Rustne tandhjul

Jeg har troet det før, men nu er det vist et faktum. Altså at jeg begynder at bevæge mig igen. Både mentalt og rent fysisk begynder der at ske noget i en mere positiv retning. Jeg tør komme ud og se mennesker, tør tage telefonen når den ringer. Det har været sådan i korte perioder hen over sommeren men nu har det holdt i mere end nogle få dage, og det tager jeg som et ret godt tegn.

Jeg har haft alverdens overvejelser mht bloggen her. Er den brugt op? Mangler jeg historier, der skal og kan fortælles. Skal den ændres til noget andet, eller? Savner at have kontakt med jer andre, der læser med, men magter ikke rigtigt at gøre noget ved det.

I mellemtiden har jeg så fået nye læsere, der giver udtryk for at de er glade for bloggen. At visse tekster rammer dem lige i plet og formulerer hvad de selv har haft svært ved.

Det gør det lidt sværere mht at slette bloggen eller gøre den privat. Eller bare lade den dø for den sags skyld.

Så nu hælder jeg en spand olie ud over motorens tandhjul og håber at de begynder at dreje igen. For min egen skyld, primært.

Om ikke andet så for at teste at hovedet stadig er sat rigtigt på – og nu er det helt uden medicin! Jeg har nemlig brugt helvedes-sommeren hvor alt andet osse gik galt til at udfase al medicin. Om det var klogt aner jeg ikke, men det skete nærmest af sig selv. Det gjorde ikke sommeren nemmere at bære, men jeg tror egentlig heller ikke at det gjorde det værre. Virkede som et absurd men ret ok valg at forsøge at gøre det i samme periode, hvor konkrete problemstillinger fyldte en hel del mere end mit betændte sind. Her 4-5 måneder senere er jeg defacto medicinfri og har det ok med det. Skal bare lære at føle hvad jeg føler og at det egentlig er ok.

Tandhjulene bevæger sig og der er fremdrift at spore. Stabil fremdrift forstås.

Jeg kan ikke længere skrive om min fagforeningssag, men kan kort melde at osse på det punkt er tandhjulene endelig og langt om længe sat i gang og vi kan se lys for enden af en tunnel der dog stadig forekommer at være så lang som den man kunne grave under selveste Atlanten. Men jeg har mægtige samarbejdspartnere nu.

Jeg har fået kontakt med andre PTSD-ramte, og det er en ret overvældende oplevelse for mig pludselig at se og høre om andres virkelige oplevelser – og ikke bare forsøge at spejle mig i film og bøger om hjemvendte krigsveteraner.

Det skubber osse i den rette retning.

Men det hele går langsomt. Alt for langsomt for min tålmodighed.

Har set at der i mellemtiden er blevet holdt et lille blog-træf hos Ellen og en mere som jeg ikke lige kan huske navnet på og må med en vis forbløffelse konstatere, at det faktisk ærgrer mig at jeg ikke nåede med der. Osse selvom det ville bringe mig lidt mere ud i åbenheden end hidtil. Håber at få chancen en anden god gang hvor konen så kan få æren af at passe hunden herhjemme.

Rent faktisk kan jeg mærke at det rykker lidt mere i retning af noget åbenhed.

Reklamer

For to år siden

2-aar

Det er to år siden jeg registrerede min overleveren-konto på WP. Tid til en form for eftertanke og opsamling.

Den kvikke læser kan lynhurtigt gennemskue at denne dato vist ikke var den dato bloggen så dagens lys, og det har en helt naturlig forklaring. Der var ca to ugers produktionstid på den inden jeg lagde den offentligt ud, da den første uge gik med at skitse på bloggens struktur og den næste med at skrive “siderne”. Jeg tænkte mig altså rigtigt godt om inden jeg gjorde noget som helst og om det var godt eller skidt aner jeg faktisk ikke.

Det var en bemærkning fra min læge der satte det i gang, husker jeg. Hun sagde at jeg burde “fortælle” min historie, og da bøger og foredrag nok ikke lige var mit medie af forholdsvist indlysende grunde endte det med en blog. Og det må jeg jo sige har fungeret så ganske glimrende. Jeg tror hun håbede at det ville hjælpe andre. Det ved jeg nu ikke om det har gjort, for mine synspunkter på flere typiske emner vedrørende incest mm er ganske kontroversielle og har skaffet mig et par fjender i dén lejr. Men får osse mails fra andre der faktisk har følt sig hjulpet ud af deres tavshed. Det er osse meget værd for mig.

Jeg ved ikke med jer andre – men det er altså en lille smule svært at se hvordan livet så ud før blogland. Så givende, så udfordrende, så skægt og alligevel så frit er da vidunderligt. Man kan komme og gå som man vil, tage små pauser og ingen tager det ilde op. En stor omsorg for hinandens livssituationer findes der osse, men osse respekt for og accept af forskelligheder.

Jeg har osse taget mine “hak i næsen” når nogen synes at nu blev jeg lige lidt for meget eller for lidt – og lært af det. Og måske osse lært at uddele dem?

Men først og fremmest har jeg jo følt mig hjulpet godt på vej af det. Mødet med mennesker her og derude hvor vi ikke har skærme, keyboards (jeg mener ipads – undskyld Inge) og netværkskabler imellem os har været en stor oplevelse, og mange flere venter. Det ved jeg.

Så langt kan I sikkert følge med alle sammen. Banalt og sandt. (banaliteter har det jo forresten med at være sande).

Min livssituation er derimod lidt mere kompliceret end de flestes. Jeg bor, lever og arbejder med en viden om at jeg ikke “må findes”. At jeg ikke vil genkendes. At jeg ikke vil nærmere ind på hvor jeg bor i den alt for store by – nu hvor jeg har forladt huset ved skovene. At jeg er anonym her. Flere af jer ved efterhånden hvem jeg er og det er ok. Vælger omhyggeligt og viser nogle få tillid, selvom alle er den værd, og lader dem trække andre med ind i en sfære hvor jeg deltager. Stille og roligt lærer jeg flere og flere at kende efter denne metodik.

For mig har det store omvæltende ved at blogge ikke været at jeg har fortalt min historie, fået den ud, og formentlig slet ikke er færdig med det projekt endnu (dette var en advarsel til sarte sjæle) – det har derimod været at jeg pludselig er sammen med mennesker, der kender til den historie. Kender mig og accepterer begge dele. Jeg skal ikke spille noget spil her og må være nøjagtigt den jeg er når jeg er med jer. Jeg har fået og fundet en sammenhæng og en samlethed i mit liv som jeg aldrig havde drømt om. Tænk der er nogen der ved – og alligevel synes jeg er ok. Tænk der er nogen der ved og alligevel ikke synes at det skal forties..  at der er nogen der ved, og ikke møder mig fordømmelse og sender mig i skammekrogen. Det er faktisk en lille revolution i mit liv. Og jeg tror egentlig ikke I begriber hvor fantastisk en følelse det er for en, der ellers altid kun har levet et halveret liv. 

Det har altid  – og helt siden barndommen – været så forfærdelig opdelt og en været en balancegang af de sværere. Og lige her med jer hænger det sammen for mig. Og med det mener jeg ikke med bloggen, for den er kun et redskab, men derimod når vi mødes og griner, fotograferer, er alvorlige, hygger og går ture sammen rundt i landet. Drikker noget kaffe eller deler en flaske rødvin, for jo, Ellen, jeg kan faktisk godt drikke rødvin og sætte pris på det – når jeg altså ikke har udsigt til en tur bag rattet samme dag.

Det forrykte i den proces er at flere og flere i mit andet liv bliver indviet.. flere og flere bliver bibragt en forståelse for hvorfor jeg lever som jeg gør. Gemt af vejen og så alligevel ude i livet. Mine venner ved mere og mere og flere af dem har faktisk luret med her og gør det stadig. Det havde jeg ikke troet for 2 år siden.

Selvom jeg gemmer mig, lusker jeg rundt i bylivet, men er egentlig ikke utryg for jeg ved at det allerbedste sted at gemme sig er mellem mange andre. Derfor nyder jeg faktisk at bo her i beton´en.. man kender mig på hunden når jeg går ture, men man ved ikke hvem jeg er eller hvor jeg bor. Djævlehunden, ved jeg vores bydelsfæller har døbt min hund, der bestemt ikke bryder sig om møde med andre hunde når den er i snor. Så navnet er nok ikke helt ufortjent.

Og alligevel er jeg bevidst om konsekvensen ved at blive fundet. Af den forkerte. Den konsekvens er så alvorlig for mig at det kan jeg slet ikke rumme. Jeg håber jeg har sat grænsen det rigtige sted her på bloggen, jeg håber at jeg præcis rammer de ord som gør at google ikke viser sammenhængen med hvem jeg egentlig er, hvor jeg er og hvad og hvor jeg arbejder. De sporbare oplysninger.

Bliver jeg fundet er det ved et satans tilfælde, og mit setup taget i betragtning svarer det tilfælde vist ca til at vinde i lotto. Et tilfældigt møde i en bus, på gågaden eller i det lokale byggemarked. Eller en forrykt kombination af søgeord på google – men det sidste har jeg prøvet og det gav altså ikke noget fornuftigt. Men jeg har jo ikke prøvet det hele, så jeg ved ikke om det kan lade sig gøre af den vej. Men jeg passer på google og arbejder med den “bag kulissen”..  det kan man nemlig godt. 

Grænsen skal bare være præcist sat – for jeg vil så forfærdelig nødig skulle rykke teltpælene op igen nu. Skifte livet ud endnu en gang.

Derfor er jeg osse taknemmelig… for I er mange derude der passer godt på min lille “hemmelighed”.

Uændring

Med dette lidt (undskyld Ellen) sære og ikke helt autoriserede ord vil jeg hermed højt og tydeligt erklære at jeg ikke ændrer på bloggen eller dens indhold eller stil efter denne uges sikkerhedsbrist.

Hun må tage det som det er, hvis hun vælger at kigge mig over skulderen, jeg er stadig udad-anonym og det er jo det vigtigste.

Jeg har læst lidt rundt i mine indlæg og det fremgår bestemt ikke særligt tydeligt hvor jeg arbejder og med hvad – så nogen illoyal whistleblower-blog er det vist ikke. Og det var nok egentlig min største bekymring, for grænserne er jo hårfine her. Har ytringsfrihed, men skal være loyal. Har tavshedspligt mht procedurer og kundeforhold, men er jo osse fuld af goe historier om egne dumheder, som jeg kan og må fortælle – under passende maskering. Har de særeste kolleger, der er fulde af pudsigheder – jeg selv nok mest. Og det må jeg osse gerne fortælle, så længe jeg ikke udleverer nogen.

Jeg ser derfor ingen grund til at ændre i noget som helst. Jeg bliver næppe indkaldt til nogen kammeratlig samtale af denne grund.

Og forresten – bloggens email er nu fjernet fra mit standard-mailprogram og kører i sin egen app, så den slags fremover ikke sker. Besværligere – og sikrere. Af skade bliver man klog – eller klogere. 

Har brug for hjælp

Og det er helt lavpraktisk.

Det sidste års møder med andre bloggere rundt omkring i landet (+ det gamle danske land i Skåne) har været dejlige, givende og jeg og kæresten har mødt de skønneste mennesker. Mit liv som blogger er blevet viklet godt og grundigt ind i mit mere almindelige liv som mig. Som hende jeg er ude i verden på godt og ondt.

Mere af det – gerne.

Men det har altså fået den særeste konsekvens. Og det må være min generelle distræthed, som spiller mig små puds. Jeg har nu flere gange måttet rette både indlæg og kommentarer inden de blev sendt ud. Pludselig er kæresten ikke længere bare kæresten, men optræder med navn. Hunden er ikke bare hunden, men bliver kaldt ved navn. Indtil nu har jeg vist nået at fange disse små fortalelser inden de røg ud i det store rum. Men jeg beder jer.. om I ser sådan noget skidt i en kommentar hos jer, gider I så rette det, eller slette eller gøre et eller andet drastisk? Eller hvis I ser det hos mig lige sige til…

Et eller andet sted er det jo et godt tegn. Jeg bliver mere og mere tryg, mindre og mindre paranoid, men det er altså ikke helt uden risiko for mig, så jeg skal lige stramme den op. Det er stadig vigtigt for mig at den slags ikke kommer ud her men bliver forbeholdt den privatere del af mit liv. Også selvom jeg selv begynder at blande tingene lidt sammen.

Jeg tænker mig rigtigt godt om når jeg vælger at vise billeder og ofte er de beskåret ganske præcist, hvis der er små “give aways” gemt i motiverne. Men når jeg skriver, går det ind i mellem lidt stærkt og jeg tænker mig ikke altid om før fingrene allerede har sat bogstaverne på skærmen. Og så er det, at det kan gå rivende galt for mig.

 

Du skal leve med det

Og det gør jeg så. Altså lever med det. Som om jeg har noget særligt valg, altså.

Jeg er blevet spurgt flere gange om jeg var bange for, at nu skulle jeg dø, når talen er faldet på de svære oplevelser. Det har jeg været bange for flere gange i mit liv. Også den aften, jeg blev voldtaget af min temmeligt-meget ekskæreste (jo – af hankøn – jeg har også været dum engang. Rigtig dum, faktisk). Og det er den aften, der bliver spurgt til, når jeg får det spørgsmål. Ikke andre. Kun den aften.

Jeg tror nok, at jeg normalt svarer lidt udenom og siger både jaeh, tjaeh, måske og mjaeeh på én gang, for sagen er jo at svaret er stort og svært – og ikke pissenemt at forklare, så det er bare nogenlunde til at forstå. Jeg var egentlig ikke bange for at jeg skulle dø, jeg var mere bange for hvad der mere skulle ske. Bange for at have mistet kontrollen. At dø ville i den situation nok nærmest have været en befrielse. Jeg gav op og der var ikke mere kampånd i mig. Leve, overleve eller dø – det var ét fedt.

Den aften startede det hele så normalt som enhver anden hverdagseftermiddag. Kom fra arbejde, købte ind, kørte hjem, satte cyklen på plads i kælderen og gik op af trappen til min dør. Kæmper med varerne og den tunge rygsæk (som man stavler al mælken mm ned i fordi den slags ikke kan tåle en tur i asfalten fra cyklens ikke alt for stabile bagagebærer) og nøglerne. Låser op – og får et hårdt skub ind af døren. Havner på stuegulvet – ansigtet først. Og så hører jeg en latter og døren der bliver låst bag mig. Og så kan jeg nådigt ikke rigtigt huske mere af det. Det er blevet slettet af hukommelsen. Detaljerne i det overfald er helt væk. Men kan huske det sidste af det. Der må været gået nogle timer mellem de to punkter. Jeg kan naturligvis rekonstruere en del af det tabte ud fra kendsgerningerne og sporene, men jeg prøver egentlig at lade være. Tænker, at der er nok en forbandet god grund til at hjernen sletter sådan noget fra hukommelsen.

Rent faktisk kom det tilbage til mig i brudstykker en dag for mange år siden, og var så flygtigt, at jeg i en tågedis skrev stikordene ned på en næsten blank side i den bog jeg lige sad med. Mellem sære matematiske formler, diagrammer og andet godt.  Kunne godt huske bagefter at jeg havde skrevet det her ned, men ikke hvor, og jeg har ganske mange bøger med sære matematiske formler, så jeg opgav at lede efter det. Men har dog siden genfundet det, og det var et stort chok at gense det. Heldigvis var det efter jeg var startet hos psykologen, og sammen fik vi en masse klarhed af de få, knapt læselige, sætninger. Hun undlod at spørge til betydningen af matematikken i baggrunden, hvilket nok var klogt nok. Tror det var for de på forhånd indviede.

Den der aften!

Vågnede eller kom til mig selv på mit køkkengulv. Har en ganske klar erindring om stoleben og køkkenbord sådan lidt hulter til bulter-agtigt. Det er som om bevidstheden og visheden i kroppen kommer trinvist i sådan nogle bølger. Fra hovedet ned i kroppen ud gennem benene for så til sidst at vippe med tæerne. Og tilbage igen. Lytter og tør ikke åbne øjnene for meget. Ned i fødderne igen – jo, jeg er vist i live. Men det gør ondt. Smerterne er så intense at jeg ikke engang kan få en lyd frem, halsen er helt sammensnørret og tør. Lytter og kan høre fjernsynet i baggrunden. Og hører at noget bliver sat på sofabordet. Ser mig lidt forsigtigt omkring.

Lukker øjnene igen. Og prøver at trodse smerterne og vælter en stol, da jeg prøver at sætte mig op.

– Nå du er vågen. Det var godt.
– Hvad er der sket
Latter.
– Det finder du nok ud af
Smerter.
– Kunne du ikke bare afslutte det her og gå. La´mig dø.
– Du skal ikke dø af det her, du skal leve med det! Det er ikke noget du dør af.

Lukker øjnene og forsvinder fra verden. Hører langt, langt væk at døren smækker og jeg er alene igen. Mellem stoleben, et eller andet roderi, der formentlig stammer fra indkøbene, og på et blodigt køkkengulv. Trænger til et bad. Nu. Må også finde ud af hvor de smerter kommer fra og hvad der er sket.

Jeg burde nok være død af det. Være forblødt. Forstår ikke hvordan jeg fik det til at holde op med at bløde. Kan være kvindekroppen er indrettet til at begrænse den slags blødninger af sig selv. Aner det ikke, men husker at det var voldsomt og at det tog lang tid.

Det var her jeg burde have ringet 112. Det ved jeg godt. Så det er der ingen grund til at fortælle mig, eller bebrejde mig at jeg ikke gjorde. Det skete bare ikke, for jeg kunne ikke rumme noget som helst andet end at lægge mig på sofaen med et håndklæde mellem benene. Og så ind i mellem stavre ud i køkkenet og få lidt at drikke, besøge et badeværelse og så ind på sofaen igen. Ønskede ikke hjælp, og lod vennerne komme på små hurtige besøg efter noget tid. Men smed dem ud igen, når de ville tale om hvad der var sket.

Der gik vist flere dage før jeg nåede til at gøre rent i køkkenet, og efterhånden lignede hele lejligheden et slagtehus. Men jeg orkede det bare ikke.

Langsomt gik det op for mig hvad det egentlig var jeg skulle leve videre med. At det var deri den avancerede hævn lå. Det havde været for billigt om han bare havde slået mig ihjel den aften. Straffen var at jeg skulle leve med de der skader jeg havde fået.

“du skal leve med det” – ja, og det gør jeg så.

Det er ikke til at vide om tingene og skaderne havde set anderledes ud hvis jeg var kommet under behandling med det samme. Måske. Måske havde psykologen (hende psykopat-psykologen jeg startede med) et eller andet sted ret når hun også mere eller mindre direkte antydede, at dér kunne jeg jo osse selv have begrænset skaden. Og fået politi på. Og stoppet ham. Og og og… Ikke at gøre noget startede en kæde af konsekvenser af de ansvarspådragende typer. Det må jeg leve med. Og det gør jeg så også. Hans ord var nærmest profetiske, den aften. Lev med det. Lev med det hele.

Konsekvenserne af skaderne er jo nærmest indlysende, dem skal jeg leve med. Eller nærmest leve på trods af.

Jeg har set ham 3 gange siden i nærheden af min bopæl. Flyttede derfor pludselig til en anden landsdel uden at efterlade mig ret mange spor. Skiftede job, branche og liv. Gentog manøvren et års tid senere, og jeg tror og håber at mine spor forsvandt et eller andet sted på vejen. Har omhyggeligt sørget for at jeg ikke længere kan googles. Passer på min facebook og google plus og har en næsten indædt interesse for privatlivsindstillingerne begge steder.

Tillid til andre jeg ikke kender på forhånd, eller kun kender via nettet, er derfor en stor ting og den er nok lidt svær at opnå. Men den er der, og jeg er hverken særligt mystisk eller unormal. Bare lidt kamera-sky. Jeg er lidt forsigtig, det er det hele, for jeg vil så forfærdeligt nødigt genfindes.

Mit liv som lynlås

Som lovet kommer der et indlæg med denne sære titel.

En lynlås udgøres af 3 hoveddele: Skyder, element og bånd.

– ykk.dk –

Der har været flere skønne bud på hvad et liv har med lynlåse at gøre. Og svaret er egentlig ret kedeligt; intet. Eller ikke særligt meget. Og så alligevel, for billedet er meget godt trods alt. Bånd med to rækker med små tænder, elementet, der passer perfekt sammen, holder sammen på noget andet vha en skyder, være mere eller mindre samlende og som kan gå så forfærdeligt meget i stykker.

Langt hen af vejen har jeg levet mit liv på denne måde. Som to dele. Uden at ane, at de kunne forenes, at de passede sammen. Det er ganske ordinært, at selvfølgelig kan de det, men for mig har det altså været en noget forsinket opdagelse. Er ikke lige godt modnet på alle fronter. Det er der sikkert gode grunde til. Tabte jo en masse år et eller andet sted undervejs. Visse siger i dag, at jeg ser ud og opfører mig som en der er noget yngre – kan være det er derfor?!?

På den ene side er det åbne liv, det offentlige og det jeg viser andre og alle. Nogen kender mig fra uddannelser og jobs, andre fra de private sammenhænge og så er der alle vennerne og de bekendte, der bare er kommet til efterhånden fra alle mulige og nærmest umulige steder. Rigtigt mange af dem ved, at jeg blev sygemeldt pga “et eller andet psykisk” og at det var alvorligt – sådan det-ene-ben-på-et-behandlingsafsnit alvorligt. Ikke alle venskaber, der overlevede dét. Viste det sig. Men de mennesker tror, de kender mig som et hele, det sjove, det alvorlige, det tænksomme og vidende, det rationelle og næsten kyniske, den kluntede – og hende der fumler med ordene og ikke altid lige får tingene sagt som de var tænkt. Legebarnet er også herovre. Pjatrøven, der pludselig spurter grinende op af en trappe, blot for at komme først i en imaginær konkurrence. Sådan ser de mig. Så stort var chokket, da jeg bragede ned som en gammel slidt motor. Men elementerne er tilstede endnu. De har alle overlevet i mig gennem angsten. Det er mindsket, men egentlig ikke forandret. Er rammerne trygge nok så bliver de udfoldet.

På den anden side er min historie. Den om min bror, om misbruget og overgrebene. Om voldtægterne og volden Læs resten

Sære tal

Når jeg kigger på site stats for den her blog dukker der et markant mønster op. Det er klart at selve hovedsiden er den mest besøgte, og det er i sig selv ikke særligt overraskende. Det er jo den der bliver linket til fra alle mulige steder og kommentarer.

Det er de sider, der ligger lige under, der forundrer mig en smule. De følges meget godt ad i statistikken (+/- 1) og har gjort det hver gang jeg har kigget på tallene.

Lige nu fører “kort fortalt” med 1 over “anonym”. I morgen er det sikkert omvendt. Og de to sider har hver for sig dobbelt så mange hits som de efterfølgende sider i statistikken.

Kort fortalt er jo min about me side, så det forstår jeg til fulde – det er jo det hurtige overblik over hvad man kan forvente, at den her blog egentlig handler om. Den type sider vil altid være godt besøgt, men det kommer altså ganske meget bag på mig, at det er så interessant, hvorfor jeg holder mig tilbage fra at stå frem med navn og billede og sådan noget. Ca dobbelt så interessant som alt det andet.

Det kan være fordi det er en svækkelse af min historie og min blog, at jeg ikke vil stå frem med min historie. Eller det kan være almindelig nysgerrighed, der bliver udløst ad den lidt skæve vej. Som om nogen tænker, at de måske kan regne ud, hvem jeg er. Opgiv bare, for jeg er egentlig ikke særligt interessant. Min historie kan være interessant, men jeg som person er det bestemt ikke. Er bare et dybt almindeligt menneske. Men det er åbenbart ganske spændende i sig selv.

Men nu har jeg jo åbnet verdens mindste luge i min higen efter at være anonym. Der er nogen i blogland, der faktisk har mødt mig. Måske kommer der flere til en dag. Det må tiden vise.

Herinde og på skrift vil jeg dog stadig fastholde at mit navn, min detaljerede (og søgbare såsom job, uddannelse og bopæl) baggrund er noget jeg vil holde for mig selv. Men tror det er vigtigt, at anonymsiden findes, så jeg begrunder dette særlige ønske.

Har været modig

Nemlig. I dag. Jeg har været rigtigt modig og taget en chance som jeg egentlig ville have forsvoret.

Talte en times tid med en kvinde, der nærmest har kendt mig altid. Sådan ca føles det. Vi har været venner siden vi var 10-11 år gamle. Og hun kender naturligvis min familie. Og hendes familie kender min. Sådan er det jo med barndomsvenner, omend vi efter en periode med adskillelse måtte genfinde hinanden på facebook. Vi er stadig venner. Vi griner stadig godt sammen, og vi er stadig alvorlige sammen.Vi snakker bestemt ikke sammen så tit som vi kunne og burde. Men vi er venner.

Hun kender en del af mine hemmeligheder og ved en masse om hvorfor mange ting blev lidt kludrede for mig. Men min barndom og tidlige ungdom som hun jo også var en del af, den kender hun egentlig ikke meget til.

I dag gav jeg hende direkte link til den her blog. Småbævende og med lidt nervøse trækninger. Læs resten

Tvivlerier

Det er tankernes, tvivleriernes og dilemmaernes efterår.

Tvivleri #1

Skal jeg sætte min bil til salg og håbe at få fat i en bedre?

Tvivleri #2

Skal jeg ændre på min arbejdssituation på min arbejdsplads eller satse på at ændre min arbejdsplads?

Tvivleri #3

Skal jeg give min chef en chance for at gribe ind, inden hun mister mig. Er jeg væsentlig nok til det? Læs resten

At trykke på publish

Det har sjældent været mere nervøst at trykke på en publish knap. Jeg er vant til at skrive, også om de ting, der berører dybt i mig selv. Jeg kan med lidt effektiv-tagen-sig-sammen skrive om misbrug, overgreb, incest og voldtægt, også i de udelikate detaljer, som de færreste faktisk har lyst til at læse med mindre de har en eller anden professionel forpligtelse til interesse. Men jeg er ærligt talt ikke vant til, at jeg ikke kan kontrollere hvem der læser med. Har skrevet et utal af mails om de her svære ting i livet, men mails har jo modtagere. Og i det konkrete tilfælde oftest modtagere med en ret veldefineret tavshedspligt. Læs resten