Konceptuel reality

Så skal vi til det igen. Jeg tænker på talentshows mm på tv. Jeg kan lige så godt indrømme med det samme, at jeg ikke ser noget af det, så jeg kan naturligvis ikke komme med nogen egentlig kritik af noget af det. Men må jo konstatere at programmer som talent, vild med dans, x factor og voice (er det det, det hedder?) må have en god, fast seerskare siden det koncept bliver gentaget igen og igen. Eller rettere, der er jo faktisk to koncepter så vidt jeg kan se.

Koncept nr 1:
Man samler en masse, og jeg mener en rigtigt masse, ukendte mennesker, der alle har det til fælles at de vil i tv. Og midlet til at komme i tv er at de skal kunne noget som de kendte kan. Synge, danse, underholde mm og det på en så overbevisende måde, at de måske selv kan blive kendte. I en måneds tid eller så. Koncept nr 1 har en variant, der rummer dem, der vil være kendte for at være ekstreme på den ene eller anden måde. I den ende ligger Robinson og Paradise hotel.

Koncept nr 2:
Man samler en meget mindre gruppe kendte. Håndplukkede, fordi de gør sig godt på tv, siger kloge eller dumme ting (de dumme kan sagtens være kendte, der er rekrutteret fra koncept nr 1), gør dumme ting eller er aldeles uvidende om helt almindelige ting i helt almindelige menneskers liv. Så lader man dem gøre ting som ellers bliver gjort af ukendte. Nogen skal ud og besøge prostituerede, nogle danser, nogen spiser mad som andre kendte har lavet, visse bliver sendt ud som landbrugselever, jordemødre, fængselsbetjente, kohyrder på prærien.
Naturligvis har nr 2 også en variant: det er her de kendte skal gøre det nogle andre kendte gør og er blevet kendte på. I den bunke ligger et program om gode, dygtige sangere der bliver sendt til et fint hotel for at synge de andres sange.

Helt ærligt, jeg bryder mig ikke meget om amatører, så kunne vi ikke få de kendte til at gøre det, de gør bedst og det de er blevet kendt for. Nemlig at synge, danse, køre bil, lave mad mm. Og så kan vi andre lade os inspirere af de dygtige i stedet for at sidde tåkrummende og se på, at en eller anden blond semikendis piver fordi hun brækker en negl mens hun fodrer en gris eller at en eller anden mors modvillige datter skal tralle sig igennem et musiknr, der kun bliver genkendeligt fordi de har medbragt musikken på en cd. Har aldrig brudt mig om karaoke – heller ikke på tv. Heller ikke når det hedder x factor. Det er og bliver karaoke i min verden. Hverken mere eller mindre, blot fordi det foregår på landsdækkende tv. Jeg undrer mig over at vi skal trækkes igennem de her shows. Men heldigvis har et tv en sluk knap og/eller en hdmi indgang. Som med fordel kan sættes til en dvd afspiller.

Vild med dans kan dog være underholdende. Afledt underholdende. Sad engang i et S-tog og endte med at sidde overfor et par mænd med store skæg, tribale tattoos på armene, læderveste og store støvler. De nød helt klart at der blev kigget lidt på dem. Så ringede den enes telefon og klaphatten satte den på højtaler (dårlig vane, der bærer straffen i sig selv i dette tilfælde). Det er konen eller kæresten der ringer op.

– kommer du ikke snart hjem?
– neej – jeg er lige på vej ud med gutterne for et få nogle øl
– jamen, du lovede jo.. vi plejer..
Han afbryder
– jeg kommer senere hjem. Nu tager vi den øl og så kommer jeg hjem.
– jamen, der er vild med dans
Han leder febrilsk efter den knap, der slukker den der forbistrede højtaler mens konen sætter trumf på.
– vi plejer jo at se vild med dans sammen. Altid.

… og så fik han lukket for lyden. For sent. Han blev mobbet af vennen og valgte at stå af på næste station, antagelig for at tage toget hjem igen så han kunne se sit danseshow med konen.

Et ganske underholdende øjeblik med Vild med dans.

Fnis.

Reklamer