Funderinger om at være u-hip

I dag skal jeg ud til psykologen igen. Det gik jo ikke helt godt sidste gang, da jeg pludselig følte jeg skulle forsvare mine valg. Hvilket gjorde mig ret sur. Tror emnet kommer op igen i dag, men nok i en lidt anden form nu vi begge har tænkt os lidt om. Det var vist ret nødvendigt.

Men jeg er lidt spændt på hvad dén seance vil byde på i øvrigt. Og vejrudsigten taget i betragtning sætter vi lidt ekstra tid af til at køre turen. Hvad er nu det for noget. Regn, sne – storm? Stormen tror vi nu ikke på, men lidt hårde vinde måske.

Må bare tage min tid og se om det virkelig er så irriterende at køre som de siger.

Jeg er stadig pålagt tavshed vedr “sagen” efter mit arbejdsstop. Helt død er den altså ikke, men omstændighederne har gjort det hele så indviklet at jeg ikke kan finde hoved og hale i noget af det, og dem jeg “må” tale med siger ikke ret meget til mig og skal presses hårdt for at afgive en statusmelding. Dem jeg kan tale med, bør jeg ikke tale med. Dem jeg har brug for tale med er forbudt område.

Det er den direkte vej til en underlig form for isolation, som jeg så bryder ud af når noget sker på arbejdspladsen og folk skal bevæbnes med arbejdsretslige argumenter. Men jeg ved at det her ikke holder i længden for jeg føler mig efterhånden ganske eksplosiv. Foreløbig holder jeg dog aftalen om at jeg ikke tager initiativ til noget som helst. Egentlig burde jeg være stolt af mig selv, for min lunte har vist sig at være mere længere end forventet og jeg er ikke blevet helt vanvittig endnu.

Nå, det var lidt status – på den lidt hurtige måde. Er her altså endnu.

Weekenden har budt på en anden forundring. Det handler om Facebook.

Der er en tendens til at folk gør et stort nummer ud af at nu melder de sig ud. Nu sletter de deres konto (eller deaktiverer den) og vil leve livet i det virkelige liv.

Jammen, fint nok. Det er jo deres valg. Men hvorfor gøre et stort nummer ud af det på facebook? Når det, der foregår der ikke er virkeligt?  Egentlig får jeg samme fornemmelse som når jeg hører om teenagers, der smækker med dørene for at få opmærksomhed.

Dybest set synes jeg jo at FB er god nok. Det er ikke en uvirkelig verden, for det er ikke en verden for sig selv. Det er bare endnu et medie, synes jeg. Men skal vi være lidt imponerede af de der erklærer sig som udenforstående. Ok, jeg er lidt imponeret (af dem der kan gennemføre det) men vil ikke bytte, for FB er en del af den måde jeg holder kontakt med min omverden på. Er bare ikke imponeret af “afskedshilsnen” om at kontakt skal foregå i den virkelige verden og at dét så viser sig at være instagram, twitter, snapchat, whatsapp eller viber. Hvilket hverken er mere eller mindre virkeligt end facebook.

Det virker som om – på mig – at det er lidt hipster at gøre et stort nr ud af at forlade pøblen på facebook. At turde gå mod strømmen. Med det ene formål at vise at man kan gå mod strømmen.

Og så er vi jo ved sagens kerne… at man viser det frem. At man er lidt hip.

Jeg er stadig u-hip.

Reklamer

Skal jeg virkelig forsvare det her?

Jeg kan faktisk godt blive lidt træt, og egentlig er det vel fair at tilføje, at så må det være træt af mig selv. Men osse bare træt. Sådan lidt mere generelt.

I går sad jeg overfor psykologen og hørte hende lige pludselig sige ting, der vist ikke var helt efter bogen. Med det resultat at jeg blev sur. Nej, faktisk temmelig vred. Som i kogende vred. Jeg tror faktisk ikke hun mente ret meget af det, men det kom ud på den helt forkerte måde.

Jeg tog tråden op med hvad der var sket hos sexologen. Ønskede at få andre øjne på emnet. Og det er vel et passende valg at udsætte en psykolog for det?!? Men det blev helt forkert.  Jeg er dybest set ligeglad med deres afpissen-af-territorie. Det vedkommer ikke mig. For jeg er jo ét territorium og det er min verden ganske naturligt at deres fagområder er overlappende, men i endnu højere grad specialiserede i hver sin retning. Det kan jeg bare ikke gøre noget ved. Basta.

Jeg henvist i sin tid til den der sexolog via en lidt tilfældig kontakt med en jordemoder der, da hun hørte om mine skader, med et lille skævt smil erklærede at dét der krævede ikke en læge… og ikke en psykolog… der skulle en sexolog med jordemoder-baggrund til. Det var dem der vidste allermest om det her. Og så sendte hun mig i øvrigt videre i systemet. Og systemet ramte plet da mine papirer skulle deles ud i afdelingen.

Endnu mere vred blev jeg da hende psykologen viklede sig ud i noget rigtigt skidt. Noget om selv at vælge hvad man vil lade sig tynge ned af. At vælge fra og vælge til. Noget om at lukke “kasser”. Noget om at “gå uden om det svære”.

Jamen det lyder da osse helt fantastisk. Især som floskler skrevet på små sedler i fortune cookies. Men for faen da, jeg har brugt – jeg aner ikke hvor lang tid på at øve mig i at kigge i de kasser, ikke at skamme mig over hvad der var i dem, at fortælle om deres indhold, at lære at bære det – og så sidder konen der og opfordrer mig til at lukke og slukke, at blive aerodynamisk. Så jeg nægter pure og bliver sur. Jeg er helt med på at jeg skal være i stand til at lukke det ned og det er jeg næsten osse, har et helt livs øvelse. Men jeg vil ikke påduttes en eller anden form for skyldfølelse over at der er ting i den kasse der stadig skal luftes. Jeg vil ikke forsvare det (og det gør jeg så her alligevel – nu har jeg selv sagt det – så behøver ingen andre).  Og jeg vil slet, slet ikke skamme mig over det – og over at jeg ikke bare lige letter og kommer videre og “lader som om”.

Jeg prøver at lave helheder i tilværelsen. Jeg er mig, jeg er mange ting. Jeg er osse en der har været udsat for overgreb. Men jeg er mange andre ting osse. Kone, nørd, sær-skæg, gakket… og alt muligt andet. Men jeg er nødt til at bære de overgreb med mig. Er nødt til at acceptere og erkende at de er en del af mig. At få det integreret med de andre ting.

Men mest af alt tror jeg at det der med at vælge til og fra gjorde mig stik-tosset. Gu vil jeg da gerne blive rigtig god til at vælge til og fra på de her ting, men jeg vil ikke dømmes for ikke at kunne. Ikke endnu – og jeg vil slet ikke ugyldiggøres – af en psykolog. Jeg vil ikke påduttes skyld for det her. Det er ikke min skyld, det er ikke mit ansvar. Men det er mit ansvar hvordan jeg kommer videre med det. Det er jeg helt klar over.

Så viser det sig hvor det er gået galt i kommunikationen med den kloge kone. Hun har “overset” betydningen af de fysiske aspekter i min situation. Hun har overset at lige præcis dét ikke kan pakkes ned – at det manifesterer sig i en kasse. Og hun har overset, at dét kan jeg ikke vælge at se bort fra. Og kom dermed til at lyde negligerende og overfladisk. Jeg sad med en følelse af at min egen mavefornemmelse ikke er gyldig. At jeg ikke skal stole på hvad jeg tænker. Kort sagt blev jeg nærmest lidt “kørt over”. Det har jeg prøvet masser af gange før, men jeg vil ikke ret gerne opleve det – lige dér. Det er vel egentlig det jeg er vokset op med. Sådan cirka.

Det er lige præcis derfor jeg har brug for at have sexologen med i behandlingen. For det hun kan – det kan de andre ikke. Og det de kan – det kan hun ikke. Så hvad er problemet? At de har 25% overlap? Og hun beder mig i øvrigt ikke om at gå uden om det svære, blot fordi det svære er for tæt på eller handler om alt det man normalt ikke taler om.

Skal jeg forsvare at jeg går der forresten? Skal jeg skamme mig over det? Det er rigtigt at det ikke er noget jeg sidder og underholder med hen over kaffen med vennerne (heller ikke dem der faktisk ved det). Men jeg vil ikke skamme mig over at jeg behøver hjælp til “genoptræning”. Heller ikke selvom det egentlig er ret grænseoverskridende at indvie andre i. Det er bare så stærkt tabuiseret. Det vist trods alt nemmere bare at mangle et ben eller en hånd. Mere respektabelt. Selv når man sidder overfor en dybt erfaren psykolog.

Det tog hende næsten 30 minutter ekstra at få mig hevet ud af surheden. Men da jeg kørte derfra kom den igen. Jeg vil ikke skulle forsvare mig på den måde.

Hun bad mig komme igen. Og det gør jeg. Det er jeg næsten sikker på. Det er osse mit valg. At følge hendes råd om at gå uden om det svære her ville betyde at aflyse den aftale. Sær ironi.

Vreden sad i mig hele aftenen og natten med – følte mig i den grad skyld-påduttet.

Gik en hurtig tur med hunden da konen stod op og ville så gå lidt mere når det blev lyst. Men faldt i søvn. Vågnede da hunden sprang rundt på min mave – den ville ud. Nu. Jamen det er da så i orden og jeg fumlede mig selv ud og blev fuldstændig overvældet af lyset. Det er lang tid siden vi har haft sådan en klar blå himmel her. Her lynskudt med telefonen i den ene hånd og ivrig hund i den anden.

2015-02-05 08.30.41

Så er det altså svært at forblive i dårligt humør når sneen knaser uden fødderne, hunden jager mus under træet og luften er høj og klar.  Jeg gik en lang tur med hunden og besluttede mig til at jeg måtte sgu nok lære at leve med det hele. Det må ikke fylde alt. Men det må heller ikke fylde ingenting. Fredelig sameksistens hvor det får den plads det behøver, når det behøver. Og jeg tager den plads jeg behøver. Og at grænsen mellem de to ikke kan være fast og på forhånd defineret.

Livstegn om … ca det hele…

Jo, jeg findes skam endnu. Men læser ikke blogs, og har stort set fortrængt blog-land, der ellers har støttet mig gennem tykt og tyndt de sidste år. Men nu begynder der at komme små mails med “hallooo” og “hvordan går det” og “holder du modet oppe”. Håber på forståelse for at denne periode på mange måder er en stor omvæltning for mig, at det kan være svært at holde fokus på ret meget andet end den påtrængende situation mht job, jobslut og job-skifte.

Og svaret må så komme her.

Det går godt. Det går af HELVEDE til. Det er trist. Det er stor komik. Det er forrykt. Det er overraskende. Og det er i perioder ganske forudsigeligt.

Jeg ved slet ikke hvor jeg skal starte og hvor jeg skal slutte med at fortælle.

Så jeg tror jeg vil starte et helt andet sted. Hos kiropraktoren.  Hun tager sig pænt af min dumme ryg og vi (altså konen og mig selv) har besluttet at det bliver hun ved med. Uanset om jeg så kommer til at betale fuld pris for det senere. Om behovet er der i fremtiden. Havde konen med for et par uger siden, for hun ville gerne se hvad det her nu var for noget, siden jeg reagerede så voldsomt og har gjort det stort set siden. Men nu ved vi da i hvert fald hvorfor jeg holder mig for mig selv når jeg har været der og konen giver mig lov til at være småpivet.

Men jeg er det på en anden måde end før. Den aggressive vrede der ellers har været min nøje kontrollerede følgesvend i alle årene er dampet en smule af. Der er sikkert fine videnskabelige ord for hvad der foregår, men der er blevet åbnet for en ventil der altid har været låst med hængelås, cement og vådrumstætning. Nu fiser det hele ud af mig. Og bare fordi der bliver trykket bestemt på ryggen af mig – en gang om ugen, ca. Men jeg har aldrig turdet lade nogen gøre noget der bare minder om det der før. Selv konen har måttet respektere et tabuområde dér. Og nu vender jeg håndtamt ryggen til en kiropraktor-dame og lader hende gøre sine skræmmende ting. Det er kontroltab men helt trygt.

Faktisk er det en så særpræget oplevelse for mig på andre planer end det rent smertelindrende at jeg var nødt til at tage den op hos psykologen for en uges tid siden. Hvad er det der foregår? Hun smilede lidt skævt og fortalte mig hvad hun havde tænkt om at jeg lod mig underkaste kiropraktor-behandling. Og det kan vist samles i et ord: “ups”. Hun var altså klar over at dette enten kunne gå meget godt eller rigtigt skidt. Men hun er tilfreds med at det gik godt og lægger sig i slipstrømmen på håndarbejderens arbejde og tilpasser sin strategi efter at der nu kan sættes ind på tidligere tabuer, og at denne udvikling ganske nemt kan blive afgørende for den kommende tid. Sært, men sådan er det altså. Hun har ifølge sig selv manglet et redskab i værktøjskassen for mig, for jeg gik helt i sort hvis hun helt konkret rørte ved mig for at nå ind til lille-pigen. Det er dét der bliver trykket på nu og lille-pigen bliver lukket ud, og får lov til at græde. Så må hun prøve at tage vare på den – og det er jeg næsten sikker på at hun klarer i fin stil.

Hun er glad for at jeg er havnet hos en kiropraktor med fin fornemmelse for risikoen for retraumatisering og god håndteringsevne af det. Min egen fornemmelse er at der gået hul på en ordentlig omgang indre betændelse, der har været godt og grundigt indkapslet og oplever en form for drypvis renselse i øjeblikket.

Nok om det.

Mht jobbet, kan jeg kun sige at det bliver stadig mere sært og specielt. Min chef har valgt den stærkt personlige attitude og ser på mig, når hun faktisk ser på mig, som en irriterende og ulækker flue, der nægter at svirre væk. Hun er virkelig mopset over noget som jeg faktisk ikke ved hvad er. Det er hende der har fyret mig, ikke omvendt, så jeg forstår ikke hvorfor hun så ovenikøbet er så vred på mig at hun forlader rummet når jeg kommer ind og skal have hjælp til noget jobrelateret i disse få uger jeg har tilbage. Hun nægter at se på mig og kan slet ikke klare at jeg kigger hende i øjnene. At tale frivilligt til mig er helt utænkeligt. Rent faktisk bliver jeg behandlet aldeles uværdigt. Og så er det svært at holde på sin egen værdighed uden at blive knolde-sur og lade det skinne igennem min glatte overflade. Men jeg tror rent faktisk at hun synes jeg er pisse-arrogant, og at det er temmelig meget på tværs at jeg ikke bare lægger mig “syg” i disse sidste uger men faktisk møder hver eneste dag og passer mit arbejde uden at svigte mine pligter. 2 uger endnu. Hun vil ikke kvittere for modtagelsen af min skriftlige indsigelse mod min opsigelse og så på den – og på mig – som om jeg havde serveret en tilpisset sukkermad på et sølvfad i perfekt butler-stil.

Jeg måtte “ikke tage det personligt at jeg blev fyret” men jeg kan konstatere at hun tager det umådeligt personligt at jeg ikke bare giver op og smider håndklædet i ringen og hun kan nærmest beskrives som en utidig teenager i sin opførsel. Underholdende at se en dame på et par og halvtreds opføre sig sådan, og hun opnår det stik modsatte, for hun bliver bare sjovere at drille. Hælene klik-klakker lidt ekstra hårdt ned af gangen når jeg er inden for synsvidde. Om jeg er provokerende? Egentlig ikke, for jeg passer bare mit job på den måde jeg skal. Gør hvad jeg plejer at gøre. – jeg må ikke lukke kommunikationen med “kontoret” ned for beskeder og indberetninger skal stadig gives og modtages.  Men det er måske provokerende i sig selv. Jeg aner det ikke.

Jeg har fået det første seriøse “start med det samme” job-tilbud. Og har sagt nej tak. Det var et ok job, men ikke lige i plet hvad angår geografi og opgaver.

Mit forhold til fagforeningen vil jeg helst ikke ind på endnu. Men den del af mine oplevelser står for det “forrykte”. Håber at være klogere på det punkt om en uges tid eller to.

Tristheden er de mange afskeder.. mennesker, der har knyttet sig tæt til mig gennem årene, hvor jeg har lagt øre til sygdom, død, økonomiske problemer, dumme læger og håbløs kommunal hjemmepleje. De fatter ikke at det er slut med mig, og jeg går fra grædende mænd og kvinder flere gange hver eneste dag. Det er en hård oplevelse og professionalismen er mere end tyndslidt. Ingen fatter at en dygtig pige (ja sådan ser de mig jo, jeg er jo betydeligt yngre end dem) kan blive fyret og de leder efter en grund. Har hun mon stjålet? Kørt spritkørsel og mistet kørekortet? Og de afviser det lynhurtigt igen og ser undskyldende på mig for de kender mig jo som jordens mest moralske menneske, der troligt kommer og lægger alt fra 50 ører fundet under sengen til 500 kr sedler der ligger mellem hynderne i sofaen på bordet foran dem. Og så græder de lidt mere – for kan de stole på den næste der kommer på samme måde? De er bange for forandringen, og jeg kan kun prøve at støtte dem i at det fine firma stadig består og giv dem nu en chance. Samtidig med at alt indeni råber op om at de skal sige fra. Men det kan jeg jo ikke sige højt. Men kan altså ikke lade være med at føle det æreskrænkende på sin egen måde. For jeg kan ikke fortælle dem andet end den officielle grund. Om-struk-tu-re-ring. Og den er der ingen der tror på.  Ingen overhovedet.

Jeg har overvejet at lukke bloggen ned for en tid. Nu er I advaret. For vi er nødt til at spekulere i en mediestrategi i hele dette morads af med- og modspillere. Og jeg har jo ganske svært ved publicity, og vil gøre hvad jeg kan for at undgå det, men har det endnu sværere med det hvis bloggen ligger som aktiv ved siden af. Jeg vil savne jer.

 

** update **

Inspireret af Lenes kommentar. Det er altså ikke nu-nu-og-her hvis jeg lukker ned for en tid, men det er en mulighed jeg er nødt til at se på hvis hele den her sag rammer medierne.

Biologiske tilfældigheder

Ugen har budt på sine udfordringer. Det må jeg indrømme. Det der grimme hold i ryggen, der har holdt mig hjemme i et par dage driller endnu. Det gør ondt at sidde, det gør ondt at rejse sig, det gør ondt at gå og det gør ondt at sætte sig igen. Gider overhovedet ikke detaljere hvor ondt det gør at være på arbejde. Der er ingen tvivl om at dette er arbejdsrelateret og det har sendt mig på en nysgerrig dykketur ned i arbejdsmiljøreglerne. Der har vi vist osse et lille-bitte problem (ironi kan forekomme).

Men nu har jeg skubbet min alt for magelige højryggede og armlænsudstyrede læderkontorstol med min stokke stol, der oftest er sammenklappet og bor under en reol. Men den er bare bedre når ryggen er dum – for den tvinger ryggen til at arbejde og ikke bare falde sammen. Problemet med den er – at jeg faktisk får ondt i ryggen af den – når jeg ikke har problemer med ryggen i øvrigt. Derfor er det dyre møbel oftest pakket sammen.

Men at hænge foran computeren har altså en vis begrænsning i øjeblikket hvad angår tid.

Og så har jeg været en tur omkring psykologen i torsdags. Det gjorde faktisk osse ondt. Osse da jeg skulle rejse mig fra stolen. Men ikke så meget det.

Hun prøvede at booste min selvtillid og selvfølelse mht min “lille sag med arbejdsgiveren”. Det virkede og hun vidste ganske givet at det var nødvendigt inden vi kunne dykke ned i traumerne igen. At få ro på bagsmækken, så at sige. Hele den situation er naturligvis ganske interessant og konfliktfyldt, men jeg er sikker på at jeg har esser nok i baghånden til at klare udfordringerne i de rækkefølger de viser sig i. Men det er godt at blive mindet om at jeg er stærk nok nu til at bokse med de store drenge.

Hun prøvede at minde mig om at min måde at håndtere min baggrund og min familie var et tegn på styrke og at jeg var kommet meget langt i mit lange forløb med hende.

Det er så absolut nødvendigt at jeg får familierelationerne lagt derhen hvor jeg kan have med det at gøre. Jeg har ved en tidligere lejlighed fortalt at jeg rent faktisk har søstre. Dengang, dvs for ca et år siden, mente jeg at jeg godt ville have kontakt med dem igen. Det har ændret sig en del til i dag. Jeg ønsker ingen kontakt. Den ene søster så jeg kortvarigt sidste jul, og det eneste hun sagde udover et stift goddag var “din hund er grim”. Ikke at det gør mig ked af det at hun mener jeg har en grim hund, men jeg fandt det nærmest komisk at det var dét hun valgte at sige ved første møde i 9½ år. Uheldigt ordvalg. Mildest talt. I sommer så jeg hende så tilfældigt igen. Vi var lige kommet tilbage fra sommerhuset og jeg luskede over i den lokale (og bestemt ikke så lille) kvickly for at købe en enkelt liter mælk, så konen ku få sin kop kaffe. (hun drikker ikke caffe latte men latte caffe!), stiller mig i kø for at betale og ser mig lidt omkring. Så hører jeg min søsters stemme – hun står lige bag mig. Og jeg har kigget direkte på hende, uden at kunne genkende hende igen. Det var først stemmen der afslørede hendes tilstedeværelse. Min egen søster. Der var ingen genkendelse på hende visuelt overhovedet. Et ligegyldigt menneske som alle de andre. Hun lirer et nyt stift goddag af hvilket jeg besvarer og vender ryggen til igen. Betaler og går uden at se mig tilbage.

Nej, jeg ønsker ikke længere kontakt. Det bliver stadig mere tydeligt for mig at når mine forældre ikke er mere, så er jeg ikke længere udstyret med familie i blodsforstand – kun i den tilgiftede udgave. Og det er mit tilfælde slet ikke noget dumt bytte.

Da vi var i sommerhus besøgte vi min onkel og tante (der i øvrigt havde glædet os ved at starte bilen og komme over i sommerhuset da de hørte vi var blevet gift og deltog med alle tegn på glæde og tilfredshed i vores “fest”) og dér blev min anden søster omtalt ved navn. Jeg lyttede lidt distraheret og spurgte “hvem?” Min tante svarede “din søster…” og helt uden at tænke over det svarede jeg bare.. jeg har ingen søstre.. jeg har biologiske tilfældigheder. Tavsheden blev skive-skærbar henover bordet. Tante blev lidt chokeret over mit svar, men ville blive endnu mere chokeret hvis jeg havde fortalt hende at hun spillede en rolle i mit endelige opgør med mine søstre. At hun blev nævnt med navn som én af dem man bestemt ikke kunne udsætte for synet af to kvinder, der var andet end veninder og at “jeg ikke skulle komme slæbende med kæresten til familiefester” for det ville være synd for børn og gamle og så … tanten. At en af betingelserne for et fortsat samvær med søstrene var at jeg lod kæresten blive hjemme når der var et eller andet familie tam-tam. En betingelse jeg naturligvis ikke kunne opfylde. Hverken dengang eller nu.

Og her havde selvsamme tante faktisk to dage tidligere siddet og smilet og guffet vores bryllupskage. Dybest set tror jeg ikke hun bryder sig om tanken om bøsser og lesbiske, men jeg tror, at der er noget hun bryder sig mindre om. Roderi. Og det har ærligt talt været noget rod at vi har været sammen i 10 år uden at få styr på papirerne. Accepten af os er der, men er ikke overstrømmende. Men glæden over at vi får orden på tingene er større. Jeg sagde i øvrigt ikke mere men lod dem fortsætte snakken om den der søster. En snak jeg af gode grunde ikke havde noget yderligere at bidrage til.

Jeg tror at jeg i lang tid (som i mange år) har plejet et lille ønske om at komme tilbage i familien (minus min bror), men i det sidste års tid er der blevet rykket rundt på tingene. Nu er ønsket erstattet af et ønske om ikke at komme tilbage. Om ikke at blive opsøgt eller kontaktet. Et ønske jeg næsten er sikker på bliver opfyldt. Jeg har ikke haft brug for dem længe, det har blot været vanetænkning at familier naturligvis kan og bør føres sammen igen. Men hvorfor skulle de? Der er ingen facitliste her, ingen sikker løsning der er den rigtige. De er alle rigtige, hvis de er rigtige for mig. Men for min psykolog er facit ikke interessant, men processen derhen. Deri ligger både en erkendelse, en accept og en handlingsplan. Og en styrke i at jeg faktisk kan udtrykke hvad jeg ønsker og behøver. Vi talte om mine søstre… men det hele handlede om noget andet osse. Det så hun sikkert i torsdags. Det så jeg først dagen efter.

De ekstra RAM er i øvrigt ankommet og allerede smidt i min computer – og nu er det en ren leg at arbejde med billeder. Den tygger på de mange jpegs på notime og henter bunkevis af billeder ind lige så hurtigt som jeg vælger dem. Det er da herligt. Så her er lidt flere fra min ungarske ferie. Nu er det sjovt igen. Før var det bare ventetid lige så snart jeg bad den starte iphoto..

Billederne stammer fra et besøg i en privat køkkenhave som vi fik lov til at gå på rov i. Pluk alt hvad I vil.. spis hvad I har lyst til.. smag på det hele.. Der var ferskentræer (sådan en 10-15 stykker af dem), flere forskellige blommetræer og i mange eksemplarer, pæretræer ad libitum og hindbærbuske der bar som stod de i selveste paradis.. dem var min nevø og jeg mere end almindeligt glade for. Køkkenhaven er min svigerindes forældres. Den holder 4-5 familier med frugt og grønt og forældrene bruger vist ret meget tid på at holde den i denne frugtbare stand. Men det virker altså lidt overvældende på sådan et par lejlighedsmennesker som os, der kun lige har lidt krydderurter og en enkelt tomatplante i hjørnet på altanen.

Men først en lille intro til de særlige jordbundsforhold. Det er ikke jord – det er sand! Og jeg fatter ikke hvordan pokker nogen kan få noget som helst – og i de mængder – til at gro på det. I det hedder det vist, men når man sparker lidt til det forekommer “gro på det” som en rettere betegnelse.

IMG_1802

Der er lige blevet vandet og sandet bliver kun vådt i overfladen og bliver til sådan nogle sære mudderskaller i løbet af få minutter.

IMG_2363

Vin skal der naturligvis være i en køkkenhave størrelse XL. Og sand. Masser af sand.

IMG_2378

Drivhuset (ca 20×65 m). Til højre er der peberfrugter og chili.. i Ungarn bliver det hele dog kaldt paprika, men så vidt jeg kunne se var der mange forskellige sorter… og rigtig mange af de der aflange, gule vi kender som ungarske peberfrugter. Til venstre to-tre rækker tomater. Og bag dem nogle rækker med kål. Og sand. Masser af sand.

IMG_3174

Et lille sjovt skud fra et springvand i byen.. troede det var uskarpt så jeg kiggede ikke nærmere på det. Men det viste sig at være ok, da jeg kiggede billeder igen.

Jeg har jo giftet mig til et nyt navn. Dét har osse stor betydning for mig. Det talte vi osse om hos psykologen. Det signalerer mit opgør med familien. Jeg tror ikke helt jeg kan følge betydningen der, og os spekulerer lidt over om min psykolog har en skjult trang til numerologi. Men det er vigtigt, siger hun. Jeg håber at den erkendelse osse kommer til mig en dag. For mit bytte var egentlig næret af to ting. En måde – og på rimelig vis – at slippe af med mit gamle navn og dermed gamle spor. Og at jeg ikke følte mig så knyttet til min egen familie mere. Men det er meget mere end det – siger psykologen. Vi må se.

Hverdagen tur/retur

I dag kommer kæresten hjem, og grundlovsdagen tillader mig at hente bilen ud af dens hule og køre i lufthavnen og hente hende hjem. Med hunden i kassen. Fra den forventer jeg en sand hylekoncert af glæde over at høre hendes stemme igen.

Og når vi kommer hjem er jeg næsten sikker på at den ikke forlader hendes side før den ved selvsyn har set at kufferten bliver bokset på plads på øverste hylde i det store skab. Sådan plejer det at være.

Jeg er sikker på at de næste dage bliver fyldt af lange snakke om hvad der er sket og om hvad der skal ske nu i de måneder der følger. Og et forsøg på at få overblik over konsekvenserne af faderens død.

Jeg tror helt personligt at jeg får et lidt andet menneske hjem end jeg sendte afsted. Mere skarpt-skåret, stærkere i sin vilje og en nyvundet evne til at sætte den igennem. Det er en sær form for akut-modning der sker af mennesker der på kort tid mister begge forældre og som står tilbage ikke bare med “forældreløsheden” men osse med alle de formelle og praktiske ting, som bare skal løses.

Selv er jeg helt den samme. Lidt frustreret over mit arbejde og over at have en chef der gør et stort nummer ud af ikke at tale til mig mere. Så stort et nummer at det egentlig burde være morsomt. Jeg spørger hende om noget konkret, der har med mit arbejde at gøre og som  ikke direkte vedkommer andre. Hun rejser sig fra sin plads og kommer imod mig men ser på hende der står ved siden af mig – og svarer hende! Absurd forestilling og hvis jeg ikke jeg var så forbandet sensitiv ville jeg formentlig finde det ganske underholdende.

Men jeg er egentlig lidt gammeldags så jeg har besluttet mig for at vente på en undskyldning for det groteske optrin da vi præsenterede hende for et fuldstændigt legitimt og veldokumenteret lønkrav. Jeg kommer til at vente ganske længe. Tror jeg.

Jeg har klaret at være alene i denne situation og det er jeg faktisk ganske stolt af, selvom det ikke har været uden udfordringer. Jeg har savnet kæresten og jeg har manglet hendes små vaner i middelsvær grad. Og en af dem er dagligt at sige til mig “har du husket at tage medicin?” med det resultat at lige præcis den del har sejlet en del. Det er ikke så godt.

Jeg har pakket tankerne en del væk, men de begynder at vende tilbage nu. Det er dette indlæg der spøger i baggrunden. For næste uge skal jeg ud til psykologen, og jeg har bedt hende om at læse det og forhåbentlig er hun i stand til at tænke og udtrykke nogle kloge tanker om fysiske og psykiske reaktioner på et sexuelt overgreb – om skammen, tavsheden og decideret flovhed over at have reageret på den der ubehagelige og absolut uønskede reaktion. Lægen har osse kigget med og hende skal jeg tale med et par dage efter. Osse om det. Og så håber jeg at blive lidt klogere på hvorfor lige netop dette er så svært at håndtere at man hverken kan føle, mærke eller tænke på det. Hvorfor netop dette hele tiden har været den manglende brik i puslespillet. Og hvorfor det er så forbandet vigtigt og hvorfor ingen har spurgt mig?

Det ville have været godt hvis nogen havde turdet… Tror jeg.

Det bliver endnu et besøg af de sværere.

Jeg ved bedst

Mon sådan en mandagstræthed er noget der kommer fordi weekenden bare ikke var lang nok, noget der kommer fordi hjernen slet ikke kan kapere udsigten til 5 arbejdsdage inden næste weekend – eller er det bare et udtryk for min helt private og stærkt tiltagende træthed af at gå rundt på kanten af en eller anden form for sammenbrud.

Det er nok ca det sidste.

Ugen er sat i søen og byder på en tur til både læge og psykolog – den ene efter den anden og jeg er ærligt talt spændt på hvad de finder ud af når de ser mig i øjnene og skal vurdere hvad  pokker der foregår for mig.

Det er faktisk det glade vanvid, for jeg ved det jo godt selv.. at den er gal. Det er jo mig der vågner badet i sved efter mareridt, det er mig der må sætte mig i løbet af dagen når hele rummet snurrer rundt og jeg ikke kan se klart ud af øjnene og bare vil lægge mig fladt ned og vente at det går over af sig selv. Jeg ved det når jeg passerer en bestemt betonbro på min vej. Jo, jeg ved godt selv hvad der er galt.

Spørgsmålet er bare hvad der skal til for at jeg kan finde tilbage til tidligere gode takter og tanker. Det er der de kloge koner skal på banen. Det andet ved jeg bedst.

Jeg er syg – har flere daglige angstanfald og vil helst bare stå af. Så er man syg.

At jeg så ovenikøbet lige skulle høre en forhadt stemme i weekenden gjorde det faktisk ikke bedre. Vi har en fødselsdag i familien og jeg ringede som den gode datter jeg er “hjem” og ønskede tillykke og kunne stort set ikke tale tre klare ord for stemmen der sad der i stuen i baggrunden fyldte mig med syg kvalme. Jo, min bror var den gode søn og var hjemme. Pis.

Det var nok. Bare det. Det er jo sygt.

Straks er jeg tilbage som lillepigen der oplever alle de der forfærdelige ting, lillepigen der ikke kender til nej og lillepigen, der bare spiller død.

Oppe i hovedet. Ikke udadtil som sådan – men oppe i hovedet. Det er osse sygt.

Har siddet i et par timer og kigget på en tom skærm for at skrive lidt om det, uden overhovedet at vide om det kom ud her. Det gør det så men det er nok ikke lige verdens klareste ord. Det må blive en anden gang.

Fokus er på torsdagens køretur og besøg hos kloge koner – håber at jeg er i stand til at sætte ordene på hos dem. Ellers får jeg vist lov til at gå zombie-rundt endnu en måned inden nogen kan råbe mig op. De spørger mig hvordan det går, og når jeg ikke magter at svare og lyver og siger det går nogenlunde er det ikke givet at de afslører det. Så jeg prøver at øve mig i at fortælle det som det er. At jeg har allermest lyst til at råbe højt, inderligt og længe.. stop nu, jeg vil af. At jeg behøver hjælp. Og krav-frihed. Og venlige mennesker.

Snubleøvelser

Altså den der tur til psykologen i torsdags. Egentlig havde det slet ikke været muligt at få lavet den torsdags-aftale, for hun var booket på den tid jeg normalt kommer der, og hvis jeg skulle komme tidligere end vanligt ville det betyde at jeg skulle have fri fra arbejde til det. Og det ville jeg være ked af at skulle spørge om, selvom der normalt ikke er problemer med at få rykket lidt rundt i mine arbejdsskemaer for at få enderne til at nå sammen. Uden at chefen nødvendigvis skal orienteres, da vi har store frihedsgrader mht sådan noget normalt. Vi skal bare løse opgaverne vi bliver givet og om det bliver gjort kl 8 eller kl 15 er noget vi normalt selv kan justere på så det bliver så tidsoptimalt som muligt.

Men jeg tog den tidligere tid og håbede at der ville vise sig et par huller i arbejdsplanerne som jeg kunne udnytte til at rykke arbejdsopgaver sammen omkring. Det gjorde der dog ikke umiddelbart, og tværtom havde min chef nidkært fyldt alle de sædvanlige huller og luger ud med småtterier. Der var ikke nogen vej udenom – jeg måtte ind til hende og bede om at der lige blev skabt et hul på ca 1½ time så jeg kunne være hos psykologen på rette tid. Det var der faktisk ikke de store problemer med, og vi grinede lidt af at jeg ikke ville spørge med det samme og jeg fik den symbolske skældud over ikke at komme frem med sådan noget i tide.

Ankom præcist og bakkede bilen ind hos psykologen og møflede op af trapperne og døren blev åbnet (?). Det plejer den aldrig at blive. Hendes kontor og “rum” er på første sal og der plejer hun at opholde sig når hun venter klienter. Ikke ved hoveddøren.

– Kommer du i dag?

Neeeeeeeeeej – hovedet bankes mentalt ind i noget hårdt. Det sker bare ikke det her. Hun har fandme glemt at jeg skal komme. Eller skrevet forkert i sin kalender.

Jeg ved ikke rigtig om kvælningsfornemmelserne i mig handlede om intern ærgrelse eller en decideret lyst til at kvæle hende og hendes kalender.

Men hun var hjemme, og havde tid. Viste det sig. Så jeg blev sendt ovenpå mens hun lige fik orienteret sig og indstillet sig på hvad der skulle ske.

Jeg ved jeg ikke har skrevet forkert i min kalender og at fejlen er hos hende så jeg tillader mig at være lidt irriteret. En irritation der faktisk ikke bliver mindre da det går op for mig at hun ikke har talt med min læge, som hun havde lovet/annonceret sidste gang jeg var der.. for der var jo god tid til jeg skulle komme… en hel uge mere, ikk?!?

En noget akavet start der faktisk irriterede mig mere end jeg havde troet.

Men fandt dog ud af flere ting i løbet af samtalen. Blandt andet redegjorde hun for sine tanker mht mig og hvad der skulle og burde ske.

Hun ville tale med lægen og luftede i den forbindelse at hun ikke kunne lide min nedgående spiral og gerne så den brudt… og at det betød at hun ønskede mig sygemeldt fra arbejde. Foreløbig i en måned.

WHAT? Det kan I da ikke mene… Jeg kan sagtens se hvorfor og hvordan men i dag er det sgisme ikke legetøj at være sygemeldt fra arbejde. Hvad nu? Mister jeg mit arbejde?

Der står den nu – jeg aner ikke hvad de kloge koner sammen finder ud af, men jeg føler mig sikker på at jeg bliver nødt til at tage deres råd? Men hvad så? Der er jo ganske givet gode grunde til at psykologen ønsker dette af lægen… men hvor efterlader det mig?

Jeg har gået rundt siden før jul og været så inderlig ligeglad med hele verden og hvad der skete omkring mig. Ligeglad med mennesker og dyr og hvad der ellers betød noget for mig og været parat til at hoppe ud fra den nærmeste bro hvis jeg lige var i nærheden af den når tankerne fyldte mest. Men at blive sygemeldt fra arbejde pga stress/depression… den er sgisme svær at sluge. At jeg er nået dertil.

Nu er lægen orienteret og tænker… og så skal jeg forhåbentlig snakke med hende i næste uge..

Den er faktisk lidt alvorlig nu.

Er ok – og noget jeg ikke vidste

Tænkte at jeg lige ville lægge et par ord om dagen i går. Så I ved at jeg er ok og alt det der.

Det gik helt fint som psykologen der var noget optaget af min nuværende situation og lidt frustreret over det tydelige tilbagefald. De farlige tanker blev luftet, og jeg behøvede nu ikke gå i de store detaljer der, for hun kender mig jo rigtig godt og ved godt at når jeg ser sådan og sådan ud i ansigtet så er jeg ca i den tilstand. Og i går var jeg vist bare “sort”.

Hun vil tage en snak med lægen på mine vegne… Det er ikke helt almindeligt, men hun har min klare tilladelse til – og  på eget initiativ – at tale med min læge når hun føler situationen kræver det. Og jeg har ikke udstedt nogle begrænsninger i den tilladelse. Men hun spørger nu pænt om lov hver gang.

Nåede omkring Inge og Hasse og fik en kop kaffe på vej hjem. Det er den vildeste luksus at komme dér og blive mentalt forkælet af gode smil, skægge historier og godt humør. Og af empatisk spørgeteknik.

Tror dog osse der blev løftet et par øjenbryn dér da jeg svarede på hvordan jeg havde det. Fik en lodret ordre. Og er jo veldresseret så den må jeg prøve at efterkomme. At lytte til den slags råd og ordrer har tidligere vist sig at være en god ting. Selvom man dybest set er ligeglad med det meste.

Og så til noget ganske andet.

På vej ud til psykologen i bilen hørte jeg radio (det plejer jeg jo i bilen) og så kom “sproghjørnet”. Om ordet højt-ragende. Det viser sig nemlig at det hedder det slet ikke. Det hedder høj-travende i stedet. Og det vidste jeg dælme ikke. Var noget med hestes særlige gangarter og et højt trav, der fik rytteren til at se lidt ufrivillig fjollet ud. Højtragende er blevet et lidt underligt stedbarn som følge af sprogets udvikling hvor folk prøver at få mening med et ord, som de ikke forstår. Og de færreste har tilsyneladende fattet at høj-travende har noget med heste at gøre – så højt-ragende blev brugt i stedet. For det gav da mening i sammenhængen. At rage for højt op.

Vidste I det? Og Ellen – jeg er helt sikker på at det havde du helt styr på…. men I andre…

Halve dage

Har nu haft en række af halve dage på arbejde og det er altså lige til at holde til. Jeg må jo indrømme at chefen så rigtigt på sagen da hun afgjorde at når jeg kom tilbage så skulle det være på ikke over 26 timer om ugen. Og det er sandelig osse nok. Den sidste time hver dag er en kamp for ikke at skvatte sammen eller se alt for “sejlende” ud i øjnene når kvalmen og mavesmerterne bliver for meget.

Desværre er der ikke mange på jobbet der er orienteret om at jeg ikke er til rådighed efter kl 13 ca. Så min telefon ringer konstant og opgaverne tikker ind. Gør lige det, kan du klare det og jeg har rykket lidt rundt på dine arbejdsopgaver så du liiige får plads til den her opgave osse.

Det er bare ikke alle der ligge fatter at når jeg siger nej – så mener jeg nej.. og så er der ikke andet for end at de må snakke med min chef. Jeg henviser dem alle til at snakke med hende og få hendes godkendelse af deres ideer.

Hun afviser dog med hård hånd, velvidende at for meget fysisk arbejde til mig lige nu kan sende mig tilbage i sygesengen og at dét vil være synd for mig, men endnu vigtigere figurere som sygefravær i hendes afdeling og noget hun skal være ansvarlig for – overfor hendes chef. Så er det meget bedre at holde mig i gang på begrænset tid og sørge for at jeg møder hver dag  og gør hvad jeg skal og bør.

I dag tager jeg bilen med på arbejde. For i dag skal jeg et smut ud til psykologen og jeg tror der bliver nok at tale med hende om. Der er sket en del siden før jul. Mange prøvelser og udfordringer der er klaret med mere eller mindre held.

Og måske – måske ikke – hendes vurdering af den der situation med medicin ville være passende?

De “farlige” tanker ligger lige under overfladen og fylder en del.. men jeg er bange for at tale om dem og lufte dem. Bør jeg nok gøre i dag.

– se jeg tør ikke engang sætte de rette ord på hvad farlige tanker er.. men jeg tror de fleste forstår alligevel. 

Noget om tidlig julegave og en indre rystepudser

Nu havde jeg jo det der uheldige problem med den brune pose til Inge og Hasse og kæresten, der mukkede lidt over de manglende gaver til hende. Susanne foreslog godt nok noget med advent og kalendernisser og sådan noget og det har jeg så skumlet lidt over i et par dage. Og er nået til den løsning at hun får en “gave”. Nu. Vi skal jo ikke holde jul sammen og at vente med at give hende hvad hun skal have så hun kan pakke ud juleaften vil være lettere uhensigtsmæssigt. Hun må få noget mindre (og dermed bagage-i-lavpris-fly-venligt) og andet til jul. Men noget hun nok skal blive tilfreds med.

Egentlig skulle jeg have været afsted her fra morgenstunden for at fremskaffe det planlagte, men jeg magter det ikke i dag. Jeg har det ikke godt og vil derfor ikke ud og mingle med den halvdel af byens indbyggere der har besluttet sig for at kunne prale med at have julegaverne overstået inden 1. søndag i advent (øv-bøv Susanne – rækker tunge af dig). Så det blev en klar besked til hende i stedet. Gå nu ud, køb ind – og køb så for faen den der ipad du vil have og som du har villet have i flere måneder! Men vælg selv hvilken størrelse, for her kan jeg bare ikke vælge for dig!

Jeg kunne nu godt undvære min – og lidt ældre ipad –  i julen, så hun kunne få dén med på sin juletur, så det er ikke dér problemet er, men vi har altså kun den samme og det begynder at ligne et problem i hverdagen, hvor vores konti på diverse tjenester bliver blandet godt og grundigt sammen. Hun synes min ipad2 er for tung og for dårlig (hun har nemlig set retina) så mini+retina har stået på ønskelisten længe. Faktisk fra før den overhovedet blev præsenteret i USA. Jeg er derimod helt tilfreds med den gamle ipad og kan sagtens vente lidt endnu med at få den udskiftet.

Jeg ved det godt; selv at købe sin gave har ikke samme magiske tiltrækning som en mystisk brun pose på et spisebord. Men jeg er sikker på at hun ikke ville bytte indholdet mod indholdet i den brune pose, trods alt.

Øv, jeg ville nu gerne være listet afsted her i formiddag efter den selv, men den gik altså ikke. Jeg tager en asocial dag.

Det var nemlig ikke spor sjovt hos psykologen i torsdags, men på grund af dagens beskaffenhed og mit ansvar for andres planer udover mine egne, lagde jeg det hele på køl og bed sammen. Det er godt at jeg stadig kan det næsten uanset hvor hårdt hun går til mig. I hvert fald en tid. Ind imellem blot et par timer, men denne gang i et par dage. Kæresten opdagede det dog hurtigt torsdag aften og mente at jeg lignede en der havde “slugt en rystepudser” og prøvede på at kompensere for at der stadig var strøm på batteriet. Sådan kan man jo osse udtrykke en dyb indre uro som det bliver kaldt lidt klinisk. (tror måske osse nogle få andre kan se indre uro på mig og begyndende angst).

Jeg var faktisk rigtigt godt rystet og havde svært ved at tale om det, så jeg ævlede løs om Inge og Hasses lejlighed, om Rejen og hendes forløb… om Jimmis akvarier.. om nogle tæpper i bagagerummet på designikonet (rester fra flytningen i Roskilde der passende kan henslæbe en pensionist-tilværelse på vores gulve i stedet for en for tidlig tur på genbrugspladsen)… om psykologens sære og lettere forvirrede ansigtsudtryk over at hendes telefon ringede – og at hun ikke kunne slukke den. Ikke finde ud af det (hun havde lige fået en iphone! – endte med at jeg satte den på lydløs for hende) … og så var det at kæresten strøg mig over håret og bad mig geare lidt ned og prøve at fortælle hvad der egentlig var årsagen til den der interne rystepudser. Øv. Kunne næsten bare have stukket hende indlægget om den blå tomhed. For det var dét der blev vendt hos psykologen – og dét vi ikke blev færdige med. Og det jeg skal tale om igen om ikke engang 2 sølle uger.

Det bliver en dag på sofaen med hunden på maven. Og så håber jeg at kæresten får travlt med at lege med en ipad. Og gør hun ikke det går hun sikkert i gang med at bage et eller andet.

…. 3 timer senere …

Hun købte sin ipad og er en glad lille julegris.. og har overladt det til mig at få den sat op til det hele, mens hun er kørt med sin bror – der skal finde sig en ny, gammel bil. Dagen på sofaen er aflyst, jeg knækker kodeord og henter apps til den store guldmedalje. Sætter op, forbinder til printer.. henter hendes e-bøger.. nusser lidt med iCloud.. sikkerhed… osv osv