Har lært et nyt ord

Anti-speciesisme.

Eller oversat sådan frit fra hukommelsen er det tesen om at ingen arter står over andre.

Ja, vi har haft besøg af en veganer. Han er sikkert et sødt menneske, men det er ærligt talt lidt svært at stå model til de tilhørende moralbegreber når man bliver præsenteret for dem allerede ved hoveddøren.

I vores entre hænger der en læderjakke, der står støvler af læder, hundens snor er af læder… og hunden selv tager imod gæster med vuffen af dem, den ikke kender.

Dér begyndte problemet. Læder og hund. Det er udnyttelse af andre arter og fremhævelse af, at disse står under os og at det er forkert. Hunden er moralsk forkert, da den er domesticeret og læderdetaljerne på dens artsundertrykkende snor er specie-kannibalisme. Specie-kannibalisme?

Hvad skal vi gøre ved det. Den er er der. Jeg undskylder lidt uvederhæftigt og prøver at ignorere yderligere ophævelser over vores yderst domesticerede vovse. (den bærer ovenikøbet de domesticerede husdyrs kendetegn i form af lyse pletter på brystkasse, i panden og på poter). Og jeg kalder den en “den”.

Vores gæster skulle have noget mad og vi havde rådført os med et klogt hoved, der foreslog en vegansk chili con carne. Ahvaffornoget? Carne – betyder det ikke kød? Jo, det gør det normalt, men her blev det erstattet af et eller andet sojaprodukt. Chili con anti-kød omdøbte jeg det til, og hældte på amoralsk vis resterne direkte i spanden, da de var gået. Det var mad, det kunne spises, men det bliver nu ikke noget jeg kommer til at dyrke.

Men jeg lærte mange nye ting om medicinrester i mælk, om den traumatiske oplevelse det er for en høne at miste sit æg, om dyrs følelser og om diskriminationen af dyr.

Vi fik et langt foredrag om de forfærdelige forhold østeuropas gadehunde lever under. (tak for mad).

På et tidspunkt var jeg sådan lige ved at få nok af det hele og begyndte at hæve stemmen og minde om at han var gæst i vores hjem og at jeg fandt det temmelig intimiderende at skulle forsvare indholdet af mit køleskab for slet ikke at tale om min fryser overfor en gæst, som jeg vel at mærke havde beværtet på vegansk korrekt vis. Hvis det altså ikke var for alle de undertrykte dyrelig, der lå henne i vores fryser og som gjorde den særlige chili con anti-kød næsten uspiselig fordi den blot var et dække for en dyb amoralsk livsførelse, der handlede om at undertrykke samtlige dyr i min nærhed. (stakkels rejer).

Det var en ganske speciel oplevelse at blive afvejet på den store veganer-vægt og fundet alt for let. Jeg er ikke noget godt menneske for jeg er ikke god ved dyr. Jeg udnytter dem, jeg spiser dem og jeg holder dem som husdyr – enten selv eller in absentia i landbruget.

Jeg sætter altid mennesket før dyret. Min hund er en den (som oftest), den er fuldgyldigt medlem af vores flok men aldeles uden bestemmelsesret for noget som helst. Der bliver taget hensyn til dens hundesjæl og hunde-behov, men det er også dét. Den er ikke og bliver aldrig vores ligeværdige.

Vi spiser kød, fisk, skaldyr. Vi har et stort forbrug af æg og mælk når der bliver bagt.

Og der findes masser af uldprodukter på min trøjehylde over jakkerne. Jammen for pokker da. Må man ikke engang have og bruge uld? Nej, bambusgarn og bomuld. (bomuld? – som forresten kræver mængder af gifte for at holde skadedyr væk -skadedyr er måske ikke dyr i vegansk forstand?).

Jeg var faktisk ret træt da vi blev alene igen. Og lod vores ikke ligestillede, men dybt forkælede hund krølle sig sammen i sit sofahjørne og snorke.. med en forpote på et efterhånden klinisk renset undertrykt og udnyttet marvben.

Vi talte lidt om hundene i Ungarn. Det er ikke gadehunde, der for de flestes vedkommende stadig er forholdsvist domesticerede, men derimod vilde hunde med forskellige og efterhånden ret udvaskede racemæssige kendetegn. Jeg har set dem. Og min holdning er glasklar til dem. Problemet løses bedst med dygtige jægere med gode rifler. Jeg vil hellere se en familie have sine får og sine høns i fred end at se en vild flok hunde. Hønsene og fårene genererer et livsunderhold for en familie, hundene er bare.. nu siger jeg det grimme ord… skadedyr. Der. Og de er farlige, for de har ikke ulvens skyhed overfor mennesker og menneskemiljø, men har næsten samme styrke og flokadfærd.

Jeg er et skidt menneske. For jeg sætter mennesker over dyr. Selv hunde. Og i hvert fald over rejer. Osse selvom de ikke altid har været frosne. Og ikke oprindelig kommer fra brugsens køledisk.

Reklamer

Projekt kontor

Jeg har længe truet med det. At rydde kontoret for ikke væsentlige ting. Det være sig sære computerkabler ingen mere kan huske hvad skulle bruges til, men som passede til andre ting der stadig var i brug, eller bøger der blot stod på reolen og signalerede at jeg en gang var klog, vidende og belæst. Og så var der alle papirerne og mapperne fra “sagen”.

Vi har ikke verdens største lejlighed, snarere tværtimod. Det er derfor den, da vi flyttede tilbage til byen, gik under navnet “hattehylden i byen” og vores kontor opfylder måske ikke lige normale karakteristika for et sådant. Vi har sat en række reoler op midt i stuen som rumopdeler og har skabt et minikontor på 5-7 kvm, hvor der faktisk er plads til skrivebord med to stationære computere (det hjælper lidt på pladsforbruget at det er macs), to stole og et par reoler. Derudover står der et lidt lavere bord for enden af skrivebordet og laver en vinkel.

Her bor printeren… ovenpå min gamle windowspc, der stadig er køreklar og kan startes op når jeg har behov for at teste noget på windows (det sker efterhånden så sjældent så den burde nok kasseres). Og her var der en lille kvm bordplads til almindeligt skrivebordsrod.

Et rod der efterhånden antog en temmelig højdestræbende positur. Næsten lidt pyramideagtigt og indeholdt papirer, kabler, lader til en telefon, et headset og alt muligt andet. Blandt andet den lommelygte jeg aldrig kan finde.

Reolen bag mig var et kapitel for sig. Bøger inderst og rod på alle hylderne foran. Og det hele henlagt i et henrivende mørke, da vi ikke har sat lys op i “kontoret” og klarer os med et par skrivebordslamper.

Rodet formerede sig og jeg mistænker at en eller anden drillenisse havde gang i et ekstra projekt om natten. Jeg kunne i hvert fald sjældent finde hvad jeg ville finde. Ikke det store problem hvad angår væsentlige papirer for de er jo scannet ind og ligger på computeren.

Jeg har tidligere haft lignende oprydnings-raptusser men har ikke gået så hårdt til værks som nu.

Ryddede pyramiden på det lave bord. Og lavede en ny midt på stuegulvet for så at dele det hele op i andre bunker. Gemmes, kasseres, makuleres og “hvad faen er det”. Sidstnævnte var ting der viste sig at høre hjemme på konens side af skrivebordet.

Så ryddede jeg reolen og fik det delt op i tilsvarende 4 bunker.

Bøgerne blev sorteret op i to bunker.. dem jeg bruger og dem jeg ikke bruger mere. Heldigvis fyldte sidstnævnte det meste og røg i et par flyttekasser og sat inderst i vores pulterrum. Og her overholdt jeg bestemt ikke reglen om at bøger kun må fylde halvdelen. De blev fyldt næsten til randen, sat ind i “hullet”, fyldt op og lukket. Kors hvor fylder bøger meget i en kasse, og lidt på en hylde.

Det er en sær følelse at have pakket hele det faglige bibliotek sammen. Og givet rum til foto-dimser, der før lå rundt omkring. Og til andre ting der er mere aktuelle nu og her i stedet for bøger der repræsenterede fortiden. Den øvelse er vist ganske sund. Og jeg bruger alligevel online-ressourcer til det meste hvis jeg skal slå noget op. Og mangler jeg et eller andet, så er bøgerne jo ikke smidt ud, de er blot sat væk.

Der var i øvrigt ikke plads til bogkasserne før pulterrummet fik ca samme omgang.

Det tog faktisk det meste af dagen.

A_2015-01-29 06.42.15Da jeg satte mig ved computeren for lissom at nyde de lidt roligere omgivelser gik der ikke mange øjeblikke før hunden havde fundet ud af at der passende kunne indrettes en hvileplads til den – på bordet ved siden af mig. Tog ikke mange øjeblikke at grave et hundetæppe frem og lægge på bordet. Hvad den vil gøre når printeren begynder at arbejde og spytte papirer ud over den, det må tiden vise. Det kan være vi bliver gode til at aflæse hulkort.

Men den er da velkommen til at udnytte pladsen, for den roder mindre end mig. Og det er da  egentlig lidt hyggeligt at have den liggende her lige ved siden af mig i stedet for nede i mørket under skrivebordet. Det er godt for stress-niveauet. På sin egen skæve vis…

Der er altså noget med gravhunde og højder.. tror de kompenserer for et eller andet ved at søge hvilepladser, der er passende hævet over gulvet.

Vi ku osse tage til Ukraine

Sådan sagde hun sgu. Hende kæresten da vi i torsdags sad og kiggede på et kort for at finde gode, og endnu ubesete, steder i nærheden af vores feriedestination ude i det østlige Ungarn. Ca en time efter ramte nyheden om det nedskudte fly nyhedsstrømmen og vi blev enige om at “well – vi kunne osse lade være”. Godt nok er Ukraine et kæmpestort land og det lille hjørne man kan se i øverste højre hjørne af billedet er landets syd-vestligste del og dermed meget langt fra problemområderne. Men nej, Ukraine får lov til at ligge hvor det ligger i år. Til gengæld er den ungarske del af det område hjemsted for landets berømte Tokajvine, og det har vi aldrig rigtigt fået besøgt. Vi har drukket spandevis af Tokaj, men aldrig set vindistrikterne. Det kunne være en mulighed.

(med fare for at være upassende vil jeg godt lige give den der nedskydning et par ord med på vejen. Jeg håber at en eller anden instans kan overbevise våbenproducenterne om det fornuftige i at jord-til-luft missilsystemer på en eller anden måde integreres med flightradar24, således at mennesker med hang til at sigte på store fly lige fik en chance for at sikre sig at det de ville skyde på ikke var en civil maskine. Det er altså superlet med en smartphone lige at kontrollere den slags i dag, så jeg køber på ingen måde deres “hvad fanden flyver de her for” undskyldning. Jeg har ikke tilstrækkeligt med bandeord der kan udtrykke min vrede over det der er sket og jeg håber at nogen giver dem så mange militære tæsk at de fiser tilbage til deres fører i Moskva).


Og ungerne dernede har plaget om en tur i den zoologiske have i Nyiregyhaza, der er meget stor og slet ikke i nogen ussel forfatning, sådan som vi som regel opfatter østeuropæiske zooer. De har masser af hajer, de har søkøer (fra Odense), isbjørne i store anlæg og et papegøjeland. Søløverne er dog nok det der trækker mest i ungerne – der er jo fodringsshow. Jeg glæder mig nu altså osse til at se det sted og luske rundt med kameraet og håbe at jeg ikke forbander den dag at jeg valgte superzoom kompakt kamera fra.

Apropos kamera. Vi har jo ingen bærbar, så jeg har brudt min stakkels hjerne med hvordan pokker jeg skulle trylle billederne fra kameraet over på ipaden så jeg kunne vise lidt billeder undervejs. At låne mig frem til computere og så medbringe en kortlæser og en harddisk synes jeg ikke var optimalt for der er jo ingen garanti for at det lige kan lade sig gøre når jeg har lyst til at kigge på billeder.

Men kom i tanke om at Apple har lavet en kamera adapter til ipad. Fint, sådan en må fremskaffes inden vi tager afsted, for så kan jeg da i det mindste få dem derind. Altså billederne. Den røg på huskelisten. Heldigvis er det ikke en dims der er normalt Apple-dyr, så det gik jo nok mente jeg.

Den er slettet igen af listen. For det viser sig at canon har udstyret kameraet med wifi (det vidste jeg jo sådan set godt men betragtede det som en overflødig dims) og samtidig har de lavet en app til ipad og iphone som gør at de kan overføre billeder trådløst direkte mellem hinanden. Og dermed er det unødvendigt at købe en ny dims. Det virker aldeles udmærket. Så nu har jeg skrevet ekstra hukommelseskort og batteri på i stedet.

Jeg tog i øvrigt kameraet med ud på hundens første morgentur i morges. Og det var tidligt. Ca 5.15. Den har et særligt morgenvækkeprogram, der består i at sætte sig i soveværelsesdøren og lægge hovedet lidt på skrå og udtrykke sig gennem nogle rytmiske piv-piv lyde. Jeg kigger på den og siger med den dybeste stemme jeg kan mønstre – tidspunktet taget i betragtning “gå i seeeeng”. Her vurderer hunden så hvad der er dens største behov lige nu. Tisse- eller lydighedstrang. Vinder det sidste lusker den ud i sin seng i gangen igen. Vinder det første derimod udfolder den et imponerende repertoire af pivelyde der mest af alt minder om en musikalsk kat med stort kommunikationsbehov.

Og så er det at kæresten minder mig om at det er min hund. Og vender sig om og sover videre, usportslig som hun er. Eller kan være. Men i dag greb jeg kameraet med på turen og fandt denne lille hest i det mest syrede morgenlys. Og den kunne jeg jo slet ikke stå for.

 

Og jo, så skal den der kamera-forbindelse jo lige testes igen. Så her er et af en blomst der vifter mig om næsen nu hvor jeg sidder på altanen og skriver på indlægget. Point-shoot-import-publish… Jeg elsker det kamera!

Så meget at jeg efterhånden har droppet min raw-mani. Men den skal nu nok komme tilbage. Bare ikke i ferien, for den type billeder kan ipad bestemt ikke lide.

Vi slapper af

Efter et par forjagede dage med masser af bilkørsel og småstress over at skulle nå det hele til rette tid gik jeg død på sofaen i går. Vi så lidt håndbold og nød roen og visheden om at kæresten var godt på vej til sin familie. Normalt fiser vi rundt søndag eftermiddag og aften for at få de sidste par weekendpligter overstået inden arbejdet kalder igen. Men ikke denne gang – vi har jo juleferie og kan bare tage det hele med ophøjet ro. 

Smed mig på sofaen og der gik ikke længe før hyggevovsen indfandt sig og med verdens største selvfølgelighed lagde sig godt tilrette med hovedet på min mave. 

Jeg har haft et par store overvejelser om at vise jer det her billede, for jeg har jo ikke tidligere vist billeder af hunden. Og har nedlagt totalt fotoforbud for blogvennerne når det handler om at vise billeder af den. Men i anledning af julen ophæver jeg hermed (næsten) det. For hunden fylder jo så meget i min verden og i min blog at det virker helt tosset at ingen aner ca hvordan den ser ud – bortset fra gravhunde-beskrivelserne. 

Så her er min hund. Og mine fødder. Og vi hygger os og småsnorker om kap.

Foreløbig går det ok med at komme ud af medicinen bortset fra en masse kulderystelser (tror jeg det hedder på klinisk) men det kan jo langt hen af vejen løses med et par tæpper og viden om at det nok ikke er noget farligt. 

Jeg skal nok komme af med den der medicin men jeg kan godt mærke at det kommer til at tage nogle uger. Jeg har ikke følt noget behov for at tage de beroligende piller endnu, men det er godt at vide at de er der hvis jeg får behovet.

Nu skal vi bare nyde julen og prøve at undgå at savne kæresten alt for meget. Hun tog afsted søndag eftermiddag og nåede lige at få sine julegaver inden. Mine forældre havde fundet en rigtig fin pastamaskine med håndsving til hende, så nu ser jeg frem til at få hjemmelavet pasta ind i mellem. Vi har nemlig en god ven, der har været kok i sydeuropa, og som har lovet at lære hende at lave pastaen og vise hende alle de små insidertricks – hvis hun altså bare lige fik fat i sin egen maskine. Og det har hun så nu – og hun er lykkelig for den nye køkkendims. Køkkendimser fik hun nu osse af mig, blandt andet noget så særpræget som den  officielle “bake-off cakelifter” fra det engelske “hele England bager” program. Så har man næsten alt – når man har sådan en dims. En lækker beanie af ren merino-uld blev det osse til mellem køkken-dimserne så lidt til hendes personlige udrustning var der osse. Hun var glad og det er jo det vigtigste. Især for at ingen ville tvinge hende til at bære sine julegaver med sig. Bortset fra huen som hun forelskede sig i på stedet. (hendes gaver var lidt på begrænset budget da hun i løbet af december både har fået en ipad mini med retina skærm OG den nye iphone 5S)… store gaver som hun osse selv var med til at betale af vores fælles gavebudget. Men store behov der er blevet opfyldt og det er som det skal være. 

Mht bloggeriet går jeg lidt i ferie-mode. Det vil sige at jeg læser med hos jer andre, men jeg kan kun kommentere på wordpressernes blogge. Jeg har nemlig kun ipaden med, og har stadig ikke fundet ud af at få kommentarerne til at virke på blogspotterne. Den vil simpelthen ikke acceptere min WP-profil. 

Forresten – lørdag aften fik jeg årets forbløffelse. Da vi kom over til mine forældre viste det sig at de passede min søsters hund og at min søster faktisk forventede at afhente den i løbet af aftenen. Det var vi lidt spændt på, for hende har jeg jo altså ikke set i flere år, og ikke mens jeg har været sammen med kæresten (og det har jeg i ti år). Det var spøjst! Hun var tydeligt nervøs da hun stod i stuen men formåede dog at sige goddag til os begge. Jeg fandt ud af at jeg ikke bare rummede følelsesladet vrede men osse en formel og isnende høflig udgave af samme. 

Tidligere har jeg ønsket hende et vist antal fod under jord – det gør jeg ikke mere. Jeg er blevet så fuldstændig ligeglad med konen som var hun en tilfældig nabo der kom for at låne lidt sukker. 

Hendes nervøsitet var så tydelig at selv kæresten opdagede den og hendes få ord osede da osse af akavetheder. Det formelle “goddag” og den upassende bemærkning om min “grimme hund” og intet andet viste mig at hun da vist ikke var helt gennemtænkt mht hvordan den her situation skulle kringles. 

Særpræget situation der dog havde den fine fordel for mig at jeg fik skubbet søsterskabet helt ud over kanten. Hun har ingen plads i mit liv. 

I få timer i lørdags havde vi så i øvrigt to hunde, der ikke kendte hinanden, var jævnaldrende, på udebane og begge i løbetid under samme tag. Det var osse lidt interessant og jeg er sikker på at det var endt galt hvis ikke jeg havde tvunget min hund ned på siden på gulvet og ladet den anden snuse hvad den ville, mens min hund kom med nogle lyde der kunne bruges som lydside i en horror-film. Nøj, hvor var den vred og jeg kunne ved samme lejlighed konstatere at dens tænder stadig er fine og flotte og kridhvide. Efter 3 minutters hidsigheder overgav den sig med et tydeligt suk og herfra havde de to en fest hvor de spurtede rundt i stuerne og under bordene. De fungerede fint sammen og kunne fodres sammen uden problemer. 

Løbetid

dog-poopingMin hund er kommet i løbetid og det giver altså visse problemstillinger for den.

Der er ingen overvejelser for os, for naturligvis skal vi ikke have hvalpe på den. Det gider vi ikke og vi ved at hunden lever helt fint uden at opleve “moderglæden” som en hund i øvrigt slet ikke kan opleve.

Til gengæld ville det være nervøst for den fordi den er så meget underhund ift mig at den instinktivt ved at det vil føre til konflikter med mig om det. I en naturlig flok er det nemlig kun alfa-hunnen der får hvalpe og brud på den regel kan føre til udstødelse. Det ville naturligvis ikke ske. Men den hænger på kæresten i denne tid og er tydeligvis mere tryg ved hende.

Men der er adfærdsændringer så det basker. Ikke bare ævler hunden løs i alle vågne timer. Den piver, klynker, jodler og udfolder et sandt repetoire af lyde som vi sikkert ville blive meget klogere af hvis vi ellers forstod hvad den prøvede at fortælle os. Kværnen kører konstant og vi er ved at blive lidt tossede i hovedet af det hjemlige lydbillede.

Men altså..  at gå tur med den.. suk.

Hanhunde har vi ingen problemer med, da hunden aldrig har tiltrukket dem, men det er da klart at vi er lidt ekstra opmærksomme på om løse hunde i området er udstyret med dingleværk (og elsker derfor korthårede hunde mere end langhårede pt).

Problemet er derimod dens ændrede latrinære vaner. Den pletpisser konstant.. tre dråber der.. to dråber der… en dråbe her… og når der ikke er mere tror jeg mere den dufter af..  hvorfor den gør det har jeg ingen anelse om men der er ganske givet en god forklaring på det osse.

Men altså… skidningen… det er en større proces. Den krummer sig sammen og lægger an til noget på et sted.. snuser lidt… vralter (stadig med krum ryg og skæv hale) en meter og tror det skal være der.. snuser lidt … og bevæger sig endnu en meter. Og den på den måde kommer vi altså langt omkring før det behager damen at gøre noget reelt ved det. I mens står jeg og glor på som et akavet heppekor og forventer hele tiden at nogen kommer farende og siger at den ikke må skide der eller her eller hid.

Det er så omstændelig en proces for den at vælge den rigtige plet og det sker ofte at den prøver at vende tilbage til pletter der allerede er forsøgt og fundet næsten uegnede til formålet. Og min tålmodighed bliver ærligt talt mindre og mindre. Især i regnvejr.

Al den sirlighed med at vælge plet så jeg kan næsten ikke nænne at tage posen frem og bortfjerne lorten som den så omhyggeligt har placeret. Men der er jeg altså aldels uden nåde. Gider nemlig ikke selv vade rundt i andres hunde-hømmer. I det mindste pletskider den da ikke.

Min farlige hund

Som jeg tidligere har skrevet er jeg den glade ejer af en gravhund. Det er en hunderace der er kendt for mange ting, men to ting står lidt for sig selv. Gravhunden er efter sigende og i følge en eller anden svensk undersøgelse som jeg desværre ikke kan finde, men som min dyrlæge refererede til, den hunderace der har det absolut kraftigste kæbetryk i forhold til dens størrelse. En gravhund på 7 kg kan levere 2 tons tryk. Det andet lidt specielle kendetegn er, at det er den race der normalt og i de fleste lande topper listen over aggression og bid. Det er ikke nogen speciel heldig kombination, det må jeg jo indrømme. Så meget for dyrlægens mening om gravhunde, og jeg håber den er velunderbygget, for jeg kan ikke finde de data han har kigget i. Tro mig, jeg har skam kigget. Men heldigvis er det heller ikke så vigtigt for mig.

Da jeg trænede min forrige hund var der på nabo-banen et par damer med gravhunde og de havde alverdens problemer med dem. De var stædige, de havde bidt, de rendte rundt uden for kontrol og oftest temmelig ophidsede over et eller andet. Min træner kaldte en dag damerne hen til sig og spurgte dem hvorfor de dog havde valgt gravhunde. De var “søde”, de var charmerende og handy. Han spurgte dem om de nogensinde havde hørt om jægere der puttede i koks i støvlerne for at jage grævlinge. Ja, da.

Men det er en skrøne fik de  (og jeg) at vide, men det er bestemt ingen skrøne at grævlingen har en skræmmende bidestyrke og et eminent forsvar hvis den bliver angrebet. Så blev vi så kloge.

Men, fortsatte han, de to små søde, handy, charmerende hunde I har – de er oprindelig grævlinge-jægere. De er avlet til at søge i grævlingens gange, finde, styre, skræmme, slås med og forhåbentlig jage grævlingen ud af dens hule. På grævlingens hjemmebane. I kan da ikke undre jer over at jeres hunde er modige, aggressive og stædige?!? Når en gravhund bider – så mener den det. Punktum.

Den lektion sad ganske dybt i mig da jeg fik min hvalp, og jeg kan garantere for at når og hvis den bider, så mener den det. Jeg har bare ikke oplevet det. For vi har med stor konsekvens afviklet den side af hunden i vores dagligdag. Men jeg er ikke i tvivl om at den – når den møder en hund den ikke kan lide – har et indædt ønske og vilje om at vende vrangen ud på hundefjendens hundepels. Det sker heldigvis heller ikke så tit, og det hjælper som regel på det at lade hundene løbe og selv finde en hakkeorden, der bevarer pelsene på de retmæssige hunde.

Gravhunden skal mødes en vis respekt men uden frygt – den gemmer vi til de “grimme hunde” som jeg bestemt heller ikke bryder mig om.

Nok hundenørderi. Næsten.

Vi har ind i mellem håndværkere, viceværter, udlejere og andet skrammel rendende rundt i vores hjem når vi ikke er hjemme. Så skal der kigges på et vindue, skiftes en dør eller sættes et nyt køkken op. Vi har egentlig aldrig hørt om hvad hunden stiller op med de her besøg, men da vi jo netop ikke hører noget, går vi ud fra at det er foregået ganske fredeligt.

I dag mødte jeg dog den håndværker der var inde i vores lejlighed i går for at kontrollere om vores ventilation virkede og kunne lukkes –  han kunne kende hunden og råbte til mig.

– det var dog faen til vagthund, du har der
– øhhhh – ja?!?
– jeg låste mig ind og kiggede efter hunden… den lå og sov i sofaen… først da jeg stod midt i stuen løftede den hovedet og kiggede på mig… gav sig lidt … og vendte sig med ryggen til mig og sov videre. Den ville ikke engang have det stk hunde-guf I havde lagt frem.

(Tænk hvis den havde været vagthund.. gravhunde-vagthund. Det var endt galt. Se bare på dronningens gardere der bliver brugt som tyggeprojekter for prinsegemalens hunde.)

Vi blev enige om at nogen vagthund var den nok ikke .. Men rent faktisk er jeg godt tilfreds med at vide at den ikke laver ballade og er en trussel for det arbejdende folk, der har fuld berettiget adgang til vores hjem. Den er så skingrende ligeglad og ganske sikker på at tingene altid er den orden de skal være i. Uanset om flasker eksploderer, om raketterne flyver eller vi står midt i en flytning. Eller om der er fremmede mænd der låser sig ind i vores lejlighed.

Rent faktisk skal jeg ofte selv hen til sofaen og prikke den på ryggen når jeg kommer hjem og høfligt spørge om den gider vågne og gå med ud på tur.

Blå time og lidt om hunden

Jeg har hentet en app til min telefon der hedder “bluehourapp”. Den koster 7 kr hvilket er for meget, men den er smart for den viser hvornår blå time optræder lige der hvor jeg er. Morgen og aften. Matematikken bag er vist ganske simpel men jeg er doven og lader gerne en app køre beregningerne for sølle 7 kr.

Jeg behøvede dog ingen blå-time-alert for at hive kameraet frem en aften vi sad og talte med nogle venner på altanen. Solen gjorde noget sjovt med husene i baggrunden og der var ikke tid til fiflerier og fancy udstyr. Retter kameraet og skyder mere eller mindre løst på solnedgangslyset.

Ikke noget superresultat men hyggeligt nok alligevel.

IMG_2785

Der er nu så hyggeligt her i forstads-ghettoen. Eller hvad.

I går da jeg kom hjem blev jeg mødt af en gruppe ophidsede mennesker på stisystemet. Børn og voksne mellem hinanden og lidt længere henne af stien lå der noget tøj (?) smidt på jorden. Jeg nåede faktisk at spekulere på om der lå et menneske nedenunder tøjbunken og om det var det der var så ophidsende. Det gjorde der dog ikke, det var bare tøj, hvad det så end lavede lige der.

Gik op i lejligheden for at hente hunden ud på en tur på striben (den der skovstribe der ligger hele vejen rundt om kvarteret) og inden jeg havde gået få hundrede meter var jeg blevet mødt af 2-3 politibiler og endnu flere ophidsede mennesker.

Har prøvet at kigge i aviserne for at se om der var sket et eller andet mystisk her, men der står intet. Så det var nok bare ophidsede mennesker og ikke meget andet.

Der er altså bare såå hyggeligt her i forstaden. Men det er altså ikke hverdagskost med civile politibiler på cykelstierne. Trods alt.

Der har været flere overfald herude på stianlægget, men pudsigt nok bekymrer det mig ikke det fjerneste at gå med hunden her. Heller ikke når det er blevet mørkere. Den er ikke nogen Schutzhund men den er opmærksom på alle små og store forandringer og skal nok give tegn hvis noget er anderledes, lyder anderledes eller lugter anderledes. Og giver altid tegn til mig hvis der er noget. Og det gælder osse de vilde katte. Så der bliver givet mange tegn til mig.

Og ind i mellem får vi følgeskab i blå time turene af en dame med et par retrievere. Så er det en fest at gå med hundene, der fistrer rundt i kanten af skoven og ud over græsset.

Vi talte lidt om det der med hunde – om hvor forskelligt de bliver brugt. Og hvor forskelligt resultatet er. Ellens indlæg om dyr, disneyficeringen og de efterfølgende kommentarer spøgte en smule i mit baghoved – var måske en lille smule provokeret. De to retrievere er dygtige jagthunde og har høj lydighed. Min arbejder mere selvstændigt med sin “passen på mig” opgave og har knapt så høj lydighed når det gælder øvelser med snor, hop og gå rundt om benene for at sætte sig. Den kan naturligvis afdækkes på afstand. Og blive liggende. Den kan indkaldes i fornuftigt omfang, men ikke 100% desværre, den kan og skal gå i snor men først og fremmest har den selvstændighed nok til at løse en opgave uden at få besked på den først. Og så er den hus- og hyggehund der er i stand til at hjælpe mig når angsten tager over.  Rigtigt tit ser den det før det kommer og kommer hen og puffer til mig.

Hun håner mig lidt for det der med lydigheden. For at jeg ikke har styr på min hund. I hendes forstand. Og i al venskabelighed, mens hun morer sig over hundenes cirkusnumre når de jager afsted efter hinanden. Men jeg tog måsen på hende forleden med en lille historie om hundens opfattelse af dens verden.

Vi havde lavet stegte hjerter i flødesovs og det var mig, der havde renset kødet. Smidt de store årer og vener i skraldespanden sammen med blodigt kødaffald i øvrigt. Og ladet det stå i skabet til dagen efter. Kæresten sætter det frem på gulvet i gangen, uden at lukke rigtigt til, morgenen efter, fordi vi skal huske at tage affaldet med ned. Og så glemmer vi det. Hunden er alene hjemme en hel arbejdsdag så jeg var ganske spændt på at se hvordan der så ud da jeg kom hjem. Det duftede jo ganske givet ret godt. Kvali-guffer for hunde.

Posen var urørt  – hvorfor forstår jeg ikke, men hunden havde ladet den stå. Den viste mig tydeligt at posen var spændende, da jeg kom hjem. Men kun med at sætte næsen på, kigge på mig med bedende øjne og ikke andet.

Damen med retrieverne måtte nødtvunget indrømme at dén var ikke gået hos hende. Eller hos ret mange andre hunde hun kendte.

Der er altså forskel på hvad man skal med sin hund og hvordan den bliver brugt. Jeg behøvede ikke en gang fortælle min hund at dette var mit. Det var noget den selv afgjorde. Og det er den selvstændighed jeg har dyrket i den. Det nytter desværre intet at træne i at være en bestemt hundefører med klare ordrer når hundens opgave er at passe på mig når jeg ikke er det og sidder midt i angsten på en bænk og ikke kan komme videre af mig selv – eller finde hjem fordi jeg mentalt ligger og roder rundt i græsset og prøver at lege mental mulvarp. Der skal den tage styringen. Jeg er sikker på at lydige servicehunde løser den opgave perfekt – men sådan en havde jeg ikke råd til at få, så jeg måtte lave min egen pseudoversion.

Og det var derfor jeg valgte at få mig en gravhund. Så fås de næsten ikke mere selvstændige, modige og stædige. Specielt valg, det vil jeg indrømme, men et yderst vellykket valg til formålet.

Næsten ingen klager herfra

Kors, hvor er det altså bare dejligt vejr i dag. I hvert fald hvor vi er. Det er varmt men det blæser en del, så vi mærker nærmest ikke den der tunge hede, vi kan aflæse på termometret, 

Så nu sidder jeg lige så stille på altanen og skriver lidt mens kæresten har opgivet at være ude og er gået i køkkenet – for at bage! Hun er skruptosset, men der var vist et par nye opskrifter og nye remedier der lige skulle afprøves. 

Men jeg nyder det altså – og nok mest fordi jeg ved at jeg ikke skal arbejde i dag – og sender en varm medfølelende tanke til dem der skal. Osse blandt mine kolleger er der nogen der sidder på en dum weekend tilkaldevagt. Godt det ikke er mig. Jeg blev spurgt men sagde pænt nej tak. 

Jeg havde faktisk forventet noget tordenvejr i dag men det er vist blæst væk igen. Og heldigvis for det. 

IMG_0311I går var vi sammen med vennerne her hos os og vores altan bestod hygge-i-tropenatten prøven med levende lys i lamperne og skummel hygge med noget i små glas og alt for fedende chips i små skåle. Efter byens lydbillede at dømme var vi bestemt ikke de eneste der ikke kunne finde ud af at gå i seng på sådan en fantastisk aften.

Dem vi havde besøg af havde kørt ca den samme tur som vi skal ud på om nogle uger (alt for mange uger iflg mig) så vi skulle lige have et par tips mht ruter og hvordan man finder overnatningsmuligheder undervejs. Og hvad der kan betale sig og hvad man absolut bare ikke skal køre efter. Blandt andet fik en obskur og aldeles ukendt cafe på en ungarsk rasteplads skudsmålet – drej af her og bliv dér. Viser sig at være god og vellavet mad, dejlig betjening og pæn wellness afdeling som indehaverens kone vist havde fået indrettet lidt til privat brug men som de nu tjente gode penge på. En afdeling for herrer og en for damer, så vi skal ikke dele spa med rumænske truckere iført netundertrøjer og ikke særlig lødige manerer. Det må vi opleve – en rasteplads med wellness profilering. Det er da for sært. Især fordi den vist ikke ligger i nærheden af motorvejene. Og så var der ovenikøbet vagter og video på parkeringspladsen så man blev opfordret til at lade vinduer stå lidt åbne og lufte bilen samtidig med at man selv dyppede sit overophedede køre-legeme i poolen. 

Andre små forberedelser til turen er osse i gang. Blandt andet har vi fået lavet et nyt hundetegn til vovsens halsbånd, og stiftet bekendtskab med den sære danske hundelov. Enhver hund skal bære et hundetegn i halsbåndet (uanset om den er chippet eller ej) hvor ejerens navn og adresse står med “uforgængelige bogstaver”. Ja, fint nok. Der behøver hverken stå hundens navn eller telefonnr eller email på. Men navn og adresse. Hvad havde de tænkt sig hvis de fandt hunden løbende løs og ensom rundt i en skov – sende den med postdanmark til modtageren? Jeg fatter det altså ikke og stod det til mig stod der ejerens navn, et tlf nummer og en emailadresse i stedet. Men det koster altså kassen i bøde ikke at have styr på det der så vi måtte pænt ofre et nyt lille skilt til hunden, så min mor, der skal passe hunden mens vi er væk, ikke pludselig står overfor en hidsig betjent der udsteder bøder for manglende oplysninger på hunden.  Og nu vi var i gang fik vi lavet et tilsvarende – blot med min mors oplysninger på. Så kan de to hænge side om side når hunden er hos hende og ingen kan “gø” af det. Men da hun ikke formelt er ejer af hunden skal den altså bære begge – Vi håber at den, hvis den løber væk, bliver fundet af nogen der selv kan tænke sig til hvilken adresse den hører til – om så bare midlertidigt, da den jo næppe er vandret gennem landet for at forsvinde ud i en vestjysk skov. Tvivler dog på at den bliver nogen stor jæger med det dobbelte dingleværk om halsen. 

Forberedelse nr to er fremskaffelsen af en skal til min telefon så denne bliver modstandsdygtig overfor det fine steppesand/støv der kommer ind overalt. Så nu ligner min ellers elegante iphone noget der er fremstillet af DeWalt og som mere eller mindre er modstandsdygtig overfor bomber, tab fra 3. sal, dypning i vand (ned til 2 m som der står – men uden at muligheden for samtaler fjernes – hvem faen snakker i tlf 2 m under vandet??) og vigtigst af alt – støv. Kærestens tlf skal alligevel udskiftes når vi kommer hjem, så den må klare det som den bedst kan. 

Så er der anskaffet en køleboks til bagagerummet.. sådan en smart én der kan gå på 12v stikket. Hurra – kolde drikke undervejs når vi vil have det og ikke bare når der er mulighed for at købe det. Det er bestemt heller ikke alle steder i østeuropa vi har lyst til at stoppe for at proviantere, så der er det osse rart at kunne klare sig selv lidt bedre. 

Og altså i går.. solen gik jo ned over byen – og det så sådan ud. Lynskudt fra altanen og her bestod mit lille monopod stativ sin eksamen. Hurtigt op, finde støtte, fokusere og så skyde på 1/4 sekund.. havde jeg skulle sætte tripoden op var gået galt, da vi ikke umiddelbart har plads til sådan et stativ på altanen og derfor skal der flyttes rundt på tingene – og inden alt det var sket var farverne forsvundet. Her smækkede jeg bare kameraet på monopoden og skød næsten med det samme – og hen over hovedet på et par af vores gæster:

IMG_2380

 

 

En gammel sandhed

Min mor har altid påstået at tænder og dyr altid går “i stykker” uden for normal åbningstid, og at det særligt ondskabsfulde i det, er at de to ting koster kassen plus det løse at få behandlet.

Den måtte vi næsten sande da vi i går pludselig fik øje på noget på hunden som vi mente måtte være en uønsket feriesouvenir. Et stort rødt udslæt på hundens brystkasse. Det lignede i mistænkelig grad et flåtbid (uden flåt nu) som var ved at udvikle sig i rigtig skidt retning. Jeg er faktisk ikke særligt nervøs ved de der flåter for jeg kigger hunden efter og er hurtig til at fjerne dem, så jeg blev lidt overrasket over at der skulle have gemt sig en flåt helt oppe i hundens albue. Men man ved jo aldrig. Og alarmklokkerne bimlede seriøst over det der udslæt, som selv jeg kunne se var blevet betændt af for meget hundepotekradseri.

Sagen er at det skal gå rigtigt stærkt med at få dyret på antibiotika, hvis det faktisk er borrelia. Nærmest akut.

Og kl var naturligvis 17.28. Hurtig søgning afslørede at den nærliggende dyrlægeklinik var lukket kl 17 og at vi dermed røg på aften- og tilkaldetakst (og det er møgdyrt) men til gengæld havde vores gamle landsbydyrlæge åbent til kl 18 og er ikke kendt for at kigge på klokken når dyrs velfærd er på spil. Han er derimod kendt fra medier med stærke holdninger til mennesker der ikke bringer deres dyr til dyrlæge i tide og bare håber på at ting går over af sig selv, så vi gik ud fra at det nok var ok at springe ind af hans dør kl 1 minut i lukketid.

Så ud af døren i forceret tempo, hunden på slæb og dens forsikringsattest i lommen, ned til bilen og så afsted i et tempo, der bestemt ikke er helt typisk for kærestens normale rolige stil bag et rat. Men vi nåede frem og kom inden for døren og fik et misbilligende blik fra dyrlægen over at vi ikke havde bestilt tid, et blik der dog ændrede sig til dyb alvor da vi fortalte ham om problemet. Vi kom ind efter ca 20 minutter og han undersøgte det nøje. Han ville ikke afvise flåt-teorien, og fortalte os at det formentlig ville have udviklet sig til et stort væskende sår i løbet af natten hvis hunden blev ved med at klø i det, og at det var godt vi kom så hurtigt. Og havde vi ventet i et par dage var det blevet rigtigt modbydeligt.

Og så fik vi lidt ros for at være seriøse hundeejere med styr på forsikringer og vilje til at få checket tingene inden de udviklede sig.

Tak for det – og så betalte vi 1300 kr ved kasse 1 og gik derfra med antibiotika, antibakteriel shampoo og et supereffektivt flåtmiddel. Jeg tør slet ikke tænke på hvad det havde kostet til aftentakst. Og her er der lidt særlige forhold vedr. forsikring, det er kun akut behandlinger de dækker merprisen for. Og vi vidste jo ikke om det faktisk var akut eller bare noget vi troede.

Men ja, vi er ganske seriøse med det her. Vi har forsikret hunden og har en selvrisiko på 1400 kr. Derfor ligger der sammen med hundens forsikringsattest netop dette beløb og så må vi tage resten fra den daglige driftskonto skulle der ske noget. Men så ved vi jo at pengene kommer tilbage i løbet af få dage.

Og lige præcis dérfor tøver vi aldrig med at køre til dyrlæge.

Og nej, den forsikring er ikke billig, men vi betragter den egentlig lidt som en formaliseret opsparing, som vi ikke kan fristes til at bruge til noget forkert. Og da hunden har haft den fra præcis den dag vi fik den som 8-ugers hvalp er den dækket i dens levetid så længe vi betaler til tiden. De dækker osse alle de behandlinger som jeg ret faktisk ville tøve med at igangsætte hos en ældre gående mod gammel hund af moralske grunde. I min familie, og sådan som jeg er vokset op, er ingen hunde blevet aflivet for sent. Min nuværende hund bliver nok ingen undtagelse.

Vasketøj, netværk, feedly og bloglæsning

Det er sådan ca planen for i dag, der er min sidste feriedag i denne omgang. Det var nu ganske rart at komme hjem til en rigtig computer med en rigtig skærm og et tastatur hvor man ikke skal sidde og lede efter specialtegnene, som jeg skal på det lille logitech BT tastatur, der hører til ipadden. Men hellere det end at sidde og fedte med det indbyggede tastatur, hvor man ikke aner hvad der bliver trykket på, og om det er registreret, hvilket er en ulempe for sådan en som mig der skriver blindskrift… det er svært at vænne sig af med når man skriver på ipad og tapper sig igennem med to pegefingre og prøver at lære tommelfingeren på højre hånd at ramme mellemrumstasten nøjagtigt så længe at den tager trykket som et mellemrum uden at sætte to-tre-fire stykker af dem. Eller bare ikke registrerer det overhovedet.

Når jeg så kigger på vasketøjsbunkerne er det pludseligt ikke så rart mere. Det er kærestens tjans, men jeg synes faktisk at det er synd for hende at hun skal igennem bunkerne af tøj, der dufter af en særpræget blanding af klamt sommerhus, brændeovnsrøg, grill-os og tang. Det sidste kan vi takke hunden for. Den fandt en fin bunke våd og halvrådden tang på stranden den sidste dag og rullede sig i det… og nej.. hunde kan altså ikke ryste sig på mere end ca 50 cm afstand af deres ejere, og har de flere til stede venter de gerne til gruppen af ejere står helt tæt. Skøn hund. Men vi var ikke helt begejstrede for dens helt faste hundevane lige på det punkt.

Den første time her ved skrivebordet har gået med at rekonstruere vores netværk, der af mystiske grunde er holdt op med at virke mens vi har været væk. Heldigvis er vi jo i rutinen med at køre netværk via vores iphones, men det er dælme ikke derfor vi betaler et lidt mere end symbolsk beløb hver måned for at have 100 mbit net. Så det skal bare virke, det skidt. Og helst før end senere.

Jeg begynder faktisk at forstå at folk ikke gider sikre deres netværk, for det er småbesværligt når det skal genetableres… gid jeg kunne være så ligeglad med sådan noget så jeg bare gjorde som flere andre. Strøm på skidtet og så virker det ud-af-boksen. Sådan er jeg bare ikke, så jeg har møjsommeligt genetableret alle de små låse og afskærmninger. Nu håber jeg så bare den router holder på opsætningen i bare et par måneder.

Og så var der forresten en mail fra feedly – de har vist fået styr på deres “overtagelse” af googlereader brugerne. Så jeg kan kun opfordre til at lave en konto på feedly og så bruge deres one-click migration til feedly, og så kan I fortsætte nærmest som før. Det er bare farven der har fået en anden lyd på feedly. Jeg skal gerne lave en brugsvejledning til opsætning af feedly, men synes faktisk at det er så simpelt at det ville virke lidt dumt.

Og så er det tid til at få læst op på rundt regnet 8 dages blogland… der er faktisk meget. Men jeg glæder mig til at se hvad I har bedrevet i denne sidste uge af juni, der bød på skt hans, arbejde, godt vejr, regnvejr og ferier…