigtige landboere i ungarn serverer ikke gerne det sprøjt man kan købe på de officielle flasker. Det er en frugtsnaps lignende ting. Ikke så skarp som snaps, ikke så sød som likør – men noget lige i mellem. Og hver familie har sin egen opskrift og variation. Og kommer man som gæst og bliver budt er det altså kutyme at takke ja, for det er et “vi kan godt li dig” tegn. Dog er det velset at takke nej hvis man skal køre. Det skulle jeg ikke, så jeg sagde pænt ja tak og bundede som jeg skulle. Og så et glas vand bagefter, közenem. Et stort smil over at jeg er en god kvinde der kan drikke sin palinka og jeg får mit vand som de indforståede godt er klar over at de skal bede om, men som uvidende turister ikke kender til og derfor lader sig ryste en del af den hjemmelavede Palinka. Morskaben er helt på ungarernes side her. Bestod således kultur-checket i fin stil og rundvisningen kunne fortsætte. Især var jeg fascineret af at de havde fået fremskaffet de gamle matrikel-kort, der viste byens udvikling og grundenes, markernes og loddernes udvikling og afvikling gennem tidens løb. Det fortæller rigtigt meget om en by at se på sådanne kort.

– Og så truttede de altså i hornene udenfor. Vi fik nærmest fornemmelsen af at stå i Jeriko og se på hærens x-antal omgange rundt om bymurene for at få dem væltet (datidens psykologiske krigsførelse – i dag ville man formentlig anvende et eller andet med Britney Spears uden playback og autotune). Det var brudeparret der var på vej ud på deres bryllupsparade, hvor de går fra kirken/rådhuset med hele deres følge inkl musik (og fotografer!!) og en udråber der fortæller hele byen at nu er den og den altså gift (og forsmåede elskere og elskerinder bedes pakke sig) til det sted hvor selve festen skal holdes.

Og det måtte vi naturligvis ud og se på. Hun stoppede lige foran os og så med stor forundring på min kone, mimede et eller andet på ungarsk inden hun gik videre. Jeg fik at vide at det var forundring og “er du her?” på den gode måde. Vi lod dem passere men da vores del af familien nåede frem til os blev vi trukket med og følte os helt akavede i vores hverdagstøj. Men alle var glade for at se os osse selvom vores del af familien i dette tilfælde er “meget langt ude del af familien”.

 

Påklædningen var en noget andet ved vores eget bryllup. Heldigvis.

Og nej, nu skal jeg ikke glemme at jeg kaldte dette indlæg for noget med bortførelse. Vi var blevet lidt forsinkede til vores aftale på kulturhuset, da min svoger 10 minutter før vi skulle afsted valgte at skvatte 3 meter ned fra ladens tag. Han havde fået et gevaldigt og åbent kødsår på sit ben, da han havde ramt noget i faldet, og kom krybende op på terrassen til os. Helt bleg og med blodet løbende ned af benet – med en t-shirt trykket mod såret. Konen var ved at besvime men den slags rører altså ikke mig så meget. Insisterede på at se såret. Se hvordan det blødte. Hvad jeg så bekymrede mig ikke, men gik ned i vores bil og hentede førstehjælpskassen (for den vidste jeg hvor var i modsætning til huset jeg ikke var kendt i) og noget desinfektionsspray fra bildøren (godt at have ved besøg på offentlige toiletter undervejs). Blødningen var hverken voldsomt flydende eller pumpende. Det blødte bare. Fik ham renset fint af rundt om såret, lagt press på sårrandene og bundet det pænt ind. Og så gik vi. Med en besked om at jeg godt ville se benet igen om aftenen.

Da vi forlod bryllupsparaden for at gå til vores bil så vi pludselig svogers bil komme fisende ned af vejen. Han stoppede og beordrede os med. Vi var lidt rundtossede over hans “bydeform” og troede i første omgang at han skulle til læge/skadestue med det ben – og at det hastede. Mente derfor at vi skulle tilbagelægge de ca 40 km i vores bil og ikke i hans. Men nej – vi kører i min svarede han. Sprang ind i bilen og så til en vis forundring at han var i højt humør mens han vendte bilen og kørte ud af byen mod skovene. Vi skulle se noget vi aldrig ville få at se i Danmark, Sverige eller Norge. Jammen hvad? Vent og se lød svaret bare.

Vi kørte i næsten 30 minutter af skovveje, over marker (ikke af markveje – over marker – og sommetider nærmest igennem) indtil vi havnede på en lille bitte skovsti, hvor jeg måtte lukke mit sidevindue for ikke at blive basket i ansigtet af grenene der passerede alt for hurtigt forbi. Det var derfor det ikke var jeres bil vi skulle køre i, lød den grinende forklaring – og manden satte farten op.

For enden af vejen drejede han ind på dette sted. Og jeg nåede at skyde et billede af det inden nogen nåede at opfatte noget af mit hofteskyderi med kameraet som jeg havde haft i hånden undervejs. Pakkede det så væk igen. For dér skulle jeg ikke fotografere, det fremgik med al ønskelig tydelighed. Og jeg skulle i hvert fald ikke starte med at gøre det.

Det var byens palinka-destilleri. Det hemmelige sted, som kun de lokale kender til. Det er skam lovligt nok og det hele, men de er bange for kobbertyve. Her kommer man og afleverer sin gærede frugt og kan så et par uger senere hente sin alkohol, der er den absolutte grundingrediens i palinkaen. Næsten som vores saft-presserier. Manden der drev stedet har tilladelse fra staten til at destillere og fremstille alkohol på denne måde – men formentlig kun til 20-50 l om måneden. Det burde være rigeligt, men han fortalte os grinende at han producerede ti gange mere uden at betale afgift af det.

Til højre i billedet ser man kedlen hvor man laver damp, der bliver ført ind i selve produktionslokalet. Det ligger så til venstre bag tønderne og gemmer sig. Og der var præcis så usselt og beskidt som der ser ud. Både udvendig og indvendig. Der var mindst lige så mange fluer som der er en svinestald af den gamle skole i DK. Der var skimmelsvamp på væggene og tagpladerne var ved at falde ned i hovederne på os da vi blev vist rundt.

Inderst i bygningen til venstre var mandens “kontor”, der gav mig visse mindelser om min barndoms baggårdsmekanikeres nussede kontorfaciliteter med gamle ølflasker, overfyldte askebægre, fluelig i hobetal og hvad ved jeg. Bag kontorstolen stod det store kar som havde en gammeldags vandhane (den slags vi havde på terrasserne i 60´erne) over. I karret var der alkohol/finsprit eller hvad vi nu skal kalde det. I vindueskarmen over stod der – sammen med flueligene, cigaretskodderne og alt det andet – et glas.. ét glas. Der bestemt ikke så ud til at være blevet vasket i nyere tid. Det glas fik jeg stukket i hånden (for konen skulle jo køre senere) med besked på at smage på varen. Ned i 50 liter karret med det og værsgo at skylle, mens jeg ihærdigt mindede mig selv om at alkohol desinficerer og formodentlig osse virker på gamle beskidte glas. Og det smagte – helt fantastisk.

Han grinede og fandt et større glas da han så mit smil. Værsgo – smag igen – mens han via tolk prøvede at fotælle mig om processen og at væsken her burde modnes i 4-6 uger mere. Skål, du gamle fantastiske hjemmekemiker, der grinede tandløst til mig.

Han blev så glad for os at han tappede en flaske til os.  Den havde vi visse overvejelser om hvordan vi skulle forklare for tolderne hvis de fandt på at stoppe os på vej hjem. Nu står den i et skab og venter på at blive moden til at blive delt i to andre flasker (glas), få sine to abrikoser som den skal hygge sig med i en måneds tid. Og så kan vi lave vores egen Palinka.

Det bliver altså godt.

Vil dog nok lave en julelikør af noget af det. Tror jeg.

 

Hjemme igen

Jeg er kommet hjem igen. Og sikken landing vi lavede her i fredags. Vi måtte ringe til vores udlejer og udbede os en “bom-nøgle” da vi ret hurtigt kunne se at det ville være halsløs gerning at prøve at tømme bilen fra dens garage (ca 300 m væk). Bilen var pakket med små kasser med porcelæn, en kaffedims fra bodum (santos, hvis nogen er nysgerrige), særprægede krydderiblandinger, en større samling af god ungarsk øl, et maleri, en symaskine mm. Og naturligvis et par kufferter med tøj, en taske med hundedimserier, et par poser med nyt tøj og flere par sko, en enkelt flaske med et fluidum som jeg var tilfreds med tolderne ikke fandt og meget, meget andet.

Weekenden er gået med at få ryddet op og sat på plads og generelt bare at dovne den. Weekenden har osse gået med at kigge på jobannoncer. Men herom en anden gang. Efter torsdag vil jeg tro. 

Indtrykkene fra ferien falder lige så stille på plads, og det hjalp en del at jeg satte mig og kiggede alle flere tusind billeder igennem og reducerede mængden til ca 600, der fortæller historier, viser mennesker på vores vej, vores værter og andre særheder. Ikke sådan at forstå at vores værter var sære, men I er velkomne til at forstå eller misforstå mig ret.

 

 

Jeg fandt meget sært, skægt, flot og specielt i den billedmappe. Det første her er fra den ungarske grænse (den fra Østrig – ved motorvejen). Det første år vi kørte turen måtte vi vise pas og bagagerum. Næste gang var det bare pas. Og de sidste par gange er vi bare drønet forbi. Eller det vil sige at manøvren skal lægges via et af sidesporene for at få indkøbt en vignette-dims til bilen. Ungarsk vejvæsen er nemlig ret effektivt hvad angår kontrol. Der er kameraer på broer og mobile checkpoints ved motorvejstilkørslerne. De scanner bilens nr plade og ser om vignette (i elektronisk form) er indkøbt til bilen. Det måtte Østrig gerne lære af, vi har stadig resterne af deres vignette siddende i forruden.  Skulle nogen få lyst til at besøge landet i bil anbefales det ikke at springe denne symbolske udgift over, bøden er dyr og vignetten billig (11.5 €). Og så kan jeg godt hilse at sige at det er overordentligt bøvlet at diskutere noget som helst med det ungarske vejvæsen. De taler nemlig kun ungarsk. Det kan godt være de forstår lidt tysk, men kan de tjene penge på ikke at forstå, så gør de det bestemt ikke. 

Så hende min nyanskaffede kone måtte værsgo hitte rundt i skilteskoven, hvilket forunderligt nok ikke faldt hende svært. Og kun halvt så svært som at vælge en parkeringsplads ved en større benzintank langs motorvejen. 

Muligheder for at købe Vignette er der nok af ved grænsen, men vi plejer at gå til denne lille bod. Her kan de nemlig finde ud af at tale engelsk og de har styr på det der med at læse udenlandske registreringsattester. Intet bøvl, bare betale og køre videre i ti dage.

Og vi så altså frem til at komme videre. Væk fra Østrigsk pisseregnvejr og kulde. Ud mod varmen og ørkenklimaet i den østligste del af Ungarn. Turen gennem Østrig plejer altså at være en fin oplevelse men den var dælme billigt til salg for os. Både ud og hjem, i øvrigt. 

Men vi vidste at varmen ventede lige om hjørnet og buldrede stort set bare igennem. Lige indtil (suk) Budapest. Som vi dog opnåede at køre rundt om denne gang. Lige indtil fuldt stop på motorvejen ca hvor vi skulle af. Ok, så er det da vist her vi skal have noget at spise, og vi fandt en lille og ganske autentisk restaurant langs med motorvejen. Spisekortet annoncerede gode ungarske retter af den solide slags, og der sad gæster rundt omkring og ventede på deres mad. Men desværre var der kun en enkelt yngre dame til at servere, og hun havde mere travlt med at checke facebook på sin iphone end at servicere sine kunder. Det kiggede vi på i ca 5 minutter mens vi kunne se at hun skiftede rundt mellem flere apps på sin iDims (hint – pegefinger bevæges fra højre mod venstre). Jeg tror ikke engang at hun observerede da vi rejste os og gik igen. 

Kørte 4 km og fandt en ny og lignende restaurant. Her var der 4 serveringsdamer til os to, maden var god og kom kvikt. Vi fik koden til deres WIFI og kunne meddele os til verden (og til værten) at vi var på vej og blot var 3 timer væk. Et par kolde sodavand i tasken og vi var videre. 

Stor var glæden hos familien da vi drejede om hjørnet derude. Børnene havde fået at vide at vi ville komme ved 21 tiden, fordi de plejer at være komplet ulidelige i deres tids-plagerier de sidste par timer. Forældrene fik på denne snedige (og sikkert ganske upædagogiske vis reduceret plage-tiden til ca 30 minutter) da vi var fremme lidt før 20 om aftenen. Trætte, sultne og især tørstige. Min svoger havde gættet det og satte øl på bordet. 

Første aften gik med snak på terrassen og der gik ikke mange minutter før vores vielsesringe var spottet og der blev ønsket tillykke i højlydte vendinger. Børnene forstod det ikke men de har ca fattet at jeg nu er noget der ligner “blodsbeslægtet”.  Og det er godt nok for mig. 

Allerede dagen efter ville de ind til byen. Det ville jeg osse, for jeg havde glemt at lægge et kamerastativ i bilen da vi kørte fra DK. Og det var et indkøb, der bestemt ikke stod til nogen form for diskussion. Og heller ikke hvornår det skulle anskaffes. Dagen efter. Punktum. Børne ville ind og “se på legetøjsbutikker”. Jo, tak.. den kiggen på kender vi skam godt, og vi havde lidt debat med deres forældre om rimelighedsgrænser vedr. gaver. De sagde småt, småt.. og vi sagde lidt større. For vi har ikke andre børn end de to at forkæle. 

Og sønnen ville vise mig springvandet i byen. 

Og det var altså skægt at fotografere. Med et stativ. Det blev en gorillapod i øvrigt. Og dét køb har jeg dælme ikke fortrudt et sekund. Nu er de andre stativer pakket meget langt væk (ps – nogen der kan bruge en The green Pod til noget. For den spiller slet ikke sammen med mit kompaktkamera). 

I mit forrige indlæg viste jeg et billede af en skyfront. Det viste sig at være en lille lokal supercelle, der ovenikøbet smed en lille tornado ned over nabolandsbyen. Vi fik bare et forrygende tordenvejr der varede i 3-4 timer, og som var så voldsomt at jeg ikke kunne finde steder i huset hvor jeg kunne stå i tørvejr og forsøge mig med lyn-fotografering. Regnen var slet og ret vandret. Men voldsomheden der var på vej annonceredes ganske kraftigt inden, og vi (min svoger og jeg) var enige om at vi både kunne lugte det og høre den dybe summen af uvejr på vej.

 

 I morgen går jeg i gang med at se hvad I andre har bedrevet tiden med i de forløbne 3 uger. Mere seriøst. Det lover jeg. AMAR!

En time for mig selv

Endelig har jeg fået lov til at sidde for mig selv i et hjørne i køkkenet mens børnene laver noget andet og her er fred og ro. Det har jeg faktisk ikke haft i flere dage, så det har knebet en del med at få skrevet på bloggen, at få svaret på kommentarer – endsige at gøre andet end at læse med hos jer andre. Det er vist ca det det kan blive til på den her type ferie. Jeg er i den ungarske familie-tornado af mennesker jeg ikke kender, ikke forstår og ikke aner hvordan er familierelateret til mig og os. En stadig strøm af ord, latter og smil over ting jeg ikke ved hvad er.

Det er ganske overvældende. Og meget anderledes end det har været førhen. For nu er jeg “tanten”. Ikke i nogen negativ betydning men i en familiemæssig en af slagsen. Jeg er blevet placeret i familie-hierarkiet.

Turen herned gik helt som planlagt og vi landede hos “vores gasthaus” et par timer før forventet. Ingen kø-kørsel på de tyske motorveje og afslappede pauser rundt omkring. Vi skiftes til at køre efter et forholdsvist indarbejdet mønster. Jeg kører til syd for Hamburg og herefter de strækninger der byder på udfordringer. Gennem Kassel-bjergene, i Bayern, igennem Wien og forbi (helst) Budapest. Kæresten (ahem konen!) kører de mere kedelige stræk, da hun bliver svimmel ved kombinationen af høj fart, op-og-ned, mange sving og hurtige beslutninger ved rattet.

Vi stoppede ved autohofs for at tanke bilen, og ved normale rastepladser for at tanke kaffe og mad. Og det var her vi mødte en der lignede en gammel bekendt – en ældre dame med et forvirret blik i øjnene. En Ulla. Hun stod på en tysk rasteplads af de lidt større og skulle modtage betaling for købt mad (det blev fra Burger King). Det foregik ca sådan:
Vi gik til skranken for at bestille vores (upassende) menuer.
Fik en bon med en stregkode.
Gik til en anden skranke for at betale.
Konen (herefter kaldet Ulla) tog imod og så startede komikken.
Kikkede nøje på bonen, der indeholdt mange oplysninger. Drejede den rundt på alle 4 ledder og kiggede på den fra alle sider. Vendte den rundt og kiggede igen nøje på bagsiden. Fandt sine briller i lommen efter at have rodet rundt i håret og på brystet efter dem og gentog hele studere-manøvren igen. Med masser af tid. Kiggede på os og kiggede igen på bonen. Vi spekulerede lidt på om det virkelig var så ukendt for hende (der må være mange i timen der gør dette – BK delen af restauranten var da fyldt) hvorefter hun blot indlæser stregkoden på bonen. Jammen altså – hvorfor skulle hun læse og studere bonen blot for at køre den igennem automatikken – vidste hun mon slet ikke hvad hun skulle stille op med den.
Men vi fik vores mad – ved den første skranke ved fremvisning og lignende godkendelse af vores kvittering #2 – eller skal vi nøjes med at kalde det en fødevarelignende fast substans. Af samme Ulla – bare ved to skranker. Tysk effektivitet var vist ikke nået til Fulda.

Senere havde vi en panikstrækning, hvor bilen periodevis stank af kemisk brand. En gummiagtig lugt der forfulgte os og som gjorde os ret bekymrede for designikonets velbefindende. På den måde kørte vi små 40 km inden vi stoppede og gik bilen efter for at finde kilden til lugten. Vi fandt en lille gummidims bilen havde samlet op og som havde sat sig fast på en bremseskive. Det må være den der udsendte ubehagelighederne. Det besluttede vi i hvert fald og kørte videre. At fjerne den var udelukket da den slags skiver kan blive ret varme og ingen af os havde særligt lyst til at stå i tyskland med forbrændinger. Morgenen efter blev den vippet af og den har ikke lugtet siden.

Jeg har taget helt usædvanligt mange billeder i år. Men jeg har ikke tid og ro til at kigge dem igennem endnu. Der må komme nogle opsamlings-heats senere hvad det angår. Så de billeder jeg vælger at vise frem er for en stor del dem jeg osse har valgt at dele på FB. For nogen vil det derfor være et gensyn.

Kameraet stod på sin gorilla-pod på taget af et hønsehus og pegede direkte mod nord (men desværre ikke helt højt nok ift horisonten) men billedet blev da seværdigt alligevel. Teknikken er at sætte kameraet til at tage et billede hvert ca 40. sekund igennem en time, og til sidst “stacke” dem til ét billede. Derfor er de lyse dele af billedet ikke overbelyst og derfor får himlen den der mørke blå farve, der faktisk er en konsekvens af at der var lys i vinduerne i huset bagved.

I byen var der varmt. “nuff said!” Meget meget varmt men man vænner sig altså til det. Og jo, jeg ved godt at himlen er udbrændt – men den var altså blå. Displayet på den anden side af skiltet virkede bare ikke og solen drillede mig. Too bad… Det kan reddes da jeg jo har RAW-filen osse. Men det gider jeg ikke når jeg kommer hjem til det rigtige photoshop.

Familien havde arrangeret en grillaften med ungarske specialiteter over åben ild. Noget med smeltet/ristet spæk på brød med salt, peberfrugter og rødløg. Det lyder ulækkert men smager som slik. Eller flæskesvær, hvad det jo retteligt osse bare er. Med røgsmag, der bestemt klæder det salte spæk.

Men datteren i huset startede med at vande lidt, og seriøsiteten og systematikken i vandingsprogrammet led en hurtig død for den gammelkendte leg med vandslangen. Måtte ind i mellem vende ryggen til for at beskytte kameraet mod hendes legesyge angreb, som blev udført med slet skjult morskab over at få den gamle tante til at springe som en ged op af trappen.

Sådan så horisonten ud på vores grillaften. Det er ikke et bjerg i baggrunden. Det er en gust-front af værste skuffe og aftenen endte altså osse med et 3 timer langt gedigent tordenvejr med slagregn. Men her til morgen er der atter knastørt sand på vejene.

Et skud fra den nærmeste storby.. Ved ikke hvorfor jeg rettede kameraet mod de her huse, men tror jeg faldt lidt for dybden i billedet.

– Posted using BlogPress from my iPad

Hviledagen

Vi er mellemlandet i jylland hvor vi skal aflevere hunden til min mor, der skal passe den mens vi drager mod syd-øst. Der er egentlig ikke noget til hinder for at vi kan tage den med, men Ungarn er ikke nogen ønske-destination for en hund. Og vi er lige så gerne fri for den og de begrænsninger den vil lægge på os når vi er afsted. Og den har det forrygende hos min mor hvor den hurtigt tager sig en række friheder som den ikke har med os. Nævner i flæng – frit valg af hvilesteder i møbler, senge-sovning og en masse ostehapser om morgenen.
 
 Vi har haft en forrygende uge i sommerhuset, og har væltet os rundt i gæster der lige ville kigge forbi for at se os, sige tillykke med brylluppet og hjælpe os af med resterne af den velvoksne jordbærkage der var indkøbt til den store dag i mandags.
 
 Det var skønt at se og gense så mange mennesker og venner og vi glædede os meget over alle der kom forbi. Og det lykkedes faktisk ikke nogen at komme forgæves selvom vi ofte var ved stranden for at bade, var i byen for at hygge på cafeerne eller på anden måde var indisponerede for besøg.
 
 En vielse på et rådhus er normalt en trist og en ret hurtig affære, men vi fik gode ord med på vejen af min gamle nabo, der imponerede hele selskabet med sin personlighed, sine store smil og fornuftige ord om at tage ansvar for hinanden, om troskab og om “stå ud med hinanden” i tykt og tyndt. Man forledes næsten til at tro at hun har et lidt dybere kendskab til os end hvad der lige går at læse på facebook. Men hun husker ganske givet osse de onde dage.
 
 Hun talte osse om at “smede os sammen”. Og dagen efter var vi enige om at vi burde slæbe madrasserne afsted til hende, for de kunne ærligt talt osse trænge til at blive smedet sammen. Halvdelen af bryllupsnatten gik nemlig med at forsøge at samle madrasserne (igen) da de skiltes og efterlod et gabende hul i sengen på ca 50 cm. Ganske upraktisk og ikke særligt bryllupsnat-venligt sengearrangement.
 
 Og det var en stor dag hvor vi råhyggede med venner og familie og alle tog det hele lige præcis så afslappet som vi havde håbet.
 
 Da vi ikke rigtigt havde udtrykt ønsker mht gaver var de fleste enige om at vi sikkert kunne bruge kontanter. Så det blev helt indisk efterhånden som vi væltede os rundt i pengesedler. Tror måske vi vælger at bruge dem på noget så uromantisk som en støvsuger eller tilsvarende.
 

Men lidt godt dansk design blev det dog til. Naturligvis er jeg lige ved at sige skulle vi beriges med en Boyesen gravhund, der gik på omgang og på et tidspunkt blev genkendt af hunden. Og blev vuffet lidt af. Den skal nok få en god plads i vores stue og vi smiler skævt af den hver gang vi ser den. For den er faktisk ret sød i al sin enkelhed. En dag ønsker vi os en til, for de er rigtig søde når de er to.
 
 Sommerhuset ligger som jeg tidligere har vist og fortalt lige ud til storebælt. Og en nat vågnede jeg ved 4.15 tiden og konstaterede at der var stjerneklart. Og jeg har jo et kamera der er god til sådan noget, så det skulle jo prøves. Det blev til flere billeder og visse er der faktisk osse stjerner på. Endda et med stjernespor. Det viser sig at der skal kameraet være på i en time, og jeg kunne regne ud at lyset i løbet af en time ville blive så meget anderledes at det var ganske meningsløst at prøve at fotografere stjernespor. Det ville blot ende som solopgang i stedet. Så det opgav jeg igen. Men her er da et herligt nattebillede af verdens roligste motiv.
 

 Vi har ofte talt om at vi skulle gensmage barndommens delikatesse når vi var afsted. Krabbeklør. Som skal koges. Og som kommer til at lugte af gammelt brugt horehus hvis man gør det indendøre. Så jeg tændte grillen, kogte vandet på komfuret og satte så krabbernes ekstremiteter over dér. Jeg tror ikke der var nogen på nabogrundene, der var i tvivl om hvad der blev lavet inde hos os. Og vi var bestemt ikke helt utilfredse med at det foregik udendørs. Og det smagte i øvrigt ganske fantastisk.
 

Billeder fik jeg ikke taget så mange af derovre, men nabogrundens tidselmark var lidt for fristende for mig. Det var helt vildt med de tidsler. De fyldte hele marken og fik det hele til at ligne en bomuldsmark fra sydstaterne i “Borte med blæsten”.

 Jeg havde faktisk tænkt at jeg ville have tid til at læse med hos jer og smide mine mere eller mindre kloge kommentarer, men hver gang jeg satte mig med ipaden og tastaturet skete der et eller andet som gjorde at jeg måtte lægge det væk igen. Sådan blev det så i år. Vi har i hvert fald ikke kedet os.
 
 Hvepsene er en historie for sig. Der er rigtig mange af dem i år og sommerhuset var bestemt ingen undtagelse. En af vores gæster i mandags gik ind og hentede en dyb tallerken og fyldte den med cola og satte den på et bord et stykke af vejen fra terrassen og den del af haven vi opholdt os i. Det viste sig at være en stor succes og jeg blev ret overrasket over hvor meget cola en hvepseflok faktisk kan konsumere i løbet af få dage. Og over hvor fredsommelige de faktisk er at håndtere når der er tilgang til mad. (jo, jeg ved godt det der med at blande med eddike og sulfo for at fange og slå ihjel, men det vil være halsløs gerning at slå hvepse ihjel dér – der er simpelthen for mange af dem – så jeg fodrede dem altså bare – et andet sted). De fik deres mad i form af nedfaldsæbler skåret i stykker og cola.. og vi fik vores mad og vores kage i fred.
 

Nu er vi så i jylland og holder hviledag inden vi kører afsted i nat. Har luftet hunden i en nærliggende dyrehave og jeg glædede mig til at se dådyr-flokken, der nu har haft et lille års tid til at vænne sig så meget til mennesker at de vil lade sig beskue og ikke bare gemme sig i underskoven. Vi var dårligt kommet inden for hegnet før flokken tøffede over stien. Jeg skød lidt hurtigt fra hoften med kameraet… uden at indstille det. Og så så vi øvrigt ikke flere dådyr. Men de var der og jeg fik dem på hukommelseskortet.

 Vi regner med at bruge to dage på at køre til Ungarn. Først vil vi sætte kursen mod en fantastisk lille sydtysk by, der hedder Wiesent og som ligger mellem Nürnberg og Regensburg. Byen udmærker sig ved at have tre B&B, så man forhåbentlig ikke skal køre så langt mellem dem hvis den første har alt udsolgt. Dernæst har den en restaurant i god solid bayersk stil hvor de har velvoksne retter, der faktisk burde serveres på lagkagefad og ikke på almindelige tallerkner og med et solidt udvalg af god øl. Endelig ligger byen blot et par km fra motorvejen og alligevel langt nok væk til at man ikke kan høre den i baggrunden.
 
 Der håber vi at være i morgen – sidst på eftermiddagen.
 
 Derfra er turen gennem Østrig og Ungarn lige til at gå til. Det er langt, men ikke uoverkommeligt langt.
 
 Jeg har ingen anelse om hvornår jeg får netadgang igen. Men her er i hvert fald lidt livstegn fra mig.
 
 – Posted using BlogPress from my iPad