Livstegn om … ca det hele…

Jo, jeg findes skam endnu. Men læser ikke blogs, og har stort set fortrængt blog-land, der ellers har støttet mig gennem tykt og tyndt de sidste år. Men nu begynder der at komme små mails med “hallooo” og “hvordan går det” og “holder du modet oppe”. Håber på forståelse for at denne periode på mange måder er en stor omvæltning for mig, at det kan være svært at holde fokus på ret meget andet end den påtrængende situation mht job, jobslut og job-skifte.

Og svaret må så komme her.

Det går godt. Det går af HELVEDE til. Det er trist. Det er stor komik. Det er forrykt. Det er overraskende. Og det er i perioder ganske forudsigeligt.

Jeg ved slet ikke hvor jeg skal starte og hvor jeg skal slutte med at fortælle.

Så jeg tror jeg vil starte et helt andet sted. Hos kiropraktoren.  Hun tager sig pænt af min dumme ryg og vi (altså konen og mig selv) har besluttet at det bliver hun ved med. Uanset om jeg så kommer til at betale fuld pris for det senere. Om behovet er der i fremtiden. Havde konen med for et par uger siden, for hun ville gerne se hvad det her nu var for noget, siden jeg reagerede så voldsomt og har gjort det stort set siden. Men nu ved vi da i hvert fald hvorfor jeg holder mig for mig selv når jeg har været der og konen giver mig lov til at være småpivet.

Men jeg er det på en anden måde end før. Den aggressive vrede der ellers har været min nøje kontrollerede følgesvend i alle årene er dampet en smule af. Der er sikkert fine videnskabelige ord for hvad der foregår, men der er blevet åbnet for en ventil der altid har været låst med hængelås, cement og vådrumstætning. Nu fiser det hele ud af mig. Og bare fordi der bliver trykket bestemt på ryggen af mig – en gang om ugen, ca. Men jeg har aldrig turdet lade nogen gøre noget der bare minder om det der før. Selv konen har måttet respektere et tabuområde dér. Og nu vender jeg håndtamt ryggen til en kiropraktor-dame og lader hende gøre sine skræmmende ting. Det er kontroltab men helt trygt.

Faktisk er det en så særpræget oplevelse for mig på andre planer end det rent smertelindrende at jeg var nødt til at tage den op hos psykologen for en uges tid siden. Hvad er det der foregår? Hun smilede lidt skævt og fortalte mig hvad hun havde tænkt om at jeg lod mig underkaste kiropraktor-behandling. Og det kan vist samles i et ord: “ups”. Hun var altså klar over at dette enten kunne gå meget godt eller rigtigt skidt. Men hun er tilfreds med at det gik godt og lægger sig i slipstrømmen på håndarbejderens arbejde og tilpasser sin strategi efter at der nu kan sættes ind på tidligere tabuer, og at denne udvikling ganske nemt kan blive afgørende for den kommende tid. Sært, men sådan er det altså. Hun har ifølge sig selv manglet et redskab i værktøjskassen for mig, for jeg gik helt i sort hvis hun helt konkret rørte ved mig for at nå ind til lille-pigen. Det er dét der bliver trykket på nu og lille-pigen bliver lukket ud, og får lov til at græde. Så må hun prøve at tage vare på den – og det er jeg næsten sikker på at hun klarer i fin stil.

Hun er glad for at jeg er havnet hos en kiropraktor med fin fornemmelse for risikoen for retraumatisering og god håndteringsevne af det. Min egen fornemmelse er at der gået hul på en ordentlig omgang indre betændelse, der har været godt og grundigt indkapslet og oplever en form for drypvis renselse i øjeblikket.

Nok om det.

Mht jobbet, kan jeg kun sige at det bliver stadig mere sært og specielt. Min chef har valgt den stærkt personlige attitude og ser på mig, når hun faktisk ser på mig, som en irriterende og ulækker flue, der nægter at svirre væk. Hun er virkelig mopset over noget som jeg faktisk ikke ved hvad er. Det er hende der har fyret mig, ikke omvendt, så jeg forstår ikke hvorfor hun så ovenikøbet er så vred på mig at hun forlader rummet når jeg kommer ind og skal have hjælp til noget jobrelateret i disse få uger jeg har tilbage. Hun nægter at se på mig og kan slet ikke klare at jeg kigger hende i øjnene. At tale frivilligt til mig er helt utænkeligt. Rent faktisk bliver jeg behandlet aldeles uværdigt. Og så er det svært at holde på sin egen værdighed uden at blive knolde-sur og lade det skinne igennem min glatte overflade. Men jeg tror rent faktisk at hun synes jeg er pisse-arrogant, og at det er temmelig meget på tværs at jeg ikke bare lægger mig “syg” i disse sidste uger men faktisk møder hver eneste dag og passer mit arbejde uden at svigte mine pligter. 2 uger endnu. Hun vil ikke kvittere for modtagelsen af min skriftlige indsigelse mod min opsigelse og så på den – og på mig – som om jeg havde serveret en tilpisset sukkermad på et sølvfad i perfekt butler-stil.

Jeg måtte “ikke tage det personligt at jeg blev fyret” men jeg kan konstatere at hun tager det umådeligt personligt at jeg ikke bare giver op og smider håndklædet i ringen og hun kan nærmest beskrives som en utidig teenager i sin opførsel. Underholdende at se en dame på et par og halvtreds opføre sig sådan, og hun opnår det stik modsatte, for hun bliver bare sjovere at drille. Hælene klik-klakker lidt ekstra hårdt ned af gangen når jeg er inden for synsvidde. Om jeg er provokerende? Egentlig ikke, for jeg passer bare mit job på den måde jeg skal. Gør hvad jeg plejer at gøre. – jeg må ikke lukke kommunikationen med “kontoret” ned for beskeder og indberetninger skal stadig gives og modtages.  Men det er måske provokerende i sig selv. Jeg aner det ikke.

Jeg har fået det første seriøse “start med det samme” job-tilbud. Og har sagt nej tak. Det var et ok job, men ikke lige i plet hvad angår geografi og opgaver.

Mit forhold til fagforeningen vil jeg helst ikke ind på endnu. Men den del af mine oplevelser står for det “forrykte”. Håber at være klogere på det punkt om en uges tid eller to.

Tristheden er de mange afskeder.. mennesker, der har knyttet sig tæt til mig gennem årene, hvor jeg har lagt øre til sygdom, død, økonomiske problemer, dumme læger og håbløs kommunal hjemmepleje. De fatter ikke at det er slut med mig, og jeg går fra grædende mænd og kvinder flere gange hver eneste dag. Det er en hård oplevelse og professionalismen er mere end tyndslidt. Ingen fatter at en dygtig pige (ja sådan ser de mig jo, jeg er jo betydeligt yngre end dem) kan blive fyret og de leder efter en grund. Har hun mon stjålet? Kørt spritkørsel og mistet kørekortet? Og de afviser det lynhurtigt igen og ser undskyldende på mig for de kender mig jo som jordens mest moralske menneske, der troligt kommer og lægger alt fra 50 ører fundet under sengen til 500 kr sedler der ligger mellem hynderne i sofaen på bordet foran dem. Og så græder de lidt mere – for kan de stole på den næste der kommer på samme måde? De er bange for forandringen, og jeg kan kun prøve at støtte dem i at det fine firma stadig består og giv dem nu en chance. Samtidig med at alt indeni råber op om at de skal sige fra. Men det kan jeg jo ikke sige højt. Men kan altså ikke lade være med at føle det æreskrænkende på sin egen måde. For jeg kan ikke fortælle dem andet end den officielle grund. Om-struk-tu-re-ring. Og den er der ingen der tror på.  Ingen overhovedet.

Jeg har overvejet at lukke bloggen ned for en tid. Nu er I advaret. For vi er nødt til at spekulere i en mediestrategi i hele dette morads af med- og modspillere. Og jeg har jo ganske svært ved publicity, og vil gøre hvad jeg kan for at undgå det, men har det endnu sværere med det hvis bloggen ligger som aktiv ved siden af. Jeg vil savne jer.

 

** update **

Inspireret af Lenes kommentar. Det er altså ikke nu-nu-og-her hvis jeg lukker ned for en tid, men det er en mulighed jeg er nødt til at se på hvis hele den her sag rammer medierne.

Halve dage

Har nu haft en række af halve dage på arbejde og det er altså lige til at holde til. Jeg må jo indrømme at chefen så rigtigt på sagen da hun afgjorde at når jeg kom tilbage så skulle det være på ikke over 26 timer om ugen. Og det er sandelig osse nok. Den sidste time hver dag er en kamp for ikke at skvatte sammen eller se alt for “sejlende” ud i øjnene når kvalmen og mavesmerterne bliver for meget.

Desværre er der ikke mange på jobbet der er orienteret om at jeg ikke er til rådighed efter kl 13 ca. Så min telefon ringer konstant og opgaverne tikker ind. Gør lige det, kan du klare det og jeg har rykket lidt rundt på dine arbejdsopgaver så du liiige får plads til den her opgave osse.

Det er bare ikke alle der ligge fatter at når jeg siger nej – så mener jeg nej.. og så er der ikke andet for end at de må snakke med min chef. Jeg henviser dem alle til at snakke med hende og få hendes godkendelse af deres ideer.

Hun afviser dog med hård hånd, velvidende at for meget fysisk arbejde til mig lige nu kan sende mig tilbage i sygesengen og at dét vil være synd for mig, men endnu vigtigere figurere som sygefravær i hendes afdeling og noget hun skal være ansvarlig for – overfor hendes chef. Så er det meget bedre at holde mig i gang på begrænset tid og sørge for at jeg møder hver dag  og gør hvad jeg skal og bør.

I dag tager jeg bilen med på arbejde. For i dag skal jeg et smut ud til psykologen og jeg tror der bliver nok at tale med hende om. Der er sket en del siden før jul. Mange prøvelser og udfordringer der er klaret med mere eller mindre held.

Og måske – måske ikke – hendes vurdering af den der situation med medicin ville være passende?

De “farlige” tanker ligger lige under overfladen og fylder en del.. men jeg er bange for at tale om dem og lufte dem. Bør jeg nok gøre i dag.

– se jeg tør ikke engang sætte de rette ord på hvad farlige tanker er.. men jeg tror de fleste forstår alligevel. 

Mørkets gerninger

Nå, er da ikke helt færdig med at lege med kameraet. Tog det med ud på en lille aftentur med hunden søndag aften, lige da solen var gået ned. Og ja, der var osse et stativ med.

Og så har jeg forresten været på arbejde i dag. Det gik fint, men var der kun i 4 timer. Chefen har med vanlig konsekvens barberet nogle af mine timer væk så vi nu kan få styr på det her helbredshalløj, der har drillet mig i måneder.

4 timer var i øvrigt aldeles rigeligt så resten af dagen blev tilbragt på sofaen med hunden på maven og ipaden inden for rækkevide. Sådan kommer resten af ugen vist til at se ud osse, bortset fra torsdag hvor jeg (og den timing er vist osse ganske god) genoptager gamle rutiner og besøger psykologen.

Jeg er træt og ordene er ikke så mange…

god nat. ca.

Sikken uge!

Der er sket et og andet her på den lille uges tid jeg ikke lige har dyrket bloggerne særligt intenst. Har læst med, men har ikke lige haft “ork” til at kommentere og gøre ret meget andet end det.

Efter den samtale jeg havde med min chef er der gået direktør-gang i den. Det vil sige, at situationen er blevet taget op på ledermøde, med deltagelse af chefer fra alle afdelinger samt direktøren himself. Konklusionen var at jeg skulle tage en snak med den pågældende kollega om det hele, men at jeg skulle vide at firmaet stod bag os begge to og ønskede at beholde os begge. Det var en snak der skulle munde ud i den konklusion, at vi skulle videre herfra begge to. Vi skulle være gode kolleger men at ingen ville kunne tvinge os til at stole på hinanden igen.

Samtidig var det gjort ganske klart at de ting der var sket var udenfor tolerance-grænsen og at hvis det fortsatte ville det føre til alvorligere samtaler. Jeg havde på den måde fået en vinderhånd og selvom den snak bestemt ikke var de sjoveste var den alligevel en god løsning på problemstillingen. Der er ikke givet nogen advarsel til mig, men jeg tror nok den anden har fået at vide at den opførsel ikke var acceptabel og at den skulle ophøre. Hun fik vist osse at vide at den lille eksterne morgenmadsklike i et fjernt beliggende kontor skulle flyttes til hovedkontoret og at fredagsmorgenmand var noget der fandt sted i hovedafdelingen – med alle kolleger og ikke bare i en gruppe særligt udvalgte. De havde ovenikøbet fået en anden mellemleder til at bringe en del af fællesmorgenmaden ud på det eksterne lager og denne leder har osse fået at vide, at dén var uacceptabel.

Det er naturligvis ikke gået upåagtet hen at jeg har talt en del med chefen over en uges tid, vi har siddet i mødelokalet hvor man ikke kan se rigtigt ind, men de fleste ved hvem der er deltagere i mødet – og hvor lang tid sådan et møde tager. I fredags sad jeg der igen med chefen i en halv times tid, så da jeg kom ud var der adskillige løftede øjenbryn i min retning. På spørgsmål om hvad i alverden jeg dog havde talt så alvorligt og så længe med chefen om svarede jeg lidt undvigende. Noget i retning af at det handlede om det generelle arbejdsmiljø og den måde firmaet behandlede os på og hvad det gjorde ved gruppen af ansatte i vores afdeling, der blev lidt fragmenteret. Længere ind i detaljerne ville jeg ikke gå, men noget er der alligevel sket, for jeg hører flere og flere udtrykke at “så kunne det da godt være at vi gad gå til julefrokost allligevel”.

Øj, det kunne jo ligefrem være der kommer noget godt ud af alt det her roderi. Om ikke andet kommer jeg ud af det med fornyet respekt for min chef, der har klaret den her knude rigtigt godt og til alles tilfredshed.

Jeg håber at det hele bliver lidt mere tåleligt fremadrettet, for selvom det på mange måder er et røvsygt job kan jeg faktisk godt lide selve jobbet og ved jo osse at det jeg gør og bliver bedt om at gøre – det gør jeg godt.

Nåehja… de der armbånd og alt det andet… der var jo i hvert fald én der skulle have en dims til en nøglering, Jeg har bestemt mig for ikke at starte nogen fin lille butik (det er nemlig smadderbesværligt) men for at knytte og flette lidt efterhånden. I første omgang pjattede jeg lidt rundt med et par snore til Rejen. Hun ville gerne have en lille bold i flere farver men var irriterende vag om hvilke, så jeg måtte selv på jagt i hendes billeder for at finde noget der lissom passede sig til sådan en kvinde. Fandt det her billede og endte ud med denne lille bold:

Burde naturligvis have lagt en tommestok ved siden af eller sådan noget – men den er ca 12 cm lang.

Håber du kan li den. Ellers stjæler kæresten den nemlig.

Kampen om julen

Eller historien om hvordan ændringer i opgavemængderne på jobbet fører til samtale om en masse andet.

Jeg valgte allerede i sommer at bestille ferie i to uger til jul. Juleugerne kalder vi dem på arbejdet. Juleugerne er ugerne med juledagene og nytårsaften/-dag og er traditionelt uger med alt for lidt at lave og dermed frustrationer over spildtid og møgopgaver som afløser for de heldige der faktisk har fået ferie. Så jeg ville osse have ferie i de to uger i år, for jeg er ikke god til den der manøvre og det udmatter mig i svær grad at køre opgaver jeg ikke er kendt med på forhånd. Sådan er jeg bestemt ikke den eneste, der har det, så vi er en del der har taget ferie i de to uger. Ganske som det plejer at være.

Nu har panikken imidlertid indfundet sig, da det viser sig at mængden af opgaver slet ikke falder så drastisk så nu ser situationen sådan her ud for min chef; 80 pct af normale arbejdsopgaver skal udføres af ca 50 pct af arbejdsstyrken – og på kun 60 pct af tiden. Det går galt og det kan selv jeg se. Så det var ikke nogen overraskelse da hun fik fat i mig om min juleferie. Om den kunne ændres, reduceres eller flyttes.

Hjem i tænkeboksen med kæresten. Hvad gør vi nu? Jeg vil dødgerne hjælpe min chef, der altid stiller op for mig (eller næsten – herom senere), men helt ærligt, så kan min loyalitet for mit firma, min direktør og mine kolleger efterhånden ligge på verdens mindste sted – ca på størrelse med de kære gamle 5-ører. Ud af tænkeboksen kom et næsten uspiseligt forslag til chefen: “du kan få mig 2. og 3. januar og det er det. Men det koster!”

Og så var det at øjenbrynene røg i vejret for lønforhandlinger er udelukket. Det var dén reaktion jeg forventede. Til gengæld opfordrede jeg hende til at høre efter når jeg fortalte hende hvorfor jeg synes det var svært at “yde en ekstra indsats for firmaet i form af at flytte rundt på min juleferie”. At det var svært at finde motivationen, om at føle sig som et navn, der stod højt på listen over fyringstruede, om mobning og chikanen og om manglende anerkendelse i form af løn, opgaver og alt det andet der lige kan få en medarbejder til at gi det der ekstra, som alle chefer ønsker sig.

Lønforhøjelse har jeg ikke brug for og det er ikke så vigtigt for mig i sig selv, men det er signalværdien i at belønne dygtige medarbejdere der er væsentlig. Og jeg er dygtig. Og når der så er lukket for lønforhøjelser er man jo nødt til at anerkende og belønne på anden vis.

Det blev en lang samtale om vores oplevelser af hinanden. Og om konsekvenserne af den kollegiale situation der er opstået hvor en enkelt medarbejder har etableret et A, B og et C-hold af kolleger og sørger for at sprede den opsætning op i hierarkiet, forbi chefen og til direktørgangen. Og derfra direkte ned igen så ingen kan være i tvivl om hvilken gruppe de hører til i og hvilke rettigheder de enkelte grupper kan opnå.

Hun blev trist og lidt irriteret over at jeg ikke tidligere havde vist hende den tillid at sige det til hende, men jeg kunne jo stort set ikke forklare hvorfor lige præcis dét kan være svært.

Hun blev mindet om en dag for ikke så mange dage siden hvor jeg fik en meget speciel opgave hvor kunden havde bedt om at få en rigtig kompetent medarbejder til at løse den og det eneste jeg havde stået og tænkt var – hvorfor fanden sender du så ikke en fra stjerneholdet – men mig? Er du mon osse ude på at jeg skal dumme mig? Hun havde derimod opfattet min mimik som selvfølgelighed.

Hun var dybt bekymret. Ikke bare over at få at vide at mobning var et problem i hendes afdeling, og det ville hun prøve at tage fat i overfor den pågældende, men hvad der var næsten lige så bekymrende for hende var oplysningen om at jeg ikke længere kunne finde motivationen til at gøre noget ekstra for firmaet, men alene var drevet af loyalitet overfor hende, da jeg ikke kan se at firmaet gør det der lille ekstra for sine dygtige medarbejdere, og at det for min skyld kunne hoppe i havnen. Vist vi får da en fin julefrokost, og er vi heldige en peberkværn eller tilsvarende mystisk i julegave (hov nej – den var jo sparet væk sammen med den der lille julehilsen med tak for i år sidst – så det er den nok osse i år), men det er sgu lidt sølle, når den hverdagelige anerkendelse bliver erstattet af nedladenheder, ignorering, decideret nedværdigende behandling og tydelig forfordeling af det nyetablerede A-hold omkring den der kollega mht udstyr og opgaver. Og at dét kommer fra toppen.

Jeg fortalte hende at det vanskeliggjorde min sag og at min selvtillid led med at hun alene vidste at jeg var dygtig men at jeg blev behandlet som om jeg var “dead man walking” i firmaet og dermed blev et let bytte for mobning, da alle jo kunne se ved selvsyn at jeg ikke var værd at satse på mht opgaver og udstyr. At jeg følte at hun havde hængt mig godt og grundigt ud til tørre og med fri håneret for alle der kom forbi. At det var tydeliggjort visuelt at jeg ikke var et aktiv for firmaet, men snarere en belastning og en dødvægt der bare skulle afskaffes eller helst afskaffe sig selv. At firmaet i princippet lige så godt kunne have givet mig en farvet arbejdsjakke for at markere at her er en man ikke skal regne med.

Nu må jeg så se hvad der sker nu, men har mine tvivl om det bliver bedre og er næsten sikker på at herfra bliver det værre. I det mindste fik chefen da en forklaring på min manglende motivation.

Men til gengæld har jeg stadig to ugers juleferie. Og det er jo egentlig ganske tankevækkende.

Når det nu ikke findes så er der da her noget, der minder rigtigt meget om a free lunch.

Angst-bevidsthed

Oplevelsen i weekenden hos Ellen og John spøger altså stadig. Og den er i dag blevet suppleret med en oplevelse til.

Jeg slog et smut omkring min chefs skrivebord for et udveksle et par beskeder, og da jeg stod i døren hørte jeg hende tale med en anden kollega om en eller anden oplevelse hun havde haft i den lokale bilka.
– der var mennesker overalt, de gik i alle retninger og jeg kunne ikke finde det jeg skulle bruge, og ingen kunne hjælpe, de amatører. Og du ved jeg er kontrolfreak, så jeg var lige ved at smide mine ting og gå udenfor. Jeg kunne ikke få vejret derinde..

Så får hun øjenkontakt med mig og siger
– det er altså forfærdeligt, ikke?
– Jo, det er forfærdeligt, og nu ved du ca hvordan jeg har det en stor del af tiden – fra jeg går ud ad vores hoveddør indtil jeg går ind ad den igen.

Hun sender mig et ansigtsudtryk der består af løftede øjenbryn, et gennemtrængende og lidt gnistrende blik.

Hun så ud som om hun havde fået en indsigt som hun ikke havde haft før og fik det hele sat lidt i perspektiv.

Vi udvekslede de der beskeder med de sædvanlige småsøde (men ikke sukkerglaserede) bemærkninger og jeg tøffede hen til kaffeautomaten for at få justeret lidt i den indre koffein/sukker-balance. Og så ud ad døren og nyde hvad jeg forventede var den sidste sensommer-sol i denne omgang.

Så mærker jeg en hånd på min skulder – det er chefen. Hånden bliver lige præcis liggende længe nok til at jeg ved at hun vil sige noget vigtigt, og lige præcis for kort til at det kommer til at virke forkert.

– Jeg vidste det ikke – Vidste ikke at det var sådan det var. Er det sådan, det er? For dig?
– Ja, det er sådan det er. Ikke hele tiden, men ofte ligger den lige under overfladen. Men jeg er en velbehandlet én, så jeg kan faktisk håndtere det – som regel.
– Kære du – du har min respekt. Hvordan pokker klarer du det her. Jeg lavede jo bare sjov og havde det slet ikke så slemt – var jo nok bare en hedetur eller sådan noget. Men er det sådan det er?
– Ja. Det er sådan det er.
– Du burde jo ikke kunne være her, men jeg er så glad for at du er her alligevel, du er vigtig (!) for mig. Hvor er du kommet langt siden du sad overfor mig til ansættelsen. Hvem havde troet at dét ville gå så godt. Hver dag på arbejde må jo være en kamp….
– tjaeh, det kan jeg jo ikke nægte. Men vinder den som regel (skævt smil – garanteret med cappucino-skum og det hele).

Et lille klap på skulderen og hun er væk igen. Hun er nu ok.

Garanteret med en lille bitte forøgelse af indblikket i hvad det her angst egentlig er for en størrelse.

Det er invaliderende at have de her anfald. Eller burde i det mindste være det. Og det har jeg fået at vide mange gange, men det er som om den viden ikke er sunket ind endnu. Så jeg er ikke invalideret af det, men lever med anfaldene som jeg oftest kalder udfaldene i stedet. Det er mere midlertidigt på den måde. Noget der er forbigående. Regelmæssige, men forbigående.

I lørdags, sammen med Ellen, kom det altså. Og det har ganske givet noget med den der bro at gøre, men jeg er stadig helt blank på hvad det var for følelser den vækkede i mig, som sendte mig ind i mørket.

Men jeg var jo ikke alene. Jo, derinde i angsten var jeg. Men vidste jo, et eller andet sted derinde, at lige udenfor var kæresten, hunden og de to andre. Så det var bare at finde vej ud igen.

Nu er jeg rimeligt god til den manøvre efterhånden, og det er sjældent jeg behøver hjælp til at komme ud af det.

Og her bliver det altså rigtigt sårbart for mig. Når jeg har brug for hjælp til at komme ud. Jeg tror, at mange står usikre overfor det. Hvad stiller man op overfor et menneske, der er i angst. Lige her og nu. Tror mange vil se sig omkring og se på andre, der er til stede og spekulere på om de er tættere på og at det dermed er mere nærliggende, at det er dem, der gør et eller andet ved det her. Men det er faktisk ret simpelt at hjælpe – hvis man tør.

For er man tæt på et menneske i angst, og kender dette menneske godt nok til at vide, at det er dét, der sker. Lige nu. Så er man også tæt nok på til at hjælpe. (og jeg ved, at det er møg-svært).

• Spørg om der er noget man kan gøre. Lyt til svaret.
• Tag fat i en arm, en skulder – hvad som helst. Hvis berøring gør angsten værre, vil man ikke være i tvivl. Hjælper det, er man heller ikke i tvivl. Få en kontakt, og tænk på dig selv som et fyrtårn i mørke. Noget der viser vej til sikker havn. Se din arm som en pipeline for positiv energi og et dræn for den negative.
• støt, men forklar ikke at noget ikke er slemt/farligt/forfærdeligt/sandt.
• vis forståelse for at angsten kan styre – at det egentlig ikke er mennesket i angst.
• vis glæde når angsten slipper sit tag igen og kontakten er genetableret. Enten ved en ren fysisk kontakt eller i den mere mentale afdeling gennem øjenkontakt.
• undgå angstprovokerende “overraskelser”. Det er en dårlig ide at lave en impulstur til IKEA, på loppemarked eller til en sjov fest.

Angsten er en del af mig, det er en del af det liv, jeg må leve. Det er mit håb at jeg en dag kan styre det. Blive endnu bedre til selv at finde ud igen. Men ind i mellem skal der hjælp til.

– og det nægter jeg at være flov over mere. Altså.

Ventetid

Vi har ferie, og skulle egentlig bruge den på at pakke det sidste ud efter flytningen. Sætte på plads og hænge billeder op og sådan noget. Og hygge os og bare være sammen.

Sådan skulle det ikke gå. Kærestens mor er blevet syg. Som i rigtigt meget syg og er nu indlagt. Hun bor ganske langt væk og vi kan bare vente på at hun bliver udskrevet, formodentlig uden behandling ud over det rent smertestillende. Det haster en smule for kæresten med at komme afsted, men vi aner ikke hvornår. Eller hvor længe hun skal være væk. Så vi er en lille smule på standby og kan ikke rigtigt gøre andet end at vente, mens vi stille og roligt prøver at få hjemmet til at ligne et hjem igen.

Hun har lavet en aftale med sin chef om, at hun kan tage ferie når som helst og uden varsel og at hun bare skal melde tilbage dagen før hun vender tilbage igen. Det er en rigtig god aftale, der rummer lige præcis den fleksibilitet vi behøver i denne situation. Men det er dælme dyrt i feriepenge.

Så nu venter vi – og prøver at forberede os så godt vi overhovedet kan på alle mulige og umulige eventualiteter. Og sørge for at alting fungerer som det skal hjemme hos mig, mens jeg er alene hjemme. Med hunden. Lige nu er vi lykkelige for, at vi nåede at få flytningen overstået, få afleveret hjemmet ved skovene i god stand og nu ikke har den der kæmpe pendlings-tid mere. Det skal nok gå for mig, men det bliver da lidt sært at være alene hjemme i dagevis uden at vide noget som helst om hvor længe.

Vi skal nu nok klare den forhindring også. Vi har da klaret det, der var værre.

Vores lille ferie blev dog ikke helt som vi havde håbet. Det var godt vi havde den – ellers var alt blevet meget besværligt.

Ventetid er det også med en eller anden form for afklaring af mit fortsatte behandlingsforløb. Jeg aner stadig ikke om jeg kan fortsætte hos psykologen, selvom det er indlysende nødvendigt for mig, eller om jeg bare skal fortsætte resten af livet på den der følelsesudbrudsreducerende medicin, som gør at jeg på overfladen kan leve bare nogenlunde normalt. Psykologen har lovet mig at tage kontakt til min læge og at de sammen vil prøve at se om der kan bukkes og bøjes flere paragraffer. men jeg har ikke hørt noget fra den kant siden juni. Tror snart jeg prøver at lufte en utålmodighed for at få i det mindste en form for afklaring.

En ventetid er dog overstået. Jeg har fået en aftale med min chef om at jeg skulle på nedsat tid, og at jeg må sige nej til ekstraopgaver. Eller ja. Alt efter hvad de mentale muligheder er for mig den dag. Hun fortalte mig, at de stadig er utroligt glade for mig, og den måde jeg løser mine opgaver på, og at hun naturligligvis vil strække sig langt for at beholde mig i firmaet. Også selvom det betyder at min produktivitet falder en smule. Den aftale lettede rigtigt meget på min situation, hvor jeg følte mig mere og mere presset og at jeg reagerede med stadigt stærkere følsomhed på situationer som man i normalt fald bare ville ryste lidt på hovedet af. Hun fortalte mig i øvrigt at direktøren havde spurgt til til mig, og at hun havde svaret sådan ca sådan: “aldrig har jeg ansat så syg en medarbejder, der har haft så få sygedage – og formodentlig ingen pga hendes sygdom. Dem vil jeg gerne have flere af!”. Men hun tager nu altså fejl, jeg har haft to sygedage hvor jeg bare ikke var i stand til at komme ud af døren. Hvor jeg var for angst og for ked af det hele. To dage på to år. Det er da en succes, trods alt. Jeg rettede dog ikke hendes misforståelse, lad hende bare blive helt i troen, og blære sig lidt med sin menneske-indsigt og evne til at vælge de rette folk til de rette opgaver på det rette tidspunkt.

Nu møder jeg ind på arbejde hver dag i bedre humør, for jeg ved på forhånd hvad dagen bringer. Sådan ca i hvert fald. Jeg ved hvornår jeg har fri, og ved at hvis jeg har energien og overskuddet til det, så kan jeg selv sige til – at jeg gerne tager ekstraopgaver denne dag. Eller dagen efter.

Tilpasningen til hattehylden i byen er gået over al forventning. Jeg har fået helt styr på busserne, der bringer mig til og fra arbejde og jeg er ikke overdrevent nervøs for alle de mennesker, der også bruger busserne. Lejligheden, der er lille er indrettet rigtigt godt, og vi udnytter med en vis kreativitet de kvadratmeter vi har fået til rådighed. Lidt kompakt, men gulvpladsen er dog stadig til stede. Det viser sig, at naturen har sneget sig ind på kvarteret og jeg skal ikke gå mange hundrede meter med hunden før jeg har en lille stribe vild skov at lege med. Striben er smal, men meget lang. Og går bekvemt rundt om hele kvarteret. Fuglesangen og kvidderet må jeg dog drømme mig til, da vi har placeret os op af to store ringeveje og et gigantisk industriområde. Så trafikken er tung, larmende og konstant. Heldigvis kan vi dog ikke høre den i vores lejlighed, da det der skovlignende område er placeret op og ned af store støjvolde.

Til gengæld ser jeg til min udelte glæde at nogen er ved at etablere en såkaldt badesø. Lige bag husene. Med badebro, legepladser, redningskranse, grillpladser og masser af små oaser. Det glæder jeg mig en del til at se til foråret – mon de så ikke er færdige med det. Vandet er kommet men står lidt lavt endnu. Kvarterets børn er ellevilde og hænger dernede allerede. Og venter.

Det er altså ikke helt tosset at være i byen igen. Tværtimod.
Og forresten.. mens jeg husker det. Drillebilen er sat til salg. Sat i stand og til salg. Vi har ingen grund til at beholde den mere, og den er bare penge ud af vinduet for os. Ikke at den er gået mere i stykker siden sidst, men vi ved at det kommer. Stakkels købere. Men de får dælme lov til selv at finde fejlene på den. Vi kræver ikke så meget for den, så de ved jo at noget er galt. Dårlig moral, måske. Men sådan er dét spils regler jo. Bliver lidt anderledes for mig ikke at have egen bil, men mon ikke jeg vænner mig til den fornemmelse igen.

Alting har en pris

Og det har flytte-kasse-slæberi altså også. Nu sidder jeg her som et bovlamt gammelt øg og må tage en slapper. Ikke ude i solen for det er lige, hvad det er her; i solen! Her er nemlig ingen skyggemuligheder og så gider jeg faktisk ikke være ude i dag. Nyder den kølige gennemtræk gennem rummene, der efterhånden ligner et genbrugsudsalg af møbler og reoler med deres gabende tomme hylder, de stablede stole og en lænestol malplaceret i et hjørne. Ryggen ud mod gulvet naturligvis, så hunden ikke finder på at indtage pladsen.

En slap dag med benet i vejret er nu heller ikke så tosset endda.

Og så noget ganske andet. En gang i sommer var vi på besøg hos Kong Mor og hendes familie, deres hus og hund. En stor succes i øvrigt og vi havde en hund, der sov i et par dage efter at have udforsket samtlige kroge af dét hus og den have. Og tro mig, der er en del kroge.

Som tak for gæstfriheden lovede jeg at sende hende mit ekstraeksemplar af filmen Julie & Julia. Når jeg altså fandt skiven. For vi har afsindigt mange film her, og vi ved dårligt hvad vi har og hvor. Og nu er det hele pakket ned i kasser og jeg havde stadig ikke fundet det til Monarken, jeg havde lovet hende.

Men i dag dukkede den op på et ikke helt ventet sted. I min computers ekstra dvd-drev. Hvad den laver der aner jeg ikke, for man kan vel ikke forestille sig at jeg kan finde på at tage kopier af sådanne film, vel? Det gør man jo ikke. Må man jo ikke. Kan man jo ikke, de er jo kopibeskyttede og sådan noget. Og det var ihvertfald slet ikke muligt at kopiere det eksemplar jeg tidligere havde fundet på et mere reglementeret sted, så søgningen måtte fortsætte efter det der ekstra-eksemplar.

I morgen vil jeg prøve at komme forbi et posthus og sende den her film til Kong Mor, og jeg er ganske sikker på at den vil falde i god jord. Det er stor humor, det er fransk og det handler om mad. Og om at blogge.

Håber jeg når det i morgen. Hvis jeg altså kan gå. For aftaler skal holdes.

Og hvordan jeg har det… knæet har givet mig en velkommen lille pause. Jeg er meget taknemmelig. Og vi skal nok nå at blive helt færdige til den dag et par velvoksne mænd kommer anstigende med en flyttebil og hjælper os med at bære møblerne ud, køre dem og bære dem op.

Mentalt er jeg stadig i et limbo, men dagens gode nyhed er, at jeg har fået talt med min chef og har fået at vide at de er glade for mig og at de vil beholde mig. Fint svarede jeg – men hvis I vil det så må I være med til at hjælpe mig til det. Sæt mig ned i tid, giv mig lidt mere frihed og så skal jeg gøre alt hvad jeg kan for at holde hovedet oppe og benene nede. Aftalen blev 3-5 timer mindre om ugen og frihed til at sige nej til ekstra opgaver. For en tid.

Der sker hele tiden noget nyt

Det er i sandhed en forvirret tid. Vi pakker, flytter, gør rent, passer hverdagen, job, hund, vasker, rydder op, laver bil, slæber, skændes, bliver gode venner igen, sover for lidt og laver alt for meget. Og det hele på én gang. Jeg tror det handler om at vi har gået og ventet siden begyndelsen af maj måned på at få de konkrete detajler på plads om den her flytning. Og nu er de der så, og så bliver en masse energier udløst – både de positive og de negative.

Jeg har slet ikke overskud til at skrive dét indlæg færdigt, der har ligget i kladdebunken alt for længe, så det får altså lov at ligge lidt mere.

På jobbet sker der ikke de store forandringer og jeg lusker stadig rundt uden at have fået den lovede samtale med chefen. Til gengæld krydsede vi klinger i går på parkeringspladsen. Ganske højlydt. Om arbejdstider, rådighedstillæg, rådighedstid- og vagter, løn, planlægning og arbejdstøj.

For nu at tage det sidste først. Det er ingen hemmelighed at jeg har et fysisk arbejde, og at vi derfor naturligvis optræder i arbejdstøj af den grovere slags. Der er bestemte farver og typer, alt efter funktion og rang og der skal stå firmanavn på alt. Men om sommeren skrider det altså, for ingen kan bruge de piratbukser til noget som er udleveret til de kvindelige ansatte. Der er ingen lommer i. Så stadig flere dukker op i andet tøj og enkelte er helt i civil for at udholde varmen. På andre tider af året er vi naturligvis i lange bukser – de fleste af os. Sådan som vi skal. Enkelte tager sig dog osse her et par frihedsgrader i valget af arbejdstøj uden korrekt farve, type eller påtrykt firmanavn. Det gør jeg ikke hvilket har betydet at mine to par bukser nu er slidt tyndt som papir. Det er naturligvis en vis behagelighed i varmen, men det ser ikke helt autoriseret ud når jeg trisser af sted med mine lasede bukseben, der hænger i trævler ved skoen. En forespørgsel om nyt tøj hos vores rekvisitions-dame endte med beskeden om at jeg bare kunne sy dem.

Enden på det blev naturligvis at jeg gjorde som alle de andre – indkøbte et par brugbare arbejdsshorts, med fornuftige lommer, diskret i farve og stillede i dem.

Til min chefs store fortrydelse. Jeg ved ikke rigtigt hvad der var galt, men det kan sagtens være at mine shorts var for korte ift de andres civile kluns. Og jeg er osse lige glad. Så længe der ikke findes andet beklædningsreglement end at vi skal være iklædt det firmaautoriserede arbejdstøj og jeg kan se at det ikke er noget ret mange går op i, så gør jeg altså heller ikke.

Og så har vi fået en præcisering af vores arbejdstid. Firmaet forventer at vi skal stå til rådighed betydeligt flere timer om ugen end vi får løn for. Og det skændes vi så lidt om og hver gang hun (altså chefen) prøvede at argumentere for hvorfor gennem eksempler mm afsluttede hun sætningen med:
– forstår du det?
– nej, det forstår jeg ikke. For det vil jeg ikke forstå.

Jeg kommer aldrig til at ville forstå, at jeg skal stå til rådighed for firmaet mht opgaver og at svare telefon i 40 timer om ugen, når jeg er ansat til 25 timers garanteret løn og oftest ligger på 32-33 timer om ugen, og at det kun er de aktive 32-33 timer jeg faktisk får løn for. Eller at det er aftalt i min ansættelse at jeg skal have ca 30 timer om ugen. Så skal jeg dælme ikke stå til rådighed i de resterende timer. Endsige meddele chefen hvis jeg har andre planer kl 15 en dag, hvor de har planlagt opgaver til mig til kl 14.

Hvad jeg foretager mig i min ulønnede fritid og hvornår – det kommer sgisme ikke dem ved. Men de opfatter desværre ikke-optaget tid som rådighedstid. Tid hvor jeg gratis står til rådighed og tid som de bare kan disponere over til kl 16 og ofte lidt længere.

Glem det. Har jeg fri – så har jeg altså fri. Det er derfor jeg har det arbejde jeg har – fordi jeg vil have fri. Fordi jeg vil have tider jeg kan regne med og aldrig behøver tage noget som helst med hjem og arbejde videre med.

Og slet ikke uden at få løn. Det vil jeg ikke forstå.

Hun blev noget mut, da jeg meddelte hende at jeg havde læst overenskomsten og havde sat mig ind i reglerne om rådighedstjeneste. Forventer dog, at skænderiet bliver genoptaget til den samtale, men det kan være hun mener, at den hermed er afholdt.

Jeg er glad for mit arbejde, jeg er glad for min chef og jeg vil super-gerne yde alle de fleksible ekstraindsatser jeg kan og magter. Men de skal som minimum kende og overholde den der overenskomst. Det er det eneste jeg ikke kan være fleksibel med. Jeg har aldrig krævet mere end det, men lige præcis ved den går min grænse altså.

Så jeg gik hjem og lavede et lønregnskab (elsker at arbejde i regneark), nøjagtigt med timer og sat op på den rigtige måde mht. hvordan man regner garanti timetallet ud, og så håber jeg at få dokumentation for at jeg ikke engang er i nærheden af det tal, og derfor næppe kommer og kræver G-løn for timer, blot fordi jeg ikke tager ekstra opgaver ind, og dermed kommer under det garanterede timetal.

Håber så bare ikke hendes modtræk er at kræve, at jeg skal op i garanteret timetal. For så kan jeg ikke mere, min grænse for hvad jeg kan holde til går et eller andet udefinerbart sted mellem 29 og 32 timer. Har nemlig skrevet lidt dagbogsnotater ind om gode og dårlige dage, og kan se nu at der er mange rigtigt dårlige dage i de perioder med mange opgaver eller flere ukendte opgaver. Sammenhængen er skræmmende tydelig.

Men den gode nyhed er – jeg sagde faktisk fra overfor hvad jeg oplevede som en urimelighed.

Og nu vil vi pakke drillebilen med nogle kasser, en støvsuger, en hund og lidt andre sager og sætte kursen mod byen. Hattehylden skal have den sidste rengøring inden vi begynder at sætte kasser ind. Og hunden skal forsigtigt præsenteres for stedet og tilbydes en god plads.

Stalling

Nej, det handler ikke om lakse-fisken, men om fly, opdrift og fald.

Sådan står der om det fænomen, at et fly stiger for hurtigt eller flyver for langsomt og dermed mister opdriften og styrter mod jorden, hvis det ikke forhindres af piloten:

Stalling er det fænomen, at en eller flere af en flyvemaskines vinger mister deres opdrift, fordi indfaldsvinklen bliver for stor, hvorved luftstrømmen ikke følger vingens profil.
– wikipedia.

Og det er nok meget dækkende for mig i de sidste dage, og vel egentlig osse for min blog. De indlæg jeg har skrevet i de sidste dage, har været sådan lidt for fyld-agtige, mens jeg skrev på noget, der var mere vigtigt for mig, og som jeg ikke anede om jeg kunne udgive til sidst (skriver, sletter, tænker og skriver stadig lidt mere – lidt endnu). For mig personligt er sammenligningen med flyet, der staller rimeligt klar. Er steget for hurtigt, staller, går ind i et spin – og piloten er nødt til at hoppe ud.

Jeg har været hos lægen og har talt med hende om situationen med de manglende tilskud til psykolog, og at jeg var nødt til at stoppe med det, hvis der ikke blev fundet en ny løsning. Hun lovede, at hun ville prøve at snakke med psykologen om de sammen kunne finde en løsning på problemet og formulerede det sådan: “jeg er med på den værste”. Hvilket, så vidt jeg kan tyde, er ensbetydende med en lidt kreativ tilgang til henvisningerne, der skal laves. Ikke helt efter bogen, men jeg fortæller ikke hvem hun er, så der er ikke nogen, som kan komme efter hende på den konto. Jeg håber på, at de kloge damers kreative tankegang kan løse mit problem. Nødbremsen er at finde ud af hvad den der sundhedsforsikring, der følger med i jobbet kan bruges til, om noget overhovedet.

Og jeg behøver mere tid hos psykologen. Der er stadig en masse mørke i mit mentale hus, og det er som om psykologen tager mig på rundtur med en lille-bitte lommelygte og viser mig hvad der gemmer sig i de mørke kroge, og at det slet ikke er så farligt som jeg tror. Uden hendes lommelygte må jeg leve med de mørke rum og hjørner i mit mentale hus. Og det er ikke det mest hensigtsmæssige for mig. Vi må se hvad sommeren bringer af nyt på den front. Håb med mig, så er I søde.

Det er det samme stall-fænomen, der gør sig gældende på job-siden. Der er jeg også steget for hurtigt og har mistet min opdrift. Jeg har lavet en aftale med min chef om at vi skal have en snak når vores ferie er overstået, og jeg håber hun har fattet at det faktisk er vigtigt. Jeg vil bede om nedsat tid og at jeg bliver hørt, inden der bliver sat ekstra opgaver på mig, så jeg kan sige ja eller nej, alt efter ressourceoverskuddet de dage hvor det er nødvendigt. På den måde håber jeg, at vi kan forhindre at jeg falder helt til jorden og ikke er så meget værd mere. Hverken for firmaet eller for mig selv. Eller for kæresten for den sags skyld. Det bliver en samtale, jeg er nødt til at forberede mig ganske godt til og hvor jeg må tænke mig meget godt om hvordan jeg formulerer mig og hvad jeg siger. Skulle jo nødig sige til hende, at jeg faktisk er for syg til at passe mit arbejde, for så ryger jeg garanteret ud på røv og albuer. Og det vil være lidt trist. For jeg kan faktisk godt lide mit job, selvom det er hårdt fysisk/psykisk. Jeg ved, at jeg er et aktiv for firmaet. Og det gør at jeg står lidt stærkere i den snak end ellers. Det skal nok gå hvis jeg bare formulerer mig forsigtigt og alligevel præcist.